CAPAC

Det føles, som om det var i går, men der er gået 30 år, siden Sex Pistols udsendte deres musikalske spark i skridtet “Never Mind the Bollocks”. Utæmmet energi, vrængende sangtekster og en uforfalsket fuck-up-attitude sikrede bandet massiv omtale, boycot på radiostationer og i pladebutikker og en øjeblikkelig succes som punk-band. Indiskutabelt et punket band. I dag er pladen en rock-klassiker på linje med andre garage-rock-skiver som fx MC5s Kick Out the Jams o.lign.
I følge Gaffa vil de restende bandmedlemmer fejre jubilæet med udsendelse af en særlig lækker vinyludgave af debutpladen. Læs mere her.
Fra g(l)emmebogen.

Right Now Ha-ha-ha…: Læs mere »

Dagens påbegyndte projekt: Indskanning af negativer fra capacs grønne ungdom. Hvad mon der dukker op af erindringens dis!?

I går aftes faldt jeg helt tilfældigt over en kort omtale af det engelske band Vinegar Joe. Jeg havde næsten glemt gruppen, men nu dukkede den op fra de grå celler igen.

Det var heller ikke ret lang tid gruppen eksisterede. Den blev dannet i 1971 og opløstes allerede i 1974. Forklaringen er måske, at gruppen rummede et par store egoer, der hurtigt ville deres egne veje: sangerinden Elkie Brooks og sanger og guitarist Robert Palmer. Elkie har haft en fin solokarriere i England efterfølgende. Det samme gælder for Robert Palmer, der forlod det flippede look og sprang ud i jakkesæt som soul-sanger med videoer fulde af smækre fotomodeller.
Ud over disse to stjerner spillede Steve York på bas og Pege Gage på guitar. Men der var også andre musikere ind over i den korte tid projektet kørte: Mike Ceacon, Dave Thompson, Hohn Hawken, Tim Hinckley (keyboards), Jim Mullen (guitar), Pege Gavin, John Woods og Keef Hartley (trommer).

Tre hektiske år affødte tre plader, der stadigvæk er efterspurgte blandt samlere af den tids musik: debutpladen Vinegar Joe (72), Rock’n Roll Gypsies (72) og Six Star General (73).
Som mange andre engelske bands fra perioden spilledes en rythm-and-blues-baseret rockmusik med Elkie og Robert i forgrunden. Stilen kan minde om Alman Brothers Band eller Wet Willie. Og de efterfølgende videoer forklarer, hvorfor deres plader er samlerobjekter…
—–

Her er et par fine og sjældne optagelse med Vinegar Joe fra 1972, optaget af svensk tv, Take Me In Your Arms: Læs mere »

Måske skulle man købe sådan en – i str. xxl? Bare for nostalgiens skyld…

Modsat kollegaen Neil Young, der er mere aktiv og kreativ end nogensinde, trods hjerneblødning og fremskreden alder, så er Stephen Stills en blegnet stjerne. Engang var de – på godt og ondt – konkurrenter og kolleger. Først i Buffalo Springfield og derefter i supergruppen Crosby, Stills, Nash & Young. Som sidstnævnte bandnavn mere end antyder, så var der tale om en flok individer og individualister – store egoer, der alle havde talent nok til en solokarriere, men alligevel ønskede at lave noget sammen. Hvorom alting er, så blev der lavet mange lytteværdige plader. Stephens Stills var også meget produktiv dengang. Ud over bandpladerne med de nævnte grupper, lavede han soloplader, hvoraf de første to er klassikere i deres egen ret. Han var også med i sit eget superband Manassas, der kastede fine plader af sig. Siden har der været langt mellem snapsene for hans vedkommende. Måske berøvede succes og penge hans skaberkraft. Det er jo set før…
Nu har det lille nostalgiske forlag Rhino fået lov til at udsende nogle demooptagelser, som Stephen Stills lavede i den korte periode mellem Buffalo Springfield og C, S, N & Y. Dengang var han kæreste med sangerinden Judy Collins og sammen indspillede de en håndfuld sange, der siden er blevet klassikere i de endelige versioner. Playlisten ser således ud, og kendere vil genkende mange af sangtitlerne:
* All I Know is What You Tell Me
* So Begins the Task
* Change Partners
* Know You Got To Run
* The Doctor Will See You Now
* Black Queen
* Bumblebee (Do You Need A Place to Hide?)
* Judy
* Dreaming of Snakes
* Suite: Judy Blue Eyes
* Helplessly Hoping
* Wooden Ships
* Treetop Flyer

Anekdoten fortæller, at Stephen Stills i april 1968, efter at han havde forladt Buffalo Springfield, gik ind i et pladestudie, smed en bunke dollars på bordet og sagde til produceren: Just Roll Tape. Det blev så titlen på den nye udgivelse. I øvrigt endte optagelserne i skraldespanden, hvorfra en behjertet sjæl reddede dem, så de nu 40 år efter kan udsendes i remastered og renset stand…

Stephen Stills anno 1968: Black Queen: Læs mere »

Kom lige forbi den lokale genbrugsforretning (der ligger på en af gravhundens foretrukne spadsereture) og så en meget gulnet, indrammet reproduktion af ovenstående Van Gogh-maleri. Og med et trylleslag var jeg tilbage i min ungdoms lille værelse, hvor selv samme billede hang på væggen sammen en reproduktion af et oldkinesisk maleri og en psykedelisk, grafisk gengivelse af John Lennon (med de runde sygekassebriller). Det var dengang, hvor plakatbølgen ramte de danske stuer og værelser med fotoreproduktioner af diverse kunstværker, solned og -opgange, bare piger (nogle afbilledet med parteringstegninger), filmplakater (Easy Rider!), pop- og rockstjerner osv. osv. Hvor blev de af? Mon nogle af dem ligger i kælderen endnu?

Repeat

For en rum tid siden havde jeg lejlighed til at se mindekoncert for afdøde George Harrison. Blandt de mange venner, der bidrog til at gøre koncerten til en værdig mindekoncert for den afdøde Beatle, var guitaristen Albert Lee (ikke at forveksle med tidligere omtalte Alvin Lee). Albert Lee startede helt tilbage i halvtredserne med at spille guitar og udviklede sin egen spillestil, der kombinerede brugen af plektrum og fingerspidser.
Musikstilen var en blanding af rhytm-and-blues, country og rock’n roll, og den første succes opnåede han som medlem af sangeren Chris Farlowes band, the Thunderbirds, i tresserne.
Det var dog først med gruppen Heads, Hands & Feet, at Albert Lee opnåede superguitariststatus. De øvrige medlemmer var sangeren Tony Colton,  trommeslageren Pete Gavin, bassisten Chas Hodges, keyboardspilleren Mike O’Neill og andenguitaristen Ray Smith. I perioden 1971-73 indspillede gruppen tre albums af høj kvalitet. Det første, der bar bandets navn, i 71. Og det efterfølgende to år kom henholdsvis On The Tracks og Old Soldiers Never Die. De to første er genudsendt på cd. Der er også kommet en cd med titlen Home from Home (The Missing Album), hvis titel vist siger, hvad det drejer sig om. Derimod er Old Soldiers Never Die vist ikke overført til cd. Hvilket måske skyldes rettighedsproblemer.
Stilen på pladerne var country-inspireret rock med kant. Pladerne er i dag samlerobjekter for folk med smag for countryrock. Efter sigende har de en høj status i countrymusikkens Mekka Nashville… Gruppens og Albert Lee navnkundighed udsprang dog ikke mindst af gruppens hyppige koncerter, der gjorde bandet til et meget populært liveband i Storbritannien. Populariteten var så udtalt, at de blev inviteret til Tyskland for at optræde i capacs nostalgiprogram Beat-Club, hvor man havde næse for gode live-acts. Det var her, jeg fik ørerne op for bandet og dets indlysende kvaliteter.
Efter gruppens opløsning rejste Albert Lee til USA, hvor han ud over at have sit eget band Albert Lee Band (med et par af de gamle venner fra Heads, Hands and Feet) har været sideman for en række store navne: Emmylou Harris’ Hot Band, Eric Clapton, The Everly Brothers og ex-Rolling Stone Bill Wymans Rhytm Kings. Bare for at nævne et par stykker.

Youtube er leveringsdygtig i en håndfuld videoer. Her er nogle af dem:
Læs mere »

Overskriften “Germaine Greer er meget utilfreds med ‘Hippie hippie shake” fangede straks min opmærksomhed. Hvad havde hun nu imod det gamle rock’n roll-hit!? Men det var selvfølgelig ikke den sang, det drejede sig om. Men en film. Herom i det følgende.
Germaine Greer, skal jeg måske lige forklarer over for læsere, hvis erindring ikke går tilbage til halvfjerdserne og tresserne, var en af de fremtrædende feminister, der dengang var med til at kritisere den mandsdominerede samfund og dermed satte skub i den udvikling, hvis foreløbige resultat, vi nu lever i – på godt og ondt. Hun skrev bogen “Den kvindelige eunuk” (1970), der udkom herhjemme på forlaget Rhodos’ toneangivende politiske serie Bibliotek Rhodos med iøjnespringende lilla omslag. Heri hudflettede hun en række mandlige forfatteres – blandt andet Henry Millers – syn på kvinder.
Greer er født i Australien i 1939 og har siden sit gennembrud med eunukbogen været en talentfuld provokateur (eller i denne sammenhæng skulle man nok skrive: provokateuse), der aldrig har været bleg for sige tingene uden nogen form for formildende omsvøb. En på samme tid fascinerende og frastødende femme fatale i den feministiske offentlighed. Senest gjorde hun sig bemærket på tv ved at udstille sin appetit på og betagelse af meget unge mænd – i billedkunst og virkelighed.
Den “hippie hippie shake”, Greer er utilfreds med, er en filmatisering af magasinredaktøren og forfatteren Richard Nevilles erindringer. Neville beskriver sin tid i det kendte modkulturelle managazin Oz Magazine, der havde kronede dage i årene 1963-1973. Germaine Greer indgår i såvel bog som film, selv om hun angiveligt ikke var interesseret fra starten af. I The Guardian giver hun sit besyv under overskriften: “Nåh, så Emma Booth skal spille mig i en lortefilm om 60’erne? Kan hun ikke få et anstændigt arbejde?”. Hun går lige til biddet med det samme og skriver: “Det bliver sværere og sværere at være en virkelig person. I gamle dage skulle du dø, før levebrødsforfattere begyndte at mæske sig i dine jordiske rester og modellere en ny udgave af dig ud fra deres egne ekskrementer”. Og derefter får vi så Greer opfattelse af tingenes rette sammenhæng, iblandet et karaktermord på omtalte Neville. Fornøjelig læsning.

Hippy Hippy Shake med Swinging Blue Jeans: Læs mere »

For nogen tid siden skrev jeg et indlæg om Fred Neil-sangen “Everybody’s talking”, som den amerikanske sanger Harry Nilsson (1941-1994) udødeliggjorde i filmen “Midnight Cowboy”. I den forbindelse nævnte jeg, at Harry Nilsson havde et kompliceret privatliv. Dette liv – og karrieren – er nu blevet gjort til genstand for en dokumentarfilm med den sigende titel Who Is Harry Nilsson (And Why Is Everybody Talkin’ About Him)?. Bag filmen står instruktøren John Scheinfeld, der har specialiseret sig i film om kunstnere m.m., blandt andet står han bag den meget omtalte film om John Lennons kamp mod den amerikanske stat om opholdstilladelse m.m. The U.S. vs. John Lennon fra 2006.
Filmen om Nilsson beskriver – som man kunne forvente – manden liv fra barndommen i Brooklyn over karrierens højdepunkter i halvfjerdserne til den tragiske død i midten af halvfemserne. En fortælling om et talentfuldt og kreativt menneske, der brændte sit lys i begge ender: druk, stoffer, fester en masse osv. Igennem filmen møder man en lang række kendte mennesker, der udtaler sig om Harry og hans liv. Filmen, der er fra 2006 blev vist på Santa Barbara Filmfestivalen og har fået fine anmeldelser. Se fx denne. På filmens lille hjemmeside kan man se en trailer fra filmen.
Mon den kommer i en dansk biograf? Ellers må man jo vente på dvd’en. Lad os mindes Nilsson med et par videoer: Læs mere »

Føromtalte The Cowsills kunne sikkert være blevet en endnu større succes end bandet faktisk blev. På et tidspunkt blev familien Cowsill nemlig tilbudt rollerne i en ny tv-serie “The Partridge Family”. Men de takkede nej, da fru Cowsill ikke kunne få lov til at spille moderen i serien.
TV-serien om enken med de fem børn, der starter en musikgruppe, løb på tv-skærmene i årene 1970-74 og banede vejen for det senere popidol David Cassidy, der havde rolle som familien ældste søn Keith Partridge. Historien var i øvrigt inspireret af Cowsill-familiens karriere og – The Allman Brothers’. The Partridge Family var i øvrigt afløseren for den vel nok mest kendte musik-serie i de år: The Monkees. Akkurat som tilfældet var med The Monkees, blev Partridge Family både en succes som tv-serie og som pladeudgivende og turnerende popband. Deres store hit kom i 1970 med nummeret “I think I love you”, der indtog førstepladsen på Billboards liste, og sendte albummet The Partridge Family Album op på toppen af albumlisten.
Gruppens succes fik David Cassidy til at starte en solokarriere, hvor han blandt andet sang sange fra familieserien. Og i løbet af kort tid var han et all american teen idol. Og som følge af solokarrieren, tabte Cassidy interessen for familieprojektet og forsøgte at lægge afstand til det polerede familieimage, han havde fået i den sammenhæng. Cassidy er stadigvæk aktiv både som sanger og som skuespiller. På Youtube kan man se og høre ham give I think I love you så sent som 2007…

I dagens Berlinger kan man læse en anmeldelse af en koncert med Sly and the Family Stone. Det vil sige: forgrundsfiguren Sly kommer ikke, og bandet er kun en skygge af det gamle stilskabende band fra sluttresserne og halvfjerdserne. Det er næsten 25 år siden, det gamle band var rigtig aktivt. I de mellemliggende år har bandlederen Sly været fanget i en sump af stofmisbrug, mentale og andre personlige problemer.
Sly and the Family Stone dukkede op i hippietiden og var pionerer inden for den genre, der kaldes funk. Bandet miksede psykedelisk lyd med soulelementer, rock og funk. Den funkede sound skyldtes ikke mindst den tommelfingerspillende bassist Larry Graham, der dannede skole for mange efterfølgende funkbassister. Uden Sly og co. ville Michael Jackson og Earth, Wind and Fire have lydt anderledes.
Inden stofproblemer og uoverensstemmelser mellem gruppens medlemmer begyndte at få gruppen til at gå op i limningen i midthalvfjerdserne, fik foretagendet indspillet en række banebrydende albums: 1967: A Whole New Thing, 1968: Dance to the Music, 1968: Life, 1969: Stand!, 1970: Greatest Hits, 1971: There’s a Riot Goin’ On, 1973: Fresh og 1974: Small Talk. Dertil kom fem store top 10 hits i perioden 1968-1971: Dance to the Music, Everyday People, Stand!, Thank You og Family Affair.
Jeg fik rigtig øje på og øre for Sly and the Family Stone, da jeg så deres forrygende, ti-minutters-udgave af “I want to take you higher” og et ligeså vellykket “Stand!” i Woodstock-filmen (YouTube har et klip med dårlig lyd…). Her kan man se bandet, da det var på sit højeste.
Efter bandets reelle opløsning i midten af halvfjerdserne fortsatte Sly med at lave soloplader af høj kvalitet. Men de personlige problemer satte en stopper for koncertaktiviteterne.

Læs mere »

Gaffa fortæller kort, at det australske band AC/DC er ved at indspille musik, der nok bliver til bandet s nye plade engang – den første siden Stiff Upper Lip fra 2000. AC/DC blev dannet tilbage i 1973 og betragtes af mange som pionerer inden for heavy metal-genren, men selv kalder bandets medlemmer musikken for rock’n roll. Capac har altid haft en svaghed for den form for hård rock, der minder lytteren om, hvad rock’n roll altid har drejet sig om: fest og ballade – uden de store kunstneriske ambitioner. Med andre ord: øl, piger og rockmusik. Her er de så drengerøvene fra Sydney: Læs mere »

I sin karrieres efterår besøger den amerikanske sangerinde Dionne Warwick København. For capac er det umuligt at nævne denne sangerinde med de markante høje kindben og den uforlignede, delikate stemme uden også at nævne Burt Bacharach, den store amerikanske sangskriver. Deres samarbejde leverede noget af det absolut bedste popmusik i halvfjerdserne. For en del år siden kom der en udmærket 2 cd-greatest hits-plade med Dionne, hvor alle perlerne var med. Anbefales på det varmeste.
Her er en sjælden video, hvor mesteren selv – Burt Bacharach – fortæller om sit symbiotiske forhold til Dionne Warwick og sammen giver de eksempler fra kataloget. Nyd det (selv om videoen hakker lidt…). Læs mere »

Det måtte jo ske: At det legendariske tresserband The Grateful Dead blev genstand for en biograffilm. Gaffa-magasinet fortæller, at Michael Garais vil filmatisere Dead-roadien Steve Parishs biografi “Home Before Daylight”, der fortæller den lange historie om bandets levned i årene 1965-1995.
En af de ting, capac er gået glip af i dette liv, er den koncert, som Grateful Dead gav i Studenternes Hus i århus i 1972. En koncert, der gik frasagn om i capacs første studieår på universitetet i århus. Derfor var det med store forventninger, at capac en del år senere fik billet til en annonceret koncert med Jerry Garcia Band (et af de mange fritidsprojekter, der var omkring Grateful Dead). Men koncerten blev aldrig til noget, og få år efter døde Jerry Garcia og dermed blev der i realiteten sat punktum for fortællingen om de Taknemmelige Døde. Sådan kan det gå.

Og her er en optagelse fra Grateful Deads besøg i København i 1972. Det er Edmondt Jensen, der står for produktionen – og Jerry og kompani giver en af capacs Dead-favoritter: One More Saturday Night: Læs mere »

I sidste måned omtalte jeg Porter Wagoner i forbindelse med udgivelsen af pladen “Wagonmaster”. I mellemtiden er jeg blevet opmærksom på en genudgivelse af interesse, nemlig albummet Rubber Room: The Haunting Poetic Songs of Porter Wagoner 1966-1977, der – som titlen antyder – består af det bedste fra mandens sangskriverhånd i den nævnte periode. En mere omfattende omtale af udgivelsen kan man læse her.

En tekstsmagsprøve – sangen The Rubber Room:

In a buildin’ tall with a stone wall around there’s a rubber room
When a man sees things and hears sounds that’s not there
He’s headed for the rubber room
Illusions in a twisted mind to save from self-destruction hmm it’s the rubber room
Where a man can run into the wall till his strenght makes him fall and lie still
And wait for help in the rubber room
From his blurry vision of doom a psycho in the rubber room
The man in the room right next to mine screams a woman’s name hits the wall in vain He’s in the rubber room
I hear footsteps poundin’ on the floor God I hope they don’t stop at my door
Hmm I’m in the rubber room
Now they’ve come to get me but they find
I’m a screamin’ pretty words tryin’ to make ’em rhyme
I’m n the rubber room hmm a psycho I’m in the rubber room hmm

Og her en corny video, hvor Porter synger sammen med en næste uigenkendelig Dolly Parton: Læs mere »