CAPAC

Næste vinylfund i affaldsbunken er den amerikanske kunstner Terence Trent D’arbys debutalbum fra 1987 Introducing the hardline according to... (CBS) Et album, der fik stor omtale, da det udkom. Jeg kan huske en episode, hvor jeg var inde i en af de lokale pladebutikker – vist nok FONA – hvor en ung dame stof foran mig i køen og spurgte til netop den plade, som ekspedienten så kunne finde frem fra samlingen. Jeg havde kun hørt flygtigt om denne A’arby på radioen og havde ikke umiddelbart planer om at anskaffe mig skiven.

Nu er den så i min samling . Pladen gjorde D’arby berømt, men selv om han har lavet tre andre album i sit navn, så har han ikke kunnet følge op på berømmelsen. Bedre er det ikke blevet af, at han på et tidspunkt fik et religiøst kald og ændrede navn til Sananda Maitreya og har udgivet plader i det navn. Han har også gjort sig bemærket som forsanger for bandet INXS, da dette band mistede deres forsanger.

Internetsitet Allmusic.com omtalte debutpladen med følgende ord, der ganske godt beskriver, hvad D’arbey havde at byde på dengang:

Introducing the Hardline According to Terence Trent d’Arby is a strong debut by this young singer, who wrote virtually every note, played a multitude of instruments, and claimed that this was the most important album since the Beatles’ Sgt. Pepper. Hits included “If You Let Me Stay,” “Dance Little Sister,” “Sign Your Name,” and the number one “Wishing Well.” His first album is a curious mixture of old and new styles. Although the production is quite modern, d’Arby shows his roots in the work of older artists, borrowing a page or two from Michael Jackson and Stevie Wonder, while James Brown appears to have had the strongest influence on d’Arby’s stage presence.

Og sådan lyder pladen også her mange år senere. Som en soul- og funkinspireret omgang pop, der ikke kan skjule sin store gæld til forgængernes bedrifter, selv om produktionen er firsermoderne og selv om D’arby står for det meste selv, instrumentalt og på anden vis. Albummet er i fineste stand med intakt cover og inner-cover. Men om den skal blive i min samling i lang tid, det er jeg ikke helt sikker på. I hvert fald skal den snurre et par gange mere, inden jeg beslutter mig.

Ja, det var så en af de uger, hvor der var udfordringer af lægelig art. Og derfor også af økonomisk art.
Først var der tandlægen. En hævet kind viste sig at skyldes en alvorlig tandrodsbetændelse, der nødvendiggjorde såvel en fjernelse af en stor (visdoms)kindtand og en “tndrodsspidsamputation”, der indebar, at tandkødet skulle skæres op. Det værste ved det – ud over den økonomiske øretæve – var, at tandlægen undervejs måtte indskyde en pause, fordi noget af hans batteridrevne udstyr holdt op med at virke. Og det betød, at jeg måtte ligge stille med åben mund i ca. et kvarter, indtil en anden batteridrevet maskine blev hentet frem af gemmerne og sat i gang. Men det blev overstået og jeg kunne frem til dage med klorhexidin mundskylning, panodiler (i det omfang det skulle vise sig nødvendigt – hvilket ikke kom på tale) og nedsat fysisk aktivitet (så såret i munden ikke sprang op igen). Så vidt så godt: på torsdag fjernes stingene.

Og næste udfordring var, at min ven hunde skulle til det årlige sundhedstjek, der – på grund af hans alder (ni år9 – indbefattede en blodprøve. Dertil skal lægges, at han skulle have den obligatoriske vaccination mod hundesyge, almen sundedstjek (lytten til lunger og hjerte, mærken efter her og der), og til sidst klipning af klør. Det sidste er altid en udfordring, fordi han absolut ikke kan lide det, hvorfor det er nødvendigt at han udstyres med mundkurv, så han ikke klipper fingrene af os i stedet for. – Heldigvis gik alt godt. Dyrlægen og jeg kender efterhånden hinanden godt og ved, hvordan vi tackler det. Og min hund klarede det også alt sammen uden bedøvelse eller noget. Og det allerbedste ved det hele var, at dyrlægen et par dage senere kunne meddele mig, at blodprøven viste, at min ven hunden havde normale tal inden for alle 25 kategorier. Så jeg var lettet. Det eneste kritiske punkt var, at dyrlægen pænt fortalte mig, at hunden var lidt for overvægtig og at det udgør en sundhedsrisiko. Men det ved jeg godt. Jeg er selv for tyk og hunden har lidt under min og familiens “livsstil”, men nu forsøger vi så stille og roligt at slanke ham, så han til næste session vejer mindre. Han skulle jo gerne var min ven nogle år endnu.
Og jeg kom selvfølgelig i tanke om nedenstående sang, som jeg også bragte (i en anden version), da min gamle hund Bruno havde været død i et år.

Bedst som jeg troede, at jeg havde sænket pickuppen i alle de plader, jeg havde fundet i forbrugerismens affald, så dukker der et par poser op med adskillige plader. Så det er på den igen med nedsænkning af pickuppen i gode, gamle vinyler.

Og i første omgang drejer det sig om hans lille majestæt, afdøde Prince. Da han første gang for alvor kom ind i mit musikunivers var det, da han i 1986 udsendte albummet Parade. Og det var ikke mindst det meget poppede og meget Princeske hit “Kiss”, der sparkede døren ind til den lille musikalske troldmands univers, selv om jeg da havde lyttet tidligere.

Derfor er det meget passende, at den første vinyl, der skal omtales her, er 12 tommer-singlen med den udvidede udgave (7:16) af netop “Kiss” og med “♥ or $” som B-side (fransk presning, Paisley Park 1986). I en velholdt udgave, såvel vinyl som cover med foto af dels prinsen selv og Wendy Melvoin (fra Princes backingband The Revolution og duoen Wendy og Lisa) på bagsiden i sort-hvide fotos. Jeg har aldrig dyrket 12-tommer-single-fænomenet, men denne her skal få en naturlig plads sammen med mine andre Prince-plader. Og jo, “Kiss” holder stadigvæk som dansant ørehænger og Princes smålumre tekst.

Og for at det ikke skal være løgn så lå den fine single sammen med dobbelt-albummet Graffity Bridge fra 1990 (Paisley Park/Warner Brothers). Og et helt igennem velholdt eksemplar ud- som indvendigt. Og som man måske husker er der tale om et soundtrack til en film, der slet ikke kunne måle sig med albummets popularitet. Og man tænker da heller ikke meget over, at det er filmmusik. Sammen med bandet New Power Generation og en hel del gæster funker Prince sig igennem seksten smittende, funk-pop-sange, der går direkte i danseskoen og gør det svært at sidde stille,  når man lægger øre til musikken. Anmelderne tog da også pladen til sig og så den som en genrejsning af Prince efter et par plader, der efter kritikkens mening havde været lidt slappe. Men nu var Princens tilbage og sparkede lytteren lige i det musikalske solar plexus med intens boppende, hoppende funk-pop. Og selvfølgelig skubber det også fremad, at Prince får hjælp af folk som George Clinton, Morris Day, Elisa, Mavis Staples, Tevin Campbell med flere.

Det er bestemt et album, der har fortjent min opmærksomhed før nu, så det er kun dejligt at grave den frem af den gamle indkøbspose, hvor den var landet, og give den en fortjent plads ved siden af omtale singleudspil.

Efter at have læst Elton Johns biografi Mig og rodet rundt i hans enorme sangskat, så er det lidt opmuntrende at læse om hans allersidste store optræden i England ved Glastonbury Festivalen. Selv om han måske i fremtiden vil optræde i det små, så er Glastonbury den nu 76-årige Johns sidste store koncert. Og stor var den både i længe – to gode timer – og med hensyn til publikumsantal, der slog rekord. Hertil skal lægge alle dem, der kunne se koncerten på britisk tv.

Det er lidt vemodigt sådan at sige farvel til et navn, der var været en del af ens musikalske liv, siden de sene tressere, og som på godt og ondt har præget showbizz de mange år. Men alting har en ende som bekendt. Og musikken har vi jo stadigvæk.

Hele koncerten ( i hvert fald lysiden) kan man finde på tuben.

Lørdag  er dagen, hvor jeg og min bedste ven hunden tager vores ugentlige tur til Forsthaven i Århus. Forsthaven eller – med den fulde navn – forstbotanisk have har ligget klods op ad Marselisborg Slot og i nærhed af Mindeparken og blev anlagt i 1923, hvorfor vi også befinder os i 100-året for denne unikke biotops oprettelse.

Med sine 900 forskellige træer og buske – fra hele verden – udgør haven et helt særligt aboret, der dagligt besøges af mange mennesker og også hunde. Og heraf mange, der igen og igen – som hunden og jeg – vender tilbage til dette særlige åndehul i Århus. Et sted, hvor man – hvis man er tidlig på færde – kan have hele parken for sig selv; noget hunden og jeg sætter stor pris på, for så kan han rigtig få dyrket sin størst lyst – at snuse – og jeg kan få gået og nydt den friske luft, det rige dyreliv (lige fra flagspætter, ræve, rådyr, egern og en stor variation af fugle) og selvfølgelig bevoksningen.

Mange af træerne og buskene er forsynet med et lille skilt, der fortæller besøgende, hvad væksten hedder – på dansk og latin – og hvor drn stammer fra.

Og inden for de seneste uger er der kommet endnu en  informationskilde til; nogle stolper er gravet ned rundt omkring og de bærer nogle skilte med oplysninger om forskellige særlige vækster, fx vrangbøgen, der er navn på en bøg, der har den særlige genetiske fejl (eller måske skulle man sige: disposition), at den har svært ved at vokse lige opad. I stedet vokser og kroger den sig ud til siderne  hvorfor den især vokser i skovens udkant og ved lysninger.

Parkens vrangbøg er 80 år gammel og stadigvæk ikke højere end to meter. Et andet sted står skovnymfen, en busk, der i følge sagnet var leveringdygtig med en gren, dengang skovguden Pan skulle have sin fløjte. Og så videre. Jo, parken har fået endnu en dimension, således at en spadseretur der både byder på let motion, tankevirkssomhed oplysning og adspredelse i naturen.

Det gør selvfølgelig indtryk, når pressen falder i svime over en optræden på orange scene på Roskilde. Og det har pressen gjort, da kunstneren Lil Nas X gennemførte sit show på netop den scene. Og jeg måtte så lige omkring streaminghalløjet for at få et indtryk af denne Lil Nas X. Og så måtte jeg lige standse op ved pressens valg af superlativer og tillægsord i dens forsøg på at beskrive det pågældende show: “ikonisk”, “en tornado”, “komplet vanvid” og “en af de største popfester på Roskilde nogensinde”. Og Pressen her er BT, Ekstra-Bladet, Politiken, Jyllands-Posten og Gaffa. Kun Ekstra-Bladet er inde på, hvad der udmærkede Lil Nas X’s præstation, når boulevard-bladet uddeler tre stjerner og mener, at der musikalsk set var tale om en “lille oplevelse” og visuelt en ret storslået oplevelse.

Og netop Ekstrabladets pointe reddede mig på stregen, for musikalsk set (hørt) synes jeg ikke, at queer-kunstneren Lill Nas X har meget at byde på. Selv målt inden for det genreområde, han dyrker, og hvor navne som Michael Jackson, Rhianna, Keney West m. fl. hører til. Og selv om jeg godt ved, at fremtræden (“performance”), iscenesættelse, show, udseende og alt det visuelle betyder mere end nogensinde før – i en tid hvor billedet og de levnede medier dominerer, så synes jeg, at der er tale om et fatalt uskyldstab, når det musikalske blegner og fordufter i en nok så imponerende visuel fremtræden. Selv om Michael Jackson må betragtes som “old school” i sammenligning med Lill Nas X, så var Jackson netop eksemplet på, at imposante visuelle iscenesættelser (fx hans klassiske videoer) på ingen måde stod i vejen for – snarere tværtimod – fængende melodier, medrivende, dansante sange. Men jeg er nok blevet for gammel til virkelig at værdsætte den slags “ikoniske” “tornadoer” og foretrækker optrædener, hvor musikken er det, der er helt i forgrunden.

Næh, det behøver ikke at være nyt for at lande på min radar. Elisabeth Cotton, amerikansk folk og blues-kunstner, synger med sin knirkende stemme og spiller en fin finger-picking guitar; og mere skal der ikke til for at bevæge mig musikalsk set.

Regeringen har lavet forlig om postvæsnet i Danmark. Det indebærer at Post Nord (tidl. Post Danmark og endnu tidligere bare postvæsnet) bliver løst fra kravet om at fordele post i hele landet. Selv om regeringen lover, at selv de fjerneste egne af vort lille land nok vil få mulighed for at få post (selv om man måske selv skal hente den i en boks i området et eller andet sted), er der ingen tvivl om, at denne lille nyhed er udtryk for, at liberaliseringen af postvæsnet har nået sit endemål. Fra nu af er post og postomdeling overladt til de såkadt frie markedskræfter, hvor enhver deltager – mod betaling forstås – kan levere post – breve og pakker – i landet uden at være forpligtet på at levere bestemte steder, fx på afsidesliggende øer eller lige så afsidesliggende landsbyer ved fjerne kyster og så videre.

For mig at se, er der ikke kun tale om en simpel forringelse af postbesørgelsen i dette land. Der er tale om et tilbageskridt for Danmark som civiliseret land. Engang var postudbringning noget det offentlige sørgede for – ofte flere gange om dagen og i princippet til alle landsdele – fordi det var en selvfølge, at sådan gjorde man i et civiliseret land. Og jovist var det før internettets og mobiltelefoniens digitale virkelighed, hvor breve på papir var den væsentligste kommunikationsform. Det ændrer, efter min mening, ikke på, at postvæsnet dengang havde en hel anden status end postudbringning har nu til dags, hvor post bare er en vare blandt andre varer. Postvæsnet var en statslig etat; noget der var hævet over de smålige hensyn, der præger handel og vandel. Postvæsnet var at sidestille med kongehuset og folkekirken. Noget, der var en selvfølge for mange. Noget, der var lige så sikkert som at solen står op om morgenen og går ned om aftenen.

Og jeg ved godt, at jeg er håbløs gammeldags og ude af takt med tidens kommercielle tilbøjeligheder, når jeg synes, vi skulle genindføre det gamle system og – i stedet for at poste milliarder på krudt og kanoner i Ukraine – genindføre et postvæsnet, der – lige som i øvrigt togdrift, internet og telefoni – blev betalt via skatten som driftsstøtte. Så vi kunne få de røde postkasser og de røde postbude tilbage igen. Og det har absolut intet at gøre med, at jeg en kortere periode har været ansat hos postvæsnet. Jeg synes bare, at det er symbol på, at vi er et civiliseret velfærdsamfund.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst fik trukket en tand ud. Det var vist i sidste halvdel af halvfemserne, hvor en tandlæge i Esbjerg fik fornøjelsen af at trække en guldtand ud; en tand, der i årevis havde været mig til gene, fordi det hele tiden “murrede” i den – efter den oprindeligt var blevet rodbehandlet. Nuvel, i dag skete det så igen. En stor kindtand bagerst i overmunden måtte deles i to og trækkes ud stumpvis, fordi noget af tanden var eroderet væk og havde blotlagt knoglen. Og ud kom den da stump for stump. Efter at jeg behørigt var blevet stukket med bedøvelsessprøjten ca. seks gange. Ikke kun på grund af den ubrugelige kindtand, men fordi jeg også skulle have skåret noget af gummen i overmundet op og have foretaget, hvad der i tandlægesprog hedder “rodspidsamputation”. Detaljerne gik jeg af gode grunde glip af at se, men operationen medførte et mindre efter-arbejde med tandlægesytråd. Og for at trække pinen ud, så skete der også det, at en af tandlægens pedaler holdt op med at fungere. Noget med batterisvigt, hvorfor en gammel pedal måtte hentes frem fra gemmerne. Det tog omkring et kvarters tid ekstra, hvor jeg lå og kigge op i lyset gennem et hul i det klæde, der dækkede min krop og mit ansigt.

Nå, men til slut blev jeg udstyret med klorhexidin, en forespørgsel, om jeg ville have en recept på smertestillende (fordi det nok hæver lidt…) og besked om, ‘ikke at hoppe rundt og holde mig i ro” nogle dage. Og hele oplevelsen sendte mig selvfølgelig tilbage ad erindringens stistystem til mine oplevelser fra tandlægestole rundt om i landet. Lige fra ham afrikaneren, der trak barndommens mælketænder ud, over ham ude i Risskov som ikke fik rodbehandlet min kindtand ordentligt til ham, der fik bugt med en begyndende tandkødsbetændelse (paradentose) men ikke lige ved den kindtand osv. Og så til litteraturen og H. C. Andersens “Tante Tandpine” og spillefilmen med den amerikanske film “Marathon Man” med Dustin Hoffmann – hvor tandlægeskræk er et vigtigt element i spændingsskabelsen (jeg har dog aldrig lidt af den form for skræk).

Nå, men nogle tusinde kroner og en kindtand fattigere sidder jeg nu her med en svag smag af blod og bedøvelsesmiddel – og en vigende følelsesløshed i venstre side af ansigtet. Sådan kan det gå, når man en dag vågner op med betændelse i overmunden og en tilsvarende hævelse.

I Danmark har vi Roskildefestivalen som alle danske festivalers moder. I England har man tilsvarende Glastonbury-festivalen. Og for en overfladisk betragtning, så følger Roskilde-festivalen – sådan som den altid har gjort – nøje tidsånden. Hovednavnet er, kan jeg læse mig til, hip hop-artisen Kendrick Lamar, medens Glastonbury stadigvæk præges markant af, hvad man kunne kalde ‘den gamle garde’ med navne som Elton John (på afskedstur), Pretenders, Rick Astley. Texas, Guns and Roses, Blondie, Cat Stevens og mange flere. Også som det plejer, selv om der jo også er nye navne. De åbne udendørs festivaler er åbenbart kommet for at blive og er en arv fra tresserne og halvfjerdserne, hvor fænomenet for alvor blev til noget. Og selv i disse digitaliserede tider med streaming og så videre, så er der åbenbart et stort behov for at opleve musik i levende live på en scene. Og det er da opmuntrende og glædeligt på musikkens vegne.

Rick Astley i en lidt uvant rolle som trommeslager…

Bortset fra de obligatoriske opsamlingsalbums, så er det længe siden Carly Simon har udgivet noget på plade. Og d. 25 dennes fyldte hun 80. I halvfjerdserne var hun en af de store i amerikansk rockmusik og færdedes hjemmevant i kredsen af musikere i Los Angeles og var også kæreste med en af frontfigurerene, James Taylor. Det var også i det årti, hun udgav sine vel nok mest helstøbte albums. Fx albummet Another Passenger, hvor hun havde selveste Little Feat som backinggruppe.

Og på samme dag ville George Michael være fyldt 60, men sådan ville hans skæbne det ikke. Alt for tidligt gik den talentfulde sanger bort, men efterlod sig nogle lytteværdige solo-albums, der satte hans tid med Wham i skarpt lys.

En meget fin version af The Knacks helt store hit “My Sharona” med K. T. Tunstall og Keren Ann (og en sej backing).

I går fik jeg omsider set udsendelse “Peter Belli – det sidste ord”, hvor Belli blive interviewet af den kendte (især fra DR) tv-mand Mikael Bertelsen. Som titlen angiver, så er tanken, at hovedpersonen skal fortælle om sit liv lige før dead-line (så at sige). Hvorfor det skal iscenesættes på den måde, ved jeg ikke, men jeg finder det en anelse smagløst. Sådan lidt Se & Hør-og-Billedbladet-snagende i menneskers dødelighed.

Men det var såmæn ikke det eneste forbehold, jeg har over for udsendelsen. Peter Belli fortalte ærligt og ligefremt om sit liv uden at lægge sordin på de værste oplevelser i barn- og ungdom. Og man fik et ganske fint, usmykket billede af et menneske, der gik fra at være – med Bellis eget ordvalg – “røv og nøgler” til at være en af dansk musik mest populære kunstnere. Til gengæld havde intervieweren Bertelsen en sær, selv-centreret måde at spørge ind til Belli på. Man fik det indtryk, at den egentlige hovedperson ikke var Belli, men tv-stjernen Bertelsen. Jeg greb mig i at savne gamle dages radiointerviewere, der gjorde en dyd ud af at være nærmest usynlige og umærkelige under interviewet – for at få hovedpersonen til at stå helt fremme i interviewet. Og jeg ser Bertelsens facon som et udtryk for vor tids ekstreme personfiksering og -dyrkelse, hvor formen har overtaget over indholdet.

Når det er sagt, så er det da en oplevelse, at se Peter Belli fortælle om sit liv, selv om jeg godt kunne have tænkt mig, at der havde været mere om den aktive periode fra Peter Belli & Les Rivals og frem til afskedsturneen. Det er trods alt det, hans berømmelse drejer sig om.

En enkelt ting var lidt overraskende for mig; nemlig at Bellis første indspilning var på Mørks Musikforlag. Den kender jeg ikke. OPdatering: Og dog. For Mørk udgav musik på plademærket Triola, hvor Belli og Rivalernes første single (Move on) blev udgivet. Gåden er løst.

Sjovt, at det nu så populære LP-format – long-playing record – fylder 75 år i år. Den første LP blev udgivet
tilbage i 1948 på Columbia Records g var en indspilning med New Yorks filharmoniske symfoni-orkester, der spillede Medelssohns violinkoncert i E-mol. Tidligere var plader de såkaldte 78’ere, der udmærkede sig ved at skulle spilles med 75 omdrejninger i minuttet. Nu kunne man nøjes med 33 1/3, og hver side kunne rumme op til 23 minutters musik.
En succes var skabt, og den holdt sig frem til 1980’erne, hvor CD’en overtog markedet for siden at blive afløst af vor tids streamingtjenester.
Og så alligevel ikke helt. For midt i de digitale strømmes store udbredelse og succes har vinylpladen stille og roligt og støt genvundet terræn blandt musikelskere. I 2022 oversteg vinylsalget salget af CD’er igen. Og det pudsige er, at det ikke kun er dem, der er vokset op med vinyl, som igen griber til dette format. Også helt unge generationer, der er vokset op med komprimerede formater på mobiltelefonen har taget vinylen til sig. Og der er ikke en simpel forklaring på denne revival. Corona-pandemien, der lukkede folk inde derhjemme, har muiigvis en betydning for genopdagelse; selve formatet – med store covers og indlæg med masser af tekst og illustrationer – er sikkert også noget af forklaringen; og måske har det også noget med lyden at gøre!? I hvert fald kan jubilaren fejre de 75 år med manér.

Jeg benyttede besøget i min fødeby, Esbjerg, til at gå en tur gennem nogle af min barndoms gader – med de minder, det frembragte. Norgesgade, hvor jeg engang til til dans hos Kaj Hansens Danseinstitut videre ad Nørregade, hvor min datter gik i fritidsordning, min farmor boede i mange år og endte sine dage (på det lokale plejehjem), hvor jeg selv kom til verden (på Skt. Joseph), hvor der engang lå en lille kiosk, hvor jeg købte mine første pop-blade, hvor nogle af mine skolekammerater boede (bl. a. Laid, der desværre døde for mange år siden), og videre ned ad Cort Adelers Gade, den gade, jeg gik, da jeg skulle i børnehaveklassen i 1959/60 og videre ned på havnen, hvor fiskeriet engang var det dominerende erhverv. Det eneste, der manglede på den gåtur, var tidligere tiders sildelugt. Men den kan jeg sagtens huske og ønsker den ikke tilbage.

Meget har forandret sig i Esbjerg – selvfølgelig – men der er også rigtig meget, der stort set er som for mere end halvtreds år siden. Heldigvis.