CAPAC

Som nævnt i går svor jeg, at jeg ikke ville slippe sagen om min “aktivering” med det samme. Jeg mener, at der skal større opmærksomhed omkring dette arbejdsmarkedspolitiske område, fordi der her herskers retssløvhed (jeg mener: retsløshed) ((men “retssløvhed” er egentlig et godt ord, ikke?)) og vilkårlighed, der krænker arbejdssøgende menneskers almindelige borgerlige rettigheder.
Og næppe havde jeg indtastet mit løfte, før der dumpede et brev ind ad døren fra min a-kasse. I brevet meddelte man mig, at jobcenteret havde anmeldt mig for udeblivelse fra et kursus, som aktiverings-aktøren havde indskrevet mig til – og at man derfor ikke kunne udbetale mine dagpenge. Den økonomiske trussel – at blive berøvet sit livsunderhold, dagpengene – er en trussel man konstant møder som ledig. Stort set hver gang man kontaktes af jobcenteret følger truslen med. Den ledige skal aldrig glemme sin rådighedsforpligtelse eller, at det er nådsens brød, man modtager.
Nu skal det tilføjes, at jeg udeblev fra det omtalte kursus efter aftale med en rådgiver i a-kassen. Og at udeblivelse var begrundet i min klage over aktørens ulovlige håndtering af min aktivering.
I det hele taget har jeg ikke foretaget mig noget i denne sag uden at have indhentet råd og vejledning. For lovkomplekset og regelsættet er sådan, at kun en lille gruppe eksperter har et ordentlige overblik. Og til disse eksperter hører ikke aktørerne – og ej heller altid jobcentermedarbejderne…
Aktøren havde indskrevet mig til kurset som del af en handlingsplan (noget, man skal have som aktiveret og ledig), jeg hverken havde accepteret eller underskrevet.
Jeg har selvfølgelig straks over for a-kassen redegjort for sammenhængen. Men tilbage er en ubehagelig fornemmelse af konstant at være under anklage og befinde sig på en skrøbelige retssikkerhedsmæssigt grundlag. Får jeg mine dagpenge eller ikke? Følg med i sagaen den kommende tid.

Som nævnt er capac ude af ledigheden fra og med på mandag. Frihed, det bedste guld.
Jobbet kom på et tidspunkt, hvor det så sortest ud. Som ledig skal man efter ca. ni måneders ledighed i såkaldt “aktivering”. Og capacs aktivering startede for en god måned siden. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Som ordet antyder, så er aktivering tiltag, systemet sætter i værk for at modvirke den passivitet, som ledigheden åbenbart menes at være. I 2007 er aktiveringen blevet udliciteret til private firmaer, såkaldte aktører. Tredjepartsaktører, der får en (lille) pose penge for at aktivere de ledige, og lidt flere penge, hvis det faktisk lykkes firmaet at få den ledige i arbejde. Ser vi bort fra de politiske argumenter for en sådan udlicitering (at private kan gøre det bedre end det offentlige, at private på konkurrencevilkår er mere effektive og lignende borgerlige floskler) og ser bort fra det ufornuftige i at flytte aktiveringen over på aktører, der – alt andet lige – ikke har den samme erfaring og viden som a-kasserne og jobcentrene, så er det største problem med den nye ordning, at den forringer den lediges muligheder og – ikke mindst – krænker dennes rettigheder.

I forgårs hørte jeg på DR P1 en diskussion om dansk arbejdsmarkedspolitik mellem en EU-parlamentariker og en ledende skikkelse i A-kassernes samvirke, og sidstnævnte lagde ikke skjul på, at det der foregår i privat regi under betegnelsen “aktivering” i stort omfang – jeg tror han sagde “mindst 80%” – er i direkte strid med lovgrundlaget. I følge lovgrundlaget, så har den ledige mulighed for enten opkvalificering (dvs. efteruddannelse), jobpraktik (hvor man i nogle uger arbejder på en arbejdsplads på dagpenge) eller job med løntilskud (på papiret en ordinært job, hvor arbejdsgiveren får den del af lønnen betalt i nogle måneder, hvorefter man går over til normal ansættelse). Men i realiteten er den lediges muligheder beskåret kraftigt.

Finansieringen af aktørerne er så ringe, at disse ingen interesse har i at give de ledige kompetencegivende efteruddannelse. Ofte spises man af med endnu et jobsøgningskursus eller firmaets egen “coaching” eller vejledning.

Det firma, jeg blev tildelt, havde ikke styr på hverken regelsystem eller noget som helst. I følge lovgivningen og reglerne har den ledige ret til at forhandle sig frem til en aktivering ud fra lovens muligheder. Det vil sige: der skal lyttes til den lediges ønsker med hensyn til job, og der skal tages udgangspunkt i dennes forudsætninger. Jeg blev spist af med en ganske kort telefonsamtale, hvor diskussionen af opkvalificering blev afvist, og hvor jeg i realiteten blev påtvunget et produkt, der bestod i jobsøgningskursus og vejledning med henblik på jobpraktik. Da jeg påpegede, at jeg allerede havde været på jobsøgningskursus og i øvrigt havde gode forudsætninger for at skrive jobansøgninger i kraft af min uddannelse – mag.art. i nordisk sprog og efteruddannelse i journalistik -  blev det afvist med en henvisning til, at jeg “da ville møde nye mennesker”.

Herefter startede jeg en klagesag for at få udarbejdet et såkaldt “uenighedsnotat”. Med et uenighedsnotat kan man blive overflyttet til en anden aktør. Det blev hurtigt klart, at aktøren ikke var interesseret i at give slip på mig (for det indebærer jo et tab af indtægt…), og derfor forsøgte aktøren ved at omgå spillereglerne at fastholde mig, hvor jeg var, med en påstand om, at der ingen uenighed var.

Heldigvis fik jeg god faglig opbakning fra min a-kasse og derfor fortsatte sagen og er foreløbig endt der, hvor aktøren har bøjet sig for mine krav og har videresendt min klage til jobcenteret.

Nu er jeg så i job fra på mandag og dermed ude af denne sag. Men jeg har ikke tænkt mig at slippe den sådan. Det strider mod min overbevisning og samvittighed at se, hvordan “systemet” ser gennem fingre med, at ledige får deres retssikkerhed krænket og får forringet deres muligheder for at finde et passende job. Derfor vil jeg følge sagen til dørs i det omfang, det er muligt. Og i skrift og handling kæmpe for, at ledige får forbedret deres forhold.

Selv om det for ganske nyligt blev dokumenteret, at det store flertal af ledige i dette land meget gerne vil have et job og gør((se fx Rambøll’s ”Undersøgelse af virksomheders tilfredshed med Jobnet og AF’s rekrutteringsservice”)), hvad de kan for at få et passende arbejde, så fremturer Dansk Arbejdsgiverforening igen med sit gamle “løsningsforslag” til, hvordan man skal få de 138.000 ledige i arbejde: tag deres dagpenge, hvis de ikke accepterer et anvist arbejde og skær ned i dagpengene i øvrigt. Citat af adm. direktør i DA Jørn Neergaard Larsen: “Det er måske forståeligt, at folk ikke er motiveret til at arbejde, når de ikke har en økonomisk tilskyndelse til at gøre det. Men så må man ramme dem på pengepungen”. Piskesmæld!
Det burde ikke undre nogen, at DAs medlemmer har svært ved at finde den fornødne arbejdskraft, når de er medlemmer af en forening med en så enøjet og endimensionel opfattelse af ledighedens problem og et så forsimplet menneskesyn. Det er beskæmmende.

Opdatering: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen afviser DAs forslag, og det samme gør Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov. Hjorth Frederiksen mener dog, at A-kasserne skal være bedre til at håndhæve de eksisterende rådighedsregler. Hvilket modsiger en nylig undersøgelse, der viser, at A-kasserne faktisk – i modsætning til fx jobcentrene – lever op til deres forpligtelser. Thomas Adelskov peger arbejdsgivernes egne forsømmeligheder: De oplyser ikke jobcentrene om de ledige jobs, der faktisk er. Og han påpeger også, at jobcentrene nærmest har ligget underdrejet det meste af 2007 på grund af blandt andet it- og logistikproblemer. Endelig kan man tilføje, som det blev gjort i dagens 12-Radioavis, så er der ikke sket nogen højnelse af arbejdsgivernes “sociale ansvar” på ledighedsområdet. Man må håbe, at regeringens løfter om at gøre noget for et “rummeligere arbejdsmarked” kan ændre på dette forhold.

PS. Fruen har sendt et link til Østjysk Kritikerforum, hvor man diskuterer DAs holdninger m.m..

I den forgangne uge blev Harald Børsting valgt som formand for LO i et meget tæt kapløb med modkandidaten Tine Aurvig-Huggenberger. 17 stemmer skilte dem.
På vej gennem det århusianske landskab i den lille orange overhørte jeg en samtale med den nyudnævnte formand. Og jeg spidsede straks ører. For hvor længe siden var det nu lige jeg havde hørt så klingende dialekt på DRs radio? Manden stammer fra det nordjyske, vist nok Salling-området, og selv om han har taget hele turen fra samfundets bund med arbejde i fiskeindustrien over diverse tillidsmandshverv til karriere i SID og siden T3, så klinger hans mund på samme vis. Selvfølgelig er det ren indbildning, men jeg synes ligefrem jeg kunne mærke mandens jordforbindelse. Hvis han ikke havde glemt sin dialekt, så havde han nok heller ikke glemt sine kammerater nede i fiskeindustrien. Sikkert en illusion, men ikke desto mindre.
I interviewet blev han endnu engang udfrittet om sine muligheder for at skabe nytænkning og forandring i det gamle forbund. Det har nemlig ligget i luften, at fornyelsen i LO skulle komme fra en kvinde – en yngre kvinde. Blandt andet dagbladet Information (af alle!) har kørt på den tanke, at fornyelse var ensbetydende med en kvinde. Og jeg ved da også godt, at vi er på vej mod et nyt matriarkat, hvor kvinderne  vil indtage flertallet af topposter i dette land – og måske den øvrige vestlige verden -  såvel i de private, det offentlige og i politikken. Men sig mig lige: Er verden blevet bedre af denne forskydning? Men lad det nu ligge. Tilbage på sporet.
Med meget jævne ord angreb Harald Børsting den tanke, at han, fordi han var passeret de 50, ikke skulle kunne tænke nyt! Og så sagde han, da journalisten henviste til den almindelige kassation af mennesker over 50 i vores såkaldte velfærdssamfund, at diskriminationen af 50+erne var en del af vores “kultur”. Så var det, at jeg var lige ved at køre ind i et vejtræ…

Som tidligere omtalt skal arbejdssøgende (= arbejdsløse = ledige) fra 1. oktober hver uge aktivere deres cv på www.jobnet.dk for at modtage dagpenge. Endnu en af en række stramninger af ledighedsreglerne, der begrundes med den “historisk” lave ledighed. Effektueringen af dette krav er så blevet udsat til 1. januar 2008 på grund af IT-problemer. En ting er, at reglen er komplet tåbelig, fordi den absolut ikke ændrer en tøddel ved den lediges situation, men blot er et lille absurd symptom på et mere og mere kafkask overvågnings- og kontrolsystem. Noget andet er, at reglen rammer en stor gruppe ledige, der ikke har kendskab til IT. A-kasserne kan forudse et større kaos som følge af disse problemer.
Måske fagforeningerne skulle overveje at få nogle programmører til at udfærdige et lille program, der automatisk kunne reaktivere de lediges cv’er mandag morgen…

En af dagens forunderlige nyheder drejer sig om, at danskerne har mindre sygefravær en nordmændene og svenskerne. Og det til trods for, som der står, at broderlandenes indbyggere lever sundere end os. Nordmænd og svenskere motionerer mere og drikker mindre alkohol. Danskernes lave sygefravær er “en gåde” for forskerne, hedder det.
Men måske er det slet ikke så gådefuldt. Det kan være, at det er forskernes logik, der halter. Den siger: lever du sundt, har du færre sygefraværsdage. Men måske spiller klaveret ikke således. Måske er denne sundhedsfaglige skelnen mellem sundhed og sygdom bedragerisk, når det drejer sig om forholdene på arbejdsmarkedet.
Måske handler det om, at danskerne – der jo er berømte for deres høje arbejdsmoral, men også har en bekymrende lav gennemsnitslevetid – først lægger sig syge, når der ikke er anden udvej. Er man småsyg snupper man et par piller (danskernes medicinforbrug er exorbitant stort) og tager på job. Man holder sig i gang, evt. hjulpet af forhåndenværende stimulanser (alkohol, tobak og andet), så længe man overhovedet kan, og klasker så sammen i weekenden eller i ferien. Dertil kommer diverse indsatser på arbejdspladserne til nedbringelse af sygefraværet. Personlige samtaler etc. Man kunne tale om en kulturel forklaring.
Fremtidsforsker Uffe Paludan er inde på noget i den forklaringsretning, når han udtaler: “- Svenske arbejdere føler sig muligvis mere stressede end danske. Det er i høj grad et spørgsmål om kultur. I Sverige har man traditionelt store industrivirksomheder, og der er det mindre synligt, når man melder sig syg. I Danmark hersker en anden mentalitet – små handels- og servicevirksomheder. Der er en kræmmermentalitet, eller en selvstændig-mentalitet, hvor det er ugleset at melde sig syg”.

Forleden skrev capac lidt om skuespillernes trængsler under de skærpede ledighedsregler. Skuespilfaget er et fagområde, hvor ikke alle er fastansat ret længe ad gangen, og derfor er der indbygget ledighedsperioder i de fleste skuespilleres virke. Under de nye regler må skuespillerne tage andre jobs. Samme vilkår gælder fx for musikere og folk i filmbranchen. Sagen fik nogle politikere til at ryste på hånden, for det var jo kunstnere, vi havde med at gøre. Dengang ville eller kunne den såkaldte beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen ikke udtale sig. Det kan han så nu. Og Frederiksen ryster ikke på hånden. Arbejdskraft er arbejdskraft. Om der er tale om kunstnere, jurister, håndværkere, ufaglærte osv., så er det ét fedt: “Vi er nødt til at holde fast i, at arbejdsløshedsdagpenge er en ydelse til mennesker, der står til rådighed for arbejdsmarkedet…Det er jo ikke en straf at få job inden for et andet fagområde. Det er en mulighed for at klare sig selv, indtil man igen finder arbejde som for eksempel skuespiller. Man kan sagtens søge job inden for sit eget fag, selv om man i en periode arbejder med noget andet”, udtaler beskæftigelsesministeren. Arbejde er arbejde. Så enkelt er det. Enhver diskussion om rimeligheden af at bruge talentfulde skuespillere som Metro-kontrollanter eller andet er udelukket. Hvor må det være rart at kunne forenkle tingene sådan.

Som læsere af denne blog vil vide, så er capac af den opfattelse, at arbejdskraft ikke er et fedt, selv om det fremstilles sådan af visse politikere og visse medier. De seneste par dage har der i Berlingeren været særlig fokus på en bestemt “arbejdsgruppe”, nemlig skuespillere. I går kunne man læse om skuespilleren Nony Sand, der i arbejdsløshedsperioder har været sendt ud som lagerarbejder, postbud og andre ufaglærte jobs. At der er tale om skuespillerne – altså en gruppe kunstnere – har åbenbart anfægtet politikere helt ind i regeringspartiet Venstre. I hvert fald mener Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørby, at problemet er værd at drøfte, selv om hun insisterer på, at der ikke kan gives “særrettigheder” for en bestemt arbejdskraftgruppe. Alligevel er hun ude i et ærinde, der angriber forestillingen om, at arbejdskraft kan og skal betragtes som et fedt. Hun siger nemlig følgende: “Mange af vores arbejdspladser kunne have gavn af, at en gruppe kreativt tænkende personer ind imellem står til rådighed for arbejdsmarkedet”. Underforstået: at der måske bør tages højde for fx skuespillernes særlige kvalifikationer og erfaringer. Hun er også åben for ideen om en “kreativ jobbank”. Socialdemokraterne, repræsenteret ved kulturordfører Mogens Jensen, er med på ideen.
Det interessante spørgsmål er selvfølgelig, om politikerne pludselige anfægtelser har at gøre med, at der er tale om en bestemt arbejdskraftgruppe, nemlig kunstnere, og en gruppe, der i forvejen har stor medieopmærksomhed i kraft af deres særlige job på teater og film?
Beskæftigelsesministeren, som problemet sorterer under, har ikke kommenteret problemet.
Man kan sige, at politikerne lander i et dilemma, som er skabt af deres –  måske lidt bedagede? – syn på kunstnerne som en priviligeret gruppe arbejdere. Giver man denne gruppe særlige regler diskriminerer man alle andre grupper i landet. Og den går ikke. Med mindre man er indstillet på også at give andre grupper med særlige kvalifikationer og erfaringer tilsvarende regler.

For godt og vel hundrede år siden gennemførte den russiske adfærdsforsker Ivan Pavlov nogle forsøg med hunde. Forsøget skulle vise, at hunde kunne lære et såkaldt betinget respons. Pavlov vidste, at hundene ville savle, når de så et stykke kød. I gennem forsøgsrække gav han hundene et stykke kød, samtidig med at han ringede med en lille klokke. Hundene savlede, når de så kødet, hvilket – i følge Pavlov – er en naturlig reaktion, en ubetinget respons. Efter nogen tid nøjedes han så med at ringe med klokken. Og hundene begyndte af savle. En betinget respons.

Jeg kom til at tænke på Pavlov’s berømte adfærdsforskningsforsøg, da jeg læste om regeringens nye regelstramninger over for de ledige. Fra og med den 1. oktober – altså på mandag – skal de ledige hver uge på ind på jobcentrenes hjemmeside og aktivere deres cv. Ellers modtager de ikke dagpenge. Det er selvfølgelig ikke et eksperiment, der er tale om, men (endnu) en kontrolforanstaltning. De ledige skal til stadighed mindes om, at dagpenge er nådsens brød, som man skal gøre sig fortjent til. Den ledige skal med lidt andre ord “ringe med klokken” for at få din luns kød. Regeringens menneskesyn på beskæftigelsesområdet er ikke mere udviklet den simple adfærdspsykologi, som Pavlov lagde til grund for sine hunde. Og vi skriver 2007. De ledige er vor tids pavlovske hunde. Vov.

PS. Det nye system er forsinket på grund af it-problemer…

Jeg sidder her til morgen og læser i en lille bog. Om Adolf, der i 1909 kommer til det mægtige Wien med en lille pose penge på lommen og hovedet fuldt af drømme om at blive kunstner – forfatter, maler, arkitekt. Men han afvises af den lokale kunstskole og møder i det hele taget kun uforstandige mennesker. Heller ikke kærligheden har han det store held med. Hvordan det gik med Adolf og verden siden hen, den historie kender vi kun alt for godt. Hvordan ville verden mon have set ud, hvis Adolf havde fået lov til at udfolde sine kreative drømme – og havde mødt en kærlig pige, dengang i Wien?

Rasmus har skrevet et højst anbefalelsesværdigt indlæg om det at være et skabende menneske i vores tidsalder. Og Lars Pind har skrevet et andet om det at være generalist i en tid, hvor specialisering er et mantra. Læsestof for alle kreative, tænksomme, generalistiske mennesker, der mener at livet er større en arbejdet, karrieren og pengene…

Til morgen blev jeg grebet af lidt mismod. Jeg skal aflægge det lokale jobcenter et besøg, en såkaldt “jobsamtale”. Med indkaldelsen fulgte hele 4 A-4 sider, der emmer af en ting: kontrol. Mest overraskende er nok følgende linje: “De skal være opmærksom på, at du på mødet kan blive henvist til ledige job”. At tænke sig! Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde!
Nå, men mismodet lettede lidt med morgenkaffen og hundeluftningen. Og endnu bedre blev det, da postbuddet kom med en cd og Eivind Johnsons Brændingens Brus. Et umanerligt velholdt eksemplar af 1. udgaves første oplag. Halvlæder med Svend Ottos fine forside (billede følger nok). Og højst læst en enkelt gang. Den må have stået i fred og ro på en bogreol et tørt og skyggefuldt sted i mange herrens år… De små, store glæder!

Den homeriske tone anslås fra starten:

“Solen, den medlidende og grumme Helios, en af Gudernes Spioner, med andre Navne i barbariske Stater og Menneskesammenhobninger, gjorde ikke Udslaget, naar de skulde tælles. Et Aar kunne være som et Decennium eller som en Dag.”

Menneskesammenhobninger – sådan et ord møder man ikke ret ofte nu til dags…

PS. I går slog jeg en gammel rekord: Antallet af indlæg nåede op på ni stykker. Tja.

Opdatering: Job-samtalen blev overstået. En vældig sød dame forestod de 20 minutter. Lidt AF-CV-gymnastik, der afslørede store mangler ved systemets søgefunktion. Lidt analyse af jobmuligheder, der (igen) afslørede det politisk-bureaukratiske niveaus uforstand. Lidt venlige ord og smil. Og afskedssalutten: Jeg håber ikke, at vi mødes igen! (i hvert fald ikke i denne sammenhæng…). Ha, ha, ha… Ud i efterårssolen igen.

Tidligt i morges så jeg en overskrift på DR tekst-tv, som vækkede min nysgerrighed: “Hver femte ledig vil ikke arbejde”. Men artiklen var ikke af finde i oversigten, så jeg gik på nettet og fandt ganske rigtig artiklen på DR Nyhedernes side.

I artiklen refereres en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) således, at “hver femte ledige ikke ønsker at arbejde, selv om hun eller han hverken har psykiske eller sociale problemer”. Som forventeligt er Dansk Arbejdsgiverforening “rystet” over det påståede forskningsresultat, og som forventeligt ser beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen undersøgelsen som værende en trussel mod dagpengesystemet.

Men, hvis man ulejliger sig til Socialforskningsinstituttets hjemmeside, tegner der sig et noget andet billede. Her finder man SFIs pressemeddelelse med overskriften “4 ud af 5 ledige vil gerne i arbejde – på visse betingelser”. Man bemærker, at forskerne har en diametral anden vinkling på historien. Og vel at mærke en vinkling, der bygger på pressemeddelelsens indhold. Undersøgelsens sigte har været at belyse “motivation og fleksibilitet” hos de ledige, og man har i den forbindelse kigget på faktorer som løn, fagområde, arbejdstider, transporttid og omstillingsparathed (hvor hurtigt kan du starte?).

Jeg citerer resten af pressemeddelelsen:

“60 procent er parate til at arbejde for det samme – eller mindre – i løn som de får på dagpenge eller kontanthjælp.
Knap halvdelen søger job, som ligger uden for deres eget fagområde.
Over 60 procent er parate til skiftende arbejdstider – dog ikke natarbejde.
Kun få er fleksible på alle områder. Men det er også få, som slet ikke er fleksible.
Danskere vil ikke bruge tid på transport til arbejde
De fleste er dog ikke særligt fleksible, når det gælder transporttid.
Mindre end halvdelen af de ledige er villige til at påtage sig mere end
en times samlet daglig rejsetid til og fra arbejde. Det er langt
mindre, end der kræves i de gældende rådighedsregler, hvor ledige skal
påtage sig en samlet daglig transporttid på tre timer og i særlige
tilfælde op til fire timer. Men i Danmark er det ikke kun ledige, der
er uvillige til at flytte eller rejse langt efter arbejde. Tidligere
undersøgelser viser, at det samme gælder for beskæftigede.
Ledige i venteposition
Der er ca. 20 procent, som svarer, at de ikke ønsker et arbejde. Godt
halvdelen begrunder det med, at de er tilfredse med deres nuværende
deltidsarbejde, at de ønsker at færdiggøre aktivering, har tilsagn om
job senere, eller har tilsagn om uddannelse. Et nej til arbejde er
således for nogle ledige udtryk for en form for venteposition.
Ældre og deltidsledige er mindst motiverede
Der er forskel på motivation og fleksibilitet hos forskellige grupper
ledige. Ledige med lang videregående uddannelse er generelt mere
motiverede og fleksible end andre. Blandt hhv. ældre og
deltidsforsikrede er der flere, der er meget lidt motiverede. De ældres
lave motivation skyldes formentlig, at mange er ved at indstille sig på
at trække sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet. Mens mange
deltidsledige tilsyneladende er tilfredse med deltidsarbejde og
supplerende dagpenge.”

Hvis vi tager DRs overskrift, så er den tendentiøs i den forstand, at den fremstiller hver femte ledige som arbejdssky. Men nærlæser man pressemeddelsen vil man se, at de lediges forbehold er betinget af fornuftige hensyn, fx at man har et tilfredsstillende deltidsarbejde, er i gang med et aktiveringsforløb, som man gerne vil afslutte, har fået løfte om et snarligt job eller tilsagn om uddannelse. At påstå, som DR-journalisten gør med sin artikel og sin overskrift, er en grov, tendentiøs misfortolkning af pressemeddelelsen. Den er så grov, at man må stille spørgsmål ved den unavngivne DR-journalists journalistiske hæderlighed og troværdighed. Han/hun går bestemte politiske interessers ærinde.

Man bemærker også, at de lediges forbehold over for rejsetider på mere end en time om dagen (eller tre-fire timer, som rådighedsreglerne kræver) er forbehold, de deler med folk i beskæftigelse. Der er altså tale om forbehold, som folk i almindelighed deler. Måske skulle man nedjustere de absurde krav til transporttid og spørge sig selv om, hvilken børnefamilie eller eneforsørger, der kan få en hverdag til at hænge sammen med 3-4 timers transport oven i en 8-timers arbejdsdag?

Med mindre man mener, at kæft-trit-og-retning er acceptabelt i et demokrati, må man sige, at pressemeddelelsen blot viser, at også ledige borgere tillader sig at have en holdning til rådighedsreglerne og tillader sig at stille krav til det arbejdsliv, de vil have. Og sådan bør det også være. Og det bør selv en vellønnet, højresnoet DR-journalist sgu da kunne forstå!

Pressemeddelelsen og rapporten kan læses her.

Blandt dagens nyheder kan man læse, at universitetslektor Hans Hauge mener, at engelskkundskaberne er for ringe på universitetet. Undervisere og administratorer behersker ikke et engelsk, der er på universitetsniveau. Det afsløres blandt andet i universitets fagbeskrivelser, der både er på et for lavt niveau og er behæftet med sproglige fejl… Nu vil man forsøge at udbedre problemet med professionelle oversættere og oprettelse af et sproginstitut til forbedring af engelskkundskaberne.
De ringe engelskkundskaber udgør et paradoks, fordi de længerevarende uddannelser på efter-gymnasialt niveau i dag forstår sig selv som internationaliserings- og globaliseringsorienterede. Man vil internationalisering og globalisering. Derfor fusioneres der rundt omkring. Universiteter lægges sammen med andre forskningsinstitutioner, så man bedre kan klare sig i den internationale konkurrence. Og også på de kortere videregående uddannelser lægges der sammen og fusioneres, så det knager i alle furer. Seneste skud på stammen er de pågående professionshøjskoler, hvor lærer-, pædagogseminarier og andre såkaldte MVU’er skal lægges sammen, blandt andet i internationaliseringens hellige navn.
Men man må spørge sig selv om, hvorvidt man overhovedet kan tale om internationalisering, hvis man end ikke behersker et mådeligt engelsk?
Problemet med engelskkundskaberne afspejler, hvad man kunne kalde en krise i det danske uddannelsessystem. Det formår ikke længere at give børn og unge de forudsætninger, der skal til for at leve op til de udfordringer, den internationale konkurrence stiller os over for. Og diverse forsøg på at lappe på problemet vil være som at tisse i bukserne. Det varmer som bekendt kun lidt i en kort periode.

Løsningen på problemet er komplekst. Det handler om bedre politisk styring af uddannelserne, flere ressourcer til alle niveauer i udddannelsessystemet, tilbundsgående, seriøse, forbedrende reformer af de enkelte uddannelser osv. Ingen af delene er der udsigt til lige nu. Den politiske styring er lemfældig og tilfældig, ressourcerne begrænses via mere eller mindre subtile nedskæringer (der ofte kaldes noget andet…) og de krævede kvalitative reformer lader vente på sig (seneste har såvel folkeskolelærer- og pædagoguddannelses været udsat for kritisable lappeløsningsreformer…). Spørgsmålet er om det er muligt, som tingene er? Men, hvad er perspektivet, hvis det ikke sker? Man kan frygte det værste…

PS. Vores filosof Carsten har leveret et læseværdigt, supplerende indlæg til ovenstående og efterfølgende indlæg. Læs det her!

‘At skrive er en genvej til enten døden eller livet. Jeg skriver for at holde op med at skrive, og for at kunne holde op med at skrive må jeg begynde. Jeg vil dø eller begynde at leve. Noget så ufuldstændigt som mit nuværende liv kan jeg ikke forestille mig, og det forudsætter netop en underbevidst anelse om noget bedre. Jeg føler at jeg sover, drømmer. Maren rider mig. Jeg vil vågne. Jeg finde noget der får mig til at føle at jeg har udrettet noget. Hele mit liv er gået uden at jeg har haft den følelse; jeg har aldrig udrettet noget, jeg har prøvet at udrette noget. Det har taget på nerverne, jeg er fortvivlet, jeg skriver.’

Gunnar Ekelöf: Tag og skriv, Arena 1977