CAPAC

Sagen om den detroniserede forkvinde for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, trækker stadigvæk spor efter sig i offentligheden. Således for eksempel i den borgerlige ugeavis Weekendavisen, hvor hele to artikler helliger sig sagen.

Først og på  avisen forside udbreder bladets to journalister Arne Hardis og Hans Mortensen sig  under rubrikken Bærndende Protokoller om sagen. Og  de mener blandt andet, at:

Lizette Risgaard blev den magtskikkelse,der tog kønnet ud af MeToo-bølgen og destillerede den ind til ren essens. MeToo er som bevægelse skabt af kvinder, men handler grundlæggende ikke om mænds misbrug af magt, men om misbrug af magt slet og ret.

Men har de to skribenter nu også ret i dette synspunkt? At Lizette Risgaard sag har reduceret MeeToo-bølgen til et spørgsmål om ren og skær magt? Magt uden det mindste antydning af (han)køn? Jeg mener, at de to skribenter i bedste fald springer en hundredår gammel debat blandt europæiske intellektuelle – lad for kortheds skyld sige fra Marx og Freud (omkring 1900) og frem til post-strukturalisterne i sidste halvdel af forrige århundrede – om partriarkiets betydning samfundsmæssigt, psykologisk og kulturelt. Og netop dette perspektiv har faktisk været i det mindste antydet i MeeToo-debatten, når det flere gange er blevet hævdet at man i opgøret med krænkeriet bør forholde sig til det strukturelle. Lad så være, at dette “strukturelle” sjældent defineres; det ændrer ikke ved, at i det mindste nogle MeeToo-kombatanter er klar over, at krænkeriet ikke står og falder med enkeltpersoners utilstedelige adfærd, men stikker dybere.

Og er MeeToo-bølgen ikke netop selv en diffus, ofte modsigelsesfuld og til tider forsimplet indikation af, at de omtalte strukturelle  forhold allerede er under angreb? Fordi bevægelsen – i det mindste potentielt og tendentielt – ikke bare stiller sig tilfreds med at vippe nogle fremtrædende krænkere af deres sociale pind, men med konstante krav om ligestilling mellem kønnene – og hele det spektrum, der benævnes LGBTQIA+ – er begyndt at rokke ved magtstrukturerne. Lad så være, at denne side af MeeToo-bevægelsen langt fra er slået markant igennem, men den er der som en mulighed, der bør indfries. Måske peger MeeToo-bevægelsens hærgen – med alle de forbehold, man børn tage over for en så ureguleret og diffus bevægelse – frem mod samfundsændringer, der er parallelle til dem, Karl Marx og Friedrich Engels så ske under bourgeoisiets fremmarch: “Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse “kontante betaling”.(Det kommunistiske manifest).

Nej d’herrer journalister ved Weekendavisen rammer helt ved siden af med deres forsimplede analyse af magtspørgsmålet.

I en anden artikel med rubrikken førtidspension i skam kommer min fagfælle, Frederik Stjernfelt ind på et andet ubehagelig aspekt ved Risgaard-sagen og tilsvarende sager. Nemlig, at der ruller hoveder (fyringer osv.), inden sagerne er undersøgt ordentligt:“der er ikke nogen formel sagsgang med adgang til forsvar, henvisning til lovgrundlag og prindippet om uskyld, indtil det modsatte er bevist – hele den procedure, som vi ellers er stolte af at udstrække til både mordere og terrorister”, som Stjernfelt skriver. Nej, forløbet af denne sag og tilsvarende sager er simpelt hen ikke en retsstat værdig. Krænkeren (Lizette Risgaard etc.) er dømt og straffet (frivillig pensionering i skam), inden sagen overhovedet for alvor er kommet i gang. Hvor i pressen – om overhovedet nogetsteds – har man råbt op om, at den varslede undersøgelse af sagen ikke var afsluttet, ja end ikke rigtig kommet i gang!? Jeg mindes ikke at have set det nogetsteds i pressen, der lang hen ad vejen blot har løbet med folkestemningen.

Og tingene hænger sammen. For en grundig undersøgelse af, hvad der er op og ned i sagen, kunne måske vise, at der bag den såkaldt upassende adfærd fra hovedpersonen gemmer sig andre forhold, der ikke direkte vedrører seksuelt betonet kontakt, men – måske – magtrelationer, -kampe osv.!?

Sagerne om Risgaard og andre fortjener en mere seriøs behandling end vor presse give den. Det er en opgave for kloge hoveder på bjerget. Folk med interesse for samfundsforhold, magtforhold m.v. Folk, der vil og kan udforske dette felt på højest tænkelige intellektuelle niveau.

Brumbeat var betegnelsen for tresser-beatmusik, der stammede fra området omkring Birmingham. Et slags modsvar til fx Merseybeat. Og et af de fremtrædende bands fra det hjørne af England var The Applejacks, der udmærkede sig ved at have en kvindelig bassist (Megan Davies) og ved at nå hitlistens top-10 med sangen “Tell me when”, der stilistisk minder om flere sange fra Merseybeat-repertoiret. Men Applejacks kunne ikke rigtig fastholde interessen hos det store pladepublikum, og det blev ikke til flere top-hits og mod slutningen af bandets levetid (1963-67) måtte de satse på at spille lokale koncerter i hjemstavnen og job på krydstogtskib.

Applejacks dukker op i tv-serien Landsbyhospitalet, der løber over DRs skærm for n’te gang og som hovedsaglig bruger velkendte, klassiske popsange fra tresserne. Jeg ser ikke serien mere (den tåler et par gensyn, men så heller ikke mere…). Desværre findes der ikke en komplet liste over seriens sange (lydsporet er helt klart et af seriens store styrker). Tunefind.com har en del af sangene, men især de sidste sæsoner mangler lister. Jeg har så selv forsøgt at lave en fyldig liste – du kan lytte til den her.

Og et enkelt nummer har jeg ikke kunnet finde – nemlig en særlig udgave af The Whos “My Generation” – med et foretagende ved navn Women with drums. Måske jeg finder en oplysning en dag – kvinder med trommer.

You Really Got Me, All Day And All Of The Night, Tired Of Waiting For You, Everybody’s Gonna Be Happy, Set Me Free, See My Friends, Till The End Of The Day, Dedicated Follower Of Fashion, Sunny Afternoon, Dandy, Dead End Street, Waterloo Sunset, Autumn Almanac and Days. Ja, det er den britiske musikskribent, redaktør m.m. Mark Ellen, der gør opmærksom på, at ikke kun The Beatles var flittige hitlisteleverandører – det samme var Ray Davies og The Kinks, der over en periode på kun fire år havde fjorten store singlehits. Og det er sgu svært at vælge mellem disse perler på en snor. Men jeg har siden dengang i tresserne haft en svaghed for Davies’ sang om ham modedyrkeren i “Dedicated follower of fashion”… her i en fin optagelse fra 1973 med Ray Davies i en frontrolle, som han tydeligvis nyder til fulde (kan desværre ikke indlejres i bloggen).

Og når så Yoko Ono har renset ører og hjerne, så kan vi jo slappe af med og nærme os den måske sidste Bededag med The Rezillos og deres “Flying saucer attack” – punkt-new-wave-garage… når det er bedst:

En på mange måder grænseoverskridende indspilning med Yoko Ono (og bag hende Plastic Ono Band) fra hendes/deres andet album, dobbeltalbummet fly, fra 1971. Yoko synger, skriger osv. på en solid bund af Plastic Ono Band, der bare kører som en velsmurt maskine nedenunder Onos nervesavende, ørerensende, sjælerivende udfoldelser. En markant, bemærkelsesværdig indspilning.

Og så tilbage til sidste års serie, hvor jeg kommenterer på nogle vinylplader, jeg er kommet i besiddelse af – via skralderummet eller på anden hånd. Og her er vi nået til den amerikanske sangerinde og sangskriver (med meget mere) Debbie Gibson (egl Deborah Ann Gibson) og hendes andet album Electric Youth fra 1989 (Atlantic Records, velholdt cover og vinyl).

Debbie Gibson har selv skrevet alle sangene og står for en stor del af produktionen. Gibson er en frisk, ungpigestemme, og stilen beskrives i musiklitteraturen som tyggegummipop. Og det er nok ikke helt ved siden af. Letbenede popsange, hvoraf nogle har et ganske fængende omkvæd og helt klart tekstligt tager sigte mod en ung(dommelig)t publikum. Pladen blev kunstnerens største succes med millionsalg til følge i hjemlandet og Storbritannien. Og successen blev fulgt op af en verdensturne,  en kosmetikserie og en musical – inspireret af musikken og temaerne på pladen.

Siden dengang har Debbie udsendt en lang række albums, hvoraf ingen dog tilnærmelsesvis har nået den popularitet, som Electric Youth nåede. Måske siger det noget om popstilens tidsbundethed og forgængelighed – men faktisk er det en plade med en vis ungdommelig popcharme. Så den får da lov til at stå i min lille pladesamling som eksempel på poppens flygtighed og forsvindende charme.

I går var der en nyhed om, at et par højtstående embedsmænd ved Århus Universitetshospital var blevet fyret i sagen om kræftpatienter, der ikke havde fået behandling inden for den behandlingsgaranti, som loven foreskriver. Og det fremgik af referatet af den advokatundersøgelse, der førte til fyringerne, at de handlede om, at de to havde handlet ud fra økonomiske hensyn og i den forbindelse havde glemt patienternes rettigheder.  Så langt så godt (eller skidt). Et ansvar er placeret, og så burde den potte være ude af verden – eller hvad!?

For hvad med ansvaret længere oppe i hierarkiet – i den politiske ledelse i sundhedssystemet, kommunalt, regionalt og landspolitisk!? Kan de sige sig fri for ansvar? Når man betænker, at det offentlige – og ikke mindst sundhedssektoren – er under konstant overvågning med hensyn til ressourceforbrug (penge, personale osv.) og ikke mindst ressourcemangel (jf. balladen om sygeplejerskerne). Kan det ikke tænkes, at et politisk pres på hospitalsledelserne udgør en del af forklaringen på lovbruddet?

Om vi nogensinde får åbnet for den debat, vil de kommende måneder måske give et svar på. Men nyheden fik mig til at tænke på talemåden om “elefanten i rummet”, som et internetopslag forklarer på denne måde:

De fleste kender udtrykket ‘elefanten i rummet’. Elefanten i rummet refererer til det, som er indlysende for alle. Det, som alle ved, kan se og mærke, men som ingen adresserer eller taler om, fordi det på en eller anden måde er svært at bringe på banen.

“Elefanten i rummet”, når det drejer sig om dansk indenrigspolitik, ikke mindst den såkaldte “velfærd” (herunder sygevæsnet), er det, som ‘alle ved, kan se og mærke, men som ingen adresserer eller taler om”, nemlig, at der ikke er ressourcer (penge osv.) nok til at klare efterspørgslen på velfærd. Der er ikke sygeplejersker, læger, sundhedsassistenter, portører osv. nok til at efterkomme syge danskeres behov. Der er ikke social- og sundhedshjælpere nok til at klare alle opgaverne på plejehjemmene. Der er ikke ressourcer nok til at klare folkeskolens (og andre uddannelsesinstitutioners) behov. Og så videre.

Og oversat til nationaløkonomiske termer, så betyder det, som man altså ikke adresserer og taler om, at der ikke kommer skattekroner nok ind til at dække den voksende efterspørgsel på velfærd i det danske samfund. Og det betyder, at den omtalte synlige-og-dog-usynlige elefant i rummet er skatten. Og når den er usynlig også, så skyldes det, at der på landspolitisk niveau – primært folketinget – hersker en udbredt holdning, der siger, at “skatten skal holdes i ro” (som det hedder på Christianborgsk jargon) og at man i hvert fald ikke vil øge skattetrykket hos dem, der har høje lønninger og store indtjeninger (i erhvervslivet). Ja, faktisk er det sådan, at den siddende såkaldte midterregering nærmest har gjort emnet – elefanten – til et politisk tabu og derfor aldrig nogensinde bare antyder muligheden af at kigge på skattetrykket. Enhver snak om, at lade ‘de bredeste skuldre’ bære de største byrder osv., er forstummet. Elefanten spankulerer rundt, alle kan se og høre den, men ingen – og da slet ikke pressen, der igen er på den politiske elites side – vover at italesætte det.

Og jo, jeg ser her helt bort fra borgerlige-konservative- liberale ikke-skat-holdninger. For skatten er velfærdens kilde og hvis ikke der tilflyder flere skattekroner til velfærden fra skatten, så forringes velfærden. Og det kan hverken nedskæringer, omprioriteringer eller teknologisk fix ændre på. Så enkelt er det.

I mandags døde den canadiske singer-songwriter Gordon Lightfoot, 84 år gammel. Af ‘narturlige årsager’, som det
hedder (hvad det så end måtte betyde…). Men Lightfoot havde i mange år lidt af helbredsproblemer.
Han begyndte sin karriere på hjembyen Torontos såkaldte coffeehouses, hvor han gjorde indtryk på de etablerede kunstnere, blandt andre Ian og Sylvia, som hjælp ham videre ved blandt andet at optage nogle af hans sange. Og i 1971 slog han internationalt igennem med klassikeren “If you could read my mind”. Som mange af hans andre sange var og er det en sang, der er båret af melankoli og indadvendthed. Og siden blev det til i omegnen af fire hundrede sange med melankolien som et mere eller mindre skjult vandmærke.

I dag snakkede jeg med en smed, og jeg kunne ikke lade være med at spørge ham, om han skulle ud og svinge med fanerne!? Men nej, det skulle han ikke, og heller ikke hans kolleger. 1. maj er bare en fridag for mange lønmodtagere. Det er beklageligt i en tid, hvor problemerne tårner sig op og det er vigtigt at vide, hvor man står i klassekampen (jo, den er der stadigvæk, selv om ikke ret mange taler om den…). God 1. maj til alle.

Liv Thomsen fra Historieselskabet – kendt fra DRs tv-programmer – giver en kort forklaring på, hvorfor man holder 1. maj:

De sidste par døgn har den danske presse været meget optaget af en bestemt ting, og det har ikke været konflikten i Ukraine, klimaforandringerne, hungersnøden i Afrika eller lignende store emner i verden. Nej, man har været optaget af sagen om FHs leder Lizette Risgaard og hendes ‘upassende optræden’ over for en række mandlige ansatte i diverse sociale sammenhænge. Og allerede da sagen dukkede op i forgårs, lå det i luften, at Lizette Risgaard ville blive udsat for en veritabel mediestorm og nok ville bukke under for den. Og det skete da også i dag, hvor hun har meldt ud, at hun trækker sig som den magtfulde post som forkvinde for FH.
Altså endnu en sag om krænkelser. Javist, men den adskiller sig på en væsentligt punkt fra mange af de foregående #mee-too-sager i Danmark. Nemlig ved at ‘krænkeren’ i dette tilfælde er en kvinde og ikke en mand. Og de ‘krænkede’ angiveligt er yngre (end Lizette) mænd, ansat i FH. Og det er jo en vigtig forskel, al den stund at hele #mee-too-bevægelsen har drejet sig om krænkelser af kvinder. Nu viser det sig så, at i hvert fald en magtfuld kvinde har gjort sig skyldig i det samme som en række magtfulde mænd, som alle har måttet betale en høj pris for krænkelserne. Og – uden at kende alle de slibrige detaljer af Risgaards krænkende adfærd (men kun dem, hun selv har omtalt på de sociale medier) – måske er det også på en måde af mindre betydning, at der er tale om en krænkende kvinde, nemlig i den forstand, at krænkelserne – som til forveksling ligner dem, mænd har gjort sig skyldige i – er blevet udført af en kvinde med magt – at krænkelserne med andre ord nok har seksuel karakter, men som sådan er vævet tæt sammen med udøvelsen af magt. Det er chefen – af hunkøn – der klapper en ansat mand ‘i numsen’, som det hedder. Og lige netop set i det perspektiv er det underordnet, at krænkeren er en kvinde, for hun er så at sige udøver af en magt, der traditionelt har været udøvet af mænd. Hun er dermed som krænker indvævet i en samfundsmæssigt magtsammenhæng, hvor gamle normer og regler stadigvæk – trods års #mee-tto-oprør – fungerer som hidtil. Og måske kan man gå så langt som til at mene, at sagen om Risgaard både bekræfter #me-too-bevægelsens fortsatte gyldighed og styrke og tilfører bevægelsen en yderligere dimension ved at forskyde fokuspunktet fra en simpel og banal modstilling mellem mænd og kvinder til netop spørgsmålet om det samfund (og dets opbygning), som den såkaldte ‘krænkelseskultur’ er en del af. Noget som har været et element i #mee-too-bevægelsen, men som ofte er blevet underbetonet og fortrængt i et for snævert fokus på kønnet og kønsforskellen.
Et vigtigt og interessant forhold ved denne danske sag er, hvordan “vi” kommer videre. En ting er, at Risgaard trækker sig som magtfuld forkvinde og dermed mister sit job. Det er og var forudsigeligt, og hver dag er der danskere, der mister deres job for meget mindre. Ærgerligt for Lizette, men sådan går det, når #mee-too-møllen kører. Dernæst er der spørgsmålet om, hvem der skal tage over. Og det skal nok give anledning til bøvl og ballade i FH. For skal det være en kvinde eller en mand!? Og har Risgaards afgang og hele sagen mon politiske undertoner (kommer anklagerne mon fra forsmåede mandlige kolleger eller misundelige kvindelige kolleger?)!? Det er selvfølgelig de rene spekulationer, men de er bestemt ikke utænkelige.
Men hvordan kommer FH så videre?! Vil man – som i tidligere sager – netsætte et juridisk udvalg, der skal formulere et kodex for god tone og opførsel i sociale sammenhænge? Et kodex, der sikrer lighed og gensidig respekt mellem kønnene? Og hvis det er perspektivet, hvordan undgår vi så, at et sådant kodex skaber en kultur, hvor ingen tør kømme for tæt på hinanden, fordi den mindste antydning af fx flirt eller kurtisering (som er en del af vores kulturelle omgangsformer) vil blive opfattet som potentielt krænkende adfærd? Ender vi måske der, hvor det ikke kun er selve ansættelsesforholdet, der er reguleret af en formel kontrakt, men også de sociale omgangsformer. Indførelsen af samtykkelov i voldtægtssager kunne godt pege i den retning…
Som filosoffen Slavoj Zizek har været ind på, så er problemet,at det seksuelle, magt og ja, vold, er langt mere sammenflettet end vi er tilbøjelig til at tro. Og hvad er der egentlig tilbage, hvis vi renser det seksuelle for enhver antydning af vold og magt – måske den rene af-seksualisering.

Sagen om Lizette Risgaard er ikke bare endnu en sag i række af sager, men en sag, der understreger “mee-too-bevægelsens grundlæggende relevans i kampen for ligestilling mellem kønnene. Men samtidig afslører den også, hvilke problemer bevægelsen og dens sympatisører står over for. For eksempel at opgøret med seksuelt betonede krænkelser ikke skal reserveres eliten (som Lizette Risgaard tilhører), men udbredes til hele samfundet og alle samfund. Og at – som Zizek er inde på flere steder – den fortsatte kamp nødvendiggør et opgør med opfattelsen af subjektet som et slet og ret uansvarligt offer – en opfattelse, der med Zizeks ord er udtryk for “et ekstremt narcissistisk perspektiv”. Så når sagen om Lizette glider ud af pressens fokus i næste uge, så er det, at det virkelige arbejde for ligestilling og gensidig respekt begynder (igen).

Litteratur: Læs fx Žižek: #MeToo kan blive et epokegørende skridt mod lighed … hvis ikke vi
snubler i offerrollen, Information 22. november 2017

Jeg er sikker på, at Willie Nelson i dagens anledning tænder sig en marihuanacigaret. For den gamle country outlaw går stadigvæk ind for legalisering af hash og marihuana; lige som han er tilhænger af bæredygtigt brændstof til de automobiler, amerikanerne er så afhængige af.

Han kom til verden under the Great Depression– – de økonomisk strenge tider i Amerika i årene 1929-1939 – og begyndte tidligt at arbejde inden for musikbranchen . Først som dj på diverse lokale radiostationer, medens han samtidig begyndte at skrive sange. Dernæst blev han sidst i 1950’erne sangleverandør til blandt andre Patsy Cline (med fx “Crazy”), samtidig med at han turnerede rundt med et foretagende, der kaldte sig Bohemian Polka.

Men det var først i halvfjerdserne han for alvor slog igennem som repræsentant for den sub-genre, man kalder outlaw country. Countrymusik, der i ord og attitude står i modsætning til det etablerede country-musik-miljø og samfundet som sådan. Og denne attitude passede som fod i hose til de rebelske sentressere og halvfjerdserne; og Nelson fik succes med flere af sine albums i det årti.

Siden er han fortsat med at lave det ene album efter det andet og altid med overraskende musikalske orienteringer og ideer. Og han har siden sin ungdom haft en nærmest urokkelig status i amerikansk populærkultur som en mand, der aldrig er gået på kompromis og som altid har stået på den jævne amerikaners side. I dag fylder han så hele 90 år, og lur mig om ikke der er flere år i den gamle outlaw.

Tillad mig at rekapitulere noget, jeg skrev helt tilbage i 2009, og dermed genoptrykke en meget enkel idé med stor analytisk kraft:

For halvandet år siden – den 15. juni 2007 helt præcist – skrev jeg et lille indlæg, der var en enkel semiotisk analyse af den danske politiske virkelighed, inspireret af semiologien Roland Barthes (og sociologen og semiotikeren Jean Baudrillard). Tillad mig at citere mig selv. Jeg skrev følgende under overskriften Venstre Højre Midten:

“En tanke i anledning af Margrethe Vestagers formandsovertagelse i det Radikale Venstre. SFs Villy Søvndahl advarer Margrethe, der vil placerer de Radikale i “midten” af dansk politik, om, at hun risikerer at ende i “intetheden”. Jeg tænker, at “midten” er denne “intethed”. Et parti kan ikke placerer sig i midten, fordi den ikke eksisterer og derfor er betydningsløs. Midten er som krigens ingenmandsland, der kun kan tænkes i kraft af de hære, der bekriger hinanden. Altså af forskellen, modsætningen, konflikten, tvisten osv. Når “nedsmeltningen af blokpolitikken” (med Vestagers ordvalg) sker, når partierne søger midten, så taber det politiske betydning. Måske imploderer politikken!?

Nu halvandet år senere dukker tanken tilfældigvis op igen i en leder i Politiken – i gårsdagens udgave – , hvor signaturen ltm under overskriften “Midten går i sort” kommenterer Christoffer Guldbrandsens meget omtalte dokumentar om Ny Alliance “Dagbog fra midten”. Politikens leder karakteriserer dokumentaren som en film om en politisk implosion. Men analysen er svag. Den finder forklaringen på Ny Alliances sammenbrud i hovedfiguren, Naser Khaders, manglende lederevner og fastholder den umulige drøm om, begæret efter, et rigtigt midterparti. Lederskribenten skriver nemlig: “Filmen mindede …om, at Ny Alliance havde grundbestanddelene til et politisk projekt fra starten…afsættet var rigtigt”. Og til slut kan man læse: “Nedsmeltningen af Ny Alliance har efterladt et sort hul på midten som ingen endnu har være i stand til at oplyse med ny mening“. Jeg fremhæver.Underforstået: Hvis blot politikerne havde evnerne, kunne det lade sig gøre.
Set fra min lille analyses synspunkt, så er Ny Alliances korte historie blot en tragi-komisk illustration af selve umuligheden af det projekt, der efterlyses i lederen. Midten eksisterer så at sige kun som et fatamorgana. Som en luftspejling af alle de politiske kompromisser, der er gennemført hen over årene. Midten kan ikke oplyses af mening, som lederskribenten længselsfuldt skriver, for midten er menings-løs, betydnings-løs… Og det er det moderne, danske demokratis kroniske sygdom, at så mange politikere – senest SF med deres udskiftning af holdningspolitik med værdipolitik – begærer dette tomme felt, denne intethed, hvorfra løftet om mange vælgerstemmer, tværpolitisk omfang, fluktuerende værdipolitik osv. lokker de politiske (magt)begær ud i afgrunden.

Jeg er stadigvæk optaget af den intethed, som den politiske midte udgør, og som udgør en konstant fare for ethvert parti og enhver politik, der søger derhen for blot at opleve at partiet eller politikken imploderer. Og siden dengang i 2009 har jo fået en regering, der for at det ikke skal være løgn går ‘hen over midten’. Og dt forklarer jo nok, at regeringen har umådeligt svært ved at formulere sine politiske punkter og hele tiden må udskyde til næste forhandling mellem de involverede, og at de tiltag, regeringen har meldt ud med negerer, hvad de foregående regeringer har stået for og så videre.

Men det er nu en meget mindre sag eller nyhed, der fik mig til at tænke på den lille semiotiske idé om midten som ‘sort hul’ eller intethed, der suger kraft og saft ud af politik. Nemlig nyheden om, at den fhv. politiske ordfører i Enhedslisten, Pernille Skipper, nu springer ud som politisk kommentator for TV2 News, kanalen, der efter amerikansk model (CNN) sender nyheder og kommentarer døgnet rundt (stort set). Og Skipper stiller ikke op til næste folketingsvalg og forlader dermed landspolitik. Men hvad har det nu med midten og dens intethed at gøre? Jo, hvis man husker lidt tilbage, så var samme Pernille Skipper ude med et budskab om, at Enhedslisten skulle moderniseres, fordi partiet var gået tilbage ved folketingsvalget. I et indlæg i dagbladet Politiken skrev hun blandt andet: “Partiets organisation er groft sagt stadig indrettet til et venstrefløjsparti i 70’erne, hvor interne diskussioner og uendelige ’demokratiske’ processer er vigtigere end at komme ud over rampen,”.  Og i dette opgør med Enehdslistens gamle partistruktur og fokus på interne diskussioner og demokratiske (bemærk Skippers forbeholdende citationstegn…) processer, så jeg – og ser – et næsten umærkelig skred mod – ja – “midten”. Jeg skrev i forbindelse med Skippers moderniseringsudmelding i november 2022:

“…jeg er alvorligt bange for, at den modernisering, som Skipper gør sig til talskvinde for, er en snigende socialdemokratisering, som hele tiden udgør en trussel mod venstrefløjen. En bevægelse i retning af den “midte”, som fru Frederiksen plæderer for, og som var lige ved at tage livet af Socialistisk Folkeparti, da de gik i regering med Frederiksens forgænger, Thorning Schmidt. Det kan godt være, at mange møder, procedurer og lignende partiinterne discipliner, kan få nogle yngre vælgere til at se væk fra partiet. Men disse aktiviteter er også udtryk for et parti, der indadtil dyrker det demokratiske element. Og det er jo lige netop i den kontekst – partidemokratiet – at den politikudvikling, som Skipper efterlyser, skal ske. Det er helt klassisk venstrefløjstænkning, at det er partiets basis, der gennem diskussioner og møder osv. genererer den politik, som partiet skal stå for – udadtil. Så jeg er alvorligt bange for, at Skipper, der jo har stået for det udadvendte, offentlighedsøgende som politisk ordfører (uden at glemme alt det forhandlingsarbejde, hun også har leveret på tinge og andetsteds), giver næring til en socialdemokratisering af partiet. Det vil sige en udvikling, hvor partiet i højere grad skal fungere som de øvrige partier til højre for Enhedslisten med kompromissøgende politik, dyrkelse af partiets stjerner i offentligheden og i sidste ende blive endnu et regeringsleflende parti à la Radikale Venstre.”

Det er vigtigt at understrege, at dette indlæg ikke handler om Pernille Skipper som person. For tendensen til at bevæge sig mod midten, med alt hvad det indebærer af politiske betydningstab, er hele tiden til stede, og jeg har her i bloggen givet flere eksempler på unge, engagerede, kvindelige politikere, der er skredet ned ad slisken mod midtens intethed. Og det er heller ikke noget, der er forbeholdt kvinderne, skal også understreges. Midten som politikken ‘sorte hul’, hvor politik implodere og mister enhver mening og betydning, er et ikke-sted, der hele tiden dannes i folkestyrets organisation i et højre og et venstre. Og i denne struktur genereres midten hele tiden som et fantasme, et sted, man enten begærer at indtage eller frygter at havne i.

Pernille Skippers udtræden af folketinget for at blive politiske kommentator (ikke journalist, vel at mærke) ser jeg som en logisk konsekvens af folkestyrets iboende tendens til at bevæge partier og politiske programmer i retning af den imploderende midte. For andre er der andre konsekvenser, lige fra partiskifte (fx fra venstrefløjen til Socialdemokratiet), udtræden af folketinget eller overgang til et borgerligt job uden for tinge.

DR kører en serie med såkaldte ‘filmperler’ på DR2. Film, der er blevet godt modtaget af filmkritikere og på diverse festivaler eller på anden vis har vagt interesse blandt filminteresserede. Og der er vitterligt ‘perler’ imellem. I går omtalte jeg Ordinary Love. Og i dag gælder det den tyske film Nebel im August (Tåge i august), der rullede over skærmen for nogle dage side (og vist stadigvæk kan ses på DRs hjemmeside).

Det er en film, der på bedste vis illustrerer, at Tyskland er et filmland, man skal regne med, når det gælder langtidsholdbare filmværker. Tåge i august foregår i nazi-tyskland i 1944. Drengen Ernst Lossa, der tilhører det jeniske mindretal (et marginaliseret folkeslag, der holdt til i og omkring Rhinlandet) bliver anbragt på et hospital for åndsvage og handicappede børn og unge, fordi han af systemet opfattes som værende en ballademager, tyveknægt og løgnagtig dreng. Hans far er en omrejsende handelsmand, der har lovet Ernst, at han ville komme og hente ham og flygte til Amerika med ham.

Ernst registreres af hospitalets leder Dr. Veithausen som værende “sigøjner”. Hurtigt går det dog op for den kvikke dreng Ernst, at hospitalet er en del af nazisternes eutanesi-program og har til formål at udrydde alle individer, der ikke passer ind i nazisternes ideologiske forestilling om en ren race af tyskere. Og hurtigt går det op for Ernst, at der kun er en udvej – at stikke af.

Først oplever han, hvordan en tidligere sygeplejerske fra nazisternes udryddelsesinstitution Hadamar begynder at slå hans ‘medpatienter’ ihjel med stærk sovemiddel opløst i hindbærsaft. Det går blandt andet ud over en lille dreng Toni, der lider af epilepsi. Da denne aflivningsmetode ikke er effektiv nok, begynder hospitalets leder at sulte patienterne ihjel.

Ernst bliver ven med flere af de andre børn, ikke mindst pigen Nandl, der er epilepsiramt, uden forældre og derfor også uden udsigt til at blive udfriet fra udryddelseshospitalet. Og sammen med Nandl planlægger Ernst at flygte. Og flugten iværksættes også, men afbrydes brat, da hospitalet bliver genstand for engelske bomber, der sårer Nandl og dræber to andre sympatisører, en kritisk nonne og en lille pige, som Ernst havde fået et nært forhold til, fordi han var en af de få, der kunne få hende til at spise noget.

Ernst reagerer med at angribe hospitalets leder verbalt og kalde ham morder. Det medfører, at Ernst udpeges som et af de næste genstande for udryddelsespolitikken. Hvad der derefter sker, bør man selv se. Slutningen skal ikke afsløres.

Filmen bygger på faktiske historiske hændelser. Og den er en fornemt eksempel på, hvordan tyske film (og tv-serier) i disse år på bedste måde gør op med Tysklands traumatiske historie under nazismen. Det er endnu et eksempel på en film, der med fint skuespil, rolig kameraføring, klipning og fortællestil, bringer seerne tilbage til nazismens rædsler, sådan som de udspillede sig bag krigens frontlinjer. Nuanceret, velovervejet og -fortalt filmkunst om et svært emne. Kan kun anbefales på det varmeste. Og filmen ligger vist endnu på DRs hjemmeside.

Ordinary Love hedder aftenens filmoplevelse. Nu til dags oversætter man åbenbart ikke filmtitlerl længere – selv om det ville være nemt og enkelt: Almindelig kærlighed – for vi taler jo alle ‘dengelsk, ikke sandt?!
Nå, men bortset fra denne anke, så var det en fin filmoplevelse. Filmen erf ra 2019 og instrueret af Lisa Barros D’Sa og Glen Leyburn på grundlag af et skuespil af Owen McCafferty.
I hovedrollerne som ægteparret Joan og Tom Thompson ses Liam Neeson og Lesley Manville. Og de spiller et gammelt ægtepar, der lever et liv fuld af rutiner, sådan som det jo ofte er. Fx løber de en tur sammen på en bestemt rute, hvor de runder en bestemt træ på vejen hjem. Deres samliv er ubesværet og farvet af lige dele ømhed, humor og småskænderier. Kun en ting kaster en skygge over parret. De har mistet deres eneste barn, datteren Debbie, som blev ‘revet bort’ engang. Faderen, der ikke er religiøs, besøger hendes grav og taler med hende, selv om han synes det er meningsløst. Og moderen kommer i forbindelse med Debbies skolelærer.
Og så slår skæbne pludselig et par volter. Joan opdager en knude i det ene bryst og det viser sig at være alvorlig brystkræft, der ender med, at hun får fjernet begge bryster. Og fra det tidspunkt, hvor Joan opdager knuden og til filmens sidste scene, ser man, hvordan Joans og Toms samliv forandres – uden dog at forandre dem i bund og grund. Og det i den rolige, intime beskrivelse af parrets forandrede livsbetingelser, at filmen viser sine kvaliteter og sin overbevisende styrke.
Stille og roligt ser og hører man de små skælv, der løber igennem parret og sagte forandrer deres samliv. Det er kammerspil af fineste skuffe fra to af Storbritanniens fremmeste kunstnere. Og det er rigtig rart igen at se Liam Neeson i en anden rolle end den som hårdtslående hævner, som han ofte har spillet de seneste årtier. Han kan også det med de små, fine midler. Og han får fornemt modspil af Leslye Manville, der fremstiller den kræftramte uden at forfalde til overdrevent føleri eller overspil. Hun forstår at underspille rollen, så man sagtens kan forstå, hvor slemt det må være at at være i hendes situation.
Alt i alt en fin film, der er en passende modvægt til mange af tidens støjende og spektakulære filmhits. Og tak til DR for at vise den på den hemmelige kanal DR2 og oven i købet på den bedste sendetid kl. 20 en hverdagsaften. Nok til at få mig til at tage en lille pause i tv-afholdenheden.

Filmen kan ses en måneds tid frem på DRs hjemmeside.