“Mødet med dem lærte mig at blive kræsen, lærte mig, at musik ikke bare er musik, lærte mig, at jeg ikke var alene, men tilhørte en kultur, som jeg selv var med til at skabe.”
Beatles siger det mest nødvendige i sangen ovenfor. En Beatles-sang, jeg altid har holdt meget af. Her er de i deres mest gale, vilde, rockende hjørne. Lad mig blot konstatere, at bloggen lever i bedste velgående. Den har aldrig nogensinde haft så mange læsere eller fået så mange hits som nu. Og om kort tid når den indlæg nr. 8000 (publicerede indlæg). Det er svimlende, synes jeg. Men der er flere indlæg i posen, skal jeg hilse at sige.
Men uden dig, kære læser og besøgende, ville CAPAC nok for længst være gået til ophugning. Derfor skal der i dagens anledning lyde en stor tak til dig – både den gamle og den tilkommende læser. Jeg glæder mig hver dag over, at du kigger forbi – og over at skrive lidt om stort og småt. For intet er for småt eller stort at skrive om lige her. Jeg kunne skrive en masse om bloggens udvikling, men vil nøjes med at slå fast, at musikken har fået førertrøjen på i det tematiske felt. Stort og småt om plader, nyheder, baggrundsstof, fødselsdage og begravelser – og så den evigt tilbagevendende nostalgiske tur tilbage til dengang blogskribenten gik i korte bukser. Og det vil ikke ændre sig synderligt fremover. Tak!
Som nævnt er det 50-års dagen for Beatles albumdebut Please Please Me. Og jeg har læst hist og pist om indspilningsdagen. Og jeg faldt over en interessant oplysning om, at Paul McCartney angiveligt skulle have genanvendt – node for node – basspillet fra Chuck Berrys gamle sang “I’m talking about you” på “I saw her standing there”. Og – selv om det kan være lidt svært at lytte sig ind på basspillet – så lyder det ikke helt skævt. Prøv selv at lytte. Her er sangen – oven i købet også en Beatles-liveudgave af Berrys originale sang:
