Indlæg tagget med americana

Bob Dylan, Karen Dalton og Peter LaFarge

1. september 2006

Så kom den omsider, den dårlige omtale af Dylans nye plade. I “Smagsdommerne” på DR2 forkastede to yngre smagsdommere – reklamemanden Knud Romer og Weekendavisens femme fatale-in-spe – femme er måske så meget sagt, men så da fille fatale – Leonora Christine Skov – Dylan som – kort fortalt – en ulidelig anakronisme. Ikke særligt velargumenteret, men alligevel… Tilbage sad Christian Braad Thomsen og holdt på, at pladen er en af Dylans ti bedste overhovedet. Et mesterværk.

[ Lille opdatering: Jf. Bos kommentar om Christine Leonora Skov – den lille tæve… ;-) ]

Den megen omtale af Dylans nye plade, hans seneste selvbiografi og øvrige aktiviteter har også andre effekter. Billboard kan fortælle, at flere af de mere eller mindre kendte kunstnere, som Dylan har omtalt, fx i selvbiografien, eller indspillet noget af de seneste år, nu genudgives. Det gælder fx sangerinden og sangskriveren Karen Dalton, som Dylan i sin krønike udnævnte til at være sin “yndlingssangerinde”. Karen Dalton, der døde i 1993, nåede kun at udgive to plader i sit liv. Nu genudgives den anden plade “In my time” fra 1971 med noter af Nick Cave, Devendra Banhart og Lenny Kaye (guitarist hos Patti Smith). Den første blev genudgivet i 1997.
“The Ballad of Peter LaFarge” er titlen på en ny dokumentarfilm om en anden af Dylans samtidige kunstnere fra 1960’erne. Dylan kaldte LaFarge “one of the unsung heroes of his day” i noterne til sit retrospektive bokssæt Biograph. Dylans indspilning af LaFarges “The Ballad of Ira Hayes” (1970) indgår i filmen.
Kendetegnende for de to kunstnere, der begge var aktive i folk-bølgen i tresserne, var, at de havde problemer med alkohol og stoffer, hvilket nok er en del af forklaringen på deres manglende gennemslagskraft. LaFarges måske største bedrift var at skrive næsten alle sangene til Johnny Cashs concept-album fra 1964 “Bitter Tears”.

Glenn Ford – R.I.P

31. august 2006

Patti Smith om Bob Dylans “Modern Times”

30. august 2006

Well I was sitting on my window sill, watching
the sky shifting, when a messenger arrived with
a copy of the new Bob Dylan album.
I gave old Glenn Gould a rest and put Modern
Times in my player. To this day, it still
feels funny sliding a CD in place instead
of setting a record on the turntable.
It was always exciting, that first moment, when the
needle connected with the vinyl groove. The first CD
I ever heard was an experimental one, a long time
ago, with Rainy Day Women on it. I just shook my head
and said “nope. it will never take off. nobody will give
up playing records.” Nostradamus I am not.
In any event, there are two handsome portraits of Bob in
the packaging. I like the song called Ain’t Talkin’.
Like walking alongside Bob hearing him thinking.
It was nice to get a special copy brought to my door.
It kind of made up for all those bus rides
in the mid-sixties, through Camden into Philadelphia,
to stand for hours in line just to buy a copy of
Highway 61 and Blonde on Blonde. It was always
worth it though. I was never disappointed.

fra Pattis hjemmeside. Jeg kan kun tilføje: Amen!

I dag er det Store Bob-Dag!

28. august 2006

Så oprandt dagen, hvor Bobs nye plade skulle være ude i de lokale pladebutikker, og anmelderne har åbenbart kun ros til overs for his Bobness. Har nogen fundet en decideret dårlig anmeldelse, må de godt fortælle os andre om det.

Opdatering: Og hos nogen har den meget omtale af Gammelfar-Dylans nye musikcd givet anledning til selvransagelse af næste psykoanalytiske dimensioner. Her fra blokken skal man ikke høre ét ondt ord i anledning af, at man ikke er fan af B.D. Hva’ fan’, der er så meget andet i musikkens og poesiens verden…

Musik fra Store Lyserøde

25. august 2006

Musikken til at starte aftenen med, når Gravhunden er luftet: The Bands Music from Big Pink. Se også en femten minutter lang video med Levon Helm Band her.

Og her et billede af Store Lyserøde:

Bob Dylan ude med riven

25. august 2006

“Hvis du lytter til de moderne pladeoptagelser, så er de gyselige, der er sound over det hele. Jeg kender ikke nogen, der har lavet en plade, der lyder anstændigt, i de sidste 20 år”. Ordene kommer fra Bob Dylan i en samtale med Rolling Stone. Han har heller ikke meget til over for cd-mediet, der ikke har karakter af noget som helst. Og vedr. fildeling, downloads, som mesteren har været genstand for, så er han ligeglad, for det er alligevel ikke noget værd overhovedet. Ol’ Grumpy kan endnu…

Bob Dylan – på Google video

25. august 2006

Til jer, der ikke allerede har fået besked andetsteds fra: Det er nu muligt at se en hel række interessante videoer med His Bobness på Google video. Linket er her. Blandt oplevelserne er en duet med Johnny Cash (Girl from the North Country), klip fra Don’t look back-dokumentaren, “Isis” fra Rolling Thunder-turen, interviews m.m. Lige noget for Irene og andre dylantilhængere…

Sweet Soul Music and Country – Solomon Burke

24. august 2006

På en kendt internetauktion har jeg netop vundet ovenstående cd med den gamle soulsanger Solomon Burke. Den har længe stået på min ønskeliste, men nu var chancen der pludselig for at få den for en slik. Den gamle soulmester er i øvrigt aktuel med sin nye countryplade Nashville, som jeg tidligere har skrevet lidt om. På hans hjemmeside med det beskedne titel The King Solomon Burke kan man høre, at soulen følger med over i countryen. Nashville stirred my soul, skriver The King, og det kan man høre. Emmylou Harris, Patty Griffin, Patty Loveless, Gillian Welch, og Dolly Parton sørgede for, at han ikke var alene i studiet, hvor pladen blev indspillet på otte dage.

http://capac.smartlog.dk/soul.html

Opdatering: se også Kongen eller Biskoppen give koncert på Fabchannel. Og tjek lige den her video med nummeret Check up to my step. Han giver Madonna baghjul…

Neil Young – ny video

23. august 2006

Her i bloggen følger vi nøje den amr. sanger og sangskriver Neil Youngs musikalske færden, der på det seneste også er blevet en politisk sådan. Nu er der offentliggjort en video af “Families”, der efter sigende er en af de mest bevægende indslag på den fortsatte tur med Crosby, Stills og Nash under overskriften Living With War. Man kan se den her (mov). Blogbestyreren skal ikke lægge skjul på, at han er lidt imponeret af Youngs energiske kamp mod George W. Bush, krigen i Irak osv. Neil Young for President!

Se også: Neil Young on The Colbert Report

“Fucking Amps…” – Neil Young

21. august 2006

Neil Young er åbenbart gået helt i selvsving over Living with War-projektet. I hvert fald synes hans fine hjemmeside Neils Garage at være lavet om en en ren LWW-side. Til gengæld kan man se nogle interessante musikvideoer med den gamle kæmpe. (Citatet i overskriften stammer fra Neils indledende ord til videoen After the Garden).

Opdatering: Se også videoer med Kris Kristoffersen, Pearl Jam og mange andre på siden…

Tribute to… del 2

21. august 2006

Så er det listetid igen. På min gamle blog lavede jeg en liste over Tribute-plader, som jeg holder af. Nu er det på tide at få den opdateret. Så her er den, stadig i ikke-prioriteret orden:

1. I am Sam (2001). Og det er ikke engang en rigtig Tribute-plade, men et soundtrack bestående af Beatles-covers. Der er mange fine perler imellem: Aimee Mann & Michael Penns Two of us, Rufus Wainwrights Across the Univers, Eddie Vedders You’ve got to hide your love away, Nick Cave Let it be m.fl.

2. Tribute to Hank Williams (2003). En compilation af Hank Williams-sange med gamle country-and-western-stjerner som Patsy Cline, Roy Acouff, Leona Williams, The Plainsmen osv. Rigtig country and western. Anbefales varmt.

3. Timeless (2001). Også en Tribute to Hank Williams. Med kunstnere som: Johnny Cash, Lucinda Williams, Emmylou Harris, Keith Richards, Tom Petty, Bob Dylan m.fl. Alle numre holder, nogle mere end andre… Denne mands sange er uopslidelige.

4. I’m your fan. Cohen-covers af John Cale, REM, Nick Cave, Pixies m.fl. En hel del snapse, men også noget fortyndet..

5. Avalon Blues: A Tribute to the Music of Mississippi John Hurt. Jeg nærmest snublede over denne tribute-plade på biblioteket. Og lånte den med det samme, da jeg er til the blues. Den indholder en perlerække af fine versioneringer af: Lucinda Williams, Bruce Cockburn, Steve & Justin Earle, Geoff Muldaur, Ben Harper, John Hiatt, Taj Mahal, Victoria Williams og mange flere.

6. og (tak til Kim for at opfriske min erindring!): “Return of the grievous angel – a tribute to Gram Parsons“, fra 1999 skal med på listen. En fantastisk plade med bidrag fra blandt andet Beck, Elvis Costello, Whiskeytown, Pretenders, Cowboy Junkies og naturligvis Emmylou Harris. Pladen virker i den grad efter hensigten – man får lyst til at udforske Gram Parsons egne udgivelser …. bedre effekt kan man vel ikke ønske sig af en hyldest-udgivelse.” – med Kims ord…

7. Till the Night is Gone : A Tribute to Doc Pomus.

————

Anledningen til opdateringen er, at jeg omsider har fået fat i Doc Pomus-pladen. Nogen vil måske klø sig i håret og sige: Hvem er Doc Pomus? Folk, der kender sange som: “Sweets for my Sweet” (fx m. The Searchers), “Viva Las Vegas ” (Elvis..), “Save the last Dance for me” (fx m. John Lennon) m.fl. vil vide, at vi har at gøre med en af de store sangskrivere i amerikansk populærmusik. Den polioramte Doc Pomus startede som bluessanger allerede i 1940’erne, inden han kastede sig over sangskrivningen. Da Doc var i starten af 30’erne blev han sangskriver for fuld til og slog sig sammen med et andet, ungt sangskrivertalent: Mort Shuman. Sammen skrev de to en række sange, hvoraf Elvis Presley indspillede omkring tyve stykker. Da samarbejdet stoppede kastede Pomus sig ud i tiårig en karriere som hasardspiller. Den fik – heldigvis – en brat ende, da Pomus blev udsat for et væbnet røveri… Han vendte derefter tilbage til den sikrere vej som sangskriver og leverede blandt andet sange til B.B. King, skrevet sammen med Dr. John. Men fx også Mink de Ville nød godt af hans talent. Pomus døde i 1991 af lungekræft, 64 år gammel.

Doc Pomus er et eksempel på en kunstner, der i høj grad er andre kunstneres idol. Det kan man også se af hyldestpladen, hvor en perlerække af kendte kunstnere medvirker:

1. Lonely Avenue – Los Lobos
2. Boogie Woogie Country Girl – Bob Dylan
3. Viva Las Vegas – Shawn Colvin
4. A Mess Of Blues – John Hiatt
5. This Magic Moment – Lou Reed
6. Blinded By Love – B.B. King
7. Young Blood – The Band
8. There Must Be A Better World Somewhere – Irma
9. Turn Me Loose – Dion
10. I Count The Tears – Roseanne Cash
11. I’m On A Roll – Dr. John
12. Still In Love – Solomon Burke
13. Sweets For My Sweet – Brian Wilson
14. Save The Last Dance For Me – Aaron Neville

– Det kan dårligt blive bedre. Og alene Dion (Dimuccis) udgave af Turn me Loose er hele pladen værd. Det svinger som ind i h…… :

“Turn me loose, turn me loose I say
This is the first time I have felt this way
Gonna get a thousand kicks or kiss a thousand chicks
So turn me loos
e
Turn me loose, turn me loose I say
Gonna rock’n’roll long as the band’s gonna play
Gonna holler, gonna shout, gonna knock myself right out
So turn me loose (turn me loose, ooh-ahh)
I’ve got some change in my pocket and I’m rarin’ to go
Takin’ some chick-a to the picture show
And when I see her home and we kiss goodnight
Well, turn me loose, turn me loose, turn me loose, turn me loose…”


 

Pomus-pladen er svær at opdrive i Europa, men kan fås via amazon.com og på ebay. Men man skal ikke regne med at få den billigt. Sidst jeg bød på den stoppede buddet ved £ 12 + forsendelsesomkostninger. Jeg venter på regningen for told og moms for mit køb…

 

 

Moderne tider

21. august 2006

New York Times anmelder Bob Dylans nye plade Modern Times. Anmelderen mener, at titlen er ironisk, fordi Dylan aldrig har forsøgt at være hip eller moderne, men tværtom har han altid været traditionsbevidst og citeret fra sine musikalske forgængere i blues, folkemusik osv. Han er konservativ, grænsende til at være klassicist, mener NYTs anmelder John Pareles. Den nye plade står således i dyb gæld til the blues. Heller ikke nymodens producerteknik tiltrækker Dylan. På den tekstlige side er tingene mere indviklede. Filosofisk set, er Dylan absurdist, moralist, populist, enspænder og “en af Gud hjemsøgt billedstormer”, mener Pareles. Han har også nogle overvejelser om Dylans forhold til det religiøse. Læs mere her.

The ZoZo Sisters – Linda Ronstadt & Ann Savoy

19. august 2006

Musiksiden Pitchfork, der især beskæftiger sig med nyere musik, anmelder den nye cajunorienterede plade “Adieu False Heart” med The ZoZo Sisters – alias Linda Ronstadt og Ann Savoy. Pladen får kun to stjerner. Anmelderen mener, at Linda Ronstadt, i modsætning til sine andre duo-plader med fx Emmylou Harris, i denne ombæring er for tilbageholdende med sine fortolkninger, at Ronstadt og Savoy nøjes med sangenes mest elementære melodier og harmonier. Underforstået: De burde have tilført sangene noget mere, fx “rytmisk kompleksitet” osv. Nå, hm. På www.amazon.com får pladen til gengæld det optimale antal stjerner af de fleste brugere, og man kan se en video med de to damer og give “Walk away Rene”. Døm selv. Jeg vender tilbage, når jeg har fået fat i skiven.