CAPAC

Selv om lydbøger ikke er det samme som rigtige bøger, så er de fremtiden og et godt supplement til bogstavsmylderet på papir. I forbindelse med det kommende bogmarked, kaldet Bogforum, i København, kaster Danmarks Radios kulturafdeling hele fire lydbøger i grams til lytterne. Det drejer sig om Lene Kaaberbølls “Kadaverdoktoren”, Anna Grues “Den skaldede detektiv”, Gretelise Holms “Møgkællinger” og – eneste mandlige og eneste ikke-krimibidrag (symptomatisk?) – Jonas Jonassons “underholdningsroman” “Den hundredårige, der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”. Du kan hente de mange megabytes her – inden d. 19. november.

Omslaget på Torben Billes nye bog “Yeah Yeah Yeah. En krønike om The Beatles” prydes af et sort-hvidt foto, taget af Erik Petersen i 1964. Fotografiet viser et udsnit af publikum ved The Beatles’ legendariske koncerter i København samme år. Taget fra scenekanten. Man kunne godt forestille sig, at det så nogenlunde sådan ud deroppefra, hvor John, Paul, George og Jimmy Nicol var placeret. Hvis de da overhovedet kunne se noget… For høre noget kunne de vist ikke.

Begejstringen lyser ud af de unge mennesker, men der er ikke meget Beatlemania over det. En ung fyr i nappajakke og stribet T-shirt har friseret håret ned i øjnene, og en anden har en kraveløs, grå Beatlesjakke (el. måske hjemmesyet kopi) på. Men ellers er det slående – som Torben selv er inde på – at fotografiet viser ungdommen anno 1964. En ungdom, der mere ligner deres forældre end noget som helst andet. En ungdom, der iklædte sig voksenverdenen ved konfirmationen.

Vi befinder os midt i tresserne, på kanten til “ungdomsoprøret” osv., men er endnu “langt” fra det tidspunkt, hvor ungdommen for alvor begynder at træde i karakter som en særlig afgrænset gruppe af forbrugere med en egen identitet. Ungdommen som et særligt fænomen er forpuppet i dette foto, selv om der er sprækker. Der er langt til 1966-67-68…

Men fotografiet viser også noget andet. Det viser en diskret hovedperson i Torbens bog. For ganske vist er The Beatles selvfølgelig hovedpersonerne i bogen – lige som Torben selv i øvrigt – men også fansene, The Beatles’ entusiastiske publikum spiller en diskret, men central hovedrolle. For, hvor banalt og indlysende det end må lyde, så ville Beatlemania aldrig være blevet noget uden den specifikke klangbund, som den unge Beatlesfans leverede i tresserne. Det skal jeg vende tilbage til.

Torben kalder sin bog en krønike. Og ifølge min gamle fremmedordbog kendetegner det krøniken, at den ikke alene er en kronologisk fremstilling, ‘en historisk fremstilling efter tidsfølgen’, men også har karakter af digt eller ‘skrøne’. Jeg vil hellere formulere det på den måde, at som enhver gedigen historisk fremstilling har krøniken om The Beatles karakter af fortolkning. Nødvendigvis, for der findes ikke slet og ret en historisk sandhed – heller ikke om The Beatles – eller hvis den findes, så skinner den kun igennem i fortolkningen. Og tager Torben fortolkerrollen på sig. Det er befordrende for bogen.

Men “Yeah Yeah Yeah” er mere end en krønike. Krøniken er hovedstykket i bogen og fylder ca. 275 sider. Dertil skal lægges et supplement, der dels består af fire små portrætter af John, Paul, George og Ringo, hvor Torben så at sige sammenfatter og uddyber det billede af gruppens medlemmer, som læseren har fået i løbet af krøniken. Miniportrætter af ti siders længde, hvor de mytologiske billeder af de fire måske ikke ligefrem afmytologiseres, men i hvert fald nuanceres, så personerne fremstår som mere sammensatte og dermed mere levende størrelser, end den mest firkantede mytologi har villet det.

Portrætterne følges om af en fyrre sider lang ‘genanmeldelse’ af Beatles’ album, hvor Torben – igangsat af den nye boksudgave – forsøger det umulige: At vende tilbage og lytte til pladerne, som om det var første gang. Som al nostalgi er det selvfølgelig illusorisk. Og dog. For det er netop karakteristisk ved The Beatles musik, når den er bedst (og det er den for det meste), at den paradoksalt nok lyder, som var det første gang, man lagde øre til den. Og denne “friskhed” er jo netop en af hemmelighederne i fænomenet The Beatles.

Endelig bruger Torben en god snes sider på at følge inspirationens spor efter Beatles. Et emne, der sagtens kunne give anledning til et eller flere større værker, men her begrænser sig til album, teaterstykker m.v., som direkte knytter an til gruppens værk.

Men tilbage til hovedstykket, bogens centrale afsnit, krøniken. The Beatles’ historie er fortalt mange gange, ikke mindst på engelsk, og Torbens bog bygger og trækker selvfølgelig også på de bedste af slagsen, fx Hunter Davies’ uomgængelig monografi, Bob Spitz’ på enhver måde voluminøse og stofmættede fortælling og Ian McDonalds banebrydende, intellektuelle “Revolutionen i hovedet”. Og det sikrer, at fremstillingen bliver informationsmættet, stofrig, fuld af nyttige detaljer og oplysninger, men også med underholdende historier og anekdoter om gruppen og dens medlemmer. Som sådan kunne fortællingen være blevet endnu en i rækken af historiske fremstillinger, men det forhindrer Torbens særlige fortællergreb.

Krøniken begynder med Torbens besøg i Liverpool, hvor han bogstaveligt talt vender tilbage til den kontekst, hvor det hele begyndte. Til de arbejderbydele og huse, hvor hovedpersonerne voksede op. Fidusen ved dette fortællergreb er ikke kun, at vi får en iscenesat, nostalgisk tilbagevenden til oprindelsen med lokalkolorit og aktuel historisk autenticitet, men også, at Torben med et snuptag får skrevet sig selv ind som figur i krøniken. Torben er ikke kun fortælleren, men også en del af det fortalte. Og det gør, for mig at se, en væsentlig forskel for læseren. For det betyder, som indledningsvist antydet, at krøniken ikke kun kommer til at handle om fire musikeres vej til berømmelsens tinder og hinsides det, men også bliver en fortælling om Torben og – i en vis forstand – alle andre “indviede”, dvs. alle “os” andre, der var med dengang, The Beatles og Beatlemania ramte Kulturen og forandrede den for stedse.

Og jeg tror, det er væsentligt, fordi det slet ikke er muligt at forstå eller forklare fænomenet The Beatles uden at få den side med. Men også, fordi det giver krøniken et selvbiografisk tilsnit, der – som selvbiografisk forankrede fiktioner – lader læseren og sine indviede samtidige træde ind i i fortællingen. Og det sker også helt bogstaveligt i løbet af beretningen om de fire. Samtidig med, at vi følger de fire Liverpools vej fra hjembyen via Hamborg og lige lukt ind i Beatlemania, så får vi, omend i fragmenter, historien om Torben fra Sydhavnen og hans forhold til fænomenet. Men vi får også et sideblik til Torbens samtidige. Fx træder vennen og musikeren Billy Cross lyslevende ind i fortællingen for at fortælle sin historie om The Beatles’ betydning. Eller “Benedikte”, som var med ved The Beatles’ optræden i København, og som Torben opsøger og giver en personlig stemme i bogen.

Torbens krønike er – det er umuligt andet – endnu et bidrag til forståelsen af fænomenet. Og det siger måske noget om styrken i Torbens fortælling, at man sidder tilbage med en bestyrket opfattelse af, at fænomenet The Beatles ikke bare var et fænomen blandt andre – sådan som de efterhånden mange og obligatoriske sammenligninger kunne lade en tro – men at der var tale om et unikt, et i ordets egentlige forstand enestående, fænomen. Noget, der kun kunne ske denne ene gang. Og hverken før eller siden.

Til forklaringen hører mange elementer. Mange determinatorer. Og Torbens krønike kommer rundt om mange af dem. Vi kender også de fleste. Talentmassen i gruppen med sangskriverbroderskabet, der i løbet af ganske få år når højder, som få – om nogen – har nået eller overgået siden hen. Konstellationen af fire personligheder, der næppe kunne være mere forskellige, men også – når musikken spillede – kunne falde i hak, indgå i et symbiotisk forhold, som er sjælden. Men især to forhold eller forklaringspunkter har læsningen af Torbens bog skærpet min bevidsthed om.

For det første betydningen af læretiden i Hamborg og tiden lige efter. Firkantet sat op, så var The Beatles røv og nøgler, før de som helt unge mænd drog til den store tyske havnebys forlystelses- og luderkvarterer for at stå i lære som musikere og som gruppe. Som Torben er inde på i sin bog, så spillede Beatles mere i de formative år end noget andet band når at spille i hele dets karriere… Det var på de skrå brædder i Hamborg, gennem et dagligt hårdt program, holdt oppe på bl.a. “ferietabletter”, The Beatles fik sat deres professionalisme på plads, fik samspillet til at falde helt naturligt og fik skabt den ideelle grobund for de efterfølgende års talentudvikling.

For det andet så efterlader Torbens fremstilling af Beatles’ gennembrud i hjemlandet, i USA og i Danmark en med det indtryk, at Beatlemania aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke det var for ungdommen i disse vestlige lande. Stod det alene til pladeselskaberne, pressen, radio- og tv-stationerne, journalisterne, koncertarrangørerne osv., så ville The Beatles aldrig være blevet til et fænomen. Men den udbredte modstand, de etablerede repræsenterede, blev ophævet af den begejstring, Beatles musik vakte hos de unge. Torbens beskrivelse lader en ane, at ganske vist kom Beatles med fornyelse af populærmusikken, et overstrømmende talent, en uhørt energi, et til stadighed overraskende nærvær osv., men alle disse kvaliteter modsvaredes også af et ungt publikum, der var klar til at sætte sig selv fri, slippe tøjlerne, slippe energien løs. Jeg tror, og Torbens krønike bekræfter det, at The Beatles’ held var, at gruppen med sit ubestridelige kreative potentiale skrev sig ind i en unik, historisk situation, som vi endnu ikke helt har forstået. Vi, de “indviede”, der var med dengang, forstod det ikke dengang, men oplevede det “bare”. Og dette billede gentager sig i bogens små personlige beretninger om det første møde med gruppens musik. Torbens eget og de andre medvirkendes. Og de små anekdoter bekræfter på mikroplan, hvad der skete på Beatlemanias makroplan. Til billedet hører også, at den ungdommelige energi rev de ældre generationer med sig. Mangen et oprindeligt forbehold smuldrede eller blev fejet bort i glemslens mørke.
Et andet tankevækkende forhold, som Torben også får skærpet ens bevidsthed om i krøniken om The Beatles’ storhed og ophør (ikke fald), er tidsfaktoren. Som bekendt er vi i 50-året for gruppens allertidligste start, og det vil sige, at gruppen med god vilje havde en karriere på 10 år. Det er slet og ret imponerende, hvad gruppen nåede på det tiår med hensyn til koncertaktivitet, sangskrivning osv.
Jeg vil ikke følge Torben helt til dørs. Men han følger gruppen helt til dørs. Gennem den første fase, hvor de arbejder around the clock med hektisk koncertaktivitet og pladeindspilninger i “pauserne”, til den anden fase, hvor Beatlemania og stadig mere avanceret pladeproduktion gør det umuligt at gøre det, de måske var bedst til, når regnskabet skal gøre op: optræde for et publikum. Og frem til den uomgængelige opløsning af gruppen på et tidspunkt, hvor kreativiteten langt fra var udslukt, men hvor de fire individer var vokset fra hinanden.

Torben fortæller krøniken med et skarpt, kritisk, men også muntert, blik for udviklingens alt andet end éntydige forløb, personligt konfliktstof, mytologiske fordrejninger osv. Alt bliver anskuet gennem det personlige filter, der blev lagt ned over krøniken fra starten af, alt bliver vejet, vurderet og kommenteret med Torbens velkendte friske, pointerende stil, der ofte lægger op til citat. Af det foregående skulle gerne være fremgået, at jeg synes, der er tale om en vellykket krønike. Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at det er den bedste Beatlesbog på dansk, man kan finde, og jeg har svært ved at forestille mig, at den vil blive overgået i mange år frem. Styrken i bogen er den personlige, ja næsten esoteriske fortolkning af Beatleshistorien. Torben er – som undertegnede – en af de “indviede”, der var med, da de sneede. Til allersidst skriver Torben: “Ville verden have været den samme uden John, Paul, George og Ringo og det, de gjorde ved hinanden og os? For den, der skriver dette, er det så uimodsigeligt som jordens runding, at hvis man ikke kan høre undertonerne i og rækkevidden af de tre ord ‘yeah, yeah, yeah’, kan man ikke sige, at man har levet fuldt og helt.” Punktum. Spørgsmålet er selvsagt retorisk. Bogen giver svaret. Spørgsmålet er så, om efterkommerne kan dele denne passionerede erfaring? Vil senere generationer kunne fatte denne rækkevidde? Det vil jeg overlade til andre – yngre læsere og lyttere – at svare på . Hermed er min begejstrede anbefaling givet videre.

Tilbagespoling: Torben Bille – Når lyset bryder frem

I anledning af offentliggørelsen af Keith Richards selvbiografi Livet/ Life, vil jeg lige gøre opmærksom på et on-line-interview med manden selv. Det er – igen – NPR, amerikanernes public service-tilbud, der står for det. Et underholdende, informativt interview, som enhver fans af Stones og Richard bør unde sig at lytte til. Blandt andet kan man høre, hvad Richard har at sige om forholdet mellem Beatles og Stones. Her.

Litteraturen om Bob Dylan er vokset stødt gennem de sidste mange år. Det ene biografiske værk efter det andet har forsøgt at trænge ind i til mennesket bag sangene. Det biografiske begær trives til stadighed på bedste – eller værste – vis. Selv har jeg undgået disse værker, for jeg er af den formening, at man bedst forstår Dylans betydning gennem hans sange – og dernæst gennem deres betydning for de efterhånden mange generationer, der har fulgt ham i tykt og tyndt. Netop derfor kan Princeton-historikeren Sean Wilentzs nye bog “Bob Dylan in America” (Doubleday) være interessant. Her er synsvinklen ikke den nyfigne snagen i Dylans private liv, men Dylans kulturhistoriske betydning som sangskriver. Og det vil også sige: At forsøge at finde et dækkende svar på, hvor netop han (lige som The Beatles) fik den unikke betydning, han fik. Og hvorfor der ikke er kommet en ny Dylan siden hen?

I næste måned udkommer Jerry Halls selvbiografiske billedbog My Life In Pictures. Den fotogene model og tidligere samlever til Mick Jagger ved nok, hvordan hun skal sælge varen. Selvfølgelig skal selvbiografien være en fotobog. Men det hjælper også på salget at bringe saftigt sladder til torvs. I den kulørte engelske presse har Hall således beskrevet Mick som en “sexual predator” og en “serial seducer”. Mick kunne angiveligt ikke holde sig fra andre damer, medens han stod i forhold til Hall – og den slags sidespring gør man ikke ustraffet. Især ikke, hvis det kan lokke nogle flere til at købe bogen…

Efterårsbogsæsonen står for døren, og en af de musikbøger, der må være af interesse for musikinteresserede er journalisten Jan Poulsens store bog om punken i Danmark. Mig bekendt er det den første samlede fremstilling af, hvad der skete under overskriften punk. Min egen uforgribelige mening om bogen, må I vente med, men Jan Poulsen har givet et interview her, hvor man kan få indtryk af, hvad han ville med bogen.

Journalisten og forfatteren Kristen Bjørnkjær blev kendt i en større offentlighed, da han udgav digtsamlingen “Kærestesorger” i 1976. Digtsamlingen blev noget så sjældent som en lyrisk sællert. Forklaringen på successen var, at Bjørnkjær med sine digte om en følsom mands kærlighedskvaler og -oplevelser ramte tidsånden lige i solar plexus. Vi befandt os midt i halvfjerdserne, hvor kvindekamp og feminisme var ved at sætte en ny dagsorden for det, man kaldte “kønsrollerne”, og man havde opfundet den “bløde” mand, der også kunne tale om følelser…

Jeg kan huske, at digtsamlingen også var et hit blandt mine litteraturstuderende fæller. Selv var jeg mere forbeholden. Jeg foretrak de modernistiske digtere, der ikke solgte stort. En forkærlighed, jeg havde haft siden folkeskolen. Men jeg sagde det ikke højt, for 50.000 læsere kunne vel ikke tage fejl, vel? Det var i knækprosaens tid, hvor det handlede mere om at skrive realistisk rapporterende fra en æggebakke, en gulvspand eller et forkvaklet kønsliv end om at dyrke poesiens mere utilgængelige æstetiske og sproglige sider. Ganske vist var Bjørnkjærs samling langt bedre end knækprosabøgerne, men alligevel for langt fra den poesi, jeg elskede og stadigvæk holder af.

Jeg fik dog interesse for Bjørnkjærs særlige sprogtone. En særlig afart af jysk lune, en særlig let ironisk distance til virkeligheden, som jeg sidenhen har genfundet hos journalisten Bjørnkjær, og som har gjort ham til en af mine favoritter blandt spinatfuglene på Information.

Og det er også denne specielle sprogtone, der bærer erindringsbogen. Og gør den til en særlig læseoplevelse.

Erindringerne er en fortælling om den unge Kristens vej fra flækken Fløjstrup ved århus til en stilling som kulturredaktør ved Information i Københavnstrup. En rejse, hvor Bjørnkjær bevæger sig mellem journalistikkens Scylla og kunstens Carybdis på sin rejse gennem det satans liv. Journalistikken giver brød på bordet og mulighed for at dyrke kærligheden til avantgarde-kunsten på den anden side.

Undervejs fra det århusianske eksperimenterende kunstmiljø til København møder man flere af nutidens kulturpinger – Per Kirkeby, Hans Jørgen Nielsen, Dan Turèll, Klaus Rifbjerg m.fl. – i små skarpe portrætter, der føjer nuancer til det image, de siden har fået. Historien om Dan Turèll i ørkenen i pelsfrakke, vil jeg sent glemme. Bjørnkjær fortæller uimponeret, ærligt om sine oplevelser med kultureliten. Og der er ikke et gran af intellektualisme, benovelse eller koketteri over hans name dropping. Heldigvis for det.

Bogen er også en fortælling om hovedpersonens successer og fiaskoer i kærlighedslivet. Hvor han, som man selv skriver, gang på gang bliver reddet af gong-gongen i det professionelle liv,  og så at sige har held i sprøjten, så går det ganske anderledes i kærlighedslivet. I det mest autentiske, nøgne og usminkede afsnit fortæller Bjørnkjær om et langvarigt og smerteligt lærerigt utroskabsforhold, hvis konsekvenser kommer til at præge hans voksne liv dybt og varigt. Historien fortælles med den bjørnkjærske nedtonede distance og helt uden bitterhed. Nærmest med en form for taknemmelighed over for de knubs, kærlighedslivet har givet ham. Afsnittet er som sagt det bedste i bogen, og gør i sig selv bogen værd at læse. Men ellers er dens kvalitet, at den giver en fint billede af tresserne og halvfjerdserne, som et velkomment korrektiv til den i forvejen dybt mytologiserede periode. Hermed varmt anbefalet.

Søvnløshed er et symptom. Ikke kun for den enkelte, der lider under søvnløsheden, men for hele den moderne civilisation. Søvnløsheden er et mentalt symptom – ‘ tegn ‘ – der modsvarer den rastløshed, stundesløshed, der præger moderniteten.

I moderniteten arbejdes der konstant. Det samme er tilfældet i vores hjerner. Vi har svært ved at finde rast og ro. Selv i søvnen arbejder det ubevidste videre. Selv om natten går tingene ikke helt i stå. Der er maskiner, der kører uafbrudt. Lys , der brænder. Nogle går på arbejde, medens andre sover – eller forsøger at sove. Moderniteten er støjende og urolig. Det ligger i dens natur. Dens fremskridts- og fremtidsorienterede stræben. Dens begær efter vækst, forandring, udvikling osv. Derfor er der ikke rum til døden eller søvnen. Dødens tabuiseres ikke, som man ellers er tilbøjelig til at mene. Den fortrænges blot, skubbes til side, udgrænses – indtil den indfinder sig. Og søvnen, som kroppene ikke kan undvære, bliver et begæret objekt i al dettes ord dobbelthed. At begære er ikke at ville begære, ifølge en fransk psykoanalytiker. Vi vil (ikke) søvnen og holdes vågne, indtil søvnen alligevel overmander os.

I moderniteten er vi også forbrugere og sælgere. Som Zygmunt Bauman er inde på, så er vi mere konsumenter end producenter. Vi skal alle leve på markedet, hvor vi skal forbruge. Men er vi ikke også alle sælgere i en eller anden forstand? Ingen sælgere uden konsumenter og omvendt. Vi har alle noget at sælge. Fx vores arbejdskraft. Sælgeren er med andre ord en næsten arketypisk figur i det moderne.

Arthur Miller skrev et skuespil om denne figurs tragedie. I Bent Otto Hansens lille bog “Jeg kan ikke sove” møder vi netop en sælger, der ikke kan sove. En ung sælger, der lider af søvnløshed og derfor har svært ved at passe sit sælgerjob og sit liv i øvrigt. Derfor søger han hjælp på en anden person, der kaldes en “levende modspiller”. Det giver anledning til en række møder – fjorten i alt ‘ hvor de to snakker sammen. Fjorten dialoger, der dog mere ligner psykoanalytiske møder end egentlige samtaler. Ligheden med det psykoanalytiske session er mere end tilfældig. Selv om “analytikeren” snakker mere end den klassiske analyse foreskriver, så er der mere tale om en person, der lytter og kommenterer end en egentlig samtalepartner. Der er selvfølgelig også tale om overføring, som man siger i psykoanalysen.

Den unge man kommer troskyldigt til møderne (som han selv betaler for), selv om han irriteres og generes,fordi han formoder, at modspilleren har de svar, han søger. Men som han selv skal tale sig frem til.Og det går da også et stykke ad vejen efter den psykoanalytiske manual. Symptomet ‘ søvnløsheden ‘ forsvinder. Men blot for at blive erstattet af et andet. Den unge sælger begynder at græde.

Jeg skal ikke afsløre, hvordan den lille fortælling ender, for det ville svare til at afsløre, hvem morderen var i en kriminalroman. Og de to genrer ‘ psykoanalyse og kriminalromanen ‘ har jeg spændingsmomentet og afsløringen til fælles. Det er sådan set heller ikke det mest interessante. Det interessante er vejen derhen. Dialogen mellem sælgeren og hans modspiller er det vigtigste. Og den adskiller sig som nævnt fra diskursen i psykoanalysen. Faktisk minder den mere om dialogen i absurde teaterstykker, som vi kender dem fra fx Samuel Beckett, Eugene Onesco m.fl. Stykker, der jo netop også afspejler modernitetens tab af mening. Dens radikale meningsløshed. Den meningsløshed, der får os til at le, fordi latteren måske er det eneste adækvate svar, der er på den.

Sådan også i Bent Otto Hansens bog. Specielt i første del af bogen kunne jeg ikke lade være med at klukle over de absurde ordudvekslinger. Dermed har jeg også tangeret bogens ‘ fiktionens ‘ svaghed, som jeg læser den. Hvis udgangspunktet er den absurde humor, den befordrende og befriende galskab, så taber bogen højde hen mod slutningen, hvor alvoren tager over.

Uden at afsløre, hvordan det ender, så vil jeg mene, at udgangen er forudsigelig og pæn. En vis realisme melder sig, og det er lidt synd. Synes jeg. Der er jo netop tale om en “fiktion”, og i fiktionen behøver historien ikke at udvikle sig efter bogen. Lige som en analyse ikke behøver at ende med, at den analyserede bliver “kureret” for sine lidelser og bliver symptomfri. Faktisk er der mange kunstnere og forfattere, der har afbrudt deres analyse, fordi de ikke ville miste deres symtomer…

Men ‘ trods mit forbehold ‘ vil jeg godt anbefale jer at læse Bent Otto Hansen 60 sider lange fiktion. Så vil i bruge tiden bedre end i selskab med mange af de elendige krimier, der er i handlen.

PS. Bent Otto Hansens (også kendt som Beologen) bog kan bl.a. købes hos www.saxo.com.

Ingen tvivl om det: Hvis det ikke havde været for Penguins paperbacks, så havde min indføring i det engelske sprog og den engelske kultur gået meget mere trægt. Det var de slidtstærke paperbacks, vi brugte i gymnasiet. Og det var også dem, jeg tyede til siden, når det skulle spares penge på bogindkøb – uden at kvaliteten skulle sættes over styr. Nu fylder pingvinen 75.

Forleden forvildede jeg mig ind i århus’ (undskyld, borgmester Wammen, Aarhus’!) midte, og et regnskyld fik mig til at gå ind i Vangsgaards bogudsalg i Frederiks gågade. Jeg kunne jo lige fordrive tiden med at kigge på en bog, jeg havde set i vinduet. En dansk biografi om Paul Mccartney. Men det var nu ikke den, jeg kom ud med.

I stedet fik jeg omsider fat i et eksemplar af forfatteren og journalisten Hans Jørgen Nielsen posthume artikelsamling Nye Sprog Nye Verdener. En samling artikler om kunst og kultur, som undertitlen fortæller.
Ud over at være romanforfatter og digter, så var Nielsen også en autodidakt kulturskribent, der skrev og reflekterede over alle afskygninger af kulturen. Fra fodbold over grafitti til beat. Og netop hans pladeanmeldelser og andre skriverier om beat var nogle af de første seriøse skriverier på felt, som jeg stødte på som ganske grøn musikinteresseret i læsesalen på Sædding Skoles Skolebibliotek.

Her læste jeg med glubende appetit Nielsens artikler i Information. Jeg forstod nok ikke det hele, men blev vældig grebet af engagementet. Specielt en anmeldelse af Captain Beefhearts album Lick My Decals Off, Baby fra 1970 gjorde stort indtryk. Den er (desværre) ikke med i omtalte bog, men det er der til gengæld så mange andre der er.

I går aftes kunne man på P1 høre fotografen Bent Rej fortælle om dengang i tresserne, hvor han fotograferede de musikere og kunstnere, som i årene efter blev ikoner for de generationer, der voksede op: Beatles, Stones, Dylan, Hendrix og så videre. Sikkert til den nyfigne interviewers skuffelse så var Bent Rej ikke specielt imponeret af sin bedrift. Han var en pressefotograf på arbejde og var der tilfældigvis, da Beatles kom til Danmark. Og der var ikke noget særligt i, at han blev gode venner med Brian Jones fra The Rolling Stones, som boede in cognito hos Rej og konen som “konens fætter fra landet”. Rej mente, at han nok havde brug for lidt fred og ro. Og Bent kunne til gengæld bo hos Brian i London, når han ville. Bent tog sine billeder og takkede af, da stjernerne blev så store, at det blev besværligt at få adgang til dem. Med Rejs eget ordvalg, så blev scenen grim – efter 1967. Han skulle i øvrigt også videre. Han ville være reklamefotograf.

Nu har han så doneret sin samling af foto til det nye museum for rock, Danmarks Rockmuseum.

I det seneste nummer af DSBs Ud & Se (som kan hentes ned som pdf-fil hos DSB) kan man se et udvalg af Rejs fotografier. Her er den unge, uskyldigt udseende Marianne Faithfull, en ung Keith Richard med hund, en svedig Lennon, der trykker Help! af i mikrofonen, et pasfotolignende snapshot af Peter Noone (Herman’s Hermits) m.fl. Og fotografierne ledsages af en tekst af Lasse Ellegaard, hvor man kan mærke, at Lasse var med, da det sneede og endnu har følelsen af de strømførende lag i sig. Drømmen er ikke slukt…

Rolling Stones i Finland 1965

For snart længe siden kunne min blogven Uffe fortælle om Belinda Carlisles afsløringer af bagsiden af det udadtil velfriserede, flinkeskole-new-wave-band The Go-Gos image: Et liv i overhalingsbanen, hvor ingen stimulanser var fremmede for bandets medlemmer og et syndigt liv var normen.

Og nu får vi så mulighed for at dykke længere ned i moradset i Belinda Carlisles nye selvbiografi med den lovende titel “Lips Unsealed” – en tvetydig titel, der også alluderer til Go-Go’s’s 1981-hit “Our Lips Are Sealed“. At dømme ud fra forskræppene til bogen, så er det en fortælling om en amerikansk pige, der allerede som teenager lever et dobbeltliv som feteret cheerleader og butikstyv, en spaltning, der følger i årene frem, hvor hun udadtil fremstår som den pæne pige fra det sydlige Californien, som enhver svigermoder drømmer om, men uden for rampelyset overskrider hun alle de grænser, som pæne piger formodes at holde sig inden for.

Men det er også historien om fire ungmøer, der bliver inspireret af den ny musik – navnlig punken – til at danne et band, selv om de dårligt nok kunne spille og ingen anelse havde om, hvordan man gebærdede sig på en scene. The Go-Gos fik som bekendt stor succes som en poppet udgave af new wave. Og i årene frem til opløsningen i 1985 var det en lang fest, hvor Carlisle erhvervede sig en cocainafhængighed, som det tog hende mange år at komme ud af igen.Belinda er 51, har fået styr på sit liv, lever i Frankrig, hvor hun i 2007 udgav sit syvende soloalbum, Voilà, med franske sange. Go-Gos er blevet gendannet i dette årti, og der er vist planer om en kommende afskedsturné.

Det er ikke hver dag, der udkommer en bog om Captain Beefheart – og da slet ikke på dansk. Så jeg betragter det som en lille begivenhed, at min fagfælle og kender udi amerikansk undergrundslitteratur, filmmager, journalist m.m. Lars Movin har udsendt bogen “Captain Beefheart” på det lille poesi- og kunstdyrkende feinschmeckerforlag Bebop. Jeg har endnu ikke fået læst den, men det vil jeg gøre. Medens jeg venter på, at den dukker op i min postkasse, lytter jeg til Kaptajnens på samme tid repektfulde og -løse omgang med amerikansk blues- og rocktradion på albummet “Strictly Personal” fra 1968. At lytte til Beefheart er som at få ører påny. Det er musik med rødder, og samtidig er det mærkeligt uden for tid og sted. Som et godt stykke poesi. Jeg glemmer aldrig den første gang, jeg hørte Beefheart. Det var dobbeltalbummet Trout Mask Replica – på grammofonplade, selvfølgelig. Jeg havde hørt lidt på P3 og troede ikke mine egne ører. Kunne man spille sådan!? Var det overhovedet musik?! Ja, det var det. Og mine ører blev aldrig de samme igen. Og jeg har siden været en stor fan. Jeg kan ikke blive træt af hans musik, men kan undertiden godt få nok….

Gense og -hør også kaptajnen i Cannes 1968 – åh, manner…

Det gode ved erindringen er, at den har den forunderlige evne, at den kan filtrere ens oplevelser. Sagt på en anden måde: Den skal skille skæg fra snot, dårlige oplevelser fra gode – og lade fortiden fremstå i nostalgiens forklarende lys. I hvert fald nogle gange. Og sådan har jeg det med meget af min skoletid. Når jeg kigger i det rosenrøde lys i bakspejlet, så behøver jeg ikke at se mobberiet, de uendeligt kedsommelige timer, gulvsvaberen i gymnastiklokalet, svømmetimerne i Grådybbadets iskolde morgenvand osv.

Sådan er det også med min timer i latin og oldtidskundskab. Latin havde jeg allerede i realskolen, hvor jeg terpede grammatik og læste Mikkelsens blå latinbog – for at slutte af med den “lille latinprøve”. Bævrende nervøs vis-à-vis frk. Hvass, der slet ikke var, som navnet ellers kunne forlede en til at tro.

I gymnasiet gjaldt det så den “store latinprøve”. Og læsningen af tekster om de puniske krige, øvelser med ablativer og latinske verber blev udvidet med hadefaget oldtidskundskab – kaldet “oldævl”. Men jeg hadede ikke dette fag. For jeg har altid haft en svaghed for historiske fag og var begavet med en lærer – Røde Knud – der formåede at gøre faget levende og beåndet. Blandt andet var han god til at inddrage litteratur, der kunne uddybe det, man beskæftigede sig med i timerne. En af bøgerne har jeg endnu. En tynd fin sag om retorikeren Cicero. Indkøbt på Strøget i Esbjerg.

Og forleden fik jeg fat i en kopi af et andet værk, som jeg ofte har tænkt på, siden jeg forlod gymnasiet. Suetons Romerske Kejsere, der udkom i Thaning & Appels Klassikerbibliotek i 1963 i to bind med forord af selveste Leo Hjortsø. Jeg kan huske, hvordan vores lærer læste passager op af Suetons portrætter af de forskellige kejsere og dermed var med til at sætte kød på de indre billeder man havde dannet sig ud fra de tørre tekster. Specielt husker jeg – og det siger selvfølgelig en del om den spirende alder, man var i – hvordan kejsernes seksuelle udskejelser blev omtalt (herunder omtalen af Cæsar som hærens største horebuk!). Og hvordan vores lærer satte den romerske kulturs forfald i forbindelse med kejserdømmets gradvise dekandence og moralske opløsning. Jovist. Dengang forstod man at belære ungdommen.

Til historien hører også, at jeg senere i gymnasiet fik en i ordets egentlige betydning enestående mulighed for at parodiere samme lærer ved gymnasiets årsrevy. En optræden, som både Knud og hans frue syntes godt om – og som forblev min eneste teatralske præstation…

I mit barndomshjem var der ikke mange bøger. På den ene boghylde, vi havde, stod der mestendels min faders bøger om alm. sømandskab (som han omhyggeligt havde indbundet i kraftig lærred med syninger), en tilsvarende lægebog (hvorfra min første viden om veneriske sygdomme, graviditet og andre kønsspørgsmål blev hentet med stor og undrende appetit), en søfartens hvem-hvad-hvor, hvor min far var afbildet og min eksistens lige netop nævntes), nogle sort-hvidt illustrerede årbøger om de første år i halvtredserne. Det var sådan cirka det. Ikke just en dør til viden.

Men på et tidspunkt fik jeg så selv en bog, der ikke var den rene fiktion, nemlig Poitikens håndbog “Min Hobby” i et bind. En udgivelse, der allerede udkom i fyrrerne og i både to og trebindsudgaver. Min var grøn og i et bind. Jeg har den desværre ikke mere, men går ud fra, at den stammer fra starten af tresserne. Og det var nok også i det årti, man ophørte med at lave den slags bøger. Altså bøger om, hvordan friske drenge og unge mænd med spejderånd og opfindsomhed kunne lave spændende ting til at forlyste sig selv og andre med. Fx drager, modelfly, krystalradioer og huler. Den tid er forbi. I dag kan du sagtens få håndbøger – også hos Politiken – men emnerne er ikke hobbyprægede, som dengang.

Min Hobby var fuld af instruktive og detaljerede gennemgange af, hvilke værktøjer og materialer, man skulle bruge og illustreret af små fine pennetegninger, der viste processen og det færdige resultat. Jeg var især fascineret af en bestemt hule, man kunne bygge af et grantræ. Og jeg kan endnu se, hvordan tegningen så ud, og huske, hvordan jeg fantaserede om at lave en sådan hule ude i krattet i Vognbølparken. Det blev aldrig til noget, men jeg drømte ofte den drøm. ”

Min Hobby var nok min barndoms svar på det velassorterede bibliotek og internettet. Den var et af mine første møder med pædagogisk oplysning og vidensformidling. Derfor har jeg altid haft en svaghed for den slags håndbøger. At det så siden kom til at handle om filosofihistorie og psykoanalyse er en anden sag.