CAPAC

Tonen og stemningen på Uno Souls nye plade Poppy anslås med det samme på første skæring, “All it means”. Ringlende, klingende sfæriske guitarklange omsvøber forsanger Rasmus Troels Jøtgensens sang og sender lytteren associativt tilbage gennem den lettere ende af indierocken tilbage til forfædrenes lette guitar- og kærlighedsbårne sange i tresserne og halvfjerdserne.

Og den hjertelige lethed er som et vandmærke på Poppy, og giver lytteren anledning til at tænke at titlen, der – hvis man fordyber sig i ordbøgerne – kan have mangfoldige betydninger, måske bedst fortjener at forstås som et tillægsord dannet af, ja, ordet pop. Altså: Poppet. Og i hvert fald er det netop poppens opdrift, lethed, hjertelighed og livslyst, der gennemlyser albummets ti sange.

Sange, der – selvfølgelig, fristes man til at skrive – tager endnu en tur i kærlighedens uudtømmelige tematik og problematik. på bedste vis vendes og drejes kærlighedens sider og facetter i et sæt sange, der alle aspirerer til at blive hits, i hvert fald på den enkelte lytters personlige playliste, hvis ikke de store radiostationer vågner op og tager dem til sig, hvilket ville være en fejl.

Den garvede Rasmus Troels Jørgensen, der er primus motor i bandet, har flair for at skrive poprock-sange. Og gør det åbenbart ubesværet og med masser af erfaring. Og sammen med Henrik Lysgaard Madsen (guitar, kor), Jeppe Thiesen (bas) og Per Mølgaard Jørgensen (trommer) har Rasmus skabt en snes sange af traditionsbevidst kvalitetsindierock. Sange, der bør kunne falde i enhver rock- og popelskers smag. Så mit råd til jer derude er: Lyt til Uno Soul og Poppy. Hermed varmt anbefalet.

Uno Soul. Poppy. Producer: Lars Lundholm, Black Tornado B&W. Unusual Records.

Hvileløse hjerte hedder Gabriel Jacobsens debutalbum. Og den titel – Restless Heart – sætter selvfølgelig en forventning i en garvet lytter som mig om endnu en tur rundt i kærlighedens karrusel, hvor alle følelser kommer i spil – sådan som det ofte er i musikken, der jo netop er et følelsessprog.

Og forventningen opfyldes da også. Men det handler om meget mere end blot kærlighedslivet i tosomhedens mikrokosmos. Rækkevidden anslås i pladens første sang, der måske, måske ikke, handler om det tidspunkt, hvor kærlighedens flamme er brændt ud og spillet er ovre: “I saw the last light blow/Out of your eyes/But I never got the chance/To say goodbye“. En sang, der også på bedste vis anslår stemningen og tonen på denne fine debutplade, med en melodi, der aspirerer en plads på enhver pop- og rockspilleliste. Og som synges af Gabriel med hans rå, maskuline og følsomme stemme på baggrund af et arrangement, der både sender tankerne hen på rå forbilleder som Tom Waits og mange af rockens mandsstemmer og afslører af en markant inspiration fra amerikansk country og americana.

Og i forlængelse af denne efter-forholds-sang kommer der endnu en, der meget præcist, hvad det handler om: After this. Forholdet er slut, kampen er endt, og hvad så?: “Where do we go after this/Is there hope after this/What was the meaning of you and I/After this/ We stayed and we fought/And we broke our hearts/Again”. Hvileløse hjerte, hvor vil du nu hen? Hvem har ikke prøvet det? Og den smertelige erfaring leveres i en tilbagelænet ballade med sprøde guitartoner, pikante tangenttoner og stille vuggende rytmesektion.

Og sådan fortsætter den anslåede tematik og finder en slags grundstemning i titelsangen, hvor det blandt andet hedder: “We will build on restless hearts/ And broken dreams/We will build on restless hearts/And broken dreams/Someday you’ll see“. Kærligheden er ikke for amatører og vil du være med i den leg, så må du lære hjertets hvileløshed at kende som et grundvilkår.

Nogen vil måske indvende, at jo, det har vi hørt før. Og det er da også rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at Gabriel Jacobsen sammen med et hold fine musikanter – Thomas Jensen (trommer), Fabian Uth Nielsen (bas), Peter Rix Baj-Jensen (tangenter og kor), Kevin Lindberg Christensen (orgel, harmonika og kor) og Marie Louise Sandorf Uth Jacobsen (kor) – har skabt et meget overbevisende debutalbum, der giver løfter om flere, flotte fremtidige bedrifter og er endnu et vidnesbyrd om, at den amerikanske musikkultur er en uudtømmelig kilde til inspiration og kreativitet uden for hjemlandets grænser. Hermed varmt anbefalet.

Gabriel Jacobsen. Restless Heart. Produceret af: Gabriel Jacobsen. Sandorf Records. Er udkommet.

  “We’re coming to town/ we’re a mighty and of illusionists, you see/ take a deep reath and let the sunshine in/ We talk out of turn and we sing you songs of blatant poetry/It’s kind of our destiny”.

Sådan lyder det i titelsangen på Vinyl Floors nye op femte album-udgivelse Funhouse Mirror.. Og selv om sangen handler om et cirkus, så – påstår jeg – handler den også om bandet Vinyl Floor, der inviterer os, lytterne, ind i deres magiske spejlkabinet, hvor teksterne omhandler verden lige nu og hvor teksterne er blatant poetry, der måske her bedst kan oversættes som direkte, skamløs, ærlig poesi. Hverdagens uforfalskede poesi og hverdagens påtrængende virkelighed og i et direkte, ubesmykket hverdagssprog.

Sangene – ialt ti stykker – er skrevet af brødrene Daniel og Thomas Charlie Pedersen, og de to frontfigurer tager sig også på skift af den vokale forgrund og en lang række instrumenter (guitar, tangenter og bas). Og de får god hjælp af Rasmus Brus (bas og guitar), Rob Stoner (bas), Bebe Risenfors (bas, trompet, tuba, trombone, klarinet m. m.) og Christian Ellegaard (violin, viola og cello). Og sammen har de skabt et fint nuanceret og yderst varieret lydlandskab omkring sangene.

Et auditivt landskab, der emmer og dufter langt væk af klassisk pop-rock med solide forankringspunkter i tressernes og halvfjerdsernes rock (og associationerne er mange – lige fra, ja, Beatles til Squeeze og ikke mindst Teenage Fanclub). Og det vil fortrinsvis sige rocksange med velturnerede melodier, der bliver hængende i ørerne og frister til med-syngeri, rockfremdrift og swing. Der er både potente rocksange og mere balladeagtige sange, men alle sammen sidder de lige i skabet som velllykket sangskrivning, som d’herrer Pedersen roligt kan være stolte af og bygge videre på. Vinyl Floor har med deres nye udspil skabt et værk, der både vidner om stor erfaring og som peger frem mod nye og store bedrifter. Hermed varmt anbefalet.

Vinyl Floor. Funhouse Mirror. Produceret af: Emil Isaksson & Vinyl Floor. Karmanian Records. Er udkommet. 

I juni 1967 trådte The Beatles frem på tv-skærmen for mere end 400 millioner tv-seere med sangen “All you need is love” i verdens første globale tv-udsendelse Our World. Og her 55 år senere følger det albumdebuterende danske band The Oceans op med et tilsvarende budskab med titlen Love above all. Dengang som nu handler det ikke bare om kærligheden i tosomhedens mikrokosmos, men om den store kærlighed der binder – eller rettere: burde binde – os alle sammen på kloden. En væsentlig forskel fra dengang er, at det nu, hvor kloden er ramt af en alvorlig klimakrise (plus andre kriser), er vigtigere end nogensinde at reaktualisere Beatles’ gamle budskab.

Og the Oceans, der udgøres af sangskriverne Dan Joe og Linus Valdemar, gennemspiller tematikken over ti fængende pop-rock-sange, hvor forskellige facetter og stadier af kærligheden udfoldes, lige fra den spæde start (In the Beginning) til afskeden (“Time To Say Goodbye”). Og selv om man – hvis man skal være i det pendantiske humør – kan siges, at kærlighedstematikken er forslidt og kliché-belastet, så handler det jo om, hvordan det gøres – sådan rent musikalsk – og om, at musikken og kærlighedens følelsesdimensioner altid allerede har været intimt forbundne. For nu at accentuere en filosofisk og kognitionsvidenskabelig pointe.

Og den fine og tiltrækkende ved The Oceans debutalbum er netop de musikalske gevanter hele kærlighedshalløjet iklædes. Først og fremmest har de to sangsnedkere skåret ti meget lyttevenlige, indsmigrende og forførende popsange sammen. I nogle arrangementer, der henter en vis inspiration fra moderne indierock (lad os sige fra de seneste to-tre årtier). Arrangementer, der har den fællesnævner, at sangene er markant melodiske, samtidig med at de hviler på en solid bund af kropstiltalende rytmik med inciterende basgange og luftig og løftende trommespil. Dertil kommer elementer af synthesizer-flader og velgørende vokalarbejder, hvor de to forsangere Dan og Linus får stor hjælp af henholdvis Marie Fjeldsted og Anders Overgaard. Og fælles for de ti sange er, at de alle ville kunne gøre sig som singleudspil og – hvis der var nogen retfærdighed til (hvad der jo ikke altid er…) – burde kunne gøre sig på såvel hitlister og ikke mindst radiofoniske afspilningslister.

Samlet set har The Oceans lavet et meget overbevisende debutalbum, der burde kunne sikre bandet en solid placering blandt landets førende og bedste nye bands. Hermed varmt anbefalet.

The Oceans. Love Above All. Produceret af: Noah Rosanes og The Oceans. Celebration Records. Er udkommet. 

Wonderlost kalder Little Winter deres debutalbum. Og “wonderlost” er det man er eller føler, når man har alskens muligheder i livet, men bliver ramt af en følelse af fortabthed, rodløshed og meningsløshed. Det kunne være et signalement på mange menneskers oplevelse af den moderne virkelighed, de møder anno 2022. Og for tre år siden kom Little Winter ridende ind på denne weblog som riddere af den store melankoli med en eponym EP, som fik mig til at høre løfter om noget stort, noget større.

Og med Wonderlost indfrier Little Winter disse løfter om noget større. Tiden er gået, og bandet er blevet meget klogere og dygtigere, end de var. Og det kan høres. For det første er de ikke længere bare riddere af melancholia, men er nået et skridt videre i deres samtidsdiagnose. Fordi verden er wonderful, kan man godt føle sig wonderlost. Og denne grundstemning, der navngiver titelsangen på pladen, danner grundlag og klangbund for tolv sange, der sammen udgør et såkaldt concept-album.

“I GUESS IT’S UP TO YOU/ TO DO WHAT YOU WANT TO DO/ YOU MADE IT ON YOUR OWN NOW/ DIG YOU NOT?/ THE POSSIBILITIES/ ARE ENDLESS, DON’T YOU SEE?/ JUST FIND YOURSELV SOME PURPOSE/ EVERYTHING THAT PLEASES:/ IT IS YOURS, JUST REACH FOR IT/”

Sådan lyder anslaget i titelsangen. Jeg skal ikke her udpinde alle teksternes i detaljer, selv om de fortjener at blive læst og forstået, men vil overlade det til læserne at følge det spor, jeg her har angivet. Det lønner sig.

Det pudsige, ja jeg fristes til at sige: det paradoksale, er, at albummets musik på sæt og vis modsiger albummets titel. Der er ingen grund til at være wonderlost, når man formår at skrive, arrangere og spille så gode sange, som dette album byder på. Måske handler det ganske enkelt om den gamle indsigt – at man ikke kan se skoven for bare træer og ikke kan se, hvad der ligger lige foran en. At drengene i Little Winter skal få øjnene op for, at det er musikken, der skal få dem ud af rastløsheden og videre ind i livet med alle dets muligheder. Lettere sagt end gjort. Men alligevel…

For de tolv sange på pladen er fornemme eksempler på, hvad den såkaldte indierock kan levere, når den er bedst. Tolv fuldtonende poprockstykker, der emmer af melodisk kvalitet og er indspillet i yderst opfindsomme, komplekse, varierede arrangementer, hvor bandets fem medlemmer får fin assistance af til lejligheden indhentede musikere som Tue West (sang), Mette Hommel (fløjte m.m.), Marius Paschke(vibrafon), Viktoria Holde Søndergaard (vibrafon), Jakob Elleriis (slagtøj) og Palle Hjort (Hammondorgel). Wonderlost er en aktuel påmindelse om, at Århus-rocken langfra er død og borte, men – i hvert i Little Winters tilfælde – lever i bedste velgående og giver yderligere løfter om store sange og fine albums i fremtiden. Hermed varmt anbefalet.

Little Winter. Wonderlost. Produceret af: Little Winter. Celebration Records. Udkom 30. September

Bluesmanden Robert Johnson solgte i følge skrønerne om ham sin sjæl til djævelen – til gengæld for at kunne få succes som musiker. Og bluesen har fra sin fremkomst altid været splittet mellem livets mørke sider og musikkens vitalitet og livsglæde. Og når Thorbjørn Risager & The Black Tornado kalder deres nye album Navigation Blues, så fortæller titlen og ikke mindst titelsangen lige netop om dette ambivalente syn på det såkaldte liv. Og med tyve år på banen og et hav af koncerter – og en ret så imponerende række album (hvoraf flere er anbefalet her i bloggen), så kan man med en vis ret påstå, at bluesen er blevet en slags livsform for Risager og Co.

“Navigation Blues” indleder pladen med en slæbende, akustisk omgang blues, der hurtigt rejser sig som et stykke regulær bluesrock. Mørket har sænket sig over sangerens hoved og tændstikkerne er våde – men der er (for nu at besvare sangerens spørgsmål: “vil denne sorte nat nogensinde ende?”) et lys et sted derude. Og med denne fine bluesrocker slår Risager og Co. bluesstemningen an – og holder fast i den til pladeudløbet.

Alt hvad der behøves for at holde den gående er “a little love”, som Risager synger i “Watch the Sun go down”, albummets andet sang, en up-tempo-ballade, hvor pulsen slår lidt hurtigere og sortsynet holdes i skak. Risager har skrevet alle pladens sange, men får dog hjælp af Black Tornado Bands guitarist m.m. Joachim Svensmark på tre af pladens sange som supplerer det samlede musikalske udtryk med et instrumentalt overskud i kraft af tangenter, glockenspiel m.m.

Ellers er det The Black Tornado Band, der står last og brast med Thorbjørn Risager. Og dette band kan bare deres kram. Det spiller med største indforståelse sangene med en fin ballance mellem det balladeagtige og det guitardominerede rockudtryk. Og som et ekstra krydderi i det bluesrock-maskuline univers får de hjælp udefra af sangerinderne Pia Trøjgaard og Christiana Boelskifte, der på flere sange sørger for at tilføre det rå udtryk feminine nuancer og et større samlet vingefang. Nævnes skal det også, at Ole Kibsgaard – kendt fra tv og Shu-bi-dua – har en finger med både som baggrundssanger (et enkelt nummer) og ikke mindst i vokalarrangementerne, der virkelig er fine.

Jovist, Thorbjørn Risager og Den sorte tornado har gjort det igen. Skabt en overbevisende bluesrockplade, der emmer af indre nødvendighed og kunstnerisk overskud. Og som minder os inkarnerede fans om, at der må være meget mere i vente fra dette fortrinlige band. Hermed varmt anbefalet.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Navigation Blues. Producer: Søren Bøjgaard, Thorbjørn Risager & The Black Tornados, Provoque, Mascot Music Productions & Publishing. Er lige udkommet. 

På tålt ophold – i en rå tid hedder Bo Schiølers nye dobbeltalbum, der er delt op i to plader, hvor den første bærer undertitlen Kultiske Sange og den anden Episke Sange. Hvor det episke nok giver sig selv, altså fortællende sange, så er der måske en krøllet finte med det kultiske. Jeg vælger at forstå det kultiske sådan, at Schiølers kult er den stadigt voksende flok af jævnaldrende – de gamle, dem hinsides pensionsaldersgrænsen, dem som arbejdsmarkedets finder både for lette og for tunge osv. Kultisk i denne forstand: Et tilhørsforhold, identifikation og afgrænsning. Ikke i nogen decideret religiøs forstand, selv om den religiøse tanke måske ikke er helt væk i Bo Schiølers teksunivers.

Og hvis min forståelse af det kultiske er rigtig, så passer den i hvert fald fint til albumtitlen, der taler om en udsathed på linje med den, der gælder for uheldige fremmede i dette land. På tålt ophold – du får lov til at blive her lidt endnu…

Det med den religiøse tanke dukker måske lidt op i den allerførste sang “Velkommen – endnu et år“, der åbner ballet og anslår den kærligt-kritiske tone, der er et vandmærke i Bo Schiølers sange:

Velkommen – endnu et år
velkommen til åbne sår
hvem ved hva’ dagene bringer
hvem ved hva’ der forestår

Akkompagneret af kun en akustisk guitar inviterer Schiøler os ind i sit sanger-sangskriver-univers, hvor det søde går hånd i hånd med det sure, hvor kærlighed følger ærlig kritik og hvor sangskriveren svinger krabasken over “døgn-fluer”, “halv-sjove” og ikke mindst sig selv. Hvor sorg og ensomhed dulmes lidt med piller og hvor der måske er et lille bitte lys for enden af tunnellen: Velkommen -endnu et år/ hvem ved hva’ der sker/ måske vender du tilbage en dag/ og vælger at blive her. Måske en form for genopstandelse eller genkomst. Og måske er det at stramme den at se noget religiøst i dette ordvalg – måske er det blot udtryk for (sådan vælger jeg at tro, det er) en fundamental håbefuldhed midt i al elendigheden og råheden.

Jeg skal nok afholde mig fra at nærlæse alle teksterne på dette fine album, selv om det ligger lige for, fordi teksterne på prisværdig vis er aftrykt i albummets lille medfølgende hæfte og fordi teksterne er særdeles vigtige i Bo Schiølers sange. Schiøler har noget på hjerte og tanker, han vil ud med, og jeg kan kun på det kraftigste opfordre til at man læser med, når musikken spiller.

Og det gør den igen på smukkeste vis, hvor Skavankerne og seks gæstemusikere sørger for, at der er noget for næsten enhver smag. Her er pop, her er rock, blues, ballader og meget mere. Og det hele er arrangeret og produceret på mest loyale og professionelle vis. Der musiceres så det er en fryd.

Godt nok er sangene kultiske i overfor anførte forstand – sange fra et bestemt udgangspunkt – men de er ikke forbeholdt kulten. Den henvender sig tværtimod til alle, der vil lytte og læse med. Og det kan kun på det varmeste anbefales. Et godt eksempel er sangen “Nord for København“, hvor sangen henvender sig til den yngre “lille godmodige fyr”, der endnu ikke har lagt barndommens rige bag sig og derfor fortjener nogle formanende ord på sin vej “fra moderkagen til ældrebyrden”. En sang om at forskåne den lille fyr for den rå virkelighed, der venter efter barndommen: “Hos os har de altid et helle/ vi var din barndoms sukker/ det sure møder du tids nok/ når slikbutikken lukker”. Og samme formildende tone finder vi for eksempel også i sangen “Mens nattergalen sang“, hvor det midt i mørket hedder: “En nattergal synger/ sig ind i mit hjerte/ la’ os ti’e og bli’e her/hinsides sorg og smerte/læg dit her ved min side/mens døgnet går ned/vi to har intet at sælge/ – vi ejer kun kærlighed”.
Bo Schiøler synger med sin alt andet end slidte stemme. Og som en anden Dylan skruer han sange sammen, der er ligefremme i deres hverdagssprogsnærhed med udviklet sans for gode, virksomme rim og fængslende ord og vendinger. Man mærker, at Bo har været på banen længe og har lært sit metier som sangskriver. De er præcise og sidder lige i skabet – og fænger som gode popsange altid gør.

På tålt ophold viser, at Bo Schiøler (og alle vennerne) ikke er til at komme uden om blandt tidens mange sanger-sangskrivere. Sangene er skrevet af nødvendighed og er sjældent vedkommende i dagens popsangunivers. Og så er dette fine dobbeltalbum en nøgle til Bo Schiølers sangkunst og – hvis man ikke allerede er blevet overbevist – man kan passende starte her, hvis man ikke har Schiølers sange i sin samling. Hermed anbefalet på det varmeste.

Bo Schiøler & Skavankerne & Venner. Tålt ophold – i en rå tid. Produceret af: Torsten Utke. SÅDAN’sk (Sundance Music). Er netop udkommet.

I september 2017 anbefalede jeg Karen Troldborgs ambitiøse album Over revet langt ude, der er et stykke (med et psykoanalytisk begreb) sorgarbejde. Karen havde mistet sin mor til kræften og reagerede på tabet og sorgen med at forfølge moderens virke som skribent og digter og bearbejde sin sorg på den måde.

Og med sit nye projekt 72 sætter Karen om muligt sit ambitionsniveau lige så højt eller i hvert fald meget højt. Projektet omfatter både en digtsamling og et musikalbum. Og det gennemløbende tema er Karens drømme. Som mange andre har Karen altid drømt meget og været opdaget af det drømmeriske i kunsten.

Titlen 72 er også hentet fra en drøm og er blevet ophævet af kunstneren til en slags æstetisk dogme. Digtene kondenseret i små, haiku-agtige digte på kun 72 anslag. Digte, der – for nu at alludere til psykoanalysen igen – fortætter særlige momenter fra Troldborgs drømme. Man kan vel sige, at kunstneren ikke kaster sig ud i den obligatoriske drømmetydning, men snarere bruger sine drømmes billedverden og emotionelle energi til at skabe nye fortættede billeder. I en vis forstand fortsætte det drømmearbejde, der skabte de første drømme og som i følge Sigmund Freud – psykoanalysens skaber –  selv udgør drømmenes særlige kvalitet. .

Og de i alt ti sange, der udgør projektets musikalske del, er også, med kunstnerens egne ord, “videredigtning” af drømme. Altså yderligere drømmearbejde. Sange, der veksler mellem det hjemlige og genkendelige og til drømmenes “uforståelige” billedsprog. I nogle sange, der også veksler mellem det pop-enkle og melodiøse og det mere avantgardistisk-eksperimenterende. Og Troldborg synger sine tekster med sin gode, lidenskabelige stemme, der hele tiden bestræber sig på at yde teksternes kompleksitet den højeste retfærdighed.

Jeg afholder mig helt fra at fortolke drømmematerialet eller tilskrive det en særlig betydning. For det er op til den enkelte modtager af projektet at skabe sin egen mening med det ambitiøse drømmebearbejdningsprojekt. Og det er som sådan – som et ambitiøst projekt, der udgør et stykke eksperimenterende avantgardekunst, at det skal modtages af læseren og lytteren. Og det er op til den enkelte lytter/læser at få mening ud af rejsen gennem drømmebillederne. Det er så at sige den opgave, Karen Trolborg stiller sit publikum med sit projekt 72.

Og det er også som sådan projektet skal have min anbefaling med på vejen. Det er et projekt, der skiller sig ud i mængden af udgivelser, ved sin insisteren på sin ambitiøse tematik og sin kunstneriske bearbejdning af den. Og hvis man giver det en chance og giver sig hen til Troldborgs drømmearbejde, så er der et udbytte at hente. Hermed anbefalet.

Karen Troldborg. 72. Meritus. Bogen er udkommet og musikken er under udgivelse.

Nogle plader anbefaler nærmest sig selv med det samme. Og det gælder for Claus Denchers debut-solo-album You. Og den gør det i kraft af sine umiddelbart, let tilgængelige, ja poppede sange, der som al god pop går lige ind i hovedet og kroppen på en.

Albummet er ellers alvorlig nok. Claus Dencher befinder sig halvvejs på livets landevej, og det giver selvfølgelig anledning til overvejelser og tanker om ‘det satans liv’, som Steffen Brandt kaldte det i en anden sammenhæng. Refleksioner og analyser af, hvad der er sket og sker undervejs. Og det er jo – uden på nogen måde at være en midtvejskriseplade – altid godt stof for sange. Sange om kærligheden, som vi aldrig bliver færdig med, om fortiden på godt og ondt, om at komme overens med den tid og alder, man er i og så videre.

Og sammen med et hold af særdeles kompetente musikere og legekammerater – Palle Hjorth på tangenter, Peter Sund på elguitar ,Peter Dombernowsky på trommer, Henrik Poulsen på bas og Trine Lunau Sund, der  sørger for et smukt kor – har Claus Dencher fået skruet nogle fine arrangementer sammen omkring sine sange, der – som nævnt – har poppens indsmigrende charme og forførelse, samtidig med, at de er fine stykker singer-songwriter-kunst med inspiration fra især den amerikanske tradition inden for folk-rocken.

Ialt otte sange er det blevet til. Alle på engelsk. Og fremført med Claus Denchers gode iørefaldende mandsstemme, der er bedre en gennemsnittet i dansk rock. Og med en lydhør, indforstået opbakning af det nævnte hold, der forstår at give Denchers sange det ekstra, de fortjener og vokser af.

You er sådan et debutalbum, der smager af mere, og som fortjener at stå i pladesamlingen hos enhver, der holder af såvel pop som singer-songwriter-sange. Hermed varmt anbefalet herfra.

Claus Dencher. You. RPM. The Farm Music. Gateway. Er udkommet

Claus Denchers Youtube-kanal

Hjemkomst kalder Anne Eltard sit nye album og straks tænker jeg – hjem til hvad? Og måske gemmer svaret sig i sangen “Hun kommer hjem” (3 på side A), hvor det blandt hedder “hun kommer hjem når freden er sluttet, når børnene ler, når mennesker og grænser er åbne og sanser så kommer hun hjem” (med forbehold for fejlhøring). Men altså en hjemkomst – ikke til et bestemt, afgrænset sted, men derimod og tværtimod til et sted, hvor der åbnes op for noget. Og det kunne meget vel være mod en musikalsk og menneskelig frodighed og frugtbarhed.

For ganske vist bekender Anne Eltard sig på sin fine hjemmeside til ‘den nordiske tone’, men albummet demonstrerer også, at denne grundtone langt fra får lov til at stå alene, men bliver befrugtet og legeret med toner fra vores fælles store verden. Med sin kvartet – bestående af Anne selv (sang og violin), Regin Fuhlendorf (guitar og kor), Nicolai Land (kontra- og ukulelebas og kor) og Anders Pedersen (cajón, slagtøj og kor) – inviteres lytteren ind i et musikalsk univers, der både byder lytteren op til dans, syngen med og intens lytten.

Allerede i den første sang “Hold mig tæt” er vi ude på et imaginært dansegulv. En sang om et kærligt møde vugger forførende af sted med latinamerikansk fornemmelse og Django Reinhardsk jazz-feeling. Og oven i det hele Anne Eltards behagelige, indtagende stemme, der forbilledligt klart og forståeligt fremfører de danske tekster. Og videre går det til “Tal til mig”, hvor kærlighedens problemer melder sig, og et meget mere moderne, nutidigt musikalsk udtryk melder sig med funky tangenter og rockende guitar. Og kvartetten ændrer udbesværet udtryk og får fin hjælp fra andre musikere (Jens Nørremølle, tangenter,  Peter Klitgård, guitar, Channe Nussbaum, kor, Monica Jakobsen, kor og Louise Nipper, kor). Og sang for sang udfolder kvartetten sit brede, fornemme udtryk, der ikke er for fastholdere, men genremæssigt vidt facetteret og fascinerende i sin grundlæggende, medrivende, dansante og lytterorienterede variation.

Anne Eltard har skrevet de fleste numre på pladen. Og her er både poppede sange (som de nævnte) og et enkelt instrumentalnummer (“Halvfem”). Men der er også andre bidragsydere som for eksempel Kai Normann Andersen med sin og Poul Henneingsens “itu, itu i tusinde stykker”, Mogens Dams og Henrik Blichmanns “Den sidste turist i Europa” og Børge og Arvid Møllers klassiske “Glemmer du”. Og med disse bidrag fra den danske sangskat er den nordiske tone i hvert fald sikret, hvis den ikke var det i forvejen (hvilket den er).

Ingen tvivl om det: Anne Eltard og hendes kvartet vil rigtig meget med deres musik – og de kan det hele og mere til. De har slået et stort brød op og er lykkedes med at få det til at hæve og få det bagt godt og grundigt. Hjemkomst  er et særdeles vellykket album, der fortjener stor ros og mange lyttere. Så hvis ikke musikradioen vil spille den, så sørg for at lytte til den digitalt eller på fast medie. Hermed varmt anbefalet.

Anne Eltard. Hjemkomst. Produceret af: Anne Eltard og Jens Nørremølle. Eget plademærke. Er udkommet.

Det ligner en gammeldags singleplade, men min grammofon overbeviste mig om, at der nok snarere er tale om en EP eller måske endda en mini-lp. Old Man Blues’ Ready for fun, der består af fire sange, fordel på to sider.

Og måske er tanken om gammeldags singleplader slet ikke så malplaceret. For Ready for fun rummer musik, der gerne fandt vej til 45″-vinylerne i gamle dage. Om projektet Old Man Blues har taget navn fra Duke Ellington ved jeg ikke, men tænker at navnet nok snarere henviser til, at de medvirkende alle har en dåbsattest, der daterer sig tilbage i det tyvende århundrede.

I spidsen står Right Hand Buddy, der har skrevet alle sangene, synger for og bag. Og bag ham find vi Niels Kaarsberg på guitar (og flaskehals) og kor, Favia Couri på guitar, bas, klaver, mellotron og kor go Martin Couri på trommer, slagtøj og kor. Og sammen spiller de en afart af garagerock.

Det er beskidt, svedigt, ukompliceret rock, der flintrer af sted med piskende trommer,  pulserende og undertiden forvrængede guitarer, hamerende piano og dunkende bas. Helt som garagerockens simple æstetik foreskriver. Og tekster svarer nøje til musikkens enkel- og renhed. Det er direkte tekster, der taler uden omsvøb om at have det “sjovt”, dyrke sex uden at blande kærligheden ind i det, om alzheimerens begrænsninger af livsudfoldelsen og om savnet af en rigtig god ven. Tekster, der har karakter af citationer og som befinder sig på umiddelbart hverdagslivsniveau.

Det kan godt være, at det er nogle gamle drenge, der gemmer sig bag projektet Old Man Blues, men attituden er ung – nej, ikke ungdommelig – som i frisk, uforfalsket, hudløs og umiddelbar. Det er musik, der på sæt og vis er tidløs. Den har paralleller tilbage i halvtredserne og de tidligste tressere og kan følges som en rød tråd op gennem rockens historie. Musik, der aldrig går rigtig af mode og som altid vil finde sine tilhængere, fans og  proselytter.

Så hvis man er til ægte garagerock, som vor far, bedstefar og oldefar lavede den, er der god grund til at få fat i denne vinyl til samlingen. Og man kan kun ønske sig, at Right Hand Buddy og hans kammesjukker vil tage sig sammen og lave et stort album med flere ærlige sange. Hermed anbefalet.

Og så skal Old Man Blues have ros for at tilegne en sang – “I miss you” – til musikmennesket Jan Sneum, som vi mistede i 2020. Fin, fin gestus.

Old Man Blues. Ready for fun. Hookfarm . Er udkommet.

Jeg har været så privilegeret at kunne følge Jan Olsen på plade, siden han udsendte et par EP’er og videre til hans debutalbum Secret Love i 2020. Og det har været en fornøjelse hele vejen igennem. For Jan Olsen er en mand, der står ved det, han er rundet af. Som musiker, sangskriver og som repræsentant for mandekønnet.

Jeg tillod mig – med kunstnerens bifaldelse – at kalde debutalbummet ‘en rigtig mandeplade’, fordi den tekstligt, musikalsk og på enhver måde stod ved sin musikalske og menneskelige erfaringsmasse. Og heldigvis er det stadigvæk sådan. Jan Olsen fortsætter ufortrødent i det tydelige spor, han har efterladt sig med de foregående plader. Men en række sange, der oser af den der erfaringsbaggrund, han har.

Ganske vist flirter Jan denne gang – jf. titlen – med det spirituelle, men jeg tror ikke, man skal lægge alt for meget i netop den ting. Således handler det i titelsangen “Spririt Chant” om at besværge sin “blues”, at jage sine dæmoner og spøgelser væk. Men ellers genkender vi det Olsenske maskuline univers med kærlighedens trygge favn og havn (“Here and now forever”), hvilende i sin undertiden eruptive maskulinitet (“I’m a volcano”) og erfaringer fra et levet mandsliv. Og dertil skal lægges en musikalsk garnering, der igen trækker sine veksler på vestlig rock med rødder – ikke kun i rocken, men i europæisk kabaretmusik (Weill og fransk kabaret). Og med Tom Waits som en slags skytsengel eller musikalsk vejleder. Endelig skal det også fremhæves, at Jan har fået indforstået hjælp med teksterne af sin hjerterdame og hustru Susanne Ove, der har været med til at give sangteksterne en ambiguitet, man ellers kun finder i digtekunstens bøger.

Bag sig har Jan Olsen også The Bottletower Band (Peter Sund, gt./sang, Trine Lunau, backingvokal, Palle Hjorth, tangenter, Morten Jørgensen, bas, og Peter Dombernowsky, trommer). Og de sørger ubesværet for at musikken fremstår med den særlige stemningsfuldhed. Og de får oven i købet hjælp af en række gæstemusikere – blæsere og strygere – der giver det hele en særlig dimension og en air af autenticitet.

Alt i alt må man sige, at Jan Olsen kommer helt i land med sit andet album. Den er lige så overbevisende som debutpladen og beviser endnu engang, at han står på sine egne musikalske fødder og har et slidstærkt, personligt projekt, der er langtidsholdbart. Hermed varmt anbefalet.

Jan Olsen. Spirit Chant. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Er udkommet. 

Arbirk debuterede i 2017 med Disguises, hvor Arbirk – med Rasmus Arbirk Larsen som sangskrivende centrum – tog pulsen på vor tids melankolske tidsånd med en karakteristisk lo-fi-indiepoprock. Og nu er Arbirk – denne gang i form af en trio (Daniel Buchwald, Rasmus & Henrik Arbirk Larsen) – tilbage med et nyt udspil, der stadigvæk sætter termometeret ned i tidsåndens alvorstunge emner og temaer.

Men som tilfældet var på Arbirks slidstærke debutalbum, så er musikken på Hide in Plain Sight af en karakter, der er antipodisk i forhold til tekstuniversets depressivitet og halvmørke. Musikken er supplementær og løfter det samlede resultat op til en letfordøjelig omgang alternativ indiepoprock. Og det i en grad, så man let undervejs i lytningen glemmer, at livet er fuld af skyggesider og svært håndterbare vilkår. Arbirk udvider denne gang det musikalske udtryk. Her er ikke længere tale om lo-fi-minimalisme, men om et bredt lydbillede, hvor rockens elementærinstrumentering – guitar, tangenter, bas og trommer – suppleres med eksotiske og klassiske instrumenter som kalimba, tibetansk syngeskål, flygelhorn og saxofon.

Den musikalske udvikling og udvidelse af udtrykket er et ekstra plus for Arbirk, der med den nye plade viser, at de har fat i den lange ende og at der må være meget mere i vente fra deres side. Så man kan kun sige: Kom bare igen Arbirk; I har bevist jeres berettigelse på den danske rockscene og de danske spillelister. Hermed varmt anbefalet.

Arbirk. Hide in Plain Sight. Produktion: Daniel Buchwald, Simon Ask Ladekarl. Celebration Records. Er udkommet på diverse medier.

For snart længe siden anbefalede jeg Mathias Heise Quadrilions album Sudden Accent og Decadence. Og nu sidder jeg så her med det nyeste udspil fra Heise og Co. og den hedder såmæn bare Quadrillion. Og måske giver det god mening. Quadriilion har slået sit navn fast, har fået anerkendelse og masser af erfaring fra scenerne rundt omkring.
Og det er netop erfaringerne fra jazz-scenerne der denne gang er udgangspunktet for konstellationen. Materialet på pladen er gennemprøvet ude i koncertvirkeligheden og ikke som tidligere produkt af arbejdet i studiet.
Og det forklarer måske – hvis ikke det er mine gamle ører, der spiller mig et pus – at pladen besidder en særlig lethed og umiddelbarhed. Den der kommer af at have spillet numrene helt ind på rygradden..
Ellers – er det som på de foregående plader. Heldigvis. En skønsom blanding af jazz, rock og funk med accent på jazz og et diskret ekko af den jazz-rock-fusion, der for alvor kom frem i 1970’erne og siden har fået mange følgere. Et navn som Weather Report presser sig ubesværet på i tankeassociationerne.
Mathias Heises kromatiske mundharpe spiller selvfølgelig en central rolle og det både, når rockens kant melder sig og ikke mindst, når besnærende melodier og harmonier trænger igennem højtalerne. Men også de andre musikere får god plads til at vise deres talent frem – Mæads Christiansens guitar, Davind Vangs bas og Aksels Stadel Borums trommer. Og deres roller accentueres af Quadrilions arrangementer og produktion, der står forbilledlig klar.
ET enkelt nummer skiller sig lidt ud. Det næstsidste på pladen, “Hopeful Monsters”, hvor Quadrilion får selskab og støtte af Adners Malta (trompet), Jonas due (trompet/flugelhorn), Oilly Wallace (altsax), Frederick Menises (tenorsax) og Youhan Ramon (slagtøj). Her komer et bigbandudtryk, der i den grad sender tankerne hen mod Weather Report og lignende forængere ud i fusions- jazz-rocken.
Hvis man holder af Quadriilions første to plader – og det gør jeg i den grad – så er der absolut ingen grund til ikke også at indlemme denne nye plade i samlingen Hermed varmt anbefalet.

Mathis Heise Quadrillion. Quadrillion. Produktion: Quadrillion. Giant Shee Music. Er udkommet.

I 2013 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Maria Elizabeths andet, dansksprogede album Se med hjertet og i 2018 hendes engelsksprogede Circle the Woods. Og jeg fremhævede Marias styrke, der lå i meningsfulde, enkle tekster, en fin, feminin stemme og nogle popsøde sange.

Og det er da også disse kvaliteter, man som lytter møder på Maria Elizabeths nye album, der bærer den korte titel Prins. Denne gang er teksterne af en ganske særlig art, idet kunstneren har indgået et samarbejde med forfatteren Ib Michael og har transformeret dennes roman Prins (1997) til en række sange. Resultatet er blevet en slags hybrid mellem en popplade og en e-bog, idet forfatterens stemme undervejs dukker op som oplæser. I Michaels roman har Elizabeth fundet både et tema – den grænseløse kærlighed, der rækker ud over dødens horisont – og en sproglig, lyrisk musikalitet, det var oplagt at omsætte til sange. Og sådan er det blevet.

Teksten får selvsagt en central placering, og det afspejler sig også på den måde, at musikkens arrangementer har en næsten nødtørftig, sparsommelig karakter, hvor antallet af instrumenter er begrænset til et absolut minimalt nødvendighed. Fx finder man i den første sang “Hun stammer fra de) dybe fjorde” ud over stemmerne, en ukulele, en cello, piano og bas. Og begrænsningen eller sparsommeligheden kommer teksterne til gode. De står klart i lydbilledet, og man behøver ikke – hvilket er tilfældet for mig – at kende Michaels roman for at få udbytte af sangenes tekstunivers.

Prins adskiller sig nok en anelse fra de to andre plader ved ikke at besidde helt den samme oplagte, direkte popkarakter. Her er der indgået et kompromis med litteraturens anvorstyngde, og det er mundet ud i et album, der nok appellerer til pophovedet blandt lytterne, men også til dem, der elsker en læseværdig roman og måske er forvænt med at lytte til romaner i audioformatet. Så der er chance for, at Maria Elizabeths nye plade når ud til en ny lyttergruppe. Det må man håbe, for det er et spændende og anderledes projekt Maria Elizabeth har kastet sig over denne gang – og det fortjener at få mange lyttere. Hermed anbefalet.

Maria Elizabeth. Prins. Produceret af: Maria Elizabeth. Gateway Music. Er udkommet.

En Engel