Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler – O/RIOH – Selling Out

30. maj 2015

Endu et ukendt navn for mig er O/RIOH, der gemmer nordjyden Rikke Østergaard, der pÃ¥ mandag udsender sin debut-EP med lidt risikable title Selling Out. Rikke kommer allerede med udmærkelse, idet videoen til hendes første single “I’ve seen you before” (der ogsÃ¥ er første skæring pÃ¥ den nye plade) pÃ¥ CPH:PIX blev valgt som en af Ã¥rets bedste musikvideoer (se nedenfor).

PÃ¥ EP’ens fire skæringer fÃ¥r Rikke hjælp af Jens Pilgaard Ulrichsen pÃ¥ bas, Mads Ulrik Voxen (tangenter) og John Riddle pÃ¥ trommer. Og sammen har de skabet en plade, der byder pÃ¥ endnu en ombæring af den elektroniske pop, der stÃ¥r centralt i nutidens popmusik. Det er pop, der nok er meget melodiøs, men alligevel ligger et godt stykke fra den klassiske sing-a-long-popsang. Samtidig er det popmusik, der – og mÃ¥ske først og fremmest – ægger til kropsbevægelse og dans. Det er en interessant debut fra den unge nordjyde, der ogsÃ¥ besidder en god popstemme, der sagtens kan blande sig og gøre sig positivt gældende i koret af nye unge, kvindelige talenter inden for den lette dansante pop. Hermed velkommen til O/RIOH.

O/RIOH. Selling Out. Produceret af: O/RIOH og Troels Abrahamsen. DME. Udkommer på mandag.

 

Rumhund – Stylophone

28. maj 2015

Bag bandnavnet Rumhund finder vi sangskriver og forsanger Søren Vestergaard, bassist Jonas Wegner og trommeslager Johannes Gissel. PÃ¥ deres nye EP tager de et tema op, som man – alt efter hvilket humør kan nu er i – kan betegne som klassisk eller fortærsket, nemlig den brudte kærlighedsrelation. Fuglen er fløjet – og det giver sÃ¥ anledning til en god hÃ¥ndfuld sange om bruddet og de tanker, det kan give anledning til. Jovist, kærligheden bliver vi aldrig færdig med – uanset alder.

Og med den brudte kærlighed, det knuste hjerte, skuffelsen osv. sÃ¥ følger ogsÃ¥ melankolien og tristessen som nødvendige skygger. Og sÃ¥dan er det ogsÃ¥ i Vestergaards syv sange pÃ¥ mini-albummet “Stylophone”, hvis titel mÃ¥ske sigter til forsøget pÃ¥ at iscenesætte de syv sange i flere stilistiske lag. For i sangene blander popsangen sig med lag af electronica, rock, folk m.m. PÃ¥ den led er det lille album i pagt med tiden, hvor en markant tendens er, at musikken ikke respekterer traditionelle genregrænser, men frit og til tider respektløst overskrider grænserne for at finde et personligt og i bedste fald unikt udtryk.

Med Stylophtone har Rumhund leveret et lille album, der henvender sig til ethvert pophovede, der er hjerteknust eller i hvert fald kan huske, hvordan det er at være i den situation. Hermed anbefalet.

Rumhund. Stylophone. MinimeRecords. Udkom den 25. maj

 

 

Capac anbefaler: Snorre Kirk – Europa

21. maj 2015

I nogle af mine seneste pladeomtaler har jeg kredset om jazzen, der altid har været lidt perifer her i bloggen. Ikke, fordi jeg ikke holder af jazz, for det gør jeg bestemt, hvilket mine pladereoler også bærer præg af. Og med Snorre Kirks nye og andet album er der ikke mere kredsen rundt omkring jazzen som katten om den varme grød. For albummet Europa er moderne jazz uden tilsætningsstoffer fra andre genrer.

Snorre Kirk er en ung, men allerede velrenommeret og rost jazz-trommespiller. Og Europa er den “svære” toer for Snorre Kirk. Men at dømme efter pladens musik, sÃ¥ har det været alt andet end svært at lave den. For det lyder legende let og helt ubesværet, nÃ¥r Snorre Kirk folder sig ud sammen med sine bandmedlemmer: Jan Harbeck (tenorsaxofon), Tobias Wirklund (cornet), Oilly Wallace (altsaxofon), Magnus Hjorth (piano) og Lasse Mørch (bas). Snorre Kirk er komponisten og orkesterlederen, men som trommeslager falder han helt naturligt ind i bandsammenhængen, selv om produktionene og miksningen heldigvis lader trommespillet stÃ¥ markant og tydeligt i det samlede musikalske billede.

Og musikken er meget melodiøs og meget swingende jazz med klare forbindelser tilbage til de bedste og største jazznavne  fra Miles Davis til Duke Ellington. Og de tre blæsere spiller med en meget varm og ren tone, der bærer Kirk meget iørefaldende melodier frem med en næsten naturlig lethed. Og de støttes på smukkeste vis af Kirks eget opfindsomme og nuancerede trommespil, Mørcks diskrete og dog markante bas og Hjorths lydhøre, akkompagnerende piano, der nu og da folder sig improviserende ud i små soli.

Europa er en helt igennem professionel plade, der overbeviser om, at Snorre Kirk og hans orkester har meget at byde pÃ¥ og er et argument for, at jazzen stadigvæk lever og har det godt i Danmark, selv om skeptikere mener noget andet. Byd Snorre Kirk og hans fine toer velkommen, hvis du er til jazz – eller mÃ¥ske bare har lyst til at lytte til noget andet… Hermed anbefalet.

Snorre Kirk. Europa. Calibrated Music. Produktion: Snorre Kirk. Udkom den 8. maj

 

Capac anbefaler: Lippert/West – Nocturne

21. maj 2015

Der er noget gammeldags over denne plade. I i betydningen støvet og forældet, men i den forstand, at pladen dyrker gamle dyder. I en tid, hvor albummet som et særligt medie for kunstnerisk udfoldelse er under pres fra de digitale medier, ikke mindst streamingtjenesternes dyrkelse af det løsrevne pophit, sÃ¥ er det velgørende, at nogen – i dette tifælde guitaristen Jan Lippert og producer og bassist Henrik West – Ã¥benlyst bekender sig til albummet som en sammenhængende værkform, man skal tage alvorlig.

Og det gør de to musikere. Nocturene er et vaskeægte concept-album, der rendyrker conceptets muligheder. Konceptet er, som titlen angiver, nocturnen, altså et musikstykke, der siden Chopins brug af begrebet har stået for musik, der fortaber sig i de stemninger, som natten byder på. Mørke, drømme osv. Nocturen i en moderne udgave, hvor vi musikalsk set befinder os i et felt, hvor jazz møder pop, der møder lidt rock og ikke mindst en masse electronica.

Pladen er ikke alene et conceptalbum. Det er ogsÃ¥ bygget om efter en særlig logik, der falder i tre dele, hvor første del “Noir” sÃ¥ at sige anslÃ¥r de temaer, der skal gennemspilles. I anden del “Next” tages temaerne op igen og varieres for til sidst – i tredje del “Fall” – at udsættes for endnu mere variation og uddybning. Undervejs fÃ¥r LIppert og West hjælp af Anna Lidell (sang og electronica), Frank Hasselstrøm (trombone og elektronica) og Rumpistol (electronica).

Det giver for lytten en oplevelse, der kan minde om klassisk musik, men også fx om nogle af halvfjerdsernes mere eksperimenterende, progressive rockplader, hvor der var tid og rum til at arbejde med temaer og improvisation. Og også fra jazzen kan man genkende denne tilgang til musikken. Det er musik, der går mod tidens tendens til fragmentation og konformisme. Musik, der insisterer på musikkens egen tidslighed og logik, så at sige. Og i den forstand er det gammeldags musik, ja anakronistisk. Og det er en lise for sjælen.

Nocturne lader sig som antydet ikke sÃ¥dan sætte pÃ¥ formel eller kategorisere. Den befinder sig i et krydsfelt mellem genrer med sin egenart og egensindighed og inviterer lytteren til intens lytten – mÃ¥ske ud pÃ¥ natten, hvor roen falder pÃ¥ og den hektiske verden udenfor falder lidt ned. Det er en plade, der inviterer til fordybelse og nærmest meditativ hengivelse.

Lippert/West. Nocturne. Produceret af Lippert og West. Calibrated Music/DME. Udkom den 15. maj

PS. Jeg kan desværre ikke bringe et musikeksempel, men lægger et op, når jeg falder over det.

Capac anbefaler: Tine Mynster – Hjerteland

19. maj 2015

Efter nogle år i børnemusikkens tjeneste springer Tine Mynster med sin nye plade Hjerteland ud på dybt vand med et album, der retter sig mod de voksne. Og pladetitlen Hjerteland fører en på sporet af, hvad Tine Mynster har på hjerte.

Men man skal passe på med at drage forhastede konklusioner i retning af, at der er tale om endnu en popplade med kærlighedslyrik. For ganske vist er der sange om kærligheden. Som f.eks. den første skæring “dage som denne”, der forsøger at skildre den helt hverdagsnære kærlighed mellem mand og kvinde i et fast forhold: “Du vækker mig med et kys på min kind/ Du siger tak for i nat, nu lukker vi dagen ind/ Du ligner en der har sovet som en drøm/ Et nyt batteri der er fyldt helt op med strøm/ På dage som denne lever vi af kærlighed og kildevand/ På dage som denne er der ingen tvivl, du er min mand/ På dage som denne kan du få mig til at gøre næsten alt/ På dage som denne glemmer jeg de dage, hvor vi kun lever halvt.. osv. Eller en sang som “Jeg falder” om at falde for et andet menneske. Falling in love. Eller sangen “Bålet”, der sætter ord på perspektivet i den kærlighed, der afløser forelskelsens rus og varer ved.

Men skraber man lidt på tekstuniversets overflade, så kan man se, at Tine Mynster har lidt mere på hjerte end bare at ville skrive stærkt sympatiske sange om kærlighedens vilkår vores tid. Det afsløres f.eks. i en sang som “hvor går man hen?”: “Hvor går man hen når modet bakker?/ Hvor går man hen når blikket flakker?… Lad mig få et håb, når alting mørkner/ Når hjertets slag er som en hvirvelvind/ Giv mig troen på at tåren størkner/ Og lyset atter lukker håbet ind… osv.

Hjertet banker ikke kun for kærligheden, men for livet i det hele taget. I teksternes sprækker skimter man man andre emotioner end dem, der lige drejer sig om kærligheden til et andet menneske. Som i citatet ovenfor, hvor livsdrift og håb får ord. Eller i “tag mig med”, hvor hverdagslivets kærlighedsliv lukker sig om jeget på næsten klaustrofobisk vis og åbner for en næste centrifugal frihedstrang: “Tag mig med/ Tag mig med/ Lad os efterlade alt herhjemme -/ las os bare stikke af/ Jeg vil ha dig indeni og udenpå/ Trænger til at mærke dig“. Her bliver kærligheden en drift, der potentielt og i hvert fald for en tid sprænger det konforme hverdagslivs begrænsninger. Og vil man have flere eksempler, så skal man lytte til titelsangen “Hjerteland”, hvor det bliver klart at “hjerteland” er en metafor for en livskraft, der ikke sådan bare lader sig indordne under hverdagslivets diktatur eller konventionernes rammer: “Endnu en dag hvor hjertet ta’r sin egen udflugt/ Endnu en dag uden kontrol/ Endnu en dag hvor hjertet helt bestemmer farten” osv.

Tine Mynsters sange har altså mere på hjerte end blot endnu en ombæring silly love songs. Bag den hverdagsnære kærlighed, der beskrives indfølende, direkte og med en fin realisme i et ligefremt hverdagssprog, gemmer der sig en uregerlighed og næsten subversiv urkraft, der ikke sådan lader sig tæmme. Og det sikrer, at sangene ikke ender i ren forudsigelighed og alt for stor genkendelighed. Hvilket er et stort plus.

På den musikalske side har Tine Mynster fået assistance af Tom Kræmer Lindby, der er medproducer,  spiller flere instrumenter på pladen og er medkomponist til et par af sangene. Og sammen har de skabt nogle popsange, der er meget iørefaldende uden på nogen måde at falde i et med tidens radiopop. Der er snarere tale om behagelig voksenpop, der henvender sig til voksne, der har erfaringer nok fra kærlighedslivet til at sætte pris på de hverdagsnære tekster og har mærket det dyb, der åbner sig under dem. Og Tine Mynster synger sangene blidt og med stor følsomhed.

Tine Mynster. Hjerteland. Produceret af Mynster og Lindby. Gateway Music. Udkom i går.

 

Capac anbefaler: Virgin Suicide – debutalbum

18. maj 2015

unnamed

Vi står på kanten af sommeren 2015 (kom nu!), og hvad der ville passe perfekt til en solrig og varm sommer ville være et popalbum, der havde sol og sommer i blodet. Så det er heldigt, at Virgin Suicide med deres debutalbum kommer som kaldet og udfylder den mangel. For debutalbummet med store fersken på coveret er med sine forførende popsange og lette rock sådan en plade, der kun kan ramme et gammelt pophoved som sommersolens varme stråler.

Martin Grønne har skrevet de flete af sangene (med undtagelse af “2nd Wave”, der er lavet af Terkel Atsushi Røjle). Og Grønne og Røjle har nærstuderet den melodiøse rockmusiks store grønspættebog og kender sÃ¥vel tresserbeaten som dens arvtagere i britpoppen – og det, der ligger derimellem. Og sammen med Sune Rose Wagner, der har stÃ¥et for miksningen af pladen, har det skabt et album, der emmer af lys og let sommerpowerpop, der fremstÃ¥r som en velkommen modgift til tidens hang til halvmørke og melankoli.

Grønne fører an med sin lyse mandestemme, der ud over at fremkalde alskens retro-associationer til store tresserbands passer som fod i hose til musikkens emotionelle opdrift og livsbekræftende, legende lethed. Og det understøttes af Grønnes og Røjles ringlende og legende guitarer, der sammen med Som Thoft Jensens medrivende trommer og Kristian Schøtt Kyvsgaards pulsfølgende basspil løfter sangene op i et fængende svæv af popsødme og let-om-hjertet-hed…

Hvis man elsker pop og melodiøs rock så er der ingen grund til ikke at tage et stort bid af fersknen og tage Virgin Suicide til sig. Martin Grønne og hans venner gør man klogt i at holde øje (og øre) med for de tilfører danskrocken både nogle rigtig gode popsange og en savnet livsbekræftende energi. Denne plade er en af mine årsfavoritter, ingen tvivl om det. Hermed varmt anbefalet.

Virgin Suicide. Virgin Suicide. Produceret af bandet og Lars Vognstrup. Nordic Music Society. Udkommer i dag.

“Mable sky”

Capac anbefaler: Rangleklods – Straitjacket

18. maj 2015

Som lovet ville jeg vende tilbaget til Rangleklods og deres nye album Straightjacket, når den udkom. Og det sker i dag.

Rangleklods er en duoe, der bestÃ¥r af Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen. Og netop denne konstellation er med til at sikre, at musikken pÃ¥ pladen ikke falder i den faldgrube, som den elektroniske musik altid trues af, nemlig at ende i en kold og steril lyd. For Pernille Smith-Sivertsens meget fine, lyse pigestemme giver musikken en emotionel og kropslig dimension. Det illustreres godt med singleudspillet  “lost u”, hvor Sivertsens stemme fungerer som kontravægt til en bastant og dansant tung rytme og sikrer at det melodiske ikke forsvinder i electronicastøjen. Ellers bevæger Straigtjacket sig mellem den firserinspirerede electro-pop (Depeche Mode m.fl.), den beats og groove-dyrkende danseorienterede lyd – og sÃ¥ den regulært eksperimenterende electronica. Og pladens styrke er nok, at den er sÃ¥ vidtfavnende i sit udtryk. Der er noget bÃ¥de for den, der elsker at danse og fest i smÃ¥ metropolklubber, festivalfolket med fadøl i hÃ¥nden og sÃ¥ dem, der foretrækker at opleve musikken gennem de hjemlige højtalere eller høretelefoner. Straightjacket har en meget international lyd, der bÃ¥de leder tankerne hen pÃ¥ den tyske elektronica (fra Kraftwerk til David Bowies Berlin-trilogi) og til de britiske poppionerer fra firserne. Men der er ogsÃ¥ noget nordisk over pladens mere melankolske og mørke sider.

Rangleklods er et godt bud på moderne dansk electronica, der med lethed løfter arven fra de foregående årtier, og som bør finde vej til såvel radioernes playlister og sommerens mange udendørskoncerter. Hermed anbefalet.

Rangleklods. Straightjacket. Tambourhinoceros. Udkommer i dag.

 

Capac anbefaler: Mathias Heise Quadrillion – Sudden Accent

17. maj 2015

Det unge, danske jazz-mundharmonikatalent Mathias Heise har etableret jazz-fusions-orkestret Mathias Heise Quadrillion, der netop er debuteret med albummet Sudden Ascent. Det er fusionsmusik, der blander jazz, rock og andre af nutidens udtryksformer – f.eks. og markant: spoken word – med hinanden og skaber en musik, der besidder de bedste kvaliteter fra de forskellige ingredienser – jazzens improvisatoriske leg med melodier og harmonier, rockens kropslighed og puls og så videre.

Og Sudden Ascent skriver sig smukt ind i en tradition, der går tilbage til halvfjerdsernes store navne som Weather Report, Mahavishnu Orchestra, Herbie Hancock, Return to Forever og mange andre grupper, der lavede banebrydende fusiionsmusik og satte baren meget højt. Men Mathias Heide (harmonika, keyboards og spoken word), Mads Christiansen (guitar), David Vang (bas) og Aksel Stadel Borum (trommer) har uforfærdet kastet sig ud i projektet og er landet med held med et album, der ikke kun skaber fusion, men også lader de enkelte stilelementer skinne markant igennem. Her er øjeblikke, hvor Mathias Heise med sin harmonika forbigående leder tankerne hen på mesteren Toots Thielemans (f.eks. titelnummeret), og der er øjeblikke, hvor man genkalder sig Weather Report på højdepunktet i deres meditative hjørne (f.eks. “House of Fog”).

Med Sudden Ascent tilfører Quadrillion ny ilt til en genre – fusionen – der ellers kunne se lidt udtørret ud her i 2015. Og det er velkomment. Jeg håber, at man vil give pladen og gruppen en chance og lytte til dem. Hermed anbefalet.

Mathia Heise Quadrillion. Sudden Ascent. Giant Sheep Music. Udkom den 10. maj

Capac anbefaler: Nicolai Majland Trio – Leaving and Believing

17. maj 2015

Leaving and Believing er en jazz-plade. Men nÃ¥r det er sagt, sÃ¥ er det ogsÃ¥ nødvendigt at modificere udsagnet. For da jeg lyttede til pladen første gang blev jeg ført tilbage til dengang i min barn- og ungdom, hvor jeg altid sad med hovedet inde i radioen og lyttede. Og ofte kom der den slags jazz ud af højtalerne: Jazz, der umiskendeligt bar jazzens vandmærke – ikke mindst den improvisatoriske tilgang til musikken – men ogsÃ¥ lænede sig kærligt og kælent op ad poppen. Og sÃ¥dan er det med trioens plade. Alene valget af sange – bl.a. af Lennon og McCartney (Fool on the hill), Bacharach og David (Alfie), Sebastian og Dave Brubeck (In our own sweet way) afslører Majlands og co’s forkærlighed for den gode popsang. Det samme gør i øvrigt Nicolai Majlands egne kompositioner.

Leaving and Beileving er en plade, der i lige høj grad appellerer til jazz-elskeren og pophovedet. Numrene er naturligt nok centreret om Nicolai Majland piano, der har en dejlig varm og velbehagelig lyd. Og Majland backes lydhørt og kongenialt op af Michael Dalgas’ trommespil og Jens Kristian Andersens diskrete, men ogsÃ¥ markante bas (lyt fx til den lille solo i “Fool on the Hill”). Og sÃ¥ har trioen fÃ¥et  assistance af jazzsangerinden Sinne Eeg pÃ¥ et par af numrene, og Eegs stemme tilfører musikken en ekstra dimension af sanselighed og krop, som musikken ikke mÃ¥ mangle. Faktisk mÃ¥tte Eeg gerne have fÃ¥et mere plads pÃ¥ pladen – efter min mening.

Konkluderende vil jeg sige, at trioen har fået lavet et album i krydsfeltet mellem jazz og klassisk pop som burde kunne tilfredsstille alle lyttere med præferencer inden for de to genrer. Hermed anbefalet uden forbehold.

Nicolai Majland Trio. Leaving and Believing. Gateway Music. Udkom d. 10. maj

Musikeksempler kommer, sÃ¥ snart de bliver tilgængelige…

 

Capac anbefaler. Circa Waves – Young Chasers

14. maj 2015

Titlen pÃ¥ pladedebuterende Circa Waves alluderer sammen med coverfotoet fint til, hvad det drejer sig om for bandet fra Liverpool: Ungdommelig energi i koncentrat. Fra første skæring “Get away” sættes barren højt med hensyn til højt, flintrende tempo og sprudlende energi i tretten meget medrivende og særdeles ørefængende indiepoprocksange. Der gÃ¥r en lige rød trÃ¥d fra Circa Waves tilbage til britrocken og bag den til new wave-bands som Undertones og unge U2 og videre tilbage til de mest melodiøse tresser-beatorkestre (The Who og ikke mindst The Kinks).

Det er ungdommelig, traditionsbundet musik, der indeholder den smittende livsglæde og et energioverskud, der kendetegner Ã¥rtiers powerpoprock, nÃ¥r den er bedst. Med Kieran Shudall i den vokale forgrund pisker det afsted med snertende trommer og en guitarlyd, der bÃ¥de er garagebeskidt og forbigÃ¥ende popæggende. En sang som “T-shirt weather” indfanger nærmest i en nøddeskal, hvad dette charmerende og sprælske album har at byde pÃ¥ af tekstlig og musikalsk livsappetit: “I remember T-shirt weather/ I remember some days/ We were singing our lungs out/ in the backseat together/ And the seatbelts were burning our fingers/ In the T-shirt weather/ I remember sleeping till the early afternoon…”.

Circa Waves er ikke en plade, der flytter hegnspælene på rockens og poppens landkort, men det er en plade, der på bedste vis bekræfter, hvad rocken kan, når talentet og energien er der og sangskrivningen går hånd i hånd med et band, der forstår at spille tæt og komme uder over den imaginære rampe. Hils Circa Waves velkommen i rockland! Hermed varmt anbefalet.

Circa Waves. Young Chasers. Produceret af Dan Grech-Marguerat. Virgin Records. Udkom 30. marts