Indlæg tagget med beat/pigtråd/rock

Moby Grape – bedste psykedelisk band fra tresserne?

26. maj 2007


Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
MÃ¥ske pÃ¥ grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning pÃ¥ bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), sÃ¥ levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend pÃ¥ den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da ogsÃ¥ blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dÃ¥rligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…

Videoer: Læs mere »

Wishful Thinking – da falsetsang blev moderne igen 2

9. maj 2007


For et par mÃ¥neders tid siden skrev jeg et indlæg om gruppen Red Squares, der i de tidlige tressere afstedkom en veritabel engelsk pop- og beatbølge i Danmark. I forbindelse hermed nævnte jeg, at der ud over de røde firkanter var andre engelske bands, der med mere og mindre held gjorde sig pÃ¥ dansk grund. Jeg nævnte “Step by Step”, men siden har det naget mig, at der var noget helt galt med dette navn. Og efter lang tids gransken af hukommelsen slog det mig pludselig, at gruppen slet ikke hed Step by Step. Step by Step var navnet pÃ¥ et af deres hits. Gruppen hed Wishful Thinking. Brikken faldt pÃ¥ plads, og det er jo en dejlig fornemmelse for en nostalgiker og anakronist.
Erindringen gav selvfølgelig anledning til research pÃ¥ internettet, og det var i første omgang med et meget pauvert resultat. PÃ¥ danske sider fandt jeg en omtale i forbindelse med Red Squares, hvor det blot stod, at Wishful Thinking var den gruppe, der havde størst succes – efter Red Squares. Noget kunne tyde pÃ¥, at gruppen var gÃ¥et lidt i glemmebogen.
Men så fandt jeg en tysk fanside, der er helliget gruppen.
Her kan man sÃ¥ læse, hvordan gruppen opstod som The Emeralds i midttresserne. Og efter udgivelse af tre singler skiftede de navn til W.T. Bandet bestod oprindeligt af fire musikere: Terry New pÃ¥ leadguitar, Roger Charles pÃ¥ bas, Brian Allen og Roy Daniels sang. Hjemmesiden – der kalder sig den officielle – udmærker sig ved at have en omfattende illustreret diskografi. Og blandt klenodierne finder man coveret pÃ¥ omtalte hit “Step by step”, der udkom pÃ¥ Decca i 1966.

.

Men man finder ogsÃ¥ afbildninger af et par flexidiscs, som ugebladet Børge – datidens svar pÃ¥ Gaffa – udgav og hvor Wishful Thinking medvirkede sammen med andre mere eller mindre glemte solister og grupper. Hvem husker fx The Ebonies eller The Clan? Bedre gÃ¥r det med The Beefeaters og Povl Dissing. Disse flexi-disc er i øvrigt blevet samlerobjekter.
Hyldestsiden rummer også emails fra de gamle medlemmer af gruppen, der fortæller om, hvad de kan huske. Og på linksiden finder man en henvisning til en dansk gruppe, der tog navn efter hittet Step by Step, hvilket nok siger lidt om, hvor populære de englændere var dengang. Selv om det var en kort periode. Jeg vender tilbage til gruppen, hvis jeg falder over mere om deres færden i Danmark dengang.
PS. (26/2/08): Det viser sig, at en gammel studiekammerat ligger ind med alle de omtalte flexidiscs fra Erik Haaests beat-blad “Børge”. Det skal blive sjovt med et genhør…

(NB! Billederne i dette indlæg er lÃ¥nt fra den tyske side, der er “den officielle Wishful Thinking hjemmeside”. Undskyld til Andreas, hvis det ikke er fremgÃ¥et tydeligt nok! Som et plaster pÃ¥ sÃ¥ret indsætter jeg et link til Andreas’ informative side i min musikliste.

OPDATERING 4/3-2010: Også undskyld til Leif Vest Pedersen, der har rettighederne til billederne. )

LULU – en sangbombe fra tresserne

9. april 2007


Blogbestyreren kan ikke skjule, at han blev særdeles indtaget af gensynet med den skotske sangerinde Lulu i gårsdagens nostalgifestival. Hun gav den hele armen og lidt til. Sang som gjaldt det livet.
Lulu (hvis borgerlige navn er: Marie McDonald McLaughlin Lawrie), er født i 1948 og slog igennem som femtenÃ¥rig med sangen “Shout”, hvor man kunne høre hendes meget voksne, energiske og medrivende stemme. Hun kunne minde lidt om amerikanske Brenda Lee i hendes tidlige periode.
Efter debuten gik det slag i slag. En periode arbejde hun sammen med The Hollies. Og i 1967 fik hun et hit med To Sir With Love, der indgik i filmen af samme navn, hvor Lulu også optrådte som skuespiller. I 1969 repræsenterede hun England ved Melodi Grand Prix og vandt, men måtte dele æren med Spanien, Nederlandene og Frankrig (!). Sangen hed Boom bang-a-bang. Selv om sangen blev hendes største singlehit, lagde hun efterfølgende afstand til sin engagement i Melodi Grand Prix.
Det skal også nævnes, at hun i 1969 giftede sig med Maurice Gibb fra The Bee Gees, og at hun i 1974 sang titelmelodien til James Bond-filmen The Man With The Golden Gun. Og at hun har modtaget OBE for sit kunstneriske virke.
Hun er stadigvæk aktiv og slÃ¥r sine folder inden for musikken, skuespilleriet, modelbranchen og medierne. Hun har sÃ¥ledes – som Paul Jones – sit eget radioprogram pÃ¥ BBC2.

Quicksilver Messenger Service – en jamband fra dengang…

7. april 2007

 

Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos PÃ¥ En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, nÃ¥r atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.

 

Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens Ã¥nd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst pÃ¥ den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige Ã¥r, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som sÃ¥ mange andre – blevet gendannet siden hen.
første pladenr. 2

 

QMS med “Mona” anno 1969:

Fresh Air:

1967, Monterey Pop Festival: