Indlæg tagget med Barndom

Fra gemmerne: It’s a long Way to Tipperary

30. april 2009


Up to mighty London came an Irishman one day,
As the streets are paved with gold, sure ev’ryone was gay;
Singing songs of Piccadilly, Strand and Leicester Square,
Till Paddy got excited, then he shouted to them there:

Chorus:
“lt’s a long way to Tipperary,
It’s a long way to go;
It’s a long way to Tipperary,
To the sweetest girl I know!
Good-ye, Piccadilly!
Farewell, Leicester Square!
It’s a long, long way to Tipperary,
But my heart’s right there! ”

Paddy wrote a letter to his Irish Molly O,
Saying, “Should you not receive it,
Write and let me know!
If I make mistakes in spelling, Molly dear,” said he
” Remember it’s the pen that’s bad,
Don’t lay the blame on me.”

Molly wrote a neat reply to Irish Paddy 0.
Saying. “Mike Mahoney wants to marry me, and so
Leave the Strand and Piccadilly, or you’ll be to blame
For love has fairly drove me silly, hoping you’re the same!”

I gÃ¥r var jeg sammen med en person, der ikke kunne gætte, hvor Tipperary lÃ¥. Og straks dukkede melodien op i mit hoved. It’s a long Way to Tipperary/To the sweetest Girl I know… Vi sang den igen og igen i skolen, og tænkte næppe meget over, at den ogsÃ¥ kunne bruges til at marchere i krig med. Det irske regiment brugte den under første Verdenskrig og siden tog englænderne (og mange andre) den til sig.

Retro: Hør den lille stær – erindringsglimt

26. april 2009


Hør den lille stær den er åh så fornøjet.

Morgenklokken ringer, og marken står i damp.

Nylig er den vågnet, men altid i tøjet

aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp.

Den har hverken hat eller sløjfe og kjole,

ingen fine støvler, den først skal pudse a`.

Den har ingen lektier, skal aldrig i skole,

den kan gå og fløjte den hele lange dag.

Og når den bli´r sulten deroppe på kassen,

finder den en orm, den kender hvor de er.

Den skal ikke først ha´ den kogt over gassen,

den kan få den ned, li´så levende den er.

Og når den vil rejse, den venter ikke længe

Vips, er den af sted og ta´r på eventyr!

Den har hverken kuffert, billet eller penge,

den har bare vinger, den er en lystig fyr.

Åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,

den må passe på, den ikke falder ned.

Den er fløjet langt bort et sted ned i byen,

den har nok en ven dér, som ingen, ingen ved.

Regitze citerer lidt fra sangen, og straks er jeg tilbage i klasseværelset på Sædding Skole, siddende ved et af de linoleumbeklædte borde. Der er omkring første maj.

Erindringsglimt: Ferenc Puskàs – fodboldspiller

2. april 2009

PÃ¥ arbejde i gÃ¥r kunne jeg med et halvt øre følge en vis landskamp pÃ¥ radio. Engang – i min barndom – var radioen jo det medie, hvorigennem fodboldkamp blev transmitteret. SÃ¥ der var noget nostalgisk over at høre stemningen suse gennem den lille radios elendige højtalere. Selvfølgelig var det ikke Gunnar “Nu” Hansens entusiastiske stemme, men alligevel… Lyden fik mig til at tænke pÃ¥ dengang, fodboldspillet overhovedet kom ind i min verden. Og det var blandt andet i kraft af omtaler af datiden store fodboldstjerner. Fx ungareren Ferenc “Puskás” Purczeld Biró. I halvtredserne var han den store stjerne pÃ¥ Ungarns landshold, og siden gjorde han karriere i Real Madrid. 84 mÃ¥l scorede han i 85 landskampe for Ungarn. Og ialt 514 mÃ¥l i 529 kampe for Ungarn og det spanske hold. Imponerende, selv med nutidens mÃ¥lestok.
Jeg har ikke set ret mange optagelser med Puskàs. Hele hans renommé som en af verdens største fodboldspillere og en af tidernes bedste målscorere bygger især på avisomtaler, radiotransmissioner og snak.
NÃ¥r jeg har set en halvsløj fodboldkamp i tv, har jeg nogle gange tænkt, om det ville have gjort en forskel, hvis kampen var blevet transmitteret via radioen? Og hvordan ville Puskàs omdømme have været, hvis han var underlagt tv-mediets betingelser? Den slags spørgsmÃ¥l er selvfølgelig absurde. Og dog…

Erindringsglimt: Tekno-sæt – “ingeniørsæt”

27. marts 2009


Pludselig var jeg tilbage i køkkenet hos Hans Jørgen og hans mor pÃ¥ NygÃ¥rdsvej. Vi sad nede pÃ¥ gulvet sammen, Hans Jørgen og jeg, og byggede biler, kraner og anden teknologi med Tekno-sættets forskellige “hullede” dele. Jeg husker ikke, hvor mange gange, jeg blev inviteret indenfor til denne sceance. Men i hvert fald var det det eneste sæt, jeg kendte til. Og jeg ønskede mig brændende sÃ¥dan et sæt. Men det blev aldrig til noget med den drøm. Tilbage er erindringen om nogle stunder, hvor tiden gik i stÃ¥ og to smÃ¥ “ingeniører” byggede dele af en verden i metal, plastik og gummi…

Engang var det MAD

22. marts 2009

Engang i min pureste ungdom dyrkede jeg det humoristiske tidsskrift Mad. Et årstid, måske to. Så gik det over.

Mads Doss han var en en kon koltringsknæjt

27. november 2008

Her til morgen greb jeg mig selv i at nynne nedenstÃ¥ende sang, som jeg ofte hørte og brummede med pÃ¥, da jeg gik i folkeskolen. Den var et hit blandt pigerne. Jeg kan huske, at jeg undrede mig meget over, hvad en “kon koltringsknæjt” var for en størrelse. Og min lærer var flink til at forklare det (kon betyder en lille smule, koltring er en halvvoksen knægt).


Mads Doss
Mads Doss han war en kon koltringsknæjt,
han gek mæ foeren i hien,
imell så slow han lyng te en bejt,
imell så band han åu vien
en liim te hans muer, å så sang han imell,
di hoer ed så vit, nær han tow te å hwell:
La la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih,
la la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih.

Mett Kølvro war en kon stonthostøs,
gek åsse mæ foeren i hien,
å somti hun swedt, å somti hun frøs,
den drywwen slet ett hun ku li en.
Hon snøwsed imell, få hin dawwen wa lång,
iwessomda tahrt hon sin klukker, å sang:
La la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih,
la la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih.

Å somti di mødtes så his å så hæhr,
od mælmad, å språkked så knøwt da,
å let om let fek di hwerranner så kjæhr:
Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da.
Å næ di had ett, gek di hwæ te sit hjaer,
å sang, så de gjall owwe mosser og kjaer:
La la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih,
la la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih!

Såen gek da en sommer, å da gik flier.
Lieg kjærrester så de fann o da.
I hien kam di no ikke mier,
men hjemm ve hweranner di lo da.
Å så bløw di gywt å behøwd ett å sønng,
som fahr di had gjow, i de båreste lønng:
La la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih,
la la luh Рla la lih Рkom! s̴ skal a bih!

Tekst: St. St. Blicher, 1842

G’nat

27. november 2008

Jeg ligger i natten, fast besluttet pÃ¥ at holde mig vÃ¥gen, sÃ¥ jeg kan opleve det øjeblik, jeg falder i søvn. Det lykkedes heller ikke denne gang…

(Barndomserindring)

Good Night – The Beatles

En Davy Crockett-hue med hale – erindringsglimt

10. november 2008


Under læsningen af Bo Green Jensens seneste autobiografiske essays Dét der bliver tilbage bliver jeg sendt langt tilbage i barndommen til dengang, mit største ønske var at fÃ¥ en pelshue med stribet hale som den, Davy Crocett bar i følge skrønen. Hvor min interesse stammede fra stÃ¥r ikke helt klart i min erindring, men Crockett var genstand for dyrkelse i bøger – fx Karen Brunés‘ seksten bind om helten – tegneserier, film og sang. Tydeligst husker jeg sangen om David Crockett, The Balad of David Crockett, der ogsÃ¥ kom i en dansk version (med hvem? MÃ¥ tjekkes…) – den sang, som Ørkenens Sønner parodierer i deres pikante shows.

PS. Som bloggens kommentatorer rigtignok skriver, sÃ¥ var det selveste Preben Uglebjerg, der sang balladen om Davy Crokett – “Præriens bedste mand”. Jeg har researchet lidt pÃ¥ sangen, men indtil videre kun fundet ud af, at den mÃ¥ være udkommet midt i halvtredserne. Og sÃ¥ er den svær at finde pÃ¥ plade og cd.

Erindring: knallerterne

7. november 2008

Her i nabolaget møder jeg nu og da nogle unge drenge, der fræser rundt pÃ¥ nymodens tohjulede, motoriserede køretøjer. EU-scootere og hvad ved jeg. De er som oftes to eller tre pÃ¥ maskinen. Nogle gange er det en ung mand med en pige bagpÃ¥. PÃ¥ det punkt har verden ikke ændret sig en tøddel. Og nÃ¥r man sÃ¥dan gÃ¥r rundt og er ved at blive kørt ned – for selvfølgelig er de unge trafikanter fløjtende ligeglade med færdselsregler og almindelige hensyn – sÃ¥ er det, man mindes sin egen korte karriere som knallerist. Dengang, man en kort tid var grebet af fartdjævlen, og hormoner og ego styrede det hele. PÃ¥ det punkt har verden heller ikke ændret sig.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg måtte plage min gamle far for at få en knallert. Egentlig havde jeg slet ikke brug for den. Jeg havde en god, lysegrå SCO-cykel, og der var højst fem minutter til skolen. Men alle de andre havde en. Og selv min bedste kammerat havde fået lokket en gammel NSU ud af sin far.
I første omgang fik jeg sÃ¥ allernÃ¥digst lov til at overtage – dvs. lÃ¥ne – min fars gamle knallert med vridegear.

Den bar mærket Swell og lignede meget den her afbildede SCO autocykel. Den var sort, havde en drÃ¥beformet tank, en bred gummisaddel og baggagebærer. Det bedste ved den var, at den larmede ad h…… til og ikke respekterede den øvre hastighedsgrænse. NÃ¥r den først var kommet op i omdrejninger, kørte den hurtigere og hurtigere. Engang kørte jeg fra Nordby til Sønderho sammen med kammeraterne – og kom frem længe før de andre. Jeg kunne nÃ¥ at købe og spise en is, inden de nÃ¥ede frem. Ulempen var, at motoren blev ekstremt varm. Det forreste stykke af udstødningsrøret blev hvidglødende, og pÃ¥ et tidspunkt knækkede de helt af, fordi det var brændt igennem lige ved motoren. Da maskinen ikke længere stod til at redde – uden at der skulle investeres mange penge i den, forbarmede min far sig over mig og købte en Tomos Super med hele to gear til mig. Puch var ellers state of the art, men for mig var det en sort Tomos med twinsæde, der var sagen. Det var en lækker sag, men hurtig var den ikke. I hvert fald ikke, før der blev foretaget visse “tekniske ændringer” pÃ¥ den… I to Ã¥r var den min gode ven, men sÃ¥ kom kørekortet ind i billedet. Og med det forsvandt interessen for knallerter. Den endte sine dage pÃ¥ en spejderauktion nogle Ã¥r senere og er mÃ¥ske blevet en anden ejers transportmiddel.

Danske knallerter

Erindringsglimt: Jørgen Ingman – guitarist

31. oktober 2008

Navnet Jørgen Ingman – Ingeman, som min mor altid sagde -gled ind i mit øre og straks var jeg tilbage i barndommen. For Jørgen Ingman var nok den person, der Ã¥bnede mine ører for guitaren som soloinstrument. Eller i hvert fald var med til det. Sammen med sin daværende kone Grethe blev han et stort navn i Danmark, da de sammen vandt melodigrandprix med Dansevise, der er forblevet en evergreen og en af den europæiske sangkonkurrences mindeværdige sange. Fra barndommen er det ellers især hans udgave af Apache, der huskes. Nummeret gav Ingman en hitlisteplacering i – USA. BÃ¥de Apache og Dansevise var faste indslag pÃ¥ Giro 413, min barndoms ufrivillige soundtrack. Ellers kan jeg huske, at han havde sit eget guitar-brev-kursus, som blev solgt via reklamer i Familie-Journalen (tror jeg nok) og andre steder. PÃ¥ billedet sÃ¥ man den smilende Ingman med sin Les Paul Gibson-guitar. Jeg blev aldrig rigtig fan af Jørgen Ingman, der foretrak at udfolde sig i jazzen og som leverandør af easy-listening i dansk aftapning. Men dygtig, det var han indiskutabelt…

Dansevise