Hvor ville Chuck Berry være uden Louis Jordan?

2. februar 2021

Jeg har nævnt ham før. Louis Jordan, en af fædrene til rock’ roll. Her med “Ain’t that just like a woman (They’ll do it every time)”, som sendte ham op på førstepladsen på den sorte r&b-hitliste i 1946. Ja, 1946. Og man skal tage meget fejl, hvis man ikke kan høre, at Chuck Berry er blevet meget inspireret af en plade som denne. Meget.

17 har læst indlægget

Kjørmes knud

2. februar 2021

I dag er det kyndelmisse – eller Kjørmes Knud eller lysmesse (candelarum missa), kermesse, kørmesse eller kjørmes. Kært barn, mange navne. En kristen helligdag, men også – hvis vi tillader os at se bort fra alt det religiøse hejs – på et mere hedensk eller jordnært plan markeringen af, at nu nærmer foråret sig, de lyse tider med alt, hvad det indebærer.

Jeg kan huske, at vi i folkeskolen fik St. St. Blichers tekst “Det er hvidt herude”, hvor Kjørmes Knud nævnes, gennemgået med detaljeret forklaring af, hvad denne Knud var for noget. Indoktrinering, ville nogen siden hen have kaldt denne tekstudlægning. Tja.

13 har læst indlægget

Militærtjeneste

1. februar 2021

Jeg læste lige, at Paul McCartney til mediet Radio Times har fortalt, at den obligatoriske militærtjeneste var lige ved at spænde ben for dannelsen af the Beatles. Beatles blev dannet i 1960, samme år som værnepligten, National Service, blev afskaffet i Storbritannien. Man tør slet ikke tænke på, hvad en tur i trøjen ville have betydet for the Fab Four. Tænk bare på, hvad militærtjenesten på godt og ond gjorde for Elvis Presleys karriere.

Det fik mig til at tænke på min egen undgåelse af militærtjenesten. Jeg kommer fra en familie, hvor det var noget stort at være i’ trøjen’, som man sagde. Min far, der var sømand, var – selvfølgelig – marinesoldat og han talte altid med lys i øjnene om de år som noget ganske særligt. Noget der modnede ham og gjorde ham voksen. Og han synes, jeg skulle se frem til at ‘springe’ soldat. Men sådan gik det ikke. Jeg fik tidligt en afsky for al militarisme og vidste fra jeg var ganske ung, at jeg aldrig nogensinde skulle være soldat.

Og det lykkedes mig at få udskudt min session to-tre gange, fordi jeg var i gang med en uddannelse. Men en dag stod jeg med en indkaldelse. Jeg skulle tidligt møde op et sted i Århus, hvor sessionen foregik. Og jeg tog af sted med mit lange hår, mine deminjeans , t-shirt og andefødder – fast besluttet på, at jeg ville aftjene civil værnepligt. Og det var en speciel oplevelse.

Først blev vi udsat for en psykologisk test (noget med at huske nogle talrækker, og noget med nogle geometriske figurer bl.a.), hvor et par stykker dumpede. Dernæst skulle vi igennem en fysisk undersøgelse. Og helt efter min forventning blev jeg fundet egnet. Hvorefter vi skulle tage stilling til, hvor vi ville aftjene vores værnepligt. Foran i køen stod en ligeledes ung, langhåret mand, som jeg snakkede med. Han ville gøre næsten alt for at slippe for tjeneste, men var egnet og trak et lavt nummer, hvilket var ensbetydende med indkaldelse. Jeg meddelte, hvad jeg ville – civil værnepligt – og fik en svada om fordelene ved almindelig tjeneste, men jeg holdt fast i mit – og trak et så højt nummer, at jeg var uden for fare. Dog med den tilføjelse, at jeg kunne blive indkaldt til paragraf 33-tjeneste (tror jeg det hed), der bestod i nogle ugers indkaldelse et sted i Sønderjylland. Men sådan gik det ikke. Jeg slap helt for militærtjeneste. Og jeg har aldrig fortrudt min beslutning.

20 har læst indlægget

George Harrison ser tilbage…

1. februar 2021

Der findes oceaner af film og klip med The Beatles på Youtube og andre internetsider. Og jeg faldt over dette lille klip – vist nok hentet fra dvd’en Living in a material world (som jeg har, men jeg husker ikke lige denne lille episode). George Harrison genser en optagelse med The Beatles, der spiller “This Boy” (der var B-side til “I want to hold you hand”). Og man oplever, hvordan Beatle-George både genoplever det, der var, og samtidig har en lidt ironisk, distanceret holdning til The Fab Four. Og så er hans bemærkning om John Lennon kostelig. Blind as a bat – Lennon havde ikke sine briller på og kunne derfor ikke se ret meget. Han havde vist aldrig briller på på scenen den gode John Lennon.

16 har læst indlægget

Genhør med – Mallard

31. januar 2021

To album blev det til med bandet Mallard i starten af halvfjerdserne. Og de blev ikke nogen salgssucces dengang. Til gengæld er de i dag efterspurgte genstande på brugtmarkedet. Og det gælder ikke mindst den opsamling, som Virgin records lavede, med begge album på en CD.

Mallard opstod, fordi nogle musikere i Captain Beefhearts Magic Band ikke længere syntes det var sjovt at lade sig hundse rund med af kaptajnen. Zoot Horn Rollo, Rockette Morton, Ed Marimba fadt sammen med Sam Gilpin, John ‘Rabbit’ Bundrick, Barry Morgan, George Dragotta og HJohn McFee. Og med hjælp fra Jethro Tulls Ian Anderson, der ejede et mobilt optagestudie, indspillede Mallard sin debutplade. Den blev fulgt op med Different Climate og så var det bal ovre.

Her spiller de en fin udgave af The Byrds Gene Clarks sang “Desperados waiting for a train”.

13 har læst indlægget

Calypso – før Chuck Berry blev “The Father of Rock and Roll”

31. januar 2021

Oscar Douglas Washington var sangskriver, guitarist, skolelærer og ejer af et lille plademærke i St. Louis i starten af 1950’erne. Sammen med kollegaen, saksofonisten Jimmy Forrest skrev han sangen “Night Train” og udgav den. Og den blev nr. 1 på R&B-hitlisten i 1952. Washingtons plademærke specialiserede sig i doo-wop, bl.a. med The Swans. Og så opdagede han en ung guitarist, der spillede rundt omkring på de lokale steder, Chuck Berry. Og foreslog ham, at han skulle spille sammen med Joe Alexander & the Cubans og indspille plader med dem. Og det gjorde han. Den første plade var calypsosangen “Oh Maria”, der kom ud i 1954.Berry har dog siden hen bestridt, at han spiller guitar på denne eller nogen anden plade med Alexanders band. Men i hvert fald er det første gang, Berry sættes i forbindelse med en pladeindspilning. Den 21. maj 1955 indspller Chuck Berry – for plademærket Chess – “Maybellene”, der er inspireret af country and western-nummeret “Ida Red” (kendt fra Bob Wills and his Texas Playboys). Og dermed er rock and roll en realitet.

19 har læst indlægget

Melvin Sparks – Live at the Nectar’s

30. januar 2021

Nej, jeg har aldrig hørt om Melvin Sparks. Men et sted på nettet var der en der nævnte ham og anbefalede ham. Sådan uden videre. Og det måtte jeg da følge op på. Og så viste det sig, at Melvin Sparks døde i 2011, kun 64 år gammel. Han havde problemer med sukkersyge og højt blodtryk.

Ellers havde han været på banen siden han var helt ung. Han spillede rhythm and blues og jazz. Og hans største claim to fame var, at han var med i the Upsetters, et turnéorkester dannet af selveste Little Richard. Han spillede også bag navne som Jackie Wilson, Curtis Mayfield og Marvin Gaye. Han var altså en af de mange, talentfulde sidemen, som populærmusikken har været så rig på. Men han havde også en solokarriere fra 1970 og frem som resulterede i godt og vel et dusin album. Det sidste var koncertpladen LIve at the Nectar’s, der blev udgivet post humt i 2017. Du kan lytte til den ovenfor. Jeg synes, det er en god plade, der burde have vakt mere opmærksomhed end tilfældet har været.

27 har læst indlægget

Judee Sill: Jesus was a cross maker

29. januar 2021

Hun endte sine dage 35 år gammel af en overdosis stoffer. Men ellers var hun en af de mange stjerner, der funklede over Laurel Canyon i årene omkring 1970. En af de mange talentfulde kunstnere, der siden hen blev kendt som singer-songwriters. Inden stofferne tog livet af hende nåede hun at indspille to album. Dertil skal lægges nogle demo-indspilninger, der posthumt er udgivet.

Hendes bedst kendte sang, “Jesus was a cross maker”, siges at være inspireret af hendes romantiske forhold til en anden af Laurel Canyon-talenterne, sangskriveren J. D. Souther, der blev sangleverandør til bl.a. Linda Ronstadt (endnu en af Laurel Canyon-skaren…).

Og Judee Sill har sat sig spor i musikken i tiden efter sin død. Flere sangskrivere har tilkendegivet, at de er blevet inspireret af hendes sange. Og flere kunstnere har indspillet hendes sange, bl.a. ovenstående kendingssang, som fx The Hollies har lavet en meget fin version af…

23 har læst indlægget

Guilty Pleasure: Father Brown

28. januar 2021

Måske skyldes det, at DR ikke har taget sig sammen til at finde nogle nye, spændende britiske kriminalserier. Måske skyldes det bare, at jeg har for meget tid og som tidligere nævnt vil gøre alt, hvad jeg kan for at undgå at kede mig. Men i hvert fald er jeg begyndt at se kriminalserien Father Brown, der vises på hverdagseftermiddage på DR1.

Der er ikke tale om kriminalserie på niveau med fx Vera, Shetland, Lewis eller Hinterland. Der er snarere tale om en hyggelig serie, der tydeligvis læner sig op ad folkelige serier som Folk og Fæ, Landsbyhospitalet og – ja, måske allermest – Barnaby.

Byggende på short stories af C. G. Chesterton følger man en præst, father Brown, og hans nærmeste omgangskreds. Og plottet er, at Brown altid får rodet sig ind i en kriminalsag til den lokale politikommissærs store fortrydelse. Men det er også altid Brown, der med Biblen i hånd og næse for plots og intriger får fat i den lange ende. Som altid er skuespillet af høj klasse og historierne er ganske finurlige og opfindsomme. Og så er de som sagt hyggelige, selv om englænderne ikke kender til det fænomen.

41 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Hidden Figures

27. januar 2021

Efter at have set livsstilsprogrammet Kender du typen? på DR1 og efter at have bøvlet lidt med fruens computer, der ikke ville modtage emails, så var der lagt op til lidt filmkiggeri. Og heldigvis havde jeg fået optaget Theordore Melfis Hidden Figures fra 2016. Det var vist TV2, der viste den.

I filmen befinder vi os i USA i 1961, altså tres år før vores nutid, hvor coronapandemien dominerer vores udsyn, men også en tid, hvor #meetoo og #blacklivesmatter har gjort os alle opmærksom på, at “sexisme”, kønsulighed og racisme trives i allerbedste velgående og bør – lad os sige det sådan – overvindes. Og set i tresårets bagklogskabslys, så er Melfis film en særdeles politisk korrekt film, idet den handler om forskelsbehandlingen af sorte amerikanske kvinder i rumfartsindustrien.

USA befinder sig i en prestigefuld kamp med russerne om magten i rummet. Samtidig befinder vi os i en periode, hvor den kolde krig stadigvæk dominerer og præger den amerikanske virkelighed helt ned i hverdagslivets små detaljer, og hvor borgerrettighedsbevægelsen med Martin Luther King i spidsen har vind i sejlene.

I filmens indledning ser og hører vi den lille sorte pige Kathrine Goble, der snakker om og fantaserer om tal, primtal og geometriske figurer. Og det viser sig, at pigebarnet har ekstraordinære evner og talent for at arbejde med tal. Det baner vejen for hendes uddannelse og for at hun bliver ansat ved NASA, der netop mangler folk, der kan foretage rigtige beregninger af rumskibes konstruktion og baner i himmelrummet. Og det kan Kathrine.

Sammen med den sorte kvinde Dorothy Vaughan, der har særlige evner udi computerprogrammering, og Mary Jackson, der bliver USAs første sorte, kvindelige flyingeniør kommer Kathrine Goble til at arbejde i det projekt, der skal sende den første amerikanske astronaut i kredsløb om jorden – og dermed for alvor melde USA ind i rumfartskapløbet.

Og fortællingen om de tre, sorte kvinders vej til succes i rumfartsindustrien anno 1961 er en fortælling om, hvordan diskriminationen på køn og hudfarve fungerer i alle hverdagslivets aspekter. Da Goble bliver ansat til at beregne rumskibenes baner er der ikke taget højde for, at hun skal kunne komme på toilettet i nærheden af arbejdslokalet. Toiletterne er adskilt på køn og hudfarve. Og hun må, når hun skal tisse osv., løbe til den anden ende af anlægget, hvor der er et toilet for people of color. Og hun må ikke dele kaffekande med sine hvide, mandlige arbejdskolleger. Men også uden for arbejdspladsen mærker hun og de to andre kvinder, hvordan forskelsbehandlingen effektivt fungerer helt ned i mindste detalje. Fx kan Dorothy Vaughan ikke låne en bog på biblioteket om programmeringssproget Fortran, fordi den ikke står i afdelingen for sorte lånere, og fordi denne afdeling ikke har et eksemplar.

Men Gobles chef, Al Harrison, solidt spillet af Kevin Costner, ser kun, at Kathrine kan løse de beregningsmæssige problemer, han har, og som er afgørende for, at NASAs projekt kan realiseres. Han ser kun rumfartsprojektets succes. Og derfor bliver han nødt til at sætte sig ud over hverdagsracismen og kvindeundertrykkelsen. Det bliver ham, der egenhændigt gør alle toiletter tilgængelige for alle medarbejdere og sørger for, at Kathrine kan få kaffe på lige fod med sine kolleger.

Og fortællingen om de tre kvinder er en positiv beretning om tre sorte kvinders succes. De lykkes alle tre med deres respektive frigørelsesprojekter. Og på den måde er filmen måske også en anelse utroværdig i sin vægtning af netop successen, idet det jo netop er tale om et igennem seks årtier nærmest glemt kapitel af Amerikas historie, der fortælles. Et kapitel, der først for alvor kom for en dag, da Margot Lee skrev en bog om de tre hidden figures, som blev grundlag for filmen (bogen er fra 2016). Man kunne måske også sige, at instruktøren med sin positive vinkling på historien afslører, at han er fortaler for vor tids politiske korrekthed.

Man kan også, hvis man vil fastholde denne kritiske linje, indvende, at fremstillingen af de tre sorte kvinder tenderer til at bliver lidt for pæn. De er tre, relativt velstillede unge damer. Selv om Kathrine Goble er enlig mor med tre piger på slæb, så fremstilles hun alligevel som en pæn repræsentant for en amerikansk middelklasse, der kan leve op til den amerikanske drøm. Hun får da også sin helt og succes i sit arbejde (og ender med at få opkaldt en hel NASA efter sig og modtage en fortjenstmedalje i en fremskreden alder). Og de to andre er ikke ringere stillet. De tre kvinder er ikke repræsentanter for den underklasse, der for alvor mærker undertrykkelsen (og som vi kun ser indirekte i tv-citater fra tressernes racevirkelighed).

Men når det er sagt, så får filmen alligevel givet et ret nuanceret og troværdigt billede af den massive køns- og racediskrimination, der fungerede dengang og som trækker mærkbare og synlige tråde helt op i vores tid. Og de tre skuespillere – Taraji P. Henson, Octavia Spencer og Janelle Monáe – får fremstillet deres personer, så de fremstår meget troværdige i deres vidt forskellige kamp mod diskriminationen. Som levende, troværdige og sympatiske individer i en usympatisk tid.

Samlet set er det en seværdig film, der næsten alt for godt passer ind i vores tids politisk korrekte syn på køn og race med sin dramatiske afdækning af et lidt glemt kapitel i rumfartens historie. En film, der trods forbeholdene er både oplysende og underholdende.

 

34 har læst indlægget
34 har læst indlægget