CAPAC

For snart længe siden omtalte jeg en koncert med det amerikanske country-rock-band The Flying Burrito Brothers, som jeg havde det held at overvære i 1975 i Stakladen ved Studenternes Hus i århus. Ideen til bandet opstod tilbage i 1968 i hovederne på legenden Gram Parsons og multiinstrumentalisten Chris Hillman (The Byrds). Parsons var til country fra starten og Hillman havde sammen med The Byrds lavet klassikeren Sweetheart of the Rodeo. De slog kludene sammen med bassisten og pianisten Chris Ethridge og afdøde pedal steel-virtuos “Sneaky” Pete Kleinow og indspillede albummet The Gilded Palace of Sin i 1969. Pladen solgte dårligt, men fik – lige efter bogen – en stor betydning for efterfølgende country-rock-udgivelser.
Nu kan man så i musikpressen læse, at musikarkæologerne på det lille pladeselskab Amoeba Records udgiver hidtil ukendte live-indspilninger med Gram Parsons og The Flying Burrito Brothers under titlen: Gram Parsons Archive vol. 1: The Flying Burrito Brothers LIVE at the Avalon Ballroom 1969. Bag optagelserne står den erfarne lydmand hos Grateful Dead, Owsley “Bear” Stanley, hvilket borger for kvaliteten. Udgivelsen består af to cd’er med ialt 27 numre, hvoraf de 10 aldrig før har været officielt udgivet.

Tracklisten ser således ud:
Track Liste:

Disc 1
1. Close Up the Honky Tonks
2. Dark End of the Street
3. Undo The Right/Somebody’s Back In Town
4. She Once Lived Here
5. We’ve Got to Get Ourselves Together
6. Lucille
7. Hot Burrito #1
8. Hot Burrito #2
9. Long Black Limousine
10. Mental Revenge
11. Sin City
12. Thousand Dollar Wedding
13. When Will I Be Loved

Bonus Disk:
Disc 2
1. Undo The Right/Somebody’s Back In Town
2. She Once Lived Here
3. Sweet Mental Revenge
4. We’ve Got to Get Ourselves Together
5. Lucille
6. Sin City
7. You Win Again
8. Hot Burrito #1
9. Hot Burrito #2
10. You’re Still On My Mind
11. Train Song
12. Long Black Limousine
13. Sweet Dream Baby
14. Do Right Woman

På plademærkets hjemmeside kan man – gratis – downloade nummeret “Long Black Limousine”, så man kan forvisse sig om, at der er noget at gå efter…hvis man ellers er til country..

Video: Flying Burrito Brothers spiller på Altamont Festivalen i 69 “Six days on the Road”: Læs mere »

For snart længe siden læste jeg en fortælling af den amerikanske neurolog Oliver Sacks. En ældre dame havde fået en mindre skade på hjernen (hjerneblødning eller sådan) og hørte nu symfonisk musik hele tiden. Problemet var, at hun ikke kunne komme i tanke om, hvor og hvornår hun havde lyttet til den pågældende musik. Nærmere efterforskning viste så, at det havde hun i sin spæde barndom, hvor hun var omgivet af familiens musikalske udfoldelser.
Jeg kom til at tænke på denne fantastiske historie om hjernens fascinerende evne til at gemme erindringer, som vi måske ikke aktivt har adgang til, da jeg var ude og lufte hunden. Pludselig dukkede en melodi op for mit indre øre. En melodi, som jeg ikke har hørt i mange år: Lobos hit “Me and You and a Dog named Boo”. Lobo var sangeren og sangskriveren Roland Kent LaVoies kunstnernavn (og det betyder: ulv).
Det var ikke kun melodien, der dukkede op. Også erindringen om en bestemt klassekammerat, Bente, der var glad for den sang – og et billede af et bestemt ishus i Sædding en sommerdag. Mere var der ikke: Billedet af Bente og ishuset – og så en særlig sommerdagsstemning. året var 1971. Læs mere »

Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. På Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best friend. Og på nettet læser jeg en notits, hvor den århusianske digter Peter Laugesens beklager sig over, at Gellerupscenen i Brabrand ved Århus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert på samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var så heldig at være tilstede. Læs mere »

Det er i år 30 år siden, Steven Spielberg udsendte sin bevægende fortælling om mødet med levende væsener fra det ydre rum. årsdagen markeres med en 3-disc-dvd-udgivelse, der rummer såvel den originale biografversion, den senere udsendte “special edition” og så den såkaldte Director’s Cut. Dertil en masse dokumentarmateriale (interviews, story-boards etc.). En særlig udgave på det såkaldte Blu-Ray-format rummer ekstra godbidder. Cool nok, den oprindelige udgave er fin nok til mig.
Filmen gjorde et stort indtryk på mig, da jeg så den. Få kan som Spielberg visuelt fremmane den barnlige fascination af det ukendte.
Trailer

[audio:close03.mp3]

Bongo Fury fra 1975 er det første samarbejde mellem Frank Zappa og vennen Captain Beefheart. En blanding af live- og studiooptagelser. Selv om Zappa står som komponist på de fleste af numrene (alle bortset fra “Sam With The Showing Scalp Flat Top” og “200 Years Old”, der har Beefhearts signatur), så har musikken umiskendeligt præg af Beefheart. I følge oplysninger på nettet, så markerer pladen også en slags afsked med de musikere, som Zappa havde arbejdet sammen med i de tidlige halvfjerdsere.

Vedr. Zappa: Se også Bos blog. Læs mere »

– og det har den jo, og det er på onsdag. Ja, det var fra den 15.-18. august 1969, at alle pop- og rockfestivalers moder blev afviklet i Bethel, New York, 50 miles fra selve Woodstock. Det fejres rundt omkring af dem, der var med dengang.

Apropos Woodstock-festivalen, så læste jeg et sted, at hvis alle dem, der påstod, de havde været med, faktisk havde været der, så ville festivalen have været dobbelt så stor…

Joni Mitchell synger og spiller “Woodstock” (i 1970 på Isle of Wight, hvor hippiedrømmene åbenbart allerede var gået fløjten…): Læs mere »

Det er Bo i The Jiggly Room, der bringer fænomenet Frank Zappa på bane. For mig er Zappa uløseligt forbundet til tresserne og de tidlige halvfjerdsere. Sammen med en håndfuld andre bands, fx MC5 og Velvet Underground, udgjorde han og Mothers of Invention en musikalsk og holdningsmæssig modbevægelse til de venlige toner, der strømmede ud af The Summer of Love. En slags modgift, om man vil. Den teknisk begavede musiker og arrangør gik som en slags partisan ind i rockmusikken for at tildele pop- og rockmusikken nogle gevaldige kæberystere. Og det samme gjaldt i øvrigt for det politiske establishment og den åbenbart altid dobbeltbundede amerikanske moral og ikke mindst: seksualmoral. Den slags politisk rock var ualmindelig i Amerika dengang. Når det stadigvæk kan være givende at lytte til Zappas første plader, så hænger det sammen med, at kritikken af det amerikanske samfund er så aktuel som aldrig før, men også – og især – fordi musikken stadigvæk holder. Det er, som Bo også er inde på, ikke musik, der stryger lytteren med hårene. Det er ikke kantløs popmusik. Man er ikke i tvivl om, at Zappa – som skolekammeraten og samarbejdspartneren Captain Beefheart – hele tiden prøver de musikalske konventionera og skabeloners grænser af. Man fristes til at sige – med en politisk term – at der er tale om “undergravende” musikalsk virksomhed. Måske ligefrem en form for dekonstruktiv arbejde. Nogle af de plader, jeg har haft størst fornøjelse af at lytte til, er debutpladen (dobbeltalbummet) Freak Out! (1966), Absolutely Free (1967), halvtredserpop-parodien Cruising with Ruben and the Jets (1968), We’re only in it for the Money, der tager fusen på hippierne (1968), Bongo Fury (1974), der er den sidste Zappa-plade med Mothers of Invention og Uncle Meat (1969). På min pladereol står der også Joe’s Garage fra 1979, men den har aldrig sagt mig så meget. I det hele taget tabte jeg nok interessen for Zappa efter halvfjerdsernes slutning.
Zappa har efterladt sig en imponerede diskografi, som interesserede kan kaste sig over. Her er en oversigt over nogle af pladerne.

Tilbageblik: Zappa på lokum.

Frank Zappa & Mothers of Invention “Mother People” (fra We’re only…), 1968:

Stikordene var rocking og girl, og associationen: Fanny. Et af de meget få rockbands, måske det eneste, i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, som udelukkende bestod af kvinder. De kvindegrupper, der dominerede dengang var vokalgrupper.
Gruppen blev dannet i slutningen af tresserne af June Millington (guitar og sang), Jean Millington (bas, sang), Nickey Barclay (keyboards, sang) og Alice de Buhr (trommer og sang). Dengang gjorde man meget ud af, at det var et pigeband, og måske stod dette fokus lidt i vejen for deres musik . Jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flink til at spille deres albums, når de udkom. Det var solid, velspillet rock med gode melodier og meningsfulde tekster. Det lykkedes dem at komme på hitlisten to gange. I 1971 med sangen Charity Ball, og i 1975 med Butter Boy. Seks albums blev det til: Fanny (1970), Charity Ball (71), Fanny Hill (72), Fanny Live (72), Mother’s Pride (73, produceret af legenden Todd Rundgren) og Rock and Roll Survivors (74). I 2002 udsendte nostalgiforlaget Rhino Records en retrospektiv boks med fire cd’er: First Time In A Long Time. Mere om deres pioner-historie kan man læse her. Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2007.

Det har desværre ikke været muligt at finde videoer med bandet live. Men her er et par med deres musik: Læs mere »

Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti…

Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Læs mere »

I går omtalte jeg filmen Moonlight Mile, og efter jeg så den, har jeg haft Elton John i tankerne. En af sangene i filmen, Razor Face (fra Madman Across the Water, 1971), mindede mig om, hvor stor en sangskriver, han er, når han tager sig sammen. Min interesse for Elton John toppede i midten af halvfjerdserne. Selv om der er kommet gode sange fra hans hånd siden, så er det, som om den kunstneriske nødvendighed er blevet erstattet af karrierepleje, for nu at sige det lidt hårdt.
Helt præcist nåede min interesse et højdepunkt med købet af albummet Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975), et concept-album, som Jørgen de Mylius gjorde meget for at promovere i DR Radio dengang. Med held. For det er et på alle måder gennemført album, hvor Elton Johns melodisnedkeri og “The Brown Dirt Cowboy”-Bernie Taupins tekster falder helt i hak. Dertil kommer et fortræffeligt band bestående af percussionisten Ray Cooper, tangentspilleren David Hentschel, David Johnstone på lidt af hvert, Dee Murray bas og vokal, Nigel Olsson trommer og vokal og en vis Dr. Winston O’Boogie (aka John Lennon) på guitar her og der.
På et tidspunkt ejede jeg også dobbeltalbummet Goodbye Yellow Brick Road, men skilte mig af med det af en eller anden grund. Også et fint album, men mere en blandet landhandel i forhold til Captain Fantastic. Efter at have lyttet til sidstnævnte igen – på grammofonplade – har jeg fået lyst til at genopdage Eltons tidligere plader: Don’t shoot me I’m only the Piano Player fra 1973 (med klassikeren Daniel), Honky Château 1972 (Honky Cat og Rocket Man), Madman Across the Water 1971, Tumbleweed Connection 1970, Elton John (1969) og Empty Sky fra samme år. Folkebibliotek, here I come!
PS. Elton John har lavet en follow-up til Captain Fantastic The Captain & The Kid (2006), som da er lytteværdig, men efter min mening ikke når forgængeren til sokkeholderne.

Jeg har ikke kunnet finde (gode) videoer fra Captain Fantastic-sangskatten, men her er en meget fin BBC-optagelse af omtalte Razor Face med Elton John fra 1971: Læs mere »

Medens jeg sidder og indskanner negativer fra årene omkring 1980, dukker billeder fra mit kollegieliv (i anden ombæring…) op. Billeder af gode kollegiekammerater til våde julefrokoster og andre festlige lag, hverdagsbilleder, stemninger og – fragmenter af lydsporet til de år:

Ian Dury & The Blockheads – “Hit me with your rythm stick”:

Jethro Tull – Aqualung:

Morgenen bød på en let, sval brise og sol fra en ikke skyfri, men let cumuluseret, blå himmel. En smuk dag. Og det er stikordet til dagens (første?) nostalgiske, musikalske tilbageblik på den periode, der lige pt. optager blogskriveren: hippie-syre-psychedelia-årene sidst i tresserne. Sådan cirka. Og til de fremmeste grupper i denne flossede kategori hører uden tvivl It’s a beautiful day.
Bandet blev dannet i det centrale år 1967 – The Summer of Love – af den konservatorieuddannede violinist David LaFlamme og omfattede desuden LaFlammes kone Linda på keyboards, den henrivende sangerinde Pattie Santos, guitaristen Hal Wagenet, basspilleren Mitchell Holman og trommeslageren Val Fuentes. De spillede en blanding af rock, jazz, folk, klassisk musik m.m.
Den musikalske konkurrence var hård i The Summer of Love, og It’s a beautiful day var et af de bands, der kom til at stå i anden række. Hvilket musikalsk set ikke var helt retfærdigt. Men sådan er det jo.
I 1969 udsendte de deres debutalbum It’s a beautiful day, der indeholder klassikeren “White Bird”. Uden at blive et top 10 hit gjorde pladen sig godt på salgbarometeret, og David LaFlammes og Pattie Santos vokale samarbejde og LaFlammes violinspil gjorde indtryk.
I 1970 havde fru LaFlamme forladt bandet og var erstattet af Fred Webb. Samme år kom den fine opfølger til debuten, Marrying Maiden, der også gjorde sig pænt på hitlisterne.
De efterfølgende to plader Choice Quality Stuff/Anytime (1971) og Live At Carnegie Hall (1972), var ikke dårlige, men publikum svigtede, og et par år efter gik bandet i opløsning (1974). Siden har David LaFlamme forfulgt en solokarriere med held, og bandet er blevet gendannet i slutningen af halvfemserne.
Gruppen renomé skyldes især de to første slidstærke LP’er. Jeg kan huske, at deres musik, ikke mindst nummeret “White Bird” var meget efterspurgt på P3 op gennem halvfjerdserne. Og at de to albums ligeledes var efterspurgte. På et tidspunkt blev de så omsider genoptrykt, og man kunne se de karakteristiske omslag hænge i vinduerne hos FONA.
I øvrigt er de udsendt på en dobbeltcd siden hen. Videoer: Læs mere »

I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul på en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserår i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange år mellem hendes skolegang og så min, så er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som når hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad på smalle gymnastikbænke uden ryglæn og så mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres småbørn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer så historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft.
Jo, jeg husker det så nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved få lejligheder blev forevist for os elever på Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi så blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivånede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker på, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, når lærerne omhyggeligt satte de små filmruller på det lille, gråmalede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op på lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, så var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stået for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der måske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men også senere.

Bøjet ind over supermarkedets køledisk med is og isdeserter og diskuterende med Frøkenen, om vi nu skal vælge Hansens øko-chokoladeis, en fransk framboise-sorbet eller en ordinær jordbær- eller flødeis, popper navnet Strawberry Alarm Clock op i hovedet. Jordbær Vækkeur. Sikke et navn. Godt nok til at bide sig fast i hjernebarken, eller hvor det det nu bed sig fast dengang for en del år siden.
Strawberry Alarmclock var en del af tresser psychedelia-bølgen og fik et hit, nemlig “Incense and peppermints”, der til gengæld toppede Billboards hitliste. Gruppen bestod af store knægte, hvoraf flere stadig gik i skole, og på hittet fik de en 16-årig skolekammerat, Greg Munford, til at synge lead. Efter en masse udskiftninger gik bandet allerede i opløsning i 1971, men nåede at udsende fire LP’er, uden at nogen af dem blev store hits. Film-buffs blandt bloglæserne vil måske huske gruppens navn fra et par film, Psyched-Out med Jack Nicolson, hvor gruppen spillede en håndfuld sange, blandt andet omtalte hit, og Russ Meyers trash-klassiker Beyond the Valley of the Dolls, hvor de også lagde lyd til soundtracket.

Strawberry Alarmclock tilhørte den “poppede” end af den psykedeliske bølge sammen med fx The Flowerpot Men og lignende. Men derfor er de nok et genhør og -syn værd: Læs mere »

Rocken har sin egen mytologi. Og som sådan er det en blanding af fakta og digtning. Tag nu for eksempel historien om Jim Morrison, der døde i sit badekar i Paris. En god historie, der glider let ind i bevidstheden som et smukt billede. Men er den sand? Det svenske organ Sonic fortæller, at en ny bog af Sam Bernett “The End” fortæller en helt anden historie. I følge Bernett blev Jim fundet natten mellem den 2. og den 3. juli 1971 på et toilet på den parisiske rockklub Rock’n Roll Circus, og to af Jims narkopushere slæbte hans afsjælede legeme op i lejligheden, hvor myten så kunne digtes. Forfatteren påstår, at han har set det med sine egne øjne, fordi han arbejde i rockklubben dengang. Sandt eller falsk? Who knows. Musikken spiller endnu.