CAPAC

“Akismet har allerede beskyttet din side mod 41,500 spamkommentarer, men der er ingenting i din spam-kø lige nu.” – De har travlt…

Lars fra www.soundiac.com har skrevet et længere indlæg om musikbloggens fremtid. Og jeg har selv bidraget til indlægget, som kan læse i sin fulde længde her.

Radiobloggen – bloglands radiofoniske udgave – fortsætter med ufortrøden styrke,og på onsdag er capac endnu engang på programmet. Denne gang med sit indlæg om socialdemokraterne og deres sexkøbsforbud. Lyt med, hvis dit blodtryk kan klare det…

Sifka har tildelt mig en udmærkelse, selv om den egentlig er møntet på det smukke køn, som Sifka selv tilhører. Og jeg vælger – i disse ligestillingstider – at tage det som en ekstra udmærkelse, sådan at komme i selskab med nogle fantastiske piger. Men prisen følger en opgave (selvfølgelig, alting har jo en pris…), nemlig at fortælle ti ting om bloggens forfatter. Og det vil jeg da gerne gøre.

1. Jeg kan ikke undvære kaffe, som jeg har drukket uden tilsætning, siden jeg var 2 år (ja, to…)
2. Det er vel ikke nogen overraskelse, at jeg holder meget af musik. Og denne interesse, ja, lidenskab, vokser faktisk med alderen…
3. Jeg drømmer sjældent om natten eller kan i hvert fald sjældent huske mine drømme (fortrængning, you know). Til gengæld har jeg en række dagdrømme, som ofte dukker op. Den ene er, at jeg arver en masse penge og derefter lever som Søren Kierkegaard, der spadserede rundt i sin by og skrev sine tanker ned…
4. Mindst en gang om året skal jeg ud og se – og helst bade i Vesterhavet.
5. Et af mine få maximer i livet lyder sådan: “Man kan ikke være venner med alle”. Det var Det Ny Aktuelt, der lancerede det, og nu er det mit. Og det passer som Hans i Grete til min livserfaring.
6. Jeg har aldrig forstået, hvorfor karriere er noget at stræbe efter. Jeg synes, livet i sig selv er mere end rigeligt…
7. Når jeg går i biografen, så skal der salt- eller salmiak-lakrids til.
8. Jeg holder af fjernsynet, men har længe været af den opfattelse, at det er et medie, der aldrig er blevet brugt rigtigt i forhold til mediets muligheder. Og ser derfor ikke ret meget fjernsyn.
9. Hvis jeg kunne leve mit liv om, så ville jeg ikke ændre ret meget på det. Det skulle i hvert fald ikke være perfekt, for så villle drømmene dø…
10. Jeg er en arg modstander af tidens sundhedshysteri og -formynderi. Sygdom, lidelse osv. er også en del af livet. Og i øvrigt tror jeg fuldt og fast på, at bekymring er den største trussel mod ens sundhed…

Til legen hører også, at man giver stafetten videre. Jeg vil nøjes med tre (for i bloggosfæren kan ringene jo brede sig). Anja skal have en, fordi hun så modigt kæmper for at få mening med tilværelsen, og det er vældigt inspirerende at være med til af følge som læser. Det samme skal hhs og Modstrøm, fordi de lige som jeg lufter deres musiklidenskab -  i blog- og radioform. Og endelig skal Mette Urth have en, fordi hun besynger sin kærlighed til Ry Højskole, tumler med livet og tvivler på bloggens videre eksistens (nu bliver du nødt til at skrive endnu et indlæg, Mette!)

Gertrud har sendt mig et link til en interessant nyhed. 15 tyske journalister og bloggere har udtænkt et internetmanifest, der skal danne grundlag for journalistisk (i bredeste forstand) virksomhed i den digitale tidsalder. Interessen har været så stor, at serveren med manifestet straks gik ned… Det er da også en vigtig diskussion, som alt for mange traditionelle medier har vægret sig ved for alvor at tage hul på. Her er manifestet in extenso. Der er selvfølgelig ting at diskutere (fx afsnittet om copyright, der som bekendt er en af de søjler, der er under stort pres i disse år…). Men som helhed interessant læsning:

Internet Manifesto

How journalism works today. Seventeen declarations

1. The internet is different.

It produces different public spheres, different terms of trade and different cultural skills. The media must adapt their work methods to today’s technological reality instead of ignoring or challenging it. It is their duty to develop the best possible form of journalism based on the available technology. This includes new journalistic products and methods.

2. The internet is a pocket-sized media empire.

The web rearranges existing media structures by transcending their former boundaries and oligopolies. The publication and dissemination of media contents are no longer tied to heavy investments. Journalism’s self-conception is, fortunately, being bereft of its gatekeeping function. All that remains is the journalistic quality through which journalism distinguishes itself from mere publication.

3. The internet is our society is the internet.

Web-based platforms like social networks, Wikipedia or YouTube have become a part of everyday life for the majority of people in the western world. They are as accessible as the telephone or television. If media companies want to continue to exist, they must understand the world of today’s users and embrace their forms of communication. This includes basic forms of social communication: listening and responding, also known as dialogue.

4. The freedom of the internet is inviolable.

The internet’s open architecture constitutes the basic IT law of a society which communicates digitally and, consequently, of journalism. It may not be modified for the sake of protecting the special commercial or political interests often hidden behind the pretense of public interest. Regardless of how it is done, blocking access to the internet endangers the free flow of information and corrupts our fundamental right to a self-determined level of information.

5. The internet is the victory of information.

Due to inadequate technology, media companies, research centres, public institutions and other organisations compiled and classified the world’s information up to now. Today every citizen can set up her own personal news filter while search engines tap into a wealth of information of a magnitude never before known. Individuals can now inform themselves better than ever.

6. The internet changes improves journalism.

Through the internet, journalism can fulfil its socio-educational role in a new way. This includes presenting information as an ever-changing, continual process; the forfeiture of print media’s inalterability is a benefit. Those who want to survive in this new world of information need a new idealism, new journalistic ideas and a sense of pleasure in exploiting this new potential.

7. The net requires networking.

Links are connections. We know each other through links. Those who do not use them exclude themselves from social discourse. This also holds for the websites of traditional media companies.

8. Links reward, citations adorn.

Search engines and aggregators facilitate quality journalism: they boost the findability of outstanding content over a long-term basis and are thus an integral part of the new, networked public sphere. References through links and citations — especially including those made without any consent of or even remuneration of the originator—make the very culture of networked social discourse possible in the first place. They are by all means worthy of protection.

9. The internet is the new venue for political discourse.

Democracy thrives on participation and freedom of information. Transferring the political discussion from traditional media to the internet and expanding on this discussion by involving the active participation of the public is one of journalism’s new tasks.

10. Today’s freedom of the press means freedom of opinion.

Article 5 of the German Constitution does not comprise protective rights for professions or traditional business models. The internet overrides the technological boundaries between the amateur and professional. This is why the privilege of freedom of the press must hold for anyone who can contribute to the fulfilment of journalistic duties. Qualitatively speaking, no differentiation should be made between paid and unpaid journalism, but rather, between good and poor journalism.

11. More is more – there is no such thing as too much information.

Once upon a time, institutions such as the church prioritised power over personal awareness and warned of an unsifted flood of information when the letterpress was invented. On the other hand, pamphleteers, encyclopaedists and journalists proved that more information leads to more freedom, both for the individual as well as society as a whole. To this day, nothing has changed in this respect.

12. Tradition is not a business model.

Money can be made on the internet with journalistic content. There are many examples of this today already. Yet because the internet is fiercely competitive, business models have to be adapted to the structure of the net. No one should try to abstain from this essential adaptation through policy-making geared to preserving the status quo. Journalism needs open competition for the best refinancing solutions on the net, along with the courage to invest in the multifaceted implementation of these solutions.

13. Copyright becomes a civic duty on the internet.

Copyright is a central cornerstone of information organization on the Internet. Originators’ rights to decide on the type and scope of dissemination of their contents are also valid on the net. At the same time, copyright may not be abused as a lever to safeguard obsolete supply mechanisms and shut out new distribution models or license schemes. Ownership entails obligations.

14. The internet has many currencies.

Journalistic online services financed through adverts offer content in exchange for a pull effect. A reader’s, viewer’s or listener’s time is valuable. In the industry of journalism, this correlation has always been one of the fundamental tenets of financing. Other forms of refinancing which are journalistically justifiable need to be forged and tested.

15. What’s on the net stays on the net.

The internet is lifting journalism to a new qualitative level. Online, text, sound and images no longer have to be transient. They remain retrievable, thus building an archive of contemporary history. Journalism must take the development of information, its interpretation and errors into account, i.e., it must admit its mistakes and correct them in a transparent manner.

16. Quality remains the most important quality.

The internet debunks homogeneous bulk goods. Only those who are outstanding, credible and exceptional will gain a steady following in the long run. Users’ demands have increased. Journalism must fulfil them and abide by its own frequently formulated principles.

17. All for all.

The web constitutes an infrastructure for social exchange superior to that of 20th century mass media: when in doubt, the “generation Wikipedia” is capable of appraising the credibility of a source, tracking news back to its original source, researching it, checking it and assessing it — alone or as part of a group effort. Journalists who snub this and are unwilling to respect these skills are not taken seriously by internet users. Rightly so. The internet makes it possible to communicate directly with those once known as recipients — readers, listeners and viewers — and to take advantage of their knowledge. It is not the ‘know-it-all’ journalists who are in demand, but those who communicate and investigate.

link – link 2

radioblog.mp3

Radiobloggen kører videre med audio-udgaver af bloglands indlæg. Og i morgen er capac med igen. Denne gang er det vist indlægget om “Agurker og syndebukke – Henrik Sass Larsen”. Værsgo at skylle!

Udgør weblogs en trussel mod de traditionelle medier? Man kunne måske godt få den tanke, når man ser, hvordan de traditionelle medier – aviser og blade ikke mindst – forholder sig til fænomenet weblogs. Men i følge Alex Schulman, der er en af Sveriges kendteste bloggere, er weblogs et overvurderet fænomen. Overvurderet af “gammelmedierne”. I en artikel i Dagens Nyheter beretter han om gammelmediernes næsegruse underdanighed over for bloggerne og citerer ‘modetesen’: Bloggerne sætter dagsordenen for de traditionelle medier.

Derefter sætter han sig for at analysere den svenske weblog-realitet. Der findes et hav af blogs, men de fleste er inaktive eller ligefrem nedlagte. Og så er der måske 60.000 aktive bloggere – svarende til 0,66 % af befolkningen. Der er flere glutenallergikere eller bosniere i Sverige, end der er bloggere. Og universitetet i Göteborg har i en ny undersøgelse argumenteret for, at måske 5 % af befolkningen dagligt læser weblogs. Altså hver tyvende svensker. Nogen magtfaktor kan man altså ikke tale om.

Dertil skal lægges, at de mest læste blogs i Sverige bestyres af teenagepiger, der skriver om mode og sligt. Ikke af en kritisk, intellektuel elite. Schulmann mener, at blogland kunne være en betydningsfuld faktor, hvis den afspejlede det, der diskuteres rundt om ved kaffebordene i samfundet. Men i realiteten er blogland en lille sluttet kreds, der diskuterer emner, der ikke interesserer det store flertal.

Spørgsmålet er så, hvorfor de traditionelle medier tillægger blogs (og andre sociale medier for den sags skyld) så stor betydning? For Schulmann er svaret, at gammelmedierne, som de kaldes derovre, er skrækslagne for ikke at følge med den nye teknologiske udvikling (og ungdommen!) og derfor taler de om bloggernes magt. Men i følge Alex Schulmann er bloggerne ganske betydningsløse og uinteressante.

– Og måske har Schulman ret i sin analyse. Truslen mod gammelmedierne kommer måske ikke umiddelbart fra blogland og de andre sociale medier, men fra gammelmedierne selv. De er fanget i et dilemma mellem journalistikkens traditionelle, historiske demokratiske opgave – at være demokratiets oplysende og kritiske vagthund – og markedets ubønhørlige logik, der tvinger dem til at finde på alt muligt, der kan sælge varen. Gammelmedierne er deres egen værste fjende. Når jeg alligevel mener, at Schulmann undervurderer weblogs og lignende medier, så er det på grund af potentialet. De nye medier en netop kendetegnet ved at være – i vidt omfang og i skærende modsætning til gammelmedierne- non-kommercielle, uafhængige, præget af høj grad af uredigeret ytringsfrihed, at være menigmands og -kvindes talerør. Vi har netop været vidne til – i forbindelse med demonstrationerne i Teheran – at en tilsyneladende ligegyldig ny social teknologi, nemlig Twitter, lige pludselig viste sig at være et forum for en demokratisk bevægelse på tværs af grænser og sprog og en kilde til løbende aktuel information. I sin artikel nævner Schulmann også, at det var blogland, der for tre år siden væltede en svensk minister. Det er længe siden. Men det kan meget vel ske igen. Det kan meget vel være, at blogland ikke sætter dagsordnen i dag, men den kan lige så vel ryste den dagsorden, som gammelmedierne og politikerne sætter. Som internettet altid har været – i selve sin struktur – så udgør de ikke-kommercielle sociale medier et anarkistisk, demokratisk potentiale, hvis styrke ingen bør undervurdere.

Jeg har været så letsindig at opgradere WordPress til version 2.8 og det brød mit gamle layout sig ikke om. Derfor ser bloggen anderledes ud, end den længe har gjort. Men det er kun en midlertidig løsning. Jeg arbejder på sagen og ændrer på det, når jeg har fundet en passende løsning.

Uffe – bestyrer af Stenstropedia – har søsat en ny blog med den sigende titel Slip for stress. Jeg tænkte nok, at Uffe ikke ville lade sig nøje med Twitter og Facebook i længden, så det nye initiativ skal være velkomment. Ikke mindst, fordi mange af os ikke kan håndtere det stressede liv, som virkeligheden anno 2009 byder på.

Nogle af de unge musikelskere har inviteret capac til at deltage i en playlist-battle (det skal være så engelsk nu til dags…), altså en kappestrid mellem udvalgte lister over sange. Præmissen er, at der er et bestemt udvalg at vælge imellem. Fortrinsvis af nyere dato. Der er dog enkelte ældre sager isprængt, som nostalgikeren her i bloggen selvfølgelig – bare for spøgens skyld – har kastet sig over. Så min liste – som du kan give karakterer her – har som nyeste navn medtaget The Cardigans… Take a sad Song and make it better....

Er det sådan den ser ud?

Man behøver ikke at færdes ret længe i bloggosfæren for at indse, at blogs er meget forskellige. Lige så forskellige, som deres respektive ejere er i “virkeligheden”. På den anden side ser man – fra de officielle medier – en bestræbelse på af definere, hvad blogland består af, og hvad der kendetegner de enkelte blogs. Ofte sker det med grove, reducerende fejlfortolkninger og nemme etikketter. Således kan jeg se, at min blog på www.blogbot.dk identificeres som henholdsvis musik-blog og politisk blog. Og selv om jeg bestemt skriver meget om musik og lidt mindre om politiske emner, så opfatter jeg ikke min egen blog så entydigt. Garvede læsere vil vide, at den består af meget andet. Og jeg ønsker ikke at blive sat i nogen bås. Derfor er jeg holdt op med at pinge blogbot.dk. At I bare ved det…

Twitter er populær. Så populær, at nogle flytter aktiviteterne fra weblogs til den nye tjeneste. Og det kan man så fundere over. Hvad er tiltrækkende ved en tjeneste, hvor du kun har 140 tegn til din rådighed? Bevares, du kan smide links ind, men alligevel? Og med fx Friendfeed ser det endnu mere magert ud. Er det sms-kulturen, der tager overhånd? Er vi ved at udvikle os til en kultur, der kun kan udtrykke os i small messages? Er det skriftkulturens nye fase? Engang skrev man bøger, nu skriver man en strøm af små noter. De store fortællinger afløst af bittesmå fragmenter i en lind strøm? Tænk sig at være en anakronisme som blogskriver!

Jeg faldt over denne kommentar hos hjemvendte Bo. Måske er det ligefrem et privilegium at være udsøgt som skydeskive for kinesiske malware-banditter? “Several prominent websites…several high-profile websites were targeted, including USA Today, ABC News, Target and Wal-Mart…a number of Government sites in the US, including the United States Forest Service, the US International Trade Commission and the websites of several embassies around the world. Many popular travel and recreational websites have also been compromised.” Og så lille capac…