Nostalgisk t-shirt
20. juli 2007
Måske skulle man købe sådan en – i str. xxl? Bare for nostalgiens skyld…
Indlæg tagget med capac
Legetøjsbiler: Matchbox
17. juli 2007
I New York Times læser jeg en nekrolog. Jack Odell er død i en alder af 87 år. Jack var designeren af Matchbox legetøjsbilerne. I min barndom havde jeg nogle få af disse biler. Blandt andet en sølvgrå Mercedes sportsvogn – lidt à la ovenstående. Man kunne åbne dørene ind til de fine sæder og rattet, som kunne drejes, så hjulene bevægede sig, bagklappen ind til baggagerummet, hvor der lå et reservehjul – og forklappen ned til motoren, der var en nøje kopi af den rigtige motor. Matchbox-bilerne var kvalitetslegetøj, lavet af metal og rigtige gummihjul. De var sirligt malet med gengivelse af alle orginalens detaljer.
Men man vokser fra sit legetøj, og en dag, da jeg ikke havde andet at bestille ødelagde jeg bilen med min fars hammer. I bagklogskabens lys skulle jeg ikke have gjort det. Det kunne have været sjovt at have den i dag. For slet ikke at tale om dens antikvariske pris!
I følge nekrologen var det Odells datter, der fik Jack til at lave legetøj. Hun havde fået den idé at tage en edderkop med i skole – anbragt i en tændstikæske. For at få hende på andre tanker, lavede Odell en lille affalttromle til hende. Og det blev starten på Matchbox Toys, der siden producerede millioner af små biler og lign.
Carl Perkins “Matchbox”: Læs mere »
Papirfly
13. juli 2007
Liselotte satte gang i nostalgimotoren med et link til “verdens bedste papirfly”. I min barndom har jeg lavet et hav af papirfly. En overgang byggede jeg også svævemodelfly med balsatræ, papir, lak og lim. Men da jeg boede i en baggård var der grænser for den fornøjelse.
Jeg var dybt fascineret af papirflyene, når de svævede gennem de små rum i lejligheden – eller bedre endnu ud fra stue- eller køkkenvinduet. Det var en kunst at få dem foldet så præcist som muligt af en stykke papir, der hverken var for tungt eller for let. De havde som regel en kort levetid. Fløj de godt, endte det som regel med, at de fik snuden trykket ind, og dermed mistede de noget af deres flyveevne.
På www.ask-alex.dk kan man se tegninger af to af de mest almindelige modeller (ovenfor og nedenfor dette afsnit).
Og på denne side kan man se en lille film om, hvordan man laver “verdens bedste film”. En model, jeg også kendte i barndommen.
Men der var også en model, der bestod af to stykker papir. Et kvadratisk stykke, der foldet på den rigtige måde til en dobbeltlagstrekant udgjorde vinger og snude – og som kunne fastholde halestykket, der bestod af et smalt, rektangulært papirstykke. Sidstnævnte fik den ene ende foldet til en spids, der passede ind i forstykkets snude. Fordelen ved denne model var, at den havde en mere holdbar snude og kunne bruges igen og igen. Jeg har desværre ikke kunne finde et billede af den model. Mon den er gået i glemmebogen?
Grateful Dead på film
9. juli 2007
Det måtte jo ske: At det legendariske tresserband The Grateful Dead blev genstand for en biograffilm. Gaffa-magasinet fortæller, at Michael Garais vil filmatisere Dead-roadien Steve Parishs biografi “Home Before Daylight”, der fortæller den lange historie om bandets levned i årene 1965-1995.
En af de ting, capac er gået glip af i dette liv, er den koncert, som Grateful Dead gav i Studenternes Hus i århus i 1972. En koncert, der gik frasagn om i capacs første studieår på universitetet i århus. Derfor var det med store forventninger, at capac en del år senere fik billet til en annonceret koncert med Jerry Garcia Band (et af de mange fritidsprojekter, der var omkring Grateful Dead). Men koncerten blev aldrig til noget, og få år efter døde Jerry Garcia og dermed blev der i realiteten sat punktum for fortællingen om de Taknemmelige Døde. Sådan kan det gå.
Og her er en optagelse fra Grateful Deads besøg i København i 1972. Det er Edmondt Jensen, der står for produktionen – og Jerry og kompani giver en af capacs Dead-favoritter: One More Saturday Night: Læs mere »
Capac unplugged
7. juli 2007En uge med meget vand. For neden og oven fra. Ingen musik. Ingen radio. Ingen computer. Intet net. Dog – et mikroskopisk tv til familien, der skulle se en lille pige blive døbt – og høre hendes fire navne repeteret i det uendelige.
Stilhed. Skrubtudser. Firben. Saltvand. Hvidt sand. Muslingeskaller. Dådyr. Egern. Agerhøns og Fasaner (som Gravhunden jagede op…). Moderat læsning. Gåture med gravhunden, der var i sit es. Lad bare andre tage sydpå. Lad dem bare…
Overføringsbilleder
15. juni 2007Vi kaldte dem afføringsbilleder, siger hun så. Lise Nørgaard, 90-års-fødselsdagsbarnet, i en tv-udsendelse, genudsendt i anledning af arbejdsnedlæggelsen på DR. Overføringsbilleder. Pludselig er jeg tilbage i barndommen og står der i baggården med venstre underarm fugtet af drengespyt, medens højre hånd forsigtigt lægger papiret med overføringsbilledet til rette et lille stykke over håndleddet. Papiret holdes fast kort tid og fjernes dernæst for at afsløre en farverig “tatovering” på armen. Nogle gange lykkedes det at få billedet overført perfekt, andre gange løb farverne surrealistisk ud i hinanden. Lilla, rød, gul, blå… Og længe efter havde man den stærkt parfumerede lugt af tyggegummiet hængende i næseborene. Nu hænger den kun i erindringen sammen med reminiscenserne af det rektangulære lyserøde tyggegummis skingersøde smag…
Dean Martin – mere musik fra skammekrogen
14. juni 2007Gårsdagens (impuls)køb var cd’en The Essential Dean Martin, der kostede det formidable beløb af 25 kroner. Jeg har altid haft en svaghed for denne italo-amerikanske flødebolle, der kun arbejdede af nød og ellers forsøgte at udleve sin hedonisme, så godt han kunne. Få har som han formået at gøre laid back-dovenskab til sit brand. I følge anekdoterne brugte han sin sidste levetid foran tv-et, hvor han med en kold drink i hånden så gamle westerns fra 50’erne og lod verden udenfor passe sig selv.
Dino kom ind i mit liv, da jeg som dreng så en række af de morsomme film, han indspillede sammen med komikeren Jerry Lewis. Nørden og lapsen. Dino var – selvfølgelig – lapsen. Faktisk var han en ganske habil skuespiller. En overgang kunne man også se hans eget tv-show på DR TV, hvor han førte sig frem med et whisky-glas i hånden som varemærke.
Efterhånden begyndte jeg også at lægge mærke til hans dovne crooner-sangstil på Giro 413, hvor nogle af klassikerne fra hans repertoire – That’s Amore, Everybody Loves Somebody m.fl. – lød ud over baggårdene på de alt for lange søndag eftermiddage. Det sidste skub i retning af afhængighed fik jeg, da jeg i realskolen fik en sød gymnastiklærer, der elskede Dean Martin – specielt nummeret Red Roses For A Blue Lady – og ikke undlod at fortælle om forelskelsen og give smagsprøver på Martins udfoldelser. I øvrigt er Red Roses, underligt nok, ikke blandt 30 numre på denne samling. Så er det jo godt, at man har den på en anden opsamling.
Jeg ved godt, at Frank Sinatra betragtes som den største af de amerikanske croonere, men for mig er det altså Dean Martin – Little Ole Wine Drinker, Me…
Doc Pomus & Mort Shuman
13. juni 2007
Jeg har tidligere skrevet om den fine, nu afdøde, amerikanske sangskriver Doc Pomus. I den forbindelse glemte jeg vist at nævne, at Pomus arbejde tæt sammen med en anden ferm sangskriver, Mort Shuman (ved nærmere eftersyn: Nej, det gjorde jeg ikke…). Shuman, der døde alt for tidlig i en alder af kun 54 år i 1991, blev især kendt for netop sit samarbejde omkring en række pop- og rockhits, fx Elvis Presleys Viva Las Vegas.
Samarbejdet med Pomus, der efter The British Invasion også førte dem til England, hvor de skrev numre til de nye navne, endte i 1965. Herefter slog Shuman sig ned i Frankrig, hvor han leverede sange til Frankrigs Elvis Presley, Johnny Hallyday, og begyndte sin egen solokarriere. Ud over en række fine albums, der i dag er samlerobjekter for feinschmeckere, gjorde han sig bemærket ved at oversætte den legendariske belgiske sanger og sangskrivers Jacques Brels sange til amerikansk. Og han var ophavsmand til den succesfulde Broadway-opsætning Jacques Brel is Alive and Well and Living in Paris.
I år er der udkommet en cd med sange fra Doc Pomus & Mort Shumans fælles samarbejde: The Pomus & Shuman Story: Double Trouble 1956-1967. På pladen giver en lang række af datidens kunstnere deres versioner af partnerskabets iørefaldende sange:
1. (Wake Up) Miss Rip Van Winkle – TIBBS BROTHERS
2. Lonely Avenue – RAY CHARLES
3. I Ain’t Sharin’ Sharon – BOBBY DARIN
4. Hushabye – MYSTICS
5. It’s Been Nice – MARTY WILDE
6. (Marie’s The Name) His Latest Flame – DEL SHANNON
7. Angel Face – JIMMY DARREN
8. Turn Me Loose – FABIAN
9. A Teenager In Love – DION AND THE BELMONTS
10. Hey Memphis – LAVERN BAKER
11. Save The Last Dance For Me – DRIFTERS
12. Go Jimmy Go – JIMMY CLANTON
13. Too Good – LITTLE TONY AND HIS BROTHERS
14. Seven Sins – BARRETT STRONG
15. So Close To Heaven – RAL DONNER
16. First Taste Of Love – BEN E. KING
17. Can’t Get Used To Losing You – ANDY WILLIAMS
18. All You Gotta Do Is Touch Me – BOBBY VEE
19. A King For Tonight – BARRY DARVELL
20. Suspicion – TERRY STAFFORD
21. Seven Day Weekend – GARY U.S. BONDS
22. Spanish Lace – GENE McDANIELS
23. Double Trouble – ELVIS PRESLEY
24. I’m Gonna Cry ‘Til My Tears Run Dry – IRMA THOMAS
25. Stop – HOWARD TATE
26. Say Those Magic Words – McCOYS
Videosmagsprøver: Læs mere »
Drengestreger II
5. juni 2007
Drenge søger spænding og udfordring i deres lege. Nogle mere end andre. Og et højdepunkt var dengang Charlie – en lidt større rod end os andre rødder – havde fået fat i en luftpistol. Jeg husker den endnu tydeligt. Den havde et lakeret trægreb med fine slebne riller og et relativt langt, sort, blankt løb. For os drenge, der ofte sad nedsunket i Phønix-biografens sæder og forsvandt ind i cowboydrømmene med John Wayne, Gary Cooper m.fl, var det næsten den rene vare. Noget ganske andet end de pistoler og geværer med krudtlugtende, røde knaldperleruller, som vi lod os nøje med i øvrigt.
Charlie var en forkælet knægt, “spoleret” var det ord min mor brugte (og som jeg ikke fattede meningen med), vores omvandrende sex-leksikon og guide ud i drengestregernes univers. Han havde sikkert havde fået lov af sin ofte fraværende far, der var sætteskipper og manglede det ene ben (jeg troede i min drengefantasi, at han havde træben som piraterne) til at låne pistolen og en dåse med blandede hagl. Der var små støbte hagl og små pile med farvede haler. Pistolen gik fra hånd til hånd til grundig inspektion og beundring. Hvorefter vi gik ud i den store baggård for at afholde skydeøvelse. Til formålet blev der brugt et metallåg fra en malerspand. Låget placerede Charlie et stykke derfra – uden at tænke over det hus, der lå i baggrunden og som rikochetterende hagl ville kunne ramme – og ramte. Det hus, som mine forældre og jeg boede i… Og så begyndte skyderiet til udelt begejstring for de medvirkende. Indtil en mørk skygge kastedes over vores små kroppe. En tilkaldt politibetjent lagde beslag på pistolen og noterede samtlige “forbryderes” navne og adresser op med henblik på kontakt med vores respektive forældre. De fleste af os slap dog, så vidt jeg husker det, med skrækken. Kun pistolejeren måtte afgive forklaring. Det var i øvrigt første gang, jeg kom i forbindelse med politiet – på den måde. Anden gang vender jeg tilbage til…
Læs også Linda Solskins beretning om haglgeværskydning i det vilde, vilde Jylland. Her. Forskellen mellem min beretning fra det vilde Esbjerg og Lindas er sandsynligvis, at vi skød inde i baggården, hvor alle de omkringboende kunne overvåge vores drengestreger. Det skænkede vi selvfølgelig ikke en tanke…
Capac fylder 1 år i dag!
14. marts 2007Jeg havde nær glemt det. Sådan kan det gå, når man har nogle år på bagen. Men ikke desto mindre: capac-bloggen fylder i dag 1 år, og dette indlæg har ID nr. 975…
Efter en snublen i starten kom capac i gang som smartlogblogger den 14. marts 2006 og siden er det gået slag i slag. Smartloggen blev afløst af den autonome blogger, der senere måtte skifte webudbyder. Men alligevel er forblevet den samme. Mere eller mindre.
Et diskret kig i statistikken afslører, at bloggen stødt og roligt har fået flere og flere besøgende. Godt så.
Vi får se, hvad den kommende tid vil bringe i blog capac…
Bogmærker og opbakning
14. marts 2007Blogbestyreren har prøvet det før – at miste sine bogmærker. Det er sket et par gange i forbindelse med retablering af computeren (pga. af virusangreb og andet). Og så skete det igen – i Firefox – på grund af “en menneskelig fejl” (hm…). Ganske vist havde jeg for noget tid siden lavet en backup, så nogle af dataene kunne retableres. Men en del var forsvundet. Det vil sige – der er hjælp at hente. På denne side kan man læse, hvordan man kan finde gamle bogmærkefiler og gendanne dem. Hurra for Ildræven!
Holme set fra oven
11. marts 2007
– Capac har opdaget Google Earth….
