Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Terminal Argh – R!

28. maj 2014

Med ep’en R! følger sangerinden Nana Schwartlose og producer og lydtroldmand Morten Umpf – alias Terminal Argh – op på deres langspiller fra 2013. Som tilfældet var med debutalbummet, så er det musik, der er svær at sætte på genremæssig formel. Men denne gang trækker det musikalske makkerpar Schwartlose og Umpf lytterne lidt mere i retning af det mainstreampoppede og  dansante.

Skal man tro PR-materialet (men det skal man ikke altid…), så er den indledende sang “Blue Balloon” en sang om orgasmens mysterier. Men måske er det bare en sang om at være lidt høj på kærlighed, se månen som en blå balon og være lidt ør i hovedet. Og  musikalsk befinder vi  os et frugtbart sted mellem kølig electronica, forførende jazz (i kraft af Schwarzlose gode stemme) og dansant diskopop.

Sangene har klare popkvaliteter med omkvæd, der lægger op til sing-a-long. Det gælder fx sangen om “Karma rule”, der gør op med vort evindelige brokkeri og den negative spiral, brokkeriet sætter i gang. Her er inspirationen fra raeggaen og – ikke mindst – Grace Jones’ night club-reggae hørbar, når den møder moderne hip hop-lyd og lokker lytteren ud på dansegulvet.

Dansen fortsætter ind i “Grab yoyr love”, hvor Schwarzlose med Grace Jonesk diktion råder os til at gribe dagen og – kærligheden, Rocken tager over efter raeggaen i en sang, der pulserer i takt med hjertets slag. Vel nok pladens mest enkle og ukomplicerede udspil.

“Lie for you” er også en lille heftig tilbageskuende rocker i et vildt dansant uptempo, hvor Schwarzlose rigtig får mulighed for at slå sig løs som uhæmmet poprocksangerinde. Et rigtigt lille beskidt hit.

Schwarzlose og Langkilde står for det meste af musikken på pladen, med undtagelse af sangen “Middle of a western”, der har tekst af Peter Kinsbery, og en fortolkning af den gamle David Bowie- Iggy Pop-sang “China Girl”. Sidstnævnte er i Terminal Arghs version blevet en tilbagelænet, nærmest kælent forførende sag, der måske i virkeligheden kommer sangens tekst meget nærmere end Bowies egen meget poppede og diskoteksegnede udgave.

EP’en har ikke mindre end ni bonusnumre, hvor makkerparret i Terminal Argh, udforsker det poppede og dansante i en række sange, der måske godt kunne være udviklet videre og blevet ophøjet til regulære albumnumre, men som dog demonstrerer det potentiale Terminal Argh har som en af de mest interessante musikalske duoer, som dansk populærmusik har at byde på lige nu. Hermed anbefalet.

Terminal Argh. R!. Produceret af: Umphff. Mabel the Label. Udkommer i dag. 

 

 

 

Capac anbefaler: PissedPostPunk – punkAtronic

28. maj 2014

Band- eller projektnavnet PissedPostPunk siger sådan set meget godt, hvor vi befinder os musikalsk på bandets debutalbum punkAtronic. Nemlig i det beskidte kølvand på halvfjerdserpunken – fra Sex Pistols over Clash til Ramones. Og albumtitlen opbløder de genremæssige lidt idet den trækker musikken i retning af electronica. Beskidt postpunk på en bund af electronica – sådan fremstår musikken på pladen.

Pladens ialt 10 numre, der alle på en eller anden måde står i gæld til punkens vrede, vrissende omverdenskritik og pisser stolt på systemet, politiet og konformister af enhver slags, er blevet til i studiet, nærmest som live-improvisationer med indlagt publikum. Og det forklarer den upræntiøse og umiddelbare karakter musikken har. Vi er langt fra overkalkulerede studieproduktioner og befinder os mere i retning af noget, der lyder som rå klubstemning.

Jonas Østergaard (kaldet Doc Jones) står for de medrivende elektroniske beats, der ligger under Uncle Punk (Lennert Røngren) og hans heftige punkguitar, bas og sang. Og det er medrivende som musikken var på de bedste af halvfjerdsernes overraskende punkudgivelser. Musik, der rykker og banker ind i øret og kroppen og opfordrer til uhæmmet fest og ballade.

PissedPostPunk er endnu et overbevisende eksempel på, at vi stadigvæk ikke er kommet os over det musikalske udbrud, der kom i halvfjerdserne med punken, der blotlagde selve nerven i rockmusikken. En blotlagt nerve, der stadigvæk ligger der og dirrer. PissedPostPunk sætter strøm til nerven igen – hermed varmt anbefalet.

PissedPostPunk. punAtronic. Mabel the Label. Udkommer i dag.

 

Capac anbefaler: The Bullhounds – Protector

25. maj 2014

Coveret til The Bullhounds nye album The Protector prydes af et lille udsnit af maleren Paul Klees blæktegning Der Beschhützer (Beskytteren), der til daglig befinder sig på Tate Gallery. Udsnittet viser beskytteren – en ikke nærmere defineret hund med strittende ører og aggressivt gabende kæft. Og dermed får vi som lyttere allerede et par indicier til den musik, der gemmer sig pladen.

Pladen er indspillet Atlanta Georgia en varm og svedig uge i august 2011, og de obligatoriske taksigelser i coveret omtales chefproducer Jeff Bakos m.fl. , der sammen med bandmedlem Erling Daell har haft ansvaret for produktionen, og de andre bullhounds som “beskyttere og skabere af rock’n roll”. Vi har altså at gøre med folk, der vil slås for rock’n roll. Men ikke hvilken som helst udgave af den elskede musikgenre. I samme taksigelser fremhæves såvel Georgia Satellites som inspirationskilde som – ja, hvem andre? – Chuck Berry.

De to ikoniske indicier peger altså på den livsnerve i rocken, der går fra Chuck Berrys elementære, livsglade besyngelse af et ikke altid lige ukompliceret hverdagsliv med skolegang, arbejde, pigevenner og fest i gaden over Georgia Satellites revitalisering af good time-rock’n roll og frem til vore dages uslebne, punkede rock. Og det er da også lige netop det, vi får ud af højtalerne: No bullshit-rock’n roll.

Her skal ikke opfindes hverken dybe tallerkner eller varmt barbervand. The Bullhounds (Erling Daell, san, Rick Richards, guitar, Peter Stroud, guitar, Mauro Magellan, trommer – og Keith Christopher, bas) dyrker sammen med vennerne (Tom Gray, lap steel guitar, hammond orgel, Matt Wachope, piano og hammond orgel) den basale, teknologisk ubesmittede udgave af rock’n roll.

Attituden fastlægges allerede i det første nummer “Fugitive”, der er en næsten arketypisk kærlighedssang om kærligheden og begæret som et fængsel, som manden i sangen vil flygte fra. En frihedsode sunget med Daells rå, maskuline stemme og spænstige rockguitarakkorder, der er taget lige ud af den lille grønspættebog for rock’n rollere. Og endnu mere basalt bliver det næsten i sangen “Make it”, hvor teksten er barberet ned til helt enkle, korte statements: “Make it loud/Make it pop/Make it hard/Make it hot…”. En ultraenkel sang om bare at gøre det: levere varen – rock’n roll. Det er en medrivende rocksang (skrevet af Alec White), der i sin enkelhed næsten falder bag om Chuck Berry, der ellers er mesteren udi såre enkle, men meget sigende sange.

Og sådan fortsætter det videre til kærlighedssangen “Little Lady”, der hørbart står i dybeste gæld til Berrys “Memphis Tennessee” og netop er en utvetydig kærlighedserklæring netop til Berrys genredefinerende rock. Hvor “Little Lady”  besynger en kvinde, der kan tilfredsstille alle mandens behov, så er pigen i “Mean mean girl” lige den modsatte type. En kælling, der er helt igennem slem. Så der er bragt lidt balance i kønstingene med denne sang, der opdaterer Berrys rock til en moderne, uptempo rock’n roll, der sagtens kunne være med på omtalte Satellites’ setliste.

Teksterne på pladen bevæger sig fint inden for en velkendt tematik. Der er de allerede omtalte sange om det ofte komplicerede forhold til det smukke køn (de sange er der en hel del af på pladen) og sange om et mandeliv, hvor man lever fra hånden til munden, søgende efter den rigtige kvinde og meningen med livet – og hvor meningen mest af alt ligner: rock’n roll.

Protector er ikke en plade, der ryster det imponerende bygningsværk, vi kalder rock’n roll. Det er en plade, der er kærligt-loyal, ja hengiven, over for det bedste, rock’n rollen har at byde på – musikalsk og tekstlig. Protector er snarere en af de bjælker, der sørger for at bygningen bliver ved med at stå og tårne i al sin glorværdige pragt. Dermed skriver pladen sig ind i en række plader, der med jævne mellemrum dukker op og med vitalitet og charme viser os, hvordan det hele begyndte, og demonstrerer, hvori fascinationskraften i den ofte dødserklærede rock’ roll ligger. Til stadighed. En traditionsbevidst, nødvendig plade, jeg kun kan give mine varme anbefalinger med på vejen. Og nu kunne Bullhounds meget passende tage ud i festivalsommerlandet og give ungdommen og dem, der er kommet ud over den, en lektion i rock’n roll.

The Bullhounds. Protector. Produceret af Erling Daell, Jeff Bakos, Peter Stroud og Mauro Macgellan. Rock Bastard Records. Udkommer i morgen, den 26. maj 2014

PS.Bandet har været så venlig at genoptrykke ovenstående omtale på deres hjemmeside. Og den kan oven i købet læses i engelsk oversættelse sammesteds.

 

 

 

Capac anbefaler: Mikael K / Klondyke – Sange fra Nord

8. maj 2014

Det er et helt naturligt og logisk træk, at sanger og sangskriver Mikael K (Mikael Ryberg Kristensen) nu udsender et album næsten i eget navn. For Mikael har været den centrale skikkelse på det fine band Klondykes fire plader. Men Mikael går ikke helt solo, for navnet Klondyke klæder bogstaveligt talt ved pladen, og det er er en helt naturlig respektfuld kendsgerning. For der går en lige linje fra Klondykes værk til Sange fra Nord.

Klondyke har været kritiker- og anmelder-darlings, siden bandet kom til verden i København i 2000. Og det skyldes ikke mindst Mikael Ks tekster, der har fået kritikerstanden tll at lave sammenligninger med både Kim Larsen, C. V. Jørgensen og – ja! – Dan Turéll. Og selv om de etablerede kritikere har en tilbøjelighed til at skamride superlativer og overdrive deres associationer, så er der god grund til at placere Klondyke og Mikael K. i det gode selskab for dansksproget populærmusik. Det understreger den nye plade med stor tydelighed.

Klondykes seneste album hed Udkantsland – Sange fra skæve Danmark Vol. 1, og den nye plade kunne for så vidt godt have båret undertitlen Skæve sange fra Danmark Vol 2. For de ti sange fra Nord er sange fra udkanten af et Danmark, som det officielle Danmark helst vil betegne Udkantsdanmark. Altså det, der ligger uden for Valby Bakke og Kongens København.

Sangene samler sig omkring et række småportrætter af mere eller mindre kendte personer: Dannie Druehyld, Cirkusdirektøren Einar, Sangskriversken Inger, Jakob Ølmand, Fuglekongen af Skagen , Pigen fra Altona m.fl.

Men pladen lægger ud med en fin lille, melankolsk sang Første januar, der så at sige grundlægger pladens næsten obligatoriske, danske melankolske tone: “Første januar/ Isen krakelerer/ Langt væk hjemmefra/ Jeg ser dig aldrig mere“. Den lille bittersøde sang bæres frem af en iørefaldende popmelodi i et halvt elektronisk arrangement, der næsten modsiger melankolien. Kontrapunktisk.

“Dannie D ///Heksen fra Himmerland” er en E-bow- og violindansende popsang om den kendte, moderne heks Dannie Dryehyld. Et kærligt portræt af en outsider-kvinde, der ikke efterlever Jantes lov, men lever et liv på sine egne præmisser, selv om hun også tager til Støvring og køber hundekiks, som alle andre hundeejere.

Hvor sangen om heksen er en ligefrem skildring af en person, så er portrættet af Einar en mere kompliceret historie om gøgleren Einar, der har foretaget et drastisk skifte i sit cirkusliv, er stået af og blevet fabriksejer i Salling. En lidt mismodig sang om en mand, der har gøglervirus i blodet, men måske af  “udviklingen” er tvunget over i et almindeligt borgerligt erhverv og liv.

Den bitre sødme driver også af den lille, fortrinsvis akustisk sang om sangskriversken Inger, der med Vesterhavet som nærmeste nabo har skrevet om det frådende, glitrende hav, der så at sige har været sangleverandør til englen Inger. Det er et kærligt portræt af den ene sangskriver om den anden. Fuld af anerkendelse og kærlig respekt.

Mikael K synger som en blid udgave af Carsten Valentin Jørgensen og bandet bag spiller en let, stærkt melodiøs variant af indie-country-folk-pop. Og musikken, som Mikael K står for i samarbejde med – i en enkelt sang – Ewan MacColl, fungerer som en formildende omstændighed ved de vemodige, bittersøde sange, så kritikerne ikke slipper for nemt af sted med enkle fordomme. Musikken omslutter de små sange, så de forlenes med et skær af accept, når teksterne skildrer et liv, der ikke altid går helt efter drømmebogen. Som i sangen om Jakob Ølmand, den fallerede Cand. Scient. Adm., der ikke får brug sin universitetsuddannelse, men lever et liv som øl- og sodavandskusk med familie og villa i Brønderslev: “Jakob Ølmand, dårlig dag/ Tid til at ta’ din øldragt af/Ramt af tidens nye standard/ Nu er du statistik/Stille eksistenser er truede arter/ Nogen har lagt taktik!“. Den fuldtonende samfundskritik ligger ikke lige for hos Mikael K, men i en sang som denne kan man mærke, at den ligger lige mellem linjerne, og Mikael K har et godt kritisk blik for den tid, han lever i.

Men først og fremmest er Mikael K en sangskriver, der beskriver sine personer kærligt omfavnende og med alle deres problemer og modsigelser. Som i sangen om “Boxeren”, der lever og ånder for sin boksning og drømmer om det store knock out, men dybest set er en mand, der vendt tilbage til udgangspunktet på grund af sin pige: “Hun er min medicin. Jeg er hendes astronaut“. Et lignende portræt finder vi i “X bramfri libertiner” om den unge vendelbo, der efter et vildt ungdomsliv og en universitetsuddannelse “i intuition” er tilbage med hus i Vrå og familie. Man kan bare komme forbi.

Mikael Ks sprogkunst lever ikke højt på sproglige udenomsværker, metaforleg og søgt billedsprog, men vokser ud af en kærlig, sympatisk iagttagelse af den virkelighed, der oprulles for øjnene af sangskriveren.  Af sammensatte personer, hvis sammensathed er i sangene uden at bliver alt for tydelig. Som fx i sangen om “Den illustrerede mand”, den forliste, tatoverede lønarbejder-lus, der lever med sin malerkunst og sin hund i et lille hus i Fjordbyen. En mand, der også har forsøgt sig udenbys – i København – men har fundet sin plads med den bette mands glæder på hjemegnen.

Mikael Ks små portrætter er som koncentrerede noveller, og man kan ikke lade være med at tænke på, om næste skridt for den gode Mikael måske er at springe ud som traditionel forfatter? Måske novelleforfatter? Det ligger i hvert fald lige for. i sangen om “Pigen fra Altona” ligger en lille novelle om pigen, der ikke følger sin moders velmente råd, men gifter sig med en fisker – og må sande, at fiskerne lever et farligt liv. “RF2”  og “Hane Dorthe” forsvinder i havet, og Else Thea ender som sømandsenke med tre små børn og “ingen hjælp at få fra København”. Jovist, vi er langt fra København, i “Udkantsdanmark”, på herrens mark – langt uden for Velfærds-danmarks økonomiske rækkevidde.

Mikael Ks personer er ikke tabere, blot fordi de befinder sig i udkantsland. Det er helstøbte, sammensatte personer, der hver på deres måde har fundet et sted, deres sted, i en virkelighed, der ikke altid er til at have med at gøre. Sådan er det også for manden i pladens sidste sang “Fuglekongen fra Skagen”. Han lider “kun af ornitologi” og har fundet sit liv på den yderste klit ved Grenen, hvor hans dag går med at spotte fugle, når han ikke lige tjener til dagen og vejen i en lokal SFO. Endnu en af hverdagens skæve eksistenser eller helte, om man vil. Mennesker, der er lige så sammensatte, som du og jeg.

Hermed anbefalet.

Mikael K /// Klondyke – Sange fra Nord. Produceret af Mikael K. Sexet Buddha Records. Udkom den 5. maj

Capac anbefaler: Arne Würgler – Det der er

1. maj 2014

Og hvad blev der så af den politiske sang? Spørgsmålet ligger lige for – snublende nær – på sådan en smuk 1. maj dag. Og meget passende så rammer den gamle agit-pop-musiker Arne Würglers nye plade Det der er butikkerne i dag.

For selv om det efterhånden er mange år siden Würgler skiftede progrocken (Pan og Blast Furnace) ud med den politisk orienterede musik, bl.a. i det frugtbare samarbejde med Benny Holst i halvfjedserne, så har det politiske engagement og sentiment ikke sluppet sit greb i den nu 70-årige sangskriver og musiker. Den knyttede røde næve er muligvis nede i lommen og den klart tonende agitatoriske retorik skubbet om bag i hovedet, men den klare politiske holdning lader sig ikke kue og ligger som et klart vandmærke i Würgler sange, der alle tager deres udspring i det konkret levede liv.

Pladen lægger ud i fuldtonende dansk country – ikke mindst takket være den garvede countryrocker Nils Tuxens pedal steel – med sangen “Mandag Morgen”, der er enkel sang om at vågne op mandag morgen. Dagen er en gave, forstår man. En gave man skal tage imod med åbent sind og åbne arme. Selv om livet ikke er helt så frit og godt som det burde være: “Det er mandag morgen/ I mit tremmebur/ Lågen den er åben/ til en fortorvstur/Væk er nattens mørke/ skolebørn på vej/ Er der noget i luften/ Et morgenbud til mig?

Tydeligere bliver det politiske bud i sangen om “Tårnet”. Tårnbyggeriet i byen som et billede på en samfundsudvikling, hvor nogle må arbejde for at andre kan blive rige. En slags verdslig udgave af den bibelske historie om Babeltårnet: “Tårnet er en himmelsti/ Bygget af de alt for rig/ Skyer dækker tårnets top/ Helt til himlen skal det op“. Men ved siden af tårnet vokser også noget andet: “Pludselig skælver svejsestål/ Røgen stiger op fra bål/ Natten viger dagen gryr/ Solen skinner gennem skyer/ _Dybt i gader vågner liv/ Fri af mørkets tidsfordriv/ De, der faldt rejser sig/ _Spirer op som occupy“.

Sangen er en stille, lidt vemodig ballade. Og også her får Arne Würgler hjælp af Tuxen på strenge. Desuden medvirker Werner Becker på piano og Sine Bach Rüttel med en dejlig pigebackingsang. De tre udgør Würglers band på pladen. Lidt, men godt.Den politiske sang på denne plade bevæger sig mellem kamp og kærlighed. Mellem nøgtern, registrerende realisme og diskret håbefuldhed. Som i “Forårssang”, hvor foråret ikke alene er årstiden, men også et billede på en ny tid, der kan og bør komme: “Som en forårs brudebuket/ Jorden er et dejligt sted/ Hvis bare alle/ Kan få lov til at være med”. Og den sambaagtige, let svingende melodi understreger den boblende forhåbningsfuldhed, livskraften og – glæden i sangen, der besynger forårsmiraklet, der er svanger med løfter om en bedre fremtid for os alle.

Arnes og Sines stemmer danser nænsomt om hinanden – næsten som et billede på, hvordan miraklet kan blive til virkelighed.Kærligheden får ordet i den fine lille vuggesangsagtige “Nyd din bedste tid”, der er henvendt til et sovende barn, men samtidig rummer en ramsaltet kritik af et dansk skolesystem, med læring og test, fravær af leg og fest og alvor i stedet for sjov. Og søvnen og drømmen bliver billedet på den bedste tid, vi har – og kan få. Jo, kærlighed og politisk bevidsthed (orv, skrev jeg det…) går hånd i hånd hos Arne Würgler, og det ene går ikke uden det andet. Würgler politiske sangskrivning er ikke politisk i klassisk emfatisk forstand. Würgler behersker den diskrete, underforståede måde at sætte almentpolitiske ting på dagsordnen og i musik. Et godt eksempel er sangen “Smalltalk” om et par, der mødes, da hun er kommet med flyveren. Og mødet går op i netop smalltalk, men lytter man godt efter, så handler den måske allermest om den overfladiskhed, der altid er en trussel mod forholdet mellem mennesker i en tid, hvor vi altid er på vej mod et eller andet: “Nå, men ses vi i morgen? ja det gør vi da vel/Så kan vi rigtig snak/ Ja, men så farvel…”. Den rigtige snak udskydes, lige som det rigtige samfund og det rigtige liv. Det er en forfinet politisk sang, sådan anskuet.

Den mest direkte politiske sang på pladen er måske den personligt bekendende “Jeg er en rigtig lømmel”, hvor Arne med underspillet ironi opfordrer myndighederne til at putte sig i fængsel, fordi  han er “en farlig fyr” der går ind for “sol og vind”. Med en hørbar kristen undertone fremstiller den gamle socialist sig som moderne klimapolitisk lømmel. Der går en lige rød tråd fra halvfjerdsernes anti-atomkraft-bevægelse til denne fine, lille sang om at være politisk tændt af en truende klimakatastrofe. Og tråden fortsætter ind i titelsangen, Det der er, hvor fortid og nutid bindes sammen: “Gi mig en revolte/Sagde folk engang/ Nu det længe siden/At nogen sang den sang/Og de der bruger hornet/fatter ej en dyt/ Det der er – er ikke/ Noget der er nyt”.

Tiderne skifter, og i dag ligger revolten vist ikke lige for, og der er ikke hjælp at hente fra de kloge på bjerget, men et kys midt i natten er nok til at kalde os tilbage til denne verden og dens muligheder. Kærligheden og håbet er ledetrådene i det würglerske sangunivers. Arne Würgler har ikke nogen stor stemme, målt med sangskolealen, men han bruger den stemme, han har, med al den erfaring, han har efter en halv menneskealder i musikkens tjeneste. Fraseringer sidder lige i skabet og ordenes og sætningernes klarhed fremstår eksemplarisk, så der næsten ikke er brug for det fine tekstark, der er i den medfølgende booklet. Og sangene svinger musikalsk mellem de countrymærkede sange og modne ballader med klare popkvaliteter.

Pladen indeholder ialt 17 sange. Og vi kommer godt rundt omkring. Fra de arbejdsløse, de rige, de udsendte danske soldater og de personlige sange. Sange, der alle er holdt oppe af et uundertrykkelig håb og en urokkelig tro på, at det kan bliver bedre, hvis bare vi vil. Med sit lille hold af musikere og Sine som backingvokal har Arne Würgler, der både er en forfriskende, personlig og overbevisende opdatering af den politiske sangskrivning, som vi har en ganske fornem tradition for i lille Danmark, og et fornemt voksent singer-songwriter-album, der naturlig glider ind i ens pladesamling på linje med Benny Holst, Johannes Andersen og Billy Bragg.Hvis du alligevel ikke skal ud og svinge med de røde faner og drikke de obligatoriske øl, så kunne du jo i stedet for gå hen til pladehandleren og købe Würglers plade, for det fortjener den – og det vil være helt i ånden fra 1. maj.

 

Hermed varmt anbefalet.

Arne Würgler. Det der er. Cope Records. Udkommer i dag.

 

Capac anbefaler: Lima Lima – Be Still My Heart

17. april 2014

Lima Lima er tilbage med et nyt lille album. Sidst vi hørte til Lima Lima – eller Ulla Pihl, som kunstneren hedder i det borgerlige liv – var, da hun udsendte det rastløse poprockalbum Intoxication, som jeg gav mine anbefalinger med i maj måned 2012.

På det nye album, der består af ialt seks sange, har Lima Lima flyttet sig i retning af, hvad man kort kunne kalde symfonisk pop. Regulære popsange, der – svøbt ind i strygere – kredser om kærlighedens væsen og uvæsen. På den led er det en vaskeægte popplade, for hvad er mere poppet en sødmefulde sange om netop det emne? Pladen hedder jo også Be Still My Heart og på coverbilledets to hjerteformende ører forbindes poplytningen og kærlighedstemaet på en håndfast symbolsk facon.

Selv om det er en regulær popplade, så tror jeg, at den især vil finde sit publikum hos post-teenage-segmentet. Det er med andre ord voksenpop, der er båret frem af lige dele menneskelig modenhed og musikalsk ditto. Selv om numrene sagtens kunne glide ubesværet ind i popradiostationernes playlister, så er det ikke letbenede singalongpopsange, men eftertænksomme easy-listening-popklange, der behagelige for for et voksent øre. Ulla Pihl har bevist, at hun mestrer den kantede indierock, og på denne plade viser hun, at hun med sin bløde, feminine stemme også kan hengive sig til kantløs, symfonisk hjertepop. Hermed anbefalet.

 

Lima Lima. Be Still My Heart. Gateway Music. Udkom den 14. april.

 

Capac anbefaler: The Portuguese Man of War – Girl from the Pacific

17. april 2014

Mood music. Stemningsmusik. Det var det første ord, der sprang frem i min bevidsthed, da jeg havde lyttet mig gennem The Portuguese Man of Wars album Girl from the Pacific. Bag kunstnernavnet gemmer sig Anders Stochholm (kendt fra Under Byen), der sidste år tilbragte en længere periode på en Stillehavsø syd for Japan. Og det er dette eksotiske ophold, der er blevet omsat til pladen Girl from the Pacific. Stochholm står for det meste – sang, musik, mix osv. – og har skabt en plade, der er helt anderledes end det meste, der udkommer i disse år. En plade, der emmer af østasiastiske stemninger – skabt elektronisk og i kraft af en pigestemme, der lyder meget japansk i mine ører. Numrene på pladen fremstår ikke som afgrænsede popsange, men snarere som små stemningsladede klip af et lydbillede, der er meditativt fordybet, men også strækker sig nærmest tidløst.

Girl from the Pacific er musik, der ikke tilstræber at være mainstreamsøgende, men placerer sig nærmest i en tradition, hvor fx Brian Eno er et vigtigt pejlemærke. Musik, der skabt til meditative stunder, hvad enten det er i strandkanten på en fjern destination, ved opvasken efter aftensmaden eller i bilen på vej ud ad landevejen. Musik man kan synke ned i og glemme tid og sted lidt. Afstressende og opløftende på samme tid. Hermed anbefalet.

The Portuguese Man of War – Girl from the Pacific – Produceret af Anders Stochholm. Eget pladeforlag. Udkom d. 14. april på vinyl og i digitalt format. Facebookside.

Capac anbefaler mørkemændene i Get your gun – The Worrying Kind

14. april 2014

ålborgbaserde Get your gun debuterer med det crowdfundede album The Worrying Kind. Og som titlen lader antyde, så er der ikke tale om et rockband i det muntre hjørne. Stemningen anslås med det samme i den indledende skæring “Black Book” med en enkel, tør, majestætisk guitar, der mejsler de tunge akkorder ud som underlægning til Andreas Kildedal Westmarks mørke, dramatiske sangforedrag. Det er mørkt og dystert og sender tankerne hen mod mørkemændene i heavy metal-genren – dem, der er gået i Black Sabbaths fodspor. Og teksterne er – så vidt jeg kan dechiffrere dem – også mørke fortællinger om det moderne menneskes udsathed i moderniteten.

“Sea of Sorrow” hedder sang nr. 2 og den starter med et let trommespil og et kor, der giver associationer i retning af gejstlig korsang. Men letheden fordufter hurtigt og munder ud i en langsom, næsten slæbende, mørk sang, hvis tunge melankolske stemning understreges af tunge trommer, Westmarks mørke stemme og forvrængede guitarer.

I det tredje nummer, titelsangen “The Worrying Kind” når mismodet, mørket og tungsindet sit mest eksplicitte udtryk på pladen. Det er en sang, der er barberet ned til et absolut minimum med Westmarks forpinte, mørke stemme i centrum, omgærdet af en tung bas og en ekspressiv, frenetisk guitar.

I sangen “Staying for a while” giver Get your gun lidt slip på stonerrocken. Det er lige før det letter i let rock, men også kun lige ved og næsten. For trommerne og den mørke korsang trækker i den anden retning af den mørke melankoli, der er bandets primære inspirationskilde. Men samtidig afslører sangen – sammen med den efterfølgende “Sometime” – også, at Get your gun har potentiale til at udvikle sig videre i en mere ekstrovert retning – uden at give helt slip på udgangspunktet.

Get your gun er en flok mørkmænd, der leverer stoner metalinflueret rock, der henvender sig lyttere med hang til introvert melankoli og sortsyn. Pophovederne bør søge andre steder hen. Hermed anbefalet. Smag på pladen her.

Get your gun. The Worrying Kind. Empty Tape Records. Udkom den 11. april 2014

 

Capac anbefaler: Christian Bonde – Feeding Wolves

13. april 2014

Med Christian Bondes soloalbum Feeding Wolves har vi fået endnu et af de der album, det kan være mere end almindeligt svært at sætte i musikalsk bås eller kategoriel ramme. Bonde er kendt som forsanger i Whores & Thieves, der har gjort indtryk med ep’en The Ugly Truth og debutalbummet Anti Echo Chamber. Sidstnævnte pladen udmærker sig ved – og blev kritisk rost for – at være blevet til på en umiddelbar og direkte facon. Sangene er blevet til ganske spontant og indspillet lige så spontant – og uden at lagre sangene mere end højst nødvendigt og uden at gøre indspilningsprocessen mere omstændelig eller fortænkt end nødvendigt.

Den samme minimalistiske æstetik dyrker Bonde på Feeding Wolves, hvor sangene er omsat til plade, så snart de så at sige var tilstrækkeligt acceptable for kunstneren selv. Og dermed afspejler sangene selvsagt også den aktuelle situation og stemning, som Bonde var i, da numrene blev lagt ned på pladen.

Resultatet er blevet en række – 12 helt præcist – meget personlige sange, hvor Bonde udforsker de ting, der har optaget ham selv i nuet. Det er en slags singer-songwriter-musik, der både bærer bluesens melankoli i sig og også noget af folkpoppens imødekommenhed. Det er i overvejende grad en akustisk plade med hovedvægten lagt på Bondes stemme, akustiske guitar og et luftigt, dansende og til tider nærmest jazzet trommespil. Suppleret med en elektrisk guitar her og der.

Bondes plade skriver sig ind i rækken af lytteværdige danske solistplader, der dyrker den rå og umiddelbare singersongwriterkunst, der hverken vil det eksklusivt fortænkte eller det behagesyge poppede. En rigtig lytteplade, der vinder lidt terræn, hvergang man giver den en chance inde i hørebøfferne. Hermed anbefalet.

Christian Bonde. Feeding the Wolves. Produceret af: Christian Bonde. Trechoma Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Public Service Broadcasting – Inform Educate Entertain

6. april 2014

Når det London-baserede projekt Public Service Broadcasting i morgen udsendes i Danmark, så sker det med en lang, lang række rosende ord i halen. Projektet – der ledes af J. Willgoose, Esq. og med assistance fra trommeslager Wrigglesworth – er blevet overhældt med kritikerroser i lange baner. Men det skal selvfølgelig ikke forstyrre min oplevelse af musikken på pladen.

Musikkens idégrundlag – for et sådant er der – er, at Willgoose og Co. bruger gamle filmoptagelsers lydside. Stemmer fra gamle optagelse – især hentet i GPO Film Unit – danner grundlag for musikalske kreationer. Ideen kan ikke siges at være helt ny. Brian Eno og David Byrne gjorde noget i den retning, da de lavede det klassiske album Life in the bush of ghosts, hvor musikken blev udfordret af alskens lydoptagelser og resulterede i en fascinerende nutidig musikform. Faktisk kan man hævde, at Public Service Broadcasting med deres plade (og DVD) genopliver et koncept, der havde kronede dage i firserne med Big Audio Dynamite, Paul Hardcastle m.fl. Ja, man kan måske endda gå et skridt videre og hævde, at Public Service Broadcasting i virkeligheden leverer et inciterende genopkog af den klassiske electronicas – fx Kraftwerks – forkærlighed for iscenesættelse af en specifik kulturel tematik.

Der er tale om, hvad den franske sociolog og semiotiker Jean Baudrillard kaldte en genanvendelse af tegn – en recyclage – hvor gamle lydstumper og -citater bruges på linje med musikinstrumenterne. Og Public Service Broadcasting opnår en nærmest fremmedgørende effekt ved at citere så gamle filmoptagelse, at man må gå ud fra, at ingen blandt publikum vil kunne huske ret meget af det. Fx filmoptagelser fra 1930’erne… Men det er mere end en gimmick, for pointen er netop, at filmlydklippene lydefrit fungerer som integrale musikalske elementer.

Når pladen bærer titlen Inform Educate Entertain, så er der ikke så lidt ironi i den. For de valgte lydspor består stort set af gamle propagandafilmoptagelser, og der er ikke meget informativt endsige opdragende i det i forhold til nutiden. Til gengæld er der masser af underholdning i konstruktionen i kraft af musikken.

Hvor alvorligt man skal tage de citerede tekster, vil jeg overlade til lytterne at afgøre. Men jeg tænker, at der er en gennemgående ironisk distance mellem den fascinerende og inciterende musik og de bedaget-alvorlige propagandaudsagn. Men det vigtige er, at de gamle film leverer en række inspirerende tegn, der giver et afsæt for musikken, der er electronica med klare referencer til såvel de klassiske electronicanavne som efterkommerne. Electronica, der både er dansant, poppet, syret og forførende – og som blandes op med lyden af banjo, guitar, trommer andre analoge instrumenter.

Resultatet er blevet en kuriøs, meget indtagende og fascinerende, electro-popplade, der understreger, at electronicaen har gyldne år her i vor kriseramte konjunktur. Public Service Broadcasting glider naturligt ind blandt andre store navne som Pet Shop Boys, OMD og Daft Punk og appellerer til ethvert popøre. Det skal blive spændede at se, hvor projektet vil bevæge sig hen  efter dette koncept. Hermed anbefalet.

Public Service Broadcasting. Inform Educate Entertain. Producert af J. Willgooose Esq. Test Card Recording. Udkommer i morgen.

 

Capac anbefaler: Dad Rocks! – Year of the Flesh

2. april 2014

Bag projektnavnet Dad Rocks! finder vi islændingen, singer-songwriteren og pladeselskabsbestyreren Snævar Njáll Albertsson. Og albummet Year of the Flesh det andet album fra den kant. Og hvis man tror, at band- eller projektnavnet antyder, hvilket musikalsk univers man inviteres ind i, så bliver man lidt snydt. For godt nok er der rock på pladen, men kun som en delelement af en krydret musikalsk singersong-writer-suppe, som Snævar har tilberedt med ingredienser fra rock, pop, folk, big band jazz, klassisk musik og meget mere. Udenlandske forbilleder til pladen kunne være fx Sigur Rós, Sufjan Stevens, Bill Callahan, Wilco, The Low Anthem og andre musikalske eklektikere, for hvem musik er et stort tag-selv-bord, hvorfra man tager det, man  kan lide og sammensætter det til en velsmagende ret.

Tematisk er pladen inspireret af et familiemedlems spiseforstyrrelse og blikket er rettet mod den moderne virkelighed, vi lever i. Om kroppens og sindes vilkår i de såkaldt digitale tidsalder, hvor vi som art har svært ved at følge med og lider under det på forskellig vis.

De ligefremme tekster er indlejret i melodiske indiepopsange, der igen er indlejret i opfindsomme og komplekse arrangementer med en ofte stor orkestral lyd, der både associerer til jazzens store bigbands og til fx de britiske progressive rockbands fra halvfjerdserne. Det er musik, der lægger op til lytning og til at man lader sig forføre af de mange musikalske lag. Musik, der nok at poplethed, men ikke poppens lette forgængelighed. Man bliver ikke sådan lige færdig med Year of the Flesh. Hermed varmt anbefalet.

Dad Rocks!  Year of the Flesh. Producer. Father Figure Records. Udkommer i dag.

Capac anbefaler: Dans & Lær – New Zealand

30. marts 2014

Det finurlige ensemble Dans & Lær har markedsført sig selv med en blanding af dansant popmusik og ornitologisk tematik. Det er foreløbigt resulteret i tre pippede plader. Og hvis man gik og frygtede, at den ornitologiske tematik ville være udtømt, så tager man fejl, for det nye album New Zealand har blot flyttet interessen uden for kongerigets grænser. Nærmere bestemt så langt mod syd, som man næsten kan komme. Til New Zealand. Og de ornitologiske indslag på pladen er hentet fra “A treasury of New Zeal Bird Song”, der sørger for, at fuglene også kommer til udtryk på pladen.

Men tillader vi os et øjeblik at sætte denne spøjse fulgeidé i parantes, så byder Dans & Lærs nye plade på en heftig omgang dansant og meditativ pop, krydret med toner og stemninger fra en lang række stilarter, fra rock over electronica til folk. Om Dans & Lær kommer helt ud af volieret på den næste plade, må vi vente og se og høre, men indtil videre lykkes de med deres pippede projekt. Og de har lavet en plade, der ikke alene skiller sig ud i mængden af udgivelser, men også fortjener mange lyttere – også blandt de ikke-ornitologisk interesserede. Hermed anbefalet.

Dans & Lær. New Zealand. Udkommer i morgen.

dans & lær: Kaka from Dans & Lær on Vimeo.

Capac anbefaler: Betasongs – af Ulla Britt Simonsen & Christoffer Magdalus

30. marts 2014

Mennesker mødes og sød musik opstår belærte digteren Schade os om. Og i mødet mellem jazzsangerinden og -komponisten Ulla Britt Simonsen og electronica-musikeren Christoffer Magdalus er mødet resulteret i en EP, hvor jazz og electronica mødes og befrugter hinanden.

Pladen består af syv numre, hvoraf to er såkaldte ‘radio edits’, altså skåret til, så de egner sig særligt til radiomediet. Et sådant ‘radio edit’ erdet første nummer “Evolution”, hvor det er jazzen, der har det musikalske overtag. En omgang latino-jazz svæver over en solid rytmisk bund, hvor det elektroniske pibler op. Omvendt er det electronicaen, der fører ordet på “In the Sky”, hvor jazzen især er tilstede i Ulla Britts dejlige stemmes indfølende fraseringer og en slentrende bas. 

Men ellers er musikken på pladen ikke sådan lige til at sætte på plads i bestemte katagorier. Det er ikke musik for fastholdere. Det er tværtimod tydeligt at de to musikere med held har bestræbt sig på at skabe hybridmusik i mødet mellem jazz og electronica. Elektro-jazz kalder de to kunstnere selv deres musik, men det synes jeg er lidt for beskedent, selv om det ikke er decideret forkert. Musikken er en holmgang mellem de to musikalske orienteringer, men har også en klar dimension af iørefaldende poplyd, der måske forklarer radioaspirationerne.

I hvert fald er der ingen musikalsk grund til, at Betasongs ikke skulle kunne finde vej til radiostationernes playlister – eller til musikelskernes ører. Ikke mindst de ører, der gerne vil udfordres lidt med hensyn til forventninger om, hvordan jazz eller electronica skal og kan lyde. Hermed anbefalet.

Ulla Britt Simonsen & Christoffer Magdalus. Betasongs. Gateway Music. Udkommer i morgen.

 

Lo-fi-uglerne flyver igen – Capac anbefaler Owls Two

25. marts 2014

Tretten år efter debutalbummet Owls er Chicago-bandet Owls klar med opfølgeren, der blot hedder Two. Så man kan godt tale om et come back. Også fordi bandet har holdt en pause fra 2002 til 2012.

Men Tim og Mike Kinsella og deres makkere Victo Villareal og Sam Zurick forstår at samle tråden op fra dengang de startede som indierockband med det album, der nu er samlerobjekt blandt indierockafficionados.

En overskrift på det nye album kunne være “lo-fi” eller “low fidelity”. For der er ingen tvivl om, at Owls er yndere af en lydæstetik, der ikke stræber efter de professionelle studiers næsten klinisk rene lydbillede. Tværtimod søger Owls en lyd, der lugter langt væk af øvelokale. En lyd, der oser af ufiltreret liveoptræden. En lyd, der dyrker guitarernes forvrængning, den redundante støj og i det hele taget det grynede ogt støvede lydbillede. Der er en særlig autencitet ved Owls Two. En autenticitet, der stammer fra den nøgne produktion, der modsat de store dyre hi-fi-produktioner, minimerer afstanden mellem lytteren og kunstnerne.

Owls lægger ud med “Four Works of Art…”, der med de indledende riffs og trommerne seje puls leder tankerne hen på selveste Rolling Stones i det mere intense udtryk. Sangene på pladen har en klar melodisk kvalitet uden egentlig at bliver regulære popsange. Men det melodiske er en slags rød tråd om hvilken gruppen bygger deres musik op omkring. En musik, der kan beskrives som en slags kammerrock med klare eksperimenterende eller ligefrem improvisatoriske dimensioner. Ikke mindst guitarerne får lov til at udfolde sig og væve fascinerende lydtæpper for sangen. Fx i en sang som “I’m surprised…“, hvor det repetitive omkvæd “Going out. Come in” danner et melodisk-tematisk grundlag for eksperimenteringen. Det er også karakteristisk for sangene, at de brillerer ved et fravær af egentlig intro og afslutning. Man ryger lige ind i sangen og ud igen. De er som små stemningsbilleder, man træder ind i og ud af igen, for at forsætte ind i det næste.

Sangteksterne er også i en kategori for sig selv. Der er nærmest tale om en slags knækprosatekster, hvor det skorter på enderim og rim i det hele taget. Det er tekster, der swinger mellem det ligefrem absurde over det sære og til det poetiske. Tag for eksempel sang nr. 3 “The Lion…”: “The Lion ate its trainer at the circus/ The lion ate its keeper at the zoo/The lion ate its hunter in the jungle/ But me I’m Not Lion/ Not Self Not World Not Spirit/ Not Meaning Not Feeling/ But Moon./ I’ve seen hornets slaughter honeybees./I’ve watched hornets slaughter honeybees./One second to the next everything ended./The hornets slaughtered honeybees.” En absurd tekst, men samtidig en tekst, der skaber en stemning og en følelse, der forløses i musikkens tætte intensitet og af forsanger Tim Kinsellas stemme.

Samlet set er Owls Two en lille perle af et lo-fi-indierockalbum. En af den slags plader, der sikkert vil finde sin naturlige plads på diverse årslister over årets gode rockalbums, men især et album, der vinder ved hvert genhør og bliver et af den slags yndlingsplader, der får en særlig plads på pladereolen for plader, der holder og vokser lidt med tiden. Hermed anbefalet. Det er en af mine årsfavoritter.

Owls. Twos. Polyvinyl Records. Udkommer i dag.

Capac anbefaler: Black Seagull – Random Satellites

20. marts 2014

I dag udkommer bandet Black Seagulls debutalbum Random Satellites på en 12″ vinyl (og de obligatoriske downloads). Black Seagull består af Bo Morthen (sang), Bjarni Olsen (guitar), Benjamin Hammerum (guitar og kor) og Mads huhl (trommer, slagtøj og kor). Det er en plade, der efter sigende har været længe undervejs, fordi ideerne til pladens sange ikke kunne finde et passende afløb i de musikalske sammenhænge, som sangskriver Bo Morthen var involveret i. Historikken afspejler sig dog ikke i pladens musik på anden måde end, at den virker godt gennemarbejdet og autentisk.

Random Satellites består af seks sange, der har et bredt musikalsk udtryk. Titelsangen “Black Seagull” er en mørk, lidt mystisk sang, der trækker på moderne garage-psych og alt-country, og Bo Morthens mørke, bløde vokal kan minde lidt om en ung Johnny Cash i forbifarten. “I heard it from you” er en akustisk anlagt, melankolsk  ballade om et kærlighedsforhold, der er fortid. Sangen består stort set kun af en stemme og en guitar, men får et atmosfærisk løft af lidt kor og elguitar på passende afstand i baggrunden. Derfra går det videre til en regulær rocker “Don’t know why i came” med huggende trommer og guitarer i en sang om at sætte sig selv på spil i kærlighedens tjeneste. Det er en lige ud af landevejen no bullshit-rocksang, der opsummerer, hvad Black Seagulls varemærke er: uforfalsket spilleglæde og en ukompliceret tilgang til musikken. Et klassisk rocksetup med guitarer, trommer, bas og sang og en god, iørefaldende sang er sådan set nok.

Sang nr. 4 “And the kids will howl” er også et rocknummer. Lidt mere sofistikeret i sit arrangement. men skinnet bedraget lidt, for basalt set er det også en enkel rocksag, der sender kærlige tanker hen på bl.a. Rolling Stones og lyden af moderne alternativ rock. “Fire” derimod er pladens anden akustiske ballade, krydret med elguitarlyd og slagtøj. En melodiøs, patosfyldt sang, der står i gæld både til poppen og den akustiske folk-rock fra Dylan over Bruce Springsteen og videre.

Rosinen i pølseenden er sangen “Half past summer”, der også dyrker det umiddelbare akustiske udtryk, hvor den grundlæggende vokal + guitar-konstellation stlle opgraderes til flerstemmighed og flere guitarer. En tilbageskuende sang, der hører til pladens afdæmpede afdeling og demonstrerer spændvidden i Black Seagulls udtryk. Og den peger nok frem mod det album, der må ligge i kortene hos Black Seagull.

Alt i alt er Random Satellites et udspil, der viser, at Black Seagull har meget at byde på. De fire musikere forvalter rocktraditionen med stor personlighed i udtrykket og ikke minds en mærkbar spilleglæde. Vinylen burde kunne finde vej til rockelskernes pladespllere. Hermed anbefalet.

Black Seagull. Random Satellites. Produceret af Benjamin Hammerum. Udkommer i dag.