Keith Richard i studiet

4. april 2021

“Music is a language that doesn’t speak in particular words. It speaks in emotions, and if it’s in the bones, it’s in the bones.” ― Keith

Herlig optagelse med gamle Keith Richard i studiet. Alderen trykker ham vist ikke, når han blot får lov til at lade musikken ‘tale’.

11 har læst indlægget

Petula Clark synger Queen

3. april 2021

Jeg faldt helt tilfældigt over denne sang med Petula Clark. Jeg kendte den ikke, men blev mindet om, hvilken fortræffelig popsangerinde Petula Clark (der nu er 88 år) har været og om, hvor mange af hendes sange, jeg ikke har lyttet til. Hendes diskografi er da også overvældende stor.

Det er ikke en rigtig  coverversion. Clark er langt fra Freddie Mercurys særligt dekadente stemme, men hun gør sangen til sin helt egen og synger – efter min mening – fortryllende dejligt.

18 har læst indlægget

50: The Kinks – Percy

2. april 2021

Lydsporet til filmen Percy blev endnu en af Ray Davies’ og the Kinks’ mindre succesfulde udspil. Og måske forklarer sammenhængen noget om den manglende effekt. Musikken på pladen er lydsporet til den britiske komedie Percy, der handler om den unge mand Edwin (spillet af Hywell Bennett), der rammes af en nedfaldende mand fra en bygning, hvorved Edwin får sin penis ødelagt. Derfor får Edwin verdens første penistransplantation. Han overtager den faldende og senere døde mands store penis, og den får navnet Percy. Den afdøde mand var en skørtejæger og dameven, og udstyret med Percy får Edwin nu succes hos damerne. Det ender dog med, at han gifter sig med donorens forsømte kone.

Jeg ved ikke om denne filmiske sammenhæng forklarer pladens manglende gennemslagskraft. Og noget andet er, at albummet slet ikke udkom i USA (som The Kinks som bekendt var udelukket fra i en længere periode). Men heller ikke i hjemlandet gjorde pladen sig på hitlisterne, selv om den kom både som LP, EP og single. Forklaringen er måske, som så ofte med The Kinks’ mindre successer, at Ray Davies og Kinks som altid gik deres egne veje, hvorved det enten ramte ved siden af tidsånden eller var forud for deres samtid. Og sjovt nok så blev filmen et stor succes i England i 1971 som den ottende mest sete biograffilm det år.

Set og ikke mindst hørt (lyttet) i bagklogskabens lys, så er det et overset album, der desværre er kommet til at stå i skyggen af forløberen Lola og efterfølgeren Muswell Hillbillies. Solide sange og – ikke mindst – instrumentalnumre (bl.a. en herlig orgeldomineret udgave af sangen “Lola”) og et enkelt nummer, hvor bassisten John Dalton synger for og laver en herlig, vellykket Elvis-imitation (Willesden Green).

Men siden er albummet kommet i flere nye, udvidede udgaver som tegn på, at albummet med tiden har vundet flere lyttere, hvilket er helt fortjent.

10 har læst indlægget

50: Blast Furnace

2. april 2021

Blast Furnace var Tom McEwan, Thor Backhausen, Niels Vangkilde og Arne Würgler. Og de fik kun indspillet et album, det med mr. Bobo på forsiden. Blast Furnace eksisterede kun godt og vel et år – 1971-72, hvor de indspillede en single og så albummet, der fylder 50. Derefter fortsatte Würgler et samarbejde med Benny Holst og de andre fortsatte i det reorganiserede Culpeper’s Orchard.

Pladen er noget af det bedste progressive rock, der kom ud af halvfjerdserne, og den fortjener at blive genoptrykt mere end tilfældet har været.

16 har læst indlægget

Paul, Iris og sangene

1. april 2021

Fotografiet ovenfor skal uden tvivl illudere nogle franske can-can-piger sammen med den franske kunstner og tegner Henri de Toulouse-Lautrec. Men det er en opstilling lavet mange år efter.

Læg dog mærke til pigen helt til venstre. Hun er ikke en hvem-som-helst. Det er nemlig Iris Caldwell. Og hvem er så hun, vil du måske spørge eller tænke?!  Navnet siger måske ikke så meget, men Iris Caldwell var Beatle-George Harrisons første kæreste. Beatles-arkæologen Mark Lewisohn fortæller i historien i første del af sit store bogværk om The Beatles Tune in.

Vi befinder os året 1958. The Quarry Men (forløberen for The Beatles) spiller i The Cavern i Liverpool. Og det er i tiden lige før George Harrison bliver indlemmet i The Beatles. En aften havde en ven af gruppen inviteret sin veninde Ann ud og bagefter spurgt, om de skulle gå i byen igen sammen. Hvortil hun svarede “Kun hvis du kan finde en ven til min veninde”. Og det var sådan George, der var knap 15 år, mødte Iris Caldwell, der var næsten 14 år gammel. Og efter to-tre stævnemøder tog Iris George med hjem til sine forældre. Og George var den første fyr, der kyssede Iris. Og det husker hun tydeligt den dag i dag.

Men ikke nok med det. Iris var søster til Rory Storm, i hvis gruppe Ringo Starr spillede trommer, og senere – 1962 – blev hun også kæreste med Paul McCartney. Til Lewisohn fortæller Iris, at Paul var mere interesseret i hende – der beskrives som en ‘vittig, køn, blond’, dansetosset søster til Rory – end hun var i ham. Hun var ikke rigtig interesseret i en ‘tup-pence-ha’penny’-guitarist (vi kan måske fordanske det til: en 25øres-guitarist)  fra en Liverpoolgruppe. I øvrigt var hun i gang med en karriere som danserinde (jf. fotoet ovenfor) og havde hemmelige stævnemøder med en af tidens popstjerner, Frank Ifield. Men det holdt hende altså ikke tilbage fra at have stævnemøder med Paul også. Joh Lennon kritiserede Paul for at køre et parløb med Frank Ifield, der var noget ældre end Paul.

Men der er mere til den historie. For Iris inspirerede Paul til at skrive en af de tidligste store Beatles-numre, nemlig “I saw her standing there”. Avisen The Mirror fortalte historien i 2012, hvor de interviewede Iris.

Iris var lige fyldt 17 og havde fået en invitation til at komme og demonstrere, hvordan man dansede The Twist ved et arrangement i Liverpool. Musikken blev leveret af et lokalt orkester – The Beatles. Og synet af den smækre Iris i kort nederdel, lange ben med fiskenetstrømper og højhælede sko inspirerede Paul til at skrive sangen, da han kom hjem. The Mirror hævder også, at hun senere – da forholdet til hende var slut – inspirerede ham til at skrive “Yesterday”. Sandt eller ikke (The MIrrors oplysninger bygger på Iris’ egne ord), i hvert fald har hun været inspirerende for den unge Paul.

[Iris Fenton]

“Well, she was just 17, you know what I mean, and the way she looked was way beyond compare, so how could I dance with another, when I saw her standing there.”

Men Iris’ forhold til musikken stopper ikke med the Beatles. Senere blev hun gift med sangeren Bernard Jewry, der først blev kendt som Shane Fenton (and the Fentones) og i halvfjerdserne som Alvin Stardust. En pige der blev noget ved musikken, selv om hun gjorde danse til sin karriere- og levevej.

 

18 har læst indlægget

Læsetip (?): Simon Lund & Ralf Christensen – Dem jeg elsker elsker jeg Kim Schumachers mange liv

31. marts 2021

Tilfældighedernes spil (der var den igen…) gjorde, at journalisterne Simon Lunds og Ralf Christensens biografi Dem jeg elsker elsker jeg Kim Schumachers mange liv (2020) nu ligger i min bunke af lektyre. Og det er nok ikke en bog, jeg ville købe, hvis ikke jeg var blevet den anbefalet og kort tid efter faldt over i en af de lokale supermarkeder. Oven i købet tll nedsat pris.

Men biografien er faktisk bedre, end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Og det er jo altid rart at få sine fordomme gjort til skamme. Men det betyder omvendt ikke, at den er hævet over kritik.

Bogen er læseværdig af i det mindste en grund. Nemlig, at den som biografi også er et – ganske vist snævert og fokuseret – portræt af en vigtig periode i vores tid, nemlig fra 1950’erne og frem til hovedpersonens alt for tidlige død i 1990.

Jeg husker Schumacher fra hans skriverier i tidsskriftet Levende billeder, hans radioprogrammer på Danmarks Radios P3 og hans tv-udsendelser. Og dengang forekom han mig at være langt yngre end mig selv, men faktisk var han fire år ældre. Og det fortæller noget om hans fremtoning og selv-iscenesættelse.

Sjovt nok var Kim Schumacher – i hvert fald hvis man ser på dåbsattesten – hvad man siden har kaldt en 68’er. Han var ung med ungdomsoprøret i tresserne, hippierne, provoerne og de venstreorienterede unge, der hver på deres vis gjorde oprør mod det etablerede, borgerlige samfund. Men Kim Schumacher faldt ikke rigtig ind i nogle af disse grupperinger, selv om han tog farve af dem som den kamæleon, han var. For Schumacher var oprøret, opgøret og frigørelsesprocessen et individuelt projekt. Ja, nærmest en besættelse, og som sådan især centreret om det seksuelle.

Kim var homoseksuel, måske også biseksuel, og det var den drivende kraft at udleve de seksuelle lyster uden at lade dem dæmme ind af samfundets moralnormer og -grænser. Og historien om Schumachers seksuelle løbebane er en fortælling om det såkaldte seksuelle frisinds positive åbning af samfundet men også dets tendentielt destruktive betydning, der i Schumachers tilfælde betyder en overskridelse af pædofili-tabuet. Schumacher dyrker princippet om, at man skal udleve sig liv som man vil, så længe det ikke går ud over andre. Og netop i forhold til mindreårige drenge sættes princippet på prøve. Det skal ikke forstås således, at Schumacher var pædofil, men i de (bl.a. homoseksuelle) kredse, hvor han færdedes, blev grænsen overskredet.

Bogen er en begejstret skildring af Schumachers liv, fra den tidlige barndom til den AIDS-relaterede død i 90. Måske endda en tand for begejstret. Der er ingen tvivl om, at forfatterne nærmest ser op til Schumacher som en slags forbillede eller rollemodel. Som en ener, der insisterer på at gå sine egne veje, uanset hvad prisen så end er. Og af samme grund svinder den kritiske dimension betragteligt ind i skildringen af eneren. Den er der rundt omkring i små kommentarer, men får ikke lov til at brænde igennem, hvilket ville have været en fordel for bogen.

Et lille eksempel. Schumachers indtog i musikradioen som medfører et opgør med DRs programpolitik på området for populærmusik og med repræsentanterne for tressernes og halvfjerdsernes musikformidling fremstilles som et bredpenslet skønmaleri af en flamboyant, hurtigtsnakkende, ungdomsleflende Schumacher, der med New York-importeret dansemusik fortrænger andre formidlere til historiens mødding. Det er et billede af Schumacher som forløber og forbillede for nutidens snik-snakkende, tankeløse, informationsfattige radioværter. Og det er efter min bedste mening en utilladelig, overfladisk og helt igennem ukritisk fremstilling, der kun har til formål at få Schumachers eftermæle til at stråle.  Jeg er af den opfattelse, at Schumacher gjorde mere skade end gavn i radiomediet.

Bortset fra dette forbehold over for en ukritisk biografi, så er den et underholdende og som sådan læseværdigt portræt af en ener i dansk kulturliv som udlevede sit enspænderliv og betalte den højeste pris for det.

12 har læst indlægget

50: Hair – musical – dansk udgave

30. marts 2021

Ja, den danske udgave af lydsporet til den dengang så populære musical Hair. Også den danske version blev populær med 200 opførelser rundt om i det ganske land. Og så blev den springbræt for flere kunstnere, bl.a. Eddie Skoller, Anette Klingenberg (dansktopsangerinden), Jørgen Olsen, Ina Løhndahl og mange flere.

13 har læst indlægget

Capac anbefaler: Tears – Binging, bragging, bitching

30. marts 2021

Alvoren, der præger coverfotoet på Tears’ debutalbum Binging, bragging, bitching, passer fint til teksternes fortællinger om de knubs, som livet kan give i form af dyrtkøbte erfaringer, forliste og smertefulde forhold og andre problemer, der forsøges druknet og dulmet i rusens og beruselsens altid lokkende flugtvej. Tydeligt understreget af titelsangen:

“II have been binging, bragging, bitshing/ All my tears away/ I have been far too drunk to care about/ The better yesterdays/ I have been drinking lately/ Thinking/ Why you rew it all away/ Why you took not but one life/ But two of them/ And fucked me once again// Oh oh I doubt you ever cried/ No no no God he never cries// Go, I weep for you/ Now I weep for you/ Now I weep for you// I have been binging, bragging, bitching/ All my dreams away/ I have been sitting/ Reminisching/ About Better yesterdays/ I have been drinking lately/ thinking// Wju you threw it all away/Why you took not but one life/ But thwo of them/ And fucked me hard again// Oh oh I doubt you eve cared/ No no no God he never cares// God, I pity you/ No I pity you/ God, I pity you/ Now I pity you”

Nej, når livet rammer en, så hjælper ingen kære mor eller en gud i det høje. Men teksternes beskrivelse af livets nedture og slag over nakken munder dog ud i noget, man med god vilje kan en slags afklaring og eftertanke – eller tømmermænd af den emotionelle slags.

Så teksterne og det univers, de smukt tegner, har med melankolien og nedslåetheden noget næste tidstypisk over sig. For som jeg ofte har været inde på i mine anbefalinger, så er der en umiskendelig strøm af mismod, melankoli og livsbesværethed i tidens populærmusik. Så det er, som det skal være, kan man påstå.

Men – heldigvis havde jeg nær skrevet – er musikken, sangene, på denne fine plade som balsam for sjælen. De i alt ti sange er i deres afrundethed og velturnerede melodiøsitet som kontrapunktisk opdrift til mismodet og nedslåetheden. De er ti, fine popsange, som hver især aspirerer til langtidsholdbarhed på dagens poporienterede radiostationer og afspilningslister. Med sine iørefaldende sange afslører sangskriver Jeppe Grønbæk Andersen at han er et barn af de foregående mange årtiers sanger-sangskriver-kunst, hvor det er den gode historie og den gode melodi, der er i centrum. Dertil skal lægges, at arrangementerne med Jeppe Grønbæk Andersen i den vokale og centrale forgrund både afslører en forpligtethed på sangskrivertraditionen, samtidig med at den er farvet af post-punkens optagethed af støj og electronica.

Jeppe Grønbæk Andersen og hans fine band (Patrick Kociszewski – sang, guitar – Anders Ahle – piano, orgel, sologuitar – Julius Lykke – bas – og Lasse Kolding – trommer) har et stort potentiale og man gør klogt i at holde øje og øre med dem fremover. Hvis de får styr på tømmermændene og det, der forårsagede dem, så skal de nok blive store på musikscenen i de kommende år. Hermed varmt anbefalet.

Tears. Binging, Bragging, Bitching. Part Time Records. Er udkommet

 

 

56 har læst indlægget

Historien i seriefiktionens klør – et synspunkt

30. marts 2021

Vi kender alle den slags film eller serier, der bygger på virkelige hændelser. Og vi ved også eller burde vide, at denne forpligtelse på historiske forhold ikke forhindrer fiktionsmagerne i at lade fantasien lege med, at digte til og trække fra, hvor det passer bedst ind i historien. Et spørgsmål, som ofte melder sig, er, hvor langt digteriet kan tillade sig at gå, når den er inspireret af “sande” begivenheder?

Et aktuelt eksempel er den norske serie Atlantic Crossing, der primært handler om den norske kongefamilies skæbne under 2. Verdenskrig. Serien har allerede givet anledning til heftig debat i hjemlandet, ikke mindst fordi besættelsesårene er omtålelige år i Norge. Og der er da også god grund til at diskutere serien. Fx serien fokusering på kronprinsesse Märthas ophold hos den amerikanske præsident Theodor Rosenvelt.

Sidstnævnte er notorisk kendt for at være – lad os undtrykke det på den måde – en særdeles “dameglad” herre, der tog for sig af retterne. Og serien dyrker præsidentens amourøse tiltrækning af Märtha i ekstrem grad. Det er faktisk det, der fylder mest i beskrivelsen af hendes tid i præsidentens hjem. Og problemet er, at man ikke i detaljer kender til de kongeliges privatliv på den tid eller i øvrigt. Og man kan ikke dække sig ind under fiktionens ret til at omdigte på faktiske forhold, når det gælder personer, der ikke kan forsvare sig mod insinuationer og lignende, eller når det gælder forståelsen af en vigtig periode i et lands historie. Jo, serien har med god grund skabt debat i hjemlandet.

Noget andet og nok så vigtigt er, at den fiktive omgang med historien faktisk kan bidrage til forståelsen af en anden tid. Et godt eksempel finder vi i den genudsendte serie på DR Foyle’s War, hvor man følger politimanden Foyles arbejde med kriminalsager i krigens skygge. I gårsdagens afsnit (21) forholdt fiktionen sig til emnet racisme. Vi befinder os i 1945. Krigen er ovre, og amerikanske soldater befinder sig i lejre i England, hvor de venter på hjemsendelse. En sort amerikansk soldat forelsker sig i en engelsk pige og gør hende gravid. Pigen føder barnet og agter at gifte sig med soldaten, men bliver så myrdet. Og optrævlingen af mordsagen – og en tilkoblet sag om røveri af store pengebeløb – fører til en seriøs og nuanceret diskussion af den amerikanske racisme (i hæren og i staterne efter krigen) og racismens aktualitet i efterkrigs-England.

9 har læst indlægget

Strømmende tv-serie på DR: Den tynde blå linje

29. marts 2021

Når det gælder tv-serier, så halter de gammeldags tv-kanaler efter de nye streamingtjenester. Ingen tvivl om det. Og streamingtjenesterne er afhængige af serier, fordi det er et godt værktøj til at fastholde og binde kunderne som abonnenter. Og for tiden er det oven i købet lidt sløjt med tv-serierne på DR og TV2, hvor det mest handler om genudsendelse af mere eller mindre seværdige serier (på DR fx krimiserien om Miss Fisher om eftermiddagen og på TV2 deres egenproduktion om adehotellet). Og så aligevel – for DR har åbentbart ladet sig belære lidt af streamingtjenesternes måde at gribe det an på.

Således kan man for tiden se den svenske dramaserie Den tynde blå linje, der ligger som streaming i DRs arkiv. Hvorfor den ikke vises på DRs hovedkanal – fx i stedet for den kritiserede og kritisable norske kongerøgelsesserie Atlantic Crossing, ja det fortaber sig vist i tv-planlægningens uransagelige veje.

I hvert fald ligger den så på tvarkivet og er anbefalelses- og seværdig. Den handler om nogle politibetjentes arbejde i Malmø. Man følger seks politibetjente i deres arbejde og deres privatliv. I første afsnit møder man således Sara, der er ny  og uerfaren i jobbet, kommer fra Umeå, har mistet sin lillesøster ved en drukneulykke og bliver koblet sammen med den erfarne, selvbevidste Magnus, der straks viser Sara lidt mere end professionel interesse. Og så er der fx den jødiske pige Leah, der også forsøger at få  en krævende arbejde med bl.a. anti-semitiske borgere til at falde i hak med privatlivets problemer.

Serien er allerede – og med rette – blevet sammenlignet med den gamle,  ja klassiske, amerikanske tv-serie Hill Street Blues. Og som i denne følger man på samme måde betjentene, både når de er til morgensamling på stationen og i deres videre færd gennem hverdagen. Dog er den svenske serie meget mere jordnær og aktuel. Ja, den er som hevet ud af den Malmøhverdag, man nu og da hører om i medierne.

Serien tager afsæt i skaberen Cilla Jackerts egne erfaringer med politiet og bestræber sig på at give et billede af politiarbejdet i hverdagen som et facetteret virke, der både rummer alvor, fare, humor, tragedie, varme og menneskelighed. Og så lægger serien som sagt sig op af virkeligheden. Det viser sig fx på den måde, at man samtidig med hændelserne på skærme kan læse borgeres Twitterkommentarer til politiarbejdet. Og som det gælder på alle sociale medier, så er det både lort og lagkage, man får serveret. Og det er med til at styrke seriens autenticitet og spænding.

Det er virkelig forfriskende at se en svensk serie, der dels bryder med den næste stereotype detektivserietænkning, men også forlægger handlingen til provinsen. Den er mere Wallander end Beck så at sige.

Hvis man er til kriminal- og spændingserier, så er det en god idé at få den set, inden den pilles ned igen. Hele første sæson på 10 afsnit ligger til afspilning. God fornøjelse.

639 har læst indlægget
639 har læst indlægget