Anbefaling: Foredrag om Dan Turèlls pladesamling v. Lars Movin

11. september 2022

Der er mange måder at genfortælle et liv på. Forfatteren, filmskaberen. formand for Dan Turèll Selskabet med mere Lars Movin har valgt at fortælle om Dan Turèlls liv gennem dennes efterladte pladesamling, som Movin erhvervede sig, da den engang blev bortauktioneret.

Og musikken er en af de mange røde tråde, der løb gennem Turèlls liv. Og i sit veloplagte foredrag følger Movin Turèlls musikinteresse fra barndommens besvimende møde med B. S. Ingemanns “Lysets engel går med glans” i skolen fællessang, dampradioens musik med et euforisk højdepunkt i Sister Rosetta Tharpes “Didn’t it rain” og erhvervelsen af de første grammofonplader og sin egen transportable Gerrard-rejsegrammofon. Krydret med alskens anekdoter følger man Turèlls rejse med musikken frem til hans tidlige død den 15. oktober 1993. Og foredraget suppleres med smagsprøver på musikken fra Turèlls samling. Lige fra de unge år som jazz-elsker og -skribent til årene som rock-forfatter. Fra Sidney Bechet til Lou Reed og Grateful Dead, der får lov til at spille til forfatterens begravelse.

Lars Movin fortæller vidende, indlevende om denne røde tråd i Turèlls liv. En tråd, der fyldte godt og betød meget for Turèll og ansporede ham til at skrive meget om musik.

Så hvis man er til Turèll og/eller til jazz og rock fra sidste halvdel af forrige århundrede, så er der god grund til at bruge et par timer i selskab med Lars Movin. Det gjorde jeg i går sammen med en god snes jævnaldrende mænd og kvinder, der blev godt oplyst og underholdt.

Hvornår foredraget bliver holdt igen, ved jeg ikke. Men man kan følge med på Movins Facebookside, hvor oplysningerne vil være at finde. Hermed anbefalet.

38 har læst indlægget

50: All the young dudes – og – Summer Breeze

10. september 2022

To markante udgivelser for et halvt århundrede siden.To udgivelser, der fortæller noget om spændvidden i rockmusikken i begyndelsen af halvfjerdserne.

Med deres tredje album – All the young dudes – vendte Mott the Hoople karriereskuden. Godt hjulpet på vej af selveste David Bowie, der producerede albummet og skrev titelsangen og hittet “All the young dudes“, der gjorde Mott the Hoople til et af de førende glam rock-bands og blev en signatursang for både bandet og glamrock-bølgen.

På den anden side af dammen udsendte duoen Seals and Croft deres album Summer Breeze, der var alt andet en glam rock. Tværtimod var det soft rock, der med næste udkalkuleret spekulation ramte præcist i voksne lytteres smag for musik, der passede fint til automobilen og dens FM-radio. Og pladen blev et stort hit og gennembrud for duoen, der holdt skuden flydende helt frem til opløsningen i 1980.

14 har læst indlægget

Royalt selvsving

9. september 2022
Her Majesty is a pretty nice girlBut she doesn’t have a lot to sayHer Majesty is a pretty nice girlBut she changes from day to day
I wanna tell her that I love her a lotBut I gotta get a belly full of wineHer Majesty is a pretty nice girlSomeday I’m gonna make her mine, oh yeahSomeday I’m gonna make her mine
En dronning takker af i en alder af 96 år. I 70 år har hun været dronning og levet et liv i største rigdom. Og så dør hun en stille død i sin sommerresidens i Skotland. En simpel nyhed, der burde være forståelig for enhver med øjne og ører i hovedet.
Alligevel kaster journalisterne ved DR og TV2 sig over denne spinkle nyhed som gribbe over et såret dyr, rydder hele programfladen på de to kanaler, inviterer en række kendte mennesker – især journalister og folk med en eller anden relation til det royale miljø – i studiet eller til online-interviews, malker arkiverne for billeder og filmklip med den afdøde og hendes nærmeste, laver voxpop-interviews og så videre og så videre. Kort sagt: Koger suppe på den tyndeste suppepind i mands minde. Og det i en verden, hvor der er nok af dybt alvorlige problemer – krig, økonomisk krise, energikrise, hungersnødskriser, klimakrise med meget mere. Og uden at stille et eneste kritisk spørgsmål til det engelske kongehus’ problematiske rolle i Englands historie gennem de seneste hundrede år.
Man må med Steffen Brandts ord virkelig spørge: Hvor er vi på vej hen? I pressen ikke mindst. Hvad er det for en presse, vi har? Har vi en presse, der matcher den virkelighed, vi lever i? Har vi en presse, der leverer de nyheder, informationer og oplysninger, vi har brug for i den verden, vi lever i lige nu?
17 har læst indlægget

Patsy Cline – 90

8. september 2022

Sølle 30 år fik hun her på jorden, den amerikanske country-sangerinde Patsy Cline. Men hun nåede at sætte sig varige spor i amerikansk musik, hvor ingen countrysangerinde med respekt for sig selv kommer uden om Virginia Patterson Hensley, som hendes borgerlige navn var. Hendes indspilninger er lige så friske i dag, som da de blev indspillet.

Som Buddy Holly endte Patsy Cline sine dage i en flyulykke, den 5. marts 1963.

Juke box

5 har læst indlægget

Seværdig genudsendelse: A very english scandal

8. september 2022

Måske kan man lægge noget i det forhold, at DR genudsender en engelsk serie, der havde dansk premiere på TV2!? Måske siger det noget om udviklingen i den gamle kriseramte, såkaldte public-service-institution!? Men lad nu det ligge. I hvert fald ruller serien nu på DR2. Første afsnit løb over skærmen i sidte uge og afsnit 2 kan ses i aften kl. 21 – eller på DRs hjemmside. Og serien er seværdig af årsager, som jeg beskrev dengang den havde premiere. Her i en lidt opdateret og modificeret udgave:

 

“DR2 viser samtlige tre afsnit af den engelske miniserie A Very English Scandal. Serien bygger på en bog af John Preston med samme titel.

Og den skandale, der henvises til, er skandalen om den liberale, engelske politiker Jeremy Thorpe, hvis politiske karriere ødelægges af en sag om et homoseksuelt forhold til en yngre mand ved navn Norman Josiffe. Når serien er værd at bruge små tre timer på, så er det dels, fordi det vitterligt er en meget engelsk skandale. Og dels, fordi hovedrollen, der bestrides af ingen ringere end Hugh Grant, er intet mindre end fremragende.

Hvis man som jeg har haft et lidt anstrengt forhold til skuespilleren Hugh Grant, der især er kendt for en række charmerende roller i lette komedier, hvor han har spillet samme type (attraktiv ungersvend og ungkarl, der roder sig ud i nogle romantiske forviklinger) – som fx Fire bryllupper og en begravelse og Notting Hill – så er det en udelt fryd at se den nu aldrende, markerede Grant spille en homoseksuel politiker, der fanges i et politisk og moralsk spil og fældes af det.

Det hjælper selvfølgelig også, at serien er instrueret af ingen anden end den garvede Steven Frears, der formår at skildre den særligt engelske udgave af politisk establisment og dets ambivalente forhold til homoseksualitet, der på den ene side – internt mellem politikerne og deres embedsmænd – accepteres og debatteres (fx i en indledende scene, hvor Thorpe diskuterer med en anden mand om, hvor stor en procentdel homoseksualitet, han udgør – 80%), og på den anden side offentligt fordømmes som sodomi.

Hugh Grant formår at fremstille Thorpe som det sammensatte menneske, han formodentlig var, så man både får sympati for manden og forstår hans moralske kvababbelser. Og samtidig får man et fint indblik i, hvordan engelsk politik kunne være og tage sig ud i tresserne og halvfjerdserne – og måske også nu til dags…”

 

14 har læst indlægget

Else Marie Pade – Lyd på liv (dokumentar 2006)

7. september 2022

I 2017 havde jeg lejlighed til at skrive om en hyldestplade, der var tilegnet lydpioneres Else Marie Pade. Derfor var det oplagt at se dokumentaren Lyd på liv om Pade som forleden blev vist på DK4, tv-kanalen, der gør det, som DR burde gøre…(Instruktion: Katia Forbert Petersen og Iben Haahr Andersen.)

En fin dokumentar, der lader Pade fortælle om sit liv med og uden lyd. Desværre tilbyder DK4 ikke streaming (med mindre man vil betale forstås), men heldig- og tilfældigvis har nogen været så betænksomme at lægge dokumentaren ind på Youtube, hvor man frit kan få fornøjelse af Else Marie Pade fortælling – lige her. 

Musik

30 har læst indlægget

Dødsfald: Angus Gaye – trommeslager i Aswad – 62 år

7. september 2022

Aswad (der betyder ‘sort’) var/er et af de allerførste britiske reggaebands.  De blev dannet helt tilbage i 1975 og har været aktive med den originale besætning helt frem til Angus’ død den 2. september. Angus Gaye, der også kaldte sig Drummie Zeb, indspillede også med andre, blandt andet Bob Marley, og var pladeproducer, fx for det svenske popfænomen Ace of Base.

 

8 har læst indlægget

The Immediate Family: musikerne bag halvfjerdsernes musik

6. september 2022

En ny film er på vej. The Immediate Family hedder den, og den handler om den række af studiemusikere, der spillede bag folk som Jackson Browne, James Taylor, Carole King, Linda Ronstadt og mange flere – og var med til at løfte deres musik op til berømmelse.

18 har læst indlægget

Mere filmoplevelse: Den blomstertid nu kommer (The Unthinkable), 2018

5. september 2022

DR tog sig lidt sammen i fredags og sendte den svenske film Den blomstertid nu kommer fra 2018. Den har fået den engelske titel The Unthinkable.

Det er en mærkelig film. En blanding af romantik og fremtidsfilm (science fiction, om man vil). En ung mand vokser op i et hjem, hvor faderen lider af konspiratoriske tanker og er aggressiv og voldelig. Og det ender med, at konen og sønnen forlader ham. Den unge mand når inden da at få et potentielt kæresteforhold til en ung pige, som han deler musikinteresse med.

Da den unge mand kommer til byen sker der ting og sager. Terroraktioner, vist nok med IS som afsender, og uidentificerede angreb. Noget kommer udefra og truer livet i det svenske. Regnen er kontamineret med noget, der får folk til at miste hukommelsen og blive bindegale.

Plottet er lige så diffust og uklart, som ovenforstående korte beskrivelse antyder. Og helt i tråd med denne uklarhed er slutningen også.

I sine bedste passager kan filmen minde lidt om Lars von Trier, når han er i sit mest syrede og fabulerende hjørne. Og man kan ikke fratage filmen en særegen stemningsfuldhed i de dystre scener, hvor hovedpersonen flygter fra angriberne og forsøger at redde sin forsvundne kæreste.

Men selv om man skal have en stor forståelse for det uforståelige, når man ser science fiction, så synes jeg, at denne svenske film er lidt langt ude. Og det hjælper ikke på sagen at give den den engelske titel, det utænkelige.

38 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Memory (2022)

5. september 2022

Udsigten til et timelangt indslag med tre såkaldte statsministerkandidater i åben duel, fik mig hen til dvd-afspilleren. Fruen havde været forbi den lokale dvd-pusher og havde købt Martin Campbells film Memory med Liam Neeson i hovedrollen.

Hvis man kender blot lidt til Liam Neesons præstationer på det hvide lærred de seneste par årtier, så vil man vide, at han er gået i fodsporet på række af amerikanske skuespillere, som har fremstillet moderne udgaver af den gamle ensomme hævner i cowboyfilmene. Og det er lidt den samme model, Neeson modellerer på i Memory.  Der er dog et lille nyt krydderi på plottet. Denne gang er han en erfaren, effektiv lejemorder, Alex Lewis, med både samvittighed og en snigende Alzheimer.

Lewis har fået til opgave at slå to mennesker ihjel, en mand og en mindreårig pige. Manden afliver han med vanligt effektivitet og præcision. Men pigen vil han ikke aflive. Man slår ikke børn ihjel er Lewis’ dogme. Og det gør ham selv til genstand for forbrydernes interesse. Bortset fra det med Alzheimer-sygdommen så er filmen på ingen måde nytænkende eller specielt interessant, men nærmest en gennemsnitlig udgave af den slags action-film. Både forudsigelig og lidet original i plot og realisering. Seværdig som gennemsnitlig underholdning og alt andet lige mere interessant til triumviratet Frederiksen, Pape og Ellemann.

 

 

3 har læst indlægget

Gensyn og -hør med Reality Bites

4. september 2022

Reality Bites (1994) er sådan en klassisk amerikans komedie om nogle unge mennesker på kanten til voksenalderen. Instrueret af Ben Stiller og med en sprød, ung Winona Ryder i en lysende hovedrolle, der bliver assisteret af blandt andre Ethan Hawke, Janeane Garofalo og Steve Zahn. Og det er en film, der tydeligvis skulle promovere en håndfuld, talentfulde unge skuespillere. Denne gang fra den såkaldte generation X.
Filmen har oven i købet et meta-plot, idet Ryder spiller en ung Leaina, der gerne vil være dokumentarist og derfor arbejder på en film med titlen ‘Reality Bites’, hvor hun forsøger at dokumentere sine venners og værelseskammeraters liv.
Filmen, der kan ses som en efterfølger til fx Barry Levinsons Diner (1982) og John Hughges’ The Breakfast Club (1985) blev ikke nogen stor succes, da den kom frem. Men har siden fået kultstatus som en film, der tager den såkaldte Grunge-generation på kornet.
Og så udmærker filmen sig med et lydspor, der dækker en række af den tids mere lytteværdige kunstnere. Og alene det forhold, at The Knack får lov til at indlede det hele med deres uforlignelige powerpopnummer “My Sharona” er det hele værd:

The Knack (3)– My Sharona
The Juliana Hatfield – Spin The Bottle
The Indians– Bed Of Roses
World Party– When You Come Back To Me
The Posies– Going, Going, Gone
Lisa Loeb & Nine Stories– Stay
U2– All I Want Is You
Crowded House– Locked Out
Lenny Kravitz– Spinning Around Over You
Ethan Hawke– I’m Nuthin’
Dinosaur Jr.– Turnip Farm
Me Phi Me– Revival!
Squeeze – Tempted (94)
Big Mountain– Baby, I Love Your Way

18 har læst indlægget

Capac anbefaler: Karen Troldborg – 72 (et projekt)

3. september 2022

I september 2017 anbefalede jeg Karen Troldborgs ambitiøse album Over revet langt ude, der er et stykke (med et psykoanalytisk begreb) sorgarbejde. Karen havde mistet sin mor til kræften og reagerede på tabet og sorgen med at forfølge moderens virke som skribent og digter og bearbejde sin sorg på den måde.

Og med sit nye projekt 72 sætter Karen om muligt sit ambitionsniveau lige så højt eller i hvert fald meget højt. Projektet omfatter både en digtsamling og et musikalbum. Og det gennemløbende tema er Karens drømme. Som mange andre har Karen altid drømt meget og været opdaget af det drømmeriske i kunsten.

Titlen 72 er også hentet fra en drøm og er blevet ophævet af kunstneren til en slags æstetisk dogme. Digtene kondenseret i små, haiku-agtige digte på kun 72 anslag. Digte, der – for nu at alludere til psykoanalysen igen – fortætter særlige momenter fra Troldborgs drømme. Man kan vel sige, at kunstneren ikke kaster sig ud i den obligatoriske drømmetydning, men snarere bruger sine drømmes billedverden og emotionelle energi til at skabe nye fortættede billeder. I en vis forstand fortsætte det drømmearbejde, der skabte de første drømme og som i følge Sigmund Freud – psykoanalysens skaber –  selv udgør drømmenes særlige kvalitet. .

Og de i alt ti sange, der udgør projektets musikalske del, er også, med kunstnerens egne ord, “videredigtning” af drømme. Altså yderligere drømmearbejde. Sange, der veksler mellem det hjemlige og genkendelige og til drømmenes “uforståelige” billedsprog. I nogle sange, der også veksler mellem det pop-enkle og melodiøse og det mere avantgardistisk-eksperimenterende. Og Troldborg synger sine tekster med sin gode, lidenskabelige stemme, der hele tiden bestræber sig på at yde teksternes kompleksitet den højeste retfærdighed.

Jeg afholder mig helt fra at fortolke drømmematerialet eller tilskrive det en særlig betydning. For det er op til den enkelte modtager af projektet at skabe sin egen mening med det ambitiøse drømmebearbejdningsprojekt. Og det er som sådan – som et ambitiøst projekt, der udgør et stykke eksperimenterende avantgardekunst, at det skal modtages af læseren og lytteren. Og det er op til den enkelte lytter/læser at få mening ud af rejsen gennem drømmebillederne. Det er så at sige den opgave, Karen Trolborg stiller sit publikum med sit projekt 72.

Og det er også som sådan projektet skal have min anbefaling med på vejen. Det er et projekt, der skiller sig ud i mængden af udgivelser, ved sin insisteren på sin ambitiøse tematik og sin kunstneriske bearbejdning af den. Og hvis man giver det en chance og giver sig hen til Troldborgs drømmearbejde, så er der et udbytte at hente. Hermed anbefalet.

Karen Troldborg. 72. Meritus. Bogen er udkommet og musikken er under udgivelse.

61 har læst indlægget

Glemt firserdisco: Eighties Ladies

2. september 2022

Discomusikken gik et langt stykke hen ad vejen hen over mit hovede. Både da den for alvor kom frem i halvfjerdserne og i de efterfølgende årtier. Jeg har aldrig været en af dem, der gik på diskotek. Og derfor gik jeg selvfølgelig også glip af en del god musik. For eksempel mindes ikke dette nummer med Eighties Ladies. Jeg kan læse mig frem til, at gruppen kun fik udsendt et album og en lille håndfuld singler, blandt hvilke man finder “Turned on to you”, der er funky, heftigt og velspillet.

 

 

11 har læst indlægget

50: Loudon Wainwright III

1. september 2022

Den blev vist udsendt i juni 1972 og ramte nok Danmark noget senere. Men i hvert fald blev pladen, der var Loudon Wainwrights tredje langspiller, hans internationale gennembrud og den plade, der gjorde mig til en varig lytter til mandens muntre sange. Og det var i kraft af hans vist nok eneste hit, sangen om det døde stinkdyr, der ligger midt på vejen og stinker ad h….. til. “Dead Skunk” blev spillet rigtig meget på de rock-toneangivende programmer på Danmarks Radios program 3. Og sangen er ikke alene sjov, men også en fin introduktion til Wainwrights ofte lidt skæve og altid humoristiske syn på verden. Siden har han udsendt en stribe fine albums, der har haft samme høje kvalitet.

 

15 har læst indlægget

Glenn Tilbrook – 65

31. august 2022

En af mine yndlingskomponister, Glenn Tilbrook, fylder 65 i dag. Han er nok bedst kendt som forsanger og sangskriver i Squeeze, hvor han sammen med tekstforfatter Chris Dilford sørgede for alle sangene. Og stadigvæk gør det, for Squeeze, der blev dannet i marts 1974 er stadigvæk aktive. Og de gange Squeeze har holdt en lille pause, har Tilbrook og Dilford arbejdet sammen. Han har også spillet i andre sammenhænge, bl.a med The Fluffers, og indspillet soloplader.

 

17 har læst indlægget
17 har læst indlægget