Hvem læser (gårsdagens) aviser?

9. juli 2023
Who wants yesterdays papers Who wants yesterdays girl Who wants yesterdays papers Nobody in the world
(Rolling Stones)
Ja, hvem vil have gårsdagens aviser? I dag tog jeg en beslutning, der længe har været undervejs. Jeg opsagde mit avisabonnement. Det har været en lidt tung beslutning, for jeg er vokset op med aviser – af papir. I min barndom var Vestkysten en del af hverdagen. Dengang var det mest tegneserierne, der trak lidt. Da jeg flyttede hjemmefra var Information nærmest menighedsbladet for min generation af unge og den holdt jeg igennem mange år. Så kom Weekendavisen. Og det den, der nu må lide avisdøden i mit liv.
Dråben var, at de har degraderet, måske endda suspenderet, en skrivekarl, som jeg har læst med fornøjelse gennem mange år. For mig har aviserne altid været en sum af skrivende medarbejdere. Og det har været den sum, der var afgørende. Men det er kun en sidste anledning. Mit farvel til papiravisen er også bestemt af, at vi i dette land kun har aviser af borgerlig og højreorienteret observans. Den tid, hvor der var venstreorienterede og gammeldags socialdemokratiske aviser er for længst forbi. Og jo, vi kan da godt diskutere, om ikke der er forskel på Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Politiken og Weekendavisen. Men set herfra denne stol, så er det ét fedt. Borgerlige aviser med et borgerligt syn på verden. Og det har jeg ikke rigtig brug for længere. Det får jeg så rigeligt af på tv.
Noget andet er, at jeg selv har taget en journalistuddannelse og derfor har fået et godt indblik i, hvad en journalist skal kunne i dagens Danmark. Og et indtryk af, hvordan virkeligheden er for journalister, når det ikke er journalistiske idealer, der dominerer, men kolde kontanter. Og – lidt firkantet formuleret – det betyder, at pressen på markedsøkonomiens vilkår bliver talerør for det bestående. Man skal lede længe efter nogen, der for alvor sætter spørgsmål ved verdens indretning i Danmark. Firkantet sagt og skrevet.
I udlandet er det stadigvæk muligt at finde gammeldags kritisk journalistik, der gør en dyd ud af at være magthavernes kontrollanter og sætte rigtig kritiske spørgsmålstegn ved de historier som nyhedsbureauernd dagligt disker op med. Så jeg overvejer at prøve et digitalt abonnement på sådan et medie. Overvejer. Men indtil videre: Farvel til min gamle ven papiravisen. Du var dyr og blev gradvist dårligere.

28 har læst indlægget

Paul McCartney og tidsånden – om en fotobog

9. juli 2023

Jeg var længe i tvivl om jeg skulle købe den bog, 1964 Eyes of the Storm med fotos af Paul McCartney. Ikke fordi den – som fotobøger ofte er – koster en del, men fordi jeg ikke er Beatles-fan i den forstand, at jeg finder ethvert billede af Beatles interessant. Jo, engang havde jeg også Beatles-billeder over min seng. Det er vel 60 år siden. Men, nej, jeg er ikke Beatles-fan på den måde. Jeg har det som komponisten Aaron Copeland, der citeres for at sige: If you want to know about the Sixties, play the music of The Beatles. Og videre: Vil du vide noget om The Beatles, så spil gruppens musik.

På den anden side, så kan fotografier noget. For eksempel indfange noget af – med et begreb, jeg ofte har brugt – tidsånden. Forstået cirka i den betydning et wiki-opslag angiver: ” en tidsperiodes intellektuelle og kulturelle klima. Med udtrykket påstås det således, at der er en identificerbar tendens eller trend i perioden. “. Som al god kunst formår fotografiet, når det er bedst, at indfange noget af sin samtids tidsånd. Og det er lige netop derfor McCartneys bog er endt på min bogreol.

Bog rummer især billeder, som McCartney har taget i 1964, året, hvor Beatlemanien for alvor tog fart med de fire Liverpool-drenges indtog i USA og Europa. Men der er også en del fotos fra slutningen af 1963 – især fotos af Beatles-medlemmerne og deres nærmeste. Disse billeder afslører især de fires berømmede, nære venskab og den veneration, McCartney følte for de tre andre.

De resterende billeder registrerer med den følsomhed, som den unge amatørfotograf Paul McCartney besidder, tidsånden i ’64. De pågående fans (især piger), de pågående professionelle fotografer, snapshots fra de steder, bandet besøger, almindelige mennesker i almindelige situationer, kropssproget, moden (igen især pigernes). For en, der levede dengang, er der en række små aha-oplevelser at lade blikket vandre hen over de sort-hvide fotos, der med den særlige sensibilitet sort-hvide fotos besidder registrerer, hvad der rørte sig i det særlige år 1964, hvor det for alvor begyndte for de fire drenge fra havnebyen Liverpool.

Selv om McCartney var amatør, så skal man ikke tage fejl af, at han har haft et godt øje for motiverne (en meget vigtig kvalitet i fotokunst). Og vi skal huske, at tresserne også var en periode, hvor fotografiapparatet blev hver mands eje. Det var netop i 1963, at Kodak Instamatic – det lille nemme lommekamera – kom frem. Tidligere var fotografi forbeholdt dem, der havde råd til kamera (som i McCartneys tilfælde). Og vi skal også huske, at dengang var det primært sort-hvide fotos, man tog. Farvefilmen var kun i sin vorden. At det forholdt sig sådan, er sikkert svært at forstå for dem, der ikke var født dengang og er vokset op med farvefilm, og oven i købet hele den digitale billedstrøm, hvor man med sin smartphone kan tage lige så mange fotos om dagen, som man dengang tog i løbet af et helt liv.

Mccartneys bog er et stykke levende historie., der inviterer læseren ind i et gensyn med – og dermed en genoplevelse af – en ganske kort periode af tresserne. For en gammel gut som mig er det velgørende – lige som at lytte til bandets musik fra dengang eller læse god litteratur fra samme tid.

8 har læst indlægget

Portræt af George Michael

8. juli 2023

Medens Holger Rune som den første danske tennisspiller i mere end halvtreds år kvalificerede sig til ottendedelsfinalen i Wimbley viste svensk Svt2 en portrætfilm om George Michael. Informativ og underholdende på en afbalanceret måde.

8 har læst indlægget

Ringo Starr – 83 år

7. juli 2023

17 har læst indlægget

Kender du det?

6. juli 2023

Man hører lige en sang, der bare går i blodet på en, og så tænker man: Den har jeg sgu da. Og så forsøger man at finde den sang, den plade, og den har  bare forputtet sig i ens organsierede rod. Men sangen bliver hængend ei hovedet og kroppen som en  musikalsk coronavirus. Denne gang var det sangen “Trouble Town” fra Jake Buggs første album.

9 har læst indlægget

#PD 29: Sade

5. juli 2023

Næste skive i indkøbsposen er den nigerianske sangerinde Sade, der i 1984 bragede gennem lydmuren til det store publikum med debutalbummet Diamond Life. Og det er netop det album, posen gemte. Udgivet på Epic Records (CBS) i fineste form og med oprindeligt prismærke. Sade var begyndt som backingsangerinde i et band ved navn Pride, men sammen med tre af gruppen medlemmer fandt hun ud af, at de skulle gå deres egne veje og danne deres egen gruppe, der bar hendes navn. Og sammen strikkede de femten sange sammen i en stil, der både rummer elementer af blød jazz, soul og sofistikeret pop. Og albummet faldt straks i god jord både hos anmelderne og publikum, der købte millionvis af eksemplarer. Og salget blev hjulpet godt på vej af hele fire singleudspil fra pladen, hvoraf “Smooth Operator” nok er det største. Pladen ramte rent ind i firsernes tidsånd, hvor netop lækker, sofistikeret pop var en efterspurgt vare, og hvor Sades bløde, fine stemme passede ind som Hans i Grete.

I samme indkøbspose lå også Sades fjerde album Love deluxe fra 1992. Også i perfekt stand. Men pladen er også et bevis på, at Sade-projektet har haft svært ved at leve op til debutens gennemslagskraft. Og det skyldes nok især, at Sade har haft svært ved at kreere fængende popsange, som debuten var fuld af. Stilen er ellers den samme, og Sade synger stadigvæk indtagende og forførende. Tempoet er dog lidt nedtonet, og stilistisk har Sade taget farve af datidens forkærlighed for ny elektronica og ambient-lydlandskaber. Men retfærdigvis skal det siges, at pladen faktisk holder sig ganske godt her mange år efter, og en sang som “Ordinary Love” har bestemt potentiale til at blive en neo soul-standard.

10 har læst indlægget

#pd 28: Terence Trent D’arby – Introducing the Hardline according to

4. juli 2023

Næste vinylfund i affaldsbunken er den amerikanske kunstner Terence Trent D’arbys debutalbum fra 1987 Introducing the hardline according to... (CBS) Et album, der fik stor omtale, da det udkom. Jeg kan huske en episode, hvor jeg var inde i en af de lokale pladebutikker – vist nok FONA – hvor en ung dame stof foran mig i køen og spurgte til netop den plade, som ekspedienten så kunne finde frem fra samlingen. Jeg havde kun hørt flygtigt om denne A’arby på radioen og havde ikke umiddelbart planer om at anskaffe mig skiven.

Nu er den så i min samling . Pladen gjorde D’arby berømt, men selv om han har lavet tre andre album i sit navn, så har han ikke kunnet følge op på berømmelsen. Bedre er det ikke blevet af, at han på et tidspunkt fik et religiøst kald og ændrede navn til Sananda Maitreya og har udgivet plader i det navn. Han har også gjort sig bemærket som forsanger for bandet INXS, da dette band mistede deres forsanger.

Internetsitet Allmusic.com omtalte debutpladen med følgende ord, der ganske godt beskriver, hvad D’arbey havde at byde på dengang:

Introducing the Hardline According to Terence Trent d’Arby is a strong debut by this young singer, who wrote virtually every note, played a multitude of instruments, and claimed that this was the most important album since the Beatles’ Sgt. Pepper. Hits included “If You Let Me Stay,” “Dance Little Sister,” “Sign Your Name,” and the number one “Wishing Well.” His first album is a curious mixture of old and new styles. Although the production is quite modern, d’Arby shows his roots in the work of older artists, borrowing a page or two from Michael Jackson and Stevie Wonder, while James Brown appears to have had the strongest influence on d’Arby’s stage presence.

Og sådan lyder pladen også her mange år senere. Som en soul- og funkinspireret omgang pop, der ikke kan skjule sin store gæld til forgængernes bedrifter, selv om produktionen er firsermoderne og selv om D’arby står for det meste selv, instrumentalt og på anden vis. Albummet er i fineste stand med intakt cover og inner-cover. Men om den skal blive i min samling i lang tid, det er jeg ikke helt sikker på. I hvert fald skal den snurre et par gange mere, inden jeg beslutter mig.

 

7 har læst indlægget

Hunden og så mig

4. juli 2023

Ja, det var så en af de uger, hvor der var udfordringer af lægelig art. Og derfor også af økonomisk art.
Først var der tandlægen. En hævet kind viste sig at skyldes en alvorlig tandrodsbetændelse, der nødvendiggjorde såvel en fjernelse af en stor (visdoms)kindtand og en “tndrodsspidsamputation”, der indebar, at tandkødet skulle skæres op. Det værste ved det – ud over den økonomiske øretæve – var, at tandlægen undervejs måtte indskyde en pause, fordi noget af hans batteridrevne udstyr holdt op med at virke. Og det betød, at jeg måtte ligge stille med åben mund i ca. et kvarter, indtil en anden batteridrevet maskine blev hentet frem af gemmerne og sat i gang. Men det blev overstået og jeg kunne frem til dage med klorhexidin mundskylning, panodiler (i det omfang det skulle vise sig nødvendigt – hvilket ikke kom på tale) og nedsat fysisk aktivitet (så såret i munden ikke sprang op igen). Så vidt så godt: på torsdag fjernes stingene.

Og næste udfordring var, at min ven hunde skulle til det årlige sundhedstjek, der – på grund af hans alder (ni år9 – indbefattede en blodprøve. Dertil skal lægges, at han skulle have den obligatoriske vaccination mod hundesyge, almen sundedstjek (lytten til lunger og hjerte, mærken efter her og der), og til sidst klipning af klør. Det sidste er altid en udfordring, fordi han absolut ikke kan lide det, hvorfor det er nødvendigt at han udstyres med mundkurv, så han ikke klipper fingrene af os i stedet for. – Heldigvis gik alt godt. Dyrlægen og jeg kender efterhånden hinanden godt og ved, hvordan vi tackler det. Og min hund klarede det også alt sammen uden bedøvelse eller noget. Og det allerbedste ved det hele var, at dyrlægen et par dage senere kunne meddele mig, at blodprøven viste, at min ven hunden havde normale tal inden for alle 25 kategorier. Så jeg var lettet. Det eneste kritiske punkt var, at dyrlægen pænt fortalte mig, at hunden var lidt for overvægtig og at det udgør en sundhedsrisiko. Men det ved jeg godt. Jeg er selv for tyk og hunden har lidt under min og familiens “livsstil”, men nu forsøger vi så stille og roligt at slanke ham, så han til næste session vejer mindre. Han skulle jo gerne var min ven nogle år endnu.
Og jeg kom selvfølgelig i tanke om nedenstående sang, som jeg også bragte (i en anden version), da min gamle hund Bruno havde været død i et år.

3 har læst indlægget

#pd27: Prince

3. juli 2023

Bedst som jeg troede, at jeg havde sænket pickuppen i alle de plader, jeg havde fundet i forbrugerismens affald, så dukker der et par poser op med adskillige plader. Så det er på den igen med nedsænkning af pickuppen i gode, gamle vinyler.

Og i første omgang drejer det sig om hans lille majestæt, afdøde Prince. Da han første gang for alvor kom ind i mit musikunivers var det, da han i 1986 udsendte albummet Parade. Og det var ikke mindst det meget poppede og meget Princeske hit “Kiss”, der sparkede døren ind til den lille musikalske troldmands univers, selv om jeg da havde lyttet tidligere.

Derfor er det meget passende, at den første vinyl, der skal omtales her, er 12 tommer-singlen med den udvidede udgave (7:16) af netop “Kiss” og med “♥ or $” som B-side (fransk presning, Paisley Park 1986). I en velholdt udgave, såvel vinyl som cover med foto af dels prinsen selv og Wendy Melvoin (fra Princes backingband The Revolution og duoen Wendy og Lisa) på bagsiden i sort-hvide fotos. Jeg har aldrig dyrket 12-tommer-single-fænomenet, men denne her skal få en naturlig plads sammen med mine andre Prince-plader. Og jo, “Kiss” holder stadigvæk som dansant ørehænger og Princes smålumre tekst.

Og for at det ikke skal være løgn så lå den fine single sammen med dobbelt-albummet Graffity Bridge fra 1990 (Paisley Park/Warner Brothers). Og et helt igennem velholdt eksemplar ud- som indvendigt. Og som man måske husker er der tale om et soundtrack til en film, der slet ikke kunne måle sig med albummets popularitet. Og man tænker da heller ikke meget over, at det er filmmusik. Sammen med bandet New Power Generation og en hel del gæster funker Prince sig igennem seksten smittende, funk-pop-sange, der går direkte i danseskoen og gør det svært at sidde stille,  når man lægger øre til musikken. Anmelderne tog da også pladen til sig og så den som en genrejsning af Prince efter et par plader, der efter kritikkens mening havde været lidt slappe. Men nu var Princens tilbage og sparkede lytteren lige i det musikalske solar plexus med intens boppende, hoppende funk-pop. Og selvfølgelig skubber det også fremad, at Prince får hjælp af folk som George Clinton, Morris Day, Elisa, Mavis Staples, Tevin Campbell med flere.

Det er bestemt et album, der har fortjent min opmærksomhed før nu, så det er kun dejligt at grave den frem af den gamle indkøbspose, hvor den var landet, og give den en fortjent plads ved siden af omtale singleudspil.

 

9 har læst indlægget

Elton John sluttede af med manér

2. juli 2023

Efter at have læst Elton Johns biografi Mig og rodet rundt i hans enorme sangskat, så er det lidt opmuntrende at læse om hans allersidste store optræden i England ved Glastonbury Festivalen. Selv om han måske i fremtiden vil optræde i det små, så er Glastonbury den nu 76-årige Johns sidste store koncert. Og stor var den både i længe – to gode timer – og med hensyn til publikumsantal, der slog rekord. Hertil skal lægge alle dem, der kunne se koncerten på britisk tv.

Det er lidt vemodigt sådan at sige farvel til et navn, der var været en del af ens musikalske liv, siden de sene tressere, og som på godt og ondt har præget showbizz de mange år. Men alting har en ende som bekendt. Og musikken har vi jo stadigvæk.

Hele koncerten ( i hvert fald lysiden) kan man finde på tuben.

9 har læst indlægget

Vrangbøg, skovnymfe, Kamtjatkabirk, dysse og andre lærerige ord

1. juli 2023

Lørdag  er dagen, hvor jeg og min bedste ven hunden tager vores ugentlige tur til Forsthaven i Århus. Forsthaven eller – med den fulde navn – forstbotanisk have har ligget klods op ad Marselisborg Slot og i nærhed af Mindeparken og blev anlagt i 1923, hvorfor vi også befinder os i 100-året for denne unikke biotops oprettelse.

Med sine 900 forskellige træer og buske – fra hele verden – udgør haven et helt særligt aboret, der dagligt besøges af mange mennesker og også hunde. Og heraf mange, der igen og igen – som hunden og jeg – vender tilbage til dette særlige åndehul i Århus. Et sted, hvor man – hvis man er tidlig på færde – kan have hele parken for sig selv; noget hunden og jeg sætter stor pris på, for så kan han rigtig få dyrket sin størst lyst – at snuse – og jeg kan få gået og nydt den friske luft, det rige dyreliv (lige fra flagspætter, ræve, rådyr, egern og en stor variation af fugle) og selvfølgelig bevoksningen.

Mange af træerne og buskene er forsynet med et lille skilt, der fortæller besøgende, hvad væksten hedder – på dansk og latin – og hvor drn stammer fra.

Og inden for de seneste uger er der kommet endnu en  informationskilde til; nogle stolper er gravet ned rundt omkring og de bærer nogle skilte med oplysninger om forskellige særlige vækster, fx vrangbøgen, der er navn på en bøg, der har den særlige genetiske fejl (eller måske skulle man sige: disposition), at den har svært ved at vokse lige opad. I stedet vokser og kroger den sig ud til siderne  hvorfor den især vokser i skovens udkant og ved lysninger.

Parkens vrangbøg er 80 år gammel og stadigvæk ikke højere end to meter. Et andet sted står skovnymfen, en busk, der i følge sagnet var leveringdygtig med en gren, dengang skovguden Pan skulle have sin fløjte. Og så videre. Jo, parken har fået endnu en dimension, således at en spadseretur der både byder på let motion, tankevirkssomhed oplysning og adspredelse i naturen.

28 har læst indlægget

Skål Roskilde! Eller – hvem eller hvad er Lil Nas X?

30. juni 2023

Det gør selvfølgelig indtryk, når pressen falder i svime over en optræden på orange scene på Roskilde. Og det har pressen gjort, da kunstneren Lil Nas X gennemførte sit show på netop den scene. Og jeg måtte så lige omkring streaminghalløjet for at få et indtryk af denne Lil Nas X. Og så måtte jeg lige standse op ved pressens valg af superlativer og tillægsord i dens forsøg på at beskrive det pågældende show: “ikonisk”, “en tornado”, “komplet vanvid” og “en af de største popfester på Roskilde nogensinde”. Og Pressen her er BT, Ekstra-Bladet, Politiken, Jyllands-Posten og Gaffa. Kun Ekstra-Bladet er inde på, hvad der udmærkede Lil Nas X’s præstation, når boulevard-bladet uddeler tre stjerner og mener, at der musikalsk set var tale om en “lille oplevelse” og visuelt en ret storslået oplevelse.

Og netop Ekstrabladets pointe reddede mig på stregen, for musikalsk set (hørt) synes jeg ikke, at queer-kunstneren Lill Nas X har meget at byde på. Selv målt inden for det genreområde, han dyrker, og hvor navne som Michael Jackson, Rhianna, Keney West m. fl. hører til. Og selv om jeg godt ved, at fremtræden (“performance”), iscenesættelse, show, udseende og alt det visuelle betyder mere end nogensinde før – i en tid hvor billedet og de levnede medier dominerer, så synes jeg, at der er tale om et fatalt uskyldstab, når det musikalske blegner og fordufter i en nok så imponerende visuel fremtræden. Selv om Michael Jackson må betragtes som “old school” i sammenligning med Lill Nas X, så var Jackson netop eksemplet på, at imposante visuelle iscenesættelser (fx hans klassiske videoer) på ingen måde stod i vejen for – snarere tværtimod – fængende melodier, medrivende, dansante sange. Men jeg er nok blevet for gammel til virkelig at værdsætte den slags “ikoniske” “tornadoer” og foretrækker optrædener, hvor musikken er det, der er helt i forgrunden.

20 har læst indlægget

På radaren: Elisabeth Cotton (1893-1987)

30. juni 2023

Næh, det behøver ikke at være nyt for at lande på min radar. Elisabeth Cotton, amerikansk folk og blues-kunstner, synger med sin knirkende stemme og spiller en fin finger-picking guitar; og mere skal der ikke til for at bevæge mig musikalsk set.

4 har læst indlægget

Post til tiden

29. juni 2023

Regeringen har lavet forlig om postvæsnet i Danmark. Det indebærer at Post Nord (tidl. Post Danmark og endnu tidligere bare postvæsnet) bliver løst fra kravet om at fordele post i hele landet. Selv om regeringen lover, at selv de fjerneste egne af vort lille land nok vil få mulighed for at få post (selv om man måske selv skal hente den i en boks i området et eller andet sted), er der ingen tvivl om, at denne lille nyhed er udtryk for, at liberaliseringen af postvæsnet har nået sit endemål. Fra nu af er post og postomdeling overladt til de såkadt frie markedskræfter, hvor enhver deltager – mod betaling forstås – kan levere post – breve og pakker – i landet uden at være forpligtet på at levere bestemte steder, fx på afsidesliggende øer eller lige så afsidesliggende landsbyer ved fjerne kyster og så videre.

For mig at se, er der ikke kun tale om en simpel forringelse af postbesørgelsen i dette land. Der er tale om et tilbageskridt for Danmark som civiliseret land. Engang var postudbringning noget det offentlige sørgede for – ofte flere gange om dagen og i princippet til alle landsdele – fordi det var en selvfølge, at sådan gjorde man i et civiliseret land. Og jovist var det før internettets og mobiltelefoniens digitale virkelighed, hvor breve på papir var den væsentligste kommunikationsform. Det ændrer, efter min mening, ikke på, at postvæsnet dengang havde en hel anden status end postudbringning har nu til dags, hvor post bare er en vare blandt andre varer. Postvæsnet var en statslig etat; noget der var hævet over de smålige hensyn, der præger handel og vandel. Postvæsnet var at sidestille med kongehuset og folkekirken. Noget, der var en selvfølge for mange. Noget, der var lige så sikkert som at solen står op om morgenen og går ned om aftenen.

Og jeg ved godt, at jeg er håbløs gammeldags og ude af takt med tidens kommercielle tilbøjeligheder, når jeg synes, vi skulle genindføre det gamle system og – i stedet for at poste milliarder på krudt og kanoner i Ukraine – genindføre et postvæsnet, der – lige som i øvrigt togdrift, internet og telefoni – blev betalt via skatten som driftsstøtte. Så vi kunne få de røde postkasser og de røde postbude tilbage igen. Og det har absolut intet at gøre med, at jeg en kortere periode har været ansat hos postvæsnet. Jeg synes bare, at det er symbol på, at vi er et civiliseret velfærdsamfund.

30 har læst indlægget

Klorhexidin, blodsmag og andre oplevelser

28. juni 2023

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst fik trukket en tand ud. Det var vist i sidste halvdel af halvfemserne, hvor en tandlæge i Esbjerg fik fornøjelsen af at trække en guldtand ud; en tand, der i årevis havde været mig til gene, fordi det hele tiden “murrede” i den – efter den oprindeligt var blevet rodbehandlet. Nuvel, i dag skete det så igen. En stor kindtand bagerst i overmunden måtte deles i to og trækkes ud stumpvis, fordi noget af tanden var eroderet væk og havde blotlagt knoglen. Og ud kom den da stump for stump. Efter at jeg behørigt var blevet stukket med bedøvelsessprøjten ca. seks gange. Ikke kun på grund af den ubrugelige kindtand, men fordi jeg også skulle have skåret noget af gummen i overmundet op og have foretaget, hvad der i tandlægesprog hedder “rodspidsamputation”. Detaljerne gik jeg af gode grunde glip af at se, men operationen medførte et mindre efter-arbejde med tandlægesytråd. Og for at trække pinen ud, så skete der også det, at en af tandlægens pedaler holdt op med at fungere. Noget med batterisvigt, hvorfor en gammel pedal måtte hentes frem fra gemmerne. Det tog omkring et kvarters tid ekstra, hvor jeg lå og kigge op i lyset gennem et hul i det klæde, der dækkede min krop og mit ansigt.

Nå, men til slut blev jeg udstyret med klorhexidin, en forespørgsel, om jeg ville have en recept på smertestillende (fordi det nok hæver lidt…) og besked om, ‘ikke at hoppe rundt og holde mig i ro” nogle dage. Og hele oplevelsen sendte mig selvfølgelig tilbage ad erindringens stistystem til mine oplevelser fra tandlægestole rundt om i landet. Lige fra ham afrikaneren, der trak barndommens mælketænder ud, over ham ude i Risskov som ikke fik rodbehandlet min kindtand ordentligt til ham, der fik bugt med en begyndende tandkødsbetændelse (paradentose) men ikke lige ved den kindtand osv. Og så til litteraturen og H. C. Andersens “Tante Tandpine” og spillefilmen med den amerikanske film “Marathon Man” med Dustin Hoffmann – hvor tandlægeskræk er et vigtigt element i spændingsskabelsen (jeg har dog aldrig lidt af den form for skræk).

Nå, men nogle tusinde kroner og en kindtand fattigere sidder jeg nu her med en svag smag af blod og bedøvelsesmiddel – og en vigende følelsesløshed i venstre side af ansigtet. Sådan kan det gå, når man en dag vågner op med betændelse i overmunden og en tilsvarende hævelse.

9 har læst indlægget
9 har læst indlægget