CAPAC

Kærlighedens disciplin hed Peter Smits debut- og gennembrudsalbum fra 1990, og med sit nye dansksprogede album Takter og slag fortsætter Smith med at besynge kærlighedsdisciplinen.

Årene er gået, og selvfølgelig har tekstuniverset omkring kærligheden fået flere nuancer i kraft af årenes indhøstede erfaringer. Men det betyder ikke, at Smith undslipper kærlighedspopsangenes mest almindelige træk – banaliteten. Det illustreres ganske godt af titelsangen, den stille vuggende “Takter og slag”, der vel harmonisk beskriver et parforholds forløb fra det første møde – “En, to og tre og så delte vi takter og slag. år efter år og vi danser stadig i dag. Der var kærlighed og så var der der hvor der stormed og regned…”.

Storm, regn, konflikt osv. er der selvfølgelig et sted i det univers, men helt i poppens ånd så er fokus på det harmoniske og velfungerende. Det kan ses som en svaghed eller som det modsatte. Selv foretrækker jeg at opfatte det som udtryk for, at Peter Smith står ved sit popmusikalske udgangspunkt og siger ja til silly lovesongs. Poppens primære opgave er ikke og har aldrig været at dyrke det disharmoniske og konfliktuelle, selv om der undervejs i dens historie har været mange vellykkede eksempler på netop den slags grænseoverskridende sange. Poppen er grundlæggende affirmativ og dyrker det romantiske. Og sådan er Peter Smiths sange også. De er lyse, lette og ikke tynget af problemer og bekymringer.

Og musikken passer som Hans i Grete til de uproblematiske og ligefremme sange omkring kærlighedslivet. Sammen med hold yderst kompetente musikere og sangere har Smith skabt en popplade, der nok ikke primært tager sigte mod de ungdommelige hitlister, men derimod fremstår som voksen, moden pop. Et melodiøst album, der uden tvivl står i gæld til en tradition, der går tilbage til Beatles og ikke mindst Paul McCartneys melodiøse popsange.

Et album, der smagfuldt lukker sig om de ukomplicerede kærlighedstekster med sin inciterende popmelodier, der fremføres af Smiths ungdommeligt lydende mandsstemme, lækkert korarbejde og lige så lækkert sammenspil med plads til diskrete individuelle, instrumentale udfoldelser. Jeg tror, Peter Smiths nye plade vil falde på et tørt sted hos mange voksne popelskere, der ikke er bange for kærlighedslivets banaliteter og romantik eller for den smagsfulde poplyd, der bærer pophistoriebyrden med lethed. Hermed anbefalet.

Peter Smith. Takter og slag. Produceret af: Danny Schoger. Gateway Music. Er udkommet.

For ikke så længe siden omtalte jeg Fenger // Nordstrøms single “Casablanca”, der var et vellykket møde mellem Søs Fengers sødmefyldte popstemme og elektroduoen Nordstrøms lidt kølige elektrolyd. Og nu er så albummet Gnister kommet. Og – må man vel spørge – slår det så gnister eller hvad? Det gør det jo som regel når modsætninger mødes og sød musik opstår. Før eller siden slår det gnister. Og i titelsangen spørger Fenger også, om vi ‘ku slå gnister’ og ‘starte en eksplosion’.

Men eksplosionen udebliver og hvis der opstår gnister, så holdes de tilbage. For Gnister er et rigtig popalbum, der stræber mod det harmoniske, det vellydende, iørefaldende og det uden (for mange) kanter. Og det skal forstås positivt. Gnisterne, modsætningerne, konflikterne osv. holdes i ave – som en nødvendig forudsætning for poppens lydefri og behagelige overflade. Og sangen “Gnister” er et godt eksempel på, hvad Fenger // Nordstrøms pop kan. Nemlig levere en uforskammet iørefaldende og forførende popsang, der simpelthen må ende på hitlisterne (hvis der er nogen retfærdighed – hvad der som bekendt ikke er…). En popsang, der rejser sig i al sin harmoni og vellyd på en bund af potentiel konflikt af den slags som kærlighedslivet altid indebærer, når modsætninger mødes og så videre…

Som jeg allerede har været inde på, så står Søs Fenger og Nordstrøm godt til hinanden. Med al sin modenhed, erfaring og professionalisme kan Søs Fenger holde fast i sit udgangspunkt som repræsentant for den lidt mere langtidsholdbare pop, og Nordstrøm har fundet et naturligt modspil til Fengers dejlige stemme med deres ubesværede håndtering af den forførende popmelodier, samtidig med at der gives plads til små digressioner ud i electronicaens lydunivers.

Helt i poppens ånd så handler mange – de fleste – af sangene om kærlighedslivet i dets uudgrundelighed. Og sådan skal det nok være. Men som sagt så er det en harmoni, der bygger på en grund af konfliktstof og modsætningsfuldhed. Der er gløder og gnister under al skønheden – og det er også som det skal være, når pop skal give mening. Og det gør den i Fenger // Nordstrøms  tilfælde. Projektet, hvor Søs Fenger mødes med den unge, moderne electronica er lykkedes – og både Søs Fenger og Nordstrøm har med denne plade lagt en alen til deres talent – og skabt en rigtig vellykket popplade, der kun kan begejstre rigtige popfans. Hermed anbefalet.

Fenger // Nordstrøm. Gnister. AEM Records. Er udkommet.

På den aarhusianske vokalgruppen Postyrs nye album Paper Tiger mødes de musikalske modsætninger. Fem stemmer – Tine Fris (sopran) Line Groth Riis (alt) Anders Hornshøj (baryton) og Kristoffer Fynbo Thorning (bas) – i skøn forening møder vor tids computeriserede lyd. Og mødet lykkes i eminent grad, idet der er fundet en fin balance mellem den “maskinelle” lyd og stemmerne. Blandt andet, fordi vokalerne ligger helt fremme og dominerer let i lydbilledet, medens det elektroniske sørger for underbinde sangene med bevægende rytmiske mønstre og melodiske stemninger.

Resultatet af mødet mellem modsætningerne er en plade, der nok er electronica, men først og fremmest renlivet pop. Sangene, der tekstligt kredser om almenmenneskelige følelser som ensomhed, glæde, mod o.a., er iørefaldende op poppede uden glide helt over i døgnfluepop. Stemmerne står rigtig godt til hinanden, og produktionen har sørget for at give de individuelle stemmer plads i fremføringen af de indtagende sange. Samlet set er det en vellykket udgivelse, der viser, at korsang er meget andet end højskolesangbog og salmer og også har noget at tilbyde poplytteren, hvis blot den får chancen. Så giv Postyr en chance. Hermed anbefalet.

Postyr. Paper Tiger. Produceret af: Jakob Brønlund og Postyr. Iceberg Records. Er udkommet.

Tre år efter den forrygende debut BoogieRollSwingJazz er trioen L Wood Joy tilbage med albummet Gumbo.

Og selvfølgelig skal pladen hedde det, Gumbo. Dr. John har sin Gumbo-plade og flere andre kunstnere med musikalske rødder i området omkring “New Orleans” har også plader, der har Gumbo i titlen. Gumbo er, som man kan læse i diverse wikiartikler på nettet, en kraftig, krydret og tyk suppe fra det sydlige Louisiana. Men gumbo er også blevet et kæle- eller øgenavn for en musikform, der koges sammen af allehånde ingredienser fra New Orleans-området og tilstødende landsdele.

Og sådan forholder det sig selvfølgelig også med L Wood Joys andet udspil. Kærligheden til den krydrede, dampende, swingende, rockende og helt igennem medrivende og livsbekræftende musik fra det sydlige USA fornægter sig ikke hos Lasse Skov (klaver og sang), Jacob Riis (bas) og Morten Lyngsøe (trommer). Hvor debutpladen vedgik arv og gæld i form af genindspilninger af en håndfuld gode gamle sange fra områdets store sangkatalog, har trioen denne gang skrevet alle sangene selv. Uden at det på nogen måde forrykker indtrykket af autenticitet og lidenskab. Som trioen allerede beviste på deres første plade, så kan de sagtens selv løfte arven som sangskrivere og levere varen.

Kærligheden springer en i møde allerede i den første sang “Lost in New Orleans”, der som titlen antyder er en sang om at være (for)tabt i New Orleans, en swingende omgang boogiewoogie, der ridser banen op for pladens hyldest og kærlighedserklæring til musikken dernede fra. Og det går over stok og sten med gammeldags rock’n roll-underbundet gumbo, hvor gutterne – med hjælp fra blæserne Stefan Ringive (trombone), Hans Mydtskov (tenor sax), Henrik Hou (trompet) og Morten Øberg (alt sax), der sørger for at løfte stemningen til den rette højde – trykker den af og får plads til at vise, hvad de kan med instrumenterne. Jakob Riis’ seje basspil sørger konstant for at holde pulsen i gang, Morten Lyngsøes trommer gør det samme samtidig med at de driver og pisker musikken frem og leverer en perfekt bund for Lasse skovs empatiske stemme og konstant swingende piano. Nævnes skal også Lars Holbech Sørensen, der sætter ekstra krydderi på med sit orgelspil, og Klaus Ramussen og Tine Bjerggaard, der leverer backingvokaler i de rette doser og på de helt rigtige steder og sørger for at fylde lydbilledet helt ud.

Gumboi lever 100% op til den mere end lovende debutplade og føjer den ekstra dimension til, som erfaringerne fra de forgangne tre år har givet i form at sammenspillethed og professionalisme. Så hvis man er til musikalsk gumbo, så er der ingen grund til at lade debutpladen stå alene på hylden eller holde sig tilbage, hvis L Wood Joy skulle komme forbi på de lokale spillesteder eller en af de festivaler, der ruller over landet. Hermed anbefalet – og velbekomme.

L Wood Joy. Gumbo. L Wood Joy. Er udkommet.

PS. Så snart der kommer en video eller lignende fra pladen – så lægger jeg den ind…

Med albummet Album tager Gry Harrit springet fra rollen som velanskreven korsangerinde (for for eksempel Sebastian eller Poul Krebs) til at være solist og sangskriver i sin egen ret. Og det sker på coverfotoet med høj cigarføring, et foto, der kan give mange associationer, blandt andet den, der er belæg for i Harrits tekstunivers: en voksen kvindes personlige erfaringer fra livet i en verden, hvor intet er givet på forhånd og hvor man selv har ansvar for at finde sin plads og finde vej.

Jeg skriver bevidst “personlige”, for Gry Harrit undgår heldigvis at blive privat på nogen måde. Men hendes tekster, der balancerer et sted mellem prosadigte og mundret lyrik, afspejler en søgende sjæl. Fx i den indledende sang “Bare en dag”, der – hvis ellers jeg har loddet dybden rigtigt – handler om at finde en slags identitet ) i en relation til en anden):

En dag – bare en dag

Være nogen

En dag – bare en dag

Være VI

Vi ku være nogen

Vi kunne være VI

Og lidt i samme retning i sangen “En chance at få”, hvor netop en anden er afgørende for, at jeget får en chance – for at føle lykke: “Svært at forstå/ En chance at få/ Hvad vil det sige – At være lykkelig!/ Hvorfor nu – og hvorfor mig/ Hvad er det du vil ha’/ Du si’r du er taknemmelig/ Er du taknemmelig!”. Og allermest tydeligt bliver det måske i den nærmest programmatiske sang “Hvor går verden hen”, der som titlen antyder er en meditation over verdens (skæve) gang – igen med et blik for det relationelle spil:

Hvem kan sige hvor verden den går hen

Der er altid en der græder min ven

Vi g’r og vi tar

Du står med røven bar

Det er ikke til at sige

Hvornår det vil blive

At nålen stikkes i

Den aller sidste gang

Og ikke sige hvornår

Min kærlighed forgår

Vi si’r goddag – Vi si’r farvel

Selv om teksterne således drejer sig om erfaringer af tab, nederlag, tvivl, forvirring, ængstelighed osv., så er der også en understrøm af noget fortrøstningsfuldt og positivt. Som det hedder i den netop citerede sang: “Det går jo nok alligevel” eller i den relativt positive sang “Det er godt nu”: “Ikke mer’ imod/ Der er lys i overflod”. Det kan godt være at livet er svært”, men livet er i bund og grund godt og ‘de kan bare komme an’ – ‘her hvor solen skinner…’, som det hedder i en helt anden sang (“Lad dem bare komme an”).

Gry Harrits tekstunivers er – som jeg læser det – et personligt signalement af den tid, vi lever i. Hvor identiteten ikke er givet på forhånd, men noget, der skal søges og findes undervejs, hvor forholdet til den anden er skrøbeligt og uundværligt, men også hvor gevinsten er en elementær livsglæde og -appetit, når tingene lykkes mere eller mindre.

Album er et i ordets bedste betydning et voksent poprockalbum, der uden tvivl henvender sig til og er relevant for dem, der er ude over den allergrønneste ungdom – og er gefundenes fressen for netop de unge, der har noget at lære endnu.

Musikalsk er pladen også moderne voksen poprock. Med gode, men ikke ligefrem hitlistepoppede, iørefaldende sange, der bæres frem af Gry Harrits stærke, modne og feminine stemme, der bestemt vinder ved at træde ud af korsangerinderollen. Og med et stærkt hold af musikere (Finn Verwohlt på guitar, Jon Bruland bas, Dan Hemmer orgel og Klaus Menzer trommer) har Harrit skabt en moderne voksen poprock, der både kan det tilbagelænede og være fremme på beatet – og her og der lader forskellige inspiratoriske stilarter smitte lidt af – fra Beatles til reggae.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale Gry Harrits debutalbum, hvormed vi har fået endnu en kvindelig singer-songwriter, der har noget på hjerte og formår at omsætte sine tanker til vedkommende og lytteværdige poprocksange.

Gry Harrit. Album. Produceret af: Finn Verwohlt. Dawn Productions. Gateway. Er udkommet.

Når bandet kalder sig Ludere og (lomme)tyve, så kunne man forvente, at musikken skrabede bunde på den sociale pyramide, hvor samfundets bærme holder til. Men det er nok trods alt en forkert association, lige som det også er en forkert tanke at tro, at Silent Town, som pladen hedder, skulle være en særlig stilfærdig oplevelse, for det er den bestemt ikke.

Silent Town er det københavnsk-holstedske bands andet udspil. Og kvintetten holder fast i deres musikalske dogme fra debutalbummet Anti Echo Chamber: Musik, der kommer så tæt på den virkelige analoge lyd, der eksisterer, inden pladestudiernes teknologi tager magten. Drømmen om sådan en “autentisk” lyd, hvor sangene så at sige bliver indspillet lige når de er skabt og som de er skabt uden filtre, er ikke ny, men også dybt sympatisk i en tid, hvor megen musik netop er et produkt at pladestudiernes troldom.

Og i Whores & Thieves tilfælde virker konceptet helt igennem overbevisende. Fra første akkord kommer kvintetten ud over rampen. Den indledende sang “I am the Cat” lægger niveauet med pågående, fræsende, huggende guitarer, centertunge trommer og en fængende melodi. Sangene på pladen er enkle og iørefaldende, tæt på det poppede, men forpligtet på rockens elementære enkelhed og usentimentalitet. Whores & Thieves ved godt, hvor de hører til i det musikalske landskab, i rocken, og det er denne holdning, der gennemsyrer pladen.

Jeg har læst, at nogle anmeldere opfatter bandet som “old school” og som “mørke” og “dystre”, men det har jeg lidt svært ved at forlige mig med. Old Scholl – bevares, hvis dermed menes, at de står ved at være et rockband, der søger ægthed i udtrykket og gerne vil optræde. Men “mørke” og “dystre” passer dårligt til det jeg høre komme ud af højtalerne: livbekræftende, kropsligt appellerende rock med solide, iørefaldende og vedkommende sange. Ganske vist strejfer den allestedsnærværende melankoli også teksterne på denne plade, men det er der ikke nogen modsætning i. Melankoli er tydeligvis et eksistensvilkår, vi deler i disse år..

Med den “svære toer” er det lykkes for Whores & Thieves at skabe et nærmest klassisk rockalbum. Den rå lyd fra debuten er trimmet lidt og er knap så flosset i kanterne, men det er ikke på nogen måde gået ud over musikkens umiddelbare appel til rockøret og -kroppen. Den går lige ind og er en af de mest overbevisende danske rockskiver fra i år. No bullshit – den rene vare. Hermed varmt anbefalet alle rockelskere.

Whores & Thieves. Silent Town. Produceret af bandmedlemmerne Christian Bonde Sørensen, Thomas Gram Callesen og Jens Refsgaard. Trechomarecords.dk. Udkom d. 28. september

Medication – altså medicin – kalder duoen Palace Winter deres nye EP. Og hvis de fem sange på pladen er medicin, så må det være medicin mod den snigende efterårs-forkølelses-trussel, der er på vej mod os. For den musik, som australieneren Carl Coleman og danske Caspar Hesselager har skabt sammen er fuld af rockvitalitet, sprælsk synthlyd og popglæde.

Duoen har allerede fået kritikerne med sig for deres singleudspil “Time Machine” og “Menton”, der begge er med på EP’en. Og det forstår man godt. For de fem sange er umiddelbart forførende indiepop, der møder en med smægtende vokaler og en markant, let og luftig guitarlyd, omkring hvilken de øvrige musikalske lag danser som planeter om en sol. Palace Winter har et godt greb om tidens indiepoprocklyd og giver den deres helt egen drejning, der peger i retning af radioplaylister og hitditto – og giver løfter om mere, fx i form af et helt album. Medication er et godt argument for, at rocken – indierocken – lever, har det godt og forstår at forny sig i frugtbar forening med andre lydbilleder fra det elektroniske og klassiske landskab. Byd Palace Winter velkommen i din pladesamling. Hermed anbefalet.

Palace Winter. Medication. Tambourhinoceros. Udkommer i dag.

Man skal ikke skue en hund på hårene – eller en plade på dens coverfoto. Eller skal man? I Morten Bjerregaards tilfælde passer det spøjse pladecoverbillede ganske godt til indholdet på pladen. En mand, der fra sit punkt i virkeligheden, en lejlighed et sted i byen, læser sin avis og kigger ud på den omkringliggende virkelighed – og synger om den.

Bjerregaards plade skriver sig ind i en lang og sej dansk tradition for sangskrivning, der går fra dansktopområdet og langt ind i den mere krævende singer-songwriter-musik, og som har besunget dansk virkelighed med et let samfundskritisk og humoristisk blik. Bjerregaards musik nærmer sig noget, man har hørt på danskpopområdet og lader sig musikalsk inspirere af countryen og folkemusikken.

Bjerregaard er ikke nogen stor sanger, men synger ligefremt med sit næb om de skæbner, der bag deres pæne overflade gemmer på problemer, nederlag, frustrationer og meget mere. Lige fra den far, der forsøger at løbe væk fra sine bitre livserfaringer, brudgommen, der har fået lidt kolde fødder på den store dag, den øretæveindbydende single-mor eller kønsidentitetsforvirrede unge mænd. Akkompagneret af sit eget kompetente, akutiske guitarspil , Anders Kirkegaards elektriske guitar og steel guitar, Peter Bjerrings kontrabas, Rasmus Lunds trommer, Nana Schwartzloses kor m.m. fremfører Bjerregaard let og ærligt sine sine fortællinger og portrætter. Undervejs i lytningen har jeg tænkt på både Peter Vest, Allan Olsen, Niels Hausgård, tresserfolkesangere, Thøger Olsen, John Mogensen og en række dansktopkunstnere. Ikke at Bjerregard ligner de nævnte. Det gør han ikke. Bjerregaard er sin egen med sine ærlige og uprætentiøse sange – og som sådan fortjener han lyttere, der sætter pris på ærlige dansksprogede, socialrealistiske og humoristiske sange, der tager temperaturen på den danske virkelighed, vi alle sammen lever i. Hermed anbefalet.

Morten Bjerregaard. Hvid Ghetto. Produceret af Morten Bjerregaard og Rumklang. Rumklang Records. Udkommer i dag.

Modsætninger mødes og sød musik opstår, belærte Jens August Schade os om. Og udsagnet passer lidt på den nye konstellation Fenger og Nordstrøm i dansk populærmusik. Søs Fenger, der næppe kræver nogen større præsentation, har funder musikalsk sammen med elektroduoen Nordstrøm (Troels Holdt og Lars Malm). Det har i første omgang resulteret i nedenstående video og sang – “Casablanca” – og inden længe (9. oktober) udkommer konstellationens første album Gnister, som jeg nok skal vende udførligt tilbage til.

I sangen “Casablanca” møder vi Søs Fengers velkendte og stadig betagende bløde popstemmes følsomhed og Nordstrøms køligt melankolske elektropop. Og det klæder både Fenger og Nordstrøm at blive sat sammen. Held og lykke på hitlisterne og på dansestederne med den sang….

Sange fra vejen kalder Thorbjørn Risager & The Black Tornado deres nye og tiende udgivelse. Og titlen på pladen er 100% dækkende for det, man som lytter får: koncertoptagelser på CD og DVD.

Dokumentation af en koncert i Bonn (Tyskland), hvor de oven i købet har fået vokal assistance af de to fine sangerinder Ida Bang og Lisa Lystam, der giver en ekstra feminin dimension til bandets heftige, maskuline udgave af bluesbaseret rock (el. rockbaseret blues).

Og når man lytter til Songs from the Road, kan man (jeg) godt undre mig lidt over, at der ikke er mange andre kunstnere, der benytter sig af den model for pladeudgivelser – i stedet for at skulle omvejen over et pladestudie. For Songs from the Road er mindst lige så tilfredsstillende som en gennemproduceret studieplade, set ud fra det synspunkt, at en plade helst skal vise en kunstner eller et kunstnerkollektiv fra den bedste side. Og det er lige præcis, hvad denne plade og DVD gør: Viser Thorbjørn Risager & The Black Tornado fra deres allerbedste side.

Bandet er en heftigt turnerende og koncertspillende band, og det kan man mærke fra de allerførste akkorder på pladen. Den oser langt væk af erfaring og professionalisme – og af velbevaret spilleglæde og musikalsk engagement. Risager har skrevet langt de fleste sange på pladen, på nær tre sange. Og Risagers sange holder vand hele vejen igennem og fremstår som gedigne bluesrocksange, der sagtens matcher langt de fleste mere kendte sange fra den genre. Og i afviklingen af sangene formår bandet og sangerinderne at fremkalde såvel den svedige, medrivende rockfeeling og den blå bluesfornemmelse, men også – som i nummeret “Drowning” noget, der tangerer det cabaretagtige og jazzede. Og det slås allerede fast i den indledende sang “If you wanna leave”, hvor bandet med en uafrystelig rockende puls, der går direkte i kroppen, bærer Risagers let melankolske budskab ud over scenekanten og får et fast greb i sit tyske publikum (og med garanti også i danske lyttere og DVD-kiggere).

Risager og Co. leverer en tung (men ikke gumpetung), kropsligt medrivende omgang bluesrock, der har sine rødder dybt begravet i the blues’ blå. Og bandet udfolder deres sange i både enkle udgaver (som fx “Too Many Roads” eller “On my way”) og i udfoldede versioner, hvor blæsergruppe og vokalditto får sangene til at folde vingerne helt ud.

Det kan ikke undre nogen, at dette combo har mange fans i Tyskland og andre steder. For det er uomtvisteligt, at Risager og kollegerne i løbet af de forgangne ti år er vokset helt sammen med deres foretrukne musikform og fremstår som værdige konkurrenter og kolleger til hvilket som helst udenlandsk bluesrockband. Og det er en oplagt og klog beslutning, at lade CD’en følge af en DVD, der ikke forfalder til musikvideosmartness, men fokuserer på det, det gælder om, at dokumenterer bandets liveoptræden med fotografering, der kredser om musikernes og sangerindernes arbejde med enkelte billeder af den fyldte koncertsal.

Hermed anbefalet.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Songs from the Road. RUF Records. Udkom d. 25. september

Selv om den færøske sangskriverske, sangerinde og musiker Eivør (Pålsdåttir) kun er i starten af trediverne, så har hun allerede et betragtelig produktion bag sig. 15-16 album er det blevet til, siden hun debuterede med albummet Eivør Pålsdåttir i 2000.

Det er altså blevet til godt og vel et album om året, hvilket er ganske imponerende.Udgangspunktet for Eivør var den klassiske færøske sangskat, som hun supplerede med sine egne sange og arrangerede med inspiration fra såvel folkemusik som jazz. Siden har Eivør bevæget sig mod et mere kontinentalt, ja universelt, udtryk, der uden på nogen måde helt at slippe det folkemusikalske udgangspunkt har suget til sig af vor tids, moderne udtryk.

Ikke mindst har den moderne electronica sat sig mærkbare spor i musikken.Et godt eksempel er titelsangen på det nye album Bridges. En sang om broerne – i konkret og overført betydning – vores liv. Med sin angeliske, meget smukke og forførende stemme synger Eivør akkompagneret af sig akustiske guitar og peu a peu væves der lag af diskret electronica og stilfærdig rock ind over lydbilledet, så folkudtrykket bliver transformeret til et moderne popamalgam af af tidens elektroniske toneklange. Ja også Eivørs musik er en moderne hybrid, der er farvet af både sit geopolitiske udgangspunkt og den globale musikalske påvirkning, vi er blevet udsat for de seneste årtier. Og på Bridges har Eivør fundet en delikat balance mellem folkudtryk og moderne lydflader fra jazz, klassisk, electronica og meget mere.Bridges er, som titlen antyder, en positiv plade, der tematisk beskæftiger sig med det, der knytter os sammen og forbinder os til den verden, vi lever i. Og pladen kan godt ses som en arvtager af den lange tradition af singer-songwriter-kunst, der siden de gyldne tressere har leveret livsbekræftende sange til den verden, der altid har været af lave og måske er det mere end nogensinde før – nu. Moderne voksen pop med stærk appel til alle, der sætter pris på solide, iørefaldende og vedkommende sange fremført på et højt musikalsk niveau og med en stemme, der er af en anden verden. Hermed anbefalet uden forhold.

Eivør. Bridges. Produceret af Eivør og Tråndur Bogason. Tutl. Udkom d. 18. september

Â

Der er en sang hedder Mette Juuls nye og tredje album. Og titlen markerer både en grundholdning og en enkelhed i budskabet.Grundholdningen kommer til udtryk i titelsangen “There is a song”:

this is a joyful place

come as you are

it’s easy to find the way

no matter where you are

there’s a song

there is always a song

Der er altid et sted for glæden. Der er altid en sang. I musikken, i sangen finder du et sted, hvor glæden, freden osv. finder sted og plads. Sangen “There is a song” er en kærlighedserklæring til sangen og musikken og sangen afspejler det grundlag, Mette Juuls plade og musikalske udfoldelse i det hele taget hviler på.Samtidig peger albumtitlen også på det simple faktum, at pladen består af tolv – i flere betydninger – enestående sange, der er der og fortæller hver deres lille historie. Historier, der kan stå alene, samtidig med at de altså indskriver sig i conceptet i albumtitlen.Som titelsangen er sangene kærlighedserklæringer til sangen og til forskellige emner. Fx i den indledende sang “Baltimore”, der er en hengiven sang til den amerikanske by af det navn, men også til kærlighedssange i den by: “Come with me to Baltimore/ we’ll be like lovers, born again/ our hearts will smile in Baltimore/ we will have time to sing our songs of love in Baltimore…”- Og der er sange til havet (“Roll roll”), til manden (“Dannie”) osv. Og for alle sangene gælder, at motivet væver sig tæt sammen med kærlighedstemaet (kærligheden i almindelighed, til sangen osv. ).Og teksternes univers underbindes af en singer-songwriting, der er præget af kompleks pop, der nok er melodiøs, men ikke søger det hitlistefængende, og som henter sin kompleksitet i en frugtbar forening med jazzen. Mette Juul har skrevet de fleste sange på pladen, men supplerer med fortolkninger af Leonard Cohen (“The Land of Plenty”, Carlos Jobim (“Double Rainbow/Chovend Na Roseira”) og Nikolaj Hess (“Northern Butterfly”). Men coverudgaverne ligger ikke alenlangt fra Juuls egne sange og understreger blot det hybride udtryks sikre forankring på såvel singer-songwriter-pop og jazz.Mette Juull har en smuk, feminin stemme, der står centralt i det musikalske udtryk og supplerer de andre instrumenters sublime musiceren godt, lydefrit og ukompliceret. Undervejs i lytningen kom jeg flere gange til at tænke på Joni Mitchells flirt med jazzen på sine senere værker, men analogien holder kun et lille stykke vej, for Mette Juul lyder bestemt – og heldigvis for det – ikke som en  Mitchell-klon. Hun har helt sin egen enkle, lette og tilbagelænede hybrid af jazz og pop. Og man kan kun anbefale pladen til dem, der goutterer både jazz og pop og det, der ligger imellem.

Mette Juul. There is a Song. Produceret af: Mette Juul og Nikolaj Hess. Universal Music Group. Udkom d. 18. september

Med albummet Opgangstid afrunder bandet Fløjl (sanger og sangskriver Peter Hegård, guitarist Klaus Møller, bassist og korsagner Ronny Gregersen, tangentspiller Mikkel Sørensen og trommeslager og korsanger Ole Jeppesen) deres Amager-trilogi, der begyndte med albummet Lejlighedssange i 2005 og fulgtes op af Søndag på Amager.

I den første sang bliver der passende sagt “Farvel til Amager” – både som overordnet tematik og af sangens hovedperson, der fortæller en lille historie om nogle skæbner fra det amagerkanske. Og sangen giver også et godt – og iørefaldende – signalement af sangskriver Hegårds sangskrivning. Sangene er små afrundede episke udsnit af virkeligheden. Små skæbnefortællinger og musikalske short stories. Jeg ville gerne have citeret fra sangene, men mit anmeldereksemplar er desværre uden tekstbilag. Og det er oplagt i dette tilfælde at have sangteksterne ved hånden, selv om de synges tydeligt og klart.

Sangene skriver sig ind i en tradition, jeg ofte har fremhævet, for fortællende danske rocktekster, der mundret og ligefremt besynger sider af den danske virkelighed. En spillevende tradition, der læner sig op af amerikanske forbilleder udi i den genre – lige fra hr. Bob Dylan over Bruce Springsteen og videre til nyere arvtagere. Og musikken lægger sig også op af forbillederne. Sangene er vævet ind i ofte storladne rockarrangementer, der spiller på mange strenge. Her err masser af kor, guitarer og tangenter.

Opgangstid er på sæt og vis et klassisk rockalbum, der føjer sig til rækken af stolte danske rockalbum, der har leveret diagnoser og beskrivelser af sider af det Danmark, vi bebor. Og som sådan hører pladen (ja, trilogien) naturligt hjemme i pladesamlingen hos dem, der sætter pris på dansksproget rock. Hermed varmt anbefalet.

Fløjl. Opgangstid. Gateway Music. Udkom den 11. september

Med albummet Opgangstid afrunder bandet Fløjl (sanger og sangskriver Peter Hegård, guitarist Klaus Møller, bassist og korsagner Ronny Gregersen, tangentspiller Mikkel Sørensen og trommeslager og korsanger Ole Jeppesen) deres Amager-trilogi, der begyndte med albummet Lejlighedssange i 2005 og fulgtes op af Søndag på Amager.

I den første sang bliver der passende sagt “Farvel til Amager” – både som overordnet tematik og af sangens hovedperson, der fortæller en lille historie om nogle skæbner fra det amagerkanske. Og sangen giver også et godt – og iørefaldende – signalement af sangskriver Hegårds sangskrivning. Sangene er små afrundede episke udsnit af virkeligheden. Små skæbnefortællinger og musikalske short stories. Jeg ville gerne have citeret fra sangene, men mit anmeldereksemplar er desværre uden tekstbilag. Og det er oplagt i dette tilfælde at have sangteksterne ved hånden, selv om de synges tydeligt og klart.

Sangene skriver sig ind i en tradition, jeg ofte har fremhævet, for fortællende danske rocktekster, der mundret og ligefremt besynger sider af den danske virkelighed. En spillevende tradition, der læner sig op af amerikanske forbilleder udi i den genre – lige fra hr. Bob Dylan over Bruce Springsteen og videre til nyere arvtagere. Og musikken lægger sig også op af forbillederne. Sangene er vævet ind i ofte storladne rockarrangementer, der spiller på mange strenge. Her err masser af kor, guitarer og tangenter.

Opgangstid er på sæt og vis et klassisk rockalbum, der føjer sig til rækken af stolte danske rockalbum, der har leveret diagnoser og beskrivelser af sider af det Danmark, vi bebor. Og som sådan hører pladen (ja, trilogien) naturligt hjemme i pladesamlingen hos dem, der sætter pris på dansksproget rock. Hermed varmt anbefalet.

Fløjl. Opgangstid. Eget forlag. Udkom den 11. september

Alice Sings kalder duoen Alice Carreri og Mikkel Petterson sig og pointerer dermed – måske ufrivilligt? – at det er Alice Carreris stemmepragt, der – i hvert fald for en umiddelbar betragtning – markedsfører duoens musik. Og man  lægger da også straks mærke til Alices kønne og indtagende stemme, når hun lækkert og ubesværet fraserer sig igennem EP’ens seks sange.

Sange, der er poppede på en lidt bedaget vis. Duoen kigger tilbage den pop, der dominerede i tiårene, før tresserne tog over med beat og rock. Og måske skriver duoen sig ind i en lille tendens i tiden, hvor man – fx Paul McCartney, You&Me m.fl. – søger tilbage til den tid, hvor bedste- og oldeforældre lyttede til velskrevne popsange. I hvert fald er der tale om retrospektiv genbrug af en gammeldags popattitude og -smag. Og en genbrug, der sker med stor respekt for både fortidens sangskrivning og for nutidens lydunivers, hvor blanding af stilarter og genrer konstant er på dagsordenen. Derved har de fået skabt et album, der både oser af nostalgi og lyder helt tidløs og moderne. Det eneste ankepunkt jeg har er, at det kun blev til en EP, for det smager bestemt af mere. Kom igen Alice Sings! Hermed anbefalet.

Alice Sings. A wonderful impression of me. Produceret af Mikkel Petterson og Mads Andersen. Iceberg Records. Udkommer i dag.