CAPAC

1970 var også det år, hvor jugband-goodtime-gruppen Mungo Jerry, anført af Ray Dorset, fik en gevaldigt hit i UK og resten af Europa og udenfor med den sang, der er selvskreven til alle de Greatest Summerhits-compilations, der udgives hvert år: In The Summertime. Pladen var gruppens første og største, og den nåede førstepladsen de fleste steder og solgte i omegnen af 23 millioner eksemplarer. Bandet, der tog navn efter en figur i T. S. Elliotts bog Old Possum’s Book of Practical Cats, fortsatte frem til 1976 med en række mindre hits, men huskes primært for deres første single. Gruppen har med mange udskiftninger omkring Ray Dorset fra aktive helt frem til i dag.

I 1970 gik capac i 1. g, og jeg kan tydeligt huske, at den sang blev spillet og sunget hele tiden den sommer. When the Weather is fine, You got Women on your Mind…dee-dee-dee-da-da-da…

En optagelse (video) fra dengang.

På de amerikanske hitlister er det umuligt at komme uden om soul-musikken og R&B. Og i 1970 fik sangerinden Freda Payne sit største hit med den dansante, medrivende og swingende sang “Band of Gold”, der er blevet en R&B-standard.
Freda Charcelia Payne (f. 1942) var oprindeligt jazz-sangerinde og indspillede nogle velanskrevne jazz-albums i starten af tresserne (After The Lights Go Down Lown And Much More!!, 1962, og How Do You Say I Don’t Love You Anymore fra 1966). Ved siden af sin sangkarriere arbejde hun som skuespiller på Broadway og optrådte på tv.
Det store gennembrud kom først i 69, hvor hun blev kontaktet af nogle gamle venner fra hjembyen Detroit, Brian Holland, Lamont Dozier og Edward Holland – kendt som sangskrivertriumviratet Holland-Dozier-Holland – der overtalte hende til at skrive en pladekontrakt med pladeselskabet Invictus og indspille netop “Band of Gold”, der straks blev et hit med en tredjeplads på Billboards liste og en førsteplads på UK-toppen. Det resulterede i en guldplade, og singlen blev fulgt op af et album med samme titel. Også den solgte godt.
Gennembruddet blev fulgt op mere flere succesfulde singler. Samme år indtog “Deeper and Deeper” en 24. plads i USA, og singlerne Yuo Brought The Joy og Bring the Boys Home (om Vietnam-krigen) gjorde sig godt det følgende år. i 1973 blev hitsene samlet og udsendt på et album med titlen The Best of Freday Payne.
På grund af problemer med royalties forlod Payne i 1973 pladeselskabet Invictus og formåede ikke siden at nå samme kommercielle succes. Hun har været aktiv siden og har indspillet albums helt frem til 2001, men det er Invictus-årene (og de tidlige jazz-plader) hun især vil blive husket for.

Band of Gold – i en optagelse fra 1981 med Freda Payne og Belinda Carlisle (The Go-Gos)

Det er lidt sjovt at gå på jagt i gamle hitlister og (gen)opdage mere eller mindre glemte kunstnere og sange. Som nu fx Los Angeles-orkesteret Pacific Gas & Electric. Bandet blev – som et af de første multietniske bands i LA på det tidspunkt – dannet i 1967 af guitaristen Tom Marshall og bassisten Brent Block. året efter udsendte de deres debutalbum Get It On på et lille pladeselskab. Pladen solgte ikke voldsomt, men folk på det store pladeselskab Columbia Records fik ørerne op for musikken og skrev kontrakt med bandet. Det første til, at albummet Pacific Gas and Electric blev udsendt i 69 og Are You Ready i 1970. Med sidstnævnte lykkedes det dem at få deres første regulære hit: Are You Ready, der nåede op på en 14. plads på Billboards singlehitliste.
Efter en del udskiftninger i gruppen ændrede den i 1971 navn til “P G & E”. året efter gik gruppen lidt efter lidt i opløsning.

Are You Ready?

Eric McCredie var med i bandet Middle of the Road, der huserede i halvfjerdserne med – som navnet antyder – mainstreampop. Som The Independents nekrologskriver pointerer, så repræsenterede Middle of the Road med deres store hit Chirpy Chirpy Cheep Cheep den form for pop, der er “irriterende fængende”. Sange som Y Viva Espana, The Birdy Song, Sugar Sugar, Una Paloma Blanca, Macarena med flere. Sange, der i en periode spilles her, der og alle vegne, indtil mætnings- og kvalmepunktet er nået og overskredet…
Bandet fik endnu et par hits med ligeledes irriterende slagere som Tweedle Dee, Tweedle Dum og Soley Soley. Middle of the Road opløstes i 1976. Eric McCredie blev 62. Hvil i fred.
Se og hør Chirpy Chirpy Cheep Cheep her (på eget ansvar…).

Gravhunden og jeg passerede den nærmeste plakatsøjle her til morgen og blev mødt af en storsmilende, langhåret mandsperson med guitar. Det viste sig ved nærmere eftersyn at være et foto af Roger Hodgson, lederen af det navnkundige engelske band Supertramp. Hodgson var også sangskriver og markant frontvokal i bandet. Nu – fortæller plakaten – aflægger han så musikstedet Værket i Randers et besøg. Det var sådan set Hodgson, der satte en punktum for Supertramps glorværdige periode, der startede i 1973 og toppede i 1982 med det klassiske album Breakfast In America. Han var træt af stadionkoncerter og et medieomsust liv og ønskede at gå i indre eksil med sin familie. Det skete i 1983, og først inden for de seneste fem år er han igen begyndt at vise sig på musikscenerne. Koncerter afvikles den 23/10. Mere her.

Den logiske sang

Fruen i casa capac er ABBA-fan, og for ikke så længe siden forærede jeg hende ABBA-boksen, så hun kunne tage et trip tilbage til sine ABBA-ungdomsår. Selv var jeg en af dem, der modstræbende måtte erkende, at jeg faktisk godt kunne lide deres popmusik. Det var svært at benægte, når man er udstyret med popører, at sangskriverparret Benny Andersson & Björn Ulvæus havde et talent ud over det sædvanlige, at Agnetas og Anni-Frieds stemmer ikke bare var gode, men passede fortræffeligt til hinandens – og at man i Polar-studierne lavede produktioner, der ikke lod udlandets noget tilbage.
Favoritten blandt pladeudgivelserne blev den sidste og musikalsk mest udfordrende: The Visitors fra 1981. Nu kan man så læse, at gruppen genudsender albummet The Album, der stammer fra deres karrieres højdepunkt i 1977, hvor nye ABBA-plader blev forudbestilt i tusindvis af eksemplarer. En deluxe-genudgivelse med masser af ekstramateriale.
Fra The Visitors: One of Us – Head over heals – The Day Before – Under Attack.

Det lå snublende nært at foretage en sammenligning mellem Crosby, Stills & Nash og gruppen Marvin, Welch & Farrar, der så dagens lys i 1971. Ikke alene gruppenavnet havde en slående lighed, men også musikken, der var baseret på trestemmig vokalarbejde. Og inspirationen var ikke til at tage fejl af, selv om sidstnævnte engelsk-australske kombination var mere poppet.
Marvin, Welch & Farrar blev dannet af de to førstnævnte – hhv. Hank og Bruce, der var berømte medlemmer af The Shadows, som sammen med Cliff Richard og alene havde skabt sig et stort navn i den vestlige verden – og australieren John, der ud over også at spille i Shadows havde en glorværdig fortid som samarbejdspartner for Olivia Newton John (hende fra Grease).
To albums ( et eponymt og Second Opinion, begge fra ’71) blev det til, plus en håndfuld singler. Og så var det slut. Musikken fejlede bestemt ikke noget, men Shadows-successen stod i vejen, og koncertpublikum ville høre Shadows-numre…

Her er en optagelse med gruppen, hvor de spiller Lady of the Morning. Gruppen havde fortjent større succes, end den de fik.

De to albums blev genudsendt på en samlet cd sidste år.

Den franske gruppe Nouvelle Vague har på deres to første albums – Nouvelle Vague og Bande a part – specialiseret sig i at oversætte new wave-klassikere fra XTC, Clash, Undertones m.fl. til saftig bossa nova med et tydeligt frankofont touch. Nogle kalder det for lounge. Dem om det. I hvert fald er det vældig charmant!

Der er ikke mange impulskøb i min musiksamling. Jeg tror ikke, at jeg har købt katte i sækken mere end den ene gang, hvor jeg kom hjem med Deaf Schools album “English Boys / Working Girls” fra 1978. Når det alligevel gik så galt, så skyldtes det to ting. Dels albummets titel, som appellerede stærkt til mig. Med sådan en titel måtte der være noget at hente på tekstsiden. Og så coveret. Det grafisk stærke cover med den lidt depraveret udseende unge blondine på den sorte baggrund var – og er – iøjnespringende. Et cover, der emmede af slet skjult erotik og dekadence.
At det så skulle vise sig at være et album, jeg kom til at lytte rigtig meget til det år, er en anden historie. I en bestemt uge var den slet ikke af B&O-grammofonen…
Deaf School nåede ikke at blive et af de helt store bands. Karrieren simpelthen for kort. Dertil skal lægges, at gruppens sammenrend af kunststuderende fra Liverpool så stort på halvfjerdsernes new-wave- og punk-konventioner og flittigt lånte fra det musikalske overskudslager, hvad enten der var tale om Tin Pan Alley-sangskrivning, polka, world music (før det kom til at hedde sådan…) m.m. Den musikalske bredde kan man især høre på det første album fra gruppen: 2’nd Honeymoon fra 1976. Blandt fans betragtes dette album som deres mesterværk.

Efter tre albums var det slut, og medlemmerne gik hver deres vej i musiklivet.  Clive Langer blev en anerkendt producer for folk som fx Elvis Costello, Madness, Dexy’s Mignight Runners, Morrisey og Hothouse Flowers, sangerinden Bette Bright gik solo, Steve Lindsey dannede sit eget band The Planets og Enrico Cadillac gjorde lige så med bandet Original Mirrors. Ud over de nævnte var Eric Shark (vok.), Marx Ripple (tangenter), Ian Richie (saxofon) og Tim Whittaker (trommer) med i Døveskolen, som tog navn efter det sted, hvor deres øvelokale lå – en nedlagt døveskole…
English Boys / Working Girls var det sidste album fra gruppen. LP’en kan stadigvæk fås second hand, oven i købet til en fornuftig pris. I 1989 blev der udsendt en cd-udgave på Wizards Eva. Den er svær at få fingre i. Til gengæld er det muligt at få en japansk cd-udgave, hvis man vil betale mellem 20 – 50 $, plus forsendelse. Men, hvis man kan nøjes, så er der kommet en dobbelt-opsamlings-cd med titlen “What A Way To End It All”. Den rummer det meste af gruppens produktion (ialt små 50 numre). Men så må man også undvære det markante cover fra omtalte plade.
Stilen var en energisk new-wave-pub rock, blandet godt op med punk- og art rock-elementer. Dertil kommer nogle spændende tekster bag sangtitler som “Golden Showers” (!), Working Girls og English Boys with Guns…
Gruppen er som så mange andre blevet gendannet. Det skete i firserne, hvor de udsendte et livealbum med nye versioner af deres bedste sange. Og de er stadigvæk aktive, som man kan se på deres hjemmeside.

Der findes ikke så meget videomateriale med Deaf School på YouTube. Men lidt har også ret:
EX 1, EX 2 (et kort klip fra gendannelsestiden) og EX 3  (billedkavalkade med musikunderlægning).

Inspireret af egne skriverier om Fleetwood Mac i de tidlige år (med Peter Green i forgrunden) har jeg lånt “Peter Green’s Fleetwood Mac – Live at the BBC” på biblioteket. Optagelserne stammer fra 1969-70, da bandet i denne tidlige konstellation var et stort og vitalt navn på de britiske og europæiske musikscener. Der er selvfølgelig ikke tale om fine studiooptagelser, hvor der er kælet for detaljerne. Snarere er det rå, one-takes. Men Fleetwood Macs musik sprudler og får en til at glemme sådanne ligegyldige udenomsværker.
Jeg kan ikke lade være med at beundre BBC for deres trofaste kortlægning af populærmusikken gennem alle årene. Der er virkelig mange fine optagelser i deres arkiver.
BBC TV var også med – og her får I en herlig udgave af nummeret “Oh, Well”. Det holder – 100%.

Bo har fået sig en ny madkasse, og Klaus kunne ikke finde sin. Nu til dags er det ingen kunst at få en madkasse med stil.
Da capac var skoleknægt var udvalget mere begrænset. Klassikeren var den røde blikkasse med “Velbekomme!” på låget og den lille tabel på lågets inderside. Den kan man – heldigvis – få endnu.
Afløseren i min skoletaske var en grå madkasse af blik. Aflang og med en indsats – ligeledes af blik- der kunne holde rugbrødsmadder adskilt. Der lå så leverpostejen, æggemadden osv. med et lille rektangulært stykke madpapir på toppen. Seks stykker kunne der være. Og det hele blev holdt samme af en kraftig gul elastik. Køn var den sørme ikke, men den kunne klare den hårde medfart, som drenges skoletasker bliver udsat for. Jeg tror, disse funktionelle madkasser forsvandt ud af handlen, da plastikmadkasserne tog over.

Tilbagespoling: Oslo-frokost

På det tidlige omtalte dobbeltalbum “No Nukes” finder man også sangerinden Nicolette Larson. Den første gang jeg lagde mærke til Nicolette Larsons dejlige stemme var da Neil Young, tog hende med på klassikeren “Comes a Time” (1978), hvor hendes behagelige vokal kom til sin ret. Samme år udsendte hun sit eget debutalbum “Nicolette”, der til fulde levede op til de forventninger, som samarbejdet med Neil Young vakte hos lytteren.
Nicolette blev kun 45 år. Hun døde i 1997 som følge af komplikationer efter en hjerneoperation. Men hun nåede at sætte sig nogle tydelige musikalske spor for eftertiden. Ved siden af sin solokarriere, der resulterede i en snes vellykkede albums, var hun en eftertragtet backingsangerinde for en lang række kunstnere, som fx Linda Ronstadt, Emmylou Harris, Little Feat, Beach Boys, Doobie Brothers m. fl. Hendes mest kendte sang blev Neil Young-nummeret Lotta Love. Efter hendes død lavede hendes mand, den berømte trommeslager Russ Kunkel, og hendes venner en mindeside på internettet.

Læs mere »

Solsbury hill

Climbing up on solsbury hill
I could see the city light
Wind was blowing, time stood still
Eagle flew out of the night

He was something to observe
Came in close, I heard a voice
Standing stretching every nerve
I had to listen had no choice

I did not believe the information
Just had to trust imagination
My heart was going boom boom, boom
Son, he said, grab your things, Ive come to take you home.

To keeping silence I resigned
My friends would think I was a nut
Turning water into wine
Open doors would soon be shut

So I went from day to day
Tho my life was in a rut
till I thought of what Id say
Which connection I should cut

I was feeling part of the scenery
I walked right out of the machinery
My heart was going boom boom boom
Hey, he said, grab your things, Ive come to take you home.
Yeah back home

When illusion spin her net
Im never where I want to be
And liberty she pirouette
When I think that I am free

Watched by empty silhouettes
Who close their eyes, but still can see
No one taught them etiquette
I will show another me

Today I dont need a replacement
Ill tell them what the smile on my face meant
My heart was going boom boom boom
Hey, I said, you can keep my things, theyve come to take me home.

Dagens (første?) musikalske indslag er med Peter Gabriel – inspireret af gårsdagens duet med Kate Bush. Peter Gabriel var den “gale” mand i Genesis i deres første år, og han er en ferm sangskriver, der kan diske op med sangtekster, der stikker et godt stykke op over gennemsnittet. En af mine favoritter fra Gabriels sangskat er sangen om Solsbury Hill om en spirituel oplevelse på det naturskønne sted i Somerset. Gabriel skrev den efter bruddet med Genesis og indlemmede den på albummet “Peter Gabriel” fra 1977 (på grund af navneligheden med flere følgende albums kaldet det også “Vol. 1” eller “The Car”…). Her er den i en ægte halvfjerdservideo:

Og det berømte gay-band Erasure lavede en noget anden coverversion af samme nummer i 2003 på deres album “Other People’s Songs”: Læs mere »

I går omtalte jeg dobbeltalbummet No Nukes. Blandt perlerne på dette album er også Jesse Colin Youngs udgave af “Get Together”. Nummeret var det første store hit, som gruppen The Youngblods fik i 1967. Jesse Colin Young, der startede som musiker i Greenwich Village i de frugtbare år i tresserne begyndte som solo-artist med to albums, inden han dannede Youngblods. Gruppen, der spillede selv-skrevne folk-rock sange, fik stor kritiker-succes, blandt andet hos vores egen Jørgen de Mylius, der aldrig undlod at spille nyt materiale fra bandet og fra Jesse Colin Young. Men publikum svigtede bandet. Det nåede dog at indspille en række, fine albums frem til omkring 1972, hvor de gik hver til sit, og Colin Young fortsatte den solo-karriere, han fortsat dyrker.

Her er “Get Together” fra No Nukes-koncerterne, hvor Jesse Colin Young blandt andet har Jackson Browne med på kor….

Dagens (første?) musikalske indslag kommer fra halvfjerdserbandet Orleans. Det er meget længe siden, jeg har lyttet til Orleans, og bandet var gledet godt og grundigt langt om bag i erindringens halvmørke. Men et gensyn med deres iøjnefaldende albumcover til Walking And Dreaming (1976) fremkaldte bandet i min bevidsthed.
Bandet blev dannet i 1972 af det nuværende kongresmedlem for Demokraterne, John Hall (manden med skæg i forgrunden – i dag har han hverken hår eller skæg…), trommeslageren Wells Kelly, og brødrene Larry og Lance Hoppen (sang, guitar og bas). Stilen var halvfjerdser-“softrock” à la Jackson Browne, The Doobie Brothers, Little Feat m.fl. Og gruppen lånte flittigt fra allehånde inspirationskilder, fra cajun-musik til sydstatsblues. Orleans er i øvrigt still going strong, selv om der har været småpauser undervejs.
Det var faktisk lidt ad omveje, jeg fik ørerne op for gruppens meget melodiske og meget velproducerede musik (nogen vil sikkert sige: glatte og mainstreamede…). Som aktivist og medlem af MUSE (Musicians United for Safe Energy) deltog John Hall i de fem berømmede No Nukes-koncerter, der blev afviklet i Madison Square Garden (NY) i september 1979. Koncerterne resulterede i et lvie-dobbeltalbum “No Nukes” med et overflødighedshorn af kendte musikere (Jackson Browne, Crosby, Stills & Nash, Bonnie Raitt, Bruce Springsteen, James Taylor og mange andre). Og på denne plade synger og spiller John Hall – sammen med The Doobie Brothers og James Taylor – det meget smukke nummer Power. Her i Orleans’ udgave:

Læs mere »