Indlæg tagget med biografer

Øst for Paradis – endnu engang!

7. november 2006

Øst for Paradis
Flere gode nyheder på denne smukke efterårsdag: Indsamlingen til den lukningstruede – se evt. min gamle blog – århusianske kultbiograf Øst for Paradis går strygende. Der er iflg. DR Østjylland kommet 70.000 kroner i kassen, og der er lovning på yderligere 200.000. Indsamlingen startede så sent som den 24. oktober, så der må være håb om, at biografen når sit mål, 700.000, og dermed sin del af omkostningerne til en renovering af det lille kulturpalads. Hvis man ønsker at være en af Paradisets Engle, som støttepersonerne er blevet døbt, så kan man indbetale et støttebeløb “på en konto hos advokat Hans Kjellund, Advokaterne Sankt Knuds Torv, 8000 århus C. Kontoen er hos Nordea, reg. Nr.: 2211, kontonr.:. Indbetalingen skal mærkes: PARADISETS ENGLE.” (citat fra biografens hjemmeside). Mindste beløb er kr. 500,-. Til gengæld bliver man B-aktionær i A/S Øst for Paradis, som dannes, så snart de 700.000 er indsamlet. Læs mere på biografens hjemmeside.
Man kan selvfølgelig også støtte biografen i det små ved at se de mange gode film, der vises dernede. For øjeblikket er det således muligt at se Fellinis uomgængelige mesterværk 8½, Jacques Tatis Playtime, Aldomovars seneste opus Volver og flere andre. Dertil kommer, at biografen for tiden har udsalg af VHS- og DVD-versioner af mange af de film, biografen har vist gennem tiden. Her kan man gøre gode køb til priser fra kr. 25, – og op.

Film-buffs i århus og omegn – der er filmfestival!

18. september 2006

De gode folk bag Café Sappho mindede mig lige om det, jeg næsten havde glemt. Traditionen tro er der Copenhagen Gay & Lesbian Filmfestival – også i århus. Man kan altid diskutere, hvor relevant det er med tema-festivaller, men – på den anden side, så er enhver lejlighed til at vise gode film velkommen. Og hvis niveauet ellers holder, så skulle der være mulighed for at se en række kvalitetsfilm. Programmet udkommer d. 22. september, så hold øje med festivalens hjemmeside, hvor alle oplysninger vil være til rådighed.

Øst-for-Paradis eller Art-cinema

16. september 2006

Som tidligere omtalt har århus Kommune til de Radikales udtalte tilfredshed besluttet at lukke kulturinstitutionen Huset, hvilket har resulteret i højlydte protester og en underskriftsindsamling på nettet og uden for (se link). I forbindelse med massakren på det alternative kulturliv i århus By, har magthaverne besluttet af give penge til et art-cinema, der skal ligge på det prestigefyldte havneområde, som kommunen planlægger at etablere de kommende år.

Det får en til at spørge: Hvad vil der så ske med biografen Øst for Paradis, hvis problemer, jeg flere gange har omtalt i min blog? Tanken om et art-cinema på havnen har nemlig indgået i visse politikeres tanker om en erstatning for Øst-for-Paradis! Jeg er alvorligt bange for, at de Radikale får endnu mere at glæde sig over. Til gengæld vil de ikke kunne glæde sig over min stemme i fremtiden…

Noget om biografer, pølsevogne – og røde pølser, krassere og hotdogs med det hele…

6. september 2006

Jeg har tidligere været inde på min store kærlighed til de gamle biografer, både dem i barndommens Esbjerg og dem i århus. Phønix bio i Esbjerg fik en særlig betydning for mit cineastiske liv, fordi den tidligt var leveringsdygtig i 4-forestillinger søndag eftermiddag. Disse børneforestillinger har haft en kolossal betydning for filmkunsten i Danmark. Ingen tvivl om det. Er man i tvivl, så kan man bare spørge de filmkritikere og -anmeldere, der er gamle nok til at huske 4-forestillingerne.

For et beskedent beløb kunne man komme ind i den store biografsals mørke og se reklamer og diverse forfilm (tegnefilm, Gøg & Gokke og andre stumfilmstjerner), inden hovedfilmen rullede over lærredet. Til minderne hører også reklamepigerne med deres trompeter – og pæne pigeben… Hør dem spille fanfaren:
trut.mp3
(De er i øvrigt indlemmet i Ib Michaels nye roman Blå Bror, hvor de oven i købet figurerer på forsiden). Hovedfilmen var typisk en drengerøvsfilm: en western (fx med John Wayne – Red River fik set jeg en del gange…), en ridderfilm (Kong Arthur og Ridderne om det runde bord), Zorro-film osv. Læs mere »