CAPAC

I det nærliggende supermarked var det aktuelle bogudsalg placeret lige ved indgangen med en række store øer, der fristede med trykfriske bøger. Og så pakker min gode vilje sammen og kravler ned og gemmer sig  i lommen.

Bøger er i dag – mere end nogensinde – blevet en vare på linje med alt andet. Meget passende stod bogudsalget, hvor discountvarerne ellers fylder op. Og udbuddet af bøger i dette supermarked afslører, at det drejer sig om købmandsskab og ikke om litteraturformidling. Dan Brown, Stieg Larsson, samtalebøger, portrætter af folk fra underholdningsindustrien, sportens verden og politiken plus det løse.

Og blandt “det løse ” faldt mit blik på et indbydende foto af kåldolmere. En lille bitte bunke af Camilla Plums bog “Mormors mad – mad til dem der ved alt om wok og pasta, men savner mormors gryder” var til fals for 70 kr. Smukt layoutet med nostalgiske billeder fra husholdningens historie og – ikke mindst – appetitvækkende fotos af de omtalte retter. På en tom mave var jeg forsvarsløs over for bogens appel. Hvornår har jeg egentig selv fået rigtig hjemmelavet marmorkage? Eller hjemmelavet biksemad? Denne lidt uglesete delikatesse, som slet ikke kan sammenlignes med de plastikposebiksemadder, som enhver discountforretning faldbyder. For slet ikke at tale om kalvefrikadeller, bøf lindstrøm, bøf stroganof, kalvelever, bankekød, æblekage med gele, kræmmerhuse med flødeskum og jordbærsyltetøj osv. osv.!?

Bogen er en fornem dokumentation af, at SELVFØLGELIG har vi en dansk madkultur – og havde det, før NOrdisk MAd blev den nyeste trend inden for den finere madlavning. For mit vedkommende er bogen en nostalgisk rejse ind i det køkken, min egen mor fremtryllede i sine bedste år.Jeg faldt ned i en tidslomme der midt i supermarkedet.
PS. Jo, jeg blev virkelig forført. For det viser sig ved nærmere eftersyn, at bogen er identisk med bogen Umoderne Mad, som jeg har i forvejen. Jeg er for nem. Nogen derude, der mangler en god kogebog? ;)

TILBAGESPOLING 1 – TILBAGESPOLING 2

Det var slet ikke meningen, men når man har en rygrad som et stykke kogt makaroni og alligevel skal ind i boghandlen, så skal det gå galt. Og jeg var da heller ikke mere end lige kommet ind bag glasdøren, før Morten Pills leksikon om “Danske Filminstruktører” nærmest sprang mig i møde. Og jeg har en svaghed for både gode håndbøger – og for Informations mangeårige nestor på filmområdet, Morten Piil. Morten Pills små filmomtaler i fredagsudgaven af Information er en af den væsentlige grunde til, at jeg stadigvæk holder avisen (i weekenden). Og jeg har haft stor glæde af hans to andre leksikalske værker, Gyldendals Filmguide og Danske filmskuespillere. Så der var ikke nogen vej uden om. Kun ned i indkøbsposen. Der var også et par andre, som jeg måske vender tilbage til…

Fruen var i det gavmilde hjørne i dag og hjembragte en udsalgsbog til undertegnede. Titlen er Planet Rock, og der er tale om en såkaldt coffee table book, der pr. definition ikke kun – måske endda kun i anden omgang – er lavet med henblik på læsning, men også, og altså måske især, som dekorativt objekt.

Bogen er lavet af forlaget Murray Books, der har specialiseret sig i – som det brandende hedder på deres hjemmeside – “Beautifully designed and illustrated Books for the Connaisseur“. “Planet Rock” er en såkaldt Collector’s Edition på små 170 sider og udformet som en long-playing Grammofonplade med riller og hul i midten… Indholdet er en slags musikhistorie, der dækker tresserne, halvfjerdserne og firserne. Og der fokuseres på enkelte navne ud fra et ikke helt gennemskueligt kriterium. Rock er det heller ikke hele vejen igennem, for hvad har Nana Mouskouri, Charles Aznavour eller Mireille Mattieu med rock at gøre? Det meste af bogen består af små leksikalske artikler om navne i populærmusikken fra den omtalte periode. Og så er bogen fuld af en række fornemme fotos, der udgør bogens særlige attraktion.

Markedsmekanismerne har splittet den gamle, årlige bogudsalg op i mindre bidder. Og en af de større bidder – Bog & idés, Bøger & papirs og BOGhandlerens samlede udsalg – løber af stablen den 31. januar. En søndag! Om jeg får taget mig sammen er tvivlsomt. Det var meget bedre i gamle dage! PS. Kataloget er på gaden – og man kan bl.a. få trebindsværket Tankens Magt for små 400 kr. Så ved I det.

Patti Smiths nye bog “Just Kids” er fortællingen om Pattis og vennen, fotografen Robert Mapplethorpes år i midten af tresserne, hvor de som mange andre i deres generation drog til storbyen – New York i dette tilfælde – for at skabe sig et bedre liv, end det de kom fra. Det var de år, hvor alt synes muligt. Kulturelt, kunstnerisk, økonomisk, seksuelt…

Når man læser anmeldelserne af bogen på nettet, kan man forstå, at Patti Smith ikke kan løbe fra, at hun først og fremmest er sangskriver og lyriker. Det præger hendes prosa – på godt og ondt. Men jeg vil nu læse den alligevel.

Fejring af den nye bog

En af dagens små, men ikke desto mindre tankevækkende, nyheder er, at Enid Blyton gennem næsten 30 år blev udelukket fra at få sine bøger læst op i BBC. Enid Blyton, som jeg tidligere har skrevet om, var forfatter til blandt andet min barndoms bøger om De 5. I følge nyheden henvendte hun sig allerede til BBC i 1936, men blev afvist, fordi man mente at hendes bøger var for letbenede og ikke-litterære. Herhjemme ville man have sagt, at de var underlødige. Først i 1963 slap hun gennem nåleøjet, men man var stadigvæk forbeholden over for forfatterskabet, der havde stor succes uden for BBCs institution. I samme forbindelse kan man læse, at BBC nu er ved at lave en film om Enid Blyton med Helena Bonham Carter i hovedrollen. The Times are sørme changin’. Når jeg tænker på BBC, så tænker jeg ofte på kvalitetsprogrammer af høj kvalitet, men også på de mange gange, hvor BBC bandlyste pop- og rocksange, fordi deres tekster havde en karakter, som man ville forskåne lytterne for at lægge ører til. Men tresserne ændrede på det også…
PS. I følge forfatterindens eneste overlevende datter havde Enid Blyton et følelsesliv som en 13-årig.

Hvis Woodstock var en næsten uforklarligt monument over tressernes Peace, Love and Understanding-filosofi, så var Altamont drømmens død. For nylig udkom en nyrestaureret udgave af Rolling Stones’ optræden på samme festival på dvd; og nogenlunde samtidigt har fotografen Ethan A. Russell sammen med Gerard Van Der Leun udsender en coffee-table-bog med fotos og beretninger om Altamont med titlen “Let it Bleed: The Rolling Stones, Altamont, and the End of the Sixties”. På ca. 256 sider sendes læseren tilbage til dengang og får indblik i, hvad der skete på og bag scenen. Et must for alle, der interesseret sig for perioden.

Lou Reed er vel det nærmeste man kommer indbegrebet af en cool metropolrockmusiker og -poet. Læderjakke, sorte solbriller og a walk on the wild side. Men det er selvfølgelig mest af alt et image, bygget op gennem rækken af plader med Velvet Underground og igennem solokarrieren. For – som alle andre – har Lou Reed også andre sider. Personligheden har mange døre. Vi ved, at han flirter med østlig filosofi og mystik. Og så er der også en Mother Natures Son og en romantiker i hans personlighed. Dette personlighedstræk kan man få indtryk af i en ny fotobog, som Reed har udgivet med titlen Romanticism (forlaget Steild). En kavalkade kan man se her. Det er i øvrigt Reeds tredje fotobog.

I sin underholdende skildring af tresserne, “Bar røv i tresserne”, henviser Ole Grünbaum løbende til den musik, der spillede som et lydspor til provokationerne og de happenings, han var en del af. Og erindringen er som bekendt ikke altid et sandhedsvidne. Fx husker Ole et Stones-album med titlen “Sympathy for the Devil”.

Men han mener selvfølgelig “Beggars Banquet”, som benævnte sang er en del af. Men sådan går det jo, når erindringen spiller en et pus.

Det fik mig så til at tænke på, at netop den sang nok er en af Stones’ mest omdiskuterede. I sangen – som Mick Jagger skrev – indtages djævelens synspunkt. Jagger, der er og altid har været bandets intellektuelle alibi, hentede sin inspiration fra Dylan, fransk digtekunst og Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita, som citeres mere eller mindre skjult i sangteksten. Men samtidig er sangen også en almenpolitisk kommentar til tiden og den drejning, som den menneskelige historie har taget i den endeløse (?) kamp mellem det onde og det gode. Sangen fik en ekstra dimension, da Stones spillede den på Altamont-festivalen, hippie-make-peace-not-love-festivalernes antiklimaks…

Please allow me to introduce myself
I’m a man of wealth and taste
I’ve been around for a long, long year
Stole many a man’s soul and faith

And I was ’round when Jesus Christ
Had his moment of doubt and pain
Made damn sure that Pilate
Washed his hands and sealed his fate

Pleased to meet you
Hope you guess my name
But what’s puzzling you
Is the nature of my game

I stuck around St. Petersburg
When I saw it was a time for a change
Killed the Czar and his ministers
Anastasia screamed in vain

I rode a tank
in the general’s rank
When the Blitzkrieg raged
And the bodies stank

Pleased to meet you
Hope you guess my name, oh yeah
Ah, what’s puzzling you
Is the nature of my game, oh yeah
(woo woo, woo woo)

I watched with glee
While your kings and queens
Fought for ten decades
For the gods they made
(woo woo, woo woo)

I shouted out,
“Who killed the Kennedys?”
When after all
It was you and me
(who who, who who)

Let me please introduce myself
I’m a man of wealth and taste
And I laid traps for troubadours
Who get killed before they reached Bombay
(woo woo, who who)

Pleased to meet you
Hope you guessed my name, oh yeah
(who who)
But what’s puzzling you
Is the nature of my game, oh yeah, get down, baby
(who who, who who)

Pleased to meet you
Hope you guessed my name, oh yeah
But what’s confusing you
Is just the nature of my game
(woo woo, who who)

Just as every cop is a criminal
And all the sinners saints
As heads is tails
Just call me Lucifer
‘Cause I’m in need of some restraint
(who who, who who)

So if you meet me
Have some courtesy
Have some sympathy, have some taste
(woo woo)
Use all your well-learned politesse
Or I’ll lay your soul to waste, mmm yeah
(woo woo, woo woo)

Pleased to meet you
Hope you guessed my name, mmm yeah
(who who)
But what’s puzzling you
Is the nature of my game, mmm mean it, get down
(woo woo, woo woo)

Woo, who
Oh yeah, get on down
Oh yeah
Oh yeah!
(woo woo)

Tell me baby, what’s my name
Tell me honey, can ya guess my name
Tell me baby, what’s my name
I tell you one time, you’re to blame

Oh, who
woo, woo
Woo, who
Woo, woo
Woo, who, who
Woo, who, who
Oh, yeah

What’s my name
Tell me, baby, what’s my name
Tell me, sweetie, what’s my name

Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Oh, yeah
Woo woo
Woo woo

“Dylans Blonde on Blonde er et brag af en fed surrealistisk erkendelse, Jefferson Airplanes Surrealistic Pillow er vild og inderlig, Janis Joplins rå sex vibrerer langt ind i maven, Ultimate Spinach er så syrede, at man ikke kan rejse sig efter af have hørt dem...”
(Cit. Ole Grünbaum “Bar røv i tresserne”)

Min godnatlektyre for tiden er – blandt meget andet – Ole Grünbaums underholdende, biografiske skildring af tresserne. Oles tressere, “Bar røv i tresserne”. Der er meget godt at sige om den bog. Først og fremmest giver den et godt billede af det, man kalder “tidsånden”, i mangel af bedre. Og så er musikken selvfølgelig med som et særligt bevidsthedsudvidende stof i den unge mands søgen efter en mening med galskaben. Musikken erindret som en vital del af det mere eller mindre uartikulerede oprør mod forældregenerationen og det bestående. Og en af de grupper, der åbenbart har sat sig fast i Oles erindring er Ultimate Spinach.

Gruppen blev dannet i de tidlige tressere i Boston og spillede psykedelisk musik med rødder i rock og blues. På deres eponyme debutalbum fra 1967 spilles der lange numre – bl.a. højdepunktet “The Ballad of the Hip Death Goddess” – og der eksperimenteres med theremin, feedback-lyde, ekko osv. Og der lånes eller “stjæles” fra nær og fjern.

Endnu et album blev udgivet året efter, Behold & See, hvor der også leges grænseoverskridende med musikken i et psykedelisk set-up. Under indspilningen af det tredje album (Ultimate Spinach III, 1969) var gruppen gået i opløsning. Bandet blev gendannet i 1970’erne med lagde siden hen afstand til den psykedeliske periode. Gruppens album er blevet genudsendt på cd – og der er også udkommet en Best Of-plade.

Rockmusikken har, siden den for alvor blev etableret i underholdningsindustrien, fået sin egen litteratur. Det vrimler med mere eller mindre lødige værker om ikonerne. Biografier, historiebøger osv. Noget af det er fremragende, andet burde makuleres snarest muligt. Men når det kommer til stykket, så er det vel især musikken, der fortæller noget om kunstnerne og den tid, de er frembragt af. Og så fotografiet og de andre grafiske udtryk. Derfor er det en oplagt vinkel, som den kendte rockskribent Jim DeRogatis har anlagt på The Velvet Underground i sin bog The Velvet Underground: An Illustrated History of a Walk on the Wild Side, når han fylder bogen med fine fotos, plakater, løbesedler m.v. At bladre i bogen er som at læse i en fans samlemappe. Fine fotos af fotografer fra kredsen omkring Andy Warhol – Nat Finkelstein, Stephen Shore og Billy Name – blandes med sjove memorabilia som fx en koncertplakat med VU, Paul Butterfield Blues Band og Sly and the Family Stone. Det siger noget om, hvor unikke VU var – og hvor bredt det musikalske spektrum var dengang. Billedmaterialet suppleres med tekst, der består af citater og kommentarer. Men egentlig taler billederne helt for sig selv i denne coffee table book, der er gefundenes fressen for en nostalgiker som mig.
Apropos Velvet Underground, så kan man se et fint program – The Southbank Show – om gruppen her.

Velvet Underground – Femme Fatale (live)

joao | MySpace Videoer

I disse hovedklædetegningetider kunne man måske godt have forventet ballade, når den gamle flipper-tegner Robert Crumb kaster sig over den såkaldt gode bog, Bogen, Biblen. Nærmere bestemt skabelsesberetningen. Men i følge omtaler rundt omkring på nettet, så er der ingen grund til uro. For Robert Crumb har påtaget sig opgaven med en respektfuld kunstners attitude og har omsat teksten loyalt. Faithfully – med hans eget ordvalg. Godt nok ligner Gud Mr. Natural, men der er ingen pjank. Det er en alvorlig gud, man har med at gøre. Og stilen er Crumbs karakteristiske, men den gamle humor er borte. Til gengæld får man en sanselig version af den gamle tekst. Og det er slet ikke så galt.

Jeg kom selvfølgelig (jeg kender mig selv efterhånden…) ikke ud fra Vangsgaards udsalg med én forkølet bog om tresserne, men nærmere med en hel posefuld. Selv om det er lettere debilt at slæbe en hel pose bøger med til koncert. Men laster er jo lunefulde. Nede i den grønne plastikpose lå også bogen “Et kullet klarsyn” fra 2006 (Informations Forlag). Bogen er en samling artikler fra musikkritikeren (og den tidligere skønlitterære forfatter) Klaus Lynggaards hånd, samlet og udgivet med forord og interview af Informations-journalisterne Rune Lykkegaard og Henrik Queitsch. Bogen har længe stået på min ønskeliste for jeg er en stor fan af musikjournalisten Klaus Lynggaard, der sammen med Torben Bille står for noget af det bedste personligt forankrede musikskriveri i dette land. Og nu blev den så indlemmet i samling af musikbøger formedelst 25 kr. (Hvis nogen skulle være interesseret, så var der 2-3 eksemplarer mere…). Mere om Klaus Lynggaard her.

Jeg kan selvfølgelig ikke besøge København uden at snuse lidt rundt i de mange gode antikvariater, som hovedstaden rummer. Og denne gang fik jeg endda mulighed for at shoppe rundt i Vangsgaards store udsalg ved Rådhuspladsen. Et af de fund, jeg gjorde, er Ole Grünbaums personlige skildring af de heftige tressere med den herlige titel “Bar røv i tresserne”. Ikke alene er det en usentimental, rapkæftet, men også kritisk og kærlig skildring af det årti, hvor en masse kræfter og energier (ikke mindst seksuelle og æstetiske) blev sluppet løs, men den er også illustreret med en række fine sorthvide fotos og udklip, der vækker minder om stemninger og følelser fra den tid. Fx er der et foto af Jim Morrison, der sidder i en stor bil og venter uden for TV-Byen, hvor The Doors indspiller deres siden hen berømmede tv-koncert. Eller en forside fra bladet Hætsjj, hvor redaktionen med humor går i rette mod “sædelighedspolitiet” forfølgelse af seksuelle minoriteter, ludere m.fl. under den bramfri overskrift: “Jens Jersild – Manden med næsen i andre folks kusser”. Og illustreret med et tegning af en politimand med en stor næse formet som en pik…Jovist, den seksuelle frigørelse var i fuld gang.

Det lille idealistiske forlag Politisk Revy har udsendt hele tre bøger med den tysk-rumænske forfatterinde Herta Müller. Uden at kende de nøjagtige salgstal, vil jeg tillade mig at gætte på, at de tre bøger – Barfodet Februar, Lavninger og Rejsende på et ben – har solgt minimalt til en i forvejen entusiatisk læserkreds. Nobels litteraturpris har længe været omstridt, og valgene kan diskuteres. Men jeg synes, man denne gang har truffet et heldigt valg. Ikke, fordi hun er kvinde (den trettende af slagsen), men fordi hendes forfatterskab med poesiens fortætning og prosaens saglighed (for at parafrasere komiteens begrundelse) giver stemme til Rumæniens tyske minoritet og dens bitre erfaringer med Ceausescu-styret. Bøgerne kan stadigvæk fås. Skynd jer langsomt.