CAPAC

I dag udkommer bandet Black Seagulls debutalbum Random Satellites på en 12″ vinyl (og de obligatoriske downloads). Black Seagull består af Bo Morthen (sang), Bjarni Olsen (guitar), Benjamin Hammerum (guitar og kor) og Mads huhl (trommer, slagtøj og kor). Det er en plade, der efter sigende har været længe undervejs, fordi ideerne til pladens sange ikke kunne finde et passende afløb i de musikalske sammenhænge, som sangskriver Bo Morthen var involveret i. Historikken afspejler sig dog ikke i pladens musik på anden måde end, at den virker godt gennemarbejdet og autentisk.

Random Satellites består af seks sange, der har et bredt musikalsk udtryk. Titelsangen “Black Seagull” er en mørk, lidt mystisk sang, der trækker på moderne garage-psych og alt-country, og Bo Morthens mørke, bløde vokal kan minde lidt om en ung Johnny Cash i forbifarten. “I heard it from you” er en akustisk anlagt, melankolsk  ballade om et kærlighedsforhold, der er fortid. Sangen består stort set kun af en stemme og en guitar, men får et atmosfærisk løft af lidt kor og elguitar på passende afstand i baggrunden. Derfra går det videre til en regulær rocker “Don’t know why i came” med huggende trommer og guitarer i en sang om at sætte sig selv på spil i kærlighedens tjeneste. Det er en lige ud af landevejen no bullshit-rocksang, der opsummerer, hvad Black Seagulls varemærke er: uforfalsket spilleglæde og en ukompliceret tilgang til musikken. Et klassisk rocksetup med guitarer, trommer, bas og sang og en god, iørefaldende sang er sådan set nok.

Sang nr. 4 “And the kids will howl” er også et rocknummer. Lidt mere sofistikeret i sit arrangement. men skinnet bedraget lidt, for basalt set er det også en enkel rocksag, der sender kærlige tanker hen på bl.a. Rolling Stones og lyden af moderne alternativ rock. “Fire” derimod er pladens anden akustiske ballade, krydret med elguitarlyd og slagtøj. En melodiøs, patosfyldt sang, der står i gæld både til poppen og den akustiske folk-rock fra Dylan over Bruce Springsteen og videre.

Rosinen i pølseenden er sangen “Half past summer”, der også dyrker det umiddelbare akustiske udtryk, hvor den grundlæggende vokal + guitar-konstellation stlle opgraderes til flerstemmighed og flere guitarer. En tilbageskuende sang, der hører til pladens afdæmpede afdeling og demonstrerer spændvidden i Black Seagulls udtryk. Og den peger nok frem mod det album, der må ligge i kortene hos Black Seagull.

Alt i alt er Random Satellites et udspil, der viser, at Black Seagull har meget at byde på. De fire musikere forvalter rocktraditionen med stor personlighed i udtrykket og ikke minds en mærkbar spilleglæde. Vinylen burde kunne finde vej til rockelskernes pladespllere. Hermed anbefalet.

Black Seagull. Random Satellites. Produceret af Benjamin Hammerum. Udkommer i dag.

Jeg skulle ikke lytte ret længe til den nye plade med Bo Steen Mikkelsen og Jeppe Holst før jeg tænkte: Singer-songwriter. For et gennemgående træk på pladen er Bo Steens vokal og guitar. Og det er heller ikke helt gal i byen, men skinnet bedrager lidt. For som tilfældet er med meget af den musik, der udkommer i disse år, så er musikken på Echo Lane farvet af alskens generer – fra jazz over latinamerikanske toner, country og andre sider af americana og videre til den rene vokalpop.

På pladen får Bo Steen og Jeppe Holst (guitar og bas) god støtte fra trommeslageren Casper Hegstrup (kendt fra Cody), Leif Bruun (ukulele og pedal steel), Mads Hedegaard (slagtøj) og Nikolai Kornerup. Og det samlede indtryk er en hypergennemarbejdet plade. Der er ikke tale om en decideret concept-plade. Sangene kredser om eksistentielle emner som: den rastløse søgen efter mening med livet, livets hast kontra behovet for nærvær og livets som en spændetrøje og frihedslængsel. Tekstuniverset holdes sammen af det musikalske, hvor duoen har fundet et homogent udtryk, der nærmer sig en særlig stil, der er præget af Bo Steens bløde maskuline sangstemme, den akustiske strengeleg og de indsmigrende melodier.

Echo Lane er avanceret singer-songwriter-kunst eller om man vil sofistikeret pop for voksne ører. Singleudspillet “Antidote” er allerede røget i rotation på DRs P4. Og det skulle undre mig, om  ikke andre af pladens sange kunne følge den. Hermed anbefalet.

Bosteen+Holst. Echo Lane. Producer: Leif Bruun. Eget forlag. Udkommer i morgen.

“You’d think that people would have had enought of silly love songs./ But I look around me and I see it isn’t so.” sang Paul McCartney i sin sang om “Silly Lovesongs”, hvor han slog et slag for den ubrydelige forbindelse mellem kærlighedslivet og poppen. Og denne solidaritet finder man også på sangerinden og sangskriveren Cilays nye eponyme ep. De ialt fire sange kredser på hver deres måde om kærlighedens uomgængelighed og besværlighed. Måske er temaet tydeligst i ep’ens eneste engelsksprogede sang “Without you”, der handler om kærligheden som tryghedens favn og havn, hvor den anden er den brik, der får livets puslespil til at gå helt op.

Og tematikken modsvares af renlivet feminin pop. Den 33-årige Cilay besidder en fin, lys og meget piget stemme, der står godt til de melodiøse sange, der svinger mellem det akustiske udtryk og det popelektroniske. Desværre fremgår det ikke af pr-materialet, hvem der hjælper Cilay på pladen, men fx får hun hjælp af en behagelig maskulin sanger på “Without you”, og de anonyme musikere på pladen indfanger fint det luftbobbellette popunivers, Cilay omgiver sine kærlighedssange med.

Cialys ep er sådan en lille let, forglemmelig popting, der let ville kunne glide ind på radiostationernes playlister og appellerer til ens popøre. Hermed anbefalet.

Cilay. Cilay. Producer: Andreas Mørck. Cilay Music. Udkommer i morgen

Helle Hansens nye og tiende plade Songs of Death, Love & Other Mayhem er en af den slags sjældne udgivelser, der kun med største besvær lader sig placere i kendte musikalske kategorier. Det er hverken klassisk kammermusik, jazz, pop, folk eller rock. Og så er der alligevel farver og schatteringer af det hele og mere til. Helle Hansen er en egensindig kunstner, der tydeligvis vil sin kunst og vil gå sine helt egne veje for at itonesætte sine alt andet end lettilgængelige tekster.

Som pladens titel antyder så er det musik, der vil livets alvor og ikke stryge os med håret og underholdende behage os. Vi befinder os i et landskab, hvor melankolien og mørket er dominerende, men hvor mørkets modsætning også glimtvis skinner igennem. Sådan må det nødvendigvis være.

Et eksempel blandt de mange kunne være sangen “Skeleton Crew”, der som jeg forstår den handler om at leve med bevidstheden om sin egen dødelighed, om at sejle med en besætning af skeletter, stadig være i live, men med en bevidsthed om forgængelighed og tab: “It’s too cruel to know/ it’s too hard to face/ We can’t let go/ What we can’t replace/ There’s a hole below/ Way down in the belley of the beast/ All hands on deck/ Tonight we sail with de deceased/ Sailing with a skeleton crew/ Sailing with a skeleton crew/ Sailing with a skeleton crew/ Sailing with a skeleton crew”. Risikoen, Helle Hansen løber, når hun sådan tematiserer livets tunge temaer, er, at teksterne til tider nærmer sig det prætentiøst litterære. Om kunstneren faktisk falder i den grøft, vil jeg overlade til lytteren at tage stilling til.

Helle Hansen har en rigtig god stemme og fremfører sine sangtekster med frasering og følelse, der svinger mellem det kabaretagtige (som fx i sangen “We’re late”) og det jazzede (eksemplerne er legio). Musikken er som nævnt hybrider af klassisk, jazz, pop m.m. Det er melodiske sange uden af være regulær popsange. Musik, der i allerhøjeste grad lever og ånder i kraft af sine stemninger. Ja, undertiden kan man næsten få den tanke, at musikken på denne plade er skabt til en film, der kun eksistere i hovedet på kunstneren selv.

Songs of Death, Love & Other Mayhem er en plade, man kun kan anbefale, fordi den er udtryk for et kunstnerisk mod til at gå mod middelstrømmen i dansk musik. Den er skabt af en egensindighed, der er sjælden og derfor så meget desto mere velkommen i et musikalsk landskab, hvor kommercialisme og underholdning er de kvaliteter, der sætter dagsordenen. Tag godt imod Helle Hansen og hendes nye plade.

Helle Hansen. Songs of Death, Love & Other Mayhem. Gateway Music. Udkommer i morgen.

Vagabond kalder haiku sit nye og fjerde album. Og det omstrejdende og rejsende er et grundlæggende tema på haikus – alias Henrik Hytteballes – plade. Temaet anslås helt ud på coverfotoets trævej, der fører gennem en rødlig flora ud mod en uvis horisont. Men tematikken stikker dybere end til blot den kendte vagabondmetafor. Der er snarere tale om en slags eksistentiel vagabonderen, der sker på baggrund af en tidstypisk, kulturel håb- og perspektivløshed. Og ikke mindst toget er det middel, der bærer et håb og en udvej. Måske.

Det anslås allerede i den første sang om “Sorgenfri Station”. Alene titlen antyder, at tingenes tilstand ikke helt er, som de burde være:

“Der går et spøgelse igennem Europa

Et afsporet tog borer sig igennem nattens blå

Et sted i mørket der lurer en afgrund

en afgrundsgud trækker pinen ud

på Sorgenfri Station

uden at se på nogen

Det er sæson for afsked

det er sæson for brudte løfter

Kontinental melankoli….”

Sokomo, der står for teksterne og synger, er ikke i snæver forstand en politisk tekstmager, men teksterne lader på den anden side ikke nogen i tvivl om, at noget er helt galt. Vi befinder os på et kontinent i krise, et kontinent grebet af en dyb melankoli. En melankoli, der åbner for en nostalgi mod en fortid – som det hedder i sang nr. 2 “Bål og benzin” – “Engang for længe siden var himlen altid blå/ og solen den var rund og fin som en appelsin/ Da vandrede de på sletterne – afs sted på må og få/ og guderne må vide hvad de sku nå“. Og byen, der bærer længslen er København. Men også denne længslernes hovedstad er ramt, for her sidder Jimmy Boy på en bænk og hænger “på gælden fra en lyserød sky/ I et anfald af uregerlig nostalgi/ har han solgt sin Maserati og købt sig fri/ fra bål og Benzin“.

Toget er billedet på vejen bort og ud, på drømmen om noget bedre, på flugten bort fra tidsåndens melankoli. Det bliver tydeligst i sangen “IC lykketog”, hvor manden sidder i toget og venter på en person – en kvinde – på perronen. Men hun når ikke toget.

Og det fremmedes attraktion og befrielse anslås i sangen “Klynkernes bro”, hvor det hedder:

“Stille nu, sover du?

som et eventyr

kommer hele verden rundt i nat

til de skønneste byer

under fremmede stjerner bliver det hele let igen

ligeså let som ingenting”

Så i søvnen, drømmen er det farvel til Sucker Street, til Tingeltangel Town eller Middeltown eller hvilke navne, der vælges til byen, der er ramt og plaget af den kontinentale melankoli, medens man venter på “dommens dag på Klynkernes bro”. Jovist, kulturpessimismen og forfaldsbevidsheden har et godt greb i sangskriveren. Og måske er sangskriveren i virkeligheden manden, der – i sangen “Stukket kold i natten” – har mistet sin forstand og står og “råber i byens megafon/ verden den går under nu til morgen/ men vi siger det ikke til nogen/ la vær at se til siden og la vær at se frem/ la vær at se tilbage og la vær at se på dem/ der vifter med en stor kanon“. Der er ikke meget håb, ikke meget at læne sit hoved til i det dysforiske univers, som Sokomo maler. Måske er det i virkeligheden kun i forholdet til den anden, der er et spinkelt håb: “Jeg gider ikke mer – jeg tror ike på det mer/ Kun på dig og mig – og ingenting imellem/ og ingenting imellem“. Og måske i selve den tematiske vagabonderen?: “Og ligesom, alle de andre der hænger på en kant/ er det tid at se tilbage nu og kravle ind på land/Ryggen fri/ Gå gå måne/ go go vagabond...” (“Vagabond”).

Sokomo fremfører sangene med en diktion og tilbageholdt sangstil, der et øjeblik ledte mine tanker hen på Peter H. Olesens. Sokomo dyrker ikke det patetiske, selv om det ligger lige til højrebenet med pladens desperation og fortabthed, men excellerer mere i et nøgternt og nøgent sangforedrag, der udmærker sig ved at gøre teksterne let dechiffrerbare – også selv om man ikke her heldig at sidde med tekstarket, der følger med pladen.

Hytteballe står selv for det meste af musikken, men får dog hjælp på trommer af Bijan Farsijani på fire af sangene. Og musikken er en iørefaldende, melodiøs omgang electronica, der forsigtigt læner sig op ad og lader sig befrugte af postpunkrock og moderne folk. Som teksterne er musikstykkerne især stemningsstykker, der kræver en lytter, der vil give sig tid til at lytte med. Vi befinder os ikke i de kommercielle popradioers segment.

Hermed anbefalet.

haiku. Vagabond. produceret af Lars Henrik Nisssen. Haiku Music. Pladen udkommer i dag.

Asfalt kalder Poul Krebs sin nye plade. Og på det enkle sort-hvide cover er hovedpersonen afbilledet med asfaltvejens midterstribe hen over det garvede, voksne ansigt. Asfalten er et billede. På de veje den farende musiker tilbagelægger, når han er på tur. Men man skal vogte sig for metaforernes lag. Også her i Krebs’ sangskrivning skrider metaforen ud og bliver alt andet end simpel. Det fremgår med stor tydelighed af sangen “Lugten af asfalt”, pladens anden sang:

Lugten af asfalt

mit tøj, mit hår, min hud

5 nætter om ugen

ruller jeg vejen ud

Lugten af asfalt

Neongrøn

To skridt tilbage

To skridt sniger jeg mig frem

Lugten af asfalt 

Lugten af asfalt  drømmen om dig 

Billedet forskyder sig fra den sanselig lugt af asfalt til drømmen om en kærlighed. “Når det kommer til kærligheden/ står jeg i tjære – ikke i held” hedder det der, hvor tingene smelter sammen. Sansning, krop og drøm.

Og kærligheden og kæresteriet får sine besyv med på denne plade. I “Vi tog heldigvis fejl”, hvor Krebs ledsages smukt af Lisa Nilsson, er det den modne besindelse på kærlighedens styrke, det drejer sig om. Om at gå fejl af hinanden og om at ‘lære lidt hen ad vejen’. Det er en moderne version af Krebs gamle hit om kæresteriet “Sådan nogen som os”, tilpasset de mellemliggende mange års erfaringer, men med troen på kærligheden i behold. Og meget smukt iscenesat med Lisa Nilsson som indlevende feminin modpol.

Også i “Giv mig nu bare de øjne” handler det om at gå galt af hinanden og finde ind til kernen, sandheden i forholdet:

Giv mig nu bare de øjne

der piller alting ned lag for lag

Der kender sandheden om de smukkeste løgne

vi af og til gemmer os bag

“Der må være et sæt nye regler/ For hvordan kærester slås” hedder det videre. Godt nok ‘lærer vi lidt hen ad vejen’ noget om spillets regler og kan drømme om en ‘modernisering’ af reglerne, men i sidste ende handler det om at se hinanden i øjnene både i direkte og overført forstand. Og Krebs’ sange er der en grundfæstet tro på kærligheden. Som det også kommer frem i “Solen på min himmel”:

Du er solen på min himmel

Du er månen i min nat

Du er et dybt blåt hukl imellem skyerne

Hvor mit blik brænder sig fast

Kærlighedsforholdet som det sted, hvor bevægelsen går i stå, hvor man føler sig hjemme og finder en ro.

Det er kendetegnende for Krebs’ kærlighedssange, at han kan sætte ord på det mest smertelige og ømme uden at ende i det rene føleri og sentimentalitet. Godt nok er der gemt en romantiker i Krebs, men hans diskretion og udprægede sans for det usagte sikrer, at han ikke kører af sporet. Og sådan er det langt hen med alle mandens sange. Han foretrækker antydningens kunst frem for den ligefremme, banale tale. Et eksempel er den godt skjulte samfundskritik, der ligger i sangen “Ku vi være dem”. Sangen der indleder pladen foregår i et gammelt tivoli “der lugter lidt af candyfloss/ Fordi de nok mner – det er det der skal til/ og vi sikkert ikke har fået nok”. Det ligger snublende nært at opfatte dette tivoli som et billede på den sociale virkelighed, vi lever i, “en verden der falder fra hinanden” – og som vi måske kunne være dem, der holder sammen på. Lige netop den sang understreger måske også, hvor Krebs’ styrke som sangskriver ligger. Netop ikke i det store verdensperspektiv, men nede på hverdagsplanet, hvor individuelle situationer og øjeblikke er fulde af grænseoverskridende betydninger. Som i sangen om kvinden der cykler hjem fra arbejde, “You gotta move on”:

Du står midt i verden – midt i verden af i dag

og tankerne går langt fra i takt

Og du synes alt det sorte det er gået lidt for vidt

Angsten kommer krybende for tit

Hvor “Ku vi være dem” nok er pladens mest højttalende kommentar til tidsånden, så belyser “Yo gotta move on” den samme problematik fra en stille eksistens’ oplevelsesverden.

I “Mest til solskin” fremkommer Krebs med en slags signalement af sin sangskrivning:

Jeg er mest til solskin – en lille plet i byen

hvor vinden holder fri og kaffen holder sig lun

Og jeg udspionerer mennesker der passerer

Jeg hører de kommunikerer med et åbent sommersind

Jeg er mest til solskin […]

Jeg er mest til solskin – skriver bedst i regn

Når himlen snører sig sammen – melankoliens tegn

Når den hælder al sin længsel udover byens trængsel

og det mønster i dråbernes vrimmel

er det min sang bliver skrevet af

Jeg er mest til solskin

Jovist, Krebs’ sange er – for at blive i billedsproget lidt endnu – gennemvædet af melankoliens tegn, selv om solen kigger igennem i de fleste af dem. Og sådan er det jo med melankolien. Den findes der, hvor lys og mørke, sorg og glæde mødes. Og Krebs er god til at sætte ord på lige netop det, der ikke er hverken helt sort eller helt hvidt. Nænsomt får han besunget det uudtalte, det usagte, den merbetydning, der kan ligge i en konkret situation eller en bestemt oplevelse.

Og hans egen nedtonede, nærmest lavmælte sang understøtter på bedste vis sangenes indbyggede diskretion. Og kunstneren får den fineste opbakning af et hold musikere, der har fundet en god balance mellem den kollektive homogenitet og de enkelte instrumenters markeringer.

Pladen er til dels indspillet med levende publikum i studiet. Og det kan man godt høre. Der er en sprød stemnings af intimitet over flere af sangene. Og et ekstra plus er det, at Poul Krebs denne gang har valgt at få selskab i den vokale forgrund af ikke alene Lisa Nilsson, men også nordmanden Henning Kvitnes og sin danske kollega Michael Falch. De bidrager hver især med at give de i øvrigt karakteristisk melodiøse sange en ekstra dimension, der står godt til dem. Det ville være oplagt at invitere de tre venner med på en kommende tur rundt i landet.

Pladen er hermed anbefalet på det varmeste.

Poul Krebs. Asfalt. ArtPeople. Udkommer i dag.

Som nævnt vil jeg bruge 2014 til at få rådet bod på nogle af mine undladelsessynder. Og i musikalsk sammenhæng er en af mine store undladelsessynder, at jeg ikke har fået omtalt og anbefalet Hans Wehners album Country My Way. Der var hele tiden noget, der kom i vejen. Om ikke andet så overspringshandlinger og almindelig dovenskab. Men nu er tiden så kommet. Skrivebordet er ryddet for presserende opgaver, der er ro i lejren, fred i sindet. For en stund.

Hans Wehner er fra Esbjerg og har dyrket musik siden barndommen. Jeg håber, at jeg kan vende tilbage med en mere udførlig præsentation af Wehner ved lejlighed. Men albummet Country My Way har været et con amore-projekt, som Wehner har været længe undervejs med og har måske været et af hans undladelsessynder, der først blev rådet bod på i perioden 2009 til 2011, hvor Hans ene mand realiserede sin drøm og indspillede et helt album med country. Det specielle ved pladen er også, at Hans står for det hele selv – fra komposition af musik over håndtering af instrumenterne – og det vil primært sige Hammond B3- og Tyros 3-keyboards, der gør det ud for mange andre instrumenter – og sang til indspilning, mixning osv. Et one-man-band-projekt med andre ord.

Det mest imponerende er måske i virkeligheden ikke den kraftpræstation, det er, at stå for det hele selv – men derimod, at det endelige resultat ikke fremtræder som sådan. Hvis man ikke lige vidste det – fra Wehners egne tekstnoter i pladehæftet – så kunne man sagtens forledes til at tro, at det var et kollektivt projekt.

Titlen på pladen Country på min måde angiver klart pladens karakter af egensindigt con amore-projekt. Wehner brænder tydeligvis for countryen. Eller skulle man sige countryrocken. For det er tydeligt nok for mig, at Wehner blandt andet henter megen inspiration i netop den countryrock, der strømmede til os i halvfjerdserne fra den californiske vestkyst. Det understreges bl.a. et par covernumre, der så at sige viser, hvor højt kvalitetsoverliggeren ligger i Wehners projekt. Vi finder således en fortolkning af Crosby, Stills, Nash & Youngs klassiker ”Teach you children” (fra albummet Deja Vu). Og Wehner kommer meget tæt på originalen. Udgaven er mere tilbagelænet, originalens fremtrædende pedal steel lige så og de vokale harmonier er også – helt forståeligt – et stykke fra originalens unisone skønsang. En anden udfordring Wehner kaster sig over er Allman Brothers’ største hit ”Ramblin Man” (fra albummet Brothers & Sisters). En af sydstats-countryrockens milepæle, beundret for sit fængende kor og sangskriver Dickie Betts sang og – ikke mindst – guitarspil, der får lov til at strække helt ud sidst i sangen. I Wehners udgave er musikken trukket mere i baggrunden og vægten lægges på solistens sang og på den tilbagelænede tilgang til sangen. Man kan måske udtrykke det således, at Wehner sætter sin streg under country i countryrock. Eller snarere er det sådan, at det er Wehner inspiration fra den traditionelle country, der skinner igennem i disse to nedtonede countryrockere, der har mere med forbindelse til en Bobby Bare end til vestkystrockerne. Og måske finder vi i denne kompromisdannelse mellem det traditionelle og det moderne den my Way albumtitlen sigter til. Dybest set er Wehner traditionalist, selv om han elsker countryrocken…

Traditionalismen afslører sig også i sangskredsens kredsen om den traditionelle countrymytologi med hverdagsnære tekster om at sidde med fødderne i vand,slappe af og drikke en øl (”Toes”) – eller sange til hende den særligt udvalgte blandt det smukke køns repræsentanter (”Love of a woman”). Ja helt ud i coveret, hvor Wehner poserer iført cowboyhat og -skjorte skinner traditionalismen igennem.

Som sagt har Hans Wehner hjertet med i projektet. Og det gør indtryk, at musikken kommer lige fra hjertet og udføres med sans for countrymusikkens særlige æstetik. Musikalsk er der ikke noget at sætte sin kritiske finger på, men man kan godt tage sig i at drømme om et album, hvor Hans fik lov til at gøre det på sin måde med et hold countrymusikere fra det store land derovre, hvor musikken kommer fra. Måske sker det – i hvert fald er Wehner vist allerede i gang med projekt nr. 2.

Hermed varmt anbefalet alle med smag for country.

Hans Wehner. Country My Way. Produceret m.m af Hans Wehner. Wehner Records. (dobbeltcd m. mp3-filer)

[Klik på billedet for at se det i en lidt større udgave]

Fra Troels har jeg modtaget Wonderlands nye 7″ med dobbelt A-side. Den københavnske kvartet springer flot og fredigt ud og rider med på en lille bølge af rock, der både er smækker og lækker indiepopvellydende og har klare røde tråde tilbage til den for tiden så populære psychedeliske musik fra tresserne. Lyt fx til det Farfisa-saftige, potentielle playlistehit “Far away”. Det burde kunne vække selv indslumrede P3-lyttere op til dans og medsang. I B-side-balladen “Alabama” får “Far away” et eftertænksomt, roligt modspil, der om ikke andet viser at de fire københavnere har spændvidde nok til at kunne bestride et større pladeformat næste gang. Måske endda et helt album. Tag godt imod Wonderland, der understreger grokraften i den danske rocks undergrund. Jeg håber, Troels også sender mig deres næste udspil. Kom igen.

Pladen er udgivet af Levitation Records.

Hvori består Bob Dylans storhed som kunstner? Spørgsmålet dukkede op i mit hoved, medens jeg lyttede til Johannes Andersens nye plade Mellem skyernes skygger. Forbindelsen mellem Andersen og Dylan blev skabt med Andersens debutalbum Natten er når – Bob Dylan på dansk, der udkom i 2012 og fik fine anmeldelser med på vejen – blandt andet af min kammerat og blogmakker Torben Bille.

En anden tanke, der dukkede op, var, at man som udøvende musiker måske ikke slipper ustraffet fra at beskæftige sig med Bob Dylan. Vi ved godt, at rigtig mange – også danske kunstnere – har ladet sig påvirke og inspirere af tekstmageren og sangskriveren Dylan. Fra Eik Skaløe til Steffen Brandt og altså Johannes Andersen. Men Dylans betydning handler om mere og andet end blot at skrive noget, der ligner hans tekster, eller at lyde som ham. Jeg tror, at Dylans storhed hænger sammen med, at han om nogen i den generation, der brød igennem i tresserne, har været eksponent for den moderne kunstners æstetik. En æstetik, der insisterer på det singulære individs dybt subjektive og dybt personlige fortolkning af den moderne virkelighed, samtidig med at den stod på skuldrende af og øste af en tradition.

Det er denne æstetiske dimension, jeg genkender og -finder hos Johannes Andersen snarere end simple associative ligheder. For også Johannes Andersen insisterer også stilfærdigt på den singulære fortolkning af den virkelighed, han nu kender bedst. Og som lidt forenklet sagt er en provinsvirkelighed langt uden for Valby Bakke.

Hvordan denne singulære fortolkning kommer i stand anslås allerede med den første sang “En sten i skoen”: “Indestængt had/ Horisont af beton/ På flugt i en ghetto/ Vender bare om/ Der er noget der klemmer/ En sten i min sko/ Har alt for travlt/ Til at tage den ud/ Container i brand/ Masser af vand/…”. Med enkle iagttagelser og sansninger, der udmønter sig i korte sætninger, males et mentalt billede, et billede af en sindstilstand, der uden at blive helt skarpt og alt for tydeligt antyder noget klaustrofobisk, udsat og jaget.

Mere konkret er sangen “Døde grise på min vej” om at være fanget i en lang kø på motorvejen: “Spilder min tid med at vente på at noget sker/ Kikker over grønne marker som ingen ser/ Ligger der døde grise midt på motorvejen?/ Døde grise på min vej...” Igen er det et mentalt billede, der tegnes op, af livet i moderniteten. Vi kender alle situationen, at sidde i en bilkø. Her løftes oplevelsen ud af den private oplevelse og bliver til en personlig oplevelse af en moderne udsathed med en nærmest almenpolitisk dimension: “Biler i det inderste spor køre langsomt frem/ Tænder et håb – og stopper så op igen/ Kæmper med uvidenhed og stilstand i højeste fart/ Føler mig fuldstændig nøgen og sitrende sart“. Tydeligst kommer udsatheden og det politiske måske til udtryk i “Jeg har gjort det”: “jeg har hørt det mange gange før/ Hørt fremmede stemmer uden for min dør/ Og det har sortnet for mit blik/ Bankende hjerte, ordene vil slet ikke/ Men verden lader som intet/ Bjerge vålter, floder løber tør/ Hvad er problemet?/ Bare vis mig, hvordan man gør/ Hvordan man gør”.

I “Et drømmehus” er det det falmende liv i det, medierne kalder Udkantsdanmark, der itale- og itonesættes. Et landsbyliv præget af forandring, forfald og forladthed: “Frysehuset står der stadig/ Forsamlingshuset bygget om/ Der er fest en gang om året/ Og mange, der ikke kom/ På toften bor Ingelise/ en ildsjål med energi/ Griner tit og långe/ Tånker på Vestervig“.

“Næste trin” tematiserer intimiteten mellem de to køn i en sang om at være ud og danse. “Nu spiller musikken/ Den spiller op til dans/ Hvis du vil danse med mig vil jeg danse med dig“. Men selv her i tosomheden med dens latente erotik (“Jeg kan mærke dig mod mig/ Mens vi svæver samme vej/ Dine lår mod mine ben/ Næste skridt er op til dig“) presser den moderne virkelighed sig på. Ræven roder efter føde i affaldet, en pige i bussen stirrer efter fyren, der ikke kom og garderobepigen Lis fortaber sig i en avis, medens hun tager sig af de besøgendes tøj. Den dobbeltbundede intimitet genfinder vi også i sangen “Øjeblikkets evighed”, hvor en tilsyneladende ro og stilhed brydes af en eksistentiel uro og ængstelse. “Der er stille, her er tyst/ Jeg er bange, gennemlyst/ Tunge skyer, regn og blæst/ Venter stille, den sidste gæst“. Her som i andre af sangene støder vi på en eksistentiel udsathed, der fremstår som et vandmærke i det liv, der er blevet kaldet moderniteten eller sågar postmoderniteten. Akkurat som hos Dylan og andre af de store i hans tradition, så er der en ofte uartikuleret uro og ængstelighed, der ligger latent under oplevelsen og sansningen af den konkrete virkelighed. Selv når kragen uden for vinduet sanses, mærker man en sitrende uro: “Kragen lettede fra plænen med et skrig/ På tunge vinger strøg den tæt forbi/Satte sig i træet uden mål og med/ Øjeblikkets evighed“.

Men ikke kun Dylan er med på pladen som en diskret forudsætning – andet ville også være mærkeligt. Vi støder fx på Jeppe Aakjær i sangen “Sidder og kigger på en tordensky”, hvor der sendes en tak til Aakjær. En sang skrevet i hans ånd så at sige. Men også en moderne sangskriver som Søren Kragh Jacobsen, som også befinder sig i et spor efter Dylan, sætter sig måske et spor på pladen. I hvert fald er det svært ikke at komme til at tånke på Jacobsens “Kender du det” (den om Mona, Mona, Mona…), når man lytter til Johannes Andersen “Kender du det”. Måske er Andersens sang i virkeligheden en voksen, moderne udgave af den gamle sang om fumlende teenagekærlighed – en sang, der ikke handler om kærlighed, men om de daglige uheld og den fremmedgørelse, man kan møde i den moderne virkelighed. At få stjålet sin cykel, blive overrasket af et voldsomt regnvejr, blive fanget i kassekøen, finde et hul i en tand og stå med et dankort, der er så slidt at det ikke virker, at få øje på en gammel ven osv. Små episoder i risikosamfundet, kunne man kalde dem.

Mellem skyernes skygger er samlet set en plade, der giver lytteren et sanseligt signalement af af en konkret subjektiv virkelighed. Musikalsk får Johannes Andersen hjælp af Nikolaj Heyman, der også er producer på pladen. Heyman udgør nærmest et One-Man-Band, idet han trakterer både guitarer, bas, tangenter, slagtøj og baggrundssang. Med undtagelse af et enkelt nummer – “Jeg har gjort det” – hvor Andersen har fået hjælp af Nils Torp, så står han alene for al musik og tekst. Og sangene, der deler sig i stille numre og uptempo-numre, ligger tydeligt inde for rammerne af det, vi betegner ‘roots’ eller ligefrem ‘americana’. Johannes har en god stemme, der udmærker sig ved en upåklagelig frasering, der lader teksterne stå prisværdigt klart for lytteren, selv om tekstarket ikke er lige ved hånden. Og med sin tilbagelænethed og varme passer stemmen perfekt til de melodiøse sanges lidt upolerede, skramlende arrangementer.

Kort og godt har Johannes Andersen begået et meget personlig, velafrundet plade, der uden tvivl vil være en af de plader, jeg vil huske tilbage på, når året er omme – og en plade, der ofte vil optage pladsen på min afspiller. Hermed varmt anbefalet.

Johannes Andersen. Mellem skyernes skygger. Produceret af Nikolaj Heyman. Jla Records. Er udkommet.

Opdatering: Som jeg plejer at gøre sender jeg altid en henvisning til min omtale til kunstneren/pladeselskabet eller den, der har været så venlig at sende mig et anmeldereksemplar. Således har jeg også gjort i tilfældet Johannnes Andersen. Og Johannes har kvitteret med en kommentar, som jeg synes jeg vil dele med jer, da den gør mig rigtig glad for det, jeg har skrevet:

“Tusind tak for din meget interessante anmeldelse af min plade. Du har blik for ting, jeg ikke selv har tænkt over eller set. F.eks. den simple associative tekst i nogle sange. Ligesom du også vender Dylan på en meget fint måde endnu engang. Du har også fået noget nyt og spændende ud af Øjeblikkets evighed – uro. Spændende og interessant at blive belyst på den måde. Tak! Nye indsigter.
At du så slutter som du gør, varmer jo enhver, der bliver anmeldt. Det er jeg glad for. Meget.”

Ud over gode læsere, så er en sådan tilbagemelding den bedste form for anerkendelse, man kan få som skribent.

Det positivt-livsbekræftende perspektiv på Stig Skovlinds nye plade skinner igennem som en solstråle i pladens titel – Nærmeste solopgang – og i titelsangen om en taxatur i kongens København: “Er vejen mørk, er turen lang/ til nærmeste solopgang/ svinger vi ved første lys/ kan du sige mig min ven/ er der lang vej igen?”

Den midaldrende Stig Skovlind (f. 1963) har musikalsk set være længe undervejs. Født på Nørrebro og opvokset i en familie, der var til musik og fest. Og den musikalske opvækst førte ham ind i musikkens verden. Først med ungdomsbandet Snooze, senere funkbandet Tonight og senere igen til partybandet Beverly Hills Orchestra, der gennem næsten tyve år blev Skovlinds faste arbejde. Nogle engelsksprogede plader er det også blevet til. I 1992 kom debutalbummet under navnet Busborg. Den blev fulgt op af Coffee & Love og i 2004 af Breaking News from the Coffee Shop. Og nu er så Skovlinds nye, første dansksprogede album udkommet. I mellemtiden er kunstneren blevet ‘skilt’ og har fundet en ny havn til kærligheden. Og livets tyngde og alvor har sporet ham ind på det danske sprog som det sted, hvor han bedst vil kunne sætte ord på sine erfaringer og sit liv i det hele taget.

Og som sagt får det en positiv-optimistisk valør, når Skovlind fordansker sine oplevelser og tanker. I den indlende sang “Lommerne fulde” finder man noget så sjældent som en musikalsk hensigtserklæring om, hvad musikkens og sangene skal gøre godt for: “Med lommerne fulde af drømme og sange/har jeg intet imod at gi’ et par vers/ Og synge for dem der har noget i klemme/ og dem der har fået livet på tværs/ Synge noget smukt for dem der er triste/ med skønhed og for de der ved lyden af sange/ sidder med krummende tæer til det sidste (osv.)” Lindskovs sange og musik bygger på et livsoverskud, der skal deles med dem, der har brugt for det og gider at give sig tid til at lytte med. Og det kan kun anbefales.

I det fine teksthæfte, der følger med (mit eksemplar i hvert fald), kan man studere de ligefremme sangtekster, der er forfattet i et hverdagssprog, der ligger godt på tungen og ubesværet kommer til udtryk i Skovlinds bløde, lyse og maskuline stemme. Og som, når Skovlind vrider ordene lidt aftvinger sproget lidt poetisk energi som fx i den tilbageskuende sang “Dem ved siden af” om barndomslivet hjemme i boligkarreen med far, mor og familie”: “En sporvogn på Tagensvej/ ringed’ med klokken/ og vækked’ tiil endnu en dag/ Vi boede på fjerde til venstre/ uden udsigt til indsigt/Jeg tror jeg var tre”. Et lille snapshot fra det lukkede barndomsland, hvor poesien – “uden udsigt til indsigt” – peger ud over erindringsbilledet lukke. Og sådan er det med Stig Skovlinds sange. De er små scenerier, billeder fra for- og nutid. Fulde af stemninger og sansninger. Det er som at kigge i et gammelt familiefotoalbum.

Musikken på pladen stemmer på bedste vis overens med teksternes livsoptimistiske tilgang. Sammen med et hold yderst kompetente musikere og sangere – Steffen Qwist (gt.), Rune Harder Olesen (slagtøj), Jon Bruland (bas), Jeppe Gram (trommer), Bobo Moreno (sang) og Gry Harrit (sang), Mathias heise (mundharpe), Lelo Nika (harmonika), Jacob Tesch (gt.), Julio Ortiz (piano), Lars M. Fischermann (trommer), Yasser M. Pino (kontrabas) og Marie Dam Jensen (sang) – har Stig Skovlind kreeret en plade, der består af 11 meget iørefaldende popmelodier, der stilistisk især henter inspiration i Caribien og Sydamerika. Det er pop med jazzfeeling, reggae-, samba-, bossanovarytmer. På den led kan pladen give mindelser om fx Stings og Paul Simons flirterier med ikke-centraleuropæiske musikformer. Uden sammenligning i øvrigt.

Nærmeste solopgang er en plade man kun kan blive i godt humør af. Og som sådan lever pladen til fulde op til den indledende sangs målsætninger. Og den går lidt på tværs af og imod strømmen af tidstypisk musikalsk melankoli.”Livet stryger mig med håret/ smelter al melankoli/ Dine varme kys og læber/ der hvisker en fortrolig melodi” (Stjerner på tapetet). Pladen er som en velkommen vitaminindsprøjtning her i vinterens gråhed. Og jeg kan kun anbefale, at læserne vil tage den til sig, for det er en charmerende og velgørende plade Skovlin har begået, og man kan kun se frem til den næste.

Stig Skovlind. Nærmeste solopgang. Giant Sheep Music. Er udkommet – og kan bl.a. fås via Skovlinds hjemmeside.

“The Last Call” er kvintetten The Reptones “svære” toer, der følger op på debuten “Ingrid, It’s only a movie”, der blev godt modtaget af anmelderne. Og med den indledende skæring, den næsten arketypiske sang om pigen “Anna Lee” skriver Reptones sig ind i en rocktradition. Med sine markante riffs maner sangen ligefrem billedet af The Rolling Stones frem i bevidstheden som en slags åndelige vejledere for den guitardrevne rock, som Reptones excellerer i. I det hele taget kan man sige, at Reptones fremstår som forvaltere af den AOR (album oriented rock), der siden midten af 1970’erne har søgt mod hitlisterne og radiostationernes playlister med gennemproduceret, melodiøs rock, som byggede på en bund af ‘roots rock’ og arrangementer med en forkærlighed for potente elektriske guitarer, suppleret med diverse tangentinstrumenter, blæsere m.m.

Reptones består af: Bo Bech: sang, piano, keyboards, basguitar, accordion, harmonika; Rolf Gjesdal: Electric guitars, kaossilator; Niels Meredin: Electriske og akustiske guitarer, dobro, backing vokal, Jesper Rasch: trommer og slagtøj; Morten Steingrim: Piano, keyboards, basguitar, backing vokal. Og til forskel for debutalbummet, der var produceret af Paul Kimble (kendt fra Grant Lee Buffalo), så står bandet denne gang selv for produktionene ved Bo Bech & Morten Steingrim. Og instrumenteringen, arrangementerne og produktionen er resulteret i en stemningsfuldt og homogent album, der i sit lydbillede både er tilbageskuende mod traditionen, og skriver sig ind i vor tids genopdyrkning af rockens rødder under overskriften “americana”.

Og helt efter opskriften består “The Last Call” af en blanding af udadvendt heftig rock, stille rocknumre og ballader. Et godt eksempel på den stille rocksang er “Just like the rain”, der er en tilbagelænet rocker i ånden fra Fleetwood Mac og Bruce Springsteen (se video). Et andet eksempel på balladen er den næsten helt akustiske kærlighedssang “Tonight” om at få kærligheden til at fungere, og hvor udtrykket nærmer sig regulær pop.

Tematisk bevæger teksterne på pladen sig inden for et emotionelt univers, der må siges at være velkendt med kærlighedeslivets udsving centralt placeret.

Samlet set er The Last Call et yderst kompetent dansk bud på, hvordan en moderne traditionsbevist rockkage skal bages og skæres. Og med den plade må Reptones have inviteret sig ind på pladetallerknen hos enhver, der elsker god rock – og ind på de festivaler, som den kommende sommer har så mange af. Hermed varmt anbefalet.

The Reptones. The Last Call. Produceret af Bo Bech & Moren Steingrim. Udkommer i dag den 3. februar 2014

Jeg skulle ikke lytte ret længe til Bolværkets nye plade – hvem er du – før jeg fik flashbacks til tressernes og ikke mindst halvfjerdsernes dansksprogede pop og rock. Lige fra John Mogensen og Teddy Edelmann og til Troels Trier og Røde Mor. Blot for at nævne nogle af de fremmeste i den tradition, der fermt har forbundet populærmusikken med tekster, der er forankret i hverdagen  og som på forskellig vis sparker til den veltilpassethed, der truer os alle, og dirrer af rebelskhed.

Bolværkets tekster – der desværre ikke er trykt på mit anmeldereksemplar – besidder de omtalte kvaliteter til fulde. Her er en jordnær kærlighedssang til storbyen “KBH”: “Vi elsker dig Kbh, når du springer ud, på bænken igen med de kølige…“. En kærlighed til København set fra byens mange bænke, hvor der indtages et kvantum kølige bajere. Der er tale om en slags modstykke til Ulige Numres elskede “København”. Men modsat denne, så er Bolværkets perspektiv ikke til at tage fejl af. Vi er i en eller anden forstand nede på bunden af samfundspyramiden. Der, hvor livsappetitten skylles ned med og næres af de kolde fra kassen.

Tematikken gentages i sangen om “Mozarts plads”, hvor “de kolde (kun) koster 5.95“, som det hedder i omkvædet. Her stilles der ind på en konkret lokalitet i Kbh, hvor bajerne også er et nødvendigt omdrejningpunkt, og hvor “det forsømte liv” illustreret af små snapshots af de personer, der befinder sig i området. Lige fra damen, der sender onde blikke til mændene på pladsen, til “en eksotisk kælling med rosa mund“. Nok er det et lettere fordrukkent, forsømt liv, der italesættes, men det sker med en jordnær, sanselig poetik. Og det er i denne kobling til det sanseligt-konkrete, Bolværkets tekster stærkest, mest autentiske og mest vedkommende. Teksterne bliver en anelse mere ordinære, når de – som fx i “Det hele drejer rundt” og titelsangen “Hvem er du” – får den alment personlige karakter, der hersker i megen af tidens populærmusik. Det understreges straks af den ærlige sang om “Glædespigen”, luderen, der drømmer sig bort, med nålen i armen og kundens pik i munden. Ellers i sangen “Du var sjov engang”, hvor erindringens detaljer fremkaldes løbende som farverne i en gammel rulle negativer.

Bolværket består af Lau Ebbesen (sang), P (Per “P” Petersen, guitar, sang), Gasolins gamle basist Wili Jönson og Peter Kibsgaard (trommer og slagstøj). Og med hjælp fra nogle venner ( Ole Kibsgaard på melotron og sitar, Michael Awuni piano og Richard Plougmann kor) har bandet itonesat sangene med en melodisk rock, der emmer af både tressergarage og punk. Beskidt swingende rock og rul, der passer som fod i hose til tekstuniversets ærlige og sanselige konkrethed. “Nu står jeg i din opgang og pisser glasskår” kan ikke synges som pop…

Som skrevet, så trækker Bolværkets nye plade tråde tilbage til en – ja, lad os bare kalde den det – folkelig tradition for hverdagsforankrede tekster. Og med sin forkærlighed for upoleret rock skiller Bolværket sig herligt ud fra meget af tidens lige lovligt pæne og velfriserede pop- og rockmusik. Og som sådan er pladen et velkomment spark i røven til såvel blaserte anmeldere som et publikum, der spises af med xfactorpop og glat streamingstjenestemuzak. Jeg synes, det er en dejlig plade. Hermed varmt anbefalet.

Bolværket. Hvem er du. Produceret af RIchard Plougmann & Bolværket. Ventura Records. Udkommer i morgen, mandag d. 3. februar

Dagning er et godt dansk ord for det tidspunkt i døgnet, hvor nat bliver til dag. Og North Falls lille album (8 numre) Outside it’s growing light kredser tematisk omkring dette overgangstidspunkt, hvor lyset – som titlen angiver – så småt er ved at bryde frem, men natten endnu ikke helt har sluppet taget.

Bag North Fall gemmer sig først og fremmest den unge sangskriver og musiker Anders Belling. Sammen med en lille håndfuld musikalske venner – Mikkel Moseholm på trommer, David Nedergaard på bas, Kevin Hansen og Simon Kjær på guitarer har Belling indspillet or produceret musikken, der oprindeligt er blevet til i en etværelses lejlighed på Nørrebro i København.

Omstændigheder omkring musikkens tilblivelse forklarer muligvis, hvorfor resultatet fremstår som rå, upolerede lo-fi indiemusikstykker. Produktionen ligger milevidt fra tidens blankt skinnede, strømlinede og kønsløse måde at producere musik på og sender tankerne hen på den æstetik, der blev dyrket i punken og – ikke mindst – postpunken. Det er ikke musik, der søger X-Facot-segmentets gunst, men musik, der lever og ånder for de stemninger, der opstår, når skrøbeligt melodiøse og lidt mistrøstige sange omgærdes af frenetiske guitarer, der svæver over en dansende bund af trommer og bas. Det er ikke popmusik for dem, der vil smigres og stryges med håret af mainstreampoppens indladenhed, men musik, der givetvis vil finde sit publikum hos indiepublikummet og hos dem, der sætter pris på musik, der vil mere end bare behage. Hermed anbefalet.

North Fall. Outside it’s growing light. Soholme Records. Udkommer i morgen mandag den 27. januar. 

Det er næsten to år siden, jeg sidst havde fornøjelsen af at omtale den danske singer-songwriter Jens Lysdal. Det var hans fremragende album A Matter of Time. Og nu er Lysdal så aktuel igen med albummet Easy Heart.

Easy Heart er den helt rigtige titel til et album, der uden at fornægte den omsiggribende melankoli i populærmusikken, går i den anden retning og besynger det positive, det livsbekræftende og livets skønhed i stort og småt. Den lette tone anslås allerede i den fine indlendende sang om livets sødme “It happens to me sometimes”, hvor det bl.a. hedder: “Do you ever have fireflies in your mind/Or bubbly water in your spine/do you evet thing uh sweet life of mine/Mmm – it happens to me sometimes.” Små øjeblikke og stunder af lykke og livsintensitet. Hvem kender ikke dem, hvis de skal være ærlige?! Selv om det kun sker en gang imellem.

Og let om hjertet er Lysdal også i sangen “The Beauty of it all”, der handler om den skønhed, der kan binde de to vidtforskellige køn sammen i latter, venskab og kærlighed. “Walk with me and share what there’s to share/Let me be close enough/ So I can smell your hair and touch your lips/What is perfect – what is true“. Men et eller andet sted, så er melankolien og sortsynet der selvfølgelig også som en nødvendig modsætning og klangbund. Og det ville være galt andet. Vi kan ikke få det ene uden det andet. Og i kærlighedssangen “I should have danced” balancerer sangtekstens hovedperson på kærlighedens knivsæg og kan ikke rigtig overvinde sig selv og kaste sig ud i dansen og kærligheden. Eller i den anden kærlighedssang “Le’s go to bed”, hvor det handler om – for parret – at finde ind til hinanden mentalt og kropsligt og hvor vejen er forståelse, forsoning, kærlighed – og en sang.

Men først og fremmest bæres albummet frem af en følelse af lethed om hjertet, der i allerhøjeste grad understreges af musikken, som Lysdal har indspillet i The Congress House, Austin Texas med et mere end kompetent hold af musikere bestående af: Tim O’Brien (mandolin, fiddle og akustisk guitar), Greg Leisz (pedal steel guitar), Danny Frankel (trommer og slagtøj), Glenn Fukunaga (bas), Bjarke  Falgren (vioolin,viola), Dan Hemmer (tangenter), Jesper Bo Hansen (synthezisers), Aimee Bobruk (sang) og Jes Lysdal selv (sang, guitarer, piano m.m.). Det er et hold, der har spist kirsebær med de store på musikscenen, og det mærker man, når arrangementerne af Lysdals lette og meget melodiøse, men ikke popsmarte sange løftes op af forfinet musiceren, hvor der er kælet for detaljerne og de enkelte instrumenter får lov til at krydre det samlede lydbillede, der er skabt omkring Jens Lysdals stemme og instrument. Stemningen og tonen på pladen trækker i retning af americana og alt country uden at blive nogen af delene helt. Men det imponerende hold sikrer, at pladen får et smukt homogent udtryk, og at den hænger sammen i sin hjertelette helhed. Det er en plade, der i den grad appellerer til intens lytning, hvad enten det er i selskab med gode bekendte eller i enrum. Og den fortjener at vinde indpas i de radiofoniske playlister, der i dag sætter dagsordenen på musikfronten. Og det vil ske, må tiden vise. Men hos mig kandiderer Easy Heart til dette års liste over de bedste danske udgivelser. Hermed anbefalet alle musikelskere.

Jens Lysdal. Easy Heart. Producer: Jens Lysdal. Gateway Music. Pladen udkommer i morgen d. 27. januar.

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Men i den moderne populærmusik hersker melankolien og tilstødende følelser. Livsangst, livslede, dødsfrygt, efterårs- og vinterstemning osv. Er det mon noget ved tidsånden, der gør os lidt modfaldne og nedslåede?

Således også på den unge danske singer-songwriter Lasse Mathiessens nye plade Carry me down. Eksemplificeret ved den måske mørkeste sang på pladen “Tonight, We drink to die”: