Egentlig hed sangen “Let’s stick together” (kendt fra en senere indspilning med Bryan Ferry), men Wilbert Harrison, der var slået igennem med sin version af sangen “Kansas City” (af Leiber og Stoller og indspillet af bl. a. Beatles og James Brown), lavede om på den, så den blev til “Let’s Work Together (part One)”, men den blev først noget på hitlisten, da Canned Heat et par år senere indspillede den med Alan Wilson i den vokale forgrund og på mundharpe. Harrison rudimentære udgave havde fortjent en bedre skæbne. En enkel 12 bar blues indspillet med det mest elementære setup: Harrison på mundharmonika, guitar og slagtøj – og en ganske uskyldig tekst om romantisk sammenhold.
Janis Ian – “Society’s Child”, “At seventeen” m.fl. – er nu 71 og har netop modtaget en pris for sit livslange virke i musikkens tjeneste af The International Folk Music Awards. Fuldt fortjent for en kunstner, der aldrig er gået på kompromis med sit talent, og som i mange år har været et forbillede for andre kunstnere med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle.
Desværre kom Graham Nash ikke til Århus for et par år siden. Corona-pandemien aflyste hans koncert i Musikhuset. Ærgerligt, men sådan er det jo. Og nu fylder Graham Nash firs år i dag, så det er nok tvivlsomt, om han nogensinde kommer forbi den jyske hovedstad.
Graham Nash, der var med i det legendariske britiske popband The Hollies, men mente, at de havde udtømt derres kunstneriske muligheder, hvorfor han forlod succesgruppen omkring 1968 for at slå sig ned i Layrel Canyon og blive en del af Crosby, Stills & Nash, der hurtigt blev det største rocknavn derovre. Og Nash var med, da Neil Young kom med og helt frem til kvartettens sidste tid. Parallelt med den succes havde han en lang solokarriere, lavede en række duoplader med vennen (og uvennen) David Crosby og meget andet. Det seneste album kom i 2016, This path tonight. Ved siden af musikken har Nash arbejdet som fotografi, som ha også har haft succes med.
Vi har set de billeder og filmklip så mange gange. The Beatles i Beatlemania-perioden i starten af tresserne, hvor de var jagtet vildt af fans, journalister og alle mulige andre. Til gengæld har vi nok aldrig oplevet noget af det fra den anden side. Hvordan mon det har været at være det jagede vildt. Jovist, man kan sagtens finde beskrivelser og vidnesbyrd i litteraturen om the Beatles. Fx kommer Barry Miles ind på det i sin store biografi om McCartney – i forbifarten.
Men nu er McCartney selv ved at udgive en fotobog med titlen 1964: Eyes of the Storm : Photographs and Reflections by Paul McCartney, hvor McCartney offentliggør en række – 275 ialt – fotos, som har tog dengang det hele for alvor tog fart. Fotos af drengene og alt omkring dem. Fotos, der har ligget gemt i Maccas arkiv og nu – hvor Macca er gammel, men langt fra udbrændt og åbenbart fuld af ideer – udgives i bogform med indledning osv. af hovedpersonen selv.
Man behøver ikke at være fan for at forstå betydningen af sådanne billeder. Tresserne var en tid, hvor fotografiet, filmen og ikke mindst tv var vigtige medier til registreringen af tiden – og ja, tidsånden, hvis vi vil blive højtflyvende og uhåndgribelige. Beatlemania er svær at forstå uden billederne. Jeg må hellere bestille et eksemplar. Udkommer til juni.
I går sagde vi farvel til guitaristen Tom Verlaine. Men også en anden vigtig person i musikken døde. Nemlig sangeren, sangskriveren m. m. Barret Strong.
Strong var en af de væsentligste bidragere til Motown. Sammen med kollegaen og produceret Norman Whitfield stod han blandt andet for mange af de sange, der gjorde vokalensemblet The Temptations til et af Motowns helt store navne.
Strong begyndte sin karriere på Motown flagskibet Tamla Records, hvor han fik et millionsælgende hit med sangen “Money (that’s what i want)”,der blev skrevet af pladeselskabsejeren Barry Gordy (og Janie Bradford) og siden indspillet af både The Beatles og The Rolling Stones (og mange flere).
I Motown gyldne tidsalder i tresserne var Strong leveringsdygtig i en lang række sange, der tegnede Motown som et mærke, der for alvor kunne opsnappe tidsånden og omsætte den til hitlistevenlige sange – lige fra (den måske mest kendte sang) “I heard it through the grapevine” (gjort berømt af Marvin Gaye) til “Papa was a rolling stone”, som Temptations udødeliggjorde.
Da Motown flyttede forretningen fra Detroit til Los Angeles, forlod Barrett Motown og fortsatte på egen hånd med at synge og indspille plader – og leve af sine royalties. Menm da havde han også sat et varigt aftryk på populærmusikken i det tyvende århundrede.
Dagen tegnede eller lyst. En rimelig klar lyseblå himmel ledsagede mig og min ven hunden på den faste morgentur. Og så kommer man hjem til nyheden om, at Tom Verlaine er død i en alder af 73 år.
Har man sagt Tom Verlaine (egl. Thomas Miller), så har man også sagt Television, hvor Verlaine på de to berømte albums Marquee Moonog Adventure satte nye standarder for rock-guitarens formåen. To albums, der er svære at komme uden om, hvis man elsker rockguitar i det hele taget.
Selv om Verlaine siden har udgivet en række kritikerroste soloalbums og arbejdet sammen med navne som Jeff Buckley og Patti Smith, så er det for sin tid i Television, han især bliver husket og fremhævet.
Nu er Verlaine ikke mere og rockguitarspillet har mistet en inspirator og fornyer – og er derfor blevet lidt fattigere.
Stikordet er nostalgi, og alene det giver mig et lille stik hjertet. For som læseren nok for længst har indset, så har jeg en nostalgisk trang, der ikke sådan lader sig styre eller udrydde. Og hvorfor egentlig også det – i en tid, hvor historieløsheden og nu-nu-nu-fikseringen hersker?
Hvorom alting er, så blev jeg af Jens “Love Shop” Unmack ført langt tilbage, da han (kun) nævnte Marlene Dietrich og hendes sang “Ein Koffer in Berlin”, som Mick Harvey fra The Bad Seeds har lavet en ny-fortolkning af. Og ikke et ondt ord om den version, men jeg måtte også genhøre Marlenes smukke, bevægende sang om kufferten i Berlin, som er et symbol på en nostalgisk længsel – som tyskerne kalder Sehnsucht – mod byen Berlin og alt, hvad den står for. Kom så Marlene…
Og her er den tyske tekst – til dem af jer, der har et forhold til det tyske sprog:
Ich hab noch einen Koffer in Berlin Deswegen muss ich nächstens wieder hin Die Seligkeiten vergangener Zeiten Sind alle noch in meinem kleinen Koffer drin
Ich hab noch einen Koffer in Berlin Der bleibt auch dort und das hat seinen Sinn Auf diese Weise lohnt sich die Reise Denn, wenn ich Sehnsucht hab, dann fahr ich wieder hin
Wunderschön ist’s in Paris auf der Rue Madelaine Schön ist es, im Mai in Rom durch die Stadt zu gehen Oder eine Sommernacht still beim Wein in Wien Doch ich denk, wenn ihr auch lacht, heut noch an Berlin
Ich hab noch einen Koffer in Berlin Deswegen muss ich nächstens wieder hin İch hab noch einen koffer in Berlin Der bleibt auch dort und das hat seinen Sinn
Auf dieser Weise lohnt sich die Reise Denn, wenn ich Sehnsucht hab, dann fahr ich wieder hin Denn ich hab noch einen Koffer in Berlin
Tekst af Aldo Pinelli, komponister: Ralph Siegel, Bernd Meinunger
Jeg er født mindre end et årti efter Besættelsen, er vokset op under Den Kolde Krig og havde min ungdom i skyggen af Vietnam-krigen. Og så har jeg levet i EU-virkeligheden siden starten af halvfjerdserne – et EU, der blev solgt som fredens projekt- hvis ikke andet kunne overbevise en om EUs relevans (fx det indre markeds velsignelser, arbejdskraftens frie bevægelighed osv.), så kunne påstanden om, at EU ville sikre freden i Europa. Men så kom krigen i ex-Jugoslavien og punkterede den illusion en gang for alle. Og som om det ikke var nok, så ser vi nu et stort set samlet EU mobilisere blindt og føre krig mod Rusland per stedfortræder. Og spørgsmålet blæser i vinden – lige som svaret – hvor længe vil det russiske styre finde sig i, at Vestens allierede – inkl. Danmark – opruster Ukraines hær med alskens isenkram? Hvornår får Ukraine vestlige jagere og bombefly? Hvornår er det Ukraine, der overskrider grænsen til Rusland og ikke omvendt? Og hvornår presses Putins styre til at bringe såkaldt taktiske atomvåben i brug og hvad bliver målet for det første angreb?
Jeg er pacifist helt ind i knoglemarven og har været det, så langt tid jeg kan tænke tilbage. Pacifist i den forstand, at jeg er af den opfattelse, at krig ikke løser mellemfolkelige konflikter, men derimod skaber flere. Og i den forstand, at jeg mener, at vores fælles globale situation er sådan, at vi skal bruge al vores energi på at løse de helt store problemer – som klimaet og den globale ulighed – i stedet for at ødelægge og slå hinanden ihjel. Og jeg er stadigvæk uforstående over for, hvorfor man ikke vil lytte til store lande som Kina, Indien og Tyrkiet, når disse lande anbefaler, at man sætter sig ned med hele det diplomatiske korps, som Vesten og Rusland kan mobilisere, og bruger den nødvendige tid på at finde en holdbar, varig fredelig løsning – med de nødvendige kompromisser, det indebærer. Kunsten at sluge kameler og slidsomt snakke sig til rette med “fjenden” og vise, at det ikke bare har været tom snak, når man lovede, at EU skulle være fredens projekt. Kom nu i gang for fanden.
Den 11. januar 1963 udsendtes The Beatles’ anden singleplade “Please, please me” med B-siden “Ask me why”. Den blev nr. 1 på nogle af hitlisterne, men ikke på den liste, der blev den toneangivende salgsliste – UK Singles Chart – hvorfor den heller ikke er at finde på The Beatles opsamling af ettere 1. Albummet med samme navn kom først i marts 63.
Ophavsmanden til sangen var John Lennon, der var inspireret af Roy Orbison, og over for producer George Martin måtte gruppen insistere på, at den sang blev deres anden singleudgivelse – fordi de selv havde skrevet den. Så allerede inden Beatles brød igennem for alvor, vidste de, hvad de skulle satse på – nemlig deres egne sange. Kopisange havde de jo dyrket nok i årene op til pladekontrakten – hjemme i Liverpool og i Hamborg.
John Lennons første udgave var langsom, lidt som Orbisons sange, men George Martin overbeviste Beatles om, at den skulle peppes op. Og sådan blev det.
En original, traditionsforankret sangerinde og sangskriver fylder 70 i dag. Lucinda Williams er navnet. Og hun har mindst et dusin fine albums på samvittigheden. Det store gennembrud kom med Car Wheels on a gravel road i 1998. Senest kom Good Souls Better Angels i 2021. Hun er en kvindelig pendant til Bob Dylan (ikke en kvindelig Bob Dylan), egensindig (går sine egne veje i musikken) og altid værd at lytte til. Her er hun ved NPRs skrivebord, der jo altid byder på gode optagelser. Tak til amerikansk public service-radio.
Hvis man har set dokumentaren om Laurel Canyon (DRs arkiv), så bemærkede man måske, at også bandet Little Feat blev omtalt. Og at det blev fremhævet, at det var et band med sin helt egen stil. Og det blev illustreret af optagelser af bandet, der arbejdede med nye sange, der opstod spontant i studiet. Og for halvtreds år siden udkom Little Feats tredje album, Dixie Chicken, der for alvor var med til at definere bandets særegne lyd. Det var ikke mindst titelsangen, der gjorde arbejdet og blev en af bandets kendingsnumre. Afgørende var det også, at bandet fik to nye medlemmer, hhv. guitaristen Paul Barrere og slagtøjspilleren Sam Clayton, der begge gled ind i gruppen som varige medlemmer frem til bandets første krise efter hovedfiguren Lowell Georges død i 1979.
Dixie Chicken blev et af milepælene i bandets diskografi med standardsange so “Roll Um Easy”, “Fat Man in the Bathtub” og altså titelsangen.
Nogenlunde samtidig med dette album udsendte The Kinks opsamlingsalbummet The Great Lost Kinks Albumi USA med materiale fra årene 1966 til 1970. En opsamling, der kom, fordi pladeselskabet (Reprise) ikke havde fået det album, som pladekontrakten foreskrev. Og pladen bestod af lige dele gamle single-numre (der ikke havde været på albums) og sange, der ikke før havde været udgivet. Sange, der især stammede fra sangskriver Ray Davies’ kreative periode omkring Village Green Preservation Society. Det betød også, at opsamlingen ikke rigtig havde materiale nok til at gøre pladen særlig salgbar eller hitlistevenlig.
Hvis man leder efter en opsamling, der kan træde i stedet og afspejler Kinks’ år frem til Village Green, så er man bedre serviceret med dobbeltalbummet med den spøjse titel The Kinks Kronikles, der kom året før (altså 1972) og rummer 28 af Davies’ bedste sange – fra “Victoria” til “Days”.
Sgt. Pepper-sangen “Getting Better” har altid haft en særlig plads på min indre Beatles-sang-liste. Det er også den, jeg har som ringetone på min mobiltelefon.
John Lennon er citeret for at sige, at netop den sang er ‘ren Beatle’, fordi alle fire medlemmer havde sat et aftryk på sangskrivningen. Ringo selvfølgelig med sit trommespil og slagtøj. George Harrison blandt andet med brugen af det indiske instrument tambura i sidste del af sangen. Og Lennon og McCartney med sangteksten, der er meget beatlesk i sin tvetydighed.
Selve sangens budskab – ‘det bliver bedre’ – suspenderes nærmest af teksten. I første vers handler det om, hvordan jeget er blevet behandlet i skolen:
I used to get mad at my school (no, I can’t complain) The teachers who taught me weren’t cool (no, I can’t complain) You’re holding me down (ah-ah) Turning me ’round (oh-oh) Filling me up with your rules (fool, you fool)
Og man bemærker, at koret modsiger og undergraver udsagnene. ‘”Jeg plejede at blive gal i skolen” – ‘Nej, jeg kan ikke klage’. Og det fortsætter ned gennem sangen, så man til sidst må tage udsagnet ‘It’s getting better all the time’ med mere end et gran salt. Og det er et smukt eksempel på, hvor imponerende det kunne fungere, når McCartney og Lennon ydede deres allerbedste i fælleskab. En tekst på allerhøjeste niveau. Og en dronende melodi, der viser Beatles fra deres mest rockende og medrivende side.
Og ja, jeg har genhørt Sgt. Pepper’s på ny vinyl. Og det har været idel fryd. Dog med den tilføjelse, at jeg ikke er hundred procent sikker på, at den meget omtalte nye miksning og efterbearbejdning kun er en fordel for musikken. Sgt. Pepper’s er en plade, der nærmest ligger som et aftryk i min hjerne, og der var steder under afspilningen, hvor jeg forbigående ikke kunne genkende pladen. Ikke at det var dårligt, slet ikke, men den umiddelbare genkendelse glippede. Det var som gense en gammel ven efter mange år – man kan godt genkende ham/hende, men noget har ændret sig alligevel. Men det skyldes nok, at jeg – som læserne nok har opdaget – er både sentimental og nostalgisk, når det gælder musikken fra gamle dage.
Vinylpladerne oplever en renæssance. Både gamle enthusiaster og nye forkøber sig på nye vinylplader – i forbavsende god kvalitet. Og det er også blevet moderne – blandt samlere – at søge tilbage til brugte vinyler. Og de nye vinyludgivelser er da også rige på særlige genudgivelser af sjældne plader, der enten kom i meget små oplag ( i går hørte jeg om en engelsk plade, der var udkommet i 100 eksemplarer dengang…) eller som har været svære at opdrive, siden dengang de udkom første gang.
Og selv om jeg ikke er decideret samler af musik, så er det begrænset, hvad jeg har købt, siden renæssancen begyndte. Et par stykker er det dog blevet til. Typisk genudgivelser af klassikere. Jeg har nævnt Young Flowers Blomsterpistolen. Og i sidste uge faldt jeg ned i et nostalgisk hul og købte en ny udgave af The Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Det er næsten tres år siden, jeg købte den første vinyludgave, som jeg stadigvæk har, og som stadigvæk er i fin stand. Og jeg har den også på i hvert fald to CD’-udgaver. Alligevel blev jeg forført til at købe et nyt eksemplar. Bare fordi – nostalgien løb af med mig. Og jeg glæder mig til – som en lille dreng til juleaften – at sætte den på og under høretelefonerne genopleve det sus, det var første gang, Beatles forvandlede musikken for altid. Jeg ved godt, at man har talt det album ned og har fremhævet andre, og fred med det, men for mig er det et album, der altid vil stå som noget særligt – i Beatles-diskografien, i musikhistorien og i mit musikunivers.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
