CAPAC

I går skrev jeg noget om vores rastløse og desorienterede individualistiske tidsalder. Og jeg opkastede den tanke, at interessen for det biologiske ophav og i videre forstand slægtens historie hænger sammen med den på mange måder historieforarmede, opsplittede verden, vi lever i. TV-udsendelser og magasin-artikler om grædende mennesker, der leder efter en mor, en far, en broder, en søster eller andet sælger som varmt hjemmebagt brød fra vor moders køkken.
I the Guardian kan man læse en tilsvarende, bevægende historie. Det er den fine engelske forfatter Ian McEwan, der fortæller om en broder, han ikke vidste han havde. I 2002 går Ian McEwan ind i en bar i nærheden af Oxford for at mødes med en broder, han ikke har kendt i tres år. Det var som at gå hen mod et spejl, skriver han. “Jeg blev ved med at kiggen over skulderen i hans retning i en halv forventning om at synet ville forsvinde igen. Det er foruroligende, så hurtigt to liv kan opsumeres. Vi snakkede sammen i to-tre timer. Det var interessant at opdage, hvad vi havde til fælles, som ikke blot kunne forklares med erfaring alene: en modvilje mod tobak, en tendens til at udvikle basal celle-carcinoma og den interessante kendsgerning, at i begge havde opholdt os på det samme hotel i Spanien i den forgangne sommer. Et gen for hotel-præference venter på en forklaring.”
En behjertet, fhv. officer i Frelsens Hær har sørget for, at mødet mellem de to brødre kommer i stand. Og har dermed løftet på låget for en familiehemmelighed, som forfatteren Ian McEwan gennem flere år har forsøgt at få indblik i, men som hovedpersonerne – Ians far og mor – tog med sig i graven. På nogle få sider skitserer McEwan en skæbnehistorie om, hvordan en voldsom katastrofe – den 2. Verdenskrig – griber ind i menneskers liv, fører til et barn uden for ægteskab og en tvungen, illegal bortadoption efterfulgt af en nærmest traumatisk, men ikke helt tavs, fortrængning af hændelsen. Fortællingen er i al sin koncentrerede form spændende som nogen kriminalroman. Selv om der kun er tale om et forord til en bog fortjener det at blive læst af mange. Som et fint eksempel på den søgen efter livets tråd, som er så fundamental i tidsånden.

Der er mange tags omkring i bloggene. Men her er en med udfordring i: Tag en kendt roman og sammenfat den på tre linjer. Ideen har jeg hugget fra denne side, hvor man fx får Dickens Oliver Twist serveret på denne måde:

“OLIVER: Poverty ain’t so bad, what with all the Cockney accents and charming musical interludes.

ME: Thanks to movies, no books were read in the passing of this class.

PROFESSOR WATERMAN: You’re half right”

Der er nok at gå i gang med. Jeg foreslår Biblen, Mein Kampf, Hærværk og Den kroniske uskyld. Du behøver ikke at kede dig, selv om det er sommer. Kom bare i gang!

Gårsdagen, der var en velkommen fridag fra arbejdslivets trommerum, bragte mig ikke alene til biblioteket. Jeg kom også forbi den lokale genbrugsshop. I vinduet havde jeg set en kopi af Bill Brysons A Short History Of Nearly Everything, som jeg lige skulle se, om det var værd at bruge penge på. Det var den så ikke, for prisen var for høj til bogens stand. Men når jeg nu alligevel var der, kunne jeg jo lige så godt ose lidt i baglokalet, hvor bogreolerne står. Og det er som at træde ind i tresserne. Her står tresserbilligbogsbind side om side med bøger fra diverse bogklubber – Union og Gyldendal ikke mindst – og vækker genklang fra en tid, hvor man altid så bestemte udgaver på reolerne i folks stuer. Isprængt disse nostalgiske værker gemmer der sig så – af og til – godbidder, der er værd at slæbe med hjem. Og i går faldt jeg over et meget velholdt eksemplar af Erskine Caldwells novellesamling Pokker til asen (Grafisk Forlag 1942). Bogen er ikke bare velholdt. Den er faktisk aldrig blevet læst, for siderne er endnu ikke sprættet op. Den må have stået på en bogreol et eller andet sted gennem mange år. Caldwell har en særlig nostalgisk betydning for mig (læs her). Jeg tror ikke, at han læses særlig meget nu tildags; i hvert fald kan hans gamle værker købes prisbilligt på diverse netauktioner. Han er mest kendt for et par romaner, Tobaksvejen og Vorherres lille ager – men er i virkeligheden bedst, når han skriver noveller. Det var også novellerne, jeg mødte i timerne hos min gamle regnelærer. Noveller han fandt i Carit Andersens Omnibus-bøger (capac-samlerobjekter!) eller i Pokker til asen.
Nu er bogen så indlemmet i min Caldwell-samling. I øvrigt sammen med en udgave af Vorherres lille ager, som stod lige ved siden af (indb. Fremads Folkebibliotek – med intakt smudsomslag; den har sikkert tilhørt den samme bogreol..).
Og så kan jeg jo lige bidrage til Uffes og Klaus’ bogomslagsdyrkeri. For Caldwells bog er udstyret med en kongenial forside af “William” [1. som jeg ofte er stødt på – men hvem var denne William, hvad var hans fulde navn? ]

Turen gik til den indre by med Frøkenen, der har forelsket sig – som man nu gør, når man er teenager – i et digitalkamera. Objektet skulle tages i øjesyn, selv om Faderen havde sagt, at den nok ikke var i handlen endnu, selv om den kunne erhverves på internettet. Men, man taler for døve øren. Og den bedste læremester er erfaringen. Nå, men når jeg nu alligevel skulle transportere pigebarnet til det lokale indkøbsmekka, Bruuns, så kunne vi jo lige så vel gøre vores daglige indkøb i den lokale brugsforretning. Og efter at have fyldt kurven med dagens fornødenheder, kunne vi jo lige slå vejen forbi bunkerne med medier. Ta-dam! Hvad skuede mit øje. “Underholdningskanonen” nedsat til næsten foræringspris. Og da jeg har en stor svaghed for skribenter, der skriver om noget, de af hjertet holder af, så måtte den med i kurven.
Bogen er et velment indspark til den grasserende kanonisering af snart sagt alt inden for den aktuelle kulturelle horisont. En slags popkulturel pendant til Kultur-Brians smagsdommeri med stramme læber. Og en rundtur i det store område af litteraturen, man engang med rynker på næsen kaldte “kiosklitteratur” eller, som udgiverne med et glimt i øjet betegner som ‘bøger, man ikke må omtale i et pænt selskab’. Guvernanteromaner, bonderomaner, føljetoner, musketerromaner, krimier – bekymrede svenske og klassiske amerikanske knaldromaner – spion- og agentromaner osv. Et gensyn med elskede læsestykker som fx – for nu at fremhæve et par af mine egne skyldige glæder – Jerome K. Jeromes Tre Mænd I En Båd, Finn Søborgs Sådan Er Der Så Meget (1950)[1. Den morede jeg mig rigtig meget over, da jeg læste den som dreng. Faktisk havde jeg en Søborg-periode, hvor jeg gennemtrevlede alt, hvad der var kommet fra mandens hånd… ] og Wilbur Smith Når Løven Jager [2. Det eneste jeg nu kan huske, var en erotisk situation på en bakketop i det afrikanske…]. Læseren gelejdes kyndigt igennem værkerne af en håndfuld akademisk uddannede skribenter med Bo Tao Michaelis og Carsten Bertelsen i spidsen. Anbefales pophoveder og anakronistiske nostalgikere.

En anden omtale af bogen – her.

“It’s extraordinary at one level that a 600-page literary novel should elicit this response, in the same way as those silly cartoons. These are so small. Meanwhile there’s Muslim-on-Muslim genocide taking place in Darfur . . . That’s a massacre. This is a cartoon. How can it be that the cartoon leads to the outrage, and not the massacre?”

Der skal en forfatter, en digter, til at fortælle os noget om verdens rette sammenhæng. Medierne forfører og forvrænger, styret af jagten på den nyeste nyheds og dens salgsværdi. Hvad der er en katastrofe den ene dag er glemt den næste. Hurtigt videre. Who wants yesterdays papers? (Jagger/Richard).

Læs resten af artiklen om og med Salman Rushdie her.

Et lille spinkelt feminint postbud overbragte mig 538 sider om en af de mest indflydelsesrige og sære tyske filosoffer, Martin Heidegger. Det er Bos skyld. Han kunne også lade være med at omtale den så begejstret…

Det forlyder fra forstemte kilder, at århus Bogcafé er ved at lukke. årsagen er banal: økonomi. De studerende køber bøger på nettet, og universitetet kan ikke handle, hvor det selv vil.
Jeg skal være den første til at begræde lukningen af den lille bogoase i Nørregade. Da jeg som ganske grøn student ved Nordisk Institut skulle på mit første bogindkøb i studieøjemed var det i bogcaféen, der dengang lå i Ny Munkegade. Tre bind Karl Marx i norsk oversættelse fra Pax-forlaget. Bogcaféen udsprang af det venstreorienterede miljø i halvfjerdserne, lige som folkeværtshuset Æsken, Fronthuset og forlaget Modtryk. Og selv om den nok aldrig har været en regulær guldgrube, så havde den vind i sejlene dengang den antiautoritære studenterbevægelse havde sine gyldne øjeblikke.
Efter Ny Munkegade flyttede bogcaféen til større lokaler i Anholtsgade, hvor den delte adresse med blandt andet værtshus Æsken. Dernæst rykkede den så ned og blev mere synlig i Nørregade, hvor den altså ligger en stund endnu.
Jeg har frekventeret århus Bogcafé gennem alle årene og har altid nydt at kunne stå og ose blandt bøger og tidsskrifter, jeg aldrig havde hørt eller læst om. Og jeg er også ofte kommet hjem med litteratur, jeg ellers ikke ville have fået anskaffet. Bogcaféen vil blive savnet.

I dag kom posten med det seneste nummer af det globalt orienterede poesi-tidsskrift Banana Split. Læsestof lige ind ad døren. Og jeg synes, jeg vil slå et slag for det lille organ. Sagen er, at jeg holder meget af poesi og har gjort det, siden min dansklærer i folkeskolen – Alice – fik lukket mine øjne og min hjerne op for modernismens poesi. Og når sandheden skal frem – og det skal den jo – så foretrækker jeg til enhver tid en lille obskur, uforståelig samling poesi frem for et centertung roman…
Banana har siden 1991 forsynet danske læsere med læsestof fra den store verden – i oversættelse – og vores egen andedam. Her kan man møde ukendte digtere sammen med meget kendte. Og man kan møde sære tekster fra nær og fjern. En overgang kunne man sågar læse pornogrammer. Tekster, hvor erotik og poesi tørner sammen så sprog og krop vånder sig. Det er dog – desværre – et stykke tid siden…
I det nye nummer har man fået den sjove idé at videreføre Max Frischs Spørgeskemaer, og har sendt en række spørgsmål til en række forfattere for at se, hvad der kunne komme ud af det. Hvor meget poesi, der er kommet ud af, kan vi altid slås om, men det er sjovt at læse, hvad Rifbjerg, Brøgger, Vagn Steen og andre har at melde ud med. Nye læsere kan begynde her.

Deklamation af Dylan Thomas poesi…

Vi skal jo ikke være alt for alvorlige, vel…

Journalisten Torben Bille og fotografen Jan Persson udgiver en bog på Gyldendal med den sigende titel Midt i en Beattid. Fotos og artikler fra en tid, hvor bogens ophavsmænd var unge og registrerede, hvad der skete omkring dem – sådan rent musikalsk. Bogen anmeldes – og Torben Bille får kniven – af en anden journalist i Gaffa. Her.

Man skal vist have Dorris Lessings alder og format for at være så ærlig og sige, at Nobel-prisen i litteratur ikke er en velsignelse med derimod “a bloody Disaster”. Mediepostyret omkring pristildelingen har gjort det umuligt for hende at forsætte med skriveriet, og hun overvejer – i en alder af 88 – helt at stoppe. Så begynder man at forstå hendes bramfrie ord. “Det eneste, jeg bestiller, er at give interviews og blive fotograferet”, udtaler Lessing. Og så fortæller hun sine yngre kolleger, at de skal huske på, at de ikke til al tid vil have energien til at skrive. Brug den, medens I har den. For den vil løbe ud en dag som vand i et badekar… Kloge ord fra en stor forfatter i disse forfængelige tider. (via BBC)

Forleden skrev capac om bogpiraterne. Og i går kunne man læse, at bibliotekerne nu for alvor satser på at udlåne lydbøger som mp3-filer. Men udviklingen går også i den anden retning: Fra det digitale til det traditionelle og analoge. På DR Nyhederne fortæller man, at tyskerne har fået den idé at udgive Wikipedia som bog. Eller rettere: bøger. De 50.0000 mest efterspurgte wiki-artikler på tysk bliver trykt. Og ikke nok med det. Det er planen, at der skal udkomme en wiki-årbog hvert år. Og den bliver copyright-fri, så enhver kan kopiere og distribuere efter behov. Og – hvilket ikke er uvæsentligt – så bliver de trykte artikler kikket efter i sømmene for at korrigere eventuelle faktuelle fejl….

I denne blog har vi fulgt nøje med i udviklingen på området: digital fildeling. En udvikling, der er svær at forudsige noget om eller i det hele taget forudse enden på. Men en ting er sikkert. Den digitale fildeling er kommet for at blive. Og den griber om sig. Vi har hørt om problemer vedr. downloading af musik og film. Men det stopper ikke her. I Sverige har en gruppe “bogpirater” lavet et site, hvor der fildeles bøger. Skriftkulturen er for alvor kommet i digitaliseringens søgelys. Ganske vist drejer det sig (i første omgang) “kun” om undervisningslitteratur, men.. I øvrigt er bogpirateriet ikke noget nyt fænomen. Men det er i vækst.
Som Thomas Gotselius pointerer i en artikel i Dagens Nyheter, så sprængstoffet i bogpirateriet, at den digitale fildeling rammer en pæl ind i fænomenet copyright. Og angrebet gælder i princippet alt, der kan gøres til genstand for digitalisering. Billeder, tekst, film, lyd osv. Som Thomas udtrykker det, så truer den “digitale malstrøm” nu med at sluge selve verdenslitteraturen.
Herhjemme fik vi forleden et bidrag til udviklingen, idet en række kulturtidsskrifter nu bliver tilgængelige i digital form på nettet. Og så ved man jo godt, hvad det betyder – kopiering! Der er ingen tvivl om, at den “digitale malstrøm” er et veritabel angreb på ophavsretten. Og at det er en kulturel opgave at sikre, at ophavsrettighederne – i et vist omfang – respekteres, også i økonomisk forstand. Omvendt er det absurd af forestille sig, at enhver kopi på webben vil kunne resultere i økonomisk afkast. En ny model må udtænkes.
Det positive ved udviklingen – når det drejer sig om skriftkulturen – er selvfølgelig, at fildelingen giver mulighed for en hidtil ukendt videns- og kulturdeling, der kun kan glæde enhvert demokratisk og kulturel interesseret menneske.

PS. Meget apropos, så var det i går Bogens Dag (i følge Unesco)

Apropos post-punk, så vil jeg godt fremhæve Simon Reynolds samling Rip It Up & Start Again: Postpunk 1978-85, hvor man kan høre en række af de bedste navne, der knytter sig til den “genre” (hvis man eller kan kalde post-punk en genre): Cabaret Voltaire, Josef K, Slits, Scritti Politti, Sousie & The Banshees, Devo, Young Marble Giant m.fl. CD’en er en slags soundtrack til Reynolds bog fra 2006 om fænomenet post-punk.

Capac anbefaler, at man indtager begge på samme tid. I øvrigt har Reynolds en side, hvor han fortæller om bogen og om sig selv. Og han har en ikke uinteressant musikblog ved navn Blissblog.

Cabaret Voltaire – I Want You

Josef K – Sorry for Laughing

Dagens impulskøb i den lokale Coop-forretning er radiomanden Erik Kramshøjs personlige rockhistorie. Rabat: 175,- kr. Det er da til at forstå. Ganske vist har den fået på puklen af en enkelt eller to yngre anmeldere. Men hvad forstår de sig også på nostalgi. Deres tid kommer også.
Så havde capac lidt at falde i staver over i den Midgårdsormlange indkøbskø, men blev forstyrret af en anden herre i den nostalgiske alder, som lige ville se, hvad der var smuttet med ned i indkøbsvognen. Og straks var vi i gang i en lang snak om Karma Records og obskure optagelser med Melvis and His Gentlemen, Daisy (århusiansk band), Sir Henry and his Butlers og Jørgen de Mylius’ udgivelsesnoter til dette og hint. Så endnu engang lykkedes det at overleve i køen uden traumer…
Erik Kramshøj er en af den flok, der løftede arven efter Mylle og videreførte den ved at forny og forandre den.

I 18 måneder var May Pang John Lennons “veninde”, medens han og Yoko Ono var fra hinanden i årene 1973-1975. Billederne i May Pangs fotobog Instamatic Karma viser John Lennon i den periode, hvor han satte punktum – juridisk set – for Beatles-perioden og færdiggjorde nogle af sine centrale albums: “Mindgames”, “Walls and Bridges” og “Rock’n Roll”. Billedet viser…