CAPAC

Hold on to love er en opbrudsplade. Det fremgår af PR-materialet, hvor kunstneren, Frank Hemmingsen, fortæller, at han op til albummets tilblivelse har været igennem en skilsmisse og indledt et nyt kærlighedsforhold. Og denne prolog og tematik passer næsten alt for godt til en countryplade. Og det er netop, hvad Hold on to love er. En voksenpopplade, der er indsukret i countrylyd og -stemning. Ja, faktisk mere end det. For spørgsmålet er vitterligt, om ikke countryen stikker meget dybere end som så. Om ikke den nærmest gennemsyrer såvel tekstunivers som musik. Jeg tror det…

For når man lægger øre til Frank Hemmingsens plade, så sætter associationskæderne sig i bevægelse mod mange repræsentanter for den moderne, amerikanske mainstreamcountry. Lige fra vores egen Tamra Rosanes til de mange, ypperlige eksempler fra countryens hjemland (hvoraf jeg har omtalt en del i bloggen her). Vi befinder os utvivlsomt i countryens lette – men ikke nødvendigvis letbenede – ende, hvor der ikke er noget forgjort i at sige og lave popmelodier. Altså en voksen countrypopplade, kort fortalt.

Og sammen med producer og musiker (trommer, bas, tangenter, programmering m.m.) Ebbe Frej, Søren Bigum og Gasem B. Pedersen (guitarer) og Bjarke Falgren (violin) har Hemmingsen formået at kreere en country-følelse, der ikke lader de amerikanske inspirationskilder noget tilbage at ønske. Og et stort ekstra plus er, at Hemmingsen får vokal assistance af den australske sangerinde Tania Doko (Bachelor Girl), der med sin smukke og stærke vokal giver netop den ekstra duodimension, der klæder countrymusikken så godt og altid har gjort det.

Så hvis du er til moden, voksen-country-pop af fineste aftapning, så hold dig ikke tilbage, når du støder på Frank Hemmingsen og hans nye plade. Hermed anbefalet.

Frank Hemmingsen. Hold on to love. Produktion: Ebbe Frej. DME. Er lige udkommet.

 

Titlen på københavnerkvartetten Volas nye album Inmazes rimer på “inmates”, altså fængselsfanger eller andre indespærrede. Og det er da – så vidt jeg kan opsnappe de engelsksprogede tekster – også et nærmest klaustrofobisk univers af indelukkethed og isolation, forsanger og tekstforfatter Asger Mygind disker op med.

Og musikken på pladen passer fint til den kvasi-klaustofobiske tematik. Stilistisk befinder vi os i den virkelig hårde rocks domæne. De udtrykkelige referencer (nævnt på pladecoveret) er Pink Floyd (der nok mest af alt bidrager med inspiration i retning af det psykedeliske  og symfoniske), Rammstein (der leverer den betontunge lyd med centertunge trommer og voldsomme guitarer) og endelig det svenske dødsmetalband Meshuggah (der med deres ekstreme, tekniske udgave af dødsmetal lægger en sidste lille dimension af vildskab og desperation over musikken). Men det er ikke sværft at høre, at Vola med deres meget voldsomme plade indskriver sig som moderne repræsentant i den efterhånden lange tradition for støjrock og giver deres eget bud på, hvordan den skal lyde, når industrial, electronica og – ja – popsang smelter sammen med virkelig heavy rock.

Selv om Vola med pladen rækker ud mod både lyttere med popører og lytteren med flair for techno, så er Inmazes på ingen måde en maintreamorienteret udgivelse. Den henvender sig især til dem, der godt kan lide mange decibel i ørerne og ikke skræmmes væk af næsten dystopiske og alienerende tekster. Og det skal forstås som en anbefaling.

Vola. Inmazes. Mascot Label Group. Er udkommet.

Der er noget næsten arketypisk over forhistorien til Koks’ EP Skyskraber. De tre medlemmer – Carl-Erik Riestra (sang, guitar og klaver), Birk Abenth (bas) og Birk Nevel (trommer) – tog op i de svenske skove, langt fra den moderne, digitale virkeligheds alfarvej – for at lave musik, de selv kunne stå inde for. Og den slags afsides projekter har der heldigvis været mange af i populærmusikkens historie. Tænk blot på the Bands musik fra Big Pink eller Bruce Springsteens Nebraska.

Uden sammenligning. Og dog. For fælles for de eksempler, jeg kan komme i tanke om i skrivende stund, er at der er alle tilfælde er kommet lytteværdig og ret så holdbar musik ud af det. Og det hænger nok tæt sammen med det forhold, at kunstnerne uden for pladeselskabernes rækkevidde og uden for andre forstyrrende impulser kommer tæt på sangene og sig selv og opnår en – iscenesat, javel – autenticitet og ægthed, det kan være svært at opnå ‘inde i civilisationens støjende centrum’. Og det gælder såmæn også for Koks’ plade.

Og hvad er det så pladen har at byde på? Jo, det er dansksproget, uforfalsket rock, der oser langt væk af den særlige dynamik, som en trio kan opnå. bag Carl-Eriks højtgearede stemme banker Nevels trommer, Abents bas og forsangerens guitar de meget fængende pop-rock-sange gennem højtalerne. Det er enkel rock, der godt nok afspejler den modernes rocks forvandlinger, men også står med begge ben dybt nede i rockens centrale og ældgamle udtryk. Og som al god rock, så lugter de i alt syv sange langt væk af, at trioen har haft en god tur til Sveriges skove og har frem til den musik, deres hjerter banker for. Så må vi bare håbe, at andre derude også kan høre det – og at de kan bringe samme energi med sig videre i de sammenhænge de ellers indgår i. Hermed anbefalet.

Koks. Skyskraber. Eget forlag. Er udkommet.

Nej vel?! Fransk rock dominerer ikke i medierne. Og det er lidt en skam. For selv om sproget kan være en barrière for mange, så er der store musikalske oplevelser at hente i Frankrig. Bandet La Femme og deres andet album Mystère er et udmærket eksempel.

Albummet er ikke – som titlen ellers vi have os til at tro – et mysterium. Derimod er pladen et meget generøst potpourri af stilarter og genrer. Når de feminie stemmer tager têten er vi ikke langt fra den franske chancon og Yé-Yé-poppen fra tresserne. Men ellers bydes der på reminiscenser af garagepoprock, sværisk psychedelia, halvtredser-twang-rock’n roll og electronica. Og alt sammen spundet sammen med en umiskendelig fransk sound, der forhindrer at oplevelsen bliver en af distraktion og spredthed, men i stedet af sammenhæng og variation. Og det hele er flettet sammen i en sådan grad, at man uvægerligt tænker: conceptalbum. Og det er det måske også.

Titlen – tror jeg – sigter til, at livet er et stort mysterium. Og sangene understreger det. Her er sange om en fyr, der er forelsket i en blomst, en pige der kan røre ved solen uden at brænde fingrene, en sang om vaginal infektion osv. Meget fransk på den små-intellektuelle, -filosofiske, -fantastiske  facon. Men man behøver ikke at forstå teksterne for at kunne nyde bandets nærmest perfekte, stilistiske tour de force. Hermed anbefalet.

GLA står for Glasgow. Og selv om Twin Atlantic markedsføres som et britisk rockband, så er det altså – Brexit in mente – et skotsk band. Og det er med mental udgangspunkt i den store skotske multikulturelle havnemetropol Twin Atlantic har lavet den hårdslående rockplade GLA.

Med den nye plade har bandet villet generobre rockmusikken. Og til denne ambition må man sige, at man nok kan vende tilbge til rocken, men ikke ustraffet genopfinde den. Og det gør Twin Atlantic da heller ikke. De finder snarere tilbage til nogle af rockens velkendte og effektfulde virkemidler. Lige fra forsanger Sam McTrustys skarpe og rå stemme, der sender tankerne hen på kollegerne i såvel Black Sabbath, Led Zeppelin, Free m.fl. Upoleret, vrælende og smittende aggressiv er han, når han fører an foran bandet, der uhæmmet dyrker de beskidte riffs og hooklines, medens bassen pumper som en adrenalinfyldt blodstrøm fra hjertet (Ross mcNae) og trommerne (Craig Kneals) banker de elementært smittende sange frem.

GLA er mig bekendt bandets fjerde udspil. Og med det genopfinder de ikke rockmusikken, men understreger med hårdslående argumenter, at rocken – hverken den internationale eller den skotske – ikke er død. Den er stadigvæk en sprællevende, beskidt køter, der gerne farer frem og bider den pæne, tilpassede pop i røven. Hermed anbefalet.

Twin Atlantic. GLA. Produceret af bandet og Jacknife Lee. Red Bull Records. Udkom d. 9/9-2016

Soul klikkede det oppe i hovedet på mig, da de første toner fra James Vincent McMorrow album We Mo****ve forlod mine Argon-højtalere. Og McMorrows lyse, næsten falsetdominerede, stemme skar igennem ogunderstregede blot, at vi måtte være ovre i den boldgade. Og når man i pressematerialet støder på navne som Drake, Kaney West og Jimmy Douglas, så ved man godt, at vi befinder os i den moderne ende af den genres skala, selv om der tydeligvis er tråde tilbage i tiden – helt tilbage til tressernes soul i den mest følsomme udgave. Et eller andet sted på denne plade er der et svagt ekko af Donny Hathaway og Marvin Gaye, der som olympiske guder overvåger dette album.

Hvis ellers jeg har fattet noget af teksterne på pladen (og det er tvivlsomt…), så er temaet en slags rejsebeskrivelse. Både i direkte og overført forstand.

McMorrow er irsk folkesanger og sangskriver og til trods for musikkens forankring i soulens moderne arvtager, hip-hoppen, og i electronicaen, så kan – og vil – McMorrow ikke løbe fra denne baggrund. En sang som “Rising Water” (singleudspil og video) vidner om, at musikken på denne plade langt hen er regulær folk-indie-pop forklædt som hip-hop-og-rhythm-and-blues-popmusik. Bag de rigtfacetterede lydlandskaber og de distinkte rytmer kan man let genkende folkpoppen.

Jeg kender ikke meget i McMorrows foregående plader, men han kommer med et ry, der siger at han tekstmæssigt har været kryptisk og svær forståelig og musikalsk forførende og stemningsfikseret, men måske også lidt utilgængelig. Hvis det er sandt, så er hans nye plade ganske umiddelbart tilgængelig. Den kan indtages ubesværet som let, moderne soulpop af den slags, der ikke støder nogen på de store radiostationers playlister. I mine ører er McMorrow en fin repræsentant for vor tids gennemproducerede, stilistisk komplekse popmusik. Hermed anbefalet.

James Vincent McMorrow. We Mo****ve. Believe Records. Udkom d. 2. september.

I 2014 anbefalede jeg Martin Valsteds debutalbum På vrangen, hvor Valsted får vokal hjælp af en række, fortrinsvis yngre danske skuespillere. Blandt de stemmer Valsted bruger på sin plade er Charlotte Fich, der nu debuterer som solist med albummet Svæv.

Charlotte er kendt fra film, tv og teater, men nok ikke så meget som sangerinde. Men det skal debutalbummet – og den tilknyttede teaterkoncert med samme navn, Svæv – nok ændre på, tror jeg. For det er en overbevisende debut, Fich har fået lavet.

Fich har selv skrevet teksterne og komponeret musikken. Og vi mødes af en særlig voksen hybrid af pop, rock og lidt spor af jazz. Svæv er en voksen plade, en voksen popplade. Lavet af en voksen pige (Charlotte har rundet de 50) for et voksent publikum. Og teksterne vidner om, at vi har at gøre med en kvinde med erfaringer og oplevelser i livets bagagerum.

Der er – selvfølgelig – tekster om popmusikkens evige tematik, kærligheden. Som i den indledende sang “To verdener i samme hus”, der som titlen angiver er en sang om krisen i et kærlighedsforhold: Der er alen langt til et knus/ To verdener/ I samme hus/ I samme hus/ to verdener i samme hus. Fich skriver sine sange i et ligefremt dagligdagssprog, der passer godt til de modne, iørefaldende melodier, og undgår poppens faldgruber i form af udvortes føleri og søgte “poetiske” sentenser.

Også i “Lås på lågen” er der krise i kærligheden, hvor den korte fysiske afstand er svært overvindelig, når de er kommet “lås på lågen”, fordi der bagved lågen er “et syndigt rod/ rimelig tåget”, men hvor tre små ord måske, måske ikke, kan få låsen til at springe op igen. “Ting tager sin tid”. Jeg tror ikke, at de er tale om deciderede skilsmissesange, men om sange om almindelige forbigående kriser i parforhold, hvor parrene går skævt af hinanden, fordi de i bund og grund er så forskellige og let kan gå galt af hinanden.

I “Tagget” er temaet den digitale, virtuelle forførelse, vi alle bliver udsat for som brugere af SOME (sociale medier): “Skærmens isblå lys har kastet krogen ud/ogjeg bidt på/ kolde fødder synes selv, de må/ så i ly af mørket/ danser tanker, cyberdans med dig…Flyver op som på/natsværmervinger/ vi svæver i luft/ ud i natten med himlem som/ skjold/ imod al fornuft“. Og hvem kender ikke den fornuftsstridige forførelse, som cyberspace rummer?

Teksterne på Fichs plade kredser om det evigt besværlige kønsforhold, hvor det mulige og samtidig umulige forhold beskrives i et umiskendeligt feminint univers, hvor der sættes ord på feminine følelser og tanker. Og på den måde indskriver Fichs debutplade sig på smukkeste vis i den brede tradition af voksen popmusik, hvor netop besværet med kærligheden og parforholdet har været – og fortsat vil være – en uudtømmelig inspiration for sangskrivningen.

Charlotte Fich synger godt. Og man mærker, at hendes teaterskoling giver hende et godt greb om teksterne og deres frasering. Samtidig har hun en stemme, der er både ren og smuk og passer godt til den voksne pop, hun har gjort til sin egen på denne debutplade. Og bag sig har Fich et hold musikere, der lydhørt forstår at fortolke hendes musikalske intentioner og visioner. På guitar (og lap steel) finder vi Dennis Flacheberg, tangenter Martin Valsted (ja, ham), bas Casper Bak Poulsen, trombone (“To verdener i samme hus”) og på trommer Jacob Chano Lundby.

Samlet set har Charlotte Fich lavet en voksen popplade, der burde kunne tilfredsstille enhver voksen poplytter, men også enhver poplytter, der uanset alder forstår at lytte sig ind i et erfaringsunivers, som det ovenfor beskrevne. Hermed varmt anbefalet.

Charlotte Fich. Svæv. Produceret af Fich & Kristian Martinsen. Gateway. Udkom d. 9/9-2016

Det koncertaktive og højproduktive band Folkeklubben er til bage med albummet Slå flint! Titlen er lånt fra Klaus Rifbjergs sene digtsamling Knastørre digte (2006): “Slå flint!/<hvis gnisten falder heldigt/Brænder bålet./Slå flint!/Og vhis det hele kikser/var der gnisten/Som stinker tørt og/Fucking godt./Slå flint!”

I titlen ligger der et ønske om at vi skal se på vores virkelighed med andre øjne. Et ønske om, at vi skal ændre perspektivet. At vi skal fokusere mere på æstetikken og legen (end på det ‘perfekte’ resultat), mere på lys end mørke, mere på op-lysning end almen uvidenhed og i den dur.

Og det kommer stærkt og billedligt frem i den første sang, der hedder “Torben Ulrich”. Ulrich var ikke kun far til trommeslageren i Metallica, men også en ener i dansk kulturliv i tresserne og halvfjerdserne. Han blev berømt/berygtet for at spille tennis uden interesse for kampens udfald. Det var legen og den æstetiske detalje (slaget med ketcheren), der optog ham. Han var også kendt for at være en stor jazz-elsker, men samme tilgang til jazzen som til tennis.

“Der er sol over Danmark.
“Vi synger dine sange og glemmer dine nederlag
“Folkehelt, fanebærer, beatnik, laissez-faire,
Hej hej bolighaj, skåltaler 1. maj.
Folkehold, fattigrøve, Egon, Benny, Keld og Børge.
Kan du ikke gå, så stå på dine ben.

I dag bliver en god dag.
Jeg går som Torben Ulrich efter det perfekte slag.
Og jeg klapper det klaptræ, til filmen om en mand,
der blev sin egen herre en dag.
Yeah, yeah juhu.
Yeah, yeah juhu.

Ulrich var i sin tid (og i vores) eksempel på en mand, der gik mod tidsånden og var bærer af et personligt opgør eller -rør mod netop konformiteten og “almindeligheden” i vores fælles virkelighed.

“Tænk hvis man kunne bringe legen og æstetikkens fra Torben Ulrichs boldspilds-filosofi ind i velfærds-Danmark; i politik, i parforholdet, i musikken ect.. Tænk hvis vi kunne forstå, at der også i nederlagene – de store som i 1864 og de små som vi løber ind i hverdag, er noget at lære. Det handler ikke om at tabe eller vinde. Om dem eller os. Rød eller blå. Men om at spille og lege sammen. Om at slå Flint. Gå efter det perfekte slag!

– sådan skriver tekstforfatter Kjartan Arngrim i forlængelse af ovenstående sang og bærer dermed – i kraft af identifikationen med den langhårede tennisspiller – gnisten til et oprør og -gør med vores samtid med sig. Hvorved sangen – og hele pladen – bliver en politisk plade i den forstand, at politik handler om at ændre på tingenes tilstand. Og det kan der være mere end god grund til anno 2016.

“Og sådan er det med Folkeklubbens tekster. De vil have os til at se verden på en ny og anderledes måde. Som fx i singleudspillet, sangen om “overlæge Jacobsen”. En autentisk sang om en aarhusiansk psykiater, der begyndte at eksperimentere med LSD og derved som person bevægede sig ind i den galskab, han skulle kurere…

Overlæge Jacobsen synger ”Lucy in the sky”.
Bukker dybt, siger goddag til sit eget kontrafej.
Jacobsen er skør, som det sig hør og bør.

Overlæge Jacobsen kører flere 1000 mil.
På sin knallert, uden stop, rundt og rundt og uden hvil.
Fang ham hvis du kan; den fine gamle mand

Her går det godt.
Vi tager receptpligtig speed
og vi ryger pot.
Men doktor, er De rigtig klog? oh no no no.

Overlæge Jacobsen synger Lucy in the sky.
Bukker dybt, siger “farvel” til sit eget kontrafej.
Jacobsen er død, af dope og øllebrød.

Her går det godt.
Vi tager receptpligtig speed.
og vi ryger pot.
Men doktor, er De rigtig klog? oh no no no

Doktor er De rigtig klog? Oh no.

“Som anti-psykiaterne Cooper og Laing i tresserne vendte Jacobsen med sit liv op og ned på forholdet mellem galskab og normalitet. Måske var det ikke Jacobsen, der var gal, men samfundet, der var galt afspadseret!?

“I pressematerialet til sangene sporer man en vis modstand i gruppen mod at være samfunds- og systemkritiske. Men det er netop, hvad de er – selv om det er politisk ukorrekt at være det i disse tider. Men enhver, der prøver at tænke mod strømmen bliver automatisk politisk i vores konforme konjuktur.

“Og det er velgørende og befriende, at et dansksproget band som Folkeklubben ikke går af vejen for tankevækkende og provokerende tekster. Og binder det hele op med medrivende folk-rock, der oser langt væk af, at bandet de foregående mange måneder har givet den ene koncert efter den anden. Hvad enten de spiller energisk rock eller kaster sig over lidenskabelige ballader. Med den nye plade lever Folkeklubben op til de forventninger, man kunne have til dem.

Folkeklubben. Slå flint! ArtPeople. Udkom d. 26/8-2016

Med Roosevelts – alias tyske Marius Laubers – nye album er vi her i bloggen tilbage ved electronicaen. Og som hos andre af nutidens dyrkere af den elektroniske musik bevæger Lauber sig behændigt og klogt på den skarpe æg mellem den klassiske, dansante popsang og electronicaens leg med lydflader, hvor det elektroniske isenkrams ofte hårde lyd opblødes af guitarer og af Laubers stemme. Og Lauber maler med en bred pensel, der er dyppet dybt ned i den electroniske traditions mange malerbøtter. Vi mødes både af klart danse- og diskoteksorienterede flader, som fx i den hitpotentielle “Night moves” og af mere meditative og suggestive sange som fx “Belong”, der trækker tydelige veksler på ældre forbilleder som fx Tangerine Dream. Og det er netop i kraft af den udtryksmæssige spændvidde, at pladen her burde kunne nå ud over sit kultpublikum og indfange dem, der godt kan lide electronica – uden at være en del af miljøet.

Roosevelt, som Lauber kalder sig som kunstner, er uden tvivl et talent inden for sin genre. Og med sit eponyme album burde han uden besvær kunne konkurrere med mange af de andre, fortræffelige genredyrkere, som jeg har omtalt her i bloggen. Pladen går uden tvivl efter både dem, der elsker at danske til heftige beats og sværiske lydlandskaber – og dem, der kan nøjes med at indtage musikken via hovedtelefonerne. Hermed anbefalet.

Roosevelt. City Slang. Udkom d. 19. august

Karoline Munksnæs er skuespillerinde og har igennem en årrække arbejdet som dubbingleverandør til film. Og der skal da heller herske nogen tvivl om, at stemmen er hendes store aktiv på den EP, hun lige har udsendt med titlen Lyt til alle pauserne.

Munksnæs besidder en ren, klar pigestemme, som hun bruger med al den professionalisme, som hendes skuespillerskoling og arbejdserfaring har givet hende. Fraseringerne og hele udtrykket sidder lige i skabet, som man siger. Og Munksnæs har selv skrevet de syv sange, der kan beskrives som enkle, voksne popsange, der tematisk kredser om livets imperfektion og – måske lidt paradoksalt – besinder sig på det uudtalte, usigelige og usagte. Som det fx kommer til udtryk i titelsangen: “Lyt til alle pauserne/ de siger nemlig noget/ stands dine ord/når du er her/Ja jeg er stille/ men jeg prøver at sige noget/ så lyt til alle pauserne der er”.

Bag sig har Munksnæs et hold musikere, der forstår at forløse de enkle folk-poppede sange. Mikkel Petterson har produceret og leverer guitar, klaver og andre tangenter. Eva Skipper håndterer bassen, Andreas Estrup trommerne, Annevig Schelde Ebbe en lidt mørk og kontrapunktisk backingvokal til Munksnæs lyse stemme, Bjarke Falgren smider stemning ind over sangene med sine strenge (violin og bratsch) og John Ehde supplerer med sin cello.

Lyt til alle pauserne er et velment og velkomment bidrag til den voksende strøm af voksenpop, der både vil underholde og som har noget på hjerte. Hermed anbefalet.

Karoline Munksnæs. Lyt til alle pauserne. Ashtam Drops Productions. Udgivet digitalt d. 26. 08. 2016

Indtil videre ingen smagsprøver her…

Lad mig bare indrømme det: Siden mine ører blev åbnet for musikken har jeg haft en svaghed for brasiliansk – og latinamerikansk – musik. I min overvejende rock- og popdominerende musiksamling findes der et lille, beskedent udvalg af plader, der dyrker samba, bossa nova osv. Plader, jeg med glæde og nydelse vender tilbage til, når hverdagen kræver det. Og det sker slet ikke så sjældent.

Og nu er min lille feinschmecker-samling blevet udvidet med et dansk indslag. Nemlig Violi Violas plade È luxo so. Her mødes danske musikere – Alexander Kraglund (violin og mundharpe) og Jeppe Holst (7-strenget guitar) – med brasilianske Thaís Motta (sang) og Afonso Corrêa (slagtøj). Og mødet resulterer i musik, der nærmest  gør betegnelsen world music overflødig. For Violi Violä løfter den brasilianske musiktraditon op på en måde, der føles og opleves helt naturlig. Og jeg tror, det bunder i, at de involverede parter har en dyb kærlighed til netop den musik. Bossa novaen, choroens osv. Og det er forudsætningen for den indlevelse og kærlighed til musikken, man oplever, når man lytter til denne lille plade. Lytningen fik mig til at finde Jobim, Gilberto, Gil m.fl. frem fra pladereolen. Og bedre anbefaling kan jeg ikke tænke mig.

Thaìs Motta har en dejlig, feminin stemme, der udfolder sig ubesværet og lydhørt over den næsten tidløse og traditionslydhøre musikalske opbakning. Og sangene fremføres med det sentiment, vi kender fra de brasilianske klassikere, en blanding af melankolsk længsel og dens modstykke, den hjertelette glæde.

Jeg behøver vist ikke at pointere, at denne plade rammer en streng eller tone i mit musikalske univers. Og det kan godt være, at Violi Violäs plade falder lidt uden for mainstream-pladestrømmen, men jeg synes, at man skal give den en chance. Jeg er sikker på, at fans af denne musikform vil elske den og novicerne vil opdage, at der er noget at gå efter, hvis man vil forlade de allerede trådte musikalske spor.

Hermed varmt anbefalet.

Violi Violä. È luxo só. Gateway music. Er lige udkommet.

Desværre ingen smagsprøver pt.

Gem

Gem

Gem

Elektronisk blåøjet soul. Sådan kan jeg vel sammenfatte mit umiddelbare indtryk af Brighton-ensemblet Phorias nye udspil Volition.

Og beskrivelsen indrammes ganske overbevisende af det indledende nummer “Melatonin”. Melatonin er en hormon, der er med til at styre pattedyrs – herunder menneskers – døgnrytme. Og “Melatonin” er da også som en tilstand mellem vågen og søvn. Forsangeren besidder en forførende stemme, der døsigt, melankolsk fremfører den ganske iørefaldende melodi, der bæres frem af store elektroniske klangflader, der brydes let op af guitarens små figurer.

Associationerne til tidens elektronica ligger lige for. Lige fra islændingene over Moby og til dub-step-artisten James Blake. Men det er nok et tilbagevendende kendetegn ved tidens electronica, som jeg jo har omtalt nogle eksempler på hen ad vejen: At den uhæmmet lader sig influere og farve af tidens andre markante navne og trækker tråde tilbage til de store, gamle navne som Pet Shop Boys, Depeche Mode m.fl.

Hvor en sang som “Melatonin” viser Phoria fra den let behagesyge, mainstreamorienterede side, så er der andre spor – som fx “Red” eller “Mass” – der byder på mere kantede og lytterkrævende udtryk. Men spændet mellem det forførende, harmoniske og det modsætningsfulde, næsten disharmoniske og pikerende holdes sammen af forsangerens søvndrukne, svævende og dominerende stemme og de elektroniske lydflader, der selv, hvor de er tyndest (fx i sangen “Loss”) omgiver sangene som et stort melankolsk stemt rum.

Og så er Volition samlet set et godt argument for ikke at droppe albummet som fænomen – hverken i form af vinyl eller CD. Volition er i allerhøjeste grad en plade, der fungerer bedst, når den indtages som en samlet helhed. Og jeg tror Brighton-ensemblet har tænkt Volition sådan. Selv om den nok skal blive splittet op af streamingtjenesterne…

Hermed anbefalet.

Phoria. Volition. xnovorecords. Er lige udkommet

Gem

Gem

The Flaming Crew kunne lige så vel hedde The Flemming Crew (og der er sikkert tale om en bevidst joke eller pun…). For ankermanden i bandet er Flemming Christensen, der efter 40 års tro tjeneste i musiklivet, bl.a. og ikke mindst som konferencier på Roskilde Festivalen, nu springer ud som pladedebutant og udadvendt musiker.

Flemming har længe haft en musikerdrøm i maven, men der skulle et uheld til, før han tog sig sammen og gjorde noget ved det i form af pladeindspilning.  Og det er nu omsider så resulteret i EP’en Playground. Og titlen – Legeplads – er velvalgt, idet der er tale om syv ret forskellige sange. Her er – for nu at blive i billedet – både til gyngerne og karussellen. Men det gennemgående træk er, at Flemming, der selv står for de fleste instrumenter og synger for, har lavet en god håndfuld popiørefaldende rocksange, der bestemt kan gøre sig godt både i radioen og på de små og store spillesteder rundt omkring i landet. Onde tunger kunne sikkert finde på at kalde musikken for dad-rock, fordi det er musik, der oser langt væk af at sangskriveren har været med i mange år og har lyttet til dette og hint i den store pop- og rocksangbog. Vi andre vll blot nøjes med at glæde os over, at endnu et lille kapitel er føjet til den sejlivede, traditionsbundne poprock.

The Flaming Crew. Playground. Producer og plademærke er ikke oplyst. Er lige udkommet.

Gem

Vi skal helt tilbage til 2012, hvor jeg første gang omtalte det esbjergensiske band Big Sky Country. Og siden har jeg vel omtalt dette fine band  en fire-fem gange. Og nu, hvor jeg sidder her med bandets LP Movements i trefarvet vinyl (blåt-hvid-rødt) må jeg erkende, at jeg er blevet forsinket med omtalen. Jeg vil ikke undskylde det. Sådan er det bare gået. Til gengæld vil jeg godt erklære, at Big Sky Country er et af mine favoritbands blandt vor tids rockorkestre. Punktum.

Og favoritplaceringen forsvarer Big Sky Country fornemt med albummet, der med en fed streg understreger, at Big Sky Country er et dansk – ja, esbjergensisk – band, der på smukkeste vis viderefører og forvalter en rock, der har dybe rødder i ikke mindste halvfjerdsernes bredtspektrede rock. Sangskriver, arrangør og producer Philip Skovgaard kender arven og rødderne og har leveret ti sange, der ikke alene overbeviser ved deres melodiske kvaliteter, men også ved at trække på en bred vifte af stilistiske referencer fra tresserne og halvfjerdserne. Lige fra den tids forkærlighed for tværfløjten (Jethro Tull og folkemusikken – lyt til “Medicine Man”), referencerne til storbyrocken og Velvet Underground (fx “The Way”), dyrkelse af den flerstemmige sang (eksemplerne er legio), dyrkelsen af den højt svungne el-guitar og så videre. Man kunne blive ved. Der er associationer og citater nok til en lang aften med musikelskende venner over et par flasker rødvin eller flere…

Movements er et album, der både virker som et fint sammentømret hele og samtidig er meget varieret i sit bud på, hvordan traditionen skal forvaltes anno 2016. Spektret går fra det mainstreamsøgende, melodiøse, hitlisteefterspørgende rock over den introverte, refleksive rock (Grateful Dead m.fl., fx i “!What d’you know”) til den mere kompromisløse rå rock, der helst vil se garagen eller øvelokalet i kælderen indefra. Så samlet set repræsenterer Movements på fornemste vis et moderne bud på, hvordan man fører faklen videre fra rockens store årtier. Og jeg kunne godt unde alle de unge rockfans rundt omkring, at de gav vinylen (eller den digitale udgave) en chance. Hermed varmt anbefalet fra en erklæret fan.

Big Sky Country. Movements. Produceret af Philip Skovgaard. 10 fingers. Udkom d. 1.  april

Opdatering:

BSC/Philip har modtaget omtalen ovenfor i den ånd, den er skrevet i, og skriver følgende (i let redigeret form) på deres Facebookside:

De første anmeldelser af MOVEMENTS tikker ind og i dag har vi modtaget vores flotteste anmeldelse til dato. … Mr. Capac, har været flittig til at anbefale og anmelde vores udgivelser fra vores begyndelse. Da det nu var tid til at få MOVEMENTS anmeldt, var Capac en af de første, som modtog et eksemplar – og hvor er vi dog glade for, at vi fik det sendt.

Capac har skrevet den anbefaling som alle orkestre drømmer om at få! En ting er at han er glad for musikken, det er altid en god start, en anden er, at han fuldstændig har forstået hvor vi gerne vil hen med det og hvor vi kommer fra, ikke mindst. Det er ren magi når budskab og ånd trænger igennem fra musik til lytter og det er altså lykkedes her!

Når omtale og respons sådan falder i hak, kan det ikke være bedre. Tilbage står så bare, at du kære læser giver BSC en chance på din afspiller og ude på koncertscenerne.

Mirja Klippel er en finsk sangerinde, sangskriver og kunstner. I 2010 pladedebuterede hun og ensemblet Duo Kämmi med albummet Niittyhumala. Og siden hen har Mirja forfulgt et soloprojekt, hvor hun har optrådt og arbejdet sammen med den danske guitarist Alex Jønsson. Og dette samarbejde er nu resulteret i EP’en Lift your lion.

Det er en plade, der ikke kan løbe fra sin nordiske forankring. Tonen er mørk og let melankolsk. Og Mirjas klare og stofmættede røst sikrer sammen med det folkprægede guitarpil, at det nordiske bliver understreget, samtidig med, at der er klare referencer til den angel-saksiske folkemusiktradition.

Jeg skal ikke gøre mig klog på teksternes detaljer og nuancer, men den melankolske tone er ikke til at tage fejl af, lige som den modsatrettede tilbøjelighed også er til sted. Fx i titelsangen om at ‘løfte sin løve’. Men Mirja, Alex og bassisten Frederik Sakham overbeviser i kraft af renlivet folketone, der ikke byder på radikale genrebrud eller fornyelser, men overbeviser i kraft af sin tradionsbundethed og genkendelighed. Hermed anbefalet.

Mirja Klippel. Lift your Lion. Produceret af Mirja Klippel. Eget forlag. Hvornår den udkommer ved jeg ikke, men der er releaseparty d. 25. juni på Ambassaden i Aarhus (Rosensgade 11, kl. 20.00)