CAPAC

I det lokale supermarked kom jeg i tanke om de butikker, der lå og i nærheden af min barndoms gade. Det var i årene før supermarkederne kom til.

På hjørnet af esbjergensiske Sjællandsgade og Nygårdsvej lå Slikmutters lille mejeriudsalg, som jeg tidligere er hensunket i minder over. Det samme gælder smørudsalget i Strandbygade.

Over for Slikmutters butik lå en slagterforretning. Den var lidt større, men ikke meget. Her handlede min mor nu og da. Og jeg var med flere gange og så, hvordan slagteren forvandlede skært kød til fars på sin blanke hakkemaskine. Kødet faldt i klumper ned på det særlige fedtafvisende hvide papir, hvorefter det blev pakket ind, først i det hvide papir og derefter i brunt slagterpapir. Slagteren var i sin hvide kittel, og der var en særlig lugt af frisk kød og røgvarer som stadigvæk kan kaldes frem i min erindring.

I Sjællandsgade – på stykket mellem Nygårdsvej og Nørregade – lå der flere småbutikker. Et lille stykke fra slagterforretningen lå en skomagerbutik nede i kælderen. Man skulle ned ad tre-fire trapper og ind gennem en snæver, lav, mørkegrøn dør. Her blev jeg flere gange sendt ned for at få forsålet nogle sko. Enten mine egne eller forældrenes. Der var lidt mørkt i rummet, og man blev mødt af en lugt af læder, fedt og lim. Et par gange oplevede jeg, at skomageren gjorde sit arbejde, medens jeg ventede. Så kunne jeg se manden skære det tykke, mørkebrune læder med bogstaver på den ene side til, efter at det var blevet limet fast på hælen. Derefter sleb, pudsede og farvede han det – og satte eventuelt en lille, halvmåneformet metaldims på, så hælen ikke blev slidt såhurtigt. Man kunne mærke og høre metaldimsen, når man gik på gaden. På en hylde bag ham stod det ene par slidte sko efter det andet og ventede på at ejeren skulle komme og afhente dem. Skomageren selv sad på en lille skammel med sit forklæde på og bøjede sig ned over sit arbejde.

Lidt længere ned ad Sjællandsgade i retning af Nørregade lå et andet mejeriudsalg. Ikke ret stort. Og jeg husker det især, fordi de solgte kandiserede æbler om sommeren. Når man gik hjem med sådan et æble på en pind, løb det røde sukkerstads ned ad pinden, og man fik klistrede fingre. De kandiserede æbler smagte himmelsk, og det var en stor fryd at sætte tænderne i det størknede sukker, der klæbede til tænderne, når man bed igennem det tykke lag.

På modsatte side lå en købmandsforretning, hvor vi handlede en gang imellem. Min mor havde en kreditbog hos en anden købmand nogle gader derfra, så derfor var det kun undtagelsesvis, vi kiggede indenfor. På erindringsbillederne er det især de store, skinnende kaffemøller i vinduet, der træder tydeligt frem. Imponerende flotte var de, og hver dag, når jeg gik til skole, kunne jeg se op på dem.

På hjørnet af Sjællandsgade og Nørregade, ikke ret langt fra købmandsbutikken, lå endnu et mejeriudsalg. Det var lidt større end Slikmutters, men ikke meget. Jeg mindes ikke nogensinde at have sat mine ben i den forretning. Men i gymnasiet kom jeg til at gå i klasse med datteren til den daværende ejer.

Og så var der – for enden af Sjællandgade, beliggende i Nørregade – en lille kiosk, hvor jeg købte de fleste af mine popblade, da det blev interessant. Her købte mine forældre også tobak og ugeblade. Bestyreren var en venlig, voksen mand, der altid spurgte interesseret til det, man havde købt. Hvilket irriterede mig gevaldigt – dengang. Butikken var ikke ret stor. Heller ikke udvalget. Men kioskejeren var flink til at tage ting hjem til butikken, hvis man ønskede det.
Alle disse småbutikker er selvfølgelig væk i dag.

Al den snak om skraldespande fik mig til – alt medens jeg dumpede en fil i Windows-papirkurven – at mindes svinetønden. Den stod ved siden af de tre almindelige skraldespande bag ved det lille toetagers hus, vi boede i. Når man kom op fra cykelkælderen eller gik fra baggården i retning af Nygårdsvej, så kunne man ikke undgå at komme forbi den. Og lugte den. Den stank nemlig til himlen af fordærvede madrester.
Svinetønden var en gammel, rusten spand. Den var cylinderformet og havde ringe, riller eller bølger langs siderne. Måske havde den tjent som olietønde i sit tidligere liv.
Nogle gange om ugen kom en yngre, sorthåret mand og hentede indholdet, der bestod af levn fra de forskellige husholdninger i huset. Hvorefter han afleverede det hos en svineavler et eller andet sted i nærheden.
Hvorfor er det nu, man husker sådan en perifer ting? For mit indre øje kan jeg med stor tydelighed se den let ramponerede, rødrustne spand stå der ved siden af de andre. Måske, fordi den var lidt ved siden af? En outsider?

Et lille replikskifte ovre hos Uffe (Stenstropedia) – under det tilbagevendende omkvæd: I gamle dage var alting bedre – fik capac til at ihukomme barndommens nytårsfejringer. Jeg var ikke ret gammel, før det gik op for mig, at fejringen af det nye års komme indebar sjov i gaden og ballade. Det var – for denne aften – “tilladt” af lave drengestreger og slippe godt fra det uden at blive indhentet af de voksnes sanktioner. Ud over det obligatoriske afbrænding af “kinesere” og andet knaldfyrværkeri – som jo var tilladt dengang, suk – i opgange, baghaver og kældre, så var der især to utyskestreger, jeg kan huske. Et fast indslag var ophejsning af juletræer og cykler i de tilgængelige flagstænger. Det var et helvedes arbejde, for især cyklerne var centertunge. Men man gjorde det gerne i flok for at kunne nyde de voksnes arbejde med at få “jernhestene” ned igen. En anden yndet sport var at slæbe de gammeldags, kasseformede metalskraldespande (når de voksne havde glemt at lukke dem inde) op i opgangene og stille dem foran en tilfældig hoveddør. Gerne flere på en gang. Også disse metalspande var temmelig tunge og uhåndterlige, men det var sjovt at drille de voksne.
Erindringens lys er mildt, og jeg husker ikke eksempler på decideret hærværk fra min barndom. Ganske vist havde jeg hørt, at nogle af skraldespandene – med indhold – var blevet væltet i opgangene, men havde aldrig oplevet det selv.

Hænderne op
eller bukserne ned
En af delene
vil jeg se

– hvornår mon jeg hørte det rim første gang?

Da capac var dreng var Besættelsestiden og nazismen store temaer i skolen. Det blev gjort meget ud af emnerne i historietimerne – og i øvrigt. Og vi poder fik den heroiske mytologi om danskernes ædle handlen som modstandsfolk, jødevenner osv. banket godt og grundigt ind i knolden med bøger om Churchill-klubben e.a. I vores klasseværelse havde vi et bruntfjerniseret bogskab, der var fuldt af solidt indbundne, opbyggelige bøger om vores glorværdige tid som besat land.
Siden har myterne været udsat for en løbende demontering. Glorien er sunket længere og længere ned og sidder nok sådan cirka som et kvælertag omkring halsen nu. Takket være historikere, der foretrækker den gråmelerede virkelighed frem for de nationalpolitiske glansbilleder.
Da jeg gik i folkeskolens ældste klasser læste jeg en bog, lånt på Sædding Skoles bibliotek, hvor et menneske beskrev sine oplevelser i en tysk kz-lejr, herunder de hårrejsende oplevelser med såkaldte medicinske forsøg. I skrivende stund kan jeg ikke huske hverken forfatter eller titel, men bogens forfatter var østeuropæer, tror jeg, og beskrivelserne af rædslerne gjorde et stort indtryk på mit unge modtagelige sind. Kunne mennesker da være så grusomme?! Godt, at det ikke var danskere, der gjorde det…
I dag kan man så i dagens aviser læse, at Statens Serumsinstitut i 1944 arbejdede tæt sammen med Nazi-tyskland og gennemførte vaccine-forsøg i koncentrationslejren Buchenwald. 26 fanger blev vaccineret med midlet “Kopenhagen” mod plettyfus – og 3 af dem døde. I en kontrolgruppe på 10 døde de 3.

En interessant artikel i dagens aviser. Såkaldte eksperter mener, at lektierne skal ud af skolen, hvis den uddannelsespolitiske målsætning om, at 95% af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, skal nås. Grundtanken er, at lektier ødelægger læringens grundlag: lysten og interessen. Tankegangen, som blandt andet forfægtes af professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, angribes da også straks af samme institutions forvalter af regeringens uddannelsesideologiske tanker, professor Niels Egelund, der mener, at danske børn går for lidt i skole og derfor skal terpe lektier for overhovedet at lære noget.

Tanken om at lyst og interesse driver læringen er ukorrekt politisk tale. Tænk, hvis nu eleverne fik den idé, at de kun ville lave det, de havde lyst og interesse for? Hvilket samfund ville vi så ikke ende med at få? I hvert fald ikke det nuværende…

Et andet spørgsmål, som er værd at overveje, er vel, om lektiernes afskaffelse ikke indebærer skolens afskaffelse? Som det fremgår af artiklen, så er lektier en så grundliggende aktivitet i skolen, at vi sjældent overvejer dens rimelighed. I øvrigt kommer ordet “lektie” af lat. legere, der betyder at læse…

Medens jeg sad og skiftede batterier i mit digitalkamera kom jeg til at tænke på min fars gamle Agfa Billy, hvormed de fleste af de relativt få fotos fra min barndom er taget. Sort-hvide billeder, der trods alderen, besidder en forbavsende klarhed og skarphed, hvilket skyldtes den udmærkede linse. Jeg har kameraet endnu et eller andet sted i en kasse i kælderen. Først rigtig mange år senere – i halvfjerdserne – tog min far sig sammen til at købe et nyt, japansk kamera, med en imponerende stor linse. I en lang periode i tresserne blev der med andre ord ikke taget billeder. Men min far var jo også ude at sejle meget af tiden…
Fra det samme årti husker jeg Kodak Instamatic, som alle lige pludselig havde et eksemplar af. Et lille, handy – som man sagde dengang – kamera, der tog fine farvebilleder (som siden blegnede eller brunede, fordi filmkvaliteten ikke var den bedste…). Oven i købet med blitz-kuber, så man med garanti fik helt røde øjne. Instamatic’en kom i flere udgaver, der blev nemmere og nemmere at skifte film i på grund af de smarte kassetter…

Paul Simon & Art Garfunkel: Kodachrome

Donald bringer emnet på bane: Lussinger. Ikke just noget der er i centrum for nostalgikken. Men, når man er fra før revselsrettens afskaffelse (hvilket for lærernes vedkommende skete så sent som 1967!), så hører endefulde og lussinger jo med til historieskrivningen.
Jeg har aldrig fået en lussing, hverken af mine forældre eller af de skolelærere, jeg har mødt på min vej. Det skyldes nok mest, at jeg ikke var den store ballademager. Snarere det modsatte. Bortset fra en enkelt bemærkning i min første karakterbog om, at jeg havde svært ved at sidde stille i timerne, så var det mest flinkeskole over hele linjen.
I femte klasse skiftede jeg skole fra den lille, gamle byskole i Esbjergs hjerte – Vestre Skole – til den meget store forstadsskole i Sædding. Her var der tre skolegårde og – så vidt jeg husker – op mod 1400 elever, da tilstrømningen var størst. Det var “nybygger”-tider i midten af tresserne. Mange forlod de små lejligheder i den indre by og etablerede sig som husejere i de efterhånden enorme parcelhusområder, der bredte sig rundt om byen som ringe i vandet.
På Sædding Skole var de nye tider med moderne pædagogiske ideer på vej, men endnu var der i første halvdel af tresserne autoritære elementer.
Når vi mødte om morgene skulle hver klasse stille sig op to og to i rækker i skolegården og vente på, at læreren kom, hentede os og førte os op i klasseværelset, hvor vi så skulle stå skoleret bag vores stole, indtil vi fik besked om at sætte os. Nogle gange skulle vi også gennem en gang morgensang i aulaen, inden turen gik til klasseværelset.
Det var i skolegården, lussingerne kom ind. For mellem de mange rækker af skoleelever gik et par gårdvagter og holdt orden. Jeg husker specielt den ene. Han havde en -sen-navn, havde sort fuldskæg og var i vinterhalvåret iført en mørkeblå duffelcoat og store strikvanter. Med stor nidkærhed sørgede han for, at der var ro i rækkerne. Han havde det med at snige sig ind på de urolige elementer bagfra. Som en høg slog han ned på dem og langede dem en lussing med sin store hånd, så de trimlede omkuld. Taktikken var effektiv. Jeg kan endnu i min krop mærke den ængstelse, der var forbundet med situationen, og den lettelse, der lå i at blive hentet af sin klasselærer.

Donalds lussing.

For nylig viste DR den amerikanske komedie The Birdcage (1996) med Robbin Williams, Gene Hackmann og underskønne Diana Wiest i nogle af hovedrollerne. En ganske sjov film om de familiære problemer, der kan opstå, når et ungt, giftemodent par vil introducere de respektive forældre for hinanden – og det ene forældrepar er homoseksuelle og det andet tilsvarende bigotte, hvis man kan udtrykke det på den facon. Filmen er en et såkaldt remake af en fransk film La Cage aux Folles (1978), som var mindst lige så morsom, men selvfølgelig ikke rigtig kunne gøre sig i USA, fordi skuespillerne af gode grunde talte fransk. En af hovedrollerne i den franske film blev spillet af Michel Serrault, der nu meldes død i en alder af 79 år.
I omtalte film har Serrault den helt centrale, komiske rolle som den temperamentsfulde drag Zaza, der gør forviklinger endnu mere indviklede, end de er i forvejen. Og rollen blev et internationalt gennembrud for Serrault, og han fik en Cesar – den franske “Oscar” – for sin præstation. Han medvirkede i mere end 130 film, og filmbuffs vil sikkert huske ham for samarbejdet med Claude Chabrol.

Et erindringsglimt i forbindelse med Serraults død. I 2001 medvirkede Serrault i filmen Belphegore: The Phantom of the Louvre som politiinspektor Verlac, og han spillede over for den dejlige Sophie Marceau, der havde dobbeltrollen som Belphegore/Lisa. Filmen, som jeg ikke har set, er en filmatisering af en berømt tv-serie, Malédiction de Belphégore, som fransk tv lavede tilbage i tresserne (1965-67), og som blev sendt i DR TV også. I følge min egen erindring og almindelig omtale, så var det en serie, der “lagde gaderne øde”, som det hedder i journalistikken. Filmen handler om en ægyptisk ånd, der slipper løs i et museum (oprindeligt Louvre, i filmen vist British Museum i London) og tager besiddelse i den unge pige Lisas krop, hvorefter der sker ting og sager. Altså en ganske usandsynlig spøgelses- eller gyserhistorie. Helt som det skal være.
TV-mini-serien om Belphegore var et af mine tidligste møder med film-gyset. Og selv om jeg kun svagt husker handlingen, så husker jeg tydeligt stemningen og den mørktklædte, sortmaskerede Belphegore i skikkelse af den store, franske chanteuse og skuespillerinde Juliette Greco (bedre valg kunne man næsten ikke tænke sig), komme op af gulvet i museet for at sprede skræk og rædsel. Jeg tror ikke, at seriens spænding ødelagde min nattesøvn, men den satte gang i min og kammeraternes fantasi, og vi var 100% overbeviste om, at Belphegore havde slået sig ned i Byparken i Esbjerg og skræmte forbipasserende fra vid og sans.

Kan du huske historien om Peter Pedal, hvor han befinder sig i en rumkapsel med bananer, boller og andre favoritspiser? Peter Pedal hører til min barndoms litterære kanon. Jeg morede mig kosteligt over Peter Pedal. Og har moret mig siden, når jeg læste historierne højt for mine egne børn. Han var – og er – en lille frækkert. Et sindbillede på det uopdragne barn, slet og ret. Det barn, vi alle vel har været engang, og som nogle af os fortsat er – derinde bag rynkerne. Fordi Peter Pedal var en uregerlig, elskelig møgunge, så var han let at identificere sig med. Lige som Spørge-Jørgen og andre uvorne unger. Selvfølgelig var der en slet skjult pædagogisk dagsorden i de bøger, men det gik heldigvis hen over hovedet på mig – og sikkert mange andre.
Nu kan man så læse, at Peter Pedals utyskestreger ikke finder nåde for amerikanske censorer af børne-tv. De finkæmmer manuskripterne for alt, hvad der på nogen måde kan minde om, at børn er andet en små renskurede, lydige kloner af voksnes forestillinger om , hvad børn kan og bør være. Hvor der næsten ingen grænser er for, hvad voksne udsættes for foran tossen, så er der næsten ingen grænser for, hvad der skal luges ud, før de små, sarte børnesjæle kan møde tv-virkeligheden. Befri Peter Pedal!

I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul på en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserår i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange år mellem hendes skolegang og så min, så er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som når hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad på smalle gymnastikbænke uden ryglæn og så mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres småbørn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer så historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft.
Jo, jeg husker det så nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved få lejligheder blev forevist for os elever på Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi så blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivånede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker på, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, når lærerne omhyggeligt satte de små filmruller på det lille, gråmalede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op på lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, så var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stået for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der måske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men også senere.

I går aftes kom vi til at snakke om “modediller” inden for legetøj. I ved: hoolahop-ringe, yoyoer, hinkesten, sjippetov, hønseringe osv. Og pludselig havde jeg den der fornemmelse i munden af et lille stykke metal, der flyttede sig rundt og fremkaldte ekstra spytproduktion. En fløjte til at lave “gadedrengefløjt” med. Det var sejt at kunne fløjte som en gadedreng. Jeg så med beundring op til min far, der kunne fløjte meget højt ved at sætte højre hånds tommel- og pegefinder i mundvigene, folde tunge på rette vis og lukke luft ud.
Fløjten var halvcirkelformet, af blik, havde et lille hul på den ene side, og rigtig placeret i munden kunne den frembringe de herligste frække fløjt, der ville kunne få enhvert pigebarn til at vende sig omkring. Fløjten fandtes også i en billigere plastikudgave, som ikke havde min og de andre drenges interesse. Jeg husker ikke helt, hvor længe vi kunne få fløjten. Men det var vel et par år eller tre. Dengang omkring 1960. Og vi købte den i min barndoms legetøjsmekka “1000 Ting”, der også var leveringsdygtig i mange andre remedier til barnlig leg.
Jeg har  ikke set den siden dengang. Den kan sikkert ikke fås mere. Set med nutidens pædagogiske briller, så var den nok for farlig. Man kunne komme til at sluge den (hvilket skete for mig, men en dåse asparges sørgede for, at den kom igennem systemet uden at volde skade, ligesom den lampeskrue, jeg engang spiste – til min moders store forskrækkelse). Eller man kunne – oh, rædsel – få den i den “gale hals”…

Opdatering 2017: Og se ovenfor. Det er lykkedes at finde et foto af tingesten. Og jeg kan læse mig frem til, at den nu går under navnet “hyrdefløjte”, fordi modellen angiveligt bruges af hyrder til at kalde på deres hyrdehunde.

Liselotte satte gang i nostalgimotoren med et link til “verdens bedste papirfly”. I min barndom har jeg lavet et hav af papirfly. En overgang byggede jeg også svævemodelfly med balsatræ, papir, lak og lim. Men da jeg boede i en baggård var der grænser for den fornøjelse.
Jeg var dybt fascineret af papirflyene, når de svævede gennem de små rum i lejligheden – eller bedre endnu ud fra stue- eller køkkenvinduet. Det var en kunst at få dem foldet så præcist som muligt af en stykke papir, der hverken var for tungt eller for let. De havde som regel en kort levetid. Fløj de godt, endte det som regel med, at de fik snuden trykket ind, og dermed mistede de noget af deres flyveevne.
På www.ask-alex.dk kan man se tegninger af to af de mest almindelige modeller (ovenfor og nedenfor dette afsnit).

Og på denne side kan man se en lille film om, hvordan man laver “verdens bedste film”. En model, jeg også kendte i barndommen.
Men der var også en model, der bestod af to stykker papir. Et kvadratisk stykke, der foldet på den rigtige måde til en dobbeltlagstrekant udgjorde vinger og snude – og som kunne fastholde halestykket, der bestod af et smalt, rektangulært papirstykke. Sidstnævnte fik den ene ende foldet til en spids, der passede ind i forstykkets snude. Fordelen ved denne model var, at den havde en mere holdbar snude og kunne bruges igen og igen. Jeg har desværre ikke kunne finde et billede af den model. Mon den er gået i glemmebogen?

Læs mere »

Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen og fjerne et (tidligere omtalt) støjende stykke metal fra automobilet, men en nyhed fra dagens avis om, at den tidligere fodboldhelt har sat skub i salget af Ota Solgryn (havregrynsprodukt), så dansker nu spiser 4 millioner portioner mere af de valsede korn, fik capac på andre tanker.

Nyheden sendte capac tilbage til den barndom i 1950’erne, der spiller en så stor rolle i denne blog (og i øvrigt), til et af capacs første møder med reklamens forunderlige magt: Foska Havregryn.

Ota havregryn havde allerede i 1940’erne fået den idé at lave såkaldte Ota-bøger, der i bordeauxrødt omslag bød på oplysende læsning for de havregrynsspisende børn og unge. Produktionen ophørte i 1942, men fænomenet blev så kendt, at bøgerne i dag betragtes som et vigtigt element i dansk børnelitteraturs historie. Bøgerne er samlerobjekter i dag.

Men for capac og drengene i gaden var det Foska, der var den store oplevelse. Foska var et dansk produkt, der blev produceret af den stadigvæk aktive Svendborg Boghvede- og Havremølle A/S. Men inspiration fra kaffeerstatningsfirmaet Richs begyndte Foska at lægge samlebilleder i deres havregrynspakker for at stimulere salget.

I forhold til forgængerne var der med Foska sket et skred i retning af mere direkte reklame.  Man informerede fx om  hvor næringsrigt produktet var (calsium etc.)., hvor Ota-bøgerne  levede deres eget liv parallelt med grynene. Men ellers var det spændende historier om Mickey og bønnestagen, Eventyret om Bongo, Alice i Eventyrland m.fl. For at sikre, at man fik en ordentlig formidling havde man ansat en garvet lærer og forfatter, Torben Gregersen, til at præsentere historierne i bøgerne.

Disse faktuelle forhold (som jeg har hentet i tidsskriftet Ask) tænkte jeg ikke meget over dengang. Det, jeg husker tydeligst, var glæden ved at samle og fuldende disse farverige og solide hæfter. Man kunne gå længe og vente på, at man havde spist sig frem – eller byttet sig frem – til de sidste billeder i bogen. At man så skulle tygge  sig gennem oceaner af havregryn gjorde ikke så meget. Specielt “Basse”, en af legekammeraterne, gjorde sig med Foska-billederne. Sikkert, fordi hans familie var større og derfor kunne konsumere flere æsker… I hvert fald var vi optaget af samleriet, der gjorde os til rigtige FOSKANERE (noget man kvalificerede sig til ved at spise Foska eller Bio Foska).

Sådan kom capac for første gang (tror jeg nok) rigtig i reklameindustriens kløer, uden at være bevidst om det. Siden gik det slag i slag med Gunner “Nu” Pastiller og meget andet…

Jo mere man arbejder med nostalgien, jo mere dukker der op. Tilsyneladende. Sådan er det med hovedstolen. Den er uudtømmelig. I går slog det mig lige pludselig, at jeg havde for vane at rutsje ned ad gelænderet i min barndoms opgang. Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, for det gør børn jo i opgange med gelænder. Men det var blot gået i glemmebogen. Og så dukkede gelænderet og – ikke mindst – knoppen nederst på gelænderet pludselig op for mit indre blik. Spørg hvorfor. Jeg ved det ikke. Til gengæld kan jeg nu huske, at det var vigtigt at stå af, inden man nåede den træknop, for ellers gjorde det gevaldigt ondt. Dernede. Av, av.
Og i dag dukkede så navnet Kathy Kirby op i den musikalske erindring. Out of Nowhere. I hvert fald kan jeg ikke finde den ydre anledning.
Kathy Kirby var en af tressernes populære sangerinder. Hun blev født i 1940 i Essex og gjorde sig bemærket ved sin sopran – og sit blonde udseende, der fik folk til at sammenligne hende med blondinen over alle blondiner: Marilyn Monroe.
I perioden 1963 til 1965 fik hun en stribe singlehits i UK. Blandt andet en vellykket coverversion af nummeret Secret Love, som både Doris Day og Connie Fancis havde indspillet. Og i 1965 repræsenterede hun England ved det europæiske Melodi Grand Prix med sangen I Belong (se videoen). Som det var tilfældet for en del tresserkunstnere, dalede Kathys popularitet i løbet halvfjerdserne.

Kathy Kirbys informative hjemmeside.
Læs mere »