CAPAC

The Beatles har med tiden fået en nærmest sakrosant status. Der er The Beatles – og så er der alle de andre. Der er tiden med The Beatles – og så er der tiden efter. For John, Paul, George – og Ringo. Og dem, der har forsøgt at nedgøre de fire Liverpooldrenges bedrifter, er sjældent sluppet godt fra det. Og mit ærinde i dette indlæg er da heller ikke at pille The Beatles ned, for det var enestående, hvad de skabte. Men det betyder ikke, at hvad gruppens medlemmer har skabt siden hen generelt set har stået i skyggen af Beatles’ oevre. Selv Ringo Starr har momentvis – fx på debutsolopladen – leveret noget, der lever op til det, han lavede med The Beatles. Er “You’re sixteen” eller “Photograph” eller “It don’t come easy” ikke på niveau med “Act naturally”, “Yellow Submarine” eller “Octopus’ Garden”? Lyt til dem og døm selv!

Og med hensyn til Paul McCartney, så har hans solokarriere, der med årene er blevet mere og mere konsistent, efter en svingende start, leveret mange flotte sange – helt på højde med mange af de klassiske McCartney-sange fra Beatlestiden – og album, der afslører, at megen af den legesyge kreativitet, der førte Beatles fremad, udsprang af McCartneys hjerne. Jeg kan huske, at McCartney engang i en radioudsendelse (som blev sendt på DRs program 3 for mange år siden), forklarede forskellen på Beatles hits og andre hitgrupper – fx The Supremes – med, at det aldrig var nok for de fire at lave et hit. Der skulle fx også en ny indledning til. I det hele taget var gruppen på en evig jagt på musikalske nyskabelser og ideer.

Og denne legesyge fører McCartney med sig på de første mange plader, han lavede i eget navn og med Wings. En guldgrube i så henseende er albummet Ram fra 1971, der til april udkommer i en udvidet arkivudgave. Ud over at indholde en række iørefaldende popsange, så er den også et studie i musikalsk opfindsomhed og legesyge. Finurlige indfald og overraskende overgange mellem numrene gør pladen til noget helt særligt. Så vidt jeg husker, var det den første langspiller, jeg købte på vinyl med McCartney. Og den blev spillet igen og igen. Dengang pladen udkom vendte mange kritikere tommelfingeren nedad – men måtte siden revidere deres bedømmelse. Og det skal de ikke høre et ondt ord for…

“There was talk of reforming The Beatles a couple of times, but it didn’t gel, there was not enough passion behind the idea. More importantly, it could have spoiled the whole idea of the Beatles, so wrong what they’d be like, ‘Oh, my God, they weren’t any good. “

Paul McCartney til Rolling Stone

Det er en kunst at være en god interviewer. Og det må være noget af en udfordring af afæske Sir Paul McCartney noget, der ikke er sagt før. Om det lykkes for den tyske journalist Christoph Dallach i dagens udgave af Die Zeit skal jeg ikke sige med 100% sikkerhed. Men i hvert fald er der et par informationer, jeg ikke er stødt på før.

Anledningen til det store interview er selvfølgelig McCartneys nye plade, hvor kunstneren griber tilbage til tyvernes og tredivernes amerikanske sangskat. De sange, som hans egen far underholdte med i det McCartneyske hjem. Det er et læseværdigt interview. Alene indledningen, der fortæller om de strikse regler, der gælder en “audiens” hos Macca er kostelig læsning. Temaet er afgrænset. Tiden er ligeså. Det gælder om at være topforberedt – og ikke afstikke fra afstukne vej, for så stopper interviewet pronto.

Men det lykkes for Dallach at få McCartney til at fortælle og endda rose intervieweren for et af de få spørgsmål, der er tid til. Den rosende bemærkning falder, efter at intervieweren har stillet følgende spørgsmål: “Opfattede de sange som It’s only a Paper Moon eller Bye, bye, Blackbird som deres forældres eller deres egen popmusik?”. Og Macca indrømmer, at han faktisk holdt mere af disse gamle standards end den rockmusik, der dukkede op med Little Richard, Fats Domino osv. Fordi den unge McCartney allerede dengang forstod, hvor godt disse sange var skruet sammen af de gamle mestre.

Apropos de gamle sange, så forsøger Macca også (igen) at aflive myten om John Lennon som værende den hårde negl. Også han havde en svaghed over for sentimentale jazz-numre som fx Little White Lies og Close your Eyes, put your Head on my Shoulder. Lennon elskede dem. Og selv om Lennon ikke var så velbevandret i den gamle sangskat som Paul selv (i hvert fald i følge hans fremstilling), så dannede de gamle sange grundlaget for deres fælles kompositioner.

På spørgsmål om, hvor Paul fik sit musikalske dannelse fra, svarer han, at det i hvert fald ikke var fra skolen, hvor undervisningen bestod i afspilning af grammofonplader med klassiske værker af Beethoven osv. Inspirationen kom fra radioen og fra faderens klaver, der underholdt familien. Apropos klaveret, så er det sjovt at læse, at faderen købte den i den forretning, som senere blev ledet af en vis Brian Epstein. Længe før The Beatles overhovedet var noget, der var på tegnebrættet. Et pudsigt tilfælde, som McCartney selv påpeger.

McCartney giver også endnu et eksempel på, hvor let nogle af sangene kommer til ham. Jeg kan huske, at han engang fortalte, hvordan en sang var kommet til ham i en drøm. Lige efter Freuds Drømmetydning. Men i interviewet fortæller han om sangen Valentine, som blev til, medens Paul var på ferie. I hotellets vestibule stod et gammelt klaver, og da de øvrige gæster havde søgt tilflugt på deres værelser på grund af dårligt vejr, satte han sig til at spille – og i løbet af en halv time var sangen færdig. Sådan.

Læs resten af det fine interview her.

[ukrediteret privatfoto]

Selv om man måske skulle tro det – set i lyset af Anthology-serien og oceanerne af bootlegs – så er Beatles-arkiverne åbenbart stadigvæk en guldgrube, der gemmer på sjældne og lytteværdige optagelser. På videoen oven kan man se Harrisons søn Dhani sammen med George Martin og søn lytte en ‘glemt’ optagelse igennem, hvor George Harrison spiller en guitarsolo i klassikeren “Here Comes The Sun”. En solo, der aldrig kom videre end til arkiverne – før nu altså. Soloen ville nok ikke gøre “Here Comes The Sun” bedre – men interessant er det i hvert fald for os Beatlemanikere…

Ringo går stille med dørene. Og det ligner ham at gøre det. Medens Sir Paul McCartneys nye album har været fulgt til dørs af mange rygter, så har Ringo undladt at fodre den altid hungrende musikpresse – før nu, hvor der er en god uge til offentliggørelsen. New Musical Express kan berette, at den nye plade bærer den uprætentiøse titel “Ringo 2012”, og at dette syttende album i rækken er indspillet med hjælp fra Dave Stewart (Ex-Erythmics), The Eagles’ Joe Walsh og Benmont Tench fra Tom Petty And The Heartbreakers. Men Macca er ikke med. Han har sikkert ikke haft tid, da han jo spiller koncerter hele tiden…

En ny plade fra Ringo vil ikke forandre verden, men det er med sikkerhed en hyggelig oplevelse.

[fotoet, som viser Ringo sammen med Marc Bolan, er lånt fra denne side, der ikke har nogle krediteringer]

Der er ikke så mange penge i pladesalg længere, så måske skulle man kaste sig over noget andet – for at tjene penge? Om det har været Paul McCartneys tankegang, ved jeg ikke. Men i følge avisen Daily Star går Sir Macca med tanker om at lave sit eget turistselskab i Liverpool:

“I have my own magical mystery tours of the city, my own special route I go on, and I think other people would love it too.

I følge avisen er begrundelsen, at Paul vil give noget tilbage til den by, hvor det hele startede. Det har han jo gjort før, bl.a. med en musikskole. Hvad motiverne end måtte være, så kunne det da være interessant at tage en magical mystery tour med McCartneys turistfart…

Roll up, roll up for the mystery tour.

Roll up, roll up for the mystery tour.

Roll up AND THAT’S AN INVITATION, roll up for the mystery tour.

Roll up TO MAKE A RESERVATION, roll up for the mystery tour.

The magical mystery tour is waiting to take you away,

Waiting to take you away.

Så slap katten ud af sækken. Paul McCartney har afsløret, at den kommede plade fra hans hånd kommer til at hedde Kisses at the Bottom. Titlen har fået New Musical Express til at opstille en liste med de 50 dårligste pladetitler gennem årene…

Men titlen har en forklaring. Der er tale om et citat fra det indledende nummer på pladen, Fats Wallers berømte ‘I’m gonna sit right down and write my selv a letter’ fra 1935. De indledende linjer lyder: “”I’m gonna sit right down and write myself a letter and make believe it came from you; I’m gonna write words oh so sweet. They’re gonna knock me off of my feet. A lot of kisses on the bottom, I’ll be glad I got ’em’.” De kys, der er tale om, er altså dem, der står sidst i brevet…

Maccas nye plade kommer først i næste måned på kaffeplademærket og består af standards, som McCartney er vokset op med, og så to nye numre, skrevet i samme stil: My Valentine og Only Our Hearts. På pladen får han bl.a. hjælp af fru Elvis Costello, jazz-musikeren Diane Krall, og Eric Clapton.

Nogenlunde samtidig med, at The Beatles gik i opløsning i 1969, sætter en flok amerikanske collegestuderende gang i et rygte om Paul McCartney. Med udgangspunkt i Beatles’ tekster og pladeomslag opstilles en teori om, at McCartney var blevet dræbt ved et trafikuheld i London i 1967.

Selv om historien intet havde på sig og igen og igen blev dementeret af folkene omkring The Beatles, så var myten sat i omløb og udviklede sig som sådanne myter, vandrehistorier eller “urban legends” gør med nærmest epidemisk effekt. Alt, hvad der kunne bruges for at støtte mistanken – fx en analyse af Beatles-eksperimental-musikstykket “Revolution 9” afspillet bagfra – blev hevet frem. Især i USA, hvor det hele startede, cirkulerede forskellige teorier, der skulle sandsynliggøre, at McCartney var død og var blevet afløst af en dobbeltgænger.

Selv om myten er – for at citere en pressemeddelelse fra Beatles i 1969 – “a load of old rubbish”, så fortsatte myten med at cirkulere uhæmmet. De handler – akkurat som tilfældet var med fx de græske myter – nemlig ikke om, hvordan virkeligheden er indrettet. Men om menneskers illusioner (drømme, ønsker, begær…) om, hvordan verden er indrettet.

Hvis Paul McCartney virkelig var afgået ved døden i 1967, så havde man en meget håndgribelig forklaring på, at The Beatles som band var opløst. Ingen kunne forestille sig The Beatles uden den centrale figur, McCartney. Hvorimod den grumsede historie om de indre uoverensstemmelser mellem bandets medlemmer var en en alt for banal og forudsigelig forklaring på gruppens opløsning.

Opridsningen af myten om Pauls død skyldes, at jeg på tuben er faldet over en ganske underholdende timelang dokumentarfilm om netop denne vandrehistorie. Titlen er The Winged Beatle – The Movie. Og du kan se den her. God fornøjelse.

Med Scorseses George Harrison-film i biograferne og tiårsdagen for George Harrison lige om hjørnet (d. 29. november), så er det selvfølgelig oplagt, at det udmærkede musikmagasin Mojo har viet deres novembernummer til ex-beatlen og helliget den obligatoriske opsamlingcd til mandens sange.

Harrison Covered, som den tituleres, er en udmærket anledning til at konstatere, at Harrisons omdømme som sangskriver er helt berettiget. Der er sange fra Beatleskataloget og fra solokarrieren. Nogle af fortolkningerne har været tilgængelige før (fx på Tribute to George Harrison-albummet og på diverse plader fra de medvirkende), medens andre er indspillet til lejligheden.

Som man kan se på listen nedenfor er de nye og relativt ukendte navne i overtal. Det samme er de akustisk, folkprægede fortolkninger. Hvad man så end kan lægge i den kendsgerning. Den mindst loyale fortolkninger er Alessi’s Ark (projektnavn for den unge Alessi Laurent-Marke) og hendes udgave af “The Ballad Of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)”, der egentlig er en enkel folkudgave, men tilsat en monoton mekanisk lyd, der – hvis man skal være diplomatisk – ikke løfter Harrisons sang. Men som helhed er det en vellykket hyldest-opsamling.

01.Show Of Hands – If I Needed Someone

02.Webb Sisters – I Need You

03.Ron Sexsmith – Give Me Love

04.Richie Havens – Here Comes the Sun

05.Alessi’s Ark – The Ballad of Sir Frankie Crisp

06.Lanterns On the Lake – Long Long Long

07.Jonathan Wilson feat. Graham Nash – Isn’t It a Pity

08.Emmy the Great – All Those Years Ago

09.Hurray for the Riff Raff – My Sweet Lord

10.Peter Bruntnell – Think for Yourself

11.Iain Matthews – So Sad

12.Joe Brown – That’s The Way It Goes

13.Trevor Moss & Hannah-Lou – Your Love Is Forever

14.Felice Brothers – Behind That Locked Door

15.Yim Yames – Love You To

Det er ikke kun denne gamle blogger, der synes om denne opsamling. Her er en ung dame, der synes, den er en god introduktion i Harrisons sange – for unge mennesker.

De gamle pladeomslag med The Beatles fra ens egen pladesamling sidder nærmest fast på nethinden og i erindring som vandmærker. Sådan så Beatlespladerne ud! Dengang man først fik fat på dem. Men det er jo en sandhed med modifikationer. Beatlespladerne så meget forskellige ud, alt afhængig af, hvilket land de udkom i.

Jeg er faldet over et par sjove eksempler. Ovenfor en fransk udgivelse. Bemærk, at Beatles udkom på Odeon i Frankrig. Bemærk også det sjældne foto fra en af deres koncerter. Jeg mener ikke at have set det foto før. Nedenfor endnu et fransk cover med et foto af en vis sjældenhed.

Og endelig et norsk cover fra 1964 med et tegning, der kun med god vilje ligner de fire mopheads. Mon man skulle spare lidt på udgifterne til fotografen? Og hvad mon Beatles’ management mente om den slags low budget-covers?

Beatles – I Feel Fine

En anseelig stabel CD’er er kommet mig i hænde – jazz, rock, pop. Beatles, Elvis, The Rolling Stones, Van Morrison og meget andet godt. Alle brugte, men i god behold. Lidt fedtede fingre, men ikke noget, der ikke kan klares med lidt isopropylalkohol eller lignende. Noget af det har jeg i forvejen (og derfor vil jeg videresende det til musikelskere, der mangler). Andet er supplementer til samlingen.

Til de mere obskure CD’er er to opsamlinger med The Beatles. De hedder bare “The Beatles Volume 1” og “Volume 2”. Og de består af ialt 39 velkendte Beatlesindspilninger fra “Love Me Do” til “We can work it out”. Det fremgår også af omslaget, at der er tale om originale re-master. Hvordan kan det nu hænge sammen med, at CD’erne er fra 1998? Indspilningerne lyder originale nok. Mest som solide transponeringer af analoge optagelser til digitale udgaver.

Bag udgivelsen står Tesco, Alex Schindler s.r.o. På bagsiden af coveret kan man også se et lille banner for Radio Vox (i Prag!). Det mest interessante ved de to CD’er er nok de fire biller, der af afbildet på coveret og på selve CD’en. Beatles fik jo kælenavnet “Billerne”, men det er første gang, jeg har set en plade – ja, to – med biller som illustration. Jeg tror, jeg gemmer de to CD’er som eksempler på Beatlemanias overdrev…

Hvad mon John Lennon ville have tænkt? Hvis han vidste, at de to ord, han skrev med en sort speedmarker og satte op over hovedgærdet på den seng, hvor han og Yoko Ono lavede en fredelige sengedemonstration for fred i 1969, ville kunne indbringe 160.000 £? Det er et af den slags meningsløse spørgsmål, man kan stille uden at få svar på. Men givet er det i hvert fald, at de omtalte ord, som Lennon nedfældede på et ark papir – og som man kan se på de mange fotos fra begivenheden – nu bortauktioneres på auktionshuset Christies i næste måned i forventning om at kunne indbringe det enorme beløb. Jovist, Beatles er blevet samlerobjekter for alvor.

Sir Paul McCartney er ‘gået i fælden igen’, som min far ville have udtrykt det forhold, at Macca på John Lennons 71-års-dag giftede sig med sin kæreste Nancy Shevell. Denne gang skulle der efter sigende også være styr på de kontraktlige forhold, så en evt. skilmisse ikke behøver at give andre sår end dem på sjælen. Vi håber det bedste, for det er ikke godt for mennesket at være alene. She Loves you – yeah!

PS. Macca er i fuld gang med sin On the Run Tour, der fører ham til Køln den 1. december og Globen i Stockholm den 10. december – men ikke til Danmark…

“I think it’s me and George playing in harmony. That was one of the things we used to do. It’s a harmony riff. I remember talking to Rusty [Anderson], my guitar player. He’d go, Ahhh, that’s how you do it! George and I would work out a melody line, then I would work out the harmony to it. So we’d do it as a piece. And Your Bird Can Sing – that’s what that is. That’s me and George both playing electric guitars. It’s just the two of us, live. It’s a lot easier to do with two people, believe me. It’s another one of our little tricks!” Paul McCartney

For øjeblikket kan man på BBC 6 høre et timelangt interview med Ringo Starr, hvor han fortæller om, hvordan det hele begyndte. Ringo var alderspræsidenten i The Beatles og allerede en professionel musiker – hos Rory Storm – da han lidt ved en tilfældighed blev inviteret ind i det band, der siden skulle blive verdens mest kendte. Og aldersforskellen kan også høres i Ringos vej til rock og pop. Hans første plade var “The Laughing Policeman”. Og det første spark i retning af beatmusikken kommer, da han på en ferie ser Bill Hayley i “Rock Around The Clock”, som i dag forekommer “lidt stiv”, men dengang havde en nærmest frigørende effekt på efterkrigsttiden børn og unge.

Ringo fortæller med vanlig tilbagelænethed, beskedenhed og uimponerethed. Den attitude, der altid har fået ham til at fremstå som en helt igennem sympatisk person… Lyt med her.