CAPAC

Frank Leppard er ikke et herrenavn, men navnet på et band, der er samlet omkring Peter Kibsgaard, Assi Roar og Carsten Skov. Og de pladedebuterer med et album, der stilistisk er som en stor pose blandede bolscher. Og alle smagsforskellene styrkes af de musikalske medspillere, som Frank Leppard har inviteret med i studiet – fra Al Agami over Louise Norbye til Ole Kibsgaard. Der er dog en grundsubstans i posen, nemlig det, vi i mangel af bedre, kalder rocken. Rockens puls – der bl.a. holdes af Kibsgaards solide, tørre trommespil – sikrer af diversitetsprojektet ikke skrider ud i den rene stilforvirring.

Tematisk når vi også vidt omkring, men den uopslidelig kærlighed får selvfølgelig en del ord med på vejen. Det gælder fx i den indledende sang “Dead girl in Texas”, der er en morbid historie om kærlighed, der dræber. Med Al Agami i front er det en blodig sang, der lader rap møde crooner– og cirkusmusik. Louise Norbye lader sin dejlige stemme klinge i kærlighedssangen “Love Song”, der gælder den kærlighed, der har været. En voksen kærlighedssang om den mirakuløse, men også svære kærlighed. Det er en poprocksang, hvor Norbyes fine stemme og trommernes pulseren følges af stemningskabende klange fra guitar og tangenter. I “Shoot my baby up” er vi tilbage i de morbide kærlighedssange. Det er en ren rocker, der både kalder på associationer i retning af straight tresserrock og stålsat rock à la Lou Reed. Ja, tematisk kunne den såmæn være taget fra Reeds heroinerfaringsverden.

Men der er også sange, der er sværere at greje, fx “Satellites”, der står i gæld til elektropoptraditionen og handler måske om telefoniens fremmedgørelse og sjælen ubodelige ensomhed. Eller der er en sang som “Fool”, en let dansende rocker, der måske handler om at være det fjols, vi nu engang er. Lidt i samme spor finder vi “Pirates”, der handler om at være fribyttere – pirater – i vores eget liv. Det er et livligt rocknummer, der ikke mindst i kraft af de flotte korarbejde lyder som var det trukket ud af et teaterstykke om sørøvere og andet godtfolk.

Og sådan er det i det hele taget på Frank Leppards debut. Tematisk bredde er indlejret i den stilistiske bolscheposes rockrammer, der på den anden side tilsættes krydderier i kraft af fængende arrangementer og anvendelse af instrumenter, man ikke hører hver dag i dagens rock – fx vibrafon, theremin og mandolin.

Når pladen skal anbefales – varmt – så er det på grund af den iørefaldende, smittende og forførende diversitet i udtrykket (hvilket ikke er hverdagskost i lille Danmark). En alsidig plade, der vinder ved hvert genhør.

Frank Leppard. Frank Leppard. VME. Udkom i går.

Now er det andet album fra Big Fox, alias den unge svenske singer-songwriter Charlotta Perer. Og det er – både musikalsk og tekstligt – et meget feminint album. Teksterne tegner en ung kvindes opleveler og erfaringshorisont. Som fx i singleudspillet “Girls”, der handler om kvinders spejling i hinanden: “I wanted to be like the girls who had curves under their ‘fruit of the loom’sweatshirts I wanted to be…” eller i sangen sange “Rain”, der handler om forelskelsens på samme tid dragende og skræmmende karakter. “I was young and terrified of faling in love with you”. De to eksempler fortæller måske også noget om, hvilken målgruppe plade primært henvender sig til? Til dem, der er ude over teenagealderen og står med det ene ben inde i det både tiltrækkende og lidtangstfremkaldende voksenliv.

Men vi andre kan sagtens lytte med til Big Fox’ spinkle og sprøde pop, der bæres frem at Charlottas sarte stemme og hendes gennemgående piano. Det er små fine popperler, der er delikate og bristefærdige som små sæbebobler. Iørefaldende og forførende som en letfodet amerikansk romantisk komedie af den slags, Big Fox synger om i “Romantic Movie Love”. Hermed anbefalet.

Big Fox. Now. Produceret af Fredrik Karlsson. Hybris. Udkommer i dag.

Tonen på duoen Forbandede Ungdoms nye plade Mest tilbage anlås allerede i den indledende titelsagn “Mest tilbage”. Slæbende trommer og slæbende keyboard ligger under ordene “Jeg er træt i de her dage. Det er mindst frem og mest tilbage”. Sammen med sangene “En god dag” og “Ligger helt stille” løfter titelsangen låget til et forslået, sårbart maskulint erfaringsunivers, der måske er repræsentativt for mange mænd i vores feminint dominerende kultur? Men det er ikke kun kønsforholdets problemer og belastninger, der står for skud på pladen. I “Månen over Fahra” kommer vi omkring soldaterliv og -død i Afghanistan og i “Nytår ’11” beklages tidens åndløshed – ja, “åndsdød” – og dårskab.

Men det hele ville være nedslående og begrædeligt, hvis ikke sangene “Hvad var rock’n roll uden mig” og “Når du rocker med mig”, hvor livsmodet og -appetitten bryder gennem som solen på himlen eller en god rocksang gennem radioernes banale playlistesange. I disse to livsbekræftende sange finder man en lille gylden nøgle til forståelse af hele pladen, vil jeg mene.

Det kan godt være at den grasserende danske melankoli også har fat i flere at Peter Hegårds og Klaus Møllers tekster, men i kraft af musikken er der optimisme og livskraft på den musikalske bundlinje. Sammen med de musikalske legekammerater – Ole Jeppesen (trommer, bas og kor), Ronny Gregersen (bas), Mikkel Sørensen (tangenter), Margrethe Bjørklung (pedal steel guitar), Jonas Linnet (guitar og kor), Morten Hyldahl (trommer), Jesper Kalholt (guitarer), Karen Strande (saksofon), Ramus Skov (tolvstrenget guitar), Ida Kudo Høffding (kor) og Bjørn Grubbe Rasmussen (koklokke) – har duoen Klaus Møller og Peter Hegård skruet 12 iørefaldende poprocksange sammen. Sange, der uden at lefle for popradiosegmentet har popappel, samtidig med at musikken trækker store veksler på de rockrødder, der nærmest er fælles gods for vor tids bedste danske rockplader.

“Mest tilbage” er en af den slags plader, der ikke eksploderer i hovedet på en som en forførende og uafrystelig popsang, men som vinder ved flere gennemlytninger, hvor de musikalske lag afslører sig for lytteren. Hermed anbefalet og placeret på reolen blandt de slidbare album.

Forbandede Ungdom. Mest tilbage. Produceret af Klaus Møller og Peter Hegård. Gateway Music. Udkommer i dag.

Vi skal ikke slippe Lou Reed helt. Han nævnes helt eksplicit som inspirator for det pladedebuterende band North Ship. Og der er da også noget Reedsk over sangene på albummet Murder River. Momentvis kan numrene lede tankerne hen på Velvet Underground og den unge Lou Reed, når de var i det mest lyriske og neddæmpede hjørne. Men ellers er det mest moderne folk, jeg får i tankerne, når jeg lytter til North Ship, der har indspillet deres plade uden rytmegruppe og med vægten lagt på akustisk guitar, cello og vokaler. Hovedindtrykket er en samling melodiske, meget nedtonede sange, der med en typisk debutantattitude gerne – i følge pressemeddelelsen til pladen – vil skille sig ud fra mængden af nutidig musik, men et eller andet sted lyder vældig gammeldags. Nej, man kan ikke opfinde den dybe tallerken på ny – og singer-songwriter Thomas Golzen og hans musikalske venner skriver sig ind i en folky akustisk tradtion, der i hvert fald går tilbage til tresserne.

Golzen synger for med sin maskulint rustne stemme og får et modspil af Signe Haupts og Nadja Uldalls pæne, blide pigestemmer, og de passer godt sammen, selv om man godt kan savne lidt mere passion og vildskab undervejs. Men måske det kommer næste gang…

Murder River er en plade, der i allerhøjeste grad inviterer lytteren til stille lytten bag hovedtelefonerne. Alternativt vil plade være fint akkompagnement til opvasken eller andre rutinegøremål i hjemmet. Hermed anbefalet.

North Ship. Murder River. Melodika. Er udkommet.

Titlen på Sam Robas nye plade siger næsten det hele om, hvad det drejer sig om: Mississippialabamageorgiatennessee. Pladen er en stor kærlighedserklæring til de amerikanske sydstater og ikke mindst den musik, der udspringer af disse stater og de tilstødende. Den amerikanske populærmusiks vugge, den musikalske smeltedigel uden hvilken rocken aldrig var kommet i støbeformen.

Sam Robas – hvis borgerlige, danske navn er Ebbe Weile – har som rejseleder i sydstaterne et nært forhold til området og dets musik. Og det understreges af pladen, fx af sange som Mississippi Love Affair (skrevet af Marie Bergman), Hank Williams-konstruktionen “Only One Hank Williams Song Away” (der tekstligt består af citater af Williams-sange) og “Damn the Blues” (skrevet af Weile selv i samarbejde med Miller). Det er musik, der – naturligt nok – giver associationer til mange amerikanske plader. Og Ebbe Weiles rustne stemme lader billeder af Bob Dylan, Kris Kristoffersen m.fl. dukke op på det indre lærred. Men når det er sagt, så har Weile sammen med sit kompetente hold af musikere (Per Chr. Frost, gt. – Palle Hjort, keyboards – Michael Borup, bas – Kent Olsen, trommer og slagtøj – Ulrik Bust, saxofon – Jim Hawkins, piano og kordamerne Tina Mitchell Wilkins. Shawnda Birch og Suan Arbuckle)  fået skruet et album sammen, der også har et særligt anstrøg af dansk tungsindighed. Hvorfor vi danske har hang til det melankolske, kan man jo godt fundere over, men i hvert fald passer det lette mismod vældig godt til den tilbagelænede americana…

Pladecoveret på Sam Robas nye plade er holdt helt i sort-hvidt. Måske som et modspil til musikken, der i det kompetente hold af musikeres hænder nok er mismodig at lytte på, men også udstråler en varme og farverigdom. Og det er jo paradokset med melankolien: At den dybest set er vældig livsbekræftende. Som musikken på denne plade er det. Mississippialabamageorgiatennessee
lægger sig fint i forlængelse af andre fine americana-inspirerede plader, der er kommet her i landet gennem de senere år. Og fortjener at få mange lyttere blandt danske americana-elskere. Hermed anbefalet.

Sam Robas. Mississippialabamageorgiatennessee. EMSM Recordings. Udkommer i dag.

Pet Shop Boys udsendte tidligere på året albummet Electric. Daft Punk leverede et af de mest overbevisende stykker electronica med Random Access Memories. Og såvel Depeche Mode som Orchestral Maneuvres in the Dark har været på banen med vellykkede elektroniske plader. Jo, noget tyder på, at den firserinspirerede electronica har fået en mindre renæssance her i vort krisetyngede, kuldslåede årti. Og måske er det ganske forståeligt?! For det har altid været således, at musikken har søgt mod det glædelige, mod dansen og festen, når økonomien skrantede og krisestemning fik greb i folk.

Og firserelectronicaen stod for både det dansante, det romantiske (og seksuelle) og det festlige. Og fælles for mange af de nævnte udgivelser er netop, at de trækker på firserelectronicaens hang til det romantisk-melodiøse og den feststemte glæde.

Og dette signalement passer også rigtig godt på Azure Blues nye plade, der bærer den lidt mismodige titel Beyond the Dreams there’s infinite doubt. Azure Blue er kunstnernavnet for svenske Tobias Isaksson. Med en række gode, iørefaldende og let forførende melodier har Isaksson med sit elektroniske isenkram iscenesat et indbydende univers, der fremtvinger associationer mod firserne og lokker lytteren til dans, fest og syng-med. Oven i købet får man så også en umiskendelig, professionel, svensk poplyd og -stemning. Man kan ligefrem høre, hvordan ABBAismens strenge krav til kvalitative arrrangementer og pletfri lyd sætter sig spor hos Azure Blue.

Azure Blue har tidligere udsendt debutalbummet Rule of Thirds, der vist nok fik en fin modtagelse – i hvert fald uden for Danmarks grænser. Med den nye plade burde Azure Blue kunne få greb i danske lyttere med hang til romantisk electronica og svaghed for denne musikforms forgængere. Det er en plade helt på niveau med de fleste af den tidligere nævnte store navnes plader. Hermed anbefalet.

Zure Blue. Beyond the Dreams There’s Infinite Doubt. Hybris. Udkommer i dag.

Coverfotoet til den nye plade fra 4 Guys from the Future forestiller vor tids digitale svar på partituret. Et snapshot fra et digitalt optageprogram. Og titlen – Adagio (“i langsom takt”, “i ro og mag”) – forbinder musikken på pladen til fortidens musik og fortæller om en musik, der appellerer til intens lytning i kraft af sin gennemkomponerede, emotionelt modulerede, melodiske, harmoniske kvalitet. Teksterne beskriver et psykologisk landskab, hvor uro, ængstelighed og lignende tidstypiske (fristes man til at skrive) følelser dominerer. Følelser og stemninger, der i kraft af Bjarke Porsmoses elektroniske pop, får et næste kontrapunktisk modspil. Det er poprock, der i sit genbrug af de foregående årtiers electronica og rock både afslører en stor traditionsbevidsthed , men også et stærk personligt udtryk i kraf af Porsmoses musik og Mads Brinch Nielsens ferme indspilning og miksning. 

Som flere andre moderne plader er Adagio en plade, der er et barn af sin tid i kraft af sin udspændthed mellem tradition og nutid, mellem vor tids emotionelle rastløshed og angst og poppens umiddelbare indsmigrende enkelhed og forførende vellyd. Det er en plade, der både har appel til den lyttende lytter og til den lytter, der trives med at lade DAB-radioen køre under opvask og madlavning. På den måde ligger den fin i forlængelse af andre electronicabaserede udgivelser fra de senere år. Fx pladerne fra Pet Shop Boys og Daft Punk – uden sammenligning i øvrigt. Hermed anbefalet.

4 Guys from the Future. Adagio. Produceret af Bjarke Porsmose og Mads Brinch Nielsen. Tambourhinoceros. Udkom d. 28. oktober.

 

De Efterladte kalder de sig, digteren, musikeren og sangeren Peter H. Olesen og musikeren Michael Lund. Efterladt af hvad, kunne man spørge? Måske af det, vi undertiden kalder ‘udviklingen’, når vi taler om samfundets historiske foranderlighed. Efterladt i betydningen: lidt uden for. Uden for tidens tendenser – trends. Som samfundets outsidere, outcasts. Ellers om det de først og fremmest er: kunstnere. Kunstnerne, der står lidt uden for tiden og – som i sangen “Kursiv” – med et skævt blik ser penetrerende på samtiden og registrerer iagttagelserne i kunstnerisk form.

Efterladt som det fugleskræmsel, som Peter Olesen identificerer sig med i en af pladens fine sange: “Du står som fugleskræmsel/i egen have/med udsigt til æbletræer og bortskræmte krager/Du står med uglet hår og et fåret smil/ med det koster kræfter altid at skille sig ud […] Du tænker på alder og ukrudt. Du tænker på fortiden/fortyder du fortryder/Du vil ikke være en Rasmus Modsat/du vil gerne kunne tro/Ville gerne kunne omfavne alt/ville gerne kunne tro”. Fugleskræmslet, der er smukt afbilledet af Jørgen Holm på coverforsiden, er sindbilledet på en kunstnertype, der er splittet ḿellem ønsket om tilpasning og erkendelse af og besindelsen på altid at skille sig ud fra mængden.

Og det er måske lige netop i denne splittelse eller spaltning, man finder noget af forklaringen på den melankoli og rastløshed, der præger Peter H. Olesens tekstunivers. Og som allerede dukker op i pladens første sang “Alting om igen”, der handler om fortrydelse: “Jeg gjorde gerne alting om igen”. Men man skal vare sig for at tage udsagnet for bogstaveligt, for Olesen er ikke for fastholdere. Og selv melankoli og rastløshed er dobbeltbundede. I “Fugleskræmsel” fortrydes fortrydelsen for eksempel. Og bag melankolien lurer en taknemmelighed over livet og en form for tilfredshed med, at tingene er, som de er. Det kommer måske tydeligst til udtryk i den lille, finurlige selvmodsigende sang “Troløs bøn”: “Pas sin have/Bag dit brød/Lev dit liv/ Dø din dø/ Morgen aften/ Syng din sang/ Bed en bøn/Hør dens klang/ Op og ned/Det er livets kår/Sorg og ulykke/Alt forgår/Gud er død/og verden stor/Fornuften er din rettesnor”. Den ikke-troendes credo. En moderne pendant til Kingos Sorrig og glæde de vandre til hobe. Blot med modsat fortegn.

Olesen er digter, og derfor betyder ordene noget. Som i sangen “U.t.” om sprogmenneskets undren over ordenes betydning, udtale og frememdartethed. Nærhed og distance på en og samme tid. Eller som i pladetitlen, Alvorsord og etagevask, der både alders- eller generationsbestemmer digteren og fortæller os lyttere noget om teksternes dimensioner af hverdagsagtig konkrethed og erfaret alvorsfuldhed.

Musikken – af Michael Lund – passer fortrinligt til Olesens tekster. Ja, musikken klæder teksterne. Vi befinder os i grænselandet til poppen. Men kun i nærheden. Regulære popmelodier bliver det ikke til, kun næsten, men det melodiske er iørefaldende nok, som tilfældet er hos duoens åndelige brødre i Velvet Underground eller Joy Division. Der dyrkes en æstetik, hvor guitaren er fremme i lydbilledet, akkompagneret af forskellige keyboardlyde og med en forkærlighed for støj. Duoen har bevidst fravalgt trommer og bas, men alligevel afsætter musikken associationer til den post-punk-rock, som Olesen og Lund må have med sig som åndelig bagage.

De efterladte har efterladt deres nye plade på min cd-afspiller. Og der får den lov til at ligge længe. For De efterladte er som de outsidere, de er, noget for sig selv og skiller sig på bedste måde ud fra meget af den musik, der udkommer i disse år. Det er itonesat poesi, der kræver en engageret lytter. Jeg kan kun anbefale jer derud at få fat i den plade. Den kommer med på min personlige liste over årets bedste oplevelser.

De efterladte: Alvorsord og etagevask. Producere: Peter H. Olesen & Michael Lund. Melodika/Target. Er udkommet.

Dansk pop og rock er velsignet med og velforsynet med gode kvindestemmer, hvoraf flere har været omtalt i denne blog. Og i morgen føjer den 27-årige Line Bøgh sig til skaren af mere end lytteværdige femina. Det er sker med ep’en Det er os som er farverne over byen.

Pladen består af fire sange, hvoraf den ene – titelnummeret – er på dansk. Der lægges ud med den lækkert pulserende popsang “Lilly Avenue”, der er en erfaringsbåret tilbageskuen på en nær fortid og et nu afsluttet kærlighedsforhold: “Do you still think about med?/ I think a lot about you“. En sang om den fortid, vi bærer med os, og som sætter spor i os. En regulær popsang med klare hitkvaliteter, som bæres frem af Line Bøghs fine, feminine stemme, der ubesværet turnerer de prosaiske teksttlinjer.

“Early in the morning” er en stille, melankolsk ballade, der også skuer tilbage til en tid og et kærlighedsforhold, der ikke helt er overstået – og hvor ængstelse og jalousi var en del af livet.

“Champagne” er henvendt til en anden pige, Sarah, og er en opfordring til at gribe dagen og nyde nuet. Og en stille kritik af vores tyngende ambitioner og rastløse stræben mod højere mål. En besindelse på, at vi aldrig vil nå alt – og derfor bør sætte os ned og drikke den champagne, der blot står og venter på en passende lejlighed. Og den er der hele tiden – lige nu. Drik nu et glas champagne og nyd det.

Sangen er en bagatel, men også en fin illustration af, hvad Line Bøgh har at bidrage med, nemlig gode tekster, der i et mundret sprog kan tumle med erfaringsladede problemer og temaer.

I modsætning til de engelsksprogede sange er titelsangen, der afrunder pladen, mere poetisk anlagt og en lille smule gådefuld. Den handler om et par, der iagttager livet på Vesterbro. “Vi har glemt hvad man siger på Vesterbro Kun nålen kommer ind under huden nu Kun nålet kommer ind under huden nu vi har glemt hvad mansiger på Vesterbro. Kun nålen kommer ind under huden nu Vi er oppe over tagene Det er os som er farverne over byen”. Er parret på stoffer? Er det en fantasi over en euforiseret storbyoplevelse? Lyt selv og find et svar.

Line Bøgh har også lavet musikken og sammen med Kaper Rasmussen står hun for de diskrete arrangementer, der i høj grad står i Lines stemmes tjeneste. Og det er fuldt forståeligt, for Line Bøgh har en dejlig pigestemme, som det er svær at blive træt at lytte til.

I pressematerialet gør Line selv opmærksom på, at hendes danske sange har en særlig appel, når hun står på en scene. Derfor skulle hun måske vælge – når albummet engang bliver en realitet – at synge helt på dansk. Ikke, fordi de engelske sange ikke er gode, for det er de. Men fordi vi er i Danmark og taler dansk. Så enkelt er det.

Men denne lille dråbe malurt kan ikke ændre ved, at den væne Line Bøgh har leveret en overbevisende debutplade, der naturligt placerer hende blandt de unge, spændende feminine talenter, som musikken befolkes af. Det skal bliver spændende at følge Line Bøgh fremover.. Hermed anbefalet.

Line Bøgh. Det er os som er farverne over byen. Udkommer i morgen.

Bag bandnavnet The Lake gemmer sig komponist og musiker Anders H. Mortensen og en flok musikalske legekammerater: Jacob Chano (trommer, slagtøj og sang), Nikolaj Wolf (bas), Cecilie Hyldgaard (cello og sang) og Perry Stenbäck (banjo, accordion m.m.). The Lake har en ep på samvittigheden allerede, men albumdebuterer med pladen her, der bærer dobbeltydige titel Sunshine from the past.

The Lake har fået sproglig assistance til de engelsksprogede tekster af Aimee Bobruk – en god idé, som andre sagtens kunne tage til sig – og de sikrer, at teksterne falder ganske udbesværet ind i musikken. Det er tekster, der som så mange andre i disse år, er præget af en vemodighed og let melankolsk stemning. Og som sådan passer de som fod i hose til musikken på pladen.

Sangene er – hvilket også er ganske tidstypisk – inspireret af amerikansk folkrock, country og andre rootselementer. Anders er i forgrunden med sin fløjlsbløde mandsstemme og den akustiske guitar er også et markant gennemgående element i musikken. Der er mange iørefaldende melodier blandt de ialt 11 sange. Iørefaldende, men ikke på den banale popfacon. Et illustrativt eksempel er sangen “Magnolia tree”, der er blevet spillet en del på DRs P4. En fængende melodi, der er indlejret i et avanceret arrangement med fokus på en smuk cellolyd, en dansende banjo og en fint swingende rytmebund af trommer og bas. Moderne countryficeret pop.

The Lakes plade er ikke en plade, der forandrer verden eller sætter en nybrud i gang i musikken. Men den skriver sig fint ind i den fornemme række af danske rockplader, der med inspiration i den åbenbart uudtømmelige americana, byder op kvalitetsoplevelser både for den, der gerne vil lytte bag høretelefonerne, og den, der vil ud i byen og opleve musikken live. Hermed anbefalet.

The Lake. Sunshine from the past. Produceret af: Morten Bue & Anders H. Mortensen. Lost Alien Music. Udkom d. 7/10.

Hjemmeside: The Lake

Rocken møder electronicaen og sci-fi-filmenenes soundtracks og en ny musik opstår. En musik, der kunne være soundtracket til nogle af dine mest syrede drømme eller til en 3D-sci-fi-film, der endnu ikke er indspillet. Sådan kunne man forsøgsvis karakterisere SPEkTRs nye minialbum The Door is paint on a rock, der følger op på den fine album Personetics fra 2012.

Som tilfældet var med Personetics, så er det nye album et album, der skiller sig ud fra mængden af electronica- og rockalbum ved sin originale kobling mellem rock, electronica og filmsoundtrack i skabelsen af soundtracks til ikke-eksisterende film.

Den nye plade besidder – i mine ører – en enkelhed, der ikke var dominerende på forgængeren. Men ellers er alt ved det gode gamle. Der leges og eksperimenteres med lækre guitarrifs og -klange, der behændigt kombineres med skæve og syrede lyde fra det elektroniske isenkram. De ialt seks numre besidder en melodisk kvalitet uden på nogen måde at være popmelodiske. Og de besidder den samme suggestive og forførende kraft, som man kender fra de bedste filmlydspor. Fx dem Vangelis står for.

Som det gælder for forgængeren Personetics, så er The Door is paint… et album, der i den grad lægger op til lytteri bag et par gode høretelefoner. Et album, der i kraft af den grundlæggende musikalske idé hænger sammen som et gammeldags conceptalbum uden at være det og fortjener at blive indtaget ud i en køre.

Der er al mulig grund til at give SPEkTR en chance på afspilleren. Det er et af de få virkeligt originale danske bands, der fortjener et stort publikum både blandt pladekøbere og koncertgængere. Hermed varmt anbefalet.

SPEkTR. The Door is Paint on a Rock. Produceret af SPEkTR. Drone Records. Udkom d. 23. september og kan fås på vinyl, cd og som download.

Den dansksprogede pop- og rockmusik står stærkt i disse år. Et eksempel er singer-songwriter og guitarist Maria Elisabeths nye, andet – og første dansksprogede -album Se med hjertet.

I det danske sprog taler vi om at ‘have noget på hjerte’, at ‘have hjertet med’ når vi gør eller udfører noget osv. Og det er negativt, hvis man ikke ‘har hjertet med’ i sit liv. Og på sit nye album insisterer Maria Elisabeth at have hjertet med – ikke mindst i forholdet til den anden. Dette metaforisk tema bliver slået an i titelsangen, hvor det det bl.a. hedder – i omkvædet: “Se med hjertet/ Se et menneske/ Se med hjertet/ Vore øjne ser ej alting”.

Hjertet er en metafor for kærligheden. Men i Elisabeths håndtering af billedet bliver det mere omfattende, nærmest et billede på en fundamental positiv, emotionelt forankret positiv åbenhed mod livet i al dets mangfoldighed. Selvfølgelig er kærligheden på spil på pladen, fx i den fine sang om at komme videre, når et kærlighedsforhold er ovre “Ovre dig”, hvor det kvindelige jeg forsøger at overbevise sig selv og lytteren om, at hun er ‘ovre dig’. Men sproget efterlader en dyb tvivl: “Jeg venter på et tog på et sted,/ hvor det er regnvejr/ Og inde i et skur står et helt nyforelsket par/Jeg vender mig omkring for at se på noget andet/Med det gør mig ingenting det er/ jo alt i alt en helt fin dag, for jeg er/Ovre dig/Jeg tænker på dig hele tiden,/men jeg er/Ovre dig (osv.)”. Sangen kommer nærmest til at fungere som en besværgelse: Jeg er ovre dig. Basta. Jeg er ovre dig… Tja, er du nu også det?

I sine tekster gør Maria Elisabeth det ikke sværere end nødvendigt er. Teksterne har popsangens let- og ubesværethed. De er jordnære, ligefremme, gennemsigtige og undgår enhver form for uklarhed og fortænkthed. Men samtidig henter de undertiden en særlig poetisk kvalitet i et konkret og hverdagsagtigt afsæt, hvad enten det drejer sig om en venten på banegården eller en stille vuggevise til en lille pige. Og det er en kvalitet.

Mange af de plader, jeg har omtalt de seneste år, har været gennemsyret af den allestedsnærværende melankoli. Og derfor er det ganske forfriskende og stimulerende at lytte til Maria Elisabeths overvejende livsglade og positive tilgang til tilværelsen. Helt ud i det lyse feminine cover, hvor Maria poserer omgivet af blomsterdekoration, lyser glæde og venligheden ud af pladen. Og den positive stemning slår også igennem i musikken. De elleve numre er iørefaldende og fængende popsange, der skriver sig ind i en tradition, der går gennem Paul McCartney og Beatles og frem. Maria Elisabeth fremføre sangene med sin klare, feminine røst, der nu og da kan minde om Alberte Winding, men ellers besidder sin egen sødme og klarhed.

Maria har selv stået for al musik og tekst, men har dog fået hjælp af Lars Martin Myhre til teksten “Ingen kan se det”. Og bag sig har hun en velspillende band bestående af Boe Larsen (tangenter og programmering), Mikkel RIber (bas), Andreas Tophøj (violin), Soma Allpass (cello) og Nikoline Hersing Køhler (sang). Arrangementerne er lette og luftige og passer fint til Maria Elisabeths små forfinede popluftkasteller. Alt i alt er der tale om en lille sammenhængende popperle. Og som sådan vil jeg gerne anbefale den til alle pophoveder.

Maria Elisabeth. Se med hjertet. Produceret af Maria Elisabeth og Boe Larsen. Gateway. Udkommer i dag.

Det er næsten et år siden, jeg omtalte Jørcks debutalbum Sustainable Dream. Og nu er Trine og bandet bag hende tilbage med ep’en Dancing on Gold, der tydeligt tager tråden op fra debuten.

Trine Jørck har selv forfattet teksterne, der i et billedrigt sprog kredser om sindstilstande og følelser. Risikoen for Jørck er, at teksterne let kan gå hen og blive lidt for poetisk søgte og dermed lukke lytteren ude. Det er nødvendigt at holde fast i stemningerne i musikken for at kunne følge Jørck gennem det billedrige univers, hvor melankolsk mørke skifter med strejf af glædens lys.

Alle sangene på pladen har Trine lavet sammen med Torben Guldager , der også står for optagelserne, miksningen og spiller med på tangenter og strenge. De ialt fem sange på pladen består af let tilbagelænede, melodiøst appellerende sange, der trækker både på indierocken og på den allestedsnærværende appetit på rootsmusik og americana. Og over det hele svæver Trines fine, lyse pigestemme.

Dancing on Gold er en plade, der i allerhøjeste grad inviterer til intens lytning – gerne med høretelefonerne på – mere end den opfordrer til dans. Men måske vil det være omvendt, når Trine og bandet snart tager rundt i landet for at præsentere den nye plades musik. Hvis man – som undertegnede – holder af Jørcks debutalbum, så er der al mulig grund til også at give den lille ep en chance. Hermed anbefalet.

Jørck. Dancing on Gold. Promolab. Udkommer i dag.

Det er mere end et årti siden, Signe Svendsen sammen med Rollo & King vandt Melodi Grand Prix med Der står et billede af dig på mit bord og dermed sikrede sig en plads på mange menneskers indre playliste. En af den slags sange, der bliver en landeplage. Siden har man kunnet følge den snart fyrreårige sangerinde på tv og som musikalsk ledsager for Niels Hausgaard.

Mindre kendt er det måske, at Signe ved siden af sin mainstreamfremtræden har en solokarriere som singer-songwriter. Det begyndte i 2010 med debutalbummet Ny passager, hvor Signe havde skrevet de fleste sange – otte ud af pladens i alt ti sange. Et album, der uden at brage igennem til hitlisterne, fik en ganske fin modtagelse og lovede godt for fremtiden.

Og nu tager Signe så hul på den fremtid med sit nye album med titlen Kun de faldne rejser sig igen. Og denne gang står Signe for alle sangene på pladen.

Hvis man ganske kort skal beskrive den ny plade, så er det en voksen poprockplade. Som pladetitlen antyder, så er det ene plade med tekster, der kredser om det erfaringsunivers, de midaldrende – dem omkring de 40 – deler. Ikke mindst erfaringerne fra parforholdet og kærlighedens slagmark fylder godt på den ny skive. Det lykkes godt for Trine at omsætte sine erfaringer til et personligt og poetisk sprog, hvor det private undgås, men hvor erfaringernes glæder og sorger skinner genkendeligt igennem det til tider poetiske sprog. Som fx i sangen “Ingen som os”, der indfanger livets ups and downs:

Der er dage som denne
vi ikke kommer udenon
vi rammer bunden
og ser det hele nedefra og op

Dage som denne
hvor intet er risikofrit
vi sir’ det hel
spejlblankt og sort/hvidt

Ingen som os
kender vjene ud og hjem
Ingen som os

Der er dage som denne
hvor jeg længes efter dagen i går
vi træder stille,
går forsigtigt i splinter og skår

Og tænker os forbi det hele
tænker tiden frem
Nu hvor det hele ramler
er der langt igen

Inge som os
kender vejen ud og hjem
Ingen som os

Ingen som os
Kender vejen ud og hjem
Ingen som os
Ingen som os
Kan vende skuden omkring
Ingen som os

Det melankolske og forstemte mødes med det livskraftige og livsbekræftende i en tekst som denne. Ja, de faldne rejser sig igen, slikker deres sår og ømmer sig over de knubs de fik, men går videre med optimisme og klarsyn. Det er sådan det er at være midt i livet – når det ikke helt har knust en.

Signe synger smukt, klart og tydeligt sine tekster med sin gode konservatorieskolede stemme. Og sangene er arrangeret musikalsk med en lyd, der trækker veksler på moderne folkrock fra halvfjerdserne og frem – og fra den amerikansk americanas rødder. Hvilket understreges af en flittig brug af fx dobro, mandolin og pedal steel guitar. Og Signe får rigtig fin støtte af sit meget velspillende band, der består af producer Lars Skjærbæk (kor, guitar og andere strengeinstrumenter), Troels Skjærbæk (kor og bas), Rune Kjeldsen (guitar og mandolin), Jesper Lind (trommer og slagtøj), Nickolaj Heyman (guitar, orgel, trommer), Palle Hjort (melotron), Christoffer Møller (piano og keyboards) og Jane Clark (violin).

Signe Svendsens sange er melodiøse uden at være regulære sing-a-long-popsange, og de appellerer i lige så høj grad den musikalsk kræsne og forvænte lytter, der vil mere en end en god popsang, og til mainstreamlytterne, der har radioernes playlister i øret via smartphonen. Det er en plade af den slags, der vokser lidt for hver gennemlytning, hvor de musikalske detaljer bevidstgøres for en. En plade, der fortjener mange andre lyttere end dem, der foretrækker P3’s playlister. Hermed anbefalet.

Signe Svendsen. Kun de faldne rejser sig igen. Producer: Lars Skjærbæk. Bear Records. Udkommer i dag.