CAPAC

Så nåede jeg omsider frem til Hôns album White Lion. Hôn, der er pseudonym for frontfiguren i The Rumour Set Fire, Jesper Lidang, bevæger sig på sit debutalbum definitivt i retning af det elektroniske spor, der også findes på bandets udgivelser. Men hos Lidang rendyrkes electronicaen med inspiration fra – ikke mindst – de popfascinerede electrobands fra firserne. Vi tænker Depeche Mode, Human Leage og (forbigående) Pet Shop Boys osv. Men også arven fra Kraftwerk mærkes undervejs, fx. i sangen “S.U.B”.
Som disse indirekte forbilleder og inspirationskilder sværger Hôn til den melodiøse, dansante, ukomplicerede og forførende popsang. Gerne fremført med falsetsang, der leder tankerne hen på synthpopnavne som fx Erasure. Ja, der er ingen tvivl om, at Hôns plade er et bud på, hvordan moderne synthpop kan lyde anno 2015. Men samtidig skal det understreges, at Lindangs sange balancerer fint på æggen mellem den renlivede pop og electronicaens tradition for eksperimenter. Det er med andre ord et bud på en synthpop med kanter og skarpe hjørner. Og på den måde slutter Hôn sig fint til det fine selskab af moderne synthpopnavne, som fx OMD. Det betyder også, at White Lion ikke kun henvender sig elskeren af ukompliceret synthpop, men også til ham eller hende, der ynder at lytte lidt nøjere til musikken. Ikke mindst sange som “Soulcatcher” og “Honeydream” inviterer begge typer publikum ind i varmen.
Sammenfattende mener jeg, at Hôns plade favner vidt inden for sin genreindhegning synthpoppen  og bør kunne nå ud til mange af dem, der sætter pris på moderne synthpop. Hermed anbefalet.

Hôn. White Lion. Tambourhinceros. Udkom d. 30. oktober

Titlen på Rasmus Morrisons lille 4-sangs EP fortæller os om, hvad teksternes tema er: samfundets tabere, samfundets bærme. Dem, der har udsigt til enten at ende på pyramidens bund eller måske blive mønsterbrydere, som det hedder i socialforskningen. Men emnets tyngde og alvor farver heldigvis ikke sangenes musikalske side. Tværtimod kan man sige, at musikkens lethed forlener sangene med en dimension af forhåbning og optimisme.

Musikken kan høres (af denne lytter) som en afart af den folk, som Bob Dylan engang skabte et kølvand for, som mange – herunder Morrison – sejler i. Musik, hvor det centrale er stemmen – og Morrison har en god, fin, maskulin stemme – og den akustiske guitar. Helt tydeligt bliver denne “arv” i den afsluttende sang “The break of day”, hvor Morrison står helt nøgen med sin guitar i en nedtonet og upoleret produktion. Men ellers farves sangene af smækre backingvokaler, bløde trommer og lige så bløde, farvende synthezisers.

Med sin EP placerer Rasmus Morrison sig i et felt af akustiske singer-songwriters, hvor der – kan man roligt sige – er trængsel. Men Rasmus skal nok klare sig, for han har de gode sange med sig og det skal blive spændende at se og høre, hvad han kan få ud af et helt album. For det må komme en dag. Giv Rasmus en chance. Hermed anbefalet.

Rasmus Morrison. Born to lose. Eget forlag. Er udkommet.

Også Lasse Matthiessen bekender sig til vor tids melankolsk anlagte tidsånd på sin nye fine dobbelt-CD-udgivelse Wildfires. Og heri er der ikke noget overraskende, for sådan var det også med Lasse Matthiessens plade Carry Me Down, som jeg anbefalede tilbage i 2014.

Men hvor Carry Me Down var indspillet et afsides sted i Norge og dyrkede en tilsvarende minimal æstetik, så viser Matthiessen sin fulde spændvidde som moderne singer-songwriter på det nye album, hvor Lasse med sit band – Halla Nordfjörd (sang, glockenspiel m.m.), Johanna Weckesser (el-guitar,sang), Niels Wilhelm Knudsen(bas) og Martin Krumming (trommer, piano, sang) – folder sine melankolske sange ud i et overbevisende folk-rock-agtigt regi. Det illustreres ganske godt af den indledende lille, nærmest programagtige sang “Broken”, der i al sin korthed lyder: “He drinks/ like something/ is broken inside of him./ Nobody knows why”. En sang, der ligger i lige forlængelse af sangen “Tonight. We drink to die” fra den foregående plade. Følelsen af brudthed og drikfældighed afsætter sig i næsten kontradiktorisk stolt rockballade, der begynder svagt akustisk med Matthiesens fine stemme i forgrunde og langsomt vokser med flere vokaler, el-guitar, trommer m.v. til en paradoksalt livsbekræftende sang om den gåde, den gemmer på. Og det er en lysende kvalitet ved Lasse Matthiessens udgave af melancholia: At der midt i tristessen og mistrøstigheden er et musikalsk supplement, der peger ud over melankolien i kraft af rockens stadigt livsbekræftende energi og appetit. På nogle numre mere end andre. Fx “Here with me tonight”, hvor tosomhed er modvægt til brudthed og smertende erfaring, eller “I saw her face”, hvor den kvindelige partner også skaber en slags balance i den fundamentale brudthed. Begge sange karakteriserer Matthiessens sangskriverkunst, der består i sange, der både mestrer  det enkle, akustiske, varme, følsomme udtryk med guitar og stemme (den første sang) og den udfoldede folk-rock-form (sang nr. 2). I flere af sangene rummes begge æstetiske elementer – og giver faktisk et signalement af Matthiessens som sangskriver.

Det er vist ikke lykkedes for alvor for Lasse Matthiessen og hans kompetente band at slå helt igennem herhjemme, medens tyskerne har taget dem til sig. Jeg kan kun opfordre til, at musikelskere giver denne fine udgivelse – der også rummer et live-show fra den tyske tv-kanal ZDF – en chance. For det fortjener Matthiessen og bandet. Det er fornem singer-songwriter-kunst af bedste skuffe. Hermed anbefalet.

Lasse Matthiessen. Wildfires. TV Noir Label. Er udkommet.

 

Vi befinder os i melankoliens og mismodets blå sfære, hvor navne som Tindersticks, Spain og mangen en americana-alt-contry-artist huserer. Ganske vist bærer det nye album fra Homesick Hank titlen Beautiful Life, men det er et smukt liv, der også byder på smerte, nederlag, sår på sjælen og meget andet, der befordrer melankoli og mistrøstighed. Og der er næsten noget symptomatisk i, at danske Homesick Hank på denne plade får hjælp af selveste Mary Gauthier på nummeret “Believe”. Gauthier, der er kendt for sine hudløse og til tider kuldslåede sange, hvor livets skønhed bygger på et skyggelandskab af smerte og bitre erfaringer.

Og musikken passer som fod i hose til den let mistrøstige stemning på pladen. Kudre Haan, der har skrevet sangene, synger med en til tider næsten blid mandestemme, som bærer på et stort mørkt følelsesregister, der skinner igennem sangene sprækker. Og akkompagnementer er som hovedregel centreret om Haans stemme, en diskret tromme og en enkel guitar omkring hvilken kor og andet rejser sig som undertregende supplementer. Sangene er langt fra poppede, men iørefaldende og betagende som sange i americana-traditionen kan være, når de lykkes.

Homesick Hank dyrker en dansk udgave af americana – kaldet nordicana. Og pladen her, der er gruppens fjerde, tager sigt mod et publikum, der ynder americana-genren med al dens intimitet og eksklusivitet. Hermed anbefalet.

Homesick Hank. Beautiful Life. Produceret af Anders Blomqvist. Slow Shark Records. Er udkommet

Også duoen Shyshyshy – sangerinden og tangentspilleren Astrid Cordes og sanger og guitarist Simon Kjeldgaard – dyrker en afart af den moderne pop, hvor traditonelle popsange får lidt kant fra elektronikken kolde sfære. Men i Shyshyshys tilfælde er det dog en mere klassisk tilgang til poppen der dominerer. De anvendte keyboards giver lidt kant, men ellers er der tale om popsange, der lever højt på klassiske kvaliteter som fængende syng-og-fløjt-med-melodier, en god pigestemme i front, lydefri til tider unison flerstemmig sang, medrivende, enkle poprockguitarforløb osv. 

Kærlighedssange – Love Songs – kalder duoen deres EP. Og det er lige præcis, hvad de fem sange er. Indtagende og forførende sange om det evige mysterium, kærligheden, der aldrig slipper sit tag i os eller i poppen. Jeg tror ikke, at sangene gør os klogere, men de tilbyder os endnu en tur rundt på kærlighedskarussellen. Og den tager vi jo gerne – Silly Lovesongs eller ej. Hermed anbefalet.

Shyshyshy. Love Songs. Produceret af Aske Bode.  NMS. Er udkommet

Gottschalk – altså sangerinden, sangskriveren m.m.  Maria Gottschalk med band – er tilbage med et nyt album Common Ground. Og det nye album indfrier flot de forventninger, man kunne få med Gottshalks foregående EP’er og singleudspil, fx fra EP’en Heart Undercover.

På Heart Undercover kunne man – dvs. jeg – mærke, at Gottschalks var i gang med at flytte sin indtagende pop i retning af noget mere kantet. Og på den nye plade repræsenteres kanten af electronicaen, der med kølige og forførende synthezisers og andet elektronisk isenkram omfavner og infiltrerer Maria Gottschalks smukke pigede popstemme og hendes klassisk skårne popsange, der står i dyb gæld til en singer-songwriter-tradition, der går fra efterkrigstidens store amerikanske popsangskrivere over halvfjerdsernes folkpoprocksangskriveri på den amr. vestkyst og til nyere navne som fx Saint Etienne. Et frugtbart møde mellem tradition og moderne elektronik, der både udgør en klar tendens i tiden (tænk fx på Fenger // Norstrøm-konstellationen) og en udvikling af såvel poppen som electronicaen.

Sangene på pladen, der for størstedelens vedkommende er skrevet af Gottschalk selv (med hjælp fra Morten Puper i et par af dem), er klare popperler. Indtagende og forførende er de uden på noget tidspunkt at ende i døgnflueforglemmelighed. Det er moderne, voksen electronica-gennemsyret pop, der må falde i enhver popelskers smag. Med pladen placerer Maria Gottshalk og de musikalske legekammerater i bandet (Nils Brakchi: kor, Morten Puper: klaver og synths, Morten Christian Haxholm Jensen: Bas, Steffen Nordenstam: guitar, Adam Winberg: trommer, Andreas Tophøj: bratsch, Henrik Marstal: Cello og moog-pedal Kasper, Rasmussen: Beats, percussion, synths og kor) sig ubesværet og naturligt i dansk pops superliga. Hermed anbefalet.

Gottschalk. Common Ground. Produceret af Kaspar Rasmussen. DME. Er udkommet

Københavnerpigen Sys Bjerre har tidligere – i forbindelse med sin debutplade – fået skudt prædikatet ærlig i skoene. Og det prædikat passer sådan set meget fint på Bjerres nye og fjerde album, der – som titlen Alle mine fejl antyder – tematiserer sangerindens egne “fejl”. På den led er det måske også en lidt atypisk popplade, Sys Bjerre har begået, for så vidt poppen helst vil beskæftige sig med de lette sider af menneskelivet. Ikke desto mindre er resultatet blevet en rigtig festlig og livsbekræftende popplade.

Måske fordi en god portion alvor og ærlighed ikke er det værste udgangspunkt for sangskrivning. Og måske afslører denne nye plade, hvor styrken i Sys Bjerre sangskrivning egenlig ligger? I en moderne, åbenhjertig, ærlig personlig tilgang til traditionelle popemner som kærlighed, parforhold osv. Desværre har jeg kun fået en ussel promotionudgave uden den medfølgende booklet med tekster og kan derfor ikke citere så meget fra pladen, som jeg gerne ville. Men Sys Bjerres nye plade er en plade, der fortjener og nødvendiggør, at man opfatter teksterne. Selv om pladen altså er renlivet pop og – også – fungerer som sådan. Man kan nøjes med bare at slå hjernen fra og lytte med på de iørefaldende sange – men så får man kun det halve med. Hermed anbefalet.

Sys Bjerre. Alle mine fejl. Produceret af Carsten Skov og Thorbjørn Nyander Poulsen. AEM Records. Er udkommet.

Godt nok hedder det nye album fra Erann DD Rockin’ my Life, og det kan godt være, at pladen rokker ved Eranns liv, men det er ikke ROCK, man mødes med, når musikken strømmer ud af afspilleren. Det er derimod en cocktail af soul og funk, der ikke alene knytter an til Eranns fortid i musikken, men også trækker klare veksler på ikke mindst de anglo-amerikanske udøvere af funky soul fra halvfjerdserne og frem. Ikke mindst springer Stevie Wonder frem i bevidstheden, når Erann og hans hold af musikere folder sig ud. Ganske vist er lyden opdateret, så den også tager farve af lyden fra de forgangne årtiers Wonder-arvinge, fx D’ Angelo. Og det er ikke tilfældigt, for albummet er indspillet med hjælp af D’angelo-produceren og -mixeren Russel Elvado (og sangskriveren Michael Garvin).

Af PR-materialet kan man læse, at Erann sammen med producer Kjeld Wennick øskede at (gen)skabe Erann DDs lyd. Og det er lykkedes, hvis man dermed mener en stor samling (14 ialt) meget iørefaldende sange, der i nogle meget nærværende arrangementer, der tenderer mod live-lyd, emmer af tresser- og halvfjerdser soul-funk i moderne lyddragt. Det er en plade, der i allerhøjeste grad inviterer lytteren til partystemning.  Erann rocker ikke kun ved sit liv med sine klassiske sange om kærligheden, livet og det løse, men forfører lytteren til andægtig lytten og – måske – dansen.  Hermed anbefalet.

Eran David Drori – Rockin’ My Life. Produceret af Erann DD og Kjeld Wennick. AEM Records. Er lige udkommet.

Jeg har ikke kunnet finde en video – men kommer den så dukker den op her.

Ninna Andreasens debutalbum Barske Banaliteter ramte (desværre) ikke min radar. Men det gør så opfølgeren, dobbeltalbummet Sminkede Lig. Og heldigvis og tak for det, for det er et helt igennem fint udspil, den esbjergensiske singer-songwriter har bedrevet.

Som titlen Sminkede LIg antyder, så er der tale om en slags concept-album, der kredser om temaet: den bedrageriske. forførende og fascinerende overflade bag hvilken der gemmer sig en anden virkelighed og sandhed. Som i titelsangen, der en personlig sang om den dobbelthed:

Varsom med for store ord/ De kunne nemt blive taget af vinden/ Lige rundt om hjørnet fra hvor vi står/ bider den til benet/ Altid en smule udenfor/ selv når man er inde i varmen/ Vi tilbeder måske stilhed/ Men lever af larmen/ Mine rustne koryfæer, mine sminkede lig/ de er sikkert ikke noget for dig/ Men de bliver sgu aldrig helt kedelige/ og det er egentlig nok for mig/ For i nat skal I bære os ud herfra…”

En selverkendende sang om det dobbeltspil, den iscenesættelse, som ingen af os kan sige sig fri for eller gøre sig fri af, fordi det ikke bare handler om at smide masken, men om, at masken er det, vi er. Og forsøger vi at smide masken, så viser der sig bare en maske bag masken og en maske bag den.

Ninna Andreasen er optaget af den slags dobbeltheder. Det gælder også i den første sang på studioalbummet “Engang”, der handler om vores tvetydige forhold til vores egen fortid: “Engang vil vi tænke tilbage/ på nu som de gamle dage/ Måske ikke helt så lykkelig/ men præcis så tæt på fri/Sådan nogen som os kan komme/ min pige”. Usikre forhåbninger til fremtiden spejler sig i alt andet end nostalgiske tilbageblik på den fortid, nuet snart vil være.

Som allerede antydet, så  er Andreasens tekster alt andet end entydige. Og i nogle af sine formuleringer tangerer teksterne det absurde og ikke helt gennemskuelige som en forbigående søgt poetisk konsekvens af fordybelsen i dobbeltheder, tvivl, ambivalens osv. Men selv uden disse poetiske udskridninger, så er Andreasens tekster ikke let håndgribelige eller fastholdbare. Det er tekster, der kræver en opmærksom lytter. Og forventer man popligefremhed, så går man galt i byen og må stå  af. Til gengæld er der nok at reflektere over, hvis man giver teksterne sin fulde opmærksomhed og eftertanke. Og det er en kvalitet, man ikke kan tilskrive enhver sangskriver… Jo, Ninna Andreasen, har et stort potentiale som vedkommende sangskriver.

Og næsten paradoksalt, så er sangene på studiealbummet spundet ind i en musikalsk ramme, der næsten uforskammet dyrker en klar poprock-attitude. Ja, fx i sangen “Engang” frister bandet med noget, der mest af alt ligner en rigtig hitsang, men en fængende melodi og et omkvæd, der går lige i blodet på en.  I det hele taget forstår Andreasen at skrue sange sammen, der har umiddelbar appel til pop- og rocklytteren. Et andet eksempel kunne være “I et andet liv”, der trækker store veksler på såvel den poppede del af countryen og på den alternative countrys mere forfinede udtryk. For det skal også siges, at godt nok flirter Ninna og Co. uforskammet med det poppede, men der er hele vejen igennem tale om poprock med et twist. Der er kant og udfordringer i arrangementerne, så også de mere kræsne lyttere kan blive tilfredsstillet.

Den anden CD har en noget anden karakter. Der er tale om liveoptagelser med Ninna alene på  scenen med sin guitar. Og med en stor håndfuld tekstmættede sange, der er en slags små novelleagtige fortællinger, der udfolder det univers af dobbeltheder, ambivalenser osv., der kendetegner Ninna Andreasens sangskrivning. Ninna indleder selv sangene og man bemærker snart, at livesituationen tilfører sangene en humor, der giver en ekstra dimension til sangene og understreger deres kompleksitet.

Samlet set lægger Ninna Andreasens plade sig smukt i kølvandet på en lang række af overbevisende dansksprogede, lokalt forankrede plader fra talentfulde og overbevisende danske sangskrivere, og man kan glæde sig til, at Ninna føjer endnu et kapitel til sin sangskrivning. Hermed anbefalet.

Ninna Andreasen. Sminkede lig. Produceret af Rasmus Madsen. Trechoma Records. Er udkommet.

Marble Mouth er det andet udspil fra bandet Coco Moon, der består af Nana Odderskær, Jens Hyldgaard, Daniel Skjødt, Niels Hyldgaard og Jens Nowack. Og det er et både interessant og indtagende album, der ikke lyder som noget, jeg har hørt i år. Sagt på en anden måde, så har Coco Moon skabt et album, der består af et unikt, sammenhængende lydlandskab. Nana Odderskær, der også står for de næsten kryptiske, mørke tekster, står centralt i lydbilledet med sin kønne, popegnede, feminine stemme. Og under den ligger en mørk bund, der præges af energifyldte, tunge, til tider næsten slæbende, trommespor, en sejt pumpende bas, guitarspil, der veksler mellem det akustisk stoflige og lyriske udtryk og det decideret hårde rockede. Inspirationen til lyduniverset kommer mange steder fra: pop, folk, rock, noise rock, industrial, trip hop med mere.

Albummet kan godt ved en første gennemlytning virke lidt utilnærmeligt og tillukket – som om det lukker sig om sig selv i elektronisk-maskinelle mørke. Men førstegangsindtrykket snyder og ved gentagne lytninger inviteres lytteren ind i et homogent univers, hvor der også er oaser af popenkel lethed, som fx i nummeret “Bodies“, der løsrevet betraget peger tilbage på bandets anderledes poprettede debutalbum. Men det lette folk- og popanstrøg på pladen har utvivlsomt karakter af kontrapunktisk understregning af, at det er et album, der tager sit melankolske mørke helt alvorligt.

Med Marble Mouth har Coco Moon lavet et album, der i den grad inviterer til opmærksom på stereoanlægget og måske allerbedst med et på store øretelefoner på hovedet. Men det er også musik, der vil egne sig til  intime scener med et hengivent publikum.

Hermed anbefalet.

Coco Moon. Marble Mouth. Produceret af Mikkel Bolding. Concrete Lab. Er udkommet.

Op fra undergrunden dukker Lars & Uhørt med albummet Skråt. Og pladen lægger sig smukt i kølvandet på den lille stime af dansksprogede plader, jeg har anbefalet her i bloggen. Nærmere bestemt den række af plader, der ikke blot udfolder sig på vort modersmål, men gør det med sin egen skæve og finurligt kritiske facon.

Der lægges ud med sangen “Ingen vil ha’ mig”, der et eller andet sted sender en hilsen tilbage til Defenders og deres udgave af Poetens sang “Jeg har aldrig fået noget”:

    Jeg har ikke fået noget i noget der minder om 100 år
    Jeg blir’ overset og forsmået og tiden bare går og går
    Måske er det noget med min udstråling for selvom mit hår er lækkert og smart
    Så kan alle de søde piger se at jeg er desperat
    INGEN VIL HA’ MIG  Selv om jeg både vil ha’ dig og dig og dig
    INGEN VIL HA’ MIG  Jeg vil ha’ alle de små søde piger jeg møder på min vej
    INGEN VIL HA’ MIG  Jeg ved ik’ om jeg ka’ klare meget mer’
    INGEN VIL HA’ MIG  Hvis ikke noget snart sker...

En næsten arketypisk og tidløs sang om mandens desperate,  ubesvarede længsel mod det smukke køn. En sang, der både klinger af tradition (alle de ensomme mænd i den danske populærmusiks historie) og af den såkaldt moderne mands desperate ensomhed og udsathed.

Men mere elendigt står det heller ikke til. For allerede i næste sang er der bid, og manden kan danse gennem natten – i mere end en forstand – med en smuk lyshåret pige, der gerne vil danse og lege – selv om det kun er for en stund.”Kom lad os danse” hedder sangen.
I “I regnbuens skygge” slippes den lidt realistiske tone og afløses af en lyrisk fantasi over livet i byen:

    “I regnbuens skygge
    Lidt væk fra sit ophav
    Er de særeste ting sat i sving
    Her cykler der cykler
    Uden kæde eller bagnav
    Runst havelåger kører i ring
    De har ar og skrammer
    Gi’r en skrantende jammer
    Når de rister lidt lykke
    På den allersidste sols flammer
    I regnbuens skygge er en eventyrby
    Med tårne og spændende spir..”

En sang af nærmest surrealistiske dimensioner, hvor storbyfantaseren udmøntes i næsten galmandsværkske rablerier. Og en sang, der står i ikke-vedgået gæld til storbyens mange fantaster og galninge i dansk litteratur. Jens August Schade og Dan Turèll presser sig på som associationer. Men denne sang – og sangen “Rytmer frem for rutiner”, der også bevæger sig i lyrisk-fantaserende retning – er mere e undtagelser fra reglen om (social)realistiske tekster og fungerer som en slags klangbund for netop disse realistiske tekster. Og allerede i næste sang !Ingen grænser her” er vi tilbage i socialrealismen i en sang om en mand, der har fundet et frirum eller flugtrum i sin butik med digitale tilbud til kunderne. Som “digitalt signal” har han fundet en vej ud af sin “kval”.

Og i sangene “Måske en dag” og “Revolution” bliver Lars & Uhørt ligefrem politiske i almen forstand. De to sange er opråb om forandring – vendt mod vores selvtilstrækkelighed i en verden i forandring og bevægelse og som solidarisk række ud mod tidligere generationers – punkernes og halvfjerdseroprørernes – forhåbninger om en samfundsomvæltning. Ogdå “De autonomes skyld” er en slet skjult politisk udmelding og opfordring til at være tolerante over for dem, der stikker lidt ud fra normen – de autonome, indvandrerne, bøsserne, festoriginalerne osv.

Lars & Uhørt giver med deres plade Skråt stemme til mennesker, der ikke passer ind i vor tids politisk korrekte konjunktur, men som eksisterer i storbyen, bærer hjertet i venstre side og taler den politiske korrekthed og tilpassethed midt imod. Der går en lige linje fra Skråt tilbage til såvel en spag protestsanger som John Mogensen som til de politiske plader fra Demos. Og som hos forgængerne udi den slags sangskrivning er der plads både til almenpolitiske opråb og til fantasifuld kulør på tilværelsen.

Og musikalsk sættes sangene i scene i arrangementer, der lystigt blander en rockattitude med akustisk folk, tango og meget mere fra den store verdensmusikalske gryde. Og oven på det hele synger Lars (Harboe) med en flabet, indigneret og passioneret stemme, der nok formår at få budskaberne og fantasterierne ud over scenekanten. Velkommen op fra undergrunden Lars & Uhørt. Hermed anbefalet.

Lars & Uhørt. Skråt. Prduceret af Stjerne Itenov og Lars Harbo. LHMusic. Er udkommet.

I september måned omtalte og anbefalede jeg Eivørs nye plade Bridges. Og nogenlunde på samme tid udsendte de færøske singer-songwriter endnu et album Slør. Denne gang på Eivørs modersmål – færøsk. Desværre er kun de færøske tekster aftrykt på pladecoverets lille bog, ikke oversættelser. Og det giver – for mig i det mindste – en lille begrænsning for receptionen, da jeg kun læser og forstår noget af teksterne.

Men tilstrækkeligt til, at jeg tillader mig at mene, at Slør er en mere mørk og melankolsk pladen end Bridges. Der er altså tale om en slags Yin-og-Yan-forhold mellem det to plader, der også er blevet til i sammen proces – og med Eivørs egen betegnelse er Slør blevet en slags spejlbillede af Bridges. Et spejlblllede med en let melankolsk forvrængning.

Men ellers byder Slør på de samme kvaliteter som dens pendant. Smukke forførende sange, der trækker vod i hjemlandet folkesange og fisker frit i lyden fra vor tids moderne rock og electronica. Og over det hele svæver Eivørs næsten overjordisk smukke kvindevokal, som altid er ren nydelse af lytte til. Og måske er det indbildning, men det forekommer mig, at Eivør synger lidt mere frit og ubesværet, når hun kaster sig ud i disse færøske sange?! Og det er i sig selv et argument for netop at synge mere på modersmålet fremover – blot man husker at give de ikke-færøske lyttere en engelsk oversættelse at støtte sig til.

Men alt i alt er Slør – som Bridges – en overbevisende plade, der må give Eivør Pálsdóttir endnu flere fans og lyttere end hun har i forvejen. De to plader vil være en perfekt julegave til ham eller hende, der mangler lidt på pladehylden. Hermed anbefalet.

Eivør. Slør. Produceret af Trondur Bogason. Tutl. Er udkommet

Rockmusikken har været velsignet med flere gode trioer. Jimi Hendrix Experience, Cream og The Police for bare at nævne et par stykker af de mere stilskabende og mindeværdige grupper. Og den nye udgave af det danske band Mount Rushmore Safari er også en trio, bestående af Andreas Sorgenfrei (sang, guitar) Djarn Kargin (kor og trommer) og Baskerville (bas og kor). Og med bandets nye album – deres andet – sendte de mine tanker tilbage på netop The Police. Ikke fordi Mount Rushmore Safari lyder som the Police, men fordi det danske band har nogle af de samme triokvaliteter at byde på. En markant forsanger i Andreas Sorgenfrei, der har sin egen lidt rå og kantede stil, der minder en om – ikke Sing – men diverse skæve punkrocksangere. Et band, der forstå at spille særdeles tæt, så bandet faktisk lyder af mere end de tre, det består af. Samtidig med, at der gennem produktionen er skabt en sound, der lader de enkelte instrumenter stå frem i deres egen ret. Akkurat som man kunne finde det hos The Police i halvfjerdserne.

Det er ellers ikke halvfjerdserrocken, der først og fremmest presser sig på som assiationer – selv om Sorgenfreis guitar (fx i en sang som “Seaside”) minder en hel del om unge U2s the Edge. Ellers er det mest bands fra de seneste tre årtier, der må bringes frem af erindringen som referencer og mulige inspirationskilder. Med sine medrivende, ørehængende indierocksange ekkoer pladen her af mange indierockbands, men er også – bl.a. i kraft af trioformatet – lykkedes med at skabe sin egen sound af popaspirerende, dansant indierock, der vil gøre sig lige godt på pladespilleren, i koncertsalen og på de mange festivaler. På et par af sangene har bandet fået hjælp af Marian Martine Jagds strygere – og med de sange peger pladen måske frem og ud over denne plades udtryk – mod et større projekt? Vi får se eller rettere høre.

Med Songs for ones who break har Mount Rushmore Safari fået lavet en homogen indierockplade, der bør kunne falde enhver indierockelskers smag. Hermed anbefalet.

Mount Rushmore Safari. Songs for ones who break. Produceret af Søren Zahle og Mads Tønder. Trechoma Records. Er udkommet.

Det er set før – i hvert fald i det store udland – at en kunstner foretrækker at gemme sig bag et pseudonym. Knap så almindeligt er det i Danmark, men hvem der gemmer sig bag Rioja Joe forbliver indtil videre en hemmelighed. Og for at det ikke skal være løgn, så iklæder Rioja Joe og hans musikalske legekammerater (der ikke er anonyme) sig bag en tegneserieiscenesættelse – for ligesom at understrege fiktionen en ekstra tand.

Men det er sådan set også underordnet, for det er jo musikken og teksterne, der tæller i sidste ende. Og dem er der ikke noget galt med på projektets nye plade Kærlighed, Rock & Lidenskab.

Et eller andet sted knytter Rioja Joes tekster an til det tekstunivers, som Shu-bi-dua engang gjorde til folkeeje. Ikke sådan at forstå, Joes tekster ligner Shubbernes særegne og finurlige sange, men på den måde, at også Joe har humoren med som en konstant makker og på den måde,  at hver enkelt sang fremstår som sin egen lille fortælling. Den markante forskel er, at Joe med sine ialt tretten sange har skabt et sammenhængende univers – ja egentlig et homogent concept af selvbiografisk karakter – der kredser om kærlighedslivets ups and downs, charterrejsernes fristelser og udfordringer og hverdagslivets trakasserier – og alt sammen på en kulisse bestående af det københavnske Vesterbro. Som fx i sangen “Rockmusik, sprut og nøgne” piger, der er en slags opdateret og udfoldet udgave af den gamle trossætning Øl, fisse og hornmusik og fortæller historien om ham, der blev født i en baggård på Vesterbronx, endte på institution og fandt livets mening i form af “rockmusik, sprut og nøgne piger”.

Rockmusik, sprut og nøgne piger

Den fik alt, hvad den ku’ trække

For mindre end en ti’er

Vi blev aldrig flove

Når pigerne var sjove

Når babserne kom frem

Nåede vi aldrig hjem…

Det er et univers, der sikker vil mishage visse ny-feminister i kraft af sit kvindesyn, medens andre vil mene, at den beskrevne virkelighed kan forekomme lidt bedaget. Men jeg synes, Rioja Joes fortællinger står sig i kraft af deres ærlighed og troværdighed. Som skildringer af et udsnit af virkeligheden, der faktisk har været der. En virkelighed, jeg med min baggårdsbaggrund sagtens kan relatere mig til og genkende konturerne af.

Og tekstuniverset løftes smukt op af de musikalske arrangementer, der kan betegnes som værende lækker, swingende rockmusik af den voksne, poppede slags, der både egner sig til at synge med på og danse til. Flere af sangene – fx “Lykkelig sammen” og “Rockmusik, sprut og nøgne piger” – har klart hitpotentiale, og alle sangene fremføres af et solidt og dygtigt hold af musikere og sangere, der har forstået at skabe et sammenhængende lydbillede, der passer fint til teksterne og understreger albummets karakter af selvbiografisk conceptalbum.

Kærlighed, Rock og Lidenskab er et lidt usædvanligt album i vor tid med sin insisteren på gammeldags dyder som “gammeldags” rock and roll og et rigtigt dansksproget concept-album. Som sådan er det et velkomment album, der sejler op mod vinden og tidens tendens til fragmentering og overfladiskhed. Og elskere af gedigen dansksproget rock må tage imod pladen med åbne arme – og ikke mindst: åbne ører. Hermed anbefalet af capac.

Rioja Joe. Kærlighed, Rock & LIdenskab. Produceret af Fætter Færing. Rioja Joe. Er udkommet.

Bag Dirty Old Town gemmer sig den 33-årige danske sanger, musiker og sangskriver Morten Christensen. Og albummet Beauty and Truth er den ‘svære toer’, der følger op på debuten No Returning Home fra 2013.

Den nye plade er på sæt og vis et klassisk album. Dels tematisk. Den beskæftiger sig til dels om den svære kærlighed og de knubs med kærlighedslivet, der hører til, når man er blevet midaldrende og har oplevet kærlighedens ups and downs. Det er sikkert også det tematiske, der et eller andet sted har været bestemmende for pladens grundstemning. Den allestedsnærværende melankoli ligger som et fint tæppe under de ialt otte sange på pladen. Og i pladens melankolske mood finder vi så også et andet klassisk træk.

Den melankolsk stemte stemning er også bestemmende for musikkens nedtonede, tilbagelænede, melodiøse og forfinede udgave af, hvad man vist kalder new eller alternative country. Og som vi i Danmark er så heldige at have en lille portion eksponenter for. Og Dirty Old Town hører med i den bedre ende af det spektrum. Det er tydeligt, at der er kælet for de enkelte sange, der er både påfaldende melodiøse (hvilket passer fint til Morten Christensens lyse mandsstemme) og nuancerede i udtrykket. Og som genrens konventioner foreskriver er der rigeligt med sprød, stoflig akustisk guitar, pedal steel guitar og smægtende kor. Og produktionen sørger for, at man uden besvær kan nyde disse country-ingredienser i et nærmest umiddelbart nærvær. I det hele taget yder Morten Christensen og hans medhjælpende musikere et fornemt stykke arbejde i skabelsen af denne tilbagelænede og stemningsfulde plade, der burde falde i enhver countryelskers smag. Hermed anbefalet.

Dirty Old Town. Beauty and Truth. Produceret af Valentin Kruse og Morten Christensen. Celebration Records. Er udkommet.