CAPAC

Efter at have set indtil flere klip på YouTube fra Paul McCartneys koncert på New Yorks Citi Field Stadion (tidl. Shea Stadium), tog jeg skridtet og købte den “skrabede” standardudgave (“kun” to CD’er og en DVD). Som erklæret Beatlemaniker kan jeg ikke leve uden at have set og hør den plade, tænkte jeg, medens jeg også sendte en tanke til de begærede Beatles-bokssæt.

Mere end fire årtier efter Beatles indtog i USA og på Shea Stadion, vender Macca tilbage for at give koncert. Historiens gentagelse er selvfølgelig et tema på udgivelsen. De fire Beatles-drenges nærmest mytologiske løben ind på scenen indleder den righoldige DVD (mere end 2 ½ time med hele 33 koncertnumre!), og McCartney fortæller om de kummerlige forhold der var dengang. Man havde ikke et ordentligt anlæg, men måtte bruge baseball-lydanlægget (!) – og det eneste man kunne høre deroppe på den lille scene var hvinene og skrigene fra pigerne… illustreret med sigende billeder fra dengang – og nu.

Repertoiret på “Good Evening New York City”, som udgivelsen hedder, rummer ikke de store overraskelser. Et program med hovedvægten på de mere rockende numre fra Beatles-perioden og McCartneys lange solokarriere. Det nærmeste man kommer overraskelser er numrene Highway og Sing The Change fra Fireman-projektet Electric Arguments – og så Lennons Give Peace A Chance, der bliver vævet sammen med A Day In The Life. Men det er vel heller ikke overraskelser, man forventer af en koncert som denne, med mindre man er en nyhedsfikseret dagbladsanmelder.

I hvert fald er det ikke den slags  forventninger, jeg havde. Jeg så frem til en topprofessionel, veloplagt tur gennem sangkataloget – og det er lige præcist, hvad man får.

McCartney leder os igennem med små kommentarer og sjove anekdoter – og ledsages af et særdeles lydhørt, loyalt og entusiastisk spillende band. Ikke mindst den trinde, mørklødede trommeslager Abe Laboriel Jr. er en fornøjelse at lytte til og beskue. Han er nærmest et med sit trommesæt og musikken. Men den erfarne tangentspiller Paul “Wix” Wickens og guitaristerne Rusty Anderson og Brian Ray lever helt op til det niveau, som de seneste livealbums fra Macca har sat.

McCartney har efterhånden lavet en hel del liveindspilninger, hvoraf mange er af høj kvalitet – Unplugged (som desværre ikke er udgivet in toto), optagelserne fra the Cavern, Moskva-koncerternen er bare et par eksempler. Og denne udgivelse føjer sig fint til. Et must for enhver Beatle-fan. Andre vil også være garanteret en god koncertoplevelse. Anbefales.

Det måtte jo ske. At The Beatles blev til en akademisk – ja, universitær – disciplin. Nu har det prestigiøse universitet Cambridge udsendt en såkaldt Companiontil gruppen. En slags akademisk guide til de fire Liverpuddlians. Men anmelderen i The Independent er dybt skuffet. Af bogens ialt tretten essays er der kun et, der forsøger at analysere gruppens musik – og oven i købet (forstår man) i et esoterisk universitært sprog. Værst er det, at de mange artikler ikke føjer væsentlig til alt det, der allerede er skrevet om gruppen – og bedre – neden for bjerget. Beatles er ganske fortjent blevet en akademisk opgave. Men Cambridges Companion holder ikke den gængse akademiske standard for den slags udgivelser. Desværre.

“Paul was doing the Grammys, so he came over to the house and was playing bass on Peace Dream […]I played him this other track and Paul said, ‘Give me the headphones. Give me a pair of cans’. And he went to the mic and he just invented that part where he follows on my vocal. That was all Paul McCartney, and there could be nothing better. He makes it bigger and he makes it fuller. It makes the song like a conversation between us, and that was Paul’s idea to do his part one beat behind me. That’s why he’s a gen-i-us and an incredible bass player.” (Mojo)

Gode, gamle Ringo er på banen med et nyt album, hvor han får a little help from en gammel ven, Sir Paul Mccartney. Der er ikke så mange detaljer om pladen endnu, bortset fra Ringos egen kommentar ovenfor, men det skal nok blive en hyggelig plade, om ikke andet.

Selv om det just er nogen nyhed (som det var det, der drev denne blog…), så vil jeg lige nævne, at Paul Mccartney modtager “The Gerschwin Prize For Popular Music” og kommer i selskab med de tidligere modtagere: Paul Simon og Stevie Wonder. Ikke noget dårligt selskab. Og slet ikke noget dårligt valg, når man betænker The Beatles’ betydning for populærkulturen gennem de sidste næsten 50 år. Prisen uddeles af den amerikanske kongres’ bibliotek. Til lykke Macca. Og lad os så markere det med en af de Beatles-sange, jeg holder mest af, “And I Love Her”…

PS. Maccas seneste udspil “Good Night New York” kan høres streamet på Spinner – her.

Og så til noget helt andet og helt uden sammenhæng med ovenstående. Dette er capac-bloggens indlæg nr. 5000 – ja, femtusind! Det var helt forbigået min opmærksomhed, at vi passerede 1000, 2000, 3000 og 4000. Men så sprang tallet i øjnene på mig her til morges, og jeg tænkte: Det var lige godt…

Et kendt fænomen blandt musiknørder er kendte kunstneres “sorte” albums. Altså albums, der aldrig blev udgivet eller kun delvist, og så cirkulerer i piratudgaver. Men, at der skulle findes et album, som Beatles aldrig fik udgivet? Når man tager gruppens ganske veldokumenterede produktivitet i betragtning? Prøv blot at tjekke de sider ud, hvor man registrerer bandets uofficielle produktion (piratplader). Så får man bestemt det indtryk, at stort alt, hvad Beatles afsatte på pladestudiernes og hjemmestudiernes bånd er blevet rippet og sendt i omløb.

På den anden side ville det være en rigtig god historie, ikke sandt? Et ukendt Beatles-album! Det ville lige som lindre lidt på den frustration, som man har følt, fordi Beatles aldrig rigtig blev gendannet osv. Og sådan en historie finder man her.

En gut, der kalder sig James Richards fortæller om et kassettebånd, han kom i besiddelse af i september måned 2009. Båndet bærer tiltlen “Everyday Chemistry” og rummer 11 numre, der angiveligt skulle være indspillet af The Beatles og – efter gruppens formelle opløsning. Hvis man – som undertegnede – er Beatlesfan, så lyder det selvfølgelig for godt til at være sandt. Og det er det selvfølgelig også. Men det er også ganske underholdende.

James Richard fortæller en historie, der en fantasyroman værdig. Han er ude at køre en tur for at lufte sin hund, falder i et kaninhul, mister bevidstheden og vågner uden op i et afsides liggende hus…osv. Læs selv historien, der bl.a. handler om parallelle universer og den slags. Det korte af det lange er, at James får et kassettebånd, men må love ikke på nogen måde at afsløre, hvor og af hvem, han har fået det. Ingen fotos, ingen dokumentation, intet.

James vender tilbage til den verden, han kom fra, med kassettebåndet og laver en hjemmeside, hvor han fortæller sin SF-historie, lægger båndet ind, så man kan lytte til det og downloade det og supplerer med en fotoside, der viser båndet og det kaninhul, han faldt i… Sitet har også en FAQ, hvor læsere kan stille spørgsmål og fremføre deres berettigede tvivl.

Når jeg ikke køber historien, så er det såmænd ikke på grund af den underholdende historie i sig selv. Den er blot en af mange ubetalelige skrøner. Nej, der er selve musikken på båndet. Ganske vist er det Beatles’ stemmer, man hører synge. Og det er ganske fermt skruet sammen. Men det er ikke Beatles’ lyd. Langt fra. Beatles ville aldrig indspille sådan noget. Og aldrig så meget som overveje at udgive det, hvis det havde været tilfældet…

PS. Tak til Torben Pedersen for at have henledt mig opmærksomhed på siden.

Næppe er The Beatles’ remasterede album på gaden, før sitet BlueBeat.com sælger hele tjavsen for 25 cent pr. sang. Fem gange mindre end prisen hos fx ITunes. Musikken streames også på siden, så folk kan lytte til musikken ganske gratis.

Sitet, der vist har til huse i Santa Cruz, sælger også en masse andre mp3-filer med musik til samme lave pris. I følge pressemeddelelserne skulle begrundelse for siden være, at bagmændenen mener, at internetmusik er alt for dyr. Som The Daily Telegraph skriver, så har begejstringen været stor. Bloggere så langt borte som i Indien har givet udtryk for deres fornøjelse over den ny side…

EMI har selvfølgelig allerede i dag indbragt BlueBeat.com for en domstol i USA med påstand om krænkelse af copyrighten.

Sagen er interessant af to grunde. Dels er The Beatles – lidt firkantet sagt – den sidste bastion, der har holdt stand over for den kommercielle internetdigitalisering. Først for nylig har Apple indvilliget i at sælge de fire drenges musik digitalt. For det andet demonstrerer sagen, hvor svært – ja, umuligt – det er at undgå internettets ubønhørlige logik: Hvad der kan deles på nettet, bliver delt. Og det er markedet – internetmarkedet – der sætter prisniveauet. Og det er et åbent spørgsmål, hvor længe prisniveauet på sider som ITunes kan fastholdes.

I forbindelse med sagen har Apple i øvrigt oplyst, at man inden længe udsender Beatles’ bagkatalog på et Limited Edition-USB-kort, der er formet som et æble...

Rygterne har rumlet længe. Allerede før udgivelsen af de succesfulde remasterede cd-udgaver af liverpooldrengenes musik. Rygtet om, at de også ville komme som vinyler. Og nu kan Mojo bekræfte, at folkene bag allerede er i gang. Mojo har snakket med en af spidserne bag Apple Records, der bekræfter det – uden dog at sætte en dato for udgivelsen.

Det er en kendt sag, at Lennon & Mccartney hentede inspiration til deres sange i hverdagens overflod af indtryk. Sgt. Pepper-pladen blev vist ansporet af en gammel børnebog, Elinor Rigby af en avisnotits og Lucy in the Sky with Diamonds af en børnetegning, som John Lennons søn Julian havde lavet og som viste klassekammeraten Lucy O’Donnell (senere Vodden) med diamantformede øjne. Dengang, da Sgt. Pepper udkom, blev der brugt megen energi på at læse LSD-oplevelser ind i sangen – og det har nok heller ikke været helt galt. Men måske ville sangen alligevel være blevet til det, den blev til, uden sjove kemikalier!? Vi ved jo, at Lennon havde en livlig fantasi. Man kan bare læse hans bøger In His Own Write og A Spaniard In The Works. Hvorom alting er, så kan man i dag læse, at Lucy Vodden er død kun 46 år gammel som følge af sygdommen lupus, der en lidelse i forbindelse med immunforsvaret. Nu er Lucy, billedligt talt, in the Sky – med eller uden diamanter…

Beatles’ gendannelse er ikke mulig og har ikke været det siden John Lennon blev skudt. Og selv de to nye numre på Anthology-pladerne var af samme grund ikke udtryk for nogen gendannelse. Heldigvis. For personligt ville det for mig have været katastofalt, hvis gruppen var blevet gendannet og på ingen måde kunne leve op til de alt for store forventninger. I nedenstående interview kan man høre Paul Mccartney sige det samme med andre ord. Det er med den slags gendannelser som med stormende forelskelser. Man kan ikke genoptrykke dem. Alting har sin tid.

Det er en kendt ting, at Beatles i tresserne var med til at sætte skub i brugen af citaren, tablaen og hele den indiske musiks udtryk i den vesterlandske populærmusik. Mindre kendt er det, at inspirationen også gik den anden vej. Her er et eksempel på, hvordan Beatles’ sangskrivning smittede tydeligt af på Bollywood-sangene. With a little help from my friends skinner tydeligt igennem “Dil Use Do”. Og der er flere sjove eksempler på Bollywood DVD Restoration Project.

Jeg har oplevet det mere end en gang. At yngre generationer, der aldrig havde hørt om Beatles, opdagede dem og blev grebet af Beatlemania med års forsinkelse. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor musikken har denne appel. NPR forsøger at give et svar her.

9.9.2009 – Number nine, number nine... – udkommer den meget omtalte remasterede udgave af Beatles’ produktion. Samtidig er det fyrreåret for Abbey Road. Og de førende udenlandske musiktidsskrifter har med forudsigelighed lagt masser af spalteplads og forsider til de fire liverpoolere i deres septembernumre. Uncut, Mojo osv.

Mojo har valgt at lade en række mere eller mindre kendte musikere fortolke hovedværket Abbey Road. Og som man måske kunne forvente lykkes det med vekslende held at nyfortolke de sange, vi kender til hudløshed i Beatles original-version. Balancen mellem genkendelighed og personligt touch er hårfin.

Gruppen The Invisible taber projektet på gulvet med en sfærisk, anæmisk, temperament- og energiforladt udgave af “Come Together”, hvor også melodien nærmest fordufter i uinspireret performance. Leisure Society til gengæld får mere end halet deres udgave af Something i land med en nedtonet akustisk udgave, hvor der også sendes en hilse til George Harrison med smagfuld brug af ukulelen. Let’s Wrestle leverer en ret kikset og vist nok ironisk udgave af Maxwell’s Silver Hammer, som gør den mere pjattet end den var i forvejen. Broken Records har stort set kun teksten tilbage af den lidenskabelige Oh Darling, der leveres som en alt andet end lidenskabelig gang hængemule-folkrock. Jeffrey Lewis reciterer Octopus’s Garden og spiller sangen med stor veneration på guitaren, og det er ok. Robyn Hitchcock udviser næsten for stor respekt med sin udgave af I Want You (She’s so heavy), hvor han næsten lyder som John Lennon i egen person. Hitchcocks version er så tæt på originalen, som man næsten kan komme – på godt og ondt. Charlie Dore leverer et af pladens højdepunkter med med let Hawaii-inspireret, smuk, akustisk udgave af “Here Comes The Sun”. Det er lige før man kan se George Harrison sidde under et palmetræ i sandet og synge sin sang… Martin John Henry tager også stikkene hjem med en blid, folk-udgave af Because, der både udviser respekt for forlægget og lægger en personlig dimension til. Det gamle Squeeze-medlem Glenn Tilbrook laver også et højdepunkt, når han til føjer “You Never Give Me Your Money” en smuk, melodifremhævende mundharmonika og lader bandet Nine Below Zero trykke den af i regulær rock’n roll. Gomez redder også deres underfundige, electronica-prægede og loyale udgave af Sun King hjem. Cornershop kommer i top tre med en dejligt swingende udgave af Mean Mr. Mustard/Polythene Pam. Nummeret ligger tæt op ad originalen, men er også umisteligt Cornershop. Til gengæld transformerer Karima Francis næsten She Came In Through The Bathroom Window til ugenkendelighed i en patetisk, klagende ballade. Jeg kan vældig godt lide nummeret, men der er ikke meget Lennon og Mccartney tilbage i den udgave. Blue Roses forlener Golden Slumbers med et nærmest Disney-agtigt klangunivers. Slet ikke så tosset. Det er til gengæld Noah and the Whales dovne udgave Carry That Weight, der er lige ved at gå i stå. Gab. The Loose Salute tilføjer et skud country-rock til The End – og det er både frisk og fornøjeligt. Den utaknemmelige opgave at fortolke den lille Her Majesty fra originalpladens udløbsspor er tilfaldet The Low Anthem, der klarer ærterne med en køn, akustisk folkudgave med pigeskønsang. Alt i alt er Mojo sluppet ganske godt fra deres coverplade.

Jeg husker det, som var det i går. Jeg havde fået en LP med the Beatles, og den var i stereo. Jeg tror nok, det var A Hard Days Night. Ellers havde Beatlespladerne – primært singler og EP’er – været i mono.

Og jeg var meget i tvivl om, hvorvidt min gamle grønne rejsegrammofon kunne klare dette teknologiske fremskridt. For en sikkerheds skyld fik jeg min mor til at ringe til Jaspers Radio for at få råd og vejledning. Og de kunne berolige os med, at det ikke ville betyde noget – og at vi alligevel ikke fik meget ud af stereolyden, når vi havde en gammel mono-rørforstærket radio…

Hvor stort et fremskridt var så stereolyden? Jeg kan godt huske, at stereoen på de plader, jeg købte efterfølgende, mest af alt handlede om, at man lagde nogle lydspor i den ene højtaler og de øvrige i den anden. Fx rytmegruppen i venstre kanal og sangspor i den højre. Man kunne skelne instrumenterne lidt bedre, men der var ikke megen musikalsk nødvendighed i at splitte lydbilledet op på den måde. Nogle legede med at lade lyden køre fra den ene kanal til den anden. Fx gjorde Steve Miller Band det på deres album Nr. 5. Og det var der i det mindste en idé med.

I forbindelse med den nye digital remasterede udgave af The Beatles’ værk, kommer Mojos anmelder ind på emnet, fordi Beatles-værket udkommer i såvel en mono- som en stereo-udgave. Mono-boksen omfatter de 10 album, der udkom i mono dengang. Hvad skal man så vælge, hvis man vil investere penge i en boks? Paul Mccartney gør valget lidt lettere, idet han siger til Mojo i det nye septembernummer: “For os var det vigtige balancen i sangen. Vi miksede sangens budskab snarere end placerede det forskellige steder. Vi var ikke ret interesseret i stereo. Det var ikke der, vi kom fra”. Og sådan har jeg da også haft det med mine Beatles-plader (og andre…). Det var det samlede lydbillede, der var – og er – interessant. Ikke, at det blev splittet op i en højre- og venstreside.

Selvfølgelig går Beatles-fans verden over i selvsving over den nye remasterede udgave af Beatles-kataloget. For slet ikke at tale om Beatles Rock Start-computerspillet. Og det er da også en begivenhed, at de fire Liverpool-drenges musik omsider kommer i et format, der er uptodate. De hidtige udgaver var ok, men også præget af det lave udviklingsniveau, som cd’en havde i firserne. Fansiden Beatlesnews.com forsøger at indvie os Beatlemaniske i alle de saftige detaljer omkring de nye udgaver.

I disse dage er det nøjagtig fyrre år siden, The Beatles sammen med producer George Martin, Geoff Emerick, Alan Parsons m.fl. lagde den sidste hånd på albummet “Abbey Road”. Med det berømte coverfoto af de fire Beatler gående i takt over et fodgængerfelt i den nord-londonske bydel St. John’s Wood blev der lavet en nærmest ironisk kommentar til gruppens de facto opløsning, samtidig med, at det hidtil anonyme fodgængerfelt blev forvandlet til et helligt sted for valfartende Beatles-fan. Hvilket det stadigvæk er. Flere år senere parafraserede Paul Mccartney omslagsfotoet på sit album Paul is live (1993), også en slags ironisk kommentar – nemlig til de vedholdende rygter om Maccas alt for tidlige død…

Til trods for bandets indbyrdes stridigheder og opløsningstendenser lykkedes det de fire Beatles at lade musikken tale og skabe et særdeles homogent album med lutter vellykkede numre. Som man kan høre på interviews-indslagene i The Beatles Anthology, så vidste de fire musikere, at det nok ville blive gruppens musikalske punktum, og netop derfor satte de parantes om de personlige uoverensstemmelser. Det kalder man professionalisme.

Abbey Road