CAPAC

Man kan næsten forestille sig, hvordan visse feminister i Kvindfo eller Dansk Kvindesamfund vil få morgenkrydderen gevaldigt galt i halsen over titlen på Jørgen Leths og Morten Sabros nye bog. “Derfor knepper de så meget i dette land…” hedder den. Bogen er (endnu en ) dialogbog – ja, faktisk en emailbaseret bog – hvor et af temaerne er Leths med spænding imødesete film “Det erotiske menneske”, som bl.a. vil vise Jørgen Leth elske med en ung tahitiansk kvinde. Bogen omtales i Berl. Tidende og man får det indtryk, at Leth og Sabro er helt bevidste om det provokatoriske i titlen og i bogens emne. Og Leth siger det også direkte, når han vil forsætte sin udforskning af den erotiske lidenskab “om så de moralske hader mig til døden”. Og det er da også lige i det udsagn libertineren Leth træder i karakter. Han forfølger monomant sin hedonistiske lyst – med de omkostninger, det har for ham selv og andre involverede – på trods af enhver moralisme. Og det vil i disse tider sige en post-feministisk nypuritanisme, der helst vil forvise seksualiteten til parforholdets trygge rammer af misforstået ligestilling. Det er godt, at der stadigvæk er folk som Jørgen Leth, der kan minde os om, at vores liv er styret af andre og stærkere kræfter end nypuritanske moralister vil være ved.

Man (dvs.Jeg!) går ikke ustraffet ind i en boghandel for at snuse rundt, medens Fruen får købt sine nødvendigheder ind andetsteds i århus City. Med hjem i en pose var Peder Bundgaards 450 sider store bog om dansk rock fra tresserne til halvfjerdserne “Lykkens pamfil”. Cirka 50 kr. Med bogen følger en cd med smagsprøver fra opsamlingsalbummet “Derfra hvor vi stod”. Jeg har ikke læst bogen endnu, men cd’en kunne man godt have sparet, for den er en reklamestunt, der ikke gør hverken bog eller opsamlingsplade nogen ære…

Hver gang jeg ser eller hører Sebastian, kommer jeg i tanke om dengang i starten af halvfjerdserne, hvor jeg hørte ham spille i en radioudsendelse. Jeg tror nok, det var en udsendelse med Hans Otto Bisgård, og Sebastian spillede og blev interviewet på et gadehjørne i enten Tønder eller Åbenrå. I hvert fald i Sønderjylland. Det var dengang, Sebastian endnu var grøn og ikke var trådt ud af forbilledernes – Donovans og Dylans – skygge. Jeg ser ham for mig med guitaren, mundharmonikaen på stativ, langt hår, cowboy-jakke osv.

Siden er der jo sket meget i Sebastians karriere. Senest har man kunnet læse, at han i en alder af 60 år har samlet en garvet flok musikere og drager ud på landevejene for at spille sange fra sit store repertoire.

Selv om jeg har fulgt Sebastian fra dengang, hvor han debuterede, så var det først for alvor i sidste halvdel af halvfjerdserne og starten af det efterfølgende årti, han rigtig trådte ind i mit musikalske univers. Pladen Circus Fantastica var en milepæl i så henseende. Og det samme var en uforglemmelig koncert, som blev givet på Østergades Hotel og delvist dokumenteret på albummet Sebastian Live, der udkom i 1980. Det var på det tidspunkt, det gik op for mig, at vi havde at gøre med en dansk sangskriver af format, som det nok var en god idé at følge fremover.

Jeg vil ikke prale af, at jeg har fulgt Sebastian i et og alt. Nok har jeg hørt det meste af det, han har udsendt på plade, og overværet mange af hans koncerter, men jeg har ikke været fan på den måde. Ikke desto mindre står Sebastian for mig som en af de uomgængelige sangskrivere i dette land. En sangskriver med en stor musikalsk spændvidde, som få (om nogen!) kan matche i hans generation. Fra folkesanger på engelsk over velswingende rock-ensembler til film-, teater- og balletmusik. Med mere. Slet og ret imponerende.

I dag udkommer Torben Billes store biografi om denne kæmpe i moderne dansk musik. Titlen er hentet fra en af sangene “Når lyset bryder frem“. På forsidefotoet ser man meget passende en ung, langhåret Knud Christensen siddende i en vinduekarm, hvor lyset bryder gennem vinduets upolerede glas. Et foto af en ung kunster, der sender kameralinsen – og os læsere – en blik, der både rummer en kritisk, sky distance og selvbevidsthed. Det er denne sammensatte personlighed, bogen forsøger at tegne et facetteret billede af.

En biografi kaldes bogen. Og det kan der være gode ikke mindst markedsføringmæssige årsager til, for biografier er en populær genre i disse år. På den anden side er det også en problematisk genre. Jeg tænker ikke så meget på det principielt “umulige” i at skildre et levned, men mere på de faldgruber, der er for sådan et projekt. Ikke mindst faren for at falde i privatismens hul, at forfalde til utidig snagen i det private livs detaljer.

Torben Bille, der er en god ven af Sebastian, undgår denne fatale vej ved at foretage nogle nærliggende valg og prioriteringer, der sikrer, at der er en rød tråd i fremstillingen og et fokus, der fører læseren ud over privatheden. Bille bygger sin bog op om de musikalske projekter – især grammofonpladerne – som Sebastian har realiseret i sit nu 60-årige liv. Kapitlerne, der er mange, behageligt korte og læservenlige, fører os fra den ene perle på den røde snor til den næste. Det er så at sige bogens backbone, dens rygrad.

Men inden vi når frem det første egentlige musikprojekt, får vi forhistorien og dermed et bud på, hvorfor musikken blev levevejen og lidenskaben for Knud Christensen, manden bag kunstnernavnet Sebastian. Uden af afsløre for meget, så er det historien om en dreng, der vokser op med en familie, hvor kærligheden er ulige fordelt, og musikken bliver det medie, hvorigennem det personlige oprør og ambitionerne kan komme til udtryk. Men ikke kun det personlige oprør, for Sebastian tilhører en generation, der fik det kors at være selve Ungdomsoprøret. Hos Sebastian glider det personlige opgør umærkeligt sammen med opgøret med det, forældregenerationen havde skabt og stod for.

Men først og fremmest kæmper Sebastian en fortsat kamp for at leve sine stadigt voksende musikalske ambitioner ud. Men en skarp, kritisk pen tegner Torben Bille et fascinerende billede af det miljø, kampen udspilles i. Det er et nuanceret billede af ikke mindst pladeselskaberne (men også fx teaterverdenen) og deres aktører, hvor kræmmermentaliteten er udpræget og musikalske idealister – de få der er – har meget at slås for og kæmpe imod. Uden at dyppe sin pen i vitriol leveres der skarpe miniportrætter af centrale personer i den sammenhæng. Det samme gælder beskrivelsen af de mange musikere, som Sebastian arbejder sammen med.

Bille forstår med fyndighed og anekdotisk kraft at fremmane troværdige portrætter af disse personligheder på godt og ondt. Hvad enten det er en Alex Riel, en Lis Sørensen eller en Peter Thorup. Kærligt, men ikke ukritisk. Det samme gælder også det portræt, der løbende skrives frem af hovedpersonen. Forfatteren er, som antydet, ikke fanget i en misforstået loyalitet over for sin ven, men lader den kritiske røst kommentere med. Og derfor står man tilbage med et sammensat billede af manden. For han er jo en sammensat størrelse – lige som alle vi andre. Og i mine øjne gør det bare Sebastian endnu mere sympatisk – som person og musiker.

Fremstillingen af livsforløbet er også præget af, at Torben Bille har en journalistisk baggrund. Der er en meget grundig research. Båndede interviews, korrespondencer, avisanmeldelser osv. inddrages løbende, hvilket også har den oplagte fordel, at fremstillingen bliver flerdimensionel og levende. Det er ikke kun forfatteren selv, der tegner et billede af Sebastian og hændelserne omkring ham. Der er flere stemmer i koret. Og det er fortræffeligt, fordi det henleder læserens opmærksomhed på det forhold, at en biografi er en fortolkning af et levned. Det er ikke sandheden om et menneske, sådan som den biografiske illusion ellers gerne vil have os til at tro.

Billes egen holdning kommer løbende til udtryk i kommentarer til hændelser og udsagn. Og der er ingen tvivl om, at forfatteren sætter kunstneren Sebastian (og personen Knud Christensen) meget højt, samtidig med at der er et kritisk øje for de musikalske kompromisser og fejltagelser. Fx når Sebastian igen og igen insisterer på at få sin musik ud på plade, selv om musikken – fx til en tv-serie eller et teaterstykke – fungerer bedst i den sammenhæng, den er skrevet ind i. Og alligevel får kunstneren selv – hver gang stort set – lov til at tage til genmæle. Så læseren selv kan danne sig en mening.

Bogen formår med enkle midler og greb at skildre Sebastians musikalske udvikling frem til i dag. En udvikling, der går både i bredden og i dybden. Sebastian starter som en Donovan-Dylan-elev på engelsk, får strøm på via fx pigtrådens Peter Belli (“Move on”!) og bliver nationalsproget under kritiks indtryk af (Jørgen Thomsens) Kashmir, Steppeulvene m.m. Siden vokser de musikalske ambitioner til regulære rockgruppeformat med kæmpemæssig succes i de for pladeindustriens gyldne år i firserne. Men Sebastian er mere en folk og beat. Hans musikalske ambitioner lader sig ikke indramme af bestemt genrer. En gammel kærlighed til den ofte ( i hvert fald blandt rockpurister) uglesete musical-genre får frit løb. Og også andre dramatiske sammenhænge – teaterstykker, film, tv-serier osv. – kommer ind over. Og igennem denne produktive udvikling sker der et skred fra at være primært udøvende til fortrinsvis at være komponist og sangskriver.

Hele denne bevægelse indfanger Torben Bille overbevisende.
Bogen er velskreven i Billes kendte stil. Til den hører en stadigt islæt af kulturhistorisk kommenteren. Små doser tidskolorit drysses over fremstillingen. Lidt om moden, politiken, seksualmoralen osv. skaber stemning og genkendelighed uden at ende i regulær samtidshistorie. I det hele taget er Bille god til med fyndighed at fremmane billeder og stemninger. Som oftest med humoristisk glimt i øjet.

Ud over den centrale tekst er bogen generøst forsynet med en række fine fotos af hovedpersonerne og hans omgivelser. Der er også et meget nyttigt personregister, en oversigt over Sebastians pladeproduktion med oplysninger om salgstallene, Sebastians personlige playlist (sådan noget kan vi musiknørder godt lide at læse!), en fyldig litteraturliste, en oversigt over Sebastians turnéorkestre, en over musical-opførelserne og sidst men ikke mindst et Proustsk email-interview med hovedpersonen.

Torben Bille har begået en bog, der fortjener at blive læst af alle med interesse for dansk populærmusik i almindelighed og Sebastian i særdeleshed. Den er let at læse, stærkt underholdende, informativ og vidende. En bog, hvor man ikke kun får et nuanceret billede af Sebastian – som bryder med de fordomme, der er om manden og hans musik – men også et signalement af den tid, han indgår i, og de mennesker, han møder på sin vej. Det er godt gået på knap 300 sider.

Drop den næste femi-krimi og læs Når Lyset Bryder Frem i stedet. Det fortjener den. Hermed anbefalet.

Som omtalt i april måned, så udgives der en god snes short stories, som Kurt Vonnegut ikke nåede at få publiceret i levende live. Det nye er, at historierne først kommer som elektroniske udgivelser og dernæst som gammeldags bøger. Den første – “Hello, Red” – kan allerede købes digitalt formedelst $1.99.

De fleste musikelskere har deres eget personlige soundtrack med sange og plader, der har haft og har en særlig betydning for deres liv. Sange, der knytter sig til kærlighedens op- og nedture (“Vores melodi” osv.), musikstykker og plader, der flyttede ens opfattelse af, hvordan musik kunne lyde. Sange, der lige netop ramte en bestemt følelse eller stemning på et bestemt tidspunkt i ens liv. Og så videre.

Men – kan sange, plader, musik ændre ens liv? Spørgsmålet er på linje med et andet: Kan bøger forandre verden? Selvfølgelig. Hvad ville verden være, hvis ikke Biblen var blevet en bog? Eller Das Kapital? Eller Arternes Oprindelse? Eller?

Grammofonplader derimod ændrer nok snarere den enkeltes liv. Og dermed verden. I det små. Sommerfuglens vingeslag. Peter Terzian har fået den nærliggende ide, at få en en række lovende unge forfattere til at skrive om musik, der ændrede deres liv. Og det er der kommet en bog på mere end 300 sider ud af.

Her kan man fx læse om den betydning Joni Mitchells vidunderlige album “Blue” fik for den unge irske forfatter Colm Toibin. En henrevet anmeldelse i Irish Times får den 16-årige knægt til at købe den lokale pladebutiks eneste eksemplar af pladen, der efterfølgende ligger konstant på pladetallerknen i tre uger. Midt en en kaotisk verden af politiske konflikter rammes han af en tone i musikken. Ordene forstår han ikke helt. Men det er kærlighed ved første lytning. Den kærlighed, der opstår når pickuppen rammer vinylet.

Og der er tilsvarende historier om The Smiths The Queen is Dead, Meet The Beatles!, Fugazi, Talking Heads Remain in Light, Kate Bush The Sensual World, Pearl Jam Ten, Eurythmics Savage, B52s , Pretenders, ABBA, Who (Quadrophenia), Rickie Lee Jones og et par stykker til.

Selv om anmeldelser bestemt har deres berettigelse – og der findes mange gode anmeldere – så har den slags dybt personlige vidnesbyrd om musikkens (litteraturens, kunstens…) betydning for det singulære liv altid haft en særlig plads i min tilgang til musikken.

Selv om jeg nærmest betragter mig selv om agnostiker, så er min interesse for religiøse emner nærmest vokset støt, siden jeg forlod folkekirken for snart 30 år siden. Det skal ikke forstås derhen, at jeg er blevet (mere) religiøs med alderen, men snarere som en almen interesse for, hvordan andre tænker over de store spørgsmål i livet og en forundring over religionernes fortsatte tiltrækningskraft hos menneskene. Livets mening, meningen i livet, døden og dens betydning og sådan. Det er derfor, jeg har kastet mig over en omfattende læsning af Søren Kierkegaard. En læsning, der nok kan komme til at strække sig over flere år.

Og så har jeg lige fået læst Johannes Møllehaves seneste bog om døden, Det ender godt. Jeg fandt den i Brugsen og tænkte, at den passede godt som sengelektyre sammen med de andre i bunken. Og den er vældig underholdende. Møllehave er en litterært bevandret mand, der kan garnere sine tanker om dette og hint med fine eksempler fra såvel den religiøse og den verdslige litteratur. Dertil kommer en række anekdoter og erindringer fra Møllehaves eget liv. Møllehave er en god formidler, der kan tale om svære emner i et let og bevægeligt sprog.

Til gengæld blev jeg ikke en tøddel klogere på, hvad eller hvem den kristne Gud er, hvad der venter den troende efter døden, hvad det evige liv mon er, hvad kødets opstandelse mon betyder osv. I det hele taget fik jeg ikke megen klarhed over de spørgsmål, der er centrale for den troende i kristendommen. Men det er måske også i virkeligheden det, tro drejer sig om. At tro, ikke at forstå. Ikke at vide. Men underholdende var bogen at læse. Og så videre.

Den tyske filosof og sociolog, Jürgen Habermas, fylder 80 år i dag. Og han vil sikkert blive behørigt fejret og omtalt i alle de førende medier. For capac – og hans generation af humanistiske universitetsstuderende – har Habermas også en særlig betydning. Den norske oversættelse af Habermas’ Habilitationsskrift, Strukturwandel der Öffentligkeit, fra 1962, blev en af de grundbøger, uden hvilken man ikke kunne gebærde sig i de akademiske diskussioner på bjerget. Bogen udkom på forlaget Forum og blev lidt af en sællert, så vidt jeg husker. Den står stadigvæk på min reol – et eller andet sted… Vi gratulerer.

Selv om capac har sine forbehold over for overdreven fandyrkelse, så er fotobøger af kendte musikere også interessant stof som dokumentation af tidsånd og periode. Som sådan kan den kendte fotograf Barry Feinstens fotobog om Dylan siges at være interessant. Feinstein har fotograferet til magasiner som Life, Look, Time, Esquire, Newsweek m.fl., og har lavet de fornemme pladecovers til George Harrisons All Things Must Pass, Janis Joplins’ Pearl og Dylans The Times They Are A Changin’. Feinstein blev også hyret som officiel fotograf, da Dylan blev elektrisk og indtog Europa i 1966. Dette job er dokumenteret i bogen Bob Dylan World Tours 1966-1974: Through the Camera of Barry Feinstein. Som ven af Bob er han kommet tættere på den ofte reserverede og mystiske hr. Zimmerman end de fleste. Bogens relevans for andre end Dylan-nørder er som sagt, at den gengiver en tid gennem tøjkode, attitude osv. Tiderne skifter som bekendt. Er der i øvrigt nogensinde kommet en opdatering af The Songs of Bob Dylan 1957-1973 eller stopper den stadig i 73?

Hurricane

Rolling Stone Magazine var i mange år journalistisk bannerfører for musikscenen, og de interviews, bladet lavede, var uomgængelige, hvis man ville vide mere om tidens kunstnere. Hvad enten det var John Lennon, Bob Dylan eller et andet koryfæ. Nu er de bedste interviews fra bladets fyrre år – 1967-2007 – samlet og udgivet på dansk ved Jann S. Wenner på Rosenkilde. Mød Pete Townshend, Jim Morrison, Phil Spector, John Lennon, Ray Charles, Truman Capote, Johnny Cash, Neil Young, Oriana Fallaci, Brian Wilson, George Lucas, Johnny Carson, Joni Mitchell, Francis Coppola, Tom Wolfe, Jack Nicholson, Bill Murray, Clint Eastwood, Eric Clapton, Tina Turner, Robin Williams, Leonard Bernstein, Spike Lee, Jerry Garcia, Axl Rose, Bruce Springsteen, David Letterman, David Geffen, Kurt Cobain, Courtney Love, Mick Jagger, Patti Smith, Hunter S. Thompson, Bill Clinton, Dalai Lama, Bob Dylan, Ozzy Osbourne, Keith Richards, Eminem og Bono. Om Rolling Stone har samme status som dengang, det hele startede, kan man godt stilllet et stort spørgsmålstegn ved. I hvert fald er der kommet andre magaziner på banen, der vægter musikken højere end stjernedyrkelsen…

Min veninde Gertrud har gjort mig opmærksom på, at forlaget Clemens – der hører til Clemens Antikvariat i århus – har udgivet et værk for samlere af gamle danske grammofonplader fra perioden 1958-1977. Bogen er – i følge oplysningerne på forlagets hjemmeside – både en guide for samlere og et stykke kulturhistorie for andre interesserede. Jeg vil vende tilbage til den, hvis jeg skulle være heldig at få fat i et eksemplar. Den er skrevet af Lars Rørbæk, koster 225 kr. og er den første i serien “Rarebookings’ Rare Records of Scandinavia”.

Blandt den efterhånden betragtelige bunke bøger, der ligger ved min seng, har jeg nu omsider fået gnavet mig igennem Søren Ulrik Thomsens Essay-samling “Repremiere i mit indre mørke” fra i år.

S.U.T., som han kaldes, og jeg er nogenlunde jævnaldrende, og det giver en særlig indfaldsvinkel til læsning af en sådan erfaringsbaseret bog. En ting har slået mig ved læsningen, nemlig den betydning, det har, at man – når man runder de 50 – får en særlig bevidsthed om den historie, man er en del af.

Den ungdommelige indbildning om, at man (kun) udgør en særlig generation blandt generationer – med unikke erfaringer og overlegen tilgang til tilværelsen, blegner – og man får et skærpet blik for det, der på tværs af årtier og – ja – århundreder, binder os sammen med andre generationer. Selv om enhver generation selvsagt har noget særligt, der adskiller fra alle foregående, så er der også fælles gods.

Generationen omkring punk-opgøret, som S.U.T knytter sig til, var påfaldende i deres rebelskhed – i moden, musikken, attituden osv. Men samtidig var selve rebelskheden noget, de delte med de foregående generationer. De unge har noget til fælles med dem, der engang var unge. Selv om de helst ikke vil tro det…

Når denne forbundethed går op for en, åbnes også ens øjne og ører for de tidligere generationers udtryksformer. Fx i musikken. Det kommer fx tydeligt frem i essayet om musik “Så klog at man kan undvære ørerne”, hvor titlen netop sigter til den unge S.U.T’s besserwissen med hensyn til musik. En bedreviden, der fx afskrev sangerinden Grete Ingmann enhver interesse, fordi hun gik i garbadinebukser, lignede digterens egen mor og optrådte i den småborgerlige del af underholdningsbranchen med Melodi Grand Prix og koncerter hos Palle Tivoli.

Nu, hvor forfatteren – i citeret samstemmighed med kollegaen, musikanmelderen Klaus Lynggaard – opfatter Ingmann som en af dansk pops helt store sangerinder, så kan ungdommens vildfarelser let komme til at se pinlige ud. Men essayet handler ikke bare om bagklogskabens lidet flatterende lys, men også om, at den tyngde, livet giver i erfaringen, gør, at man får øjnene og ørerne op for ikke bare den historiske bundethed i fx et stykke musik, men også for det, der – i bedste fald – rager ud over samtiden. Det er overskrider tidsbundetheden i kunsten. Det transhistoriske, med en fint og fremmed ord.

Thomsens bog er, som dette eksempel, viser en tænksom bog, der – uden på nogen måde at være intellektuel i sin tilgang – reflekterer sin samtid på en personlig og underholdende facon. Anbefales.

Hvad man lover, skal man (prøve at) holde. Og jeg lovede at vende tilbage til Grace Slicks selvbiografi, når jeg engang fik læst den til ende. Og det skete i nat. Når det tog så lang tid, var det, fordi jeg læser flere ting på en gang. Men især, fordi de sidste par kapitler var sværere at komme igennem end de første mange af bogens ca. 370 sider. Det skal ikke misforstås derhen, at bogen er dårlig. Men Grace Slicks liv efter Jefferson Airplane og mainstream-opfølger-bandet Jefferson Starship er alt andet lige mere ordinært. Et liv i joggingtøj og engagement i dyrevelfærd o. lign. er vel ikke det, man forbinder med et rock-ikon…
Bogen er skrevet af en ghostwriter, Slicks veninde Andrea Cagan, der også har skrevet lignende bøger om fx Diana Ross. Men konceptet fungerer faktisk ganske godt i Slick-biografien. Medens man læser, kan man nærmest høre, hvordan Grace snakker løst og fast om sit liv. Samtidig er det så vel redigeret, at talestrømmens karakteristiske gentagelser, pauser og løse ender er borte.
Bogen giver en fint billede af en smuk kvinde, der ved tilfældighedernes spil bliver en af forgrundsfigurerne i tressernes progressive musik. Slick understreger selv, at det var en tilfældighed. Hun var på det rette tidspunkt og det rette sted, da Airplane skulle have en sangerinde.
Men hun passede ind som Hans i Grete. Fra barnsben af havde Grace været en frihedssøgende person, der identificerede sig med forældregenerationens mest rebelske kvinder (inden for showbiz) og derfor var prædisponeret for de frihedstanker, der dukkede op i tresserne og halvfjerdserne: politisk, seksuelt osv.
Det, der gør størst indtryk ved fremstillingen, er nok, at Grace forbliver tro mod sig selv og sine idealer – selv om drømmene døde og rocken blev genstand for den rene økonomiske spekulation. Helt frem til halvfemserne, hvor hun fraskriver sig rocken som noget for de unge, og hudløst ærligt beklager kroppens forfald, så forbliver hun den samme rebel, som hun var, da hun var i tyverne.
For musikinteresserede er der mange interessante anekdoter og historier at hente i bogen. Erindringsstumper, der føjer noget til de nærmest mytologiske billeder, man har af rockens historie. Fx Jim Morrisons særegne personlighed. Den første gang, Slick møder ham, sidder han ned på alle fire – kun iført underbukser – og hyler som en hund. Senere går hun i seng med ham og beretter om mandens ekstensive indtag af “sjove stoffer”.
Eller der er historien om det første møde med Mick Jagger, der viser sig at være en af de få i rock-branchen, der har helt styr på økonomien bagved. Fordi han har en handelskolebaggrund.
Eller der er historien om Woodstock-festivalen, hvor man får en klar fornemmelse af, at dens succes – trods fatal mangel på logistic og organisation – skyldes den rene tilfældighed. Et lille mirakel, der blev et symbol. Og – følgelig – at opfølgeren Altamont derfor ikke kunne blive andet end et anti-klimaks…
Bogen er især værd at læse på grund af Slicks friskfyragtige ligefremhed i beretningen og de mange glimt af rockpersoner og historiske øjeblikke. Hvis man regner med at få meget at vide om musikken i Jefferson Airplane eller sangskriveriet, så bliver man bitterlig skuffet. Bortset fra en diskografi bag i bogen får man stort set ikke ret meget at vide. Bogen handler om kvinden Grace Slick, ikke om musikken eller teksterne.

Det kunne godt ligne Kurt Vonnegut at sende en hilsen fra det hinsides. I hvert fald forlyder det, at Delacort Press snart udgiver en post-hum novellesamling med titlen “Look at the Birdie”. Og mere skulle være på vej, da Vonnegut efterlod sig en betragtelig manusbunke. I 2008 udkom også Armageddon in Retrospect.

Hvis man troede Muhammed-tegninger var noget at skrive om, endsige forarges over, så må en tegnet udgave af Biblens første bog ved Robert Crumb – far til Fritz the Cat og andre flippede historier – vel få Bibel-læsere verden rundt til at tage sig til hovedet. Det er Crumb selv, der afslører, at værket er færdigt og fylder ialt 201 sider. Det sker på mandens egen weblog. Bogen udkommer til efteråret. Vi er nogle, der ser frem til, hvad den crumbske pen har fået ud af skabelsesberetningen, Adam & Eva, Kain & Abel osv. Sikkert det rene blasfemi… Tænk, hvad Crumb kunne have gjort ved barndommen kristendomskundskab…

Nu hvor Listemager Klaus har henvist sin blog til det museale, må vi jo nok hellere gør opmærksom på, at en af science fiction-litteraturens vovehalse, Philip José Farmer, stille og fredeligt er gledet ind i The Big Sleep i den fremskredne alder af 91 år. Farmer var aktiv som forfatter fra halvtredserne, hvor hans provokerende blanding af pulp og intellektualisme var med til at skaffe ham en stadigt voksende læserskare. Han var en produktiv herre, der nåede op i omegnen af 75 bøger, der blev oversat til en lang række fremmedsprog. Nu er han ikke mere, men bøgerne står på hylderne og venter. Hvil i fred.