Indlæg tagget med 1970’erne

Madkasse – en lille erindring

20. september 2007

 

Bo har fået sig en ny madkasse, og Klaus kunne ikke finde sin. Nu til dags er det ingen kunst at få en madkasse med stil.
Da capac var skoleknægt var udvalget mere begrænset. Klassikeren var den røde blikkasse med “Velbekomme!” pÃ¥ lÃ¥get og den lille tabel pÃ¥ lÃ¥gets inderside. Den kan man – heldigvis – fÃ¥ endnu.
Afløseren i min skoletaske var en grÃ¥ madkasse af blik. Aflang og med en indsats – ligeledes af blik- der kunne holde rugbrødsmadder adskilt. Der lÃ¥ sÃ¥ leverpostejen, æggemadden osv. med et lille rektangulært stykke madpapir pÃ¥ toppen. Seks stykker kunne der være. Og det hele blev holdt samme af en kraftig gul elastik. Køn var den sørme ikke, men den kunne klare den hÃ¥rde medfart, som drenges skoletasker bliver udsat for. Jeg tror, disse funktionelle madkasser forsvandt ud af handlen, da plastikmadkasserne tog over.

Tilbagespoling: Oslo-frokost

Nicolette Larson

19. september 2007

PÃ¥ det tidlige omtalte dobbeltalbum “No Nukes” finder man ogsÃ¥ sangerinden Nicolette Larson. Den første gang jeg lagde mærke til Nicolette Larsons dejlige stemme var da Neil Young, tog hende med pÃ¥ klassikeren “Comes a Time” (1978), hvor hendes behagelige vokal kom til sin ret. Samme Ã¥r udsendte hun sit eget debutalbum “Nicolette”, der til fulde levede op til de forventninger, som samarbejdet med Neil Young vakte hos lytteren.
Nicolette blev kun 45 år. Hun døde i 1997 som følge af komplikationer efter en hjerneoperation. Men hun nåede at sætte sig nogle tydelige musikalske spor for eftertiden. Ved siden af sin solokarriere, der resulterede i en snes vellykkede albums, var hun en eftertragtet backingsangerinde for en lang række kunstnere, som fx Linda Ronstadt, Emmylou Harris, Little Feat, Beach Boys, Doobie Brothers m. fl. Hendes mest kendte sang blev Neil Young-nummeret Lotta Love. Efter hendes død lavede hendes mand, den berømte trommeslager Russ Kunkel, og hendes venner en mindeside på internettet.

Læs mere »

Solsbury Hill

19. september 2007

Solsbury hill

Climbing up on solsbury hill
I could see the city light
Wind was blowing, time stood still
Eagle flew out of the night

He was something to observe
Came in close, I heard a voice
Standing stretching every nerve
I had to listen had no choice

I did not believe the information
Just had to trust imagination
My heart was going boom boom, boom
Son, he said, grab your things, Ive come to take you home.

To keeping silence I resigned
My friends would think I was a nut
Turning water into wine
Open doors would soon be shut

So I went from day to day
Tho my life was in a rut
till I thought of what Id say
Which connection I should cut

I was feeling part of the scenery
I walked right out of the machinery
My heart was going boom boom boom
Hey, he said, grab your things, Ive come to take you home.
Yeah back home

When illusion spin her net
Im never where I want to be
And liberty she pirouette
When I think that I am free

Watched by empty silhouettes
Who close their eyes, but still can see
No one taught them etiquette
I will show another me

Today I dont need a replacement
Ill tell them what the smile on my face meant
My heart was going boom boom boom
Hey, I said, you can keep my things, theyve come to take me home.

Dagens (første?) musikalske indslag er med Peter Gabriel – inspireret af gÃ¥rsdagens duet med Kate Bush. Peter Gabriel var den “gale” mand i Genesis i deres første Ã¥r, og han er en ferm sangskriver, der kan diske op med sangtekster, der stikker et godt stykke op over gennemsnittet. En af mine favoritter fra Gabriels sangskat er sangen om Solsbury Hill om en spirituel oplevelse pÃ¥ det naturskønne sted i Somerset. Gabriel skrev den efter bruddet med Genesis og indlemmede den pÃ¥ albummet “Peter Gabriel” fra 1977 (pÃ¥ grund af navneligheden med flere følgende albums kaldet det ogsÃ¥ “Vol. 1” eller “The Car”…). Her er den i en ægte halvfjerdservideo:

Og det berømte gay-band Erasure lavede en noget anden coverversion af samme nummer i 2003 pÃ¥ deres album “Other People’s Songs”: Læs mere »

No Nukes – Jesse Colin Young

17. september 2007

I gÃ¥r omtalte jeg dobbeltalbummet No Nukes. Blandt perlerne pÃ¥ dette album er ogsÃ¥ Jesse Colin Youngs udgave af “Get Together”. Nummeret var det første store hit, som gruppen The Youngblods fik i 1967. Jesse Colin Young, der startede som musiker i Greenwich Village i de frugtbare Ã¥r i tresserne begyndte som solo-artist med to albums, inden han dannede Youngblods. Gruppen, der spillede selv-skrevne folk-rock sange, fik stor kritiker-succes, blandt andet hos vores egen Jørgen de Mylius, der aldrig undlod at spille nyt materiale fra bandet og fra Jesse Colin Young. Men publikum svigtede bandet. Det nÃ¥ede dog at indspille en række, fine albums frem til omkring 1972, hvor de gik hver til sit, og Colin Young fortsatte den solo-karriere, han fortsat dyrker.

Her er “Get Together” fra No Nukes-koncerterne, hvor Jesse Colin Young blandt andet har Jackson Browne med pÃ¥ kor….

Orleans

16. september 2007

Dagens (første?) musikalske indslag kommer fra halvfjerdserbandet Orleans. Det er meget længe siden, jeg har lyttet til Orleans, og bandet var gledet godt og grundigt langt om bag i erindringens halvmørke. Men et gensyn med deres iøjnefaldende albumcover til Walking And Dreaming (1976) fremkaldte bandet i min bevidsthed.
Bandet blev dannet i 1972 af det nuværende kongresmedlem for Demokraterne, John Hall (manden med skæg i forgrunden – i dag har han hverken hÃ¥r eller skæg…), trommeslageren Wells Kelly, og brødrene Larry og Lance Hoppen (sang, guitar og bas). Stilen var halvfjerdser-“softrock” à la Jackson Browne, The Doobie Brothers, Little Feat m.fl. Og gruppen lÃ¥nte flittigt fra allehÃ¥nde inspirationskilder, fra cajun-musik til sydstatsblues. Orleans er i øvrigt still going strong, selv om der har været smÃ¥pauser undervejs.
Det var faktisk lidt ad omveje, jeg fik ørerne op for gruppens meget melodiske og meget velproducerede musik (nogen vil sikkert sige: glatte og mainstreamede…). Som aktivist og medlem af MUSE (Musicians United for Safe Energy) deltog John Hall i de fem berømmede No Nukes-koncerter, der blev afviklet i Madison Square Garden (NY) i september 1979. Koncerterne resulterede i et lvie-dobbeltalbum “No Nukes” med et overflødighedshorn af kendte musikere (Jackson Browne, Crosby, Stills & Nash, Bonnie Raitt, Bruce Springsteen, James Taylor og mange andre). Og pÃ¥ denne plade synger og spiller John Hall – sammen med The Doobie Brothers og James Taylor – det meget smukke nummer Power. Her i Orleans’ udgave:

Læs mere »

Capac og reggae..

14. september 2007

Denne hersens Redemption Song har kørt i mit hovede, de sidste par dage, og jeg mÃ¥ komme med en lille indrømmelse eller – snarere – bekendelse. Jeg kan mægtig godt lige reggae, men da reggae-bølgen rullede ind over det musikalske landskab i halvfjerdserne med The Wailers, Toots and the Maytals, Sly & Robbie osv. – da var capac lidt tung i røven. Det varede temmelig længe, inden jeg hoppede med pÃ¥ den vogn, selv om MM og andre musikelskere gjorde, hvad de kunne for at forføre mig til at hoppe med pÃ¥ bussen. Hvorfor? Aner det ikke. For foden, den vippede, sÃ¥ snart reggae-rytmen ramte øret. MÃ¥ske var der bare for mange andre bølger, der gjorde fødderne vÃ¥de.
Men en dag i 1978 fik jeg dog købt en plade – et dobbeltalbum – med Bob Marley & The Wailers. Babylon by Bus hedder den, og det er et live-album med optagelser fra især Paris, men fx ogsÃ¥ fra Danmarks mest berømte festival i Roskilde. Og havde jeg ikke været hooked pÃ¥ reggae før, sÃ¥ blev jeg det nu. Og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg aldrig fik set Bob Marley live, medens tid var.
Pladens cover er meget opfindsomt. Forsiden viser en bus set forfra, og i vinduerne ser man forskellige billeder af gruppens medlemmer, afhængigt af, hvilket af de fire indercovers, der vender ud mod forsiden. Vi taler selvfølgelig om LP-udgaven!
Pladen aspirerer til titlen som et af de ti bedste live-albums fra halvfjerdserne (listeidé!). Marley og Wailers giver en række af deres store sange i herlige udvidede live-udgaver. Det rocker og swinger. Der er ikke en nitte imellem. Og man bliver helt høj af at lytte til disse klassike numre:

Side one

1. “Positive Vibration” (Vincent Ford)
2. “Punky Reggae Party” (Bob Marley/Lee Perry)
3. “Exodus”

Side two

1. “Stir It Up”
2. “Rat Race” (Rita Marley)
3. “Concrete Jungle”
4. “Kinky Reggae”

Side three

1. “Lively Up Yourself”
2. “Rebel Music (3 O’Clock Roadblock)” (Aston Barrett/Hugh Peart)
3. “War / No More Trouble” (Alan Cole/Carlton Barrett/Bob Marley)

Side four

1. “Is This Love”
2. “Heathen”
3. “Jamming”

Her er en fin optagelse fra Hollandsk tv – optaget i forbindelse med Babylon-turneen – med “Postive Vibration”. Skru op – og din dag er reddet! :

Læs mere »

Led Zeppelin flyver igen

11. september 2007

Det er gendannelsernes tid. Og – som allerede antydet her i bloggen – sÃ¥ sker det ogsÃ¥ for heavy-rockerne i Led Zeppelin. I følge New Musical Express sker det ved en officiel pressekonference i morgen. Vi ønsker dem Whole Lotta Love… Læs mere »

Marc Bolan 1947-1977

6. september 2007

Frontfiguren i glamrockgruppen T.Rex, Marc Bolan, ville være fyldt 60 år den 30. september i år. Men en automobilulykke kortede hans liv af i en alder af kun 29 den 16. september 1977. Pitchfork fortæller, at 30-årsdagen markeres med forskellige dokumentar-programmer i BBC, en stor fotoudstilling og en række pladeudgivelser af Edsel Records. Vinylsingler med sjældne B-sider og to cd-udgivelser med musik og interviews: Live 1977 + In Conversation og Interstellar Soul.

Get It On – anno 1971:

Verdens ende – med Skeeter Davis

6. september 2007

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk tv udstrÃ¥ler (DR2). Frøknens interesse for musik er vokset stødt det sidste Ã¥rs tid, og hendes øre for melodier fornægter sig ikke. Sangen, der har indfanget hende, er “The End of the World” med den amerikanske country-hillbilly-sangerinden Skeeter Davis, der scorede sit største hit med netop den sang i 1963.
Skeeter Davis, hvis borgerlige navn var Mary Frances Penick, døde i 2004, 72 Ã¥r gammel. Hendes fortjeneste -var at være en af de første kvindelige solister, der lavede country i grænselandet til den rene pop. Country-pop. En anden var Patsy Cline. Og Skeeter Davis blev – som Patsy Cline – et forbillede for senere store stjerner pÃ¥ omrÃ¥det som fx Dolly Parton og Tammy Wynette. Hendes solokarriere blomstrede i tresserne og den fortsatte med en række singlehits frem til midten af halvfjerdserne, hvor efterspørgslen efter hendes bløde vokal dalede.

Doobie Brothers – “Minute by Minute”

2. september 2007

Det er osse Rasmus’ skyld. Al den snak om Kenny Loggins og Jim Messina, soft rock og Yacht-rock fik mig til at tænke pÃ¥ et softrock- og Yacht-rock-album, som jeg var meget begejstret for, da det udkom i 1978, og fortsat er begejstret for: The Doobie Brothers “Minute by Minute”. Pladen var gruppens ottende udgivelse, og den blev – som de foregÃ¥ende – et stort hit. Albummet lÃ¥ pÃ¥ den amerikanske albumhitlistes førsteplads og sangen “What a fool believes”, der var skrevet af Kenny Loggins og Michael Mcdonald indtog ligeledes førstepladsen pÃ¥ pophitlisten. Det er da ogsÃ¥ en uforskammet iørefaldende sang uden den mindste modhage. Svært uimodstÃ¥elig:

Læs mere »