CAPAC

En ung dame pryder coveret til Deerborns nye album Crash and burn. Hun står med nøgen overkrop på pladens coverforside. Og på den nøgne overkrop er der skrevet ord som “Why”, “No” og “Trust”. Og på bagsiden ser vi hende – netop – bagfra, hvor der med store blokbogstaver står “Hungry” på ryggen.

Og coveret sender – måske utilsigtet – en betydning af alvor, rå- og nøgenhed ud til lytteren. Og det usmykkede, nøgne og rå cover passer egentlig meget godt til Deerborns musik. Allerede med den første skæring “The Captain” anslås en mørk, knugende og alvorlig stemning med tunge, mørke guitar- og basgange og forsanger Lasse Nørbys lidt upolerede, lidt rustne, men også indtagende stemme. Og nummeret peger på, at vi er ovre i en afdeling af rocken, hvor alvoren, mørket og eftertænksomheden hersker.

Det er ikke tilfældigt, at man kommer til at tænke på tunge repræsentanter for Seattle-grunge eller på et navnkundigt band som Crazy Horse, der altid kunne sørge for at trække Neil Young længere ind i mørket. Med Crash and burn placerer Deerborn sig i en eksklusiv niche af dansk indierock, hvor det poppede og dansante ikke dominerer.

Og man kan sige, at Deerborn på en frugtbar facon tager kampen op med de lokale hard- og metalrockere (som nogle af medlemmerne har være en del af) uden at blive hverken genkendelige hard- og metalrockere. De finder deres egen identitet et sted mellem heavy metal-scenen og den poppede indiescene. Og som sådan falder de på et tørt sted, hvor de gerne – for min skyld – må udforske mulighederne fremover – måske på flere album. Hermed anbefalet.

Deerborn. Crash and burn. Celebration Records. Udkom d. 19. februar.

Med Sonny Møllers nye plade Episode 2 Hvilkeløst Hjerte tilføjes endnu et kapitel til den nordjyske tradition for lokal forankret pop- og rock, som vi kender fra navne som Niels Hausgaard, Allan Olsen, Johnny Madsen m.fl. Ja, det er ikke helt forkert at tale om en særlig nordjysk rock, der med sit lokale tilsnit og sin særlige sprogtone adskiller sig fra det øvrige lands musikalske udgivelser.

Samme med sit band – -Sonny Møllers Orkester – fører Sonny Møller os gennem elleve sange, der både handler om livet på landevejen som farende musiker (“Landevej”) og den altid umulige kærlighed (“Umulige kode”) og livet i almindelighed (fx “Den dag jeg takker af”). Og teksterne, der – desværre, suk – ikke er aftrykt i mit anmeldereksemplar – er ligefremme, mundrette, hverdagsagtige og helt uden litterære ambitioner eller aspirationer. Det er sange, der er – med en journalistisk kliché – i øjenhøjde med sit publikum. Publikum og lyttere skal kunne spejle sig selv i disse sange, der taler direkte og folkeligt til dem derude på de mange små spillesteder og hjemme ved musikafspilleren.

Og musikken leveres mere end kompetent af orkesteret, der består af Jens Varmløse (guitar, orgel, slagtøj og kor), Thomas Vadmann (trommer og slagtøj), Rasmus Boje-NIelsen (bas), Tania Hadinger (sang), Margrete Grarup (kor på Drukket månen fuld) og Sonny selv (guitar og sang). Og der er tale om elementær rock, der bygger på rockens gyldne årtier fra halvtredserne og frem til og med halvfjerdserne. En slags solid husmandsrock, der passer perfekt til Sonny Møllers folkelighed. Det er musik, der først og fremmest vil underholde – i ordets bedste forstand – sit publikum og sine lyttere. Ikke  musik, der først og fremmest lægger op til Kloge åge-fordybelse og dybe analyser i musiktidsskifter. Hermed anbefalet.

Sonny Møller. Episode II Hvileløst Hjerte. Produceret af Sonny Møller og Jens Varmløse. Møller Musik. Udkom den 26. Februar

Som trofaste læsere af denne blog vil vide, så har jazzen sneget sig ind her og hisset, selv om fokus har været på pop- og rock. Men som samme læsere også vil vide, så har jeg et blødt punkt, når det kommer til jazz. Ja, jeg kan ikke lytte til jazz uden at blive bevæget og berørt af denne musikalske genre.

Og nu sniger den sig så ind igen. Denne gang i form af sangerinden og sangskriveren Malene Kjærgårds nye plade Here’s to the Ladies. Et album, der – som titlen antyder – handler om kvinder, selv om den – heldigvis for det – henvender sig i lige så høj grad til begge køn.

Albummet består af ialt 12 numre. Heraf er halvdelen coverversioner af standards eller i hvert fald udsøgte numre fra jazzens store bog – lige fra Arlen og Mercer over Stephen Sondheim og til, ja, Lee Hazelwood (Nå ja, de sidste to er ikke decideret jazznumre, men bliver det i Kjærgårds versioneringer…). Og de restende seks sange står Kjærgård selv for. Og bag sig har Kjærgård et solidt, kongenialt band bestående af Kasper Villaume (piano), Mads Kjølby (guitarer), Tobias Dall Mikkelsen (bas), Snorre Kirk (trommer) og Jan Harbeck (tenorsaxofon). Og de fem herrer sørger for ubesværet at få pladens tolv numre til at hænge organisk sammen, så man ikke oplever den store forskel på fortolkninger af andres og egne numre.

Og til forskel fra flere andre plader med jazz, jeg har omtalt og anbefalet, så er denne plade renlivet jazz. Her flirtes ikke med populærmusikken for at tækkes nye publikummer og lyttere. Og det er heller ikke nødvendigt, for med valget af sange er der sørget for, at musikken griber ud over kredsen af jazz-afficionados.  Fx den indledende “Come Rain og Come Shine”, som nok vil være velkendt for mange, eller Lee Hazlewoods gamle pophit (med Nancy Sinatra) “These Boots Are Made For Walking”, der i Kjærgårds udgave får en solid indsprøjtning af swingende jazz, der leder tanken hen på fx Ella Fitzgerald. Men også Kjærgårds egne sange besidder melodisk kvalitet nok til, at de burde kunne få selv det mest blaserte popøre til at lytte med.

Og Malene Kjærgård synger ganske enkelt hen-rivende. Hun har en dejlig stemme og hun fraserer og synger så let og ubesværet, at det er den rene fryd.

Here’s to the Ladies er en plade, der både rummer traditionen i sig, bl.a. i kraft af de valgte coverversioner, men også i selve den musikalske approach – og en plade, der er helt moderne i kraft af sit nyfeministiske (!?) tema og et næsten poppet tilsnit i sangene. Hermed anbefalet.

Malene Kjærgård. Here’s to teh Ladies. Produceret af Malene Kjærgård. Gateway. Udkom den 26. Februar.

Kapløbet hen til det røde lys. Ja, så er der slået en ungdommelig, ja lømmelagtig, tone an. Noget med hurtige biler, brændte dæk osv. Men også noget apokalyptisk, noget med vor tids bevægelse mod det katastrofale… Og hvis disse løsslupne associationer til bornholmske The Houses albumtitel – Race to the red light – og det superenkle cover med fotoet af et trafiklys med den røde lampe tændt ikke er helt galt afspadserede, så passer associationerne sådan set fint til de ialt ti rocksange, som The House – alias Morten Pauck (guiitar), Jesper Staustrup (bas) og Kennie Ørted (sang) – leverer.

Producer James Thomas, der tidligere bl.a. har produceret Beth Hart, står for en renskuret produktion, hvor bandets individuelle præstationer står knivskarpt i lydbilledet, samtidig med at dette lydbillede har den for rocken vigtige homogenitet og tæthed. Og produktionen passer meget fint til bandets melodiøse og umiddelbart fængende rocksange, der nærmest har noget klassisk over sig, selv om inspirationen tydeligvis er hentet inden for de sidste fire årtiers moderne rock.

Hvis man skulle sætte et enkelt tillægsord på The Houses album, så er det overbevisende. Overbevisende som et stykke moderne rock. Overbevisende på samme måde som U2 var med deres debutalbum (og the Edge og U2 var ikke langt væk undervejs i lytningen til denne plade, uden at the House på nogen måde er kloner af det irske band). Med The Race to the Red Light har The House leveret et godt bud på et af årets bedste rockplader, tror jeg. Hermed anbefalet.

The House. Race to the Red Light. Produceret af James Thomas. Target. Er udkommet.

Jeg skulle ikke mere end et par skæringer ind i Von Düs nye album Bankende Hjerter, før en association til firserbandet Tøsedrengene (og den såkaldte gymnasierock) meldte sig. Og det, der fik associationerne til at springe op i mit hoved som en trold af en æske er Von Düs klare inspiration i reggaen og den caribiske musik, bandets løsslupne danske tekster og så sangenes klare popkvaliteter.

Men Von Dü adskiller sig også markant fra de populære firserband. Bl.a. i kraft af nogle tekster (der desværre ikke er trykt i mit promo-eksemplar – suk!), der kritisk inddrager vor tids store samfundsproblemer (fx klimaet og flygtningene), hvorved Von Dü kommer til at stå de gamle progressive halvfjerdserbands nærmere end omtalte firsergrupper. Men til forskel fra de gamle drenge og piger, så er der hos Von Dü også plads til at hylde kærligheden og livet i det hele taget.

Om det er bevidst at bandet sender associationsstrømmene tilbage til de nævnte årtier, skal jeg lade være usagt, men der er også mest af alt tale om en associativ klangbund, hvorpå musikken rejser sig flot og nutidigt. For Von Dü har været langt tid i studiet for at kreere et album, der legerer rock, reggae og pop med elementer af verdensmusik, hip-hop, big band-jazz og meget andet. Det hele er kogt sammen til en gennemproduceret musikalsk stuvning, der både appellerer til de danseglade koncertgængere, popfolket og dem, der foretrækker blot at lytte med i hovedtelefonerne. Bankende Hjerter er en moderne plade, der trækker på det bedste fra de foregående årtier, samtidig med at den åbner sig mod både fest og samfundsmæssigt engagement. Dermed har den også en bredde, der burde sikret Von Dü en stor lytterskare. Hermed anbefalet.

Von Dü. Bankende Hjerter. Produceret af Von Dü. Von Dü Entertainment . Er lige udkommet.

Nej, jeg er slet ikke færdig med 2015 i musikalsk henseende. Og længe, ja, alt for længe, har Silje Holtan ligget på mit skrivebord og kigget spørgende på mig, medens jeg fortabte mig i andre lytte- og skriverier. Men nu er tiden inde til at give Silje nogle anbefalende ord med på vejen. Og sandt at sige, så er Siljes plade sådan en, der tåler at ligge lidt og lade nyhedssstømmen storme hen over sig.

Picture Me hedder Silje Holtans plade, og der er tale om en meget moderne popalbum, der må have appel til et poppublikum, som har lagt teenageårene bag sig og ikke længere stiller sig tilfreds med letfordøjelige popsange. For godt nok er Holtans sange poppede i den forstandt, at der både er iørefaldende melodier og fængende rytmer, men der er på ingen måde tale om døgnfluepop. Det er pop, der kræver noget af sin lytter. Sammen med sine samarbejdspartnere har Holtan skabt et lydunivers, der både bruger traditionelle instrumenter og den moderne digitael programmerings mange muligheder. Dermed er der skabt et lydbillede, der både peger retrograd tilbage på de forrige årtiers – ikke mindst de synthglade firsere – lyd og progressivt frem mod nye endnu ikke trådte musikalske stier. Lyden er på samme tid umiddelbart tilgængelig og storslået og imposant.

Og i sit tekstunivers appellerer Silje Holtan både til lytterens visuelle forestillingsevne og tankefulde intellekt. Som fx i titelsangen “Picture Me”:

Picture me
A fortune tellers wife
Picture me
Running for my life

I wanna be a four-wheel drive
I wana catch myself a fast ride
And if a cold rain should fall
I wanna be a six o’clock train and I’m running
I’m running….

Det handler mere om at male billeder i hovedet på lytteren og afsætte stemninger og spørgsmålstegn sammesteds end at træde de velkendte popsangsstier. På den måde skiller Silje Holtan sig ud fra mainstream ved at sætte forventningerne til lytteren lidt højere end det oftest sker.

Og Silje Holtan har en dejlig popstemme, der er både klar, naturlig og sensuelt feminin. Og den lokker lytteren ind i et feminint univers, det nok er værd at besøge. Også selv om man tilhører det andet køn. Picture Me er en plade, der skriver sig flot og naturligt ind i række af overbevisende popplader, som er kommet gennem de seneste år her i landet. Tag vel imod Siljes nye plade. Hermed anbefalet.

Silje Holtan. Picture Me. L V Records. Er udkommet.

Pladecoverets foto af en ung dame, der hengiver sig til kroppens bevægelser og titlen på pladen, Dance Sunshine, Dance afslører, at Another Juggle med deres plade leverer råstof til dansegulvet, hvad enten det befinder sig et sted ude i nattelivet eller inde i de hjemlige gemakker.

Ganske vist bevæger tekstuniverset sig inden for rammerne af den tidstypiske, nordiske (måske i virkeligheden globale…) melankoli, men det modsiger ikke – snarere tværtimod – musikkens dansante, medrivende og endorfinudløsende kvalitet. Albummet her definerer på sin egen fine facon vor tids særlige variant af den gamle, komplementerende spaltning mellem livs- og dødsdrift. Lige så melankolsk det kan se ud, lige så livsbekræftende og opløftende er musikken. Et lille eksempel blandt mange kunne være titelsangen, hvor det hedder:

“Brave, with bruises on my lips

I’m already a famous son

Known for melancholic art

That will make you dance

Acting human in my bed

Somehow I’m erplaceable

With solitude and ‘art’…”

Jeg ved ikke, om melankolien har en særlig tiltrækning i techno- og electronicamusikkens kredse, men Another Juggle er i hvert fald repræsentanter – og eksemplariske sådanne – for netop den særlige, tidstypiske balanceren på knivsæggen mellem melankoliens opslugende mørke og  musikkens opløftende og euforiserende lys.

Musikken på pladen trækker store veksler på den moderne, poppede technolyd fra 1980’erne og frem – og med tydelige rødder i halvfjerdsernes dystre electronica hos ikke mindst Kraftwerk. Her er både popmelodier, der drives frem på synthesizers og dybe, suggestive, programmerede rytmer, der lokker lytteren ud på danseoverfladerne.

Another Juggle er et godt bud på moderne dansk elektronisk dansepop. Og som sådan burde pladen finde vej til alle dem, der gerne vil bevæge kroppen og flytte fødderne til smægtende og forførende rytmer og ditto sange – og til radioernes playlister, hvor en plade som denne hører naturligt hjemme. Hermed anbefalet.

Antoher Juggle. Dance Sunshine, Dance. Produceret af bandet og Morten Bue. Target. Udkom 29/1-2016

Jeg er altid alene

jeg har kun mig selv

Det’ sådan det føles

når man hader sig selv

synger Lise Dres i sangen “Intet består”, der indleder hendes nye plade De sidste skygger. Men selv om der slås et alvorligt og tungt tema an, så er der ingen tvivl om, at Dres’ plade er en popplade. “Intet består” er en let svingende popsang, der med sin dansante og fængende lethed står i komplementær modsætning til tekstens afgrundsdybe alvor om selvhad, ensomhed og utilpassethed.

Og dette komplementære modsætningsforhold mellem teksternes univers og det musikalske udtryk går som en rød tråd gennem pladen, og det gør den til et udmærket eksempel på vor tids pop- og rockmusik, hvor netop et epokal melankoli og livstræthed underbindes af musik, der på flere måder livsbekræftende modsiger den dominerende modfaldenhed og tristesse. Og i Lise Dres’ mønstereksempel bliver netop det popmusikalske udtryk det, der sammen med elementer i teksterne, peger ud over al elendigheden og det negative. Som fx i den afsluttende sang “Kaffe 67”, hvor det hedder

Jeg mærkede en gnist i aften

et lyst i mørket blev tændt

Jeg så i dine øjne

et lys jeg troede var glemt

Jo, pladen hedder De sidste skygger og hvis den har et samlet budskab (hvad den nok ikke har…), så kunne det være, at det er muligt at slippe ud af skyggernes rige, når blot popmusikken og kærligheden spiller med. I hvert fald får det positve overtaget til sidst og dermed bekræfter teksternes selve poppens væsen.

Lise Dres synger smukt og klart og skriver sig i mine ører ind i den lange række af smukke pigestemmer, vi har været velsignet med i dansk pop og rock gennem de sidste fem-seks årtier. Og bag sig har hun en gruppe musikere, der loyalt spiller op til hendes naturlige stemme, samtidig med at de – ganske velgørende – trækker det poppede lidt i retning af det rockede.

De sidste skygger kommer som et velkomment poppust her ved indgangen til det nye år. Alvorsfuld pop af den slags, der passer smukt ind i tidsånden med alle dens modsætningsfuldheder. Lyt til Lise Dres og nyd hendes fine popplade. Hermed anbefalet.

Lise Dres. De sidste skygger. Produceret af Dennis Ahlgren, Lise Dres og Anders Bie Rosentstjerne. Peacock Records. Er udkommet.

For et par år siden anbefalede jeg The Bullhounds album Protector. Og nu er bandet så tilbage med et album med en meget sigende title To rock & to serve. At rocke og at tjene – og det Bullhounds tjener må være rocken, rock and roll i den aftapning, som de fire rockhunde foretrækker – en rock med klare rødder i de amerikanske sydstater, spædet op med elementer fra andre hård rock-inspirationskilder, lige fra de kortbuksede drenge  i AC/DC til Rolling Stones i deres rå post-halvfjerdser-udgave.

Projektet for denne plade er med andre ord nogenlunde det samme som på debutpladen: At slå et slag for den elementære sydstatsforankrede rock og rul. Og det gør forsanger Erling Daell så sammen med sine tre fhv. Georgia Satellites-musikere. Og det sker over ikke mindre end fjorten numre – lidt usædvanligt nu om stunder – hvor den får “fuld skrue”.

Det siger næsten sig selv at den slags traditionalisme ikke har ambitioner om at omdefinere rock og rul eller ‘forny’ den. Tværtimod er tilgangen konservativ i den forstand, at man foretrækker at (gen)bruge rockens byggeklodser i deres mest elementære udgave. Det betyder selvfølgelig også, at man ikke går af vejen for at genbruge genrens skuffe med klicheer og velprøvede virkemidler. Man vil ikke vælte hegnspæle eller vinde nyt land på rockkortet, men tværtimod træde på de gamle stier og gå ad de velkendte veje. Og på den måde skriver the Bullhounds sig ind i en tendens, der er lige så gammel som rocken selv. Det er en stilistisk vej, der deler vandene blandt lytterne. Nogle trækker på skuldrene eller kalder det – som jeg har læst – for “røvballerock” (en negativ anmelder). Men jeg foretrækker at tage det for det, det er. Rock and roll, der “bare” vil spille op til dans, få publikum til at rocke med og hvad der ellers følger af at lytte til rock og rul.

Helt naturligt føjer den nye plade ikke alen til forgængeren, men udbygger og bekræfter det positive indtryk Protector efterlod af et band, der kender sin mission og står 100% ved den med hjertet på rette sted og med et solidt og effektivt greb om rockens elementære virkemidler. Her er ingen fine fornemmelser og man behøver ikke være en kloge åge og have gået på rockuniversitetet for at være med og nyde musikken. Man skal bare tage sin ven(inde) under armen, tage danseskoene på og drage ud i natten og danse igennem til To rock & to serve. Hermed varmt anbefalet af et gammelt rockhoved.

The Bullhounds. To rock & to server. Produceret af: Jeff Bakos og erlign Daell. RockBastard Records. Er udkommet.

I morgen kommer Ester Brohus’ tiende album, og det har været flere år undervejs. Men det ændrer såmæn ikke meget ved det indtryk, Brohus og hendes kompetente band efterlader med den nye langspiller. Det er med lange rødder nede i den amerikanske country Brohus’ sange vokser op og ud af pladens spor.

Game for the Gamblers hedder den ny plade og det spil – den “game” – der er tale om er, ikke overraskende, kærlighedens spil, som det slås fast i titelsangen: “I’ve bee living alone for so long/ Don’t remember how or what is right or wrong/ and I left the rules for love way behind me/ I’m a long way from shere I know I need to be (…)” . Og ganske typisk for countrygenren, også i Brohus’ aftapning, så bærer flere af sangene på pladen på et velkendt skisma mellem den (farlige) frihed på den ene side og den trygge havn i parforholdets og familiens favn. Det slås allerede fast i den indledende sang om at tage med the freetrain: “I took the freetrain/ I paid wiht guilt doubt and pain/ Years have gone but it’s never too late/ to change – forget ’bout yesterday (…)”. En klassisk splittelse mellem frihedstrangen og det bånd, der binder og løser de problemer, friheden indebærer. Og på den måde er Ester Brohus’ sange og den nye plade – forstå det i en positiv ånd – en nærmest konservativ og klassisk countryplade. Vi befinder os langt fra outlaw-country, selv om det er de samme grundlæggende følelser der er på spil.

Og Ester Brohus synger sine iørefaldende og inciterende sange med sin velkendte stemme, der stadigvæk besidder en særlig følsomhed og et nærvær, som de følsomme sange fortjener. Og med sit gode band er hun i sikker havn. De sørger for at skabe en autentisk countrylyd, der både oser langt væk af americana, men også har en svært definerbar lokal kolorit over sig. Nævnes skal det også, at Ester på dette album på smukkeste vis får modspil af sin datter Sabrina i det vokale. Og måske ikke overraskende klinger de to stemmer smukt sammen og giver udtrykket en ekstra dimension, der ikke kun er familiær.

Game of the Gamblers er en mere end solid country-plade af den slags, countryelskere vil elske, selv om (eller måske netop derfor) den ikke fornyr eller ombryder den allerede prøvede country-musik. Det er country af bedste skuffe, og pladen her kan sagtens konkurrere med de fleste plader, der kommer fra Nashville Tennessee og lignede steder. Så tøv ikke, næste gang du skal lytte til nyt country. Hermed anbefalet.

Ester Brohus. Game of the Gamblers. Produceret af: Janus Bechmann. DME. Udkommer i morgen.

Musikeksempler kommer, så snart de er klar…

Trofaste læsere af bloggen capac vil vide, at jeg har en svaghed for musik, der har en naivistisk og primitiv tilgang til det at lave musik. Hvad enten der er tale om elementær garagerock, lavet af en håndfuld unge i fars garage eller mors kælder, pritimiv musik, fremført at mennesker, der ikke (endnu) helt behersker deres instrumenter, akkorder eller rytmik eller musik, der er blevet til som lo-fi-produkter i en afsides bjerghytte eller en studiecelle i den indre by. Og så videre.

Og Jacob Faurholts nye plade Super Glue har – selv om den ganske vist er produceret i et rigtigt studie – en autentisk air af hjemmebryg over sig. Den kunne sikkert være blevet til ved Faurholts køkkenvask. Og jeg tror, det er helt bevist, at Faurholt (der er kendt for musikalsk hjemmesløjd ) har skabt denne plade med netop denne umiskendelige lo-fi-stemning over sig. Dermed er også sagt, at der er tale om en plade, der helst vil lyttes til. Det er ikke en plade, der primært og som sit første mål har at komme på hitlisterne. Dertil er den for stemningsfuld, introvert og drømmerisk. Det betyder ikke, at der ikke er sange med popappel, for det er der. Fx besidder den indledende “Floating in space” og den afdæmpede “Guided by voices” sådanne kvaliteter til en vis grad.

Emnet på pladen er det gammelkendte farvel-til-pigen-tema, som Faurholt på sine 10 sange bearbejder med lige dele tristesse og forhåblningsfuldhed. Akkurat som det bør være. Desværre er teksterne ikke aftryk i CD-coveret. Og det kunne de godt fortjene.

Samlet set har Faurholt lavet et nedtonet lo-fi-album, der rækker ud mod de lyttere, der – som denne lytte – sætter pris på musik, der ikke strutter af overproduktion og studiepotens, men gør sig i kraft af gode, lyttevenlige sange i en sparsomt, men tilstrækkeligt dækkende musikalsk klædedragt. Hermed anbefalet.

Jacob Faurholt. Super Glue. Produceret af Brian Batz. DME. Udkommer i morgen.

https://youtu.be/x2-k3YWRQAE

Infinite Summer lyder som Scritti Politti-gentænkning af en Philip K. Dick_roman, fortæller PR-materialet til NZCA Lines’ nye album. Og vel vidende, at man altid skal være varsom med PR-salgstrick og forførende floskler, så er henvisningen til mine gamle kæledægger i Scritti Politti ikke ramt helt og aldeles ved siden af. For Michael Lovett, Charlotte Hatherly og Sarah Jones, der tilsammen udgør kernekonstellationen i NZCA Lines forstår som Green Gartside og hans forskellige samarbejdspartnere at skabe let forførende pop med deres arsenal af elektronisk udstyr. Infitite Summer er et gennemarbejdet album. Man kan sagtens høre, at det har været et par år undervejs, inden det nu slippes løs på et intetanende danse- og electronicaglad publikum.

Som Gartside hos Scritti fører Michael Lovett an i den vokale forgrund med en nærmest androgyn falsettangerende stemme, der støttes smukt af de to unge damers backingvokaler og står godt til de hårde elektroniske tromme- og synthlyde. De ialt 12 sange på pladen formår alle at være både umiddelbart dansante, popiørefaldende og overbevisende som repræsentanter for vor tids nye electronica, der viderefører electronicatraditionen fra de sidste fire-fem årtier. Som tidligere omtalt, så er der allerede mange, der konkurrerer om at gøre sig inden for dette genrefelt, og NZCA Lines fortjener bestemt at få mange lyttere og fans med dette helt igennem velproducerede og overbevisende electro-pop-album.

Hermed anbefalet.

NZCA Lines. Infinite Summer. Memphis Industries. Udkommer i morgen.

Jørck – alias Trine Jørck – er kendt her i bloggen for sit album Sustainable Dream og EP’en Dancing on Gold. Og nu kommer Jørck, der nu er blevet en fasttømret duo bestående af Trine og Torben Guldager, så med album nr. 2 med titlen Black Sun. 

Og den kontrastfulde titel indikerer, at teskterne hos Jørcks bærer mørket i sig. Og den lidt kryptiske titelsang anslår ganske godt stemningen af dobbelthed: “Your have your coconut lipstick on/ And your are walking out/ Into the black sun/ And your’re turning it away,/ Turning it away…“. Det er tekster, der – som vi tidligere har set det hos Jørck – i høj grad fungerer i kraft af stemninger og billeder, mere end almindelige poptilgængelighed. Og denne stemningskabens vaklen og balanceren mellem mørke og lys, melankolsk tyngde og hjertelig lethed stemmer fint overens med musikken, hvor Trine Jørcks velkendte lyse pigevokal svæver hen over den let melodiske metropolrock med dens dyrkelse af elguitarens dystre spektrum – fra det decideret støjende til det klagende. Det er et møde mellem det forfinede og feminine og det maskulint rå og indestængt energiske. På den led skriver Black Sun sig smukt ind i en metropolrock, der et eller andet sted knytter an til Nico og Velvet Undergrounds udforskning af storbyens lydunivers.

Black Sun er en voksen plade, der reflekterer et voksent erfaringsunivers, hvor brudthed og fremmedgørelse har været en del af omkostningerne. Og som sådan henvender den sig til et voksent publikum, der kan lytte sig ind på disse erfaringer i en moderne indierockklædedragt. Hermed anbefalet.

Jørck. Black Sun. Produceret af: Jørck. Eget pladeforlag. Udkommer i morgen.

Som titlen – og dens udtråbstegn – mere end antyder, så er KD Karma – alias Keld Dalager – ude i et ærinde. Af PR-materialet fremgår det, at Dalager med ‘vred budhisme’ vil slå et slag for empatien, altså vores evne til at leve os ind i andre mennesker, fordi det – angiveligt – står sløjt til med den i vor tid. Selv om der sikkert kan være noget om det, så vil jeg tillade mig som udgangspunkt at sætte denne intention i parantes for at møde pladen som den kommer en i møde gennem højtalerne.

Indledningsvist kan man notere sig, at også denne plade befinder sig inden for den brede katagori americana med sin særlige blanding af tilbagelænede ballader, der trækker på såvel stille rock, blues, country og introvert singer-songwriter-sangskrivning. Kell Dalagers behagelige stemme passer meget fint til den valgte, nedtonede fortællende, ja nærmest bekendende, stil på pladen. Selv om der medvirker en lang række hjælpende musikere på pladen (ingen nævnt, ingen glemt), så resulterer det ikke i nogen “stor” lyd. Snarere tværtimod. Det gennemgående træk er, at sangene er meget stille og diskrete, grænsende til det ligefremt introverte. Der vil sikkert være nogle lyttere, der vil savne lidt upbeat-rock elller lidt mere eksplicit aggressivitet på pladen, men jeg opfatter pladen som bevidst nedtonet og med fokus på det personligt betroende. Budskabet: Empathy! Det er i den ånd pladen skal indtages.

KD Karmas plade egner sig fint – og måske bedst – til stille og intens, man fristes til at sige: empatisk,  lytten. Og musikken vil sikkert egne sig til små spillesteder, hvor den bedst vil komme til sin ret. Hermed anbefalet.

KD Karma. Empathy! Produceret af: Kell Dalager. Target Records. Er udkommet.

Som jeg tidligere har skrevet mere end en gang, så er den løse genre americana, hvor rocken møder countryen og andre amerikanske musikrødder, ikke forbeholdt amerikanerne længere. Det har internationaliseringen og globaliseringen af musikken for længst sørget for. Og derfor finder vi også fine repræsentanter for denne musikalske hybrid i lille Dannevang. Fx hos pladedebuterende Merigold, alias Ulrik Tarp Merrildgaard.

Med sit album Songs and Reality overbeviser Merigold i tekst og tone om, at netop blandingen af den allestedsnærværende melankoli og den lige så allestednærværende americana finder god grobund i dansk musikliv. Og med hensyn til den melankolske tematik, ja så kommer man den vel ikke nærmere – emotionelt og kulturelt – end når man skriver en sang om “The Werther Complex” og dermed henter Gothes klassiske tekst om den unge Werthers kærlighedskvaler og livsmismod ind som reference. Og det er fint – og dermed stemmer Merigold sin plades ialt 11 sange ganske melankolsk, sådan som det jo ligger i tidsånden, ja måske i den europæiske kultur i det hele taget.

Og sammen med Ravnur Huginsson Eide (lap steel og dobro), Andreas Vasegaard Nielsen (bas), Fredrik Werenberg Poulsen (trommer), Jesper Folke Olsen (orgel, piano og backingvokal) og Cisser Mæhl (backingvokal og fløjteri) forløser Merigold (sang, guitarer, banjo, slagtøj og trommer) sine sange med tilbageholdt alvor og dominant vemod. Merigolds sange er nok melodiøse, men langt fra behagesyge over for popøret. I stedet for emmer sangene af at have hentet deres inspiration i den mere alvorsprægede del af den amerikanske americana, uanset om sangene bevæger sig i uptempo eller er mere nedtonede. Uden på nogen måde at lyde som salig Gram Parsons, så er det i forlængelse af denne pioner, Merigolds plade indskriver sig på ganske overbevisende facon. Og det er jo ikke så tosset.

Hvis man – som denne skrivekugle – holder af alt-country og americana, så er der al mulig god grund til at give Merigolds Songs and Reality en chance. Det er en overbevisende debut og et fint bud på, hvordan dansk americana kan lyde nu til dags. Velkommen til Merigold. Hermed anbefalet.

Merigold. Songs and Reality. Produceret af: Jesper Folke Olsen & Ulrik Tarp Merrildgaard. Target Records. Er udkommet.