Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Telestjernen & Manden de kaldte Lefty – Det kolde Hawaii

15. september 2014

14934_968797056470925_5435519140811402745_n

Måske har man lidt saltvand i blodet, når man kommer fra den jyske vestkyst?! I hvert fald har jeg, siden jeg forlod Esbjerg og Sædding for mere en fire årtier siden, haft det sådan, at jeg mindst en gang om året skulle vende tilbage til Vesterhavet for at tage en dukkert i dets rå, salte vand. Det er ikke lykkedes hvert år, men drømmen lever intakt her midt i den jyske hovedstad. Og måske fortæller denne lille personlige historie noget om os, der ikke bare kommer fra udkanten af Danmark, men fra vandkanten. Vesterhavets. Måske får man en særlig tilgang til livet og et særligt lidt skævt blik på den danske virkelighed, når man har lidt vesterhavssaltvand i blodet!?

Sådanne tanker kan jeg godt gøre mig, når jeg nu sidder med det nye udspil fra Telestjernen (Rasmus Johansen) og Manden de kaldte Lefty (Kasper Vegeberg) med titlen Det kolde Hawaii. For det er – som titlen peger på – netop et album, der gør en dyd ud af at hente sin inspiration helt ude ved Vesterhavets vandkant, Det kolde Hawaii ved Klitmøller.

Telestjernen kender vi fra hans foregående album – blandt andet Hvidt Skidt – hvor han med sin uslebne stemme har besunget provinsens skæbner i et ligefremt, sprogligt ubesmykket sprog. Og her på den nye plade deler Telestjernen pladsen med Manden de kaldte Lefty, guitaristen Kasper Vegeberg, der har sine rødder i området ved Klitmøller.

Telestjernen fortsætter med at fortælle om skæbner og steder, sådan som han tidligere har gjort. Blot er det en mere fokuseret fortællekunst denne gang. Desværre er teksterne ikke trykt på det anmeldereksemplar, jeg har, men man får et udmærket indtryk af, hvad Telestjernen kan i den store, næsten novelleagtige historie om “Leftys oldefar alias slagteren og profeten fra Vegebjerg”, der er aftrykt i pr-materialet. Det er – en måske lidt selvbiografisk? – historie om knægten, der er lokumspoet og som stikker lidt ud i Klitmøllerområdets miljø med sine skriverier og fantasterier. En outsider i ud-  og vandkanten, som Telestjernen og sikker også Lefty nok ikke har svært ved at genkende noget af sig selv i. Derude på kanten kan man let komme på kant med de andre…

Musikken på den Telestjernedominerede første halvdel af pladen (Part 1, de første otte sange) er en skramlende rock, der får en til at tænke på fx Tom Waits (med sydvest og olietøj… ) eller Kevin Coyne. På den anden del folder Lefty sig ud med sin guitar og det er overvejende instrumentalt. Og stilistisk er musikken præget af inspiration fra halvtredsernes og de tidlige tresseres instrumentalrockbands, men også – som fx i den episke “Dødedans ved Nørre Vorupør” og den efterfølgende “Vesten vild” inspireret af tressernes filmmusik, bl.a. musikken fra de såkaldte spaghettiwesterns. Hvor Telestjernen med sine nøgne fortællinger indfanger ånden fra Klitmøller og nærmeste omegn, der rammer Lefty med sine nostalgisk anlagte udfoldelser nogle stemninger, som man – jeg! – kun kan forbinde med den andethed, som ikke-udkantsdanskere tillægger Udkantsdanmark. Det er en lyd af noget anderledes, noget utilpasset, der ikke bare vil indordne sig under den normalitet, som ikke-udkantsdanskerne mener at stå for.

Med Det kolde Hawaii bidrager de to vestjyske outsidere med en plade, der er velgørende i sin på samme tid bevidste og insisterende satsning på et lokalt virkelighedsperspektiv. Her er vi langt fra globaliseret mainstream, og derfor skiller pladen sig ud som unik og aparte. Og det er som sådan, den vil finde sin naturlige plads i pladesamlingen… Hermed anbefalet.

Telestjernen & Manden de kaldte Lefty. Det kolde Hawaii. Eagle Vision. Udkommer i dag.

 

Capac anbefaler: Harmonics – Nostalgia isn’t what it used to be

15. september 2014

harmonics

I 2008 omtalte jeg københavnerkvartetten Harmonics EP Return Different og konstaterede, at gruppen spillede en melodisk rock med rødder i halvfjerdsernes og tressernes rock – og mente, at de måske ville finde deres stil i håndteringen af arven fra disse formative årtier. Jeg kunne måske også have valgt at skrive, at Harmonics havde en nostalgisk tilgang til rocken – en traditionssøgende musiksmag. Og måske er det ikke tilfældigt at bandet kalder deres album “Nostalgi er ikke, hvad det har været”. Måske er det udtryk for både en bekræftelse af traditionalismen i musiksmagen og et ønske om at give musikken et ekstra twist, der sikrer en samtidighed og fremtidig udviklingsmulighed!?

I hvert fald er det en sådan dobbelthed, jeg hører, når jeg lægger øre til Nostalgia isn’t what it used to be. Og det understreges allerede i den første sang “Pledge”, der egentlig er en iørefaldende, lidt tilbagelænet rocksang af den type, man kunne spille på den amerikanske vestkyst i halvfjerdserne eller (også) i senere årtiers indierock, men Søren Manschers guitarspil inducerer en god portion vildskab og støjende rock i nummeret, så sangen også griber ud efter post-punken og den hvide lyd i metropolrocken og med denne legering bekræfter, at musikken er et barn af nutidens rock og har et fremtidsperspektiv.

Den samme dobbelthed finder vi i sangen “Sally Girl”, hvor de prægnante guitarer ved Søren Manscher og Frederik Langkjær igen følger Søren Manschers sang som en kontrapunktisk skygge ved den melodiske popsang. Og bag den lyse mandepopstemme og de flyvende guitarer ligger Søren Damsbo-Svendsens sikre, mærkbare bas og Frederik Håkonssens solide trommer, der giver musikken den rette poprockpuls og svedige fremdrift.

Jeg kunne fortsætte analysen af de enkelte sange ud fra den indledende karakteristik og den ville passe på dem alle sammen, fordi det er et signalement af Harmonics stil anno 2014. En stil, der bygger på den bedste tradtion for melodiforankret, fortællende rocksange, men også spalter sig i en fremadrettet postpunkinficeret, frenetisk rock. Og så er det hele krydret med lag af andre instrumenter, fra Langkjærs brug af theremin og tangentinstrumenter over gæstemusikernes inddragelse af violin (Nanna Treu, Anne Marie Hjort Christiansen), cello (Torbjørn Eika Jørgensen) og trompet (Jørgen Stenbæk). Det giver et lag, der både udvider lydebilledet i det melodiske og harmoniske udtryk, samtidig med at det opbløder rockkanten lidt.

Det samlede indtryk er, at Harmonics helt lever op til de forventninger, de afsatte i mit sind med debut-EPen i 2012 og fremstår som et band, der på smukkeste vis tager den røde tråd op fra de foregående årtiers tradition for følelsesbåret, narrativ, iørefaldende rockmusik og iklæder det en tonedragt, der både er tilbage- og fremadskuende og ikke mindst en bekræftelse af, at rocken stadigvæk har noget at byde på i vort århundrede. Hermed anbefalet.

Harmonics. Nostalgia isn’t what it used to be. NMS. Udkommer i dag.

Capac anbefaler: Dánjal – Time

12. september 2014

Dánjal er navnet på et band og navnet på bandets forgrundsfigur og sangskriver, færingen Dánjal á Neystabø. Bandet har to album på samvittigheden. I 2009 udkom “The Palace”, der blev fulgt op af “The Bubble” i 2012. Og nu kommer så nummer 3, Time.

I litteraturen om dette band gøres der en del ud af, at sangskriver Dánjal er rundet af en indflydelsesrig færøsk politikerfamilie og vist har kunnet provokere færinger med tekster med politisk bid. Men på den nye plade skal man lede med en tættekam for at finde noget, der blot peger i retning af almenpolitiske ytringer. Den indledende sang “Raindrops” kan siges at have et element af noget politisk – på et meget abstrakt og symbolsk plan, hvor regndråberne er ladet med militaristisk betydning – uden at det bliver særlig klart, hvad de kæmper for: “Raindrops in the sun/ dried up and deserted/ picking up a gun/ for the last time”.

Det symbolske og abstrakt beskrivende går igen i albummets andre sange, der bliver mest konkrete i de sange, der handler om kvinder. Fx kærlighedssangen til Beth, hvor parternes veje skilles, men kærligheden består: “I love Beth until the last breath”.  Eller sangen om “Rosemary”, der måske er en slags kærlighedshistorie eller i hvert fald en sang om den for andre uforståelige udveksling af betydning, der kan ske mellem to mennesker af modsat køn: “She said: I’ll give you water/ if you give me life/ just promise me to outlive me”. Jo, kvinder kan være svære at forstå, som Freud var inde på, og som Dánjal også mediterer alment over i sangen “Woman”.: “Tell me wshat you like…”. Was will das Weib…

Time er ikke et decidert conceptalbum, der er bundet sammen af en gennemgående idé. Det, der binder sangene sammen er netop Dánjals forkærlighed for sange, der er meditativt abstrakte og som udtrykker sig gennem almene symboler og billeder. Som fx den lille sang “Never again”, hvor billedet er floden med al den betydning, der kan tilægges det billede, men hvor ordet “the river” også blot er generator for tekstens musikalitet: “Once I lost my head into the river/ Now I’m here wondering what to give her…”.

Det, der først og fremmest skaber sammenhæng på albummet, er musikken. Dánjal spiller en indierock, der er farvet af brugen af instrumenter fra den klassiske musik (i kraft af en hel del gæstemusikere), af sangskriver Dánjal særlige singer-songwriter-tone og en særlig folktone, der nok skyldes både bandets sammensatte nordiske karakter og den finske komponist Kim Rafael Nybergs talent for at skabe komplekse melodiøse sange, der emmer af både pop, rock og folk i forskellige grader.

Jeg kender ikke Dánjal foregående plader, men med den nye plade viser Dánjal, at det er en projekt med sin hel egen lyd og egenart. Det er ikke kun i nordisk sammenhæng Dánjal skiller sig ud, men også i international sammenhæng. Og bandet burde vinde genklang i de udenlandske medier og på de udenlandske scener – og har også gjort det til en vis grad. De har i hvert fald formatet til det. Hermed anbefalet.

Dánjal. Time. Produceret af Dánja á Neystabø. Cargo Records. Udkommer i dag.

Capac anbefaler: The Rentals – Lost in Alphaville

5. september 2014

Bag bandnavnet The Rentals gemmer sig Matt Sharp, der tidligere har slået sine musikalske folder i Weezer. Under navnet The Rentals har Sharp og hans musikalske hjælpere skabt tre album. På det nyeste, Lost in Alphaville, der skal omtales og anbefales her, får han hjælp af Jess Wolfe, Holly Laessig, Ryan Slegr, Lauren Chipman og Patrick Carney. Et persongalleri, der har forbindelse til navne som Lucius, Ozma og The Black Keys. Derud over får  Rentals  iørefaldende hjælp fra The West Los Angeles Children’s Choir på et par numre på pladen.

Det umiddelbare indtryk af pladen er, at der er tale om en gennemproduceret og meget homogen plade. Dette indtryk understreges af oplysninger om, at pladen er blevet til ved at alle sporene er blevet indspillet separat og efterfølgende lagt sammen af Matt Sharp i hjemmestudiet. Det er har givet de ialt 10 sange en fælles homogent præg. Omkring Sharps lette, næsten transparente stemme i forgrunden danser Wolfe og Laessigs feminine, unisone backingvokaler, et luftigt lag af strygere og nu og da Sharps egne synthesizer. Det hele kunne lette og blive indiepopsæbebobler af fineste slags, hvis ikke Carneys trommer, Slegrs upolerede guitar og Sharps egen bas trak det hele i retning af rock. Så det endelige output bliver en omgang velsmagende indierock med klart mainstreamhitpotentiale. Lost in Alphaville er en understregning af, at indiepoprocken stadigvæk er vital og har noget at byde på. Og det ville være synd, hvis pladen hurtigt gik i g(l)emmebogen, så giv den en chance på din afspiller. Hermed anbefalet.

The Rentals. Lost in Alphaville. Producer: The Rentals. Polyvinylrecords. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: The Cabin Project – Marie Fisker & Kira Skov

1. september 2014

Jeg ved ikke, om man kan tale om en tradition, men i hvert fald er det ikke ualmindeligt at musikere undervejs på deres musikalske løbebane søger hen til et refugium for at finde inspiration og ro til at lave ny musik. The Band og Dylan boede sammen i et stort hus engang – uden for storbyens puls. Ulf Lundell fandt, hvad han søgte, på et hotelværelse. Bon Iver i en fjerntliggende hytte. Og så videre. Og fælles for de nævnte projekter er, at de alle er resulteret i musik og plader, der i ordets egentlige betydning var og er frem-ragende. Musik, der skiller sig ud i forhold til kunstnernes øvrige produktion og til tidens musik i det hele taget.

Nu har også de to fremtrædende danske sangerinder og sangskrivere Marie Fisker og Kira Skov foretaget en digression fra musikkens alfarvej og har opholdt sig en tid i en hytte langt inde i de canadiske skov. Sammen med et lille orkester bestående af guitaristen Oliver Hoiness, multiinstrumentalisten Ned Ferm og producer og tekniker Mark Howard.

Man kan sikkert lægge en masse ekstra betydning i det forhold, at kunstnerne har valgt en slags frivillig isolation uden for storbycivilisationen og i det specifikke forhold at det er i den storslåede canadiske natur. Og det vil jeg helt overlade til lytterne at gøre. Her vil jeg nøjes med at forholde mig til de ialt ti sange, der er resultatet af refugiet og de kreative anstrengelser, der fulgte af det.

Tre af sangene er ikke fra Fiskers og Skovs eget repertoire. Men de tre udvalgte sange supplerer i bedste forstand de selvkomponerede skæringer. Det er dels Peggy Lees og Victor Youngs kærlighedssang om “Johnny Guitar”, dernæst Ewan MacColls dybtfølte, romantiske kærlighedssang “The First time ever i saw your face”, der blev ophøjet til et hit af Roberta Flack i 1972. Endelig er der tale om Sibylle Baiers “I lost something in the hills”, der også er en kærlighedssang, men handler om den kærlighed, der ligger i nostalgien – længslen tilbage til det sted, man kom fra: bakkerne, skovene. En sang om et uskyldstab og en smertelig længsel tilbage.

De tre adopterede, omhyggeligt udvalgte supplementer, bliver båret frem af en sjælfuldhed, en vemodighed, ja melankoli, og emotionel dybde, der går igen i de to kunstnerinders egne sange, der primært udmærker sig ved deres vemodige, introverte stemningsfuldhed. Det er musik, der lægger op til fordybelse, kontemplation og måske ligefrem meditation hos lytteren. Musik, der egner sig bedst til et par store øretelefoner eller en intim koncertsituation end til hitlistesammenhæng. Og det skyldes ikke kun teksternes emotionelle kvaliteter, men også de to sangerinders stemmer, der uden at fungere som traditionel duosang finder en skrøbelig, fin, delikat balance, hvor de på skift tager føringen, når de ikke lige rammer hinanden i unison skønsang. De to stemmers indbyrdes balanceren er helt klart pladens centrale aspekt, men uden Oliver Hoisness’ rigt facetterede, indfølte guitarspil, der som et fint netværk slynger sig om stemmernes pragt, og uden Ned Ferms smagfulde, fint doserede tilsætning af diverse instrumentale lag, så ville projektet have været en væsentlig stemningsdimension fattigere.

Det korte af det lange er, at Marie Fisker og Kira Skov – sammen med deres hjælpere – har begået en plade, der er fremragende i mere end en forstand. En plade, der – måske i kraft af projektets egenart – besidder en tidløshed, der gør, at man vil kunne vende tilbage til den igen og igen. En plade, der fortjener mange lyttere (med understregning af ordet lyttere). Hermed varmt anbefalet.

Marie Fisker / Kira Skov. The Cabin Project. Produceret af Mark Howard og The Cabin Project. Stunt Records. Udkommer i dag.

PS. The Cabin Project kan opleves i morgen aften på Aarhus Teater i forbindelse med festugen.

Capac anbefaler: Sulahue – Eating Stars & Spitting Fire

31. august 2014

unnamed

For næsten to år siden havde jeg fornøjelsen af at anbefale Sulahues debut-EP Eating Stars, og jeg hæftede mig dengang ved Suhalues forkærlighed for en gøgler- og cirkustematik og ved kunstnerens bestræbelse på at skille sig ud fra musikkens mainstream i sin inspiration fra bl.a. jazzen.

På sit debutalbum Eating Stars & Spitting Fire fortsætter Sulahues i sit egensindige musikalske spor. Gøgler- og cirkustematikken er gledet lidt i baggrunden (selv om stemningen bestemt dukker op i musikken undervejs) til fordel for en optagethed af kærlighedens veje, vildveje og uudgrundelighed. Konceptet angribes allerede i den første titelgivende sang “Eating stars”, der taler i et stærkt billedsprog, men bag billederne er en lille sang om at gå fejl af hinanden i kærlighedens spil: “I will eat stars and spit fire/on yu masquerade of burning desire/ you telle me lies tel med truths and/ you give the one thing that you really cared about“. Sulahue synger klart og yndigt med sin unge pigede stemme og akkompagneres af et hold yderst kompetente musikere (Lars Emil Riis – Klaver, Spencer Gross – Guitar, Alexander Kraglund – Violin/Strygere, Søren Lund – Kontrabas og Michael Dalgas – Trommer). “Eating stars” er en lille inciterende popmelodi, der er iklædt en slags stemningsfuld kammerjazzarrangement, der giver associationer i retning af svundne tiders jazzmusik.

Noget lignende kunne man sige om den makabre “Mr. Policeman”, hvor pigen over for politimanden undskylder, at hun har slået sin elskede ihjel, fordi han ikke levede op til kærlighedens fordringer. En lille grotesk og ikke så lidt selvironisk sang om den lidenskabelige kærligheds kompromisløshed. En fin lille sang, der bæres oppe af Saluhes fine stemme og et enkelt arrangement, hvor hovedvægten er lagt på trommerne og et diskret guitarspil.

“Clown” er swingende jazz til en sang om kropslig styrke og mental svaghed i kærlighedens kønskamp. “Flowers” er en lille swingende meditation over blomstrende kærtegn og søde ord, der munder ud i nogle parforholdsassociationer. Og måske karakteriserer netop denne lille swingperle ganske godt kunstnerindens tekster, der med hang til billedsprog især stræber mod at beskrive stemninger og umulige situationer i kærlighedsspillet mellem de to køn. Som kærlighedslivet er Sulahues tekster imperfekte, de siger noget sandt om kærligheden, men ikke alt. Forbliver tilløb, forsøg og antydninger, der tilsammen beskriver kærlighedens univers i al dens sammensathed og konfliktualitet.

Og den flossede tematik understøttes fint af musikken, der ud over at være gennemgående popmelodiøs på en umiskendelig, lidt nostalgisk kammerjazzbund også har noget nærmest filmisk dramatisk og stemningsskabende over sig i flere passager.

Som tilfældet var med Sulahues debut-EP, så er albummet et modigt udspil, der tør insistere på at gå sine egne veje tekstligt og musikalsk. Det er ikke metervare, Sulahue og musikerne har leveret – og alene af den grund er der al mulig grund til at anbefale den til musikelskerne derude.

Sulahue. Eating Stars & Spitting Fire. Produceret af Sulahue og Emil Riis. Eget forlag. Udkom i går

Capac anbefaler: Erland & the Carnival

28. august 2014

De små formater er i vælten igen, sådan som de var før LP’en storhedstid. Og derfor sidder jeg her med en single (og et album) med Erland & the Carnival. De er tale om to numre – Birth of a Nation og Wrong – der begge er hentet fra bandets nye album Closing Time, der netop er udkommet her i landet på Target Records.

Erland & the Carnival består af Erland Cooper og Simon Tong (der har en fortid i The Verve, The Good, The Bad & The Queen og Gorillaz) og Closing Time er deres tredje fælles album.

Singlen er og bør være en døråbner til albummet. Og sådan er det også. “Birth of a nation” er en ægte popperle, der er drevet fremad af piskende trommer, et energisk klaver/piano og med Erlands gode, drengede stemme svævende over rytmelaget. Det er en melodi, der har noget nærmest ABBAsk over sig, uden at jeg tror, at hverken Erland eller bandet er direkte inspireret af svenskerne. Men nummeret har samme medrivende, iørefaldende intensitet som dem, når de var i det hjørne.

“Wrong” derimod er en helt anderledes nedtonet sag, der består af et yderst diskret symfonisk arrangement, lidt electronica og så Erlands stemme. Det er en sang, der nok har popkvaliteter, men i øvrigt er mere indadvendt og lukket om sig selv end man forventer af en popsang.

Og på den måde giver singleudspillet et udmærket signalement af spændvidden på bandets nye album “Closing Time”. Her har vi både et forførende popsange, der skriver sig ind i den store velorkestrerede poptradition, som bl.a. ABBA tilhører. Som fx i titelsangen “Closing Time”. Og i den anden ende har vi sange som “Wrong” eller “Quiet Love”, der er mere introverte og meditative. Og det er nok dette lag af sange, der har overvægten på pladen.

Overordnet set, så har Erland og Co. en forkærlighed for symfoniske arrangementer, der er subtilt diskrete og underordnet de popkvaliteter, der er i sangene. Det er musik, der – i mine ører – tager sigte mod albummediet mere end popradiostationernes hitplaylister. Og det skal forstås som en kvalitet.

Man bør lytte til Erland & The Carnival, hvis man er et popøre, der ud over fængende hitkvaliteter søger det eftertænksomme og kontemplative.

Erland & The Carnival. Birth of a Nation. Full Time Hobby. Er udkommet.

Erland & the Carnival. Closing Time. Target Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Ladylion – To the Wishing Well

24. august 2014

Ladylion er både et bandnavn og en slags dæknavn for bandets sangerinde og sangskriver Randi Løvendahl. Løvendahls rødder er i den jyske hovedstad Aarhus, men pladecoverets selviscenesættelse indikerer, at musikken har et internationalt perspektiv: Og det holder også stik, for musikken på pladen er angiveligt blevet til i både Paris, Berlin og de forenede stater.

Skal man kort karakterisere den musikalske stil på pladen kunne man forsøgsvis kalde den en moderne form for symfonisk poprock. Nærmere bestemt er der tale om ni poppede sange, der arrangeret omkring Randi Løvendahls kønne og pigede stemme og guitaren. Omkring denne kerne danser så celloer, perkussion m.m. og giver det hele et symfonisk anstrøg uden at det hele ender i den slags symfoniske rock, vi fik serveret i 1970’erne.

I PR-materialer nævnes Fleetwood Mac som en mulig inspirationskilde, og det er da heller ikke helt galt at se Ladylion i sporet efter Flettewood Macs melodiske stationrock fra omtalte årti, ikke mindst i de sange, Stevie Nicks stod for. Men Ladylion er mere pop end rock og udfordringen for Ladylion ligger nok i både at skrue op for de fængende og iørefaldende popmelodiøse hitkvaliteter og måske også at lade den rockede kant komme mere til sin ret. Men alt i alt har Ladylion med debutpladen leveret en endog meget sympatisk kurv fuld af behagelige popsange, der understøtter en let melankolsk stemning. Hermed anbefalet.

Ladylion. To The Wishing Well. DME. Udkommer i morgen.

 

 

 

 

Capac anbefaler: Pillar Point

17. august 2014

00615_Pillar-Point-Pillar+Point+-+Album+Art

Skinnet bedrager måske lidt. Hvis det grå foto på forsiden af Pillar Points eponyme album med den unge mand på sengekanten signalerer en lidt søvning morgen med søvn i ansigtet og pudehår. For musikken der gemmer sig bag fotoet er alt andet end søvnig.

Pillar Point er Scott Reithermans projekt. Han har tidligere slået sine folder i det relativt ubemærkede indieband Throw Me The Statue, men er nu gået solo (med venners hjælp). Og vennerne er bl.a. James McAlister og Tylar Swan, der begge spiller rigtige analoge trommer, der er med til at skre musikken et energisk, levende rytmisk grundlag på hvilket de i alt ni indiepoprocksange rejser sig.

Albummet begynder med kærlighedssangen Diamond Mine, der er et pejlemærke for musikken på pladen. En momentant medrivende sang, der er popmelodiøs, men samtidig bærer en rockheftighed i sig i kraft af et insisterende spor af synth-riffs og -lyde. Og oven på det store lag af electronicapop ligger Scott Reithermanns klare stemme med prisværdig dechiffrerbarhed og gennemslagskraft.

Og Diamond Mine afslører, hvad PIllar Point har at byde på på dette fine album. To håndfulde poplækre sange i krydsfeltet mellem renlivet pop, dansant electronica og pulserende og pumpende rock.

Teksterne kredser om ungdommelige emner som kærlighed og drømme og er alt andet end simple lettilgængelige poptekster. Her er noget for pophovederne at læse og fordybe sig i. Men vigtigst af alt er, at sangtekster fungerer optimalt i forhold til musikken og smyger sig kærligt om rytmer og riffs.

Pillar Points debutalbum er sådan et album, der let kunne forsvinde i strømmen af nye udgivelser. Men hvis man er til inciterende synth-pop-rock, der sagtens kan måle sig med de bedste udøvere inden for det felt – Daft Punk, OMD, Petshop Boys osv. – så går man ikke galt i byen ved at tage Pillar Point til sig. Og det skal blive spændende at høre, hvad Scott Reithermann og Co. finder på fremover… Hermed anbefalet.

Pillar Point. Pillar Point. Polyvinyl Records / TAMBOURHINOCEROS. 2014 – Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: Catch the Breeze – EP

12. august 2014

I går udkom Catch the Breezes debut-EP. Bag bandnavnet gemmer sig Aage Hedensted (sang og guitar), Lars Madsen (bas) og Andreas Bundgaard (trommer). Og de tre medlemmer har en fortid i aarhusianske Yellowish. Nu er de tre så gået sammen i et nyt projekt, der i PR-materialet sammenlignes med irske Bloody Valentine og de engelske shoegazere i Slowdive. Den slags sammenligninger skal man selvfølgelig altiv være varsomme med, men det er ikke nødvendigvis helt forkert. De fem numre på EP’en udmærker sig først og fremmest ved at være fem ganske iørefaldende indiepopsange med stor følelsesmæssig dybde – uden på nogen måde at være direkte pophitlisteaspirerende popsange. Og de små melodier er indlejret i en shoegazende rockramme, hvor Bundgaards sprøde trommer og Madsens diskrete basspil holder Hedensteds på samme tid indadvendte, shoegazende og højtstræbende guitarlyd fast som musikkens mest slående – i mere end en betydning – element.

Catch the Breeze er et dansk, ja aarhusiansk, fænomen, men den lille EP har internationalt format og burde kunne appellere til pop- og rocklyttere også uden for musikbloggenes sfære. Hermed anbefalet fra Højbjerg.

Catch the Breeze. DME Slowburn Music. Udkom d. 11. august.

 

Capac anbefaler lidt nyt dansksproget musik – med Morten Fischer Sivertsen

26. juni 2014

1ooo.MortenSiv

Der er grøde i den dansksprogede rock, som man vil vide, hvis man følger med i musikpressen og i denne lille blog. Og et nyt eksempel på det er den unge sangskriver Moren Fischers nye EP, der følger i sporet på (og inkluderer) to singler – “Forhekset i København” og “Amar Søn”. Fischer lægger sig i kølvandet på de store dansksprogede sangskrivere – fx CV Jørgensen og Steffen Brandt – men holder sig i det spor, hvor den mundrette, uprætentiøse sprogbrug er i højsædet i nogle sange, der helt konkret udspringer af den københavnervirkelighed, som sangskriveren er immigreret til. De to foreløbende singler eksemplificerer ganske godt, hvor Fischers styrke ligger. I et lille snapshot af virkeligheden i form af et portræt af en amagerkaner (“Amar Søn”) eller en skæv kærlighedshistorie (“Forhekset i København”), der ikke fornægter, at den står i afgrundsdyb gæld til Bent Fabricius-Bjerres gamle filmsang “Forelsket i København” (fra filmen af samme navn, 1960). Og musikken er melodiøs, uptempo poprock, der heller ikke kan spille sig ud af en forgældethed til de foregående mange årtiers fængende rockmusik, fra 1950’erne og frem sådan cirka.

Nu kan vi så gå og vente på, at Morten tager sig sammen til at lave mesterstykket i form af et helt album. Og i mellemtiden kunne vi så passende opleve ham på de danske musikscener rundt omkring. Fischer er et velkomment, frisk, ungdommeligt tilskud til den vigtige dansksprogede pop- og rockmusik. Velkommen.

 

Capac anbefaler: Reverend Shine Snake Oil Co. – Anti-Solipsism Part One – Creature

16. juni 2014

Er det en EP eller et minialbum, vi har med at gøre? Reverend Snake Oil Co.’s nye plade består af fem numre, så det er nok nærmest en EP. Det passer også med, at den følges op af en vol. II senere på året. Men måske er det også udtryk for, at albumformatet er lidt i krise i disse streaming- og vinyltider?

Men lad nu disse udenomsomstændigheder ligge, for Reverend Snake Oil Co. har med sit lille udspil lavet en absolut lytteværdig plade, der i sit tekstunivers er et opgør med tidsåndens hang til selvoptagethed. Og for at opnå den helt rigtige stemning har det multinationale band – frontmand Claudius Pratt, Justin Moses, Maartin Ollivierre og Matthias Klein – henlagt indspilningen af pladen til det tidligere fængsel. Men måske er det mest et smart gimmick!?

Musikken fejler imidlertid ikke noget. Det gode band står til halsen i den amerikanske musiktradition og spiller en fuldfed rock, der er tilsat en række naturlige tilsætningsstoffer i form af blues og garagerocklyd. Det bliver allerede tydeligt i det første nummer “The Candidate”, hvor Pratts rå, hæse, rustne stemme er omgærdet af en huggende guitar og en fræsende mundharmonika, der trækker direkte på bluestraditionen. Sang nr. 2 – “The Truth” – er nærmest en rockballade, der er bygget op omkring trommer og slagstøj, der indleder sangen og lægger et komplekst rytmisk lag sammen med rytmeguitaren under Pratts plagede stemme.

Pratt lyder som en tugthusfange, der jamrer og plager om at blive benådet og sat fri. Og instrumentalisterne skiftes til tage têten i sangene, der alle fremstår som moderne rockudgaver af den bluessang, der blev til i sydstaternes bomuldsmarker. Og vidste man ikke bedre kunne man forledes til at tro, at pladen var blevet til i sumpområderne i de amerikanske sydstater. Men det er den altså ikke. Og det understreger blot, hvor international den såkaldte americana efterhånden er blevet. Den dyrkes her der og alle steder – ikke mindst i Danmark.

Hermed anbefalet.

Reverend Shine Snake Oil Co. – Anti-solipsism part one – Creatures – Soapbox Music. Udkommer i morgen.

 

 

Capac anbefaler: Navy Bruise – Will facesit for friendship

9. juni 2014

“Navy Bruise would like to sit on all your faces”  meddeler duoen Navy Bruise – sangerinden Wanda Bra og musiker-producer Hansen – på coveret til deres nye og andet album. Og dermed har de givet os en nøgle til oplevelsen af den nye plade, der hedder “Will facesit for friendship”. Slår vi op i Urban Dictionary, så handler facesitting både om den seksuelle ydelse, man kender under andre navne som fx cunnilingus. Men mere alment handler det også om at behage en anden oralt. Man kunne altså vælge at forstå titlen som dobbelttydig, både som seksuel innuendo og som et ønske om på anden oral vis – fx i form af sang – at behage lytteren.

Og den drillende, tvetydige dobbelthed følges op af en lige så drilsk, grænsesøgende musikalsk tilgang. Wanda Bras feminine, kælne og popaspirerende stemme understøttes nærmest kontrapunktisk af en hård, dansant electronicalydbund, der trækker på den mest harc core-electronica fra firserne og frem. Det er et udtryk, der trækker mere i retning af det konfliktuelle og modsætningfyldte end i retning af poppens søgen mod det lydefrit harmoniske og homogene.

“Fuck me I got issues” læser man på coverts bagside (på ryggen af covermodellen). Og det er den holdning. pladen agiterer for. Teksternes kredsen om seksualitet, parrelationer og det komplicerede i kærlighedslivet og den rå electronica udfordrer og provokerer lytteren til stillingtagen. Det er ikke hverdagskost på den danske musikscene – men et meget velkommen spark til tanken.

 

Navu Bruise. Will Facesit for friendship. Producer: Navy Bruise. Mabel the Label. Udkom d. 28. maj.

 

 

 

Capac anbefaler: Marie Bergman – Den mänskliga faktorn

6. juni 2014

Jeg synes nok, at det var nogen tid siden, jeg havde hørt noget til den nu 63-årige svenske singer-songwriter Marie Bergman. Lidt research afslører, at vi skal tilbage til 2009 for at finde hendes seneste studioalbum, Det liv du får. Jeg husker især Bergman fra hendes højaktive periode i firserne, hvor hun stort set udsendte et album hvert år. Mange af dem med hendes daværende band Magic Body Band. Og de blev alle positivt omtalt i vores dengang førende musikmagasin MM.

Men nu er Marie så tilbage med det herlige, yderst sympatiske album Den mänskliga faktorn.

Som titlen antyder, så er der tale om et tematisk album eller – om man vil – et conceptalbum. En plade, der er båret af en idé: Den handler om det at være menneske – men det særlige twist, det giver at være udøvende, sangskrivende,  musikalsk menneske.

Den menneskelige faktor er hos Marie Bergman uløseligt forbundet til sangen. Og denne særlige vinkel anslås klart i den indledende sang “Kommer hem”, der netop handler om Bergmans sange: “Her er jeg med mine sange, blade der falder frit mod jorden/ fælder friest når lyset lyser gennem ord/ Hvem er jeg som vil fortælle om det, som livet tager og giver/ en vild joker der vil lette det, hjertet ser“. Det er en sang om sangskrivningen som et humanistisk projekt, hvor det handler om at finde hjem i sin menneskelighed: “Kommer hjem/komer hjem/ sangnee tager mig hjem igen og igen/ Kommer hjem, kommer hjem/ tingeling ting ting igen“, som det hedder i omkvædet (i min fordanskning).

Denne sang følges umiddelbart op af en sang, der også afslører den intime relation mellem fortælling og liv, som Marie Bergman – i øvrigt helt tidstypisk – bygger sin humanisme op omkring. Mennesket som en historie, der skrives – og skrives om og om igen fra barndommen af. “Varje människa bär en historia”, hvert menneske bærer på en historie, hedder sangen. Mennesket som en åben bog. Hvor langt dette synspunkt holder, kan sagtens diskuteres, men det er også et sympatisk og frugtbart udgangspunkt for et menneske, der netop bruger sit liv på at skrive sange og tematisere sine livsoplevelser og -erfaringer.

Og der er flere sange i det spor. Fx sang nr. 4 “Sång til Iris”, der handler om ønsket om at skrive en sang til sin egen sjæl. En sang om at turde se sig selv i øjnene og være ærlig om det sammensatte menneske, man nu engang er. En sang om selverkendelse og om den styrke, en sådan selvindsigt kan føre til. I sangen får jeget – som den anden i jeget – navnet Iris. Helt i tråd med denne sang finder vi “Drömsjälen”, der handler om sjælens uudgrundelighed: “Hver sjæl er en uløst gåde, der tilhører hver og en/den der leder efter grundtonen finder dømmesjælen/En vision uden for tid og rum helt universel/sjælens mysterium, holografisk dimensionel“.

Men Marie Bergman er ikke et barn af halvfjerdserne for ingenting. Hun havde musikalsk baggrund i den svenske visetradition og debuterede på plade som solist i 1974 med Mitt Ansikte. Og halvfjerdsernes politiske strømning i musikken har sat sig et tydeligt aftryk i Marie Bergmans tekster som en fundamental almenpolitisk holdning. Det kommer fx til udtryk i hendes forsvenskning af Kate & Anna McGarrigles og Philippe Tartatscheffs sang “Complainte pour st cathrine”, der på svensk er kommet til at hedde “Ingen kommer uden om politiken” og er en sang om politikens uomgængelighed i menneskelivet. Det politiske bliver endnu tydeligere i sangen “En fri stemme”  om den brutale likvidering af den russiske journalist Anan Politskovskaja. En sang, der let kunne være blevet en banal realpolitisk sang, men som hos Bergman bliver en almenpolitisk sang om at insistere på retten til at tale med en fri stemme – som kvinde, moder og samfundsborger – og betale prisen med sit liv.

Helt i pagt med sine humanistisk og almenpolitiske sange er musikken på pladen barberet ned til et enkelt akustisk udtryk, der er centreret omkring Marie Bergman, der synger og spiller guitar, Lasse Englund, der også spiller guitar (og er medkomponist og -producer) og Backa Hans Eriksson på kontrabas. Det enkle musikalske udtryk blødes lidt op af en håndfuld musikere, der farver sangene med slagtøj, saxofon, violin m.m. Men det grundlæggende indtryk er 13 uptempo-popsange, der er yderst melodiske og bæres frem af Marie Bergmans stærke, smukke, klare, kvindelige røst.

Den mänsklige faktorn er en langtidsholdbar, ja nærmest tidsløs plade, der henter sin styrke i sin sympatiske tematik og i sin vilje til at finde ind til det basale i det musikalske udtryk. Hermed varmt anbefalet.

Marie Bergman. Den mänskliga faktorn. Producere: Marie Bergman og Lasse Englund. Sony Music. Er udkommet.

Capac anbefaler: Howling Bells – Heartstrings

1. juni 2014

Howling-Bells-Heartstrings

I morgen udkommer The Howling Bells med deres fjerde album Heartstrings. Bandet er et nyt bekendtskab for mig, men jeg kan forstå, at vejen hen til dette fjerde album har været lidt ujævn. Således fik deresf foregående plade The Loudest Machine blandede kritikerord med på vejen. Moje kanoniserede albummet som bandets hidtil bedste. New Musical Express vendte tommelen nedad og kaldte pladen en flad omgang middle of the road-musik. Men pladen solgte vist helt pænt og viste sig på hitlisterne i Storbritannien og Australien.

Efter den oplevelse har bandet holdt en mindre pause, hvor forsangerinden Juanita Stein er blevet mor for første gang og de øvrige bandmedlemmer har medvirket i andre musikalske projekter. Og måske har pause gjort godt, for albummet Heartstrings er blevet ganske heltstøbt.

Coveret sender med sin grafik og opsætning tankerne hen på filmens verden. Og der er også noget filmisk over musikken på pladen, der godt kunne opfattes som soundtracket til en imaginær spillefilm.

Den indledende sang “Paris” afslører ganske fint, hvad Howling Bells står for nu om stunder. Grungemættede guitarer indleder sangen og introducerer Juanita Steins lidt hæse, men også meget feminine stemme, der ubesværet bevæger sig fra det lavmælt Nico-reciterende til den fuldttonende, klare rocksang. Og “Paris” er en langsom rocksang, der har popvellyden og -melodien i sig.

Og sådan er det hos Howling Bells anno 2014. Deres indierock bevæger sig hele tiden på kanten af regulær pop i kraft af enkle velfungerende popmelodier. Og Juanita Stein har bestemt en popsangerinde gemt i sit hjerte. Men hun holdes fast på sporet af sin egen og Joel Steins vilde rockguitarer, der står i gæld tll både grungen, shoe-gazer-rock og den britiske post-punk. Det er musik, der i høj grad lever af sin medrivende popmelodiøsitet, sin filmiske stemningsfuldhed og kerne af moderne rock.

Med Heartstrings har Howling Bells fundet en musikalsk form, de roligt kan bygge videre på. En personlig, stemningfuld blanding af pop og indierock, hvor der både er plads til energiske, uptemporocknumere og stille ballader (som fx “Euphoria”). En plade, der nok skal falde i kultpublikummets smag – og fortjener at også andre rockelskere giver den en chance.

Howling Bells. Heartstrings. Produceret af: Catherine J. Marks & AlanMoulder. Birthday Records. Udkommer i morgen.