CAPAC

Ikke kun The Who indtager USA. Også Paul McCartney gør det med en turné med titlen Got Back. Frem mod sin firsårsdag i juni gør han det, han har gjort hyppigt, siden han efter Beatleskoncertpausen blev solist og vendte tilbage på de skrå brædder. Hvorfor vil nogen måske spørge? Hvorfor optræder en gammel mand med rigeligt med penge på lommen? Hvorfor ikke trække sig tilbage, nyde sit otium og se tilbage på en glorværdig karriere? Et svar finder man i hans Lyrics, der ikke efterlader nogen læser i tvivl om, at for Macca drejer det sig om musikken – og musikken kommer bedst til sin ret, når den spilles over for et publikum.

Unplugged

The Who er klar til at indtage de forenede stater med deres TheWho Strikes Back! og har – som nævnt – varmet op med en optræden i kræftbekæmpelsens tjeneste. Og så har de været forbi tv-programmet Colbert, hvor de gav en fin udgave af “Behind blue eyes” (fra Who’s next). Jo, Townshend og Daltrey har stadigvæk noget at byde på.,

I april 2011 udsendtes den ultimative dokumentation af Grateful Deads berømmede koncertturné til Europa. En ‘all-music-edition’ indeholdende 22 koncerter fordelt over hele 72 CD’er og med en spilletid på omkring 70 timer. Og mig bekendt blev bokssættet udsolgt dengang og er ikke genudsendt.

Men i år er det så halvtreds år siden Grateful Dead gennemførte turnéen, der også førte dem til København og Århus, hvor de gav ialt tre koncerter, som der stadigvæk går rygter om. Selv oplevede jeg ikke The Dead i Århus, for jeg kom først til byen året efter, men en nu afdød ven gjorde og fortalte gerne om oplevelsen.

Og selvfølgelig bliver turnéens jubilæum markeret – med genudgivelse af de originale albums i flotte farvede vinyludgaver og cd’udgaver. Og på bandets mere eller mindre officielle hjemmeside dead.net kan man høre en cirka to timer lang podcast, hvor der fortælles om turen til Danmark.

Grateful Dead Tivolis Koncertsal 4/4-1972

– efter sigende den første tv-transmitterede rockkoncert på dansk tv (DR).

Nogle af læserne af denne blog er vist så gamle i gårde, at de kan huske filmen The Ipcres File fra 1965. En filmatisering af Len Deightons roman fra 1962 og med Michael Caine i rollen som den kølige, hornbrilleklædte engelske spion Harry Palmer. En slags pendant til James Bond, men også en modsætning, for hvor Bond er extravaganze og overklasse, så er Harry Palmer arbejderklasse og berøvet enhver overfladiskhed.

Nu har englænderne så fået den brillante idé at genindspille Deightons roman i serieform med Joe Cole i Caines rolle. Og der er tale om en ny udgave, hvor man tager meget frit på forlægget og udvikler dets
plot betydeligt. Og nogle roller i serien tilføjes nye dimensioner og får ændret deres karakter betragteligt.

Men det fine ved nyindspilningen, som man for tiden kan se på DR1, er, at tidsånden er bevaret. Det samme er den oprindelige films ærkeengelske hovedfigur, den langt hen kedelige Palmer, der hvirvles ind i en yderst dramatisk historie om et planlagt mord på selveste den amerikanske præsident John Kennedy.

Serien er iscenesat og filmet med fineste fornemmelse for forlæggets og forløberens særlige stemning og historiske karakter. Det giver serien noget på samme tid anakronistisk og herligt nutidsbrydende over sig.

Vi er langt fra vor tids serier, både i indhold og form. Skuespillet er fremrangende, og historien fortælles med god sans for at drive dramatikken frem. Og man kan kun håbe, at folkene bag serien får lyst til at lave en opfølgning på grundlag af andre af Deightons romaner.

Serien kan også ses som streaming på DRs hjemmeside. Så hvis man ikke vil bruge tiden på trættende opdateringer af situationen i Ukraine, så er The Ipcress File et godt bud på distraktion. Hermed anbefalet.

“It’s a revolutionary culture, skiffle, because it took the means of production away from the big songwriting conglomerates, the Tin Pan Alley guys, and gave it to kids in the street who could then connect with someone like Lead Belly or Woody Guthrie and, from that, make their own music. It’s a really, really crucial period and the guitar is absolutely dead centre in it.” [Billy Bragg i www.guitarworld.com]

Citatet ovenfor sammenfatter i yderste korthed den indsigt i skiffle-musikkens betydning for britisk populærmusik efter 2. Verdenskrig, som Billy Bragg har fremlagt i sit værk Roots, Radicals And Rockers: How Skiffle Changed The World ,(2017). Bogen punkterer den almindelige misforståelse, at det først og fremmest fra blues, der var beatmusikkens udspring. Nej, det var skiffle – selv om der var forbindelsesled til blues. Det understreges blandt andet af, at rigtig mange af tressernes kendte grupper – med Beatles i spidsen (John Lennons Quarry Men), men også Rolling Stones, Pink Floyd, Led Zeppelin og The Who spillede oprindeligt skiffle – startede som skiffle-musik-bands.

I England taler man oven i købet om Skiffle amnesi for at beskrive det forhold, at det er gået lidt i glemmebogen, at det var skifflemusikken, der kickstartede den musikalske revolution, der siden førte til fx The British Invasion. Det var, som Bragg siger, skifflemusikken, der gav de unge mulighed for at lave deres egen musik og søge inspiration dér, hvor de kunne finde den. Og det kunne så være i bluesen (Lead Belly) eller countrymusikken (Woody Guthrie), men udgangspunktet var skiffle.

Quarrymen

Meet the Quarrymen

Rebecca Brüel, datter af den navnkundige jazz-sangerinde Birgit Brüel, søster til afdøde Sanne, tidligere stripper og go-go-danserinde og derefter sangerinde og komponist. Hun har blandt meget andet sunget kor for Gasolin og Savage Rose, men er især kendt for sit kunstneriske virke i Jomfru Ane Band. som hun dannede sammen med tvillingesøster Sanne i 1973. Siden har hun stået last og brast med ægtemanden Troels Trier – på scenen og på plade – men måtte trække sig fra scenearbejdet i 2009 på grund af problemer med sin ryg.

Jomfru Ane Band – Rock me baby

Brødristeren – en af mine yndlingsplader fra dengang…

Så nåede jeg til ende på Paul McCartneys store tobindsværk om sine sange. Værket, der er hans erstatning for den selvbiografi, mange har bedt ham om at skrive.

Jeg vil ikke anmelde bogværket, men det har været en fornøjelse at læse McCartneys tanker om sine sange. Om hvordan de blev til. Hvor og i hvilken forbindelse. Og om alle de ting, der har påvirket ham. Lige fra familien – med den musikalske far Joe, der var et forbindelsesled til musikken fra før, og den alt for tidligt tabte moder, der ustandseligt er i McCartneys bevidsthed som inspiration og kærlighedsobjekt – til de andre Beatler, fx vennen John Lennon, der var Pauls modstykke og (derfor) uforlignelige samarbejdspartner, et venskab, der voksede sig til noget stort, og videre til andre bekendtskaber.

Og man får et fint indblik i McCartneys “metode” i sangskrivningen. En “metode”, der udvikles gennem årene, fra de første sange i 14-16-årsalderen og frem. Men også en understregning af, at det mystiske – hvor sangene kommer fra – forbliver et mysterium. Sådan som fx beskrivelsen af “Yesterday” viser. En sang, der “kom” til McCartney om natten, og som han troede, en anden havde skrevet, hvilket så viste sig at være en forkert antagelse.

Og Lyrics giver med alle sine erindringer og anekdoter et fint billede af den gamle Beatle. Et billede, som en biografi nok ikke vil kunne give (jeg har i sinde at læse vennen Barry Miles’ biografi – bare for at få et andet billede af Macca).

Man skal nok ikke forvente, at Lyrics kommer på dansk. Det er et stort og relativt dyrt værk, som nok de færreste forlag vil binde an med. Men med lidt skoleengelsk og en ordbog kan de fleste sagtens læse den på originalsproget. Og så er det flot illustreret med masser af fine fotos og gengivelser af manuskripter og andet. Svært at komme uden om, hvis man har Beatles med i sin kulturelle bagage.

Memory allmost full

Ja, jag vill bara va en gammal man
som håller huv’et kallt och hjärtat varmt
som tror på solidaritet och kamp
och som är glad att va en gammal man

Hele teksten til Wiehes sang kan du finde og læse her. 

Desværre fik jeg ikke billet til Mikael Wiehes koncert i Musikhuset søndag aften, hvor han optrådte som led i sin allersidste afskedsturné. Men det var der heldigvis mange andre, der gjorde, og de fik en god oplevelse at dømme efter anmeldelserne. Andre kan endnu nå at få billet til hans optræden i DR Koncerthuset den 27. august.

Jeg deler helt Wiehes syn på det at blive gammel. At det ikke bare er livets sidste kapitel, der skrives, men en begyndelse på resten af livet. Begyndelsen på enden, vil nogen mene, men det er meget mere frugtbart og livsbekræftende at se det som begyndelsen på resten af livet.  Og glæden over livet og over det levede liv, der ligger bag en.

Nu hvor jeg alligevel er tilbage i midten af halvfjerdserne, så dukkede Carly Simon op i mit hovede. Hun er fyldt 76 og ikke længere så aktiv, som hun var engang. Forståetligt nok. Men i 1976 udsendte hun sit – efter min mening – hovedværk Another Passenger, hvor hun blev produceret af den dengang førende producer Ted Templeman, og blev backet op af cremen af amerikansk vestkyst-rock i form af Doobie Brothers og Little Feat. Jeg var solgt til stanglakrids, da det album kom ud og endte på min pladespiller. I dag er Carly måske gået lidt i g(l)emmebogen. Og det er synd og skam. For hun har en fin, lidt mørk, sensuel stemme, der er svær at få ud af systemet, når først den har indfundet sig der.

For snart mange år siden skrev jeg om John Cales koncert på Gellerup Scenen i 1975. En af de bedste koncerter, jeg har været til. Jeg husker også, at en – nu desværre afdød – studiekammerat også var der og blev så bevæget af Cales kuldslåede rock-and-roll, at han skrev en slags anmeldelse i et af datidens lokale småskrifter, der nu er begravet i det Kgl. Biblioteks annaler. Og – af en eller anden grund dukkede mindet om netop den koncert op på mit indre erindringslærred og fik mig til at researche lidt. Og så fandt jeg den famøse dj John Peels sessioner med Cale fra netop 1975. Og straks var jeg tilbage. Her er stemningen, køligheden, den usminkede virkelighedsbeksrivelse igen. Fear is a man’s best friend.

Island-årene

For mange år siden – det har været i midten af 1970’erne – rejste jeg med tog fra Esbjerg til Århus. Jeg boede i Århus, hvor jeg havde været immatrikuleret på universitetet siden efteråret 1973. Og helt tilfældigt mødte jeg en gymnasiekammerat i toget. Han skulle til København. Og ved sin side havde han en akustisk guitar.

Det viste sig, at han var begyndt at studere biologi ved Københavns Universitet. Han læste oprindeligt – efter gymnasiet – til folkeskolelærer som mange andre af mine gymnasiekammerater fra Esbjerg. Men et halvt årstid før den endelige eksamen var det gået op for ham, at han skulle noget andet med sit liv. Så han sprang fra  uddannelsen lige før målstregen, tog sig et arbejde som jord-og-beton-arbejder – for at afvikle noget af sin studiegæld og lod sig indskrive ved Københavns Universitet på biologistudiet.

Men det er kun omstændighederne. Når mødet skal nævnes, så er det, fordi han ikke kun droppe læreruddannelsen, men også fattede interesse for det at spille guitar. Og i den forbindelse var han meget optaget af folk- og bluesmusikeren Huddie William Ledbetter (1888-1949), der er kendt under kunstnernavnet Lead Belly. Og her var vi på bølgelængde. Jeg kendte og elskede Lead Belly og hans sange (bl. a. “Good Night Irene“, “Midnight Special” og “Cotton Fields”), hans mørke baritonstemme og hans håndtering af den 12-strengede guitar.

Jeg kom i tanke om dette møde med min kammerat – det indtil videre sidste møde (han lever endnu, men jeg har ikke været i kontakt med ham de mellemliggende år) – under læsningen af Paul McCartneys autobiografiske Lyrics, som jeg læser langsomt ved nattetid (sammen med flere andre bøger). Og her kommer McCartney ind på sit forhold til netop Lead Belly, som han omtaler son en af sine ‘helte’, i forbindelse med sin omtale af sangen “Women and Wives” (fra McCartney III). McCartney fortæller, at han har læst en bog om Lead Belly. En illustreret bog, der ligger på  og ved hans piano. Og tanken om Lead Bellys stemme får, sammen med bogen, McCartney til at synge med en mere bluespræget, hård stemme, og en belærende tekst dukker op i hans hoved og mund: “Hear me, women and wives/ Hear me, husband and lovers/ What we do with our lives/ Seems to matter to others”. Og teksten får McCartney til at associere til Crosby, Stills, Nash % Young og deres “Teach your children” (fra Deja Vue). Og McCartney holder fast i sine indskydelser og indspiller sangen i al dens enkelhed – og bruger Bill Blacks (Elvis’ bassist) opretstående bas ved inspilningen, fordi den har en særlig, smuk tone. – Og så noterer komponisten, at datteren Mary kommer forbi og udbryder: “Oh, I like that one”. Og det kunne far rigtig godt lide…

Carl Lee Perkins ville være blevet 90 i dag, men døde allerede 65 år gammel i 1998. Han er kendt for sange som “Blue Suede Shoes”, “Matchbox” og “Everybody’s trying to be my baby” og for sit virke på det legendariske plademærke Sun Records.

Carl Perkins med venner

Efter en knap så seværdig fodboldkamp mellem det danske kvindelandshold og Malta, hvor de danske kvinder ikke rigtig kunne finde melodien fra tidligere overbevisende kampe, selv om meget af det dog var godt og solidt, så bød DR på den britisk-amerikanske film Denial (da. Benægtelse). En film, der handler om den britiske holocaust-benægter David Irvings injuriesag mod den amerikanske-jødiske holocaust-forsker Deborah Lipstadt og hendes forlag Penguin Books.

På papiret kunne det se ud som et dårligt udgangspunkt for en film. Endnu en retssagsfilm! Oven i købet om noget så perifert og kedeligt som historievidenskab og deslige! Men sådan er det slet ikke. Filmen, der er fra 2016  og instrueret af Mick Jackson, lever højt på sine skuespillerpræstationer. Rachel Weisz som den jødiske kvinde og historiker Lipstadt, Timothy Spall som David Irving, Tom Wilkinson som den skotske forsvarer og en række mindre kendte, men absolut ligeværdige skuespillere i de øvrige roller.

Og så tjener det instruktøren til ære, at han holder fast i, hvad retssagen drejer sig om. Ikke fx om, hvorvidt holocaust faktisk fandt sted, men om, hvorvidt David Irving med rette kan kalde sig historiker og i hvilken forstand. Og dertil kommer, at filmen på fornemste vis får beskrevet forskellen mellem det amerikanske retsvæsen og det britiske, en afgrundsdyb kulturforskel. Og filmen beskriver, hvorledes det hold af jurister, som Lipstadt repræsenteres af, møjsommeligt og grundigt får sandsynliggjort, at Irving er en holocaustbenægter, antisemit og racist, der bevidst af ideologiske grunde har fusket og svindlet med  historiske kendsgerninger.

Udfaldet af dommen vil være enhver bekendt, der har interesseret sig for holocaustbenægtelsen og dens historie. Men det er heller ikke det, der er filmens clou. Det er dramaet omkring den amerikansk-jødiske kvinde Lipstadt og hendes hold af britiske jurister og den britiske dommer, der langt hen ad vejen lader tvivlen komme Irving til gode. Altså en slags retssalsfilm, men netop langt fra den slags, vi kender fra amerikanske film. En lavmælt, stille film, der er mere filmkunst end underholdning.

Og så har den – selvfølgelig, hvad jeg nær skrevet (og gjorde det!) – en aktuel relevans i forhold til Ukrainekonflikten. Nemlig vdr. spørgsmålet om, hvad der kan bevises og hvad der ikke kan bevises. I går kørte historien om sprængningen af en banegård. Og vi fik masser af det journalisterne med himmelvendte øjne kalder “dokumentation”, billeder fra stedet af ødelæggelser og lemlæstede kroppe, men spørgsmålet om, hvem der egentlig var ansvarlig for sprængningen blæste i luften. Var det russerne eller var det ukrainerne selv…?!

PS. Denne filmomtale har jeg bragt i en lidt anden form for nogle år siden, men bringer den igen, fordi det er en rigtig god og seværdig film om et vigtigt emne.

Invasionen i Ukraine bliver ved med at sætte tanker i gang og genopfriske erindringen om tidligere krige. I går var en af hovedhistorierne på de to store tv-kanaler, at der cirkulerede en video på internettet som angiveligt viste nogle ukrainske soldater, der henrettede tilfangetagne russiske soldater. Altså, at den slags overtrædelser af krigens vedtagne spilleregler også foregår på ukrainsk side.

Det er nemlig, som eksperter også gentog i går, forbudt at mishandle og henrette tilfangetagne soldater. De skal behandles på civiliseret måde. Og hvis det ikke sker, kan forbryderen regne med at blive stillet til regnskab for handlingen. Det er sket for russerne, der allerede er anmeldt til den internationale krigsdomstol i Haag. Det er endnu ikke sket for ukrainerne.

Men, kan man overhovedet forestille sig, at de internationale konventioner bliver overholdt i nogen som helst krig? Er de nogensinde blevet overholdt? Blev de overholdt i Syrien, Libyen, Irak, Afghanistan osv.? Jeg er ikke helt sikker, men tvivler på, at det er sket. Krig er jo krig, og det ligger næsten i sagens natur, at civiliserede, moralske og etiske regler bliver sat ud af kraft, når først krigen er i gang. Så tager følelser som had og hævnlyst over. Og det er også svært at håndtere krigsforbrydelser, for der er sjældent vidner til stede, når de foregår, og vi kan – som udgangspunkt – ikke tage internettets mange videoer og billeder på pålydende. I vores digitale tidsalder hersker simulakrets lovmæssigheder i medierne. Vi kan ikke se, om den video, vi ser, er et citat fra et computerspil eller en virkelig optagelse – for nu at sætte sagen på spidsen (med et aktuelt eksempel fra den aktuelle krig…).

Nej, det er ikke let, og det gør bestemt ikke pressens arbejde mindre besværligt, at det forholder sig sådan. Og det øger forventningerne til og kravet til pressen om at anstrenge sig endnu mere for at holde fast i, hvad der er fakta, og hvad der ikke er.

Under den spøjse titel Dirt does Dylan kaster det traditionalistiske band Nitty Gritty Dirt Band sig over 10 Dylan-sange. Bandet har en slags tradition for at lave plader, hvor de kaster sig over traditionen, f. eks. deres nok mest kendte plader under overskriften Will the Circle Be Unbroken. Og på den nye plade, der kommer til maj, får de hjælp af en række musikalske venner, bl. a. Rosanna Cash og Steve Earl. Lige noget for Dylanologer, små som store.

• Tonight I’ll Be Staying Here with You
• Girl from the North Country
• It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry
• Country Pie
• I Shall Be Released (featuring Larkin Poe)
• She Belongs to Me
• Forever Young
• The Times They Are A-Changin’ (featuring Rosanne Cash, Jason Isbell, Steve Earle, and The War and Treaty)
• Don’t Think Twice, It’s All Right
• Quinn the Eskimo (The Mighty Quinn)

The Times they are a-changin’