Gensyn med et livsstykke på 97

7. juni 2021

I morgen er det tid til stik nr. 2. Så kan man slippe hæmningerne og kaste sig ud i dans og festivitas eller noget…

15 har læst indlægget

Skjoldhøjkollegiet version 2.0

7. juni 2021

I en af dagens aviser kan man læse om Skjoldhøjkollegiet. Om dårlig økonomi og mangelfuld vedligeholdelse – og om en mulig, delvis kondemnering af kollegiet.

Det sendte mig tilbage til 1973, hvor dette kollegie i Brabrand lige var blevet færdigbygget og hvor jeg flyttede ind i et af værelserne ( i nr. 45), på samme opgang som Steffen Brandt (TV-2). Også dengang var der problemer med økonomien. Inden året 1973 var gået, blev der varslet voldsomme huslejestigninger. Hvilket resulterede i en såkaldt “huslejeboycot”, hvor lejerne indbetalte deres husleje på en spærret bankkonto, der først ville blive åbnet, når ejerne havde bøjet sig for protesterne. (Det fik dog mig til at forlade kollegiet og flytte ind i en billigere (!) 1-værelses lejlighed i Gellerupparken).

Jeg vendt senere tilbage til Skjoldhøjkollegiet efter nogle års rastløs boligjagt i Århus, og jeg var heldig at få en af de dengang eftertragtede 1-værelses kollegielejligheder med eget bad og eget te-køkken (i nr. 145).

Jeg valgte at flytte ind i Skjoldhøjkollegiet i ’73, fordi det var et af de kollegier, hvor der var eget bad. Det var noget, der betød rigtig meget for mig, der siden jeg var tolv havde vænnet mig til et dagligt brusebad.

Og det var en god oplevelse af flytte ind i betonen. Et godt stort værelse med en stor seng, skrivebord, en lænestol, et mindre bord og lille hylde. En fin udsigt til en stor græsplæne. Orange bus til det centrale Århus hver time. Og så en masse friske, søde og meget forskellige unge medbeboere (hende der indførte mikro-makro-mad og lakridste til fællespisningen, ham den sindslidende med Mohawk-indianerfrisure og den lille hundevalp og alle de andre).

Og da jeg vendte tilbage, var det som at komme hjem. Søde medbeboere. Ordnede forhold med vaskeri, lille brugs, cafeteria og festsal osv.

Det vil være trist, hvis kollegiet ikke bringes tilbage til det, det var planlagt til at være i starten af halvfjerdserne.

16 har læst indlægget

Genya Ravan & Lou Reed – Aye Co’lorado

6. juni 2021

En lidt sjælden sag, hvor Lou Reed synger duet (eller rettere andenstemme) sammen med Genya Ravan. Fra hendes debutalbum Urban Desire (1978).

I denne sjældne video fortæller hun om sin baggrund:

I dag er hun 81, men har ikke helt droppet musikken, for hun præsenterer nu og da Steve van Zandts – alias Little Steven – radioprogram Underground Garage.

12 har læst indlægget

50: Allan Toussaint – Toussaint

6. juni 2021

Sanger, musiker, producer m.m. Allan Toussaint havde været aktiv – også på plade – allerede i 1950’erne, men først i 1971 kom albummet – hans andet, det første kom i 1958 – med den korte titel Toussaint. Jeg husker, at den hang i vinduet hos pladebutikken Badstue rock (der stadigvæk eksisterer i bedste velgående med en ny ejer). Og i den butik plejede de at have styr på, hvad der var værd at lytte til, så derfor endte også denne plade i min samling, hvor de stadigvæk er.

Der er ikke tale om et album, der indtog hitlisterne. Ej heller et album, der fik kritikerne til at falde i svime. Men et album med en af de allermest indflydelsesrige musikere fra New Orleans. Hans sange er blevet fortolket af mange andre kunstnere, og som producer har han sat sit fingeraftryk mange steder, bl.a. hos vennen Dr. John (Mack Rebenack).

Allan Toussaint døde i 2015, 75 år gammel.

3 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Money Monster

5. juni 2021

Aftenens filmvalg faldt på Jodie Forsters fjerde spillefilm Money Monster (fra 2016). Og det var nok mere George Clooneys og Julia Roberts medvirken i hovedrollerne end selve titlen, der fik mig til at vælge den film. For sandt at sige, så er kombinationen af penge og filmunderholdning ikke altid faldet heldig ud i Hollywood. Er det overhovedet muligt for filmbranchen at forholde sig bare en smule kritisk til emnet “penge” (finansvæsen, kapitalisme osv.)? Og Julia Roberts havde jeg på nethinden efter at have genset hende i den fremragende Erin Brockovich, hvor hun netop spiller en kvinde, der tager kampen op med pengemænd.

Nå, men filmens plot er en blanding af kriminalfilm og tv-underholdning. Clooney spiller tv-studieværten Lee Gates, der står i forgrunden i programmet “Money monster”, der lever højt på at gøre finansielle investeringer til underholdning med dans og andre teatralske virkemidler. Gates har fingeren på den finansielle puls og lokker seerne til at foretage investeringer i aktier, der står til at stige i værdi på børsen.

Men en dag går det galt. Gates har slået et stor slag for aktier i et firma ved navn IBIS. Men modsat forventningen så styrtdykker firmaets aktieværdi og det ender med et tab på 800.000 millioner $ for investorerne. Og bedre bliver det ikke af, at firmaets øverste chef er sporløst forsvundet og har overladt den utaknemmelige rolle med at forklare tabet til PR-medarbejderen Diane.

Og skandalen bliver forøget ved, at en ung mand, Kyle, som har mistet alle sine penge ved investeringen, tiltvinger sig adgang til studiet og tager Lee Gates som gidsel. Og Kyle forlanger en forklaring på fadæsen, hvis ikke han skal skyde Gates eller lade ham springe i tusind stumper og stykker i den bombevest, han er udstyret med. Og uden for studiets kameraer og projektører sidder produceren Patty Fenn (Julia Roberts) og bliver tvunget til at sende gidseldramaet direkte til den store verden af seere.

Man kan sige, at Jodie Forster med ganske enkle, og til dels gammeldags midler – karaktertegningen og spændingsplottet – får etableret et enkelt, men ganske dækkende billede af den økonomiske situation, vi befinder os i her i begyndelsen af det nye årtusinde. Et billede, der ekkoer af den seneste finanskrise (2007-8) og diverse økonomiske skandaler (hvidvaskningsskandaler fx). Med Kyle som repræsentanten for den frustrerede borger og medieforbruger, en slags pendant til Occupy Wallstreet-bevægelsens individer. Og med den forsvundne firmadirektør som billedet på de langt hen anonyme og offentlighedsky finansielle bagmænd, der helst overlader det til andre at give svar på de opståede problemer. Og med Gates og Fenn som repræsentanter for tv-mediet, der fremstår som medløbere til den økonomiske situation og udvikling – indtil det punkt, hvor illusionen med et brister og afslører, at medierne ikke har noget tøj på.

Jeg skal ikke afsløre for meget af handlingsforløbet efter Kyles gidseltagning af Lee Gates, men det lykkes for Jodie Forster at få leveret et basalt budskab om, at finansielle, økonomiske kriser ikke skyldes tilfældigheder, fx at en digital algoritme har fejlet, men at disse kriser og deres økonomiske virkelighedsgrundlag ene og alene er resultatet af menneskelige handlinger. Og det er nok det bedste, man kan sige om Forsters film – ud over at den har nogle fine skuespilpræstationer.

 

17 har læst indlægget

Crowded House er tilbage…

4. juni 2021

Et årti skulle der gå, inden australske Crowded House tog tråden op fra Together Alone i 1993 og Intriguer fra 2010. Men nu er de her så med Neil Finn i spidsen med Dreames are waiting.

17 har læst indlægget

Beatles i Indien

4. juni 2021

Hele to dokumentarfilm om the Beatles 1967-ophold i Indien er lavet. Den ene Meeting the Beatles in India kan ses på gathr.com. Den anden The Beatles and India har premiere den 6. juni i England.

8 har læst indlægget

Nabokanalerne kan, hvor DR tier….

3. juni 2021

Håkan Hellström, Lisa Nilsson, Rod Stewart, Nick Cave, Roger Waters, Chick Corea og meget mere. Hvor DR forsømmer sin public service-forpligtelse på musikområdet på DR1, der viser nabolandenes kanaler, hvordan man kan give seerne store musikoplevelser.

23 har læst indlægget

Paul McCartney og musikken fra dengang før rock and roll

2. juni 2021

Jeg læste en kommentar fra Paul McCartney, hvor han indrømmede, at han egentlig var mere inspireret af musikken fra før-rock-and-roll end rock-and-roll, som han (også) er dybt inspireret. Altså den musik, hans musikalske far dyrkede. Desværre har jeg ikke kunnet finde det klip. Men det dukker nok op.

Og jeg har det også lidt som McCartney. På den måde, at jeg – med alderen – er blevet mere modtagelig for den musik, som tidligere generationer dyrkede. Mine forældres generation , ikke mindst. Især traditionen for melodiske sange og gode sangere – af begge køn. Selv om jeg forsøgte – som ung – at bilde mig selv ind, at man sgu da ikke lyttede til Frank Sinatra, Peggy Lee, Ella Fitzgerald osv., så kunne jeg ikke lade være med at holde af den musik også.

Det betyder ikke, at jeg bare er blevet en gammel idiot, for jeg kan godt høre kvaliteten i moderne musik, som mine anbefalinger indiskutabelt bærer præg af. Men blot, at jeg ikke afviser en tilbageskuende musikbegejstring. Der blev også lavet dejlig musik – før rock and roll og før Beatles. Og det åbner selvfølgelig en dør til meget musik…

F.eks. hende her…

13 har læst indlægget

Charlie Watts – 80

2. juni 2021

11 har læst indlægget
11 har læst indlægget