CAPAC

[Desværre har jeg ikke kunnet finde fotos fra Kaj Hansens danseinstitut på nettet, så man må nøjes med dette anonyme foto af livlige dansere]

I mine gemmer findes en lille bronzenål. På nålen står Terpsichore – dansens gudinde. Nålen erhvervede jeg mig ved det ene afdansningsbal, som jeg nåede at deltage i på Kaj Hansens danseskole i Esbjerg.

Danseskolen lå, så vidt jeg husker, i Norgesgade. Min mor havde fået den idé, at jeg “skulle gå til noget”. Enten spejder eller dans. Fodbold lå vist uden for hendes interessessfære. Efter lidt diskussion fik hun så trumfet igennem, at jeg – sammen med naboens to drenge, Leif og Jørgen – skulle træde ud i dansen. Men jeg var da allerede et godt stykke inde i min oprørske periode (med udtalt Beatlemania…) og nægtede at iføre mig en hvid skjorte med “charmepropel”. I stedet fik jeg en sort t-shirt med rullekrave og en sort nylonskjorte ud over. Det smagte da lidt af John Lennon…
Hr. Kaj Hansen var en lidt korpulent, venlig og adræt mandsperson. Og fru Hansen en slank, lys dame, der med håndfast autoritet kommanderede de vordende dansere rundt på gulvet. Pigerne var i klart overtal. Det betød, at Hansens måtte indkalde ældre, erfarne dansere (af hunkøn) som supportere. I første omgang var jeg så heldig at få pige som partner. Desværre havde hun som jeg en far, der sejlede, og efter kort tid forsvandt hun fra holdet, fordi hun skulle besøge ham et sted derude i den store verden. I stedet fik jeg en af de erfarne piger.

Hun var et hoved kortere end mig, men førte mig bestemt rundt på gulvet, medens hun højlydt repeterede dansetrinnene. 1-2-3… Engelsk vals, kvikstep, tango osv. Mest af alt husker jeg en stor beklemmelse og våde håndflader på en pigeryg…
Men året gik, og jeg fik lært nogle trin, som jeg aldrig siden har brugt. Twisten var kommet til verden. Og tressernes moderne, formløse danseformer tog over, så det ikke var nødvendigt at kunne andet end at bevæge sig for at få en pige ud på dansegulvet. Man behøvede ikke engang at røre ved hinanden.

Den sidste udfordring – eller måske snarere: prøvelse – var det årlige afdansningsbal, der blev afholdt på en kro i udkanten af Esbjerg. Her skulle man så vise, hvad man kunne. Og hvis man var heldig, kunne man få en nål. Enten en af guld, sølv eller bronze. Jeg tror ikke, at der var nogen, der “dumpede”. Og jeg fik netop points nok til at få bronzenålen til evig eje.
Til prøvelserne hørte også – men det vidste jeg ikke – at man var forpligtet til at danse med de medbragte forældre. Og min kammerat Litas moder insisterede på at danse med mig. Klam håndflade på en dameryg…

Jeg tror, at min mor indså, at min fremtid ikke lå i dansesporten. Så da sæsonen startede igen, var jeg ikke tilmeldt Kaj Hansens Danseinstitut.

Opdatering: Den hed Kaj Hansens danseskole. I hvert fald de første år, der omfatter mit ene. Senere blev det vist transformeret til danseinstitut.

Helt tilfældigt faldt jeg over en pose med gule Viking-blyanter. Ti stykker for 29 kr. I den lokale brugs. Og lige pludselig kunne jeg huske smagen af itugnasket træ – og ikke mindst – den kolde, skarpe smag af blyet, når skoletimerne blev for lange, for kedelige og blyanten gled ind i munden. Og træfnulleret man bagefter måtte spytte ud lidt efter lidt…

I mit morgenbad flød tankerne tilbage til tiden, før vi fik brusebad. Jeg elsker brusebad, og har taget brusebad hverdag, siden jeg var en 10-12 år. De dage, hvor jeg ikke har kunnet gøre det, kan vist tælles på en hånd, som man siger. Medens vandet løb ned over mit ansigt tænkte jeg på, hvilken luksus, det er, sådan at kunne lade drikkevand løbe gennem håret og ned over kroppen. Hvor mange steder i verden er det beskåret befolkningerne at gøre det? For slet ikke at tale om alle de steder, hvor forekomsten af vand i sig selv er det største luksus? Jeg ved godt, at vi betragter det som en selvfølge i dag at kunne tage et dagligt bad. Men alligevel. Tænker man lidt over det, så er det et luksusgode eller måske – for nu at lade det ord falde – et velfærdsgode.
For såden har det jo ikke altid været. I min tidlige barndom var den personlige hygiejne “etagevask” i en stor zinkbalje på køkkengulvet. Baljen havde tidligere rummet margarine, og jeg kan endnu huske, at der på siderne af den stod noget om margarine. Måske endda et navn. Når hånden gled hen over siden af baljen kunne fingerspidserne mærke de forhøjede tegn. Baljen var oval – og som jeg husker det – lidt forhøjet i enderne. Den havde to håndtag. En i hver ende. Her blev jeg så placeret på den vaskebræt-rillede bund, når min mor havde fået kogt tilstrækkeligt med varmt vand på det lille gasblus. Hvor tit det foregik husker jeg ikke helt. Men der gik nok en uge imellem disse højdepunkter i halvtredserhverdagen.
Bedst husker jeg afskyldningen efter indsæbningen. Når min mor lod håndlunkent vand fosse ned over mit hoved. Det var denne fornemmelse, der greb mig her til morgen.
Jeg søgte lidt på nettet for at finde et billede af min barndoms zinkbalje og lidt om margarineproduktionen historie. Og fandt ud af, at margarinebaljebadet er en del af min generations fælles kulturarv.
En dag fik vi installeret bruser i kælderen, og det var slut med baljen. I dag sælges de gamle zinkbaljer antikvarisk til høje priser.

Da jeg gik i folkeskolen fik jeg to “svedere”. Den første på Vestre Skole i Esbjerg, fordi vi unger havde forlystet os med at smide nogle metalkamme fra øverste etage og ned på gulvet i stuen. Det larmede. Og det måtte vi ikke. Vi blev idømt en kollektiv eftersidning.
Næste gang var det på Sædding Skole, hvor vi af kedsomhed i en formningstime forlystede os med at smide små kugler af ler op på en betonbjælke i loftet på lokalet. Kollektiv eftersidning var resultatet.
Og hvad lærte jeg så af det? Ingenting. Eller måske: At skolen har svært ved at gøre noget ved kedsomheden.
Siden er der sket meget med folkeskolen. De antiautoritære strømninger i efterkrigstiden har udviklet folkeskolen i en mere demokratisk og human retning. På godt og ondt. Børn er ikke længere at betragte som undersåtter, der kan tugtes efter behag, men som ligemænd og -kvinder. Den autoritære skoles bortgang har også resulteret i, hvad man kalder “en disciplinkrise”. Ungerne hører ikke bare efter. Og ofte bakkes de op af deres ligeledes antiautoritært opdragede forældre.
Nu vil vores revanchistiske såkaldte undervisningsminister Bertel Haarder så genindføre fortidens disciplin med eftersidning og møder med “spækker”. Men idéen får fingeren af forældrene. Kun Dansk Folkeparti bakker forventeligt op om forslaget – og så regeringens ideologiske alibi i den pædagogiske verden professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Man kan ikke skrue tiden tilbage til halvtredserne som Haarder og andre drømmer om. Løsningen på problemet med de såkaldt “urolige” børn (børn har altid været urolige…) skal findes med udgangspunkt i moderne pædagogiske tanker. Hvis man ønsker mere “disciplin”, så er der kun en farbar vej – nemlig at indrette skolen således, at ungerne får lyst til at lære noget – og derigennem selvdisciplin nok til at gøre det… Men det vil selvfølgelig koste nogle penge, og det er nok dybest set Haarder og Co.’s egentlige problem…

På vejen hjem med Gravhunden kom jeg til at sparke til noget, jeg troede var en sten. Men i solskinnet kunne jeg se smukke blå og grønne farver danse for mit blik, medens glaskuglen – som det viste sig at være – hoppede og dansede af sted hen over parkeringspladsen.
I min barndom samlede jeg også på små farvede ler- og glaskugler. Vi brugte dem til at spille med. Lige som hønseringene og esserne. Glaskuglerne kunne købes i forskellige størrelser med forskellige ilagte farver. Jeg var meget fascineret af disse smukke glastingester.
I lang tid drømte jeg også om at få et kalejdoskop. En af kammeraterne havde sådan et stort paprør med kalejdoskopisk effekt. Og det var fantastisk at kigge gennem det op mod lyset. Min første psykedeliske oplevelse. Siden forstod jeg godt, hvorfor det kalejdoskopiske blev en del af netop tressernes syrede grafiske udtryk. De sammenløbende farver ved koncerterne. Kalejdoskopet som metafor i rockens lyrik og som inspiration for cover- og plakatkunst. Til sidst lykkedes det mig at få et kalejdoskop. Og det var en stor dag.

Walking along a crowded street
I see thousands of faces before me.
Then I see a face that I used to know
Long ago in my life story.
It starts me thinking about the things you said
For your image is still inside me.
The past is gone but in my head
You’re still walking along beside me.
Is it something playing tricks with my eyes
Or just an illusion deceiving me,
Or is it someone in a disguise
Or visions of things that used to be?

But lately I’ve been going to
All the places that we once knew,
And just when I think that I am free of you
I keep seeing the things that remind me of you,
And just when I think you’re out of my head
I hear a song that you sang or see a book that you read.
Then you’re in every bar, you’re in every cafŽ,
You’re driving every car, I see you everyday,
But you’re not really there ‘cos you belong to yesterday.

No more looking back,
No more living in the past,
Yesterday’s gone and that’s a fact,
Now there’s no more looking back.
Got to be hard,
Yeah, look straight ahead.
That s the only way it’s going to be,
Yesterday’s gone and that’s a fact,
Now there’s no more looking back,
Perhaps someday I’ll stop needing you,
Then maybe one day I’ll be free of you.

But lately I’ve been going to
All the places that remind me of you.
And just when I think you’re out of my head
I hear a record you played or see a book that you read.
Then you’re in every bar, you’re in every cafŽ,
You’re driving every car, I see you everyday
But you’re not really there ‘cos you belong to yesterday.

No more looking back,
No more living in the past.
Yesterday’s gone, that’s a fact,
Now there’s no more looking back.
No more looking back.
No more living in the past.
Yesterday’s gone, that’s a fact.
Now there’s no more looking back.

At erindre betyder noget med at gå ind i sig selv. Kommer fra tysk. Og min erfaring er, at jo mere jeg erindrer og skriver om, jo mere dukker der op. Som om, at hver erindring skraber et lag af og afdækker et nyt. Erindringens arkæologi.
Nogle gange prøver jeg at erindre, hvordan ganske almindelige hverdagsaktiviteter var. Hvordan var det fx at gå til skole, dengang i tresserne. Skolevejen. Man gik den hundredvis af gange, men måske netop derfor kan det være svært at genkalde sig selve oplevelsen. Alligevel dukker noget op. Den røde mur ind til børnehaven Pavillionen. Den opgang, hvor min klassekammerat Bitten boede med sin familie. Fodgængerovergangen ved krydset mellem Nørregade og Strandbygade med Kurant Kiosken på den modsatte…[1. Temaet har selvfølgelig været genstand for litterær behandling. I 1989 og året efter udkom en række forfatteres erindringer under titlen Min Skolevej, red. af Erik Vang Jensen. De burde nok indlemmes i biblioteket her…]

Ray Davies og the Kinks udsendte i 1975 et helt concept-album om skoletiden. Schoolboys in Disgrace. Ganske vist er det en fiktion, men lur mig om ikke mange af detaljerne stammer fra Ray Davies’ egne oplevelser i det engelske skolesystem. Det kunne godt ligne ham. I en af sangene er det i hvert fald mærkbart. Sangen No More Looking Back, der netop handler om det at gå tilbage. Nogle gange kan det være en berusende oplevelse, andre gange, som i dette tilfælde, er det forbundet med smerte og pinagtighed.
Schoolboys in Disgrace blev vist aldrig den helt store sællert eller succes. Og det er en skam. For det er et fint album om den tid, som vi alle har været igennem, og som nogle helst vil glemme, medens andre forfalder til nostalgiske flashbacks…

The Kinks – Education – Schoolboys in Disgrace.

Jeg købte en liter Thise Gammeldags Kærnemælk til en kageopskrift. Kagen blev ikke til noget, og jeg måtte drikke kærnemælken. Det var en enkeltbillet tilbage til barndommens dage med kærnemælk i glassene. Nogle gange tilføjet lidt sukker, andre gange au naturel. Jeg havde helt glemt, hvor godt rigtig kærnemælk smager.

I min barndoms gade var der ikke meget legetøj. Jo, trehjulede cykler, hoolahopringe, hinkesten, hønseringe og “esser”… Men større legesager var der langt imellem. Jeg husker dog, at en dreng, der boede (eller måske besøgte) bygningen på hjørnet af Nygårdsvej og Strandbygade over for autoværkstedet, havde en legetøjsbil, der kunne drives frem ved hjælp af pedaler, der blev skubbet frem og tilbage. Bilen havde en kølerlignende forende og mindede mest af alt om en ældre racerbil. Og – kors – hvor var vi drenge misundelige. Og vi plagede den stakkels unge om at få lov at prøve. Og det lykkedes…
Ellers husker jeg en enkelt gang, hvor en sæbekassebil var attraktionen. Den klassiske model med et sæde, lavet af en (sæbe)kasse, fire hjul fra en udrangeret barnevogn, snoretræk og planker. Det var vild luksus i de fattige halvtredsere.. Mange år senere lavede jeg en finere model til min søn og hans kammerater. Og de elskede den.

Far – i den orange på vej mod staden: “Hvad tænker du på?“

Tavshed.

Jeg er gammel nok til at huske dengang, hvor man begyndte at holde op med at sige “De” til folk. I første omgang – og klarest i erindringen – står processen i skolen. Overgangen fra at sige Du i stedet for De til lærerne. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang fandt det svært at sige Du til visse voksne personer. Og stadigvæk – den dag i dag – skal jeg tage mig i nakken, når jeg skal (vil?) sige Du til ældre mennesker med en vis personlig pondus.
Det var en lille forskydning af omgangsformerne, der skete dengang i de tidlige tressere. Et friere kulturelt klima var på vej. Og der blæste forandringsvinde i sæder og skikke. Frigørelsen, der allerede var udkastet som en mulighed i halvtredserne (i hvert fald i pædagogikken med dogmet om “fri opdragelse”, som min tante, børnehavepædagogen, praktiserede med vekslende held…).
Dengang oplevede jeg det vist mest som et fremskridt, men siden er jeg kommet mere i tvivl. Måske har frigørelsen også haft nogle omkostninger? Måske har frigørelsen også indebåret, at nogle ting er blevet smidt ud med badevandet? Jeg tænker på den respekt for andre, man kan udtrykke gennem omgangsformerne. Fx respekt for voksne mennesker med livserfaring og -visdom. Hvor er respekten for andre mennesker blevet af i frigørelsens navn? Den er skrumpet ind i hvert fald. Du.

Jeg har tidligere berørt emnet kedsomhed. Påsken har jeg i mange år forbundet med kedsomheden. Det er, fordi der aldrig rigtig skete noget i påsken i min barndom. Min far var ofte på søen, og jeg var derhjemme med min mor. Andre familier var borte på besøg hos familie og venner. I vores familie var der ikke tradition for at besøge hinanden, hverken i ferier eller i øvrigt. I øvrigt var ferie ikke noget, vi brugte i min familie. Min far sejlede, og når han var hjemme, ja, så ville han ikke på ferie. Hverken inden- eller udenlands. Jeg har vist nævnt det før.
Jeg husker solskinspåskedage, hvor jeg sad på trappestenen til nr. 129 og kiggede på husene på den anden side. Og hvor ingenting skete. Man pillede lidt ved snørebåndet eller jakken og spejdede op ad Nygårdsvej for at se, om der måske skulle komme nogen. Eller man tussede stille rundt i baggården, indtil man fik nok og i stille desperation gik op i lejligheden.
Nutildags er jeg glad for påsken, fordi det er fridage, hvor man ikke skal på arbejde og i øvrigt kan gøre, hvad man har lyst til. Men et eller andet sted dybt derinde sidder fornemmelsen af kedsomhed der stadig.

Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole.
Luften er så smuk,
deres længselssuk
kendes let på deres silkekjole.

Nu har viben æg,
pilen dygtig skæg,
og violen småt på volden pipper.
Gåsen sine små
lærer flittig gå,
skaden vindigt med sin hale vipper

Svenden med sin brud
går i haven ud,
på de grønne sko hun synes danse.
Ak, hvor hun er let!
foden er så net.
Pogen sælger til dem grønne kranse.

Storken er så travl
højt på bondens gavl,
og de røde fødder næbbet slibe.
Høkren med sin viv
går for tidsfordriv
med sin sølvbeslagne merskumspibe.

Hulde piger små,
røde, hvide, blå,
sender deres blikke rundt som pile.
Og som krigerflag
i det kælne slag
silkebånd fra liljenakken ile.

Aftnen driver på,
mens de skønne gå,
bare de dem ikke skal forkøle.
Hvilken yndig strøm,
barmen blir så øm,
man mit hjerte kan på vesten føle.

I den tavse nat,
som en stor dukat,
månen stænker guld på alle grene.
Ak, de skønne svandt
jo fra hver en kant.
Det er tungt, man skal gå hjem alene.

Hundeluftning. Og der er grøde overalt. Buske og træer knoppes, så det er en lyst. Det myldrer frem med krokusser og andre vækster. Og frem af hjernens dybe forviklinger dukker melodi og tekst til Paul Martin Møllers gamle danske sang “Grøn er vårens hæk” (melodi af Niels W. Gade). Kors hvor blev den sunget mange gange i min skoletid, af mere eller mindre engagerede børnestemmer. Og mejslet ind i capacs hjernevindinger. Især den der sætning med jomfruerne, der sig på volden sole, gjorde indtryk dengang.

((klik på billedet og se det i stor udgave))

I min barndoms gader var der ikke mange biler. Og jeg kan kun komme tanke om ganske få i vores bekendtskabskred, der frem til midten af tresserne ejede en bil. Derfor vakte det gevaldig opsigt, da en nabo i 1962-63 fik sig en sort Taunus 12 M.
Manden, hvis navn vi vil beholde for os selv af diskrete årsager – lad os kalde han Ernst – var et ungt menneske, der havde en meget livlig fantasi (nogle vil nok foretrække at sige, at han var en notorisk løgnhals, men dem om det…) og pyntede gerne på den i forvejen lidt grå virkelighed. Således fortalte han, at hans smukke unge kone havde en fortid som fotomodel i København. Hendes nydelige ydre talte for, at historien kunne være sandt. Men de jorbbundne naboer kunne ikke lade være med at lufte deres skepsis: Hvorfor var hun så var endt (oveni købet sammen med Ernst…) i en ussel lille lejlighed i et esbjergensisk arbejderkvarter? Det var en gåde, der snart blev forvandlet til en sladderhistorie: Hun havde ikke været model, men været en dulle “løs på tråden”, som det eufemistisk hed dengang.
Men Ernst var en rar mand. Vi børn kunne godt lide ham, for han tog sig tid til at snakke med os og til at underholde os med sine vidtløftige historier. Vi fik også en kulørt historie om hans erhvervelse af den skinnende sorte Taunus og om hans meriter som chauffør. Ernst stod der i gården i skjorteærmer og fortalte med et stort smil under sit sorte hår historien for et lydhørt publikum. Vi var ‘åben mund og polypper’ af ren benovelse. Og benovelsen holdt et par dage, lige indtil han kørte ind i et træ i Nygårdsvej lige uden for Bødtkers Tømmerhandel. Hvordan det var gået til, husker jeg ikke. Men synet af bilen, der stod der med snuden mod træet, husker jeg, som var det i går.
Det viste sig, at Ernst hverken havde kørekort eller havde fået bilen på helt legal vis. Et stykke tid derefter så vi ikke noget til ham, men så dukkede han op igen – med nye historier i ærmet.

Som for mange andre i min generation var Giro 413 et ufrivilligt soundtrack til min barn- og ungdom. I baggårdens dyb kunne vi høre tonerne fra de gamle, solide rørradioer gjalde ud over sommerdagen. Eller de utallige søndage ved kaffebordet i de små stuer. Giro 413 kørte altid – som jeg husker det. Og mange af sangene gled umærkeligt ind i hjernevindingerne. Nogle af sangene hadede jeg (fx “Mor er den bedste i verden” og “Den gamle gartners sang”). Og bedre blev det ikke, da Beatles med flere satte en ny dagsorden for tidens toneklang. Men andre sange er blevet stående som en del af den kulturarv, jeg gerne vedkender mig. En af dem er den franske chanteuse Edith Piafs “Milord”. Her i en amerikansk tv-udgave med selveste Ed Sullivan.

Den første gang, jeg så en fyldepen i aktion, glemmer jeg aldrig. Jeg var en lille purk og var med min mor hos familielægen. En dengang ældre herre, der residerede i en ligeledes ældre mahognidomineret konsultation i det centrale Esbjerg. Vesterhavsgade, tror jeg, men er ikke helt sikker. – Efter at de lægelige handlinger var overstået, skulle lægen skrive en recept og fremdrog en stor, sort, tyk fyldepen fra sin hvide kittels indre og skrev med tyk, bred, kongeblå blæk sin signatur forneden. Når jeg lukker øjnene kan jeg stadigvæk se pennen glide hurtigt hen over det solide hvide papir og efterlade den smukke underskrift. Siden den dag har jeg været forgabt i fyldepenne. Lige fra de første rigtige penne med blæk, som vi fik lov til at klatte med i folkeskolen, over Penol, Parker, Rotring og diverse ikke kurente mærker (fx dem fra “lykkeposerne”) og frem til den Mont Blanc Meisterstück, som jeg i et svagt øjeblik investerede i for en del år siden. Og i mit stille sind ønsker jeg mig at få sådan en tyk sag, som lægen havde.

Uffe satte skub i denne lille erindring.

Tilbagespoling