Når nu han ikke kan tage sig sammen til at udsende flere plader, så må man skrive en bog om ham. Carsten Valentin Jørgensen. En af dansk rockmusiks bedste sangskrivere. Sådan kunne Niels Martinov have tænkt. I hvert fald så udsender han den 22. marts bogen “En biografi om den danske rockpoet” på forlaget Peoples Press. I følge Tanten skulle den komme godt omkring Jørgensens liv og levned fra drengebandet King Size og frem til nutiden.
Capac nåede på bogudsalg i dag for at hente de par stykker, der var bestilt i forvejen. Især en god idé, hvis man har en fornemmelse af, at oplagene er små. Den udsolgte bog var udsolgt her og der. Nå, pyt.
Medens vi er ved bøger, så vil vi lige slå på tromme for et andet lille forlag, nemlig Basilisk, der i dag udsender en skælmeroman: Dezsö Kosztolanyi: Kornél Esti Oversat af Peter Eszterhas 238 s., 225 kr. Bogen får en fornem anmeldelse af Thomas Thurah i Information i dag. Skælmeromaner kan man ikke få nok af (mener blogbestyreren).
Og i næste uge udsender det lille forlag en ny digtsamling af poeten m.m. Per Aage Brandt med titlen Negationer. Poesi for viderekommende…
Bogudsalget kører og via Bo i Jiggly Room blev jeg opmærksom på, at det lille feinschmecker-forlag Bazer og co (Roskilde Bogcafés forlag) for første gang er med i udsalget. Det vil vi gerne slå et slag for, da der er tale om litteratur af høj karat. Her er listen over nedsættelser:
WILLIAM BLAKE Syner og fakta før 198 kr NU 100 kr
LEONARD COHEN Barmhjertighedens bog før 168 kr NU 90 kr
HERMANN HESSE Eventyr før 198 kr NU 100 kr
do Demian før 198 kr NU 100 kr
do Piktors forvandlinger før 168 kr NU 90 kr
FRANZ KAFKA Aforismer før 198 kr NU 100 kr
JACK KEROUAC Dharma Bums før 248 kr NU 130 kr
IMRE KERTÉSZ Jeg – en anden før 198 kr NU 100 kr
HENRY MILLER Assassinernes tid før 248 kr 100 kr
RAINER MARIA RILKE Breve til en ung digter før 198 NU 100 kr
ARTHUR RIMBAUD En årstid i helvede før 158 kr NU 80 kr
DEN FORELØBIGE JAMES JOYCE ENCYKLOPÆDI før 198 kr NU 100 kr
CAMUS – EN INTRODUKTION før 158 kr NU 80 kr
JOYCE – EN INTRODUKTION før 158 kr NU 80 kr
KAFKA – FOR BEGYNDERE før 158 kr NU 80 kr
JUNG – FOR BEGYNDERE før 158 kr NU 80 kr
FREUD – FOR BEGYNDERE før 158 kr NU 80 kr
GRAHAM CAVENEY Manden de kaldte “præst” –
William Burroughs før 298 kr NU 150 kr
Og her er forlagets link. Bemærk at tilbuddene kun gælder til den 14. marts, så…
Blogbestyreren vil gerne anbefale fx Kafka – for begyndere, der er illustreret af selve Robert Crumb og i øvrigt giver et fint indblik i Kafkas univers…
Bogudsalget er i gang og dørene åbnes i morgen tidlig kl. 7. Blogbestyreren har lige fået bekræftelse på, at de få bestilte bøger er reserveret – bortset fra en enkelt, der er udsolgt fra forlaget. Så er der også lidt at gå på jagt efter… På DR1 kan man høre Weekendavisens litterærlige umulius Lars Bukdahl filosofere over, hvordan bogsudsalgene har forandret sig gennem tiderne. God jagt!
Som læsere af capac-bloggen vil vide, så har blogherren i lang tid været på jagt efter en omnibus-bog fra Carit Andersens Forlag, indeholdende R. L. Stevensons gyserfortælling “Ligrøveren”. I den gamle blog blev der fortalt i nostalgiske vendinger om denne histories betydning i capacs skoletid på Sædding Skole i tresserne. Og som læseren nok allerede har gættet, så er der sket nyt i sagen. Capac har fået fat i et endog meget velholdt, indbundet eksemplar af Tage la Cours gyserudvalg Gysere fra hele verden (u.å), hvor man finder Stevensons historie på s. 279 flg. Eneste minus ved indkøbet er, at det farvestrålende smudsomslag er bortkommet… Men samlere vil alligevel forstå, at det er en særlig dag og en særlig følelse…
Så lykkedes det for blogbestyreren at få hentet en papirudgave af bogudsalgskataloget, så han kan se alle de bøger, han ikke skal købe i år. Der er såmæn fristelser nok, men man har besluttet sig for igen i år at holde igen. Ellers skal der investeres i nye bogreoler osv.
Hvis nogen skulle være sneet inde, så kan kataloget downloades fx på Bog & Ides hjemmeside. Nogle boghandlere åbner allerede kl. 7.00, når det går løs den 1. marts. Stakkels boghandlere! Så meget haster det altså heller ikke….
Som tidligere omtalt udsender Rhino Records nye udgaver af Warren Zevons plader “Exitable Boy”, “Stand in the Fire” og “Envoy”. De skulle være ude den 27. Marts. Sidstenævnte plade har aldrig været ude på cd før.
Den 1. maj udsender det lille pladeselskab Ammal Records en plade med titlen Preludes – Rare and Unreleased Recordings med sange fra før, Warren slog igennem i 1976. Efter hans alt for tidlige cancer-død fandt man ikke mindre end 126 tidlige sange i en kuffert, og det er fra denne bunke, pladeudvalget er taget. Blandt titlerne er: “Empty Hearted Town,” “Going All the Way,” “Steady Rain,” “Stop Rainin’ Lord” “Studebaker” og”The Rosarita Beach Cafe.” Udgivelsen består af to plader, og på den anden finder man en blanding af Zevons musik og interviews med ham.
Endelig udkommer der også en bog om Zevon, I’ll Sleep When I’m Dead, som består af interviews med familie, venner, musikere osv.
I dag er det nøjagtigt 159 år siden, at Karl Marxs og Friedrich Engels bog om det kommunistiske manifest udkom på tysk. Siden blev den oversat til et væld af andre sprog. Hvor meget mon den læses i dag?
En dansk oversættelse kan læses her. Der går et spøgelse gennem Europa…
Det var, medens The Beatles arbejdede i de berømte Abbey Road-studier, at de sammen med teknikeren Ken Townsend opfandt A.D.T. A.D.T. står for automatic double tracking. John Lennon havde beklaget sig over, at han måtte synge og optage et sangspor to gange for at få den effekt, at han kunne høre sig selv synge tostemmigt (som fx på Revolution nr. 1 fra Det Hvide Album).
Fortællingen om A.D.T. kan man læse om i Kevin Ryan og Brian Kehews stortanlagte bog Recording The Beatles, der er resultatet af 10 års undersøgelse af det tekniske bag gruppens optagelser. Bogen, der allerede er blevet et hit blandt inkarnerede Beatles-fans og blev udsolgt i førsteoplaget ganske hurtigt selv om prisen er ca. 100 £, sætter fokus på de teknikere, der iført hvide og brune kitler arbejdede med The Fab Four for at forsøge at realisere deres kunstneriske ideer. Der er for så vidt ikke noget nyt i det forhold, at teknikken havde en stor betydning; det nye er, at nogen har taget sig tid til at få de forskellige teknikere til selv at fortælle om processen og dokumentere, hvad der skete i billeder og tekst. Det er fortællingen om, hvordan fire musikere, en talentfuld, lydhør producer og en række dygtige teknikere udvidede den musikalske horisont ved at udvide lydbilledet rent teknisk – og derved ændrede populærmusikhistorien.
2007 er året, hvor The Beatles’ musik sandsynligvis bliver tilgængelig alment i digital format, nemlig som mp3-filer, der kan købes og downloades fra e-butikker som I-Tunes. Og det markerer et vendepunkt i den forstand, at gruppens musik jo blev indspillet analogt.
De fleste af de påfund, Beatles, produceren George Martin og hæren af teknikere vred ud af den analoge teknik, er i dag hvermandseje. De leveres som software, som kan købes for relativt få penge. I hvert fald sammenlignet med de summer, Beatles dengang måtte bruge på at lønne de bedste teknikere i timevis.
Når man hører Beatles’ musik, fx på Sgt. Pepper, Abbey Road eller Det Hvide Album kan man godt engang imellem glemme, at det hele foregik analogt i en tid, hvor flersporsbåndoptagere var state-of-the-art. Derfor har et værk som dette sin berettigelse. Det kan minde en om, at tresserne ikke blot musikalsk var et stor epoke i popmusikkens historie, men at det også var her den teknologiske revolution omkring pladeoptagelser blev startet.
Nu mangler vi blot, at få The Beatles’ hovedværker udgivet i en digital version, der lever op til de gamle masterbånds høje standard.
Bibliofile og -mane skal være på stikkerne den nærmeste tid. I følge rygterne starter årets bogsudsalg den 1. marts og løber officielt de næste tre uger. Katalogerne er nok trykt og på vej ud i brevsprækker og butikker. Så må vi håbe, at der er noget, der er værd at købe.
Og i aften har DR2 et tema om bøger og bogmennesker – “Skør med bøger” – tilrettelagt af bogsamleren Jes Stein Petersen.
Der er sikkert mange mænd, der har drømt om at tage Playboy (altså mandebladet) med i seng som godnatlekture. Og lige så mange kvinder, der har frabedt sig at dele seng med afbildede nøgne kvinder…
Men nu er det muligt for mændene at gøre det uden at få problemer med sengens bedre halvdel. For The New Bedside Playboy er på markedet.
I mange år har det været en kendt sag, at Playboy-bladet ikke kun bød på veldrejede unge damer au naturel og kunstnerisk fotograferet – men også på læsestof af høj karat. Hvis man kunne se bort fra kaninpigerne i bladet, så kunne det godt fremstå som et af de bedre kulturtidsskrifter fra USA. Den nye bog har et forord af Hr. Playboy himself, hedonisten Hugh Hefner, der ud over at være en kvindeglad ældre herre også er en mand med god smag for litteratur og andre kulturfrembringelser. Bogen byder på tekster – essays, noveller, interviews etc. – af notabiliteter som: Borges, PG Wodehouse, Nabokov, Updike, Maupassant, Marquez, Bellow, Joyce Carol Oates, Nadine Gordimer og Jane Smiley. Blot for nævne nogle få. Mændene er i overtal, hvilket måske ikke er overraskende. En bog, der egner sig til at blive læst i små bidder. Passende til natbordet.
Man kan finde en lang række – fortrinsvis positive anmeldelser – rundt om på nettet. Fx i The Times.
Apropos mænd og bøger så læs debatten her hos Uffe.
Som man har kunnet læse ovre hos Filoffen og Paw og andre steder har den unge frembrusende antropolog Dennis Nørremark fået megen avisspalteplads til sit opgør med venstrefløjen (der i parantes bemærket aldrig har være en venstrefløj, heller ikke i halvfjerdserne…). Nørremark sprang op som en ung, fyrig løve og faldt ned som et mæ-lam efter at være blevet sat argumentatorisk på plads af en række bedre tænkende unge mennesker som Paw, Carsten og andre. Sådan skal det være.
I den forbindelse er det nok værd at gøre opmærksom på den bog, der spiller en vis rolle for de Nørremarkske tankemæssige vildskud, nemlig Rebel – Modkultur som globalt brand, der, som man kan se på ovenstående illustration, faktisk er oversat til dansk og udkommet på Husets Forlag. På forlagets hjemmeside kan man downloade et uddrag af bogen og læse meget mere om værket. Og medens man er inde på siden kan man jo lige så godt downloade hele kataloget og se på alle de spændende bøger, der er udgivet eller på vej. Fx en nyoversættelse af Don Quixote…
My mummy’s dead
I can’t get it through my head
Though it’s been so many years
My mummy’s dead
I can’t explain
So much pain
I could never show it
My mummy’s dead
– med disse ord og den lille sang slutter John Lennons debutsoloalbum Plastic Ono Band, der udkom i 1970. Pladen, hvis indhold står i skærende kontrast til omslagets idylliske billede af John og Yoko under træet, gjorde et uudsletteligt indtryk på blogbestyreren, dengang den udkom, og den er forblevet en af de plader, der stadigvæk får hårene på underarmene til at rejse sig.
Pladen var ikke blot en afsked med Beatles-perioden, men samtidig Lennons hudløse selvransagning og -analyse. En dybt personlig plade, hvor nøgne, hudløse, poetiske tekster er sat perfekt i scene i et lige så nøgent musikalsk udtryk. En fuldendt plade.
I en periode op til indspilningen af musikken havde Lennon og Ono deltaget i primalskrigsterapeuten Arthur Janovs seancer. Og det kan høres på pladen. Janov, der var elev af Wilhelm Reich og tilhørte en kropsterapeutisk tradition inden for de psykodynamiske teorier, mente, at man skulle skrige sine traumer og psykiske lidelser ud af kroppen. Og det er, hvad John Lennon gør, ikke mindst i sangen Mother:
Mother, you had me, but I never had you
I wanted you, you didn’t want me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbyeFather, you left me, but I never left you
I needed you, you didn’t need me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbyeChildren, don’t do what I have done
I couldn’t walk and I tried to run
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbyeMama don’t go
Daddy come home
Det var allerede dengang en kendt sag, at John Lennon mistede sin mor, Julia, tidligt. Hun døde i en trafikulykke i 1958, da John var 17 år. Men han havde allerede mistet hende før, for John voksede op hos sin moster Mimi. I mytologien er Mimi blevet fremstillet som den rare person, der tog sig af John, fordi moderen ikke kunne. Journalisten Torben Bille refererer myten således i sin bog Lydspor: “Han havde haft en svær barndom med en mor, der overlod ham til hans tante, før han var fyldt tre, og så døde, da han endelig havde fået kontakt med hende igen”. Men nu har John Lennons halvsøster Julia Baird udgivet bogen Imagine This: Growing Up with My Brother John Lennon (2007), der fortæller en hel anden historie om en yderst dysfunktionel Liverpool-familie og et jalousidrama mellem to søstre.
Kort fortalt, er det historien om moster Mimi, der ikke kunne acceptere, at Lennons moder i en meget ung alder giftede sig med ung sømand i handelsflåden – Alf, Johns fader – der aldrig var hjemme og derfor kastede Julia i armene på en elsker. Mimi brugte affæren – og ikke mindst dens tidstypiske følger: en datter, der blev bortadopteret – til at anmelde Julia til de social myndigheder og få tvangsfjernet John på grund af moderens påståede letlevende liv. Bairds bog afslører, at Mimi ikke var drevet af høje moralske fordringer, men af regulær misundelse og jalousi. Storesøster Mimi, der aldrig fuldbyrdede sit eget ægteskab til manden George, kastede sig selv ud i en dybt hemmelig, lidenskabelig affære til en ung biokemiker, der boede til leje hos Mimi og George. Den unge mand var halvt så gammel som Mimi, men hun var villig til at opgive alt for at følge med ham til New Zealand. Inklusive John. Bogen fortæller også om en moder, der helt frem til sin død, savnede sin søn og gentagne gange forsøgte at opsøge ham hos søsteren, blot for at blive afvist.
Mimi ønskede ikke, at John skulle se sin moder, og det til trods for, at de boede tæt på hinanden. Det var først, da John blev 11 og selv kunne gå i skole, at han fik mulighed for nu og da at besøge moderen og se, hvordan hun levede med sin nye familie.
I hvert fald siden Freud har vi godt vist, at familien er roden til alt ondt (og godt…). Familien kan være helvede på jord. Og at John Lennon skulle lide under de dysfunktionelle familiære forhold er nok med til at forklare hans behov for at udtrykke sig selv kunstnerisk, selv om man skal passe på med at overbetone et sådant patologisk motiv…
I mediestormen kan det let ske, at man overser en interessant nyhed. I sidste uge kunne DR Nyhederne således fortælle, at danske forlæggere ikke ønsker at ændre på ældre kontroversielle danske børnebøger for at gøre dem “politisk korrekte”. Det gælder fx bogen Lille Sorte Sambo om den lille negerdreng, der oplever en masse herlige ting med tigersmør osv. Det gælder også Tintin i Congo, en af de mest udskældte tegneserie i den forbindelse. De nye oversættelser er foretaget i respekt for værkernes oprindelige form, ikke af hensyn til aktuelle politiske strømninger. I modsætning til Norge, hvor man fx ikke vil have, at Pippis far er negerhøvding…
I Alfred Hitchcocks film Menneskejagt (North by Northwest), hvor hovedpersonen, oplagt spillet af Cary Grant, hvirvles ind i række dramatiske hændelser på grund af en misforståelse, er der en fin scene, hvor Grant – lige inden helvede bryder løs – går igennem en hotellobby for at gå i fælden. Medens han går spiller en melodi i baggrunden: “It’s a Most Unusual Day”. Den lille scenes ironi er blot et eksempel på, hvor stor en rolle musikken spillede for Hitchcocks film. Intet var overladt til tilfældighederne. Denne iagttagelse er der for så vidt ikke noget nyt i. Der er skrevet adskillige afhandlinger om musikken hos den gamle gysermester. Men i sin relativt nye bog om Hitchcocks musik (“Hitchcock’s Music”, Yale U.P.) påviser Jack Sullivan, at der var tale om mere end omhyggelighed i detaljen; der var tale om et bevidst fokus på musikken. Hitchcock ønskede ikke blot, at musikken skulle tjene billedsiden; men – og det er overraskende – at billedsiden skulle tjene musikken. Sullivan gennemgår minutiøst hver eneste film fra Hitchcocks hånd (også ret ukendte film som fx Waltzes from Wienna fra 1934) for at dokumentere sin tese om musikkens hidtil undervurderede betydning for mesterens arbejde. Man får dermed et billede af Hitchcock som en meget moderne instruktør, der ikke blot opfattede filmen som – i klassisk forstand – levende billeder, men derimod som en hybrid kunstart, hvor alle delene – billede, musik, drama osv. skulle have betydning. En sjov detalje er, at i en af de mest kendte Hitchcock-scener, nemlig den famøse brusebadsscene fra “Psycho”, hvor Bernhard Hermanns musik er uforglemmelig, mente Hitchcock ikke, at der skulle være musikalsk akkompagnement, men Hermann fik ham overbevist om noget andet. Heldigvis.
