Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Juncker – Bivirkninger

9. oktober 2016

I 1971 sang John Mogensen om Dybbøl Mølle, der malede helt ad helvede til, i en sang, der pÃ¥ dansktopmanér satte ord pÃ¥ de svundne tresseres og gryende halvfjerdseres samfundskritik, med hip til de velbjergede, til den smuldrende demokratiske debat og med kritiske kommentarer til miljøforurening og løssluppen urbanisering med spekulationsbyggeri og smulmende trafikale problemer. Og næppe havde Mogensen sunget sine linjer, før den frafaldne socialdemokrat og kommende centrum-demokrat Erhard Jacobsen leverede et umusikalsk modsvar med “Dybbøl Mølle maler stadig”. En sang, der – set i bakspejlet – indvarslede vor tids gejle nationalisme og den generelle højrepopulistiske drejning.

Og nu i 2016 vender sanger og sangskriver Juncker tilbage til “Dybbøl Mølle” pÃ¥ sin nye plade Bivirkninger og tager – uden direkte henvisning eller bare allusion til forgængerne – den politiske sangskrivning op igen. Men ikke pÃ¥ en propagandistisk eller sloganstøttet vis. Derimod – og dermed helt i pagt med en tendens i tidsÃ¥nden – som en underdrevet, latent samfundskritik, der stÃ¥r at læse mellem linjerne, mere end som flammeskrift og slagord:

De sir alt er tilladt og du kan sige hvad du vil/ men siger du det du mener sÃ¥ pak dt godt ind i vat/ Din spændetrøje er for stram/ din livrem er sat pÃ¥ skrÃ¥/ Det er vist pÃ¥ tide du tager dit gode tøj pÃ¥/ Du begynder at gÃ¥/ Først er du alene sÃ¥ bliver i flere/ Se mor se hvor vi marcherer, fra Dybbøl Mølle til Nørrebro station/ Jesus jeg giver op/ Gud jeg melder pas/ Jeg har tape for munden og mine minder har de brændt…

Juncker beskriver her dobbeltbundet, hvordan det politiske medløberi sættes i scene, Sangens hovedperson er tydeligvis frustreret og nedslÃ¥et over tingenes tilstand og den snigende konformisme og lader sig rive med at stemningen og bliver en del af et marcherende fælleskab. Sangen illustrerer et bestemt træk ved Junckers sange: Det er med udgangspunkt i det singulært og subjektivt oplevede, der artikuleres en slags almen virkelighedskritik. En kritik, der ofte – som i ovenstÃ¥ende sang – er som et tveægget sværd, der bÃ¥de er vendt mod omstændighederne i virkeligheden og indad mod individet.

Dette signalement passer ogsÃ¥ til den retrospektive og lidt nostalgiske sang “Der var engang”, hvor en ungdommelig fortid bliver afsæt for beskrivelsen af en aktuel udelukkethed og fremmedhed:

Fyrre Ã¥r og ikke særlig fed/ For døv og blind til at følge med/ En lille smule fremmed for robotters Ã¥nd/ men tro mod kassettebÃ¥nd/ imens jeg stille nynner Alphaville forever young/ Der var engang engang/ vi var cool/ før det hvide i mine øjne det blev gult/ Sæt dig ind i det nyeste lort/ ny lort…

Junckers samfunds- og virkelighedskritik er implicit og kræver, at lytteren gør sig den ulejlighed at lytte opmærksomt og/eller læse de i CD’en optrykte tekster. Men sÃ¥ Ã¥bner de sig ogsÃ¥ i al deres flertydighed og afslører en fundamental stemning af fremmedgjorthed og utilpassethed, som mange vil kunne relatere sig til.

Juncker synger sine sange ligefremt og med fokus på artikulationen af teksterne, der fremstår eksemplarisk tydelige i Junckers mund. Og sangene bæres frem af melodier, der nok er melodiske, men ligger langt fra poppens alfarvej. Musikken er en blanding af klassisk singer-songwriter-musik med stemme og guitar i centrum og en god portion, elementær, moderne rock, der ikke er overhældt med elektroniske effekter og digitale lydmalerier.

Med sit nye album skriver Juncker sig ind i en fornem og lidt eksklusiv strømning i tidens musik, hvor beskrivelser af dybt personlige oplevelser, erfaringer og iagttagelser afsætter en særlig almen tidsspecifik samfundskritik. Og det er måske netop derfor pladen hedder Bivirkninger.

Hermed anbefalet.

Juncker. Bivirkninger. Produceret af: Henrik Balling. Target. Er udkommet.

Capac anbefaler: Janus Bechmann – Table Sketches

8. oktober 2016

Janus bechmann, der bl.a. har arbejdet sammen med Ester Brohus og Søren Krogh, er ude med soloalbummet Table Sketches. Og titlens sketches – skitser – kunne fortolkes derhen, at der var tale om nogle ufærdige sange. Men det vil være en fejllæsning. For sangene virker bestemt ikke ufærdige eller halvgjorte. Derimod kan der være noget skitseagtigt over dem i betydningen: noget basalt og enkelt.

For Janus Bechmann har været pÃ¥ en længere tur tilbage til sine musikalske, amerikanske rødder. Det vil sige en smeltedigel, vi her i bloggen gerne omtaler som americana og roots. Og mødet med rødderne i New Hampshire og Vermont har – mÃ¥ske ikke overraskende og forventeligt – medført en slags besindelse pÃ¥ netop disse rødders forkærlighed for det jordnære, enkle og upyntede udtryk. Down to basics, som man jo siger i det anglo-amerikanske sprogomrÃ¥de.

Og det er netop, hvad Janus gør pÃ¥ denne plade. Skærer ned til benet i det musikalske udtryk. skræller alle unødvendige lag af og lader sangene stÃ¥ ret nøgne og rÃ¥. SÃ¥ de kun fremtræder gennem Janus’ gode stemme og arrangementer, der er skrabede – og kun – nu og da – lader en slideguitar lægge et lille ekstra lag pÃ¥. Og pÃ¥ tekstsiden modsvares enkelheden af sange om kærligheden og hverdagens problemer. Og det er helt efter bogen, kan man sige.

Table Sketches er en af den slags plader, der har potentiale til at blive en af mine kultplader. Altså en af dem, der ved gentagne genhør tiraner sig en plads på den hylde, hvor de minimalistiske singer-songwriter-plader står og ikke får lov til at støve til. Og måske kunne den også gå hen og blive en af dine særlige plader -giv den en chance. Hermed anbefalet.

Janus Bechmann. Table Sketches. Produceret af Janus Bechmann og Jeremiah Bindrum. Target. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Martin Blom – Sange fra ødekirken

6. oktober 2016

Jeg kom til at tænke på Johnny Cashs american recordings, på Bruce Springsteens Nebraska og Ulf Lundells ti sange fra et hotelværelse, da jeg lagde Martin Bloms Sange fra ødekirken i CD-afspilleren. Og det er ikke tilfældigt. For lige som de nævnte kunstnere har Blom på sin ny plade valgt et særligt refugium for sin nye plade. Som titlen antyder, så er pladen indspillet i en øde kirke, nærmere bestemt den nedlagte Buderup Ødekirke i Rebild. En kirke, der ikke længere tjener sit oprindelige formål, men nu står i kulturens tjeneste.

Og den nøgne kirkebygning med sin særlige akustik og dens rÃ¥, og sikkert inspirerende, tomme skal fik lov til at danne ramme om Martin Bloms samling af danske sange. Og – næppe helt tilfældigt – sÃ¥ spejler eller snarere korresponderer sangene med deres konkrete sanselighed og enkelhed den skrabede, rÃ¥ ramme udgør.

Bortset fra lidt backingvokal (af Bjørn ‘Bønne’ Petersen og Henrik Hansen), sÃ¥ stÃ¥r Martin Blom for det hele. Og det vil sige: sang og diverse guitarer. Og som det antyder, sÃ¥ skærer Martin Blom ind til benet. Tekstligt og musikalsk udviser sangene en elementær nøgenhed og ‘ærlighed’, som nærmest er blevet en kendetegn for den slags refugieindspilninger. Det er som om den udvendige askese fremmer en kunstnerisk frugtbarhed.

Et par eksempler. I sangen “Hver morgen er en kirke” skæres der næsten ind til en absolut nulpunkt. Livet i form af den daglige morgen anskues som en ny begyndelse og en ny mulighed:

Hver morgen er en kirke

Jeg går derind

med åbent sind

Hver morgen er et landskab

Jeg går derud

Giver mit bud

Hver morgen er en mulighed

En skæbne der venter mig i døren

Og igen andre kan i mit sted

GÃ¥ ud og ta’ min tørn

….

Hver morgen er et blankt papir

Der vil ha’ ord

Jeg ved jeg tror

Et ark med alt og intet

Der kræver mig og mit kontrafej

Hver morgen er et checkpoint

Jeg lægger pas og dagsprogram på bordet

Alt hvad der er mig

Mit brugernavn og adgangsordet.

Selv om nogle teologer sikkert kunne tage teksten her til indtægt for den kristne tro, sÃ¥ læser jeg den mest som en slags eksistentiel nøgternhed, hvor det handler om at sætte ord pÃ¥ det mirakel, hver morgen vitterlig er som bÃ¥de afslutning og begyndelse pÃ¥ noget nyt, som forfatteren bemærker i det hæfte, der følger med pladen. Det er som om ødekirken med al dens symbolik modsvares af en bestræbelse pÃ¥ at skrælle alle udvendige lag af og nÃ¥ ind til en særlig umiddelbarhed og noget væsentligt. Det kan man ogsÃ¥ læse ind i en af de mere personligt historiske sange pÃ¥ pladen, nemlig “Drømmer 71”. Her fortæller Blom om sin egen generation, der i fodsporene pÃ¥ de sÃ¥kaldte 68’ere – til lyden af Burning Red Ivanhoe og Alrune Rod – nærede drømme om en anden og bedre verden:

Der var en dejlig udsigt derfra hvor vi stod

Og da vi sad pÃ¥ gulvet og hørte Burnin’ og Alrune Rod

Verden den var vores den gamle sang på sidste verd

Der var god plads til en drømmer dengang i 71

Underforstået: drømmene blev ikke indfriet, men drømmelandet eksisterer endnu et sted inde i den voksnes bevidsthed.

Også på den musikalske side dominerer enkelhed og rodfastheden. Martin Blom har rødder  i, ja, rootsmusikken. Den musik, der ynder at gribe ned til de musikalske rødder og tilbage til en vis oprindelses enkelhed. Og på pladen her barberes musikken virkelig helt ned til en nærmest spartansk nyenkelhed, der både ekkoer af nøgen salmesang og den hudløse nærhed, som de indledningsvist omtalte kunstnere også fandt ind til på deres plader.

Og dermed skriver Martin Bloms plade sig naturligt ind i rækken af plader, der har deres udspring i et eller andet frivilligt refugium og itone- og ordsætter en særlig kunstnerisk ‘ærlighed’ og nøgenhed, der leverer et passende modspil til tidsÃ¥ndens udvendighed og unødvendige fylde. Hermed anbefalet.

Martin Blom. Sange fra ødekirken. Eget forlag. Er udkommet.

Capac anbefaler: Caper Clowns – The Buca Bus

6. oktober 2016

Cover-The-Buca-Bus-659×659.jpg

Her i bloggen har jeg fulgt det gode odenseanske band Caper Clowns siden 2015, hvor jeg gav EP’en Type your text here nogle venlige ord med på vejen. Og nu er bandet så ude med en langspiller med titlen The Buca Bus, der indfrier de forventninger, jeg havde til Caper Clowns dengang. Forventninger om, at de ville fortsætte udviklingen af deres specifikke udgave af den såkaldte indierock, der samler trådede op fra især den melodiøse britiske udgave af indien og har tydelige tråde helt tilbage til indierockens forfædre i tresserne med Beatles som omdrejningspunkt.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad en Buca Bus er for en bus, men musikken og coveret på pladen fik mig til at tænke på den bus, Beatles bruger i filmen Magical Mystery Tour. Og i det mindste passer denne association på den måde, at også The Buca Bus sender os på en magisk og mystisk tur med tolv sange, der kredser om temaer som romantik og singulære, eksistentielle oplevelser. Og de fine tekster er heldigvis trykt i coveret, så man kan fordybe sig i dem, hvis man har tid og lyst.

Men man kan også nøjes med at lytte til musikken, der i højeste grad taler for sig selv. Som de bedste udenlandske indiebands har Caper Clowns formået at skrue en plade sammen, der både hænger godt sammen indholdsmæssigt og byder på stor variation og opfindsomhed inden for det brede spektrum, som indierocken arbejder inden for. Lige fra den indledende, næsten klassiske popsang “Pockets”, der er medrivende og stærkt melodisk i en grad, der burde gøre den til et hit i radioerne (hvis der var nogen retfærdighed til, hvilket der jo desværre ikke altid er…), over mere indadvendte ballader til regulært pompøse indienumre, hvor bandet gerne vil demonstrere, hvad de formår instrumentalt og i et studie. Heldigvis holder de fast i deres melodisk-poppede udgangspunkt, så studiet fristelser ikke tager overhånd i form af tomgang og udvendighed. Også på den led minder Caper Clowns mig om mine gamle idoler fra Liverpool.

Det er naturligt, at et band vil bruge de muligheder, der er i et moderne studie, for at vise hele udtrækket og alle de kunster, de kan. Men jeg synes Caper Clowns formår at holde sig på beatmusikkens middelvej af melodiøsitet og popcharme. Selv hvor de folder deres instrumentale virkemidler mest ud, kan man godt høre den elementære enkelhed og nerve, der Caper Clowns fineste vare- og vandmærke.

The Buca Bus er en vellykket, alsidig indiepoprockplade, der vidner om, at genren (hvis man da kan kalde indien det!?) lever i bedste velgående – og i Caper Clowns har et hold loyale og passionerede repræsentanter, der ubesværet tager kampen op med de bedste udenlandske repræsentanter. Ja, The Buca Bus aspirerer til en plads på min personlige favoritårsliste, når den snart skal skrives. Hermed varmt anbefalet.

Caper Clowns. The Buca Bus. Gateway. Er udkommet.

Capac anbefaler: Jens Rømer – Mit liv med vin og musik

1. oktober 2016

Wein, Weib und Gesang og øl, f…. og hornmusik. Vi kender disse vendinger, der forbinder musikken med forholdet til det andet køn og, ja, de alkoholiske drikke. Og der er da ogsÃ¥ en forbindelse, mÃ¥ske den dionysiske, som Thorkil Bjørnvig engang skrev om.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ disse ‘sandheder’, da jeg læste Jens Rømers bog Mit liv med vin og musik, der er en  erindringsbog, hvor Rømer fortæller om sine to store lidenskaber i livet: vin og musik. Lidenskaber, der grundlægges tidligt i Rømers liv.

The Beatles (for)førte Jens ind i musikkens verden. Og via dem gelejdes han ad snirklede stier ind i folkemusikken, ikke mindst den fra Bretagne, via inspirationskilden og samarbejdspartnere Dan Ar Bra. Parallelt med denne udvikling føres Jens ind i vinens verden. Først via Frankrigsrejser med familien og siden af egen drift. En drift, der siden får Jens Rømer til at at hive teltpælene op i Danmark og flytte sin familie til Frankrig for at dyrke sine passioner, ikke mindst den vinøse.

Jens Rømer er ikke en erfaren forfatter. Det mærker man hurtigt, men han fortæller ligefremt og drevent – og ganske medrivende – om sine veje ind i musikkens og vinens universer. Musikkens fylder mÃ¥ske – i bogen – mindst, vurderet pÃ¥ antal ord, men det ‘kompenseres’ der pÃ¥ en mÃ¥de pÃ¥, idet Rømer har bedt nogle af sine venner komponere og indspille musik til vin. PÃ¥ to medfølgende CD’er kan man lytte til det resultat, der er kommet ud af mødet med et par flasker god vin. Og at dømme pÃ¥ musikken, sÃ¥ mÃ¥ vinen bÃ¥de have smagt godt og have haft en opløftende effekt pÃ¥ inspirationen.

Jeg skal ikke gøre mig klog pÃ¥ vindyrkning og vinkundskab. Dertil er mit kendskab som almindelig konsument for beskedent. Men Rømer fortæller grundigt om de vine, der blev givet til musikerne og om økologisk, biodynamisk og konventionel vindyrkning. Det eneste, der mangler, er, at der fulgte et par flasker vin med udgivelsen. Men – det kan man jo selv rÃ¥de bod pÃ¥, fx ved at købe er par af de flasker, Rømer har anbefalet pÃ¥ sin egen weblog.

Bogen er relativt hurtigt læst og fanger læseren i kraft af fortællerens dybe lidenskab for de to universer. Så, hvis man er til god musik og god vin, så er der også god grund til at læse Jens Rømers sympatiske fortælling om sit liv.

Jens Rømer. Mit liv med vin og musik. Forlaget Olafssongs. Er udkommet.

Capac anbefaler: Sorte Fugle – Sorte Fugle

25. september 2016

 

Det kan godt være, at C. V. Jørgensen tager sig nogle gevaldige pauser (hvis han da ikke helt har forladt musikken…), men han har sat et tydeligt vandmærke i den dansksprogede rock. Ã…nden fra hans plader svæver over mange af de dansksprogede rockbands. SÃ¥ledes ogsÃ¥ for pladedebutanterne i Sorte Fugle – Dennis Bengtson og Flemming Walther.

Fra første skæring på pladen springer associationen til C V Jørgensen ubesværet ind i hjernen på en. Ikke så meget i kraft af teksterne og musikken, men snarere igennem en genkaldelighed i vokalerne. Sorte Fugle lyder som en nutidig udgave af Jørgensens lille band. Stemmernes klang og den dvælende og forståelsesklare frasering knytter et tæt bånd tilbage til det ganske lille band.

Men heldigvis adskiller Sorte Fugle sig ogsÃ¥ fra forbilledet. Sorte Fugles tekster besidder ikke Jørgensens særlige, personlige samfundskritiske dimension og hans specielle mÃ¥de at vride det danske sprog. Sorte Fugle træder andre stier, hvor en mundret realisme besynger erfaringerne fra hjemstavnen Falster og de refleksioner et udlandseksil har sat i gang. Desværre er teksterne IKKE aftrykt i mit anmeldereksemplar, og det er en skam, selv om teksterne er lette at opfatte, for Bengtson og Walther har noget pÃ¥ hjerte i deres rapportering fra livet i det man undertiden kalder “Udkantsdanmark”.

Musikken stÃ¥r heller ikke i gæld til forbilledet, men er befinder sig et særligt sted mellem folkrock og singer-songwriter-poprock som den, man lavede pÃ¥ den amerikanske vestkyst for 40 Ã¥r siden. Jeg fik associationer i retning af sÃ¥vel Bifrost, Rugsted & Kreutzfelt og Spids Nøgenhat. Og selv om Sorte Fugle godt kan rocke igennem – som fx i sangene “Alting er” og “Kontrol” – sÃ¥ er deres styrke nok i den ende af rockspektret, hvor poppen er inde for rækkevidde.

Sorte Fugle er et velkomment nyt kapitel i den ufærdige bog om den dansksprogede rock. Sammen med andre dansksprogede rockere (hvoraf jeg har omtalt en del) udviser Sorte Fugle en mærkbar traditionsbevidsthed, samtidig med at de er ganske nutidige i deres personlige besyngelse af deres hjørne af den danske virkelighed. Hvis du er til blød folkrock med hjerte og danske tekster, der både har noget at fortælle og taler et ligefremt, forståeligt dansk, så betænk dig ikke, men lyt til Sorte Fugles debutplade. Det lønner sig.

Sorte Fugle. ST. Produceret af Rune Réne Hansen. Nyt Liv Records. Er udkommet i denne måned.

Capac anbefaler: Blondage

18. september 2016

Engang kaldte de sig Rangleklods og fik succes med albummet Straightjacket. . Men nu kalder Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen sig Blondage. For at understrege, at der nu – for alvor – er tale om en duo og ikke “blot” et projekt. Og den nye identitet er resulteret i den eponyme EP, der netop har set dagens lys.

I min omtale af Straightjacket kredsede jeg om duoens balancegang mellem elektronisk eksperiment og elektronisk pop. Og den nye EP tyder pÃ¥, at popsiden har fÃ¥et overtaget. Blondage vil forføre lytterne med sensuelle og dansante sange, der bÃ¥de appellerer til kroppen (kom ud pÃ¥ dansegulvet!) og til popsansen inde i hjernen. Og det lykkes forbavsende godt. BÃ¥de nÃ¥r tempoet er sat lidt ned som i den indledende “Lucky Black Shirt”, hvor Esben synger for, men hvor ogsÃ¥ Pernille blander sig og væver sin stemme ind i det vuggende og æggende elektronicalydtæppe. I det hele taget er EP’en  en plade, hvor de analoge stemmer hele tiden leverer et nødvendigt og befriende modspil til den tendentielt dominerende elektroniske lydlandskaber, der ligger som et massivt tæppe under numrene.

Med den nye EP har Blondage taget et tydeligt skridt i retning af mainstream i kraft af en håndfuld forførende popsange, og det forlyder også, at de allerede har fået godt greb i vor tids radio- og streaminglyttere.

Blondage. Blondage. Tambourhinoceros. Er lige udkommet.

Capac anbefaler: Frank Hemmingsen – Hold on to love

18. september 2016

Hold on to love er en opbrudsplade. Det fremgÃ¥r af PR-materialet, hvor kunstneren, Frank Hemmingsen, fortæller, at han op til albummets tilblivelse har været igennem en skilsmisse og indledt et nyt kærlighedsforhold. Og denne prolog og tematik passer næsten alt for godt til en countryplade. Og det er netop, hvad Hold on to love er. En voksenpopplade, der er indsukret i countrylyd og -stemning. Ja, faktisk mere end det. For spørgsmÃ¥let er vitterligt, om ikke countryen stikker meget dybere end som sÃ¥. Om ikke den nærmest gennemsyrer sÃ¥vel tekstunivers som musik. Jeg tror det…

For nÃ¥r man lægger øre til Frank Hemmingsens plade, sÃ¥ sætter associationskæderne sig i bevægelse mod mange repræsentanter for den moderne, amerikanske mainstreamcountry. Lige fra vores egen Tamra Rosanes til de mange, ypperlige eksempler fra countryens hjemland (hvoraf jeg har omtalt en del i bloggen her). Vi befinder os utvivlsomt i countryens lette – men ikke nødvendigvis letbenede – ende, hvor der ikke er noget forgjort i at sige og lave popmelodier. AltsÃ¥ en voksen countrypopplade, kort fortalt.

Og sammen med producer og musiker (trommer, bas, tangenter, programmering m.m.) Ebbe Frej, Søren Bigum og Gasem B. Pedersen (guitarer) og Bjarke Falgren (violin) har Hemmingsen formået at kreere en country-følelse, der ikke lader de amerikanske inspirationskilder noget tilbage at ønske. Og et stort ekstra plus er, at Hemmingsen får vokal assistance af den australske sangerinde Tania Doko (Bachelor Girl), der med sin smukke og stærke vokal giver netop den ekstra duodimension, der klæder countrymusikken så godt og altid har gjort det.

Så hvis du er til moden, voksen-country-pop af fineste aftapning, så hold dig ikke tilbage, når du støder på Frank Hemmingsen og hans nye plade. Hermed anbefalet.

Frank Hemmingsen. Hold on to love. Produktion: Ebbe Frej. DME. Er lige udkommet.

 

Capac anbefaler: Vola – Inmazes

18. september 2016

Titlen pÃ¥ københavnerkvartetten Volas nye album Inmazes rimer pÃ¥ “inmates”, altsÃ¥ fængselsfanger eller andre indespærrede. Og det er da – sÃ¥ vidt jeg kan opsnappe de engelsksprogede tekster – ogsÃ¥ et nærmest klaustrofobisk univers af indelukkethed og isolation, forsanger og tekstforfatter Asger Mygind disker op med.

Og musikken pÃ¥ pladen passer fint til den kvasi-klaustofobiske tematik. Stilistisk befinder vi os i den virkelig hÃ¥rde rocks domæne. De udtrykkelige referencer (nævnt pÃ¥ pladecoveret) er Pink Floyd (der nok mest af alt bidrager med inspiration i retning af det psykedeliske  og symfoniske), Rammstein (der leverer den betontunge lyd med centertunge trommer og voldsomme guitarer) og endelig det svenske dødsmetalband Meshuggah (der med deres ekstreme, tekniske udgave af dødsmetal lægger en sidste lille dimension af vildskab og desperation over musikken). Men det er ikke sværft at høre, at Vola med deres meget voldsomme plade indskriver sig som moderne repræsentant i den efterhÃ¥nden lange tradition for støjrock og giver deres eget bud pÃ¥, hvordan den skal lyde, nÃ¥r industrial, electronica og – ja – popsang smelter sammen med virkelig heavy rock.

Selv om Vola med pladen rækker ud mod både lyttere med popører og lytteren med flair for techno, så er Inmazes på ingen måde en maintreamorienteret udgivelse. Den henvender sig især til dem, der godt kan lide mange decibel i ørerne og ikke skræmmes væk af næsten dystopiske og alienerende tekster. Og det skal forstås som en anbefaling.

Vola. Inmazes. Mascot Label Group. Er udkommet.

Capac anbefaler: Koks – Skyskraber

17. september 2016

Der er noget næsten arketypisk over forhistorien til Koks’ EP Skyskraber. De tre medlemmer – Carl-Erik Riestra (sang, guitar og klaver), Birk Abenth (bas) og Birk Nevel (trommer) – tog op i de svenske skove, langt fra den moderne, digitale virkeligheds alfarvej – for at lave musik, de selv kunne stÃ¥ inde for. Og den slags afsides projekter har der heldigvis været mange af i populærmusikkens historie. Tænk blot pÃ¥ the Bands musik fra Big Pink eller Bruce Springsteens Nebraska.

Uden sammenligning. Og dog. For fælles for de eksempler, jeg kan komme i tanke om i skrivende stund, er at der er alle tilfælde er kommet lytteværdig og ret sÃ¥ holdbar musik ud af det. Og det hænger nok tæt sammen med det forhold, at kunstnerne uden for pladeselskabernes rækkevidde og uden for andre forstyrrende impulser kommer tæt pÃ¥ sangene og sig selv og opnÃ¥r en – iscenesat, javel – autenticitet og ægthed, det kan være svært at opnÃ¥ ‘inde i civilisationens støjende centrum’. Og det gælder sÃ¥mæn ogsÃ¥ for Koks’ plade.

Og hvad er det sÃ¥ pladen har at byde pÃ¥? Jo, det er dansksproget, uforfalsket rock, der oser langt væk af den særlige dynamik, som en trio kan opnÃ¥. bag Carl-Eriks højtgearede stemme banker Nevels trommer, Abents bas og forsangerens guitar de meget fængende pop-rock-sange gennem højtalerne. Det er enkel rock, der godt nok afspejler den modernes rocks forvandlinger, men ogsÃ¥ stÃ¥r med begge ben dybt nede i rockens centrale og ældgamle udtryk. Og som al god rock, sÃ¥ lugter de i alt syv sange langt væk af, at trioen har haft en god tur til Sveriges skove og har frem til den musik, deres hjerter banker for. SÃ¥ mÃ¥ vi bare hÃ¥be, at andre derude ogsÃ¥ kan høre det – og at de kan bringe samme energi med sig videre i de sammenhænge de ellers indgÃ¥r i. Hermed anbefalet.

Koks. Skyskraber. Eget forlag. Er udkommet.