CAPAC

Læs i den gamle dame – her.

vi noterer os, at Lisbeth Knudsen – bestyrer af Mediebloggen og gået leder i Danmarks Radio – nu får det redaktionelle ansvar af Tante Berlinske. Vi håber, at Lisbeth får tid til ramsaltede kommentarer i Mediebloggen også – og at hun vil højne det journalistiske niveau yderligere på den gamle avis, så vi har et modstykke til fx Nyhedsavisen og de andre boulevardaviser…

Nogle amerikanske forskere mener at have fundet et gen, der kan forklare, hvorfor de islandske sagaer er så voldelige (blodfejderne): En af familierne lider af en sygdom, som fører til opfarenhed og voldelig adfærd.

Det er Berl. Tidende, der bringer nyheden til torvs. En af de involverede familier skulle efter sigende bære genet for “den frygtede Von Hippel-Lindau lidelse”, der gør folk opfarende og voldelige.

For ikke så forfærdeligt længe siden mente amerikanske genetikere også at have fundet genet for homoseksualitet.
Der er åbenbart folk, der mener, at man med kortlægningen af det humane genom kan finde forklaringen på enhver menneskelig adfærd.

Skyldes den amerikanske krigsførelse i Irak måske et uheldigt sammenfald af genetiske småfejl – hos præsident Bush?
Måske er der en genetisk fejl på spil bag teorien om “intelligent design”? Fagre nye tider? Næh, snarere hellig enfold.

Historikere og andet godtfolk med ikke-monokausale forklaringsrammer er da også gået til angreb på de ensporede amerikanske genetikere, der vil reducere historisk, social, familiær, litterær kompleksitet til en genetisk fejlkode…

Som tidligere omtalt har capac en svaghed for de hjemløse og støtter gerne deres sag ved at købe bladet Hus Forbi, når han støder på en af sælgerne på Strøget. Derfor er det med en vis interesse, at blogbestyreren har læst, at salget af Hus Forbi er intet mindre end “den største sorte forretning i Danmark“. Sælgerne betaler ikke skat af fortjenesten, der kan løbe op i 10.000 kr om månedet. Og – som om det ikke var galt nok – så går der rygter om, at nogle af sælgerne slet ikke er hjemløse! Det er organet Nyhedsavisen, der bringer skandalen til torvs.
Dagbladet Information har sat en journalist på sagen for at få den belyst.
Det viser sig snart, at der ikke er meget skandale over skandalen. Der er snarere – for nu at blive i branchens sjargon – tale om en mager and. Nicolai Zwinge skriver:
“Hus Forbi har ca. 400 sælgere over hele landet. Er det mon dette tal, der får en kilde til at kaldet den størtste sorte forretning i Danmark?
December 2006 var en god måned. Oplag: 90.000, heraf blefv 72.000 solgt. Det er rekord. I januar, februar og marts blev der solgt mellem 55.000 og 68.000 aviser.
Lad os antage, at det er den gode måned, julens gavmildhed medregnet, hvor sælgerne har været rigtig dygtige.
I snit har hver sælger solgt 180 aviser. Det giver en indtægt på 1.440 kroner. Men hvad med dem, der i følge Nyhedsavisen tjener 10.000? I december kunne der i princippet være tale om 57 sælgere. Men det efterlader 343 sælgere med nul kroner?
Lad os derfor antage, at det er knap 10, der tjener 10.000 om måneden. Det efterlader 1.425 kr i snit til de resterende 390 sælgere. Eller er det mon 30 slgere, der udgør denne landsomspændende sorte forretning. Ja, så eferlader det sølle 964 kroner til resten af sælgerne. I snit forstås.
Og regnestykket kan jo fortsætte. Soledes også forargelsen. Min er ved at være væk. En tusse om måneden, og et dusin gode sælgere med mønter på lommen.” Osv.
Da jeg gik på Danmarks Journalisthøjskole for at efteruddanne mig inden for feltet journalistik, fik vi tudet ørerne fulde om, at vi skulle være forsigtige med udlægningen af tal og statistikker. Nyhedsavisens “skandale” er et skoleeksempel i så henseende. Men, hvis det blot drejede sig om journalistisk inkompetence, så kunne kan blot trække på skuldrene og grine lidt af dumheden. Imidlertid mærker man en slet skjult hensigt bag den journalistiske uduelighed – det er også eksempel på den “sport”, der er blevet almindelig i vort markedsstyrede, individualistiske samfund: At man i kampen for at få sin del af lagkagen, sparker nedad mod dem nederst i pyramiden. De ledige, bistandsklienterne og nu…de hjemløse…

Her, der og allevegne kan man læse om rullesten Keith Richards interviewafsløring til NME: At han i en rus sniffede sin fars aske sammen med lidt kokain. Keith mener i øvrigt, at faderen, der døde i 2002, ville have været “skideligeglad”. Han er og bliver en bisse, ham Richard.

Opdatering: I dag torsdag kan man så læse, at Keith via en talsmand fortæller, at det med at sniffe sin gamle fars aske var en joke! Så kan de lære det – ikke at stille så tåbelige spørgsmål… Til gengæld plantede Keith en eg i sin fars aske. I følge DR Nyhederne udtaler den gamle bisse:” – Historien er som sædvanligt blevet misfortolket. Sandheden er, at jeg plantede en engelsk eg. Jeg tog låget af urnen, han gror nu en eg, og han ville elske mig for det”.

Underlig verden. Man læser, at hver fjerde dansker tror på genopstandelsen. En tredjedel er i tvivl. Resten tror ikke. Og så går en avis i selvsving over, at danskere i folkekirken betaler 1-2 ugers nettoløn for at være medlem i foreningen. Det må folk vel selv om, ikke? Hvad betaler de ikke til det lokale fitnesscenter, FDM osv.? Kan man ikke finde nogle relevante nyheder at bringe, så kan man altid lave nogen selv. I sidste uge læste jeg, at en knægt havde fået bank i en skolegård. Han havde fået en mavepumper og et spark. Sådant kom ikke i avisen, da jeg var knægt. Ihvertfald.

Historien er ironiker, det ved vi. Og det er ironisk, at vi har en regeringschef, der engang slog sig op på tanker om en minimalstat og nu – med sin siddende regering – har skabt en monstrøs stat, der styrer den offentlige sektor gennem et fintmasket net af teknikker, hvis rationalitet er: bureaukratisk kontrol og dyb mistillid til de offentligt ansatte. I hjertet af den offentlige sektor har man placeret en umættelig molok, der dagligt skal fodres med dokumentation, handlingsplaner, evalueringer, rapporteringer og andre tids- og ressourcekrævende aktiviteter. Men til hvilken nytte? Det har ikke skabt kvalitet eller større tilfredshed hos nogen – måske lige bortset fra dem i ministerierne. I dagens udgave af Politiken er der en særdeles læseværdig kronik, skrevet af otte mandlige administratorer fra Finansministeriet, der i et tungt, ydmygt, diplomatisk sprog, der bærer præg af de mange års balanceren på en knivsæg, fortæller en historie om, hvordan en intenderet frisættelse af de offentlige institutioner er endt i det modsatte: en ineffektiv, handlingslammet og kostbar sektor, hvor de administrative byrder i bedste fald hæmmer de egentlige opgaver, i værste fald umuliggør dem.
Det er tankevækkende, at det er en håndfuld loyale ledere, der sætter sig ned og skriver en sådan kritik. Det er tegn – et tegn på, at udviklingen er rivende gal.
årsagen til kronikken er den forestående “kvalitetsreform”, som regeringen har ønsket, og som i sit udkast tyder på, at kontrollen og mistilliden vil skærpes yderligere. Hvis udviklingen skal vendes, så er det nu. Læs artiklen. Den fortjener det.

Dagbladet Information vier adskillelige sider og en frontleder til sagen om Brian Mikkelsens alt andet end elegante forsøg på at intimidere ledelsen i DR. I artiklerne gives der en lang række eksempler på, hvordan borgerlige politikere – fx den iltre Jens Rhode – har hetzet medarbejdere og ledelse i DR. Og lederen sætter sagen om emailen ind i den rette sammenhæng: Brian Mikkelsens kluntede mail er blot et lille slag i den kulturkamp, som højrefløjen har ført mod alt, hvad der lugter af ventreorientering, kulturradikalisme og radikal tænkning, siden den kom til magten.
Senest har den tidligere porno-model (se en anden blogs “dokumentation” her) og mavedanserinde Louise Frevert fra Dansk Folkeparti beskyldt Lisbeth Knudsen for at være i lommen på Socialdemokratiet, da hun sad i ledelsen af DR. Lisbeth Knudsen har afvist det som værende løgn og pure opspind og krævet af den folkevalgte pornomodel trækker sin uhyrlige påstand tilbage. Læs også socialdemokraten Sass Larsens kommentar til Frevert-opspindet.
Opdatering: De foregående linjer er knap skrevet færdig, før Louise Frevert trækker sine infame insinuationer tilbage i pressen:” – Det er jo tåbeligt, at jeg åbenbart har lyttet til nogle rygter, som ikke har noget indhold, siger Louise Frevert. Jeg beklager meget, at Lisbeth Knudsen har taget det på den måde.” Men siger Freverts tankeløshed ikke noget om klimaet i den borgerlige lejr?

I øvrigt kan man (gen)høre Plummer og Nissen udtale sig om forholdene i DR og forholdet til det politiske niveau på DR1 –> her. Og Weekendavisen bruger hele sin forside m.m. på samme sag.

Jeg havde engang en mandlig bekendt. Han var i trediverne og single, som det hedder nu til dags, når man ikke har fundet et livsledsager med, hvad deraf følger. Sådan en – altså en livsledsager – ville han også godt have, men hun skulle leve op til hans forventninger og krav. Være en kloning mellem Jennifer Lopez og Dolly Parton i hendes bedste år. Ret meget mindre kunne ikke gøre det. Og så skulle hun klare det hjemlige med børn, rengøring osv. For han skulle fortsat tage på weekend-ophold med soldaterkammeraterne nogle gange om året, tage på jagt- og fisketure i det jyske, dyrke triatlon og i det hele taget pleje sine “sunde” mandeinteresser. Han er, så vidt vides, stadigvæk søgende single…
Nu har Berlingske Tidende fundet navnet på sådan en type: en bøv. Mænd, der ikke gider at være voksne. Og det er ikke det samme som at være en drengerøv…

Jeg har tidligere i denne blog udkastet det synspunkt, at “sagen” om Ungdomshuset blandt meget andet kunne anskues som en episode i en fortsat kulturkamp, der dybest set drejer sig om, hvilket samfund vi vil have? En kulturkamp, der i andre sammenhænge har været tematiseret som Opgøret med 1970’erne og de værdisæt, dette årti menes at repræsentere.
Hvis man skulle være i tvivl om rigtigheden af dette synspunkt, så får man det bekræftet ved læsningen af en leder i dagbladet Jyllands-Posten fra den 10.marts.
Lederen “En røst fra fortiden” drejer sig om religionsforskeren og universitetslæreren Mikael Rothstein, der har fået en klagesag på halsen, fordi han har angiveligt skulle have opfordret sine studerende til at deltage i demonstrationen til fordel for Ungdomshuset. Hans “forsyndelse” består i at have tilkendegivet sine holdninger i en undervisningssammenhæng.

Jyllands-Postens leder er et vaskeægte stykke mistænkeliggørelsesretorik. Et retorisk lærestykke i, hvordan man – uden for alvor at gå ind på indholdet af mandens tanker og argumenter – diskvalificerer og umuliggør ham ved simple retoriske greb. Grebet består i sin enkelhed i at fremstille Rothstein som en potentiel farlig, samfundsskadelig anakronisme.
Rothstein beskrives som en person, der fremtræder og agerer som et moderne menneske; men i virkeligheden er et levn fra fortiden (dvs. de skrækkelige marxistiske halvfjerdsere): “SELV OM religionsforskeren Mikael Rothstein er en moderne mand, som vistnok ynder at følge med tidens tendenser, er det alligevel som at høre en røst fra fortiden, når han åbner munden.” At være en røst fra fortiden kan være uskyldigt nok i sig selv. Men i næste ombæring sætter mistænkeliggørelsens retorik trumf på: “Det er et rent ekko fra 1970ernes universitetsmiljø, hvor de med de rigtige holdninger talte om værdirelativisme og repressiv tolerance, mens de hyldede massemorderen Mao Tse Tung, som han hed dengang“. Understregningerne er mine.
Det retoriske fif består i at insinuere, at Mikael Rothstein på en eller anden måde bag om de akademiske fraser (“værdirelativisme”, “repressiv tolerance” etc.) står i ledtog med Mao-sympatisørerne i halvfjerdserne. Med maoisterne. Altså med en sammenhæng, hvorfra blandt andet Blekingegadebandens medlemmer rekrutteredes…
Hensigten med mistænkeliggørelsen er alt andet end uskyldig. Uden at sige det direkte, taler lederen for en fjernelse af Rothstein som underviser, idet den i det efterfølgende sætter lighedstegn mellem faglighed, professionalisme og – holdningsløshed. Rothstein er uprofessionel, fordi han har tilkendegivet sine holdninger ergo…
Læs selv lederen. Den burde indgå i enhver grundbog i journalistik og retorik som skræmmeeksempel på, hvordan man snigløber en politisk modstander i stedet for at gå i dialog med vedkommende. Og den er en illustration af – som jeg indledningsvis skrev – at sagen om Ungdomshuset er et led i en fortsat kulturkamp.

Bo i Jiggly Room gjorde mig opmærksom på denne leder.

Opdatering: I det hele taget fortjener mediernes rolle i hele sagen med Ungdomshuset at blive udsat for en “uvildig undersøgelse” af medieeksperter på universiteterne. Har de givet en nuanceret billede af, hvad der er sket? Se Anjas indlæg – og læs de henvisninger der er i hendes artikel.

Opdatering: Jeg vil gerne henvise til Carsten Fogh Nielsens kommentarer om demokrati, der er skrevet i forlængelse af diskussionerne i denne blog.

Med Steppeulvene i øret og billederne fra Nørrebro Runddel på nethinden, spørger blogbestyreren sig selv: Var der noget, vi glemte at få med dengang?

Opdatering: I følge Linda Solskin holdes der en FREDELIG sympatidemonstration i århus i dag. Og et par andre synspunkter på rydningen: Mavepusteren og Henrik. Og der er flere derude i blogland…

Med billedet af tre isbjørne, der har søgt tilflugt på et smeltende, udhulet isbjerg, på nethinden læser jeg en artikel i die Zeit om den seneste, endnu ikke offentliggjorte tredje FN-rapport om det globale klima. Rapporten giver menneskeheden maksimalt 15 år til at forhindre en regulær klimakatastrofe.
Hvis ikke udledningen af drivhusgasser senest i 2020 aftager substantielt, vil opvarmingen af kloden igangsætte processer, som menneskene ikke længere vil være i stand til at stoppe. Indlandsisen på Grønland vil forsvinde helt, og oceanernes surhedsgrad vil vokse alarmerende.
Rapporten foreslår en såkaldt multi-gas-strategi. Det er ikke længere nok at fokusere på CO2 alene; også væksten af methan-, lattergas og andre drivhusgasser skal begrænses væsentligt. Så det handler ikke kun om biler og kraftværker, men også om landbrugenes kvægbestande og kunstgødningsanvendelse.
FNs klimapanel (IPCC) foreslår en vifte af tiltag, der skal til for at ændre forholdene. Der skal satses massivt på biobrændsel, der skal produceres hybridtransportmidler og nye atomkraftværker. Men der skal også vælges andre afgrøder, fx rissorter, der ikke er afhængige af at vokse i vand, hvor udledningen af methangas er stor.

Skeen skal over i den anden hånd, og det kan ikke gå hurtigt nok, hvis vores børn og børnebørn skal have en fremtid, der er værd at leve i…

1.52 milliarder dollars skal Microsoft betale i erstatning i en sag om mp3-filformatet. Sagen, som MS har tabt, er anlagt af firmaet Alcatel-Lucent, der for to årtier siden var med til at udvikle mp3-formatet, der siden hen er blevet det mest populære komprimeringsformat til distribution af musik på internettet m.m.
Microsoft lavede sine licensaftaler med Frauenhofer Instituttet, der også var invoveret i udviklingen af mp3-formatet sammen med det franske firma Thomson og Bell Labs.
Alcatels påstand har været, at MS’s licens bygger på to patenter, som udviklet før Frauenhofer kom ind i billedet.
Alcatel kræver en godtgørelse for de påførte skader i form at af 0,5 % af den totale værdi af alle solgte Windowsstyrede computere…
Man skal nok forvente, at Microsoft vil appellere dommen helt frem til den højeste juridiske instans i USA, fordi der er rigtig mange penge på spil…

I denne blog har journalister nu og da været skydeskive for kritik og og så videre. Men, der er da også journalister, der gør faget ære. En af dem er Leif Blædel. Han er efterhånden oppe i årene (f. 1923), og der kan gå længe mellem, at der kommer noget fra hans hånd.

Engang skrev han for Information, nu skriver han i Weekendavisen. Allerede da han var ved Information, lagde jeg mærke til hans jordbundne, fornuftige skribentvirksomhed, der ofte havde det med at fjerne sløret fra meget af det forblommede vrøvl, der fylder de skrevne såvel som æterbårne medier. Et andet kendetegn ved Blædel er hans ubestikkelige forsvar for de journalistiske principper i et demokratisk samfund.

I sidste udgave af WA kommenterer har en af DR2s seværdige programmer – Chefredaktørernes Klub (ledet af Clemens Kærgård) – hvor debatten drejede sig om statsministerens angreb på DR i forbindelse med den noksom omtalte dokumentarfilm om krigen i Afghanistan. Deltagerne var Hans Engell fra Ekstra Bladet, Lisbeth Knudsen, tidligere DR, David Trads, Nyhedsavisen og Jakob Høyer, MetroXpress. Det, der er faldet Blædel for brystet, er, at de nævnte herrer from the Press helt uanfægtet og ukritisk modtog Lisbeth Knudsens beskrivelse af regeringens – åbenbart bevidste, ja, strategiske – bestræbelse på at dæmonisere Danmarks Radio.

Hun gav rystende eksempler på, hvor regeringens repræsentanter gentagne gange havde angrebet DRs nyhedsformidling og endda havde truet med, at det ville få økonomiske konsekvenser (licenspengene!), hvis ikke DRs medarbejdere makkede ret.

Det er da også – mildest talt – chokerende, at disse fire mandlige repræsentanter for store meningsdannende medier nærmest uden at trække på skulderen kan modtage vidnesbyrd om, hvad Blædel meget rammende betegner som et forsøg på en Berlusconisk kastrering af DR. Det er forstemmende, at højtsiddende chefredaktører ikke kender deres journalistiske rolle som de politiske magthaveres ubestikkelige kritikere. Godt, at vi har en gammel journalist som Blædel. Og godt, at han støtter op om Lisbeth Knudsen.

Medierne meddeler, at Anna Nicole Smith er død. Muligvis på grund af indtagelse af ulovlige stoffer.
Den første gang, blogbestyreren hørte om Anna Nicole, var da hun var undertøjsmodel for det store svenske tøjfirma H&M. På – iøjnefaldende – fotostater kunne man se, hvordan hun præsenterede firmaets lingeri. Det vil sige: Ikke ret længe – for fotostaterne blev stjålet af unge mænd med interesse i dameundertøj og det, der er indeni… Hvil i fred.

Tilføjelse: Medierne er gået i selvsving over den unge dames endeligt. Og man kan så begynde at undre sig over hendes mediegennemslagskraft. For ret beset er det jo ikke det store, hun nåede at udrette, med mindre man regner det for en præstation at gifte sig til en formue og deltage i diverse boulevardblades sladderspalter. Forklaringen er nok ligetil: Anna Nicole genopfriskede store dele af den mytologi, der opstod omkring Marilyn Monroe, der stadigvæk står som sindbilledet på det store glamourøse BLONDINE i amerikansk og dermed vesterlands kultur…