Indlæg tagget med Beatlemania

50 år siden: Beatles på American Bandstand med “videoer”

11. marts 2017

På denne dag for 50 år siden kunne amerikanerne opleve Beatles’ “Strawberry Fields Forever” og “Penny Lane” som musikvideoer (før vi fik sådan nogle) på udsendelsen American Bandstand.

Beatles’ flexidisc-jul anno 1966

6. december 2016

Jeg har været inde på det før. The Beatles’ tilbagevendende julehilsner til deres fans. Fra 1963 til 1969 udsendte Beatles en såkaldt flexi-disc med en julehilsen til deres fans. Som regel en blanding af sjov og ballade og lidt musikalsk løssluppenhed. Den slags ville jo slet ikke gå nutildags med streaming, internet osv. Desværre. For det var sjovt at vente på den årlige julehilsen.

Her er alle flexi-discs i en lang sammenhæng:

George Harrison in memoriam

29. november 2016

I dag er det femten år siden Beatle-George Harrison døde. Og det er vel værd at markere med et lille nummer.

Macca på afveje

15. oktober 2016

I forbindelser med sin optræden ved de meget omtalte Desert Trip-koncerter, fik Paul McCartney med band lejlighed til at lave en afstikker til et lille spillested i Yucca Valley, hvor de lavede et såkaldt ‘intimt’ show for nogle få heldige.

Og imedens i ørkenen: Paul McCartney og Neil Young finder sammen

9. oktober 2016

Og omkring Lennons fødselsdag er den gamle kollega, Paul McCartney på Desert Trip, hvor han har optrådt sammen med et andet ikon, Neil Young. I følge Maccas Facebookside har de spillet “Give peace a chance” (one for John). Men også…

Og den gamle uartige vise…

Hvis man har tid og råd, så live-streames der fra Desert Trip, bl.a. på Youtube…

Koncerter dengang – og nu – i følge Ringo Starr og Paul McCartney

17. september 2016

“Right,” answered Starr. “I get crazy with all these bands now: They’ve got a guitar for every song. That’s another lesson of this film. Like I should change my [drum] kit for every song? I’d go crazy!”

Added McCartney, “That’s how it is now. You’ll laugh, but when we first started out, we had two guitars and the bass in one amp. Wow — give it up!” (Ringo Starr & Paul McCartney i L. A. Times)

Beatles-optrækkeri

13. september 2016

I denne uge er der lokal premiere på Ron Howards imødesete film om Beatles i USA Eight days a week. The touring years. Og i et svagt øjeblik overvejede jeg at bruge en aften i biffen på filmen. Men billetprisen er 195 kr. Det er ca. det dobbelt af, hvad man betaler ved andre film. I forvejen synes jeg billetprisniveauet er alt for højt, men at doble det op, kan kun være udtryk for optrækkeri. Filmen er ikke længere end andre, så det kan kun være emnet og B-navnet, der gør udslaget. Godt nok holder jeg af Fab Four, men kan godt vente til filmen kommer på DVD, Blue-Ray eller digitalt. Hvad var det de sang dengang? Money, that’s what i want.

Onkel Albert

5. september 2016

…men vi havde hinanden…

5. september 2016

Håbets musicus: Paul McCartney

25. august 2016

I sidste weekend kunne man læse et stort interview med forfatteren og rockskribenten Klaus Lynggaard i anledningen af en ny digtbog, der omhandler Lynggaards kræftsygdom og heldbredelse. Og i interviewet fortæller Lynggaard, at han blev ført tilbage til musikken af Paul McCartney. Lynggaard, der ellers har været erklæret medlem af “Lennon-skolen”, fandt ud af, at McCartney kan

“det med håbet. Der er enormt meget håb i hans musik. Det gik op for mig, at det måske er det aller-, aller, allervigigste, vi overhovedet har. De kan tage alt fra os, og vi kan overleve det, så længe vi bevarer et håb […] Det var det, jeg kunne høre med Paul” (Information 20/8).

Og måske har Lynggaard ret i sin fortolkning af McCartneys musik. Her er Macca i det legende, gale, eksperimenterende hjørne på sit eponyme soloalbum fra 1970

McCartney i det smågale hjørne

12. august 2016

Apropos foregående indlæg, så lyttede jeg i går til den reviderede udgave af albummet Ram, der som bekendt er en af mine yndlingsplader. Og på ekstranummerskiven faldt jeg over sangen “Rode all night”, hvor Macca er ude i noget larmende, punket noget…

Musikken som psykoterapi

11. august 2016

“Music is like a psychiatrist,” he said. “You can tell your guitar things that you can’t tell people. And it will answer you with things people can’t tell you. But there’s a value to sad songs. Something bad happens, you don’t want to repress it. So you unload it on yourself, with a guitar. I’ve got a couple on my next album which are a bit – …. But it works, because with songs, you can do that.”

(Paul McCartney)

Mere galskab: Uncle Albert / Admiral Halsey

6. august 2016

I det hele taget er Paul McCartneys album Ram, som jeg lige nu lytter til (igen – den har snurret på afspilleren de sidste par dage), gennemsyret af kreativ galskab. Musikalsk og lyrisk. McCartneys musikalske opfindsomhed og løsslupppenhed fandt nye højder på denne post-Beatles-plade, som jeg sætter lige så højt som Beatles-pladerne (skrev jeg virkelig det!?). Og en af mine all-time-favorits er sangen om onkel Albert og admiralen Halsey, hvor flere sider af McCartneys talent smelter sammen og blandes med lige dele opfindsomhed og galskab. Hep.

3 ben – noget om nonsenslyrik

6. august 2016

Jeg har en svaghed for nonsenspoesi. Når poesien kommer helt derud, hvor det først bliver meningsløst og – måske – den rene galskab. Eksemplerne fra litteraturen er legio. Jeg behøver vel ikke at minde jer om Halfdan Rasmussen, der forstod den kunst at underholde børn og voksne med nonsenspoesi? Men også i rocken og poppen sker det, at den dukker op. Som her hos Paul McCartney på Ram i sangen “3 legs”… Jeg har altid mistænkt Paul McCartney for at være lidt gal (og DET skal sørme forstås som et kompliment!)

 

Well, when i walk, when i walk,
Walk my horse upon a hill.
Well, when i walk, walk, walk, walk,
Walk my horse upon a hill.
When i lay me down,
Will my lover love me still?

A dog is here,
A dog is there,
My dog he got three legs
But he can’t run.

Well, when i thought, well, i thought,
When i thought you was my friend.
When i thought, well, i thought,
When i thought you was my friend.
But you let me down, ho,
Put my heart around the bend.

A fly flies in,
A fly flies out,
Most flies they got three legs
But mine got one.

Well, when i fly, when i fly, when i fly,
When i fly above the clouds.
Oh, when i fly, when i fly, when i fly,
When i fly above the clouds.
You can knock me down, with a feather, yes, you could,
But you know it’s not allowed.

A dog is here,
A dog is there,
My dog he got three legs
But he can’t run.

My dog he got three legs, your dog he got none, uh, uh, uh,
My dog he got three legs, your dog he got none,
My dog he got three legs, your dog he got none.

 

Revolver – 50

2. august 2016

I denne uge er det 50 år siden Beatles’ Revolver udkom. For dem, der går op i den slags, er Revolver det album, der gør Sgt. Peppers lonely hearts club band rangen stridig, når gruppen hovedværk skal krones. Jeg vil overlade det til nørderne at skændes om det, men for mig er det et mesterværk uden et eneste dårligt nummer. En buket af sange fra de tre sangskrivere, der viser dem fra deres mest innovative og kreative side. Et album, der bestemt skal med mig ud på den berømte øde ø, når engang klimakatastrofen gør det nødvendigt.