Drømte mig en drøm i nat…
11. januar 2022Den rene nostalgi for radiomaner.
Cyril Davies All Stars
9. januar 2022En anden kunstner, der kunne være blevet rigtig stor i tresserne, var Cyril Davies, der desværre døde kun 31 år gammel af en kombination af betændelse i lungeregionen og et umådeholdent drikkeri. Her ses han i en fabelagtig optagelse med Long John Baldry i forgrunden og trommeslageren Carlo Little (der spillede bag Screaming Lord Sutch og i øvrigt var manden, der fandt Charlie Watts til Rolling Stones…).
Og her er de igen. I øvrigt hedder pigerne the Velvettes.
Og en elev af Cyril siger:
Dødsfald: Michael Lang – skaber af Woodstock – 77
9. januar 2022
En sjælden kræftsygdom satte lørdag punktum for Michael Langs liv. Han blev 77 år. Og han blev verdenskendt som en af mændene bag alle musikfestivalers moder, Woodstockfestivalen.
Som ganske ung droppede han ud af skolen og kom i gang med at lave musikfestivaler. Først Miami Pop Festival i 1968 som druknede i regn på andendagen. Derefter fik han sammen med Artie Kornfeld ideen til Woodstockfestivalen, der som bekendt ikke kom til at foregå i Woodstock, men derimod på Max Yasgur’s gård i Bethel, New York. En festival, der blev verdensberømt, ikke mindst i kraft af den dokumentarfilm, der blev lavet i forbindelse med festivalen. Efter Woodstock og frem til sin død arbejdede Lang som manager, festivalskaber og pladeproducer (for sit eget mærke Just Sunshine Records).
The Others – et garageband, der snublede i starten
8. januar 2022
Ligesom pigtrådstiden i Danmark var de tidligere tressere i England rig på talentfulde grupper, der aldrig rigtig nåede at blive store. Det gælder fx The Others, der blev dannet i Londonbydelen Hampton i sommeren 1963 af en håndfuld utilpasse(de) skoledrenge – Pete Hammerton, Geoff Coxon, Bob Freeman/Rob Tolchard, Paul Stewart og Ian McLintock. De kom lige i kølvandet på The Rolling Stones og The Yardbirds, der netop havde fået deres gennembrud.
The Others spillede også R&B og fik hurtigt – lige som nogle danske, lokale pigtrådsgrupper – en solid, lokal fanskare og spillede for fulde huse på de små lokale spillesteder. De turede også rundt i England i en gammel varebil, der var overskrevet med ungpigekærlighedserklæringer med læbestift, selv om de egentlig ikke var gamle nok til at køre bil. Og det lykkedes dem at få så megen opmærksomhed, at de både fik en manager og en lille pladekontrakt.
I sommeren 1964 indspillede de deres eneste plade, singlen “Oh yeah” (skrevet af Bo Diddley) og B-siden, den selvskrevne “I’m taking her home”
Ovenstående er mere eller mindre tyvstjålet fra en side, der kalder sig garagehangover.com. Pigtrådstømmermænd kunne man måske oversætte det til.
Selv om pladen blev spillet på de lokale radioer og blev fremhævet af klassekammeraten Brain May (senere medlem af Queen) som en plade, der tålte sammenligning med The Yardbirds, så var det noget nær enden på The Others historie. Drengenes forældre insisterede på, at de droppede musikken og gennemførte deres A-level-eksaminer i skolen. I dag er singlen selvfølgelig en efterspurgt samlerting.
I øvrigt kan man læse, at The Others for nylig skulle være blevet gendannet og have indspillet en plade med livemusik. Det er dog ikke lykkedes mig at opstøve den (endnu).
Yardbirds: For you love
7. januar 2022
Man støder på mange pudsige ting, når man graver i populærmusikkens historie. Som fx vedrørende The Yardbirds’ første hit “For your love”. Yardbirds, der var et R&B-band og konkurrent til Rolling Stones, manglede et singlehit for at slå igennem for alvor. Og da deres manager Gorgio Golemsky blev præsenteret for popsangen “For your love” blev den valgt, selv om sangen lå langt fra deres R&B-lyd. Og det forhold, at sangen var en udpræget, kommerciel popsang (der nåede toppen af såvel den amerikanske som den britiske hitliste) var stærkt medvirkende til, at gruppens leadguitarist, Eric Clapton, valgte at søge andre græsgange (John Mayalls Bluesbreakers). Sjovt er det også, at “For your love” var lavet af en ung – 18 år – Graham Gouldman, der siden blev et stort navn som medlem af 10cc. Han skrev sangen til sit eget orkester dengang, The Mockingbirds, men deres pladeselskab kunne ikke lide sangen, der derfor blev sendt videre til Yardbirds. Man bemærker, at guitarerne spiller en mindre fremtrædende rolle på optagelsen, hvorimod der er en markant cembalo, der i øvrigt spilles af selveste Brian Auger (Brian Auger and the Trinity).
John Mclaughlin – 80
6. januar 2022Koncertvideoer fra de kolde firsere
5. januar 2022En ung mand ved navn Sohrab Habibion gik til punk- og post-punk-koncerter i årene 1985 til 1988. Til forskel fra andre koncertfans slæbte han en tung videooptager med og optog henved 60 hele koncerter. Og nu har han så lagt hele molevitten ud på Youtube. Et overflødighedshorn af musik fra punkens og post-punkens land. Nyd dem her.
Anmeldelse af Beatles
4. januar 2022Stay
3. januar 2022Det er ved at blive lidt af en sport at finde musikalske spor og tråde i film, serier og andre tv-produkter. Som fx en krimi, der pt. løber på DR – med titlen Showtrial. Den mistænkte i serien har været på festival og fortæller, at hun bliver henrevet af Jackson Browne og sangen “Stay”. Hvortil hendes beskikkede, sorte advokat tørt kommenterer, at originalen var med Maurice Williams and the Zodiacs. Og sådan er det nemlig – endnu et eksempel på, hvordan sorte grupper har været leveringsdygtige i hitmateriale op gennem tresserne og halvfjerdserne….
I øvrigt kan man opfatte the Zodiacs’ version med dens blanding af karibiske rytmer og engelsk sang som en forløber for – ja, måske endda som et tidligt eksempel på – den reggae, der kom til at spille en stor rolle i populærmusikken fra tresserne og frem.
Lulu – Shout – anno 2021
2. januar 2022Hun var kun 15 år, da hun bragede igennem til den engelske hitliste med sin version af “Shout”. I dag er hun 73 år, men det forhindrer hende ikke i at give en forrygende version af det gamle Isley Brothers-hit ved Jools Hollands årlige nytårsparty på britisk tv.
B-siden: The Flying Lizards – All guitars
1. januar 2022
Så er vi i gang med ’22. Og jeg brugte lidt af min eftermiddag på at bladre i mine gamle singleplader for at genoptage ideen om at fremhæve nogle måske glemte B-sider- – og jeg faldt over post-punk-bandet The Flying Lizards, der i 1978 debuterede med en heftig version af det gamle Eddie Cochran-nummer “Summertime Blues”. Og B-siden – her fra en japansk udgivelse – er “All Guitars”.
Godt nytår til alle læsere
31. december 2021“Right now, what’s holding us back is that we lack that political will. We don’t prioritize the climate today. Our goal is not to lower emissions. Our goal is to find solutions that allow us to continue life [as it is] today. And, of course, you can ask, “Can’t we have both?” But the uncomfortable truth is that we have left it too late for that. Or the world leaders have left it too late for that. We need to fundamentally change our societies now. If we would have started 30 years ago, it would have been much smoother. But now it’s a different situation.” [Greta Thunberg til Washington Post]
Kære læsere, nedtællingen til ’22 er i fuld gang.. Coronapandemien er her stadigvæk og vil være det i det nye år – også selv om vi får styr på den i den hjemlige andedam. For pandemien er global og minder os hele tiden om, hvor skæv udviklingen på kloden egentlig er. Hertil kommer klima”krisen”, der heller ikke ligefrem giver anledning til den store optimisme og tro på fremtiden. Og Greta Thunberg siger det med autistens klarsyn: Hvis ikke vi får ændret vore samfund radikalt, så ser det sort ud.
Det skal dog ikke forhindre at sende jer en vemodig hilsen om et godt nytår. Lad os gøre noget ved det, når klokken slår 12.
Patti Smith – 75
30. december 2021
Endnu en “dame” fylder 75, Patti Smith. Og jeg må tænke på dengang, jeg oplevede hende i Stakladen på Århus Universitet i 1975. En elendig koncert, hvor hun med tilfældigt sammensatte musikere og ryggen til publikum forsøgte at få tingene til at hænge sammen. Siden er det kun gået fremad for hende, musikalsk, som forfatter og kultfigur.
Capac anbefaler: The New Investors – Eschatology
29. december 2021
Jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke The New Investors og deres nye album Esxhatology bliver den sidste anbefaling, som CAPAC får afleveret til læserne i år. Og som sådan passer pladen smukt som Hans i Grete til at afrunde 2021, idet det er en virkelig helstøbt plade, der både peger tilbage i tiden og fremad mod nye ukendte horisonter.
The New Investors er i sin kerne en duo, bestående af Søren Tiemroth og Glen Müller (der – har jeg læst mig til – har en fortid i indiebandet Velouur). De betegner selv deres musik som “psykedelisk pop” eller “psych-pop” og som angelisk drømmepop. Og det er bestemt en kategorisering, jeg gerne køber – hvis blot vi sætter en multifarvet streg under “pop”. For selv om det psykedeliske er umiskendeligt, så er skal man ikke forvente den eksperimenterende, heftige psykedelisk rock, som blomstrede i midten af tresserne. Der er snarere tale om psykedelisk i den aftapning, som de sidste par årtier eller sådan, har udgjort en slags renæssance for psychedeliaen i musikken (ingen nævnt, ingen glemt). Altså: psykedelisk pop anno 2021.
Og Tiemroth og Müllers nemme for at skrive stærkt iørefaldende, bløde, drømmeriske psych-sange gør fra første skæring (“New Beginning”) et stort indtryk. De har formået at støbe et sammenhængende album, der imponerer med sin stilistiske konsekvens og sin homogenitet. Den i første sang anslåede drømmeriske, velbehagelige og forførende stemning holder sig stort set intakt hele pladen igennem. Og det vidner om en høj stilistisk bevidsthed og en evne til at gennemføre de ideer og tanker, de har gjort sig om musikken.
Eschatology er et helstøbt album, hvor såvel tekst som musik realiserer den angeliske drømme-psych-pop, der er duoens drømmemål. Og med pladen viderefører The New Investors på sæt og vis de surf-psych-pop-akter, som fx The Beatles og The Beach Boys fik anslået i kølvandet på den amerikanske psykedelia. Eschatology udgør et godt bud på noget af den nye musik, man kunne smide på grammofonen på den forestående nytårsaften (og mange aftener og dage derefter). Hermed varmt anbefalet.
The New Investors. Eschatology. Produceret af: Tiemroth, Müller og Peter Iversen. Gleisenberg Records. Er udkommet.
Scotty Moore og Keith Richards
29. december 2021“Scotty Moore was my hero. There’s a little jazz in his playing, some great country licks and a grounding in the blues as well. It’s never been duplicated. I can’t copy it. The closest I came was tracks like “Parachute Woman,” where I fooled around with echoes – those early Elvis recordings got me interested in the possibility of the studio. The first one I got had some of the Sun stuff:“Baby Let’s Play House,” “Milkcow Blues Boogie.” But “Mystery Train” is the apex. It’s just Bill Black on bass, Elvis on acoustic, and Scotty. No drums. And it’s just the most amazingly huge sound. There’s a run-down that Scotty does on several cuts, like “I’m Left, You’re Right, She’s Gone,” which I’ve never figured out. When I’d ask Scotty, he’d just give me a sly grin.Scotty Moore, Dec.27, 1932. We miss you!Keith.[Richard]
Christopher Sandfords bog om Rolling Stones bliver ved med at spøge i mit hovede. Især hans beksrivelse af Keith Richards insisteren på gruppens udgangspunkt i R&B og tidlig rock’n roll. Her fortæller han selv om den inspiration og gåde, som Elvis Presleys guitarist i de unge år, Scotty Moore, var.
