Indlæg tagget med 1970’erne

Easy Rider – Iron Butterfly

29. juni 2007

Mere støjende rock – fordi Regitze har haft en god morgen og sat associationerne i gang her i bloggen. Her er Iron Butterfly med Easy Rider, som capac var meget glad for den gang den udkom. Jernsommerfuglen indspillede nummeret pÃ¥ deres album Metamorphosis, der udkom i 1970 Læs mere »

Badfinger

28. juni 2007

Badfinger med hr. og fru Harrison

Jeg kan selvfølgelig ikke nævne det engelske band Badfinger uden at omtale det lidt nærmere. Gruppen blev dannet i 1965 i Swansea, Wales og blev som sagt sammenlignet med The Beatles. De første år spillede de under navnet The Iveys.
Stilistisk spillede de, hvad man siden har kaldt power pop. Iørefaldende popmelodier leveret med et up-tempo rock-og-rul arrangement. Som det ikke var usædvanligt dengang i de tidlige tressere gjorde bandet sig i kompetente udgaver af andre kunstneres sange, ud over Beatles-sange spillede de fx sange fra Motown-kataloget. Men ved siden af skrev de deres egne sange, som de indspillede på demobånd. Det var Beatles-kompagnonen Mal Evans, der opdagede deres talent og sørgede for, at de fik en rigtig pladekontrakt med det nystartede Apple Records. Efter at Mccartney, Lennon og Harrison havde lyttet til demobåndene, sagde de god for gruppen, der fik kontrakten i hus i 1968. Mccartney tog sig også af produktionen af sangen.
Gruppens første single Maybe Tomorrow solgte pænt uden at blive et stort hit. Ã…ret efter – 1969 – donerede Paul Mccartney sangen Come And Get It til dem, og det blev deres kommercielle gennembrud. Det hjalp ogsÃ¥, at sangen var en slags kendingsmelodi til filmen The Magic Christian, der blandt skuespillerne talte Ringo Starr.
Samtidig skiftede bandet navn til Badfinger. Et andet band med navnet The Ivey League havde succes, og Badfinger-medlemmerne ville ikke forveksles med dem.
Come And Get It blev et hit i og uden for Europa. Og også albummet The Magic Christian Music solgte godt. Året efter udsendte bandet deres klassiker No Dice, der indeholdt hittet No Matter What og sangen Without You, som blev en klassiker med sangeren Harry Nilsson.
Ved siden af bandsuccessen spillede flere af gruppens medlemmer som sessionmusikere for Apple-plademærket og bidrog fx til George Harrisons hovedværk All Things Must Pass, Ringo Starrs hit It Don’t Come Easy, Lennons Imagine og Harrisons projekt Concert for Bangladesh.
Badfingers tredje album Straight Up udkom i 1971 og var produceret af George Harrison og den Todd Rundgren, der var en shooting star dengang. Pladen indeholdt to hits – Day After Day og Baby Blue – der begge kom pÃ¥ hitlisterne. Straight Up betragtes som den mÃ¥ske mest vellykkede af gruppens plader og har længe været et svært opdriveligt samlerobjekt.
Gruppens fjerde plade Ass (1973) blev indspillet under omstændigheder, der var præget af det økonomiske og ledelsesmæssige kaos, som Apple-foretagendet udviklede sig til. Derfor sørgede gruppen for at få en kontrakt med det veletablerede Warner Bros Records. Måske på grund af omstændighederne levede pladen og den medfølgende single Apple Of My Eye ikke op til forventningerne hverken hos kritikerne eller publikum, og pladen gjorde sig dårligt på hitlisterne.
Gruppen udsendte et par albums for Warner med en vis succes. I 1975 blev gruppen opløst. Ã…rsagen var, at sangskriveren Pete Ham begik selvmord den 24. april samme Ã¥r. Han hængte sig ude i familiens garage. Læs mere »

My Sharona / The Knack

27. juni 2007

Nej, jeg forbinder ikke denne popklassiker med en light sodavand i en blikdÃ¥se…

The Knack, som gruppen hed, fik et gevaldigt hit med “My Sharona”, der var deres allerførste single, i 1979. Den har da ogsÃ¥ mange af de kvaliteter, der gør, at den sætter sig fast pÃ¥ trommehinden og – pÃ¥ hitlisterne. Det er en af den slags sange, der hører med pÃ¥ lydsporet til en sommerferie.
Gruppens iørefaldende powerpop, der var præget af halvfjerdsernes new-wave-lyd, fik kritikerne til at sammenligne bandet med The Beatles. Og ikke uden grund. Det er svært ikke at høre svage ekkoer af de fire Liverpool-drenges musik. Men de fire jødiske fyre fra L.A. var mere end blot Beatles-epigoner. De var ferme sangsnedkere, der lavede noget af det bedste poprock fra sidste halvdel af halvfjerdserne, og deres første album Get The Knack er et lille mesterværk. Gruppen havde ikke kritikernes gunst de efterfølgende år og fik ikke samme kommercielle succes, som de første par plader havde affødt. Bandet eksisterer så vidt vides endnu og optræder med jævne mellemrum.
Stilistisk kan gruppen minde lidt om Beatles-protegeerne Badfinger, der debuterede pÃ¥ Beatles’ Apple-pladeselskab, og The Knack har da ogsÃ¥ medvirket pÃ¥ en hyldestplade til Badfinger. Læs mere »

Marquee Moon – 30 Ã¥rs jubiliæum

19. juni 2007

Det føles, som om det var i gÃ¥r, den amerikanske gruppe Television smed sit første album Marquee Moon pÃ¥ gaden. Gruppen blev dannet i 1973 i New York med de to guitaresser Tom Verlaine og Richard Lloyd i forgrunden og Richard Hell pÃ¥ bas, ex-Blondie bassisten Fred Smith og Billy Ficca pÃ¥ trommer – og gruppen var – til forskel fra “konkurrenterne” fra The Ramones og Patti Smiths gruppe – mere sofistikeret artrock end sen- eller postpunk. Af samme Ã¥rsag fik gruppen heller ikke de nævnte bands kommercielle succes, men mÃ¥tte “nøjes” med at blive et banebrydende kultband. Som mange andre New Yorker-bands var Television arvtagere efter Velvet Underground, men samtidig kan man høre en genklang af amerikansk kunstmusik, garage- og guitarrock i deres musik. Grupper som Quicksilver Messenger Service, Love og 13th Floor Elevators har ikke spillet forgæves. Men ogsÃ¥ folk som Steve Reich har haft indflydelse. Det kritikerroste, men sløjt sælgende debutalbum blev fulgt op af det ligeledes vellykkede Adventure i 1978, hvorefter medlemmernes veje skiltes – af personlige og musikalske Ã¥rsager. Gruppen blev gendannet i 1992, hvor en tredje studieplade sÃ¥ dagens lys.

Til lykke med jubilæet – og sÃ¥ er der videoer: Læs mere »

Den logiske sang

16. juni 2007

Dagens nostagiske sang er Supertramp med The Logical Song fra albummet Breakfast in America. I pop- og rockmusikken er der skrevet meget om, hvad opdragelse og uddannelse gør ved unge sarte sjæle i det forsømte forÃ¥r. Supertramps er endnu en af disse sange, der er vendt mod uskyldens Ã¥r…

When I was young, it seemed that life was so wonderful,
A miracle, oh it was beautiful, magical.
And all the birds in the trees, well theyd be singing so happily,
Joyfully, playfully watching me.
But then they send me away to teach me how to be sensible,
Logical, responsible, practical.
And they showed me a world where I could be so dependable,
Clinical, intellectual, cynical.

There are times when all the worlds asleep,
The questions run too deep
For such a simple man.
Wont you please, please tell me what weve learned
I know it sounds absurd
But please tell me who I am.

Now watch what you say or theyll be calling you a radical,
Liberal, fanatical, criminal.
Wont you sign up your name, wed like to feel youre
Acceptable, respecable, presentable, a vegtable!

At night, when all the worlds asleep,
The questions run so deep
For such a simple man.
Wont you please, please tell me what weve learned
I know it sounds absurd
But please tell me who I am.

Romanen om en forbrydelse

16. juni 2007

Romanen om en forbrydelse – underforstÃ¥et: det kapitalistiske samfund i al dets magt og vælde – genudgives nu i sin helhed af det lille forlag Modtryk i Ã…rhus. Dermed fÃ¥r nye krimilæsere mulighed for at lade sig underholde af forfatterparret Maj Sjöwalls og Per Wahlöös velkonstruerede og -skrevne krimier, der i halvfjerdserne var den bedste samfundskritiske underholdning, man kunne opdrive. Læs ogsÃ¥ her om krimisuccessen.

PS. Dagbladet Information bringer i øvrigt et interview med Maj Sjöwall om kriminallitteraturen i dag og dengang. Absolut læseværdigt.

Svømmesangen

14. juni 2007

Er det mon noget genetisk? Historisk? Sentimentalt? Har det mon med Jungianske arketyper at gøre? Eller er en psykoanalytisk forklaring nærliggende? Sikkert. I hvert fald er der en ting, jeg glæder mig indiskutabelt til hver sommer, og det er at svømme i Vesterhavet. Derfor er en af mine nostalgiske sommersange The Swimming Song. Jeg har tidligere nævnt den i forbindelse med Loudon Wainwright. Her tager vi den med de familiært beslægtede, uovertrufne canadiske søstre Kate og Anna Mcgarrigle:

Dylan – New Morning

13. juni 2007

En kommentar ovre i Stenstropedia fik mig til at genlytte til Bob Dylans album fra 1970 New Morning, der ikke – som jeg skrev derovre – kom lige efter Nashville Skyline, men efter Selfportrait, der skubbede sig ind i mellem de to værker. Hvor Nashville Skyline var Dylans udforskning af countrygenren med hjælp fra Johnny Cash, sÃ¥ er New Morning mere en indirekte hyldest til the blues. Temaet anslÃ¥s pÃ¥ bagsiden af coveret, hvor man ser en meget ung Bob sammen med en af bluesens “grand old ladies” (Bessie Smith, tror jeg…).
De to Dylan-purister Christian Braad Thomsen og Asger Scnack er tilbageholdende med deres ros af pladen i deres Dylan-Guide og kalder den “en interessant samling sange, der bÃ¥de peger tilbage og frem”. Om den er et mesterværk, kan man jo altid skændes om, men jeg synes, at det tekstlige niveau er højt og det samme er melodiernes kvalitet. Dertil kommer, at pladen rummer et par rigtige Dylan-klassikere. Kærlighedsoden If Not For You, hvor romantikeren træder i karakter og lovsynger kvinden, der sætter mandens liv i relief. Og sÃ¥ titelsangen New Morning. Som pÃ¥ Nashville Skyline og Selfportrait synger Dylan afslappet og ubesværet og han backes op af en række af tidens bedste musikere, blandt andet Ry Cooper, David Bromberg, Russ Kunkel og Charlie Daniels. Et højdepunkt pÃ¥ pladen er ( for capac, forstÃ¥s ) den lille sang If Dogs Run Free, hvor han backes op af Maretha Stewart, der med sin svingende, bluesede scatsang er lige ved at stjæle billedet fra Bob… Tips: Pladen er set til meget billige penge i lokale pladeforretninger.

PS. Grammofonpladens cover havde en lys, beige, nærmest café latte-farvet, ramme, men af en eller anden grund er den blevet hvid pÃ¥ cd’en. MÃ¥ske har man sparet lidt…

70’er-retro: Partisantørklæder

8. juni 2007

Som Bertelsen sagde i udsendelsen med Bryan Ferry, sÃ¥ nÃ¥r man at blive moderne (igen) fire gange i sit liv, hvis man holder sig til samme klædedragt. Da capac var ung, var det moderne (“in”) at gÃ¥ med partisantørklæder om halsen (M/K). De fandtes i mange farver, og – sÃ¥ vidt jeg husker – var der nogle med lidt glimmertrÃ¥de i (som især pigerne gik med).
Nu er datteren og hendes klassekammerater i 8. klasse begyndt at gå med dem igen. Uden at vide noget som helst om de politiske associationer, som tørklæderne kunne give anledning til..

(Via Cliff Hanger)

Opdatering: I første omgang skrev jeg palæstinatørklæder, men i baghovedet lød der en indsigelse: Det hed de s.. da ikke! Næh, det kan godt være, at de stammede fra Palæstina, men vi kaldte dem nu for partisantørklæder. Hukommelsen skulle lige masseres lidt.

Jean-Claude Brialy, 74

1. juni 2007

Medens jeg sidder og smuglæser i Jørgen Stegelmanns underholdende fortællinger om københavnske biografer, om deres originale biografdirektører, om de forskellige repertoirevalg og -planer i de enkelte bioteatre, anekdoter om anmelderlivet på avisen, om tiden før stuealteret, tv-apparatet, for alvor sætter sig på familielivet osv., så dukker nyheden om den franske skuespiller Jean-Claude Brialys død op.
74 Ã¥r blev denne skuespiller, der betød meget for den sÃ¥kaldte nouvelle vague – nybølge – i tressernes og de tidlige halvfjerdseres fransk film. BÃ¥de Francois Truffaut og Jean-Luc Godard gjorde brug af Brialy, men han debuterede hos Claude Chabrol i filmen Le Beau Serge helt tilbage i 1958. Siden – i 1961 – gjorde han sig bemærket med sin rolle i Godards klassiker Une Femme Est Une Femme. Brialy medvirkerede i et par hundrede film, var en populær teaterskuespiller og medvirkede pÃ¥ tv i mange sammenhænge. Ved siden af skuespilleriet virkede han ogsÃ¥ som instruktør pÃ¥ et dusin film.