Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

« Nyere CAPAC anbefaler indlæg

CAPAC anbefaler: Glasvegas – Later…when the tv turns to static

2. september 2013

Melankolien har et godt greb om den moderne rock og pop. Fra Joy Division over Tindersticks til The National og videre. Og måske er der noget sympotmatisk i dyrkelsen af det melankolske, når melankolien afspejler isolation, ensomhed, tab af kærlighed, opløsning af forhold osv. Vi lever i en tid med såkaldte sociale medier, der binder os mere sammen i et nærmest globalt netværk. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – bliver vi ramt af en grundstemning af ensomhed og fortabthed.
På deres nye album Later…when the tv turns to static tematiserer skotske Glasvegas nærmest den konjunturbestemte melankoli. Helt ud i coverets sort-hvide layout, der mimer det gamle, analoge tvs monokrome og monotone sendebillede. Det ensformige, statiske tv-billede som et fantasmatisk billede på det moderne menneskes isolation, ensomhed og brudthed. Det er i hvert fald, hvad sangskriver James Allan antyder i promotionmaterialet – og i titelsangen, der en over fem minutter lang enkel, let støjende sag, der melankolsk og næsten monotont kører af sted gennem nogle få cirkulerende akkorder, som underlag for Allans følsomme, skotske tungemål.
I det hele taget står James Allans stemme med dens let klagende, smertefulde klange helt centralt på pladen. Det er omkring denne skotske singer-songwriters følsomme røst de ialt 10 numre på pladen drejer med deres melankolske rock, hvor endeløse guitarer, distinkte keyboards og sprøde trommer sender smuk, drømmerisk støjrock ud i æteren, garneret med effektfuld kor og andet.
Der er ikke noget oplagt hit på pladen – heller ikke blandt de obligatoriske singleudspil – “I’d rather be dead (than be with you)” og “If” – og pladen fungerer bedst som en stemningsfuld helhed. En slags conceptalbum, der hviler på en bund af forstemthed og følelser af inderlig fortabelse og udsathed i den moderne verden.
Pladen har allerede fået på puklen af anmeldere – herhjemme og udenlands – fordi den ikke lever op til de gyldne løfter, som bandets foregående to album har efterladt. Men i mine ører er Later... et smukt, emotionelt bevægende eksempel på, hvordan moderne rock i lyd og tekst formår at indfange noget centralt i tidsånden. Oven i købet med en lokal, skotsk accent. Hermed varmt anbefalet.
Glasvegas. Later…when the tv turns to static. Go Wow Records/ BMG Chrysalis. Udkommer i dag.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

CAPAC anbefaler – Lysår – “Frontfigur på orlov”

27. august 2013

Jeg tilhører den (måske uddøende) race, der mener, at danske pop- og rockkunstnere bør udtrykke sig på dansk. Dog på den betingelse, at det sker med velturnerede tekster.

Dette krav lever Lysår op til med sit nye album Frontfigur på orlov.

Bag bandnavnet Lysår gemmer sig sangskriver, sanger og guitarist Thomas Ulrik Larsen og en hoben kompetente musikere.

I 2009 udsendte Lysår pladen Spåndigter, og nu kommer så Frontfigur på orlov. En plade, der på smukkeste vis skriver sig ind i den eksklusive, fornemme lille tradition, vi har for velartikuleret dansksproget rock. Talen falder altid på C. V. Jørgensen, Steffen Brandt, Allan Olsen m.fl., når vi snakker om dansksproget rock. Men selv om der er en vis genkendelighed i Lysårs danske sprogtone og fraseringer, så lader Lysår sig ikke bare indordne som en klon af de førende tekstskrivere – uden at være lysår fra dem.  Lysår har dog det tilfælles med de nævnte – og fx med Shubidua – at sprogbevidstheden er høj og lysten og evnen til at lege med faste vendinger, ord og talemåder er stedse til stede. Helt ud i albumtitlen mærker man den sproglige kløe. For hvad betyder Frontfigur på orlov? Er det bandmedlemmet, der går solo og tager en slapper? Gæt selv med.

Og de sproglige lege og drillerier gennemsyrer de ialt 11 sange på pladen. Og det begynder med sangen “Stills i Nashville”, der er en sang om et forlist (?) forhold, der stadigvæk fylder i jegets bevidsthed, selv om han er et ganske andet sted:

En freeway på farten uden huse og træer
Alene i bilen med blikket mod vest
Der mangler en guide med øjne der ser
Ude er snot men hjemme er pest
På bagsædet ligger et album med skud
Fra dengang hvor drømmene blev levet ud
Du står lige bag mig i grøn projektør
Og inden i mig er der noget der dør
Jeg ved du bor på Frederiksberg
Men jeg vil ønske du var lige her
Jeg ser på stills i Nashville for mange gange
Og tænker er der plads til at være bange
Der er noget i luften men jeg ved ikke hvad
Jeg skimter en by men har mistet mit kort
Måske er der bare behov for et bad
Der vasker min sorte samvittighed bort
Det er næsten mere end jeg kan bære
Og jeg vil ønske du var lige her
osv.

Ja, “ude er snot men hjemme er pest”.  Ja, sådan er det, når man ikke helt er i sync med sin livssituation. Sangen afleveres som melodiøs rock, der ekkoer af de sidste 3-4 fire årtiers rock og rul. Ikke mindst halvfjerdsernes fornemmelse for at opbygge sange som episke forløb med rytmisk drive og flotte guitarer. Der er elementer af folkrock, country og meget andet fra rockens store opskriftssamling. men det er stykket sammen, så det virker som en sammenhængende enhed af moderne voksenrock.

Sang nr. to er “Er det for tidligt”, der handler om den svære kunst at komme videre efter et endt forhold. Og det opsamles fint i strofen:

Så hvis jeg virker snotforvirret har du ret
Jeg er på men der er ingen hjemme
Jeg er både forårskåd og styrtetræt
Og husker det jeg allerhelst vil glemme

Man genkender fornemmelsen af at være ude af sig selv, forvirret og spaltet mellem den tyngende fortid og den appetittelige, pirrende fremtid. Forårskåd og styrtetræt – en næsten umuligt emotionel disposition, som ikke desto mindre opleves sådan.

I den heftige rocker “DDR” bliver fyren mentalt og fysisk okkuperet af pigen, der er som “STASI i kjole”. Pigebarnet, der i sin (misforståede?) kærlighed til fyren kontrollerer hans bevægelser i stort og småt – og lader jalousiens sindsyge dominere forholdet. “Det er en tilstand af kronisk præmenstruation”. En tilstand af generaliseret PMS – uha, uha.

Den basunkrydrede ballade  “En åben bog” er en sang om og til hende den ambitiøse lille perfektionist, der som en trykkoger og har ‘brug for en åben bog’, som det hedder.

Tematisk kredser teksterne, som allerede antydet, om det nære. Om kvinden, om forholdet, om barnet  osv. Og gør det, som det forhåbentlig allerede er dokumenteret, i et sprog, der gerne leger med talemåder og kendte ord, men gør det med små indgreb og twists, der aftvinger ordene og sætningerne lidt ny betydning. Sådan som det sig hør og bør i god dansksproget pop og rock.

Det er et album, der især i kraft af teksterne, skiller sig ud fra strømmen af mainstreampop og kandiderer til at blive et af de album, der fremover bør fungere som målestok for, hvordan dansksproget rock kan og bør fungere. Frontfigur på orlov er en af mine 2013-favoritter. Hermed varmt anbefalet.

Lysår. Frontfigur på orlov. Produceret og arrangeret af Troels Alsted og Thomas Ulrik Larsen. Udkom d. 26. august 2013. Fås digitalt og på cd (kan erhverves her: www.lysaar.dk)

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

CAPAC anbefaler: Gottschalk – Heart Undercover

26. august 2013

En anden kending af bloggen capac er Gottshalk, hvis single “Heart Undercover” blev omtalt i sommeren 2013. Der fulgte også en fin lille video med sangen. Nu er Gottshalk så klar med sin EP med ialt fem sange, hvoraf singlen er den ene.
Gottschalk er både efternavnet på forgrundsfiguren, sangerinden og sangskriveren Maria Gottschalk, og på det ialt fem mand (og kvinde) store band (Steffen Nordenstam Morten Puper Adam Winberg og Morten Christian Haxholm Jensen!). I 2012 pladedebuterede Gottschalk med EP’en ”Let The Sun Shine On Me This Time” , der blev godt modtaget af den danske musikpresse. Og nu følger de så op med “Heart Undercover”.
EP’en lægger drømmerisk ud med sangen “Child”. der som titlen antyder handler om barnet. Det barn, man var, og som man måske længes tilbage mod. Det er en svævende, drømmerisk popsang, der bliver båret af Marias kildevandsklare pigestemme, æteriske keyboardklange og sprøde, bløde beats fra trommerne. Drømmepoprock.
På “Father” sættes der ekstra puls på beatet. Det er en lille sejt svingende rocker med ringlende guitarer og smittende popsødme. En af den slags sange, der burde være oplagt på enhver playliste på radiopopkanalerne.
“Get there” er et rigtigt beatnummer med rå metallisk klingende guitar. Et nummer, der måske fortæller lytteren noget om, hvor bandet Gottschalk er på vej hen rent musikalsk. Det klæder Marias sange og hendes fine ungpigerøst at få lidt rockkant.
Det sidste nye nummer på pladen er “A place to go”, en fint gyngende drømmepopsang, hvor Marias smukke stemme ledsages af en enkel markant leadguitar, der nu og da tager føringen.
Alt i alt er Heart Undercover-EP’en en plade, der afslører, at Gottschalks indiskutable talent for pop er modnet og implicit giver løfter om endnu større bedrifter – måske i form af et helt album. Gottschalk er et band, man skal holde øje og øre med på den i forvejen imponerende danske pop- og rockscene. Hermed anbefalet.
Gottschalck Heart Undercover VME. Udkommer i dag på vinyl og som digital download.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

CAPAC anbefaler: Jens-Ulrik Kleemeyer – “Water Song”

26. august 2013

Jens-Ulrik Kleemeyer er allerede en gammel kending her i bloggen. Dels som ankermand i bandet Green Lives, der pt. arbejder på deres længe ventede album – og som solist. Da jeg omtalte Jens-Ulriks EP fandt jeg en mere enkel og melankolsk pop end den, jeg kendte fra Green Lives. Og det indtryk bekræftes af Jens-Ulriks nye, smukke sang “Water Song” og den tilhørende smukke videofortælling af Cecile Smetana Baudier.

Jens-Ulrik Kleemeyer – Water Song from Jens-Ulrik Kleemeyer on Vimeo.

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

CAPAC anbefaler – Postiljonen – Skyer – skandinavisk drømmepop

1. juli 2013

Drømmepoppen – dream pop – er et barn af fattigfirserne, de uglesete firsere, hvor yuppiedrømmene blev dyrket i krokodilletrøjer og et liv i overhalingsbanen. Og hvor punken og post-punken for alvor havde lagt afstand til halvfjerdsernes og tressernes pop og rock, uden dog helt at slippe traditionsbevidstheden.
Drømmepoppen dyrker firsernes forelskelse i synthesizers og anden electronica og fremstiller popinficerede lydbilleder, hvor fokus er på indsmigrende stemninger og moods, snarere end dansante rytmer og fængende syng-med-pop-refræn.
Det skandinaviske ensemble Postiljonen – bestående af Mia Bøe (sang), Daniel Sjörs og Joel Nyström Holm – ville være utænkelig, hvis ikke et plademærke som 4AD og bands som fx Cocteau Twins, Depeche Mode, Sigur Rós, Mercury Rev m.fl. havde været der og skabt en æstetik af svævende, drømmeriske electronicamønstre og æteriske, hviskende, småstønnende stemmer. Hinsides de kuldslåede firsere knytter denne ambiente, drømmeriske popmusik an til en lang tradition for drømmerisk popmusik, hvor storslået, analog musik (ofte symfoniske musik) og henførte stemmer forsøgte at forføre lytterne med iørefaldende sange og drømmebilleder.
Skyer består af 10 numre, bl.a. singleudspillet “Supreme”, der sagtens kan høres hver for sig, men som egentlig fungerer allerbedst som en helhed i kraft af den gennemgående, luftige, lifligt drømmeriske atmosfære, der gennemsyrer pladen. Måske skulle Roskilde Festivalens publikum gøre sig selv den tjeneste, at gå hen til Pavilion Junior scenen i morgen, hvor Postiljonen giver koncert og give bandet en chance. Så ville der være garanti for lidt drømmerisk sommerstemning over Roskilde i hvert fald.
Hvis man er til Cocteau Twins, Depeche Mode og – ja – de hitlisteaktuelle Daft Punk, så er der ingen grund til at gå uden om denne skandinaviske trios overbevisende omgang drømmepop. Hermed anbefalet.
Postiljonen. Skyer. Hybris/Beswt Fit Rec. Udkommer i dag.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Big Sky Country – ny EP på gaden

17. juni 2013

I november sidste år omtalte jeg for første gang det unge, esbjergensiske band Big Sky Country, der havde udsendt en fin single, der ’emmede’ af klassisk rock og gav løfter om noget mere. Albummet må vi vente lidt på endnu – men jeg skal nok vende tilbage til det. Men nu er der kommet en ny EP Broken down town, som ud over singleudspillet “Changed man” rummer tre ny numre.
Lyden og tilgangen til sangene smager ganske meget af klassisk rock. Nærmere bestemt hører jeg en tydelig inspiration fra den rå, upolerede pubrock, man blev udsat for i tressernes og halvfjerdsernes Storbritannien. Uden direkte at minde om dem, så bringer EP’ens sange navne som Rolling Stones, (Small) Faces og Kinks frem i min bevidsthed. Det er uforfalsket rock, der lyder lige så råt og ufiltreret, som de gamle navne gjorde. Du kan nyde EP’en lige her. Jeg vender tilbage – og anbefaler gerne Big Sky Country.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

CAPAC anbefaler: Jazz på danska – Søren Lampe Oktet

16. juni 2013

Titlen på Søren Lampes tredje album afslører på det allertydeligste, hvor inspirationen er hentet. Nemlig hos den svenske jazzmusiker Jan Johansson og hans klassiske album Jazz på svenska, der for nylig af tidsskriftet Sonic blev udvalgt til at være et af de allerbedste svenske album gennem tiderne. Et album, der stadigvæk sælger (forleden faldt jeg over en lydopdateret tilbudsudgave i en lokal pladeforrretning) og tilhører den eksklusive samling af jazzalbum, der også finder vej til pladehylderne hos lyttere, der ellers ikke er til jazz. Lige som fx plader af Louis Armstrong eller Getz og Gilbertos sambajazzplader.
Det er altså ikke nogen dybt original idé Søren Lampe og hans musikervenner haf fået, men pladen demonstrer, at det er en særdeles slidstærk idé at jazzificere velkendte gode sange og melodier fra den nationale sangbog.
Den første sang er hentet lige lukt ud af Højskolesangbogen, nemlig Jeppe Aakjærs stærke socialkritiske tekst om stenhuggeren “Jens Vejmand”. I oktettens udgave bliver Aakjærs sang løftet op til sejt swingende bigbandjazz med melodisk inspiration fra en anden stor dansker, komponisten Carl Nielsen. Det klæder den dybt alvorlige “Jens Vejmand” godt at få et løft af swingende lethed.
Den afløses af sangen “Jean Baptiste”, der er en kærlighedserklæring til mundharmonikavirtuosen og jazzmennesket Toots Thielemans og især dennes berømte “Bluesette”, som alle på min alder vil kunne huske fra dampradioen, hvor den gennem tiderne er blevet spillet igen og igen. Og man kan sagtens generindre Thielemanns sang og tone i danskernes filigranagtige jazzmusiceren.
Pladens tredje sang er Ludvid Brandstrups og Norman Andersens klassiker “Pige træd varsomt”, der aktuelt og venligt rummer en advarsel til alle, der drømmer om at gøre sig på teaterets scenegulv (filmens lærred, tv’ets projektørlys..osv.). En slidstærk tekst med en dejlig melodi, der hos Lampe og Co. forvandles til en nedtonet og fortrolig lille sag domineret af Lampes stemme og Hans Ulriks guitar.
“Ghettodrengen”, der er skrevet af Per Gade, bygger på Donny Hathaways “The Ghetto”, er vel tænkt som en aktuel kommentar til et politisk-kulturelt problem, der cirkulerer i medierne i disse år. Og det er der blevet en funky, swingende sag ud af med indbyggede lækre improvisationsforløb (piano, guitar).
Med “Kys hinanden” vendes der tilbage til den store danske sangbog store sange. Epes kærlighedspositive tekst er det absolutte modstykke til “Det var en lørdag aften” og taler med sit dybt sympatiske budskab om at kysse hinanden lidt mere stadigvæk til danske lyttere. Arrangementet er igen bigbandjazz, men med en klædelig respekt for den fine teksts dominante rolle. Her er Lampe helt fremme i lydbilledet. Lampe har ikke nogen stor stemme, men i denne sang afsløres stemmens kvaliteter: en ligefrem, klar frasering og en umiskendelig ærlighed i fortolkningen.
Svend Asmussens og Neumans forvrøvlede “Pølsesnak” leveres med venerativ citering af Asmussens violinspil (spillet f Kristina Jørgensen) og kærlig genbrug af Leo Mathiasens jazzstil.
“Livets enkle melodi” er skrevet af lars Jansson og Søren Lampe og er som titlen antyder en lille enkel melodi, en lille livbekræftende vise eller – vuggevise måske endda.  “Sommerblues” er Lampes bluesede modspil til Thøger Larsens “Du danske sommer jeg elsker dig…skønt du så ofte har sveget mig”.
Pladens sidste to numre er Lars Janssons/Søren Lampes “Du lille mand”, en let swingende sang om det stressende, krævende over-jeg, som mange af os slæber rundt på, og Tove Ditlevsens fine kærlighedsdigt “Så tag mit hjerte”, der i Lampes tonesætning bliver til en indfølt jazzballade med indfølt spil af Kapser Villaume (piano) og Thomas Fonnesbæk (bas).
Uden sammenligning i øvrigt, så er Jazz på danska et album, der som Lars Johanssons klassiker Jazz på svenska, byder på en fin vifte af jazzudtryk. Og den vil sagtens kunne glide ind i pladesamlingen hos jazzskeptikerne, der kun sætter jazz på grammofonen engang imellem, når lige netop den stemning melder sig. Hermed uforbeholdent anbefalet.
Søren Lampe Oktet. Jazz på danska. Gateway Music. Udkommer i morgen. 

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

CAPAC anbefaler: The Angels’ share – en film af Ken Loach

15. juni 2013

Fruen og jeg har udviklet en ny tradition. Vi er begyndt at gå i biografen om formiddagen og først på eftermiddagen. Det er der private årsager til, men det har vist sig, at der er fordele ved det. For det første er det nemt at få en rigtig god plads. For det andet er der sjældent fyldt helt op. Og for det tredje, så har man stadigvæk det meste af dagen til rådighed bagefter.
I dag faldt valget af film på den kendte engelske instruktør Ken Loachs The Angels’ share. Og når man har at gøre med Loach-film, så kan man forvente sig en samfundskritisk element. Således også i denne fine lille historie.
Plottet er som taget ud af den grå britiske virkelighed. Fire unge rødder, der har begået forskellige lovbrud, idømmes samfundstjeneste, så de kan betale noget af det tilbage, som de på den ene og anden vis har berøvet samfundet. I første omgang ligner samfundstjenesten meningsløs aktivering af den slags, det danske samfund også kunne finde på at udsætte folk for. De bliver sat til at istandsætte en kommunal ejendom.
Men den behjertede socialarbejder Harry, der er sat på opgaven, får en bedre idé. Han får sympati for roden Robbie, da denne opsøges af og gennembankes af faderen til Robbies kæreste. Harry elsker god whisky, og han får den idé at tage de fire unge banditter med en tur til et skotsk destilleri, så de kan se, hvordan de ædle dråber bliver til.
For Robbie bliver turen et første skridt mod en tilværelse hinsides den kriminelle løbebane. Det viser sig nemlig, at Robbie besidder en udviklet næse for whisky. Han kan som professionelle whiskysniffere præcist beskrive og skelne den ene whisky fra den anden. Oplevelsen bliver også et amoralsk vendepunkt i filmen. For på besøget på whiskydestilleriet får pigen Mo den idé, at de kunne stjæle en særlig ædel og dyr whisky, der er blevet lokaliseret på et skotsk lager. Og som en anden Olsen-bande planlægger  de fire gutter, hvordan de – iført kilts som kamouflage – skal drage mod nord og stjæle noget af den dyre drik.
Ken Loachs kunststykke er, at han viser, hvordan de fire sociale tabere, takket være socialarbejderen Harry, får en chance i livet, men at denne chance har en dobbeltkarakter. Den er både udtryk for et menneskes gode vilje til at hjælpe andre ud over deres situation, men den er samtidig en bekræftelse af den illegale livsførelse, der har præget deres unge liv hidtil. Loach er amoralsk i den forstand, at der ikke er nogen morale om, at hvis blot systemet viser forståelse, så kan de unge kriminelle finde deres plads på den rigtige side af loven. Moralen er snarere, at man sagtens kan få lidt succes i livet ved hjælp af lidt ufine metoder. Man kunne sige, at moralen er udtryk for den moral, der netop kendetegner det kapitalistiske system, som Loach er og altid har været en kritiker af.
Projektet – tyveriet af den fine whisky – lykkes. Og filmen får en slags happy end. Mere skal ikke afsløres. Det vigtigse er vejen derhen. Loach fortæller historien lige ud af landevejen med en realistisk tone, der er gennemvædet af en befriende, boblende humor, som gør, at de fire unge rødders problemer og sorger bliver til at bære. Og de fire spiller deres roller med allerstørste overbevisning. De er som taget ud af den brutale virkelighed på bunden af det britiske samfund. Filmen er et reality show med mening.
Loachs kritiske blik viser sig på flere måder. Dels i skildringen af de fire unge. Fx i skildringen af Robbie, der lever et liv med nedarvet voldelighed, der indebærer en stadig trussel mod ham selv og mod den pige, han venter barn med. Dels i afsløringen af de rige whiskykenderes hykleri. I en kostelig scene vinder en amerikansk mand en tønde whisky til over 1 million pund, men han kan ikke smage, at der er blandet en ringere whisky i tønden, da han endelig får chancen for at smage.
Angels’ share er en realistisk skrøne. Og som sådan rummer den elementer af komedie, tragedie, dokumentaristisk virkelighedsskildring og meget mere. Og det hele er spundet sammen af den erfarne fortællers sikre håndelag. Det er en af de film, man må unde sig selv at se i år, hvis man kun går i biografen i ny og næ. Hermed anbefalet.

Proclaimers “500 Miles” (filmens eneste musikstykke):

Skrevet i Musik Tagged , , | 2 kommentarer »

CAPAC anbefaler: Suns of Satan – Sidespring

5. juni 2013

Bag det diabolske navn Suns of Satan gemmer sig duoen og ægteparret KristineBjørgMarkussen og Jeppe Søndergård Knudsen fra Aarhus. Kristine er komponisten til albummet Sidespring og sammen med Jeppe har hun produceret det samlede resultat. De ialt ni sange er – når man skærer ind til benet – renlivede popsange. Enkle, indbydende og let afhængighedsskabende små popsange, der dog er vævet ind i lydbilleder, frembragt med diverse keyboards, guitarer etc. Sammen med Kristine Bjørks ungpigelyse stemme skaber udenomsværkerne et let og luftigt lydunivers, der står vældig godt til popsangene og deres enkle, naive tekster. Teksterne er på dansk og holder sig til det hverdagsnære og -enkle som fx i denne lille sang om at være en lille familie “Dig og mig og os”:

se engang hvordan det blev
en helt ny verden af liv
det blev dig og mig og os
dig og mig og os
det var dig der voksed i mig
det blev større i mit hjerte
det var dig og mig og os
dig og mig og os

Sidespring skriver sig flot ind i rækken af fine, dansksprogede poprockalbum, der kommer i disse år, og med sine fine, sprøde, feminine popsange fortjener denne plade at få lige så mange lyttere som de andre plader, der allerede har indtaget radiostationernes og pladelytternes playlister. Det er en plade, der på mange måder passer som fod i hose tli den sommer, vi omsider har fået. Hermed anbefalet. 

Suns of Satan. Sidespring. Father figure Records. Udkom d. 3. juni – digitalt og på vinyl.

 

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

CAPAC anbefaler: Anna Kruse – Champagne Fötter

26. maj 2013

Sangerinden Anna Kruse fik fornem kritik, da hun i 2009 albumdebuterede med Lyckokatt, hvor hun fortolkede tekster af den finsk-svenske modernist Edith Södergran. Og på sin nye plade Champagne Fötter tager Kruse igen tråden op og fortsætter med at itonesætte og synge den for tidligt afdøde poets tekster.
Kruses mørke, varme, feminine stemme står vældig godt til Södergrans fundamentalt melankolske digte. Og stemmen væves fint ind i en musik, der originalt blander svensk visetradition med vokaljazz og lag af spoken word- og lydeksperimenter. Den musikalske side af sagen varetages kompentent af Nicholas Kingo (tangenter, sav, kor), Sissel Vera Pettersen (saxofon, sang, klokkespil), Lisbeth Diers (trommer, slagtøj, kor), Eva Malling (bas, kor), Jeppe Holst (guitar, banjo, pedal steel guitar), Flemming Agerskov (trompet), Soma Allpass (cello), Jesper Uno Kofoed (kor m.m.), Mette Outzen og John Fomsgaard (kor).
Champagne Fötter er en plade, der ikke sådan lige lader sig sætte i en bestemt musikalsk bås og mest af alt lever og ånder gennem sine lyrisk-melankolske stemninger og bør nydes i sin helhed. Selv om melankolien er dominerende, så er der også plads til dens lette modsætning – Â den piblende livsglæde. Som i den titelgivende sang “Skum”, der er en berusende kærlighedserklæring og -tango til livet: “Livets champagne pärlande dricka vi/Å lätta som skum/genomskinliga/Å champagnehjärtan…/Å Champagneögon -/Å himlen blinkar er loften till/Â Champagnefötter -/Å gån efter stjärnan/Å Champagneandar/Å glaset hänrycks i eder hand! “.
Som Södergrans poesi er Anna Kruses fortolkningsalbum en smuk, bevægende helhed, der besynger livet og dets antipodiske stemninger. Med sin plade lykkes det for Anna Kruse og hendes band at løfte Sdergran ind i dette århundrede og demonstrere, at hendes digte stadigvæk taler til os med uformindsket styrke. Hermed anbefalet alle, der holder af moderne poesi og – ja – moderne musik.
Anna Kruse. Champagne Fötter. Gateway Music. Udkommer i morgen


Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Beth Hart & Joe Bonamassa: Seesaw

21. maj 2013

I  oktober sidste år havde jeg fornøjelsen af at omtale Beth Hart seneste soloalbum Bang Bang Boom Boom, hvor sangerinden bevægede sig ubesværet mellem selvskrevne sange inden for genrer som blues, soul, rock, pop, swing m.v. Og i år udkom hendes anden duoplade med Joe Bonamassa Seesaw.
I Bonamassa har Hart fundet en soulbrother, der med sin berømmede bluesguitar og imposant brede musiksmag passer som Hans i Grete til Harts nærmest klassiske smag for den gode sang. På den nye plade kaster de to sig over 11 håndplukkede sange fra den store amerikanske sangbogs seneste kapitler.
Der lægges ud med en herligt swingende, nærmest rockende, udgave af Billie Hollidays lystne “Them there eyes”. Med sin sensuelle stemme får Hart sangens sprudlende livsappetit frem og lægger en dæmper på sangens tendentielle melankoli. Den afløses af Hoppes og Popps smægtende bluessang “Close to my fire”, hvor Hart lyder som en ung, vitaliseret Billie Holliday og Joe Bonamassa og hans band lægger en fin bluesfeeling under som et sikkerhedsnet.
Tina Turners gamle hit “Nutbush City Limits” får en kærlig overhaling, der demonstrerer, at både Hart og Bonamassa har hjerter, der banker højlydt for både soul og rock’m roll. Den overgår ikke Turners gamle version, men når den til strømpeholderne og længe op endnu…
I Al Coopers “I love you more than you’ll ever know” viser Hart, at hun er en af de moderne sangerinder, der løfter arven efter ikke alene Holliday, men også Janis Joplin og Etta James. Hun synger med en matchende glød og passion i denne smukke ballade, som også giver Bonamassa lejlighed til at strække helt ud i en imponerende, men ikke overgjort, solo.
Videre går det med numre af Randy Weeks (dejligt rockende og swingende “Can’t let go”), den lidt glemte trommeslager og sangskriver Buddy Miles (“Miss Lady”, hvor det sejt swingende får en ordentlig injektion af saftige blæsere). Melody Gardot (den melankolske kærlighedsballade “If i tell you i love you”, der balancerer fint på grænsen til det sentimentale uden at plumpe i), Al Green (“Rhymes”, et sejt soulnummer, der ikke overraskende passer utroligt godt til duoen),
Barbara Belles / Anita Nyes / Louis Primas / Stanley Rhodes’ “A Sunday Kind of Love” (endnu en smægtende ballade, der får det mest følsomme og ømme frem i såvel Harts stemme som Bonamassas guitar).
Pladen afrundes med en flot, loyal og kongenial version af Don Convays og Steve Croppers klassiker “Seesaw”, der også giver titel til pladen. Sangen blev fortolket af Aretha Franklin, men Hart og Bonamassa har stor ære af deres ligefremme, saftige souleditering af nummeret. Og rosinen i pølseenden udgøres af Billie Hollidays udødelige “Strange Fruit” (skrevet af Lewis Allen), hvor tempoet skrues helt ned til en næsten lavmælt udgave af den dødsens alvorlige sang. Et fornemt punktum for pladen og en understregning af, at Hart og Bonamassa ikke kun er til sjov og ballade.
Hart synger overbevisende på pladen. Hun bliver bare bedre og bedre med tiden og understeger endniu en gang, at hun er en af dem, der kan løfte arven efter de store sangerinder i rock, soul og jazz. Og Bonamassa viser endnu engang, at det ikke er tilfældigt, at han er blevet udråbt til at være den moderne blues’ nye stjerneguitarist.
Og bag dem spiller Anton Fig (trommer og slagtøj) Blondie Chaplin (guitar), Carmine Rojas (bas), Arlan Schierbaum (keyboards), Lenny Castro (slagtøj), Michael Rhodes (bas på “I’ll Love You More Than You’ll Ever Know”). Og det gør de overbevisende. De spiller tæt og musikalsk indfølende og danner en smuk ramme omkring de to hovedfigurer.
Akkurat som Boom Boom Bang Bang er Seesaw med sine coverversioner en plade af den slags, hvor støvet ikke får lov til at lægge sig så hurtigt. En plade, man gerne sætter på afspilleren, når humøret trænger til et skud vitamin. Her er noget både for blueselskeren og for dem, der blot elsker de gode uopslidelige sange fra den store sangbog.  Hermed anbefalet.
Harts og Bonamassas officielle Youtubeside
Beth Hart & Joe Bonamassa. Seesaw. Producer Kevin Shirley. Provogue Records. Udkom igår.

Skrevet i Musik Tagged , | En kommentar »

Velkommen til en musikalsk legestue – Swab – Panorama Playground

18. maj 2013

I begyndelsen af denne uge udkom Swabs album Panorama Playground. Bag kunstnernavnet Swab gemmer sig Jesper Schwabe Andersen, der er kendt som medlem af Bumsestilen og som DJ og producer.
Swabs udgangspunkt ved DJ-pulten og i den danske hip-hop fornægter sig ikke på den nye plade, men hvis man tror, at man blot skal opleve en rappende, hip-hoppende skive musik, så går man helt galt af Swab. For som titlen Panorama Playground antyder, så inviterer Swab lytteren på en musikalsk legestue, hvor elementer af rock, pop, electronica, trip og hip hop stykkes ubesværet og legende sammen til et organisk hele af musik. 
Min omtale af pladen er blevet lidt forsinket, og en af årsagerne har været, at jeg har måttet lytte mange gange til pladen for at danne mig en mening om den. Derfor har den ligget på min bærbare afspiller og er blevet spillet non-stop de sidste mange dage. Når det tog lidt tid, så hænger det sammen med, at den ikke lyder som ret meget andet, jeg har hørt de sidste par år eller mere. Jovist kan jeg godt høre, at pionererne Massive Attack et eller andet sted stikker deres hoved frem i musikken, men først og fremmest lyder det som Swab. Og det kendetegnende ved Swab er hans nærmest fordomsfrie og legesyge tilgang til sounds, effekter, melodiske fragmenter osv. Og legesygen har resulteret i en plade, der fik mig til – uden sammenligning i øvrigt – at tænke på The Beatles og deres Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Det var på den plade, Beatles for alvor gjorde deres musikalske trang til at eksperimentere med studiets teknologiske muligheder til et legesygt projekt. Swab har selvfølgelig et ganske andet udgangspunkt, men trangen til at lege med de forhåndenværende tekniske hjælpemidler er den samme. 
Swab er uden tvivl besat af sin metier og sin kærlighed til mikserpult, rap, hip hop osv. Og det viser sig allerede i det indledende nummer “Listen up!”, der ikke blot er en opfordring til lytteren om at slå lyttelapperne ud, men også er en metasang om lydens – soundens – vigtighed. We’re gonna talk about the sound of your drums… siger stemmen, efter at trommerne har taget over efter en scratchende indledning. Og derefter følger nogle æstetiske overvejelser over trommelydens, pianoets og soundens betydning. Med den lille popindsmigrende indledning er stilen ligesom anslået. Her skal leges og kæles for lyden. Og projektet indløses med hjælp fra en række danske og udenlandske legekammerater, bl.a. Mac Lethal, Blu Rum 13 og Emil Samsing/Le Gros. Det musikalske udtryk spænder fra hard core trip hop over syret rock til sange, der dybest set er renlivet pop. Et eksempel på det sidste er singleudspillet og pladens fjerde nummer “A killer in my dreams (feat. LeGros)“, der i et lettere arrangement nok kunne gøre sig ved det forestående MGP… Et andet lysende eksempel er sang nr. 6, der meget passende hedder “Don’t foget the song”. Og det er lige netop hvad dette nummer ikke gør. Det er den pureste pop.
Det har efter sigende taget meget lang tid at lave pladen, og det fornemmer man. Trods sit ludiske præg virker pladen helt igennem gennemarbejdet som et organisk sammenhængende stykke musik. Et moderne conceptalbum, der overbevisende demonstrerer, hvilket musikalsk potentiale, der ligger i den bunke isenkram, som trip hop, rap og hip hop benytter sig af. Netop pladens karakter af panoramisk helhedsbillede gør, at det kan forekomme urimeligt at fremhæve enkelte skæringer på pladen. Den skal og bør høres i sin suveræne totalitet – gerne bag nogle gode ørebøffer, der lader de mange lag af lyd og miks komme til deres ret. Panorama Playground er en af dette års store plader efter min mening. En plade, der fortjener at blive lyttet til af mange andre end rappens, hip hoppens og trip hoppens faste lyttekreds. Hermed helhjertet anbefalet.
Swab. Panorama Playground. Producer: Swab. Tallman Records. Udkom mandag d. 13 maj
 

Skrevet i Musik Tagged , | En kommentar »

CAPAC anbefaler: Terminal Argh

6. maj 2013

Og nu til en lille undladelsessynd. Terminal Arghs debutalbum har ligget lidt længe på mit skrivebord og andre presserende gøremål har gjort, at den først bliver omtalt nu. Men bedre sent end aldrig, som man siger. Og det gælder i høj grad for denne udgivelse.
De centrale figurer i Terminal Argh er skuespiller- og sangerinden Nana Schwartslose, der har et par soloalbums på samvittigheden, og musikeren Morten Umpff Langkilde, som her i bloggen vil være kendt for sit samarbejde med Rune T. Kidde (Kidde goes Umpff). Den ny plade, der markedsføres som groove-indie-triphop-rock med en twist, er – som kategoriophobningen mere end antyder, svær at sætte på formel. Jovist bærer de ni sange præg af triphoppens langsommelige, til tider næste slæbende, rytmik, men electronicaen brillerer ved sin markante nedtoning. I stedet står Schwarzloses distinkte, behageligt og forbilledligt let dechiffrerbare stemme og Umpffs guitar og de næsten mekaniske beats frem som dominerende elementer i en samling sange, der også bærer præg af en umiskendelig inspiration fra de seneste par årtiers popmusik. Uden at rumme decideret pophitmateriale byder sangene på forførende grooves, dansevenlige beats og rigeligt med mulighed for at fortabe sig i den gavmilde musikalske leg, der finder sted. Det er en plade, der med sin sofistikerede eksperimentelle leg  i lige så høj grad egner sig til fordybende lytten inde bag hovedtelefonerne som til en intim klubsituation med lige dele dans og lytten. Hermed anbefalet.
Terminal Argh. Terminal Argh. Produceret af: Morten Umpff Langkilde. Mabel the Label. Pladen udkom 24.4.2013

Terminal Argh – In a Car (inspired by the movie RUSH) from Mabel The Label on Vimeo.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

CAPAC anbefaler – Mother Lewinsky – debut-EP

29. april 2013

Trioen Mother Lewinsky – Michael Vitus (trommer), Marc Facchini-Madsen (sang) og Søren Stensby (violin) – debuterer med en EP, der af pladeselskab og promotion har fået mærket “indie-classical” hæftet på sig. Forklaringen er, at Mother Lewinsky har ført sig frem – branded sig selv – som et band, der med forkærlighed bruger den klassiske musiks instrumenter. Det skete, da bandet for et års tid siden lagde en video ud på Youtube. En video, der bestod af sang, akkompagneret af et rent kvindeligt strygerensemble. Det var både overbevisende og modigt.
Brugen af strygere og andre af symfoniorkesterets instrumenter har længe været en del af rocken. Nogle gange har det mest af alt lignet rockmusikernes forsøg på at blive taget alvorligt og lefle for det store klassisklyttende publikum. Andre gang har det klassiske været integreret på rocken præmisser og har givet rigtig god musikalsk mening. I Mother Lewinskys tilfælde har vi med det sidste at gøre. Gruppen bruger violiner, celloer osv. på linje med bas, trommer og el-guitar – og gør med det med overbevisende styrke. EP’en ialt fem numre, der smager af mere (læs: hvornår kommer der et album?), er en omgang fængende, medrivende indie-pop-rock, der både apellerer til den evigt sultne popsangspublikum ude ved radioerne – og til det mere kræsne publikum, der gerne vil udfordres lidt på deres lyttevaner. Kald det bare “indie-classical”, men i min karakterbog er det først og fremmest intelligent, smittende, afhængighedsskabende poprock af den slags, man ikke sådan bliver træt af at lytte til og bare ikke kan få nok af…
Hermed varmt anbefalet af dette gamle pophoved. PS. Skulel man få lyst til at opleve Mother Lewinsky live så optræder de på den forestående SPOT-festival.
Mother Lewinsky. Mother Lewinsky. PDH Music. Udkom d. 22. april

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Raum Eins Records præsenterer: Acid Twin – Contraband

23. april 2013

Acid Twin – alias Jacob (Guitar / Vocal), Solveig (Synth / Bass) og Victor (Guitar / trommer) – har udsendt et kassettebånd (med tilhørende digital download). Titlen er Contraband – og gruppen kalder deres musik melancholic noise / suicide pop. Og at lytte til EP’ens fire numre er da også en mørk, knugende oplevelse. Acid Twin dyrker konsekvent og kompromisløst et indadvendt, melankolsk, mørkt udtryk. Det er som at være til stævnemøde med en ukendt, mørk lillebroder til The Velvet Underground. Lyt med her og få rusket op i dine forestillinger om, hvordan man kan spille moderne rock.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Ældre CAPAC anbefaler indlæg »