Karen Dalton fanget på tv

16. marts 2021

Jeg har omtalt Karen Dalton flere gange. Hun var inspirationskilde for mange, bl.a. Dylan. Og hun havde megen modgang i livet. Kunne ikke finde ud af det med mændene. Blev stofmisbruger og døde af AIDS-relaterede lidelser som kun 55 årig. Til gengæld blev hun et navn, som mange store kunstnere siden har anerkendt som en slags moderne, feminin bluesmester.
Med til hendes svagheder hørte også, at hun var meget sky og slet ikke brød sig om offentlighed. Noget, der ikke gør det lettere at være udøvende kunstner. Derfor er ovenstående fine optagelse af Karen noget af en sjældenhed. Nogen har (gen)fundet klippet, der viser Dalton fra hendes bedste side.

25 har læst indlægget

Apropos the Strokes

15. marts 2021

Apropos det prisvindende rockband The Strokes, så er det i år tyve år siden, de pladedebuterede med Is this it og et par år længere siden, bandet blev dannet i New York. I den periode har de med hiv og sving og masser af bump på vejen lavet seks album. Til sammenligning brugte The Beatles syv år til at gennemløbe deres karriere og skabe deres værk. Men det var også en anden tid. Og det ændrer heller ikke ved, at The Strokes bestemt var et spændende, anderledes rockband, da de dukkede op der i slutningen af halvfemserne.

15 har læst indlægget

Grammy 2021

15. marts 2021

Så blev Grammyerne 2021 uddelt. Og når jeg scroller ned over den lange liste af prismodtagere, så kan jeg se, at der er en lang række navne, jeg aldrig har hørt (om). Det er ikke overraskend, for dels forsøger jeg ikke at følge med i den mest kommercielle del af musikindustrien, og dels lytter jeg ikke til de radiostationer, der spreder den slags musik.
For det andet er det tydeligt, at den tid, hvor rocken var dominerende, er forbi. I dag er det musik med rødder i rap og hip-hop, der har overtaget. Og det kan vel ikke være anderledes.

Rocken er der dog. The Strokes fik prisen for “bedste rock album” for deres seneste The New Abnormal. Og Fiona Apple fik en pris for “bedste rock performance” for sangen Shammeika. Vi kan diskutere om Apple er rock, men nuvel prisen er hendes. Hendes album FETCH THE BOLT CUTTERS vandt prisen for “bedste alternative music album”.

Værd at nævne er også, at Brittany Howard (Alabama Shakes) fik prisen for “bedste rock sang” (?) med “Stay High”…

– og at en af de gamle, James Taylor, fik prisen for “bedste traditionelle popsangalbum” for sit album American Standards.

Så helt borte er fortiden ikke i nutiden.

8 har læst indlægget

Kassettebåndets renæssance

14. marts 2021

Lige som vinylpladen har også kassettebåndet fået en renæsssance. Og måske – vi får se – bliver det lille bånd genstand for samme dyrkelse som de nye vinyler.

I går aftes genså jeg den anbefalelsesværdige dokumentarserie om Dansktoppen – Dansktoppen: Hadet og elsket. Og den fortæller bl.a. historien om kassettebåndets betydning for den genre.

Danmarks Radio var i mange år ikke meget for danskpop i det hele taget, og på et tidspunkt udkom en række dansktopkunstnere kun på discountkassettebånd, der typisk blev solgt for 50 kr. stykket på tankstationer rundt om i landet, og især i Jylland. Det var kunstnere som Jodle Birge, Kandis, Per & Lis m. fl., der kom ud til publikum på den måde.

Dansktoppoppens anden bølge kunne man kalde det, for den første bølge, der startede med “Ved landbyens gadekær” med Keld Heick og the Donkeys havde nydt godt af Jørgen Hjortings dansktophitliste.

Siden hen var det en anden teknologi, der gjorde det svært for dansktoppoppen, nemlig da DR valgte at lægge genren over på DAB-båndet, hvor et stort flertal af dansktoplytter endnu ikke var flyttet over.

Kassettebåndet blev introduceret i 1963, men først i løbet af de tidlige halvfjerdsere fik det en stor udbredelse. Således er det i år halvtredsåret for kassettebåndets indtog i bilen, som ovenstående reklamer vidner om. Og det satte ekstra skub i det lille bånd.

Hvis man kunne højne kvaliteten af kassettebåndet, så det ikke var så sårbart, kunne det måske få en rigtig renæssance – også uden for bilen!?

19 har læst indlægget

Apropos tidens mentale tilstand: Gå

14. marts 2021

14 har læst indlægget

50: Neil Young i 1971

14. marts 2021

7 har læst indlægget

Reklamer virker

13. marts 2021

Vi lever i en tid, hvor reklameindustrien har mere vind i sejlene end nogensinde før. Med alle de nye medier – de sociale, streamingtjenester osv. – er der hidtil usete og uhørte muligheder for at reklamere for alskens varer. Og det bliver gjort med en intensitet og ekstensitet, som vi ingensinde før har set eller hørt.

For tiden kan man på dansk tv se en reklame for Coca Cola, der mestendels består af nogle mennesker, der danser. Og den er et godt eksempel på, hvordan reklamer i mange år har virket. Ikke ved på nogen måde at tematisere produktet – den brune, sukkerholdige (alternativt sukkerfri) læskedrik med det kendte logo – men ved udenomsværker. Budskabet synes at være: Du får lyst til at kaste dig ud i vild dans, hvis du drikker den brune drik. At formlen ikke er ny kan man illustrere ved at gense samme firmas reklame fra for 50 år siden. Her danses, der ikke, men synges. Som følgeteksten forklarer, har firmaet samlet en masse unge mennesker på en bakketop, hvor de med produktet i hånden synger en kendt popsang. Og det virker – i hvert fald drikkes den brune drik stadigvæk stor stil.

20 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: En spions bekendelser (Red Joan)

13. marts 2021

I 1999 blev den dengang 87-årige Melita Norwood afsløret som mangeårig KGB-agent. Igennem årtier havde ‘bedstemorspionen’ leveret hemmelige oplysninger til fjenden mod øst.
Filmen “En spions bekendelser” bygger på Norwoods historie, men hun er dog omdøbt til Joan Stanley i filmen.

Filmen begynder med, at den aldrende Joan bliver arresteret i sit hjem og konfronteret med en lang række spionagerelaterede anklager. Og filmen følger forhøret af Joan fra den første konfrontation og frem til umiddelbart før retssagen mod hende. Parallelt fortælles Joans historie gennem lange erindrende tilbageblik i hendes liv.

Begyndende i 1930’erne, hvor Joan er en ung, talentfuld fysikstuderende på Cambridge University. Her bliver hun indført i og forført af en kreds af unge socialister, der er optændte af begivenhederne i Sovjetunionen og af den Spanske Borgerkrig. Og Joan møder den idealistiske, tiltrækkende og forførende unge russer Leo, der brænder for Sovjets sag. Gennem sin forelskelse i Leo og det idealistiske miljøs ild bliver Joan politisk vakht og forstår at verdens gang kan ses fra mere end en synsvinkel.

Selv om Judy Denchs rolle indskrænker sig til at sidde ved forhørsbordet med få replikker og mestendels ansigtsudtryk, så spiller hun denne rolle, der er en slags modpol til hendes James Bond-rolle som efterretningschefen M, med alderens og erfaringens suverænitet. Dog skal det tilføjes, at Sophie Cookson, der spiller den unge Joan og får langt mere tid på lærredet, også fremstiller Joan med suveræn sikkerhed. Og det er gennem hende filmen får sin karakter af ungdommelig livsmod og appetit.

At filmen bygger på såkaldt virkelige hændelser spiller ikke nogen afgørende rolle for historien. Tværtimod er det fremstillingen af Joans dramatiske og lidenskabelige liv fra naiv, ung studine til hærdet, stålsat mesterspion, der gør filmen til noget ganske særligt. Også fordi filmen formår, til forskel fra de mange spionfilm, som filmhistorien er så rig på, at fremstille Joans valg på en måde, så man som publikum ikke kan undgå at forså hende og sympatisere med hende. Jovist er hun skyldig i spionage, men hendes bevæggrunde står uantastede tilbage til det sidste.

Filmens styrke – og grunden til at man skal se den – er, at den ikke forfalder til traditionel koldkrigstænkning, hvor de gode står over for de onde, og hvor sandheden er sort/hvid, men derimod koncentrerer sig om at fortælle en historie om nogle unge menneskers liv med arbejde, kærlighed og venskab i en tid, der var meget anderledes end nutiden og som vi kan have mere end svært ved at sætte os ind i, hvis ikke netop vi havde kunsten til at gøre det muligt for os.

21 har læst indlægget

Capac – fylder 15 år

13. marts 2021

Det slog mig lige, medens jeg sad og var optaget af noget andet, at bloggen – Capac – i dag fylder 15 år. Selv om der findes blogs, der er ældre – også danske blogs – så er det dog en anseelig årrække.

Og capac vil fortsætte endnu, fordi der stadigvæk er udviklings- og forandringsmuligheder i bloggeriet og fordi den daglige postering er blevet en uundværlig del af min  hverdag.

Jeg er for længst holdt op med at tælle besøg og “hits”, for det giver ikke længere mening. Bloggen har sine faste læsere, og nogle af de gamle dukker også op engang imellem, og det er fint.

En overgang frygtede jeg lidt, at de såkaldte sociale medier – Facebook, Twitter, Instagram og hvad de allesammen hedder – ville betyde enden på bloggen. Men i dag ved jeg, at det ikke bliver disse sociale medier, der tager livet af den. Snarere tror jeg, at de selv kan blive ofre for det liv på markedet, som de lever. Og hvor pengene hersker ved man aldrig, hvad der kan ske.

Nuvel. Til lykke til capac. Godt gået gamle dreng. Vi fortsætter fremover og ser hvad der sker…

29 har læst indlægget

50: Jimi Hendrix – Cry of Love

12. marts 2021

Jimi Hendrix var død, da The Cry of Love blev udsendt. Den byggede på det materiale, der skulle have været Hendrix’ fjerde album. Trommeslager Mitch Mitchell og teknikere fra pladestudiet stod for udvælgelsen af materialet til pladen. Pladen blev en succes på begge sider af Atlanten, og Hendrix’ alt for tidlige død har sikkert stimuleret interessen for musikken. Men også kritikerne tog pladen til sig.

19 har læst indlægget
19 har læst indlægget