Indlæg tagget med demokrati

Webloggen og gammelmedierne

6. juli 2009

Udgør weblogs en trussel mod de traditionelle medier? Man kunne måske godt få den tanke, når man ser, hvordan de traditionelle medier – aviser og blade ikke mindst – forholder sig til fænomenet weblogs. Men i følge Alex Schulman, der er en af Sveriges kendteste bloggere, er weblogs et overvurderet fænomen. Overvurderet af “gammelmedierne”. I en artikel i Dagens Nyheter beretter han om gammelmediernes næsegruse underdanighed over for bloggerne og citerer ‘modetesen’: Bloggerne sætter dagsordenen for de traditionelle medier.

Derefter sætter han sig for at analysere den svenske weblog-realitet. Der findes et hav af blogs, men de fleste er inaktive eller ligefrem nedlagte. Og så er der måske 60.000 aktive bloggere – svarende til 0,66 % af befolkningen. Der er flere glutenallergikere eller bosniere i Sverige, end der er bloggere. Og universitetet i Göteborg har i en ny undersøgelse argumenteret for, at måske 5 % af befolkningen dagligt læser weblogs. Altså hver tyvende svensker. Nogen magtfaktor kan man altså ikke tale om.

Dertil skal lægges, at de mest læste blogs i Sverige bestyres af teenagepiger, der skriver om mode og sligt. Ikke af en kritisk, intellektuel elite. Schulmann mener, at blogland kunne være en betydningsfuld faktor, hvis den afspejlede det, der diskuteres rundt om ved kaffebordene i samfundet. Men i realiteten er blogland en lille sluttet kreds, der diskuterer emner, der ikke interesserer det store flertal.

Spørgsmålet er så, hvorfor de traditionelle medier tillægger blogs (og andre sociale medier for den sags skyld) så stor betydning? For Schulmann er svaret, at gammelmedierne, som de kaldes derovre, er skrækslagne for ikke at følge med den nye teknologiske udvikling (og ungdommen!) og derfor taler de om bloggernes magt. Men i følge Alex Schulmann er bloggerne ganske betydningsløse og uinteressante.

– Og måske har Schulman ret i sin analyse. Truslen mod gammelmedierne kommer måske ikke umiddelbart fra blogland og de andre sociale medier, men fra gammelmedierne selv. De er fanget i et dilemma mellem journalistikkens traditionelle, historiske demokratiske opgave – at være demokratiets oplysende og kritiske vagthund – og markedets ubønhørlige logik, der tvinger dem til at finde på alt muligt, der kan sælge varen. Gammelmedierne er deres egen værste fjende. Når jeg alligevel mener, at Schulmann undervurderer weblogs og lignende medier, så er det på grund af potentialet. De nye medier en netop kendetegnet ved at være – i vidt omfang og i skærende modsætning til gammelmedierne- non-kommercielle, uafhængige, præget af høj grad af uredigeret ytringsfrihed, at være menigmands og -kvindes talerør. Vi har netop været vidne til – i forbindelse med demonstrationerne i Teheran – at en tilsyneladende ligegyldig ny social teknologi, nemlig Twitter, lige pludselig viste sig at være et forum for en demokratisk bevægelse på tværs af grænser og sprog og en kilde til løbende aktuel information. I sin artikel nævner Schulmann også, at det var blogland, der for tre år siden væltede en svensk minister. Det er længe siden. Men det kan meget vel ske igen. Det kan meget vel være, at blogland ikke sætter dagsordnen i dag, men den kan lige så vel ryste den dagsorden, som gammelmedierne og politikerne sætter. Som internettet altid har været – i selve sin struktur – så udgør de ikke-kommercielle sociale medier et anarkistisk, demokratisk potentiale, hvis styrke ingen bør undervurdere.

Journalistikkens krise og demokratiets udvikling

31. maj 2009

Et tilbagevendende tema i denne blog har været, hvad kan kunne kalde de journalistiske mediers trængsler. Aviserne og de tradionelle elektroniske medier er trængt fra flere fronter. Aviserne har – generelt – været i tilbagegang oplagsmæssigt i årevis med enkeltstående lysende undtagelser. Og indtoget på internettet med gratis læsestof har ikke ændret væsentligt ved det problem. Fra samme front – internettet – presses de traditionelle journalistiske medier også af de mange nye, sociale medier: weblogs, facebook, twitter, friendfeed og hvad de nu hedder.

De journalistiske mediers achilleshæl er deres økonomi. Stort set alle – måske med DR som en slags undtagelse – er forretninger, der skal give overskud. Og presset på økonomien tvinger dem til at finde veje, der kan skaffe flere læsere, seere, lyttere osv. – og flere annonceindtægter. Det har fx fået de samme medier til at satse på mere underholdning – på bekostning af de klassiske journalistiske dyder. Medierne forsøger også at rumme det hele. Ingen avis uden en internetside med tilhørende weblog. Gerne flere. Og så videre.

Men når man gaber over så meget og satser på den lette underholdning, så går det uvægerligt ud over de traditionelle journalistiske styrker. De gennemresearchede artikler, den kritiske journalistik, den afbalancerede, velredigerede debat osv. Og dermed bliver den aktuelle udvikling et problem for selve demokratiet.

Et symptom på denne effekt er den såkaldte tænketank Cepos’ markante eksponering i såvel de skrevne som de elektroniske medier. Jeg har længe undret mig over, at en sådan ideologisk minoritetsorganisation så ofte kom til orde i pressen – og ofte i sammenhænge, hvor de ikke har ekspertstatus.

I Information har Ida Willig stillet samme spørgsmål. Og hun giver tre forklaringer. For det første anerkender hun, at de er dygtige til at sætte historier i verden. De er dygtige til – ud fra deres særlige liberalistiske vinkel – at søsætte “nyheder”. For det andet lever de højt på netop mediernes økonomiske trængthed. De ved, at medierne er som glubske hunde, der ganske ukritisk sluger alt, hvad der blot lugter af nyhed. Derfor laver de præfabrikerede “nyheder”, der bygger på selektiv anvendt statistik og ditto “videnskabelige undersøgelser” fra fx Center for Politiske Studier, som journalisterne så – på grund af travlhed og manglende ressourcer – sluger råt… En tredje forklaring er, at oppositionen – den gesamte venstrefløj – ikke formår at gøre dem kunststykket efter. Og det er et vink med en vognstang. Kom ud af kommunikationshullerne folkens.

Derfor ser man igen og igen Cepos-folk deltage i debatter, hvor de de facto ikke har mere at bidrage med end menigmand. Willig konkluderer skarpt: “CEPOS’s egentlige genistreg består nemlig ikke i at være dygtige til at komme i medierne. Genistregen består i, at så længe CEPOS missionerer fra en meget yderlig højrefløj, og medierne giver dem taletid som ekspertkilder, så fremstår regeringens liberalistiske projekt som en pragmatisk blød midterpolitik. Hvis et SR-alternativ med Helle Thorning-Schmidt i spidsen skal have en chance for at sætte sig på fremtidens mediedagsorden, kan de lære meget af CEPOS.”

Man må håbe, at Helle Thorning og alle andre til venstre for regeringen læser flammeskriften på væggen.

Noget andet er: Hvordan får vi medierne tilbage på rette spor? Det er et demokratisk problem, når medierne ikke i tilstrækkeligt omfang formår at håndtere samfundsdebatten og nyhedsformidlingen på en kvalificeret vis og er sårbare over for ideologiske strategier som Cepos’. Læs hele artiklen og kommentarer her

Ministerkalendere

17. maj 2009

I England er det politiske system kastet ud i en mindre krise, der handler om det åbenbart evigt tilbagevendende problem: grådige politikere, der misbruger offentlige midler til egen vinding. Herhjemme har vi også haft en række sager, senest Bendt Bendtsens jagt-, golf- og køreture med jagtgevær, hvor politikere har haft et meget afslappet forhold til anvendelsen af skatteborgernes penge. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv har været genstand for kritik i forbindelse med “bilagsrod” i sin tid som amtspolitiker, har i forlængelse heraf fremsat et lovforslag, der indebærer en de facto begrænsning af befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Lovforslaget går ud på, at samtlige ministres kalendere skal undtages kravet om aktindsigt. For at lægge et røgslør over denne forringelse af den demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning har statsministeren så åbnet mulighed for, at samtlige kalendere skal lægges ud på internettet – i redigeret form… Den enkelte minister og dennes embedsmænd vil fremover – billedligt talt – kunne udstrege oplysninger om betalte jagtture, dyre restaurationsbesøg, gaver osv. efter behag. Hvis loven vedtages – hvilket er meget sandsynligt med det nuværende regeringsflertal, så bliver det en demonstration af, hvor udemokratisk den nuværende regering er. Lige som det er et radikalt brud med såvel dansk forvaltningstradition som Offentlighedslovens intentioner. Det er skræmmende…

Apropos det irske valg – noget om demokratiets ‘krise’

15. juni 2008

Det irske valg er overstået. Det blev et nej. Og selv om den politiske elite i Europa prøver at fremstå fattede i situationen og lade som om det kun er af perifer betydning, så er der ingen tvivl om, at nej’et er ubehageligt. Endnu et nej er føjet til rækken af nej’er til et europæisk projekt, der mere og mere fremstår som den politiske elites projekt, men ikke befolkningernes…
I radioen hørte jeg en debat mellem DFs Morten Messerschmidt og De Radikales Lone Dybkær, hvor sidstnævnte med stor arrogance forsøgte at argumenterer for, at der skulle være færre folkeafstemninger i sådanne store spørgsmål. Man skulle overlade det til de folkevalgte repræsentanter og deres visioner at afgøre fx hvordan EUs traktat skulle se ud. Morten Messerschmidt var derimod langt mere basalt demokratisk, idet han slog fast, at irerne havde sagt nej, og dermed var traktaten fejet af bordet, og politikerne måtte have arbejdstøjet på igen.
Ovenstående fik mig til at tænke på, om ikke vi er inde i en slags demokratisk krise!? Jeg synes, der er flere og flere tegn på, at vi på nationalt og overstatsligt plan har at gøre med en politisk elite, der ikke forstår at repræsentere dem, de forestiller at repræsentere: befolkningerne – eller mere patetisk – Folket. Problemet er bestemt ikke nyt. Ovre hos Lotte i Eksistens kan man læse noget af Kristen Bjørnkærs anmeldelse af den norske forfatter Magnus Marsdals bog om Fremskritts-partiets succes i Norge, og anmeldelsen handler blandt andet om afstanden mellem de politiske repræsentanter og vælgerne. Han noterer tørt, at den såkaldte halvfjerdser-venstrefløj, der talte ‘arbejderklassens sag’ på intet tidspunkt for alvor havde arbejderne eller lønmodtagerne på deres side og derfor forblev et umuligt projekt.[1. Allerede i trediverne kritiserede den tyske filosof Ernst Bloch de tyske kommunister for ikke at være i stand til at opfange folkedybets stemninger – i modsætning til nationalsocialister – og dermed havde et medansvar for nazismens opkomst..]
Tre-fire årtier senere er vi vidne til Socialdemokratiets politiske deroute, der blandt andet handler om, at partiets højtuddannede, akademiske, elitære ledere for længst har tabt følingen med de vælgere, der historisk har været partiets eksistensgrundlag, og som har søgt tilflugt hos især Dansk Folkeparti, der jo er et af de få partier, der har formået at opsamle visse folkelige strømninger, fx bekymringen og skepsissen over for indvandringen og bekymringen for ‘velfærdet’.
Måske handler denne ‘krise’ blandt andet om, at det såkaldt repræsentative demokrati er blevet en selvfølge, der ikke længere rigtig står til debat. Jo, vi kan godt diskutere det demokratiske underskud i EU, men ikke rigtig om sådan en overstatslig overbygning er en bevægelse væk fra det demokratiske. Det repræsentative demokrati er en selvfølge, hvor det ikke er muligt at diskutere muligheden af at indføre et mere direkte demokrati – hvilket jo er teknisk muligt med internettet og de digitale teknologier – og dermed reducere repræsentativiteten i anden, tredje, fjerde osv. potens.
De folkelige afstemninger – nationalt og overnationalt – er de begivenheder, hvor de folkelige politiske stemninger bliver mærkbare. Det er her mediernes opinionsmålinger og de politiske analyser kommer til kort. Verden ville se meget anderledes ud, hvis vi fik flere af dem…

Hør en fin koncert-optagelse med Kathleen Edwards på NPR – her.

En politiker i en nøddeskal 2 – Charlotte Dyremose

6. juni 2008

Så er det her igen. Dilemmaet mellem personlig overbevisning og partidisciplin. Sidst så vi det med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der måtte bøje sig for regeringsflertallet i sagen om de forbaskede tørklæder (selv om hun fortsætter sin kamp…til stregen). Samme sag gjorde også Karen Ellemann politisk skizofren. Og nu gælder det så Charlotte Dyremose fra de konservative. Dyremose er imod et tørklædeforbud, og de konservatives formand Bendt Bendtsen “forventer”, at hun stemmer med gruppen – imod sine egne overbevisninger. Mit gæt er, at hun… Nej, lad det ligge. Vi nøjes med at henvise til Grundlovens § 56…

Aldersdiskrimination – “ærlig snak”

7. april 2008

Formanden for Ledernes Hovedorganisation, Svend Askær (55 år), ønsker en blåstempling af aldersdiskriminationen på arbejdsmarkedet. Til DR-Nyhederne udtaler han: “Ingen sjæl har glæde af, at de lidt ældre ledige skal sende udsigtsløse ansøgninger til stillinger, hvor arbejdsgiveren på forhånd har besluttet at ansætte en yngre ansøger“. Derfor ønsker han en lempelse af lovgivningen.

Det lyder da også besnærende, når Askær efterfølgende taler om, at det skal være muligt at søge arbejdskraft efter alder, så man kan få en aldersmæssig spredning på den enkelte arbejdsplads. “Vi ved jo, at man ikke kan have en afdeling, hvor alle er 25 år eller alle er 60 år“.

Askærs forslag kommer efter at tre sager om aldersdiskrimination er kommet frem i lyset. Nogle arbejdsgivere har være så “skødesløse”, at de har begrundet afslaget på ansøgningerne med, at ansøgerne (til lederstillinger) var for gamle.

Enhver med tilknytning til arbejdsmarkedet kan berette om eksempler på aldersdiskrimination. Det seneste eksempel jeg har hørt kom fra en kvindelige ansat i et større telekommunikationsfirma. Hun skulle sortere i en bunke ansøgninger og fik af sin (over halvtredsårige) leder at vide, at hun godt kunne sortere alle over 45 fra med det samme.

Det foregår. Vi ved det. Og det eneste Askærs forslag vil ændre er, at det vil blåstemple arbejdsgiveres ret til at vælge og vrage blandt de arbejdssøgende – uden hensyn til vores demokratiske ligestillingsidealer. Følger vi Askærs logik, så blive det næste vel, at vi ikke må have for mange kvinder i den fødedygtige alder på samme arbejdsplads eller for mange med en “anden etnisk og kulturel” baggrund!?

I øvrigt kan det undre en, at Askær overhovedet ikke kommer ind på spørgsmålet om kvalifikationer. Er det ikke i virkeligheden den eneste forskelsbehandling, vi kan acceptere? At nogle er bedre kvalificeret – fagligt set – end andre? Og er det ikke det, arbejdsgiverne burde bekymre sig om?

I hvert fald må Askærs hovsa-forslag give vores beskæftigelsesminister noget at tænke over, når han pisker voksne ledige rundt i jobsøgningsmanegen. Måske burde han lempe kravene for dem, indtil aldersdiskriminationen er fjernet?

 

Y-T-R-I-N-G-S-F-R-I-H-E-D

28. februar 2008

Og du, min kære læser har du ytringsfrihed? Tør du sige din mening lige ud i TV-Avisen, vel vidende at din chef og dine kunder sidder og ser det?

Modspil citerer en læseværdig kronik fra Politiken, hvor den skæve og gæve journalist og forfatter Flemming Chr. Nielsen går til angreb på ytringsfriheden fra en anden og måske mere radikal vinkel end den evindelige profet-med-bombehat-karikatur-debat.
Læs indlægget og se dig selv i spejlet. Tør du sige din mening!?

Forbyd sex!

28. januar 2008

Inspireret af et indlæg hos Lars om endnu et korstog mod “købesex”, altså prostitution, så får jeg en uimodståelig lyst (undskyld, det var en smutter…) til at foreslå en mere radikal løsning: Lad os forbyde sex – slet og ret! Det er jo ikke nogen menneskeret, får vi at vide. Og – hånden på hjertet (eller hvor man nu har hænderne) – så er det kun til besvær i en ligestillingstid. Mennesker vil åbenbart ikke behandle hinanden som ligeværdige, ligestillede personer, der sætter sig ned og – på god demokratisk – vis snakker sig frem til en seksuel handling. De forfører hinanden – eller rettere: bliver forført – til unævnelige og lidet demokratiske eller værdige handlinger. De kan finde på at lade sig “udnytte“, “ydmyge”, piske, mishandle, bruge til andres perverse tilfredsstillelse – og det, der er værre. Og oven i købet til deres velbehag. Føj! Sådan noget kan vi sågu da ikke have i et civiliseret, demokratisk samfund, vel!? (Altså lige bortset fra i pornografien – men det er jo bare legitim, økonomisk spekulation i vores fantasier…men det glemmer vi lige).
Hvis vi nu fjernede sex, fyldte kønsforskellen op med ligestillingscement, så kunne vi for en gangs skyld få gennemført den totale ligestilling mellem mænd og kvinder (jeg mener selvfølgelig: mellem mennesker). Hvad venter i på? FUK!

Minus Burka

8. december 2007

Jeg læser netop i “avisen“, at et lokalt gymnasium har forbudt brugen af burkaer. Og andre beklædningsgenstande, der skjuler personens ansigt, fx elefanthuer. Gymnasiets – det drejer sig om Egå Gymnasium – rektor siger: “At folk går med tørklæder er ikke noget problem for os, men lærere kan ikke kommunikere med elever og få undervisningen til at fungere, når de ikke kan se deres ansigtsudtryk”. Pt. går der ingen elever med burka-tendenser på gymnasiet. Rektor siger videre: “Jeg er nødt til at sige, at vi skal skaffe rimelige betingelser for undervisningen, og så må vi indrette os efter det.”
Jeg er fundamentalt enig med rektor. Jeg vil heller ikke kommunikere med folk, der ikke tager deres sorte solbriller af. Jeg vil kunne se deres øjne, sjælens spejl. Ansigtet og mimikken er en væsentlig del af vores ytringer og derfor en vigtig del af et demokrati, hvor dialog, samtale osv. er centrale handlinger. Om folk vil gå med tørklæde, Che Guevara-t-shirts, Hammer-og-segl-nål, kalot, sølvkors osv. Det må de sgu’ selv om…

Tilbagespoling

Krydset er sat

13. november 2007

Klokken 9.15 satte capac sit kryds ved bord nr. 6 (dvs. i boksen ved bord nr. 6). Hvis det borgerlige sammenrend vinder valget (hvilket guderne må forbyde), så er det ikke min skyld…

PS. Er du i tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds, så følg dit hjerte. Er du ikke i tvivl, så følg dit hjerte. Hjerte og tanke er to sider af samme sag. Under alle omstændigheder: Stem! Brug din valgret!

Regeringen og klimaet

18. oktober 2007

Regeringen står under anklage for at have manipuleret med videnskabelige data om den globale opvarmning. Tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt gør det til et spørgsmål om (politisk) fortolkning. Schmidt udtrykker det på den måde, at regeringen “skal kunne stå inde for” de fremlagte data. “Man kan sige til en regering, hvordan vi dog kan mene, som vi gør men selvfølgelig har en regering ret til at mene det, som er regeringens politik”. Jovist. Regeringen må jo mene, hvad den vil. Men gælder det ikke også for klimaeksperterne? Og skal andre – fx folketinget og befolkningen – ikke også have adgang til ucensurerede oplysninger, så de kan danne sig deres mening om sagens rette sammenhæng? Regeringen har ret til at mene, hvad den vil, men ikke til at forhindre andre meningers dannelse. Regeringen har et problem med demokratiet.
PS. Som forventet støtter DF regeringen i denne sag.

Skatteudspillet: En omvendt Robin Hood

21. august 2007

Det kan vel ikke undre nogen, at Fogh og Betjent Bendtsen har lavet en omvendt Robin Hood. De velbjergede slipper let, medens de svageste indkomstgrupper bærer byrden, selv om folk på overførselsindkomst – pensionister, kontanthjæpmodtagere og ledige – får en mindre kompensation, idet indkomsten forbedres med 0,8 %.
Den såkaldt liberale tænketank CEPOS mener, at Fogh dermed har brudt skattestoppolitiken.

Homotubbies

29. maj 2007

Er det BBC-producerede børneprogram Teletubbies den rene homoseksuelle propaganda? Berlingske Tidende bringer nyheden om, at den polske Børneombudsmand Ewa Sowinska er af den mening. Dermed blusser en ti år gammel diskussion om børneprogrammets seksuelle karakter op igen. Den polske børneombudsmand har blandt andet bemærket, at en af tubbierne bar rundt på en dametaske, selv om den var en dreng. Nu vil Sowinska sammen med børnepsykologer og andre eksperter analysere programmerne og se, om ikke de skal fjernes fra sendefladen, så de ikke skader de barnlige seere.
Berlingske Tidendes nyhed minder mig om, at jeg for nylig hørte en interessant udsendelse på P1 om problemerne med at arbejde politisk i EU, hvor en stor del af politikerne er katolikker og under stærk indflydelse fra Pavestatens lobbyvirksomhed. Det handlede om, at mange politiske argumenter havde indbyggede katolsk-religiøse-moralske dimensioner, som man måtte imødegå ud fra kristent-lutheransk udgangspunkt. Derfor skulle der ansættes danske folkekirkepræster til at støtte de ikke-katolske politikere.
Det er en kendt sag, at homofobien trives i bedste velgående i den katolske kirke, men også langt ind i den protestantiske kirkes rækker. Vi kan blot tænke på pastor Krarups udtalelser om de homoseksuelle for nylig. Og de to eksempler ovenfor rejser peger med al ønskelig tydelighed på det aktuelle problem: Om det er en god idé at blande religion og politik. Eller omvendt: Om ikke det er bedst at skille de to ting ad?

Opdatering 2/6: en psykolog har nu overbevist ombudsmanden om, at der ikke er tale om homoseksualitet. Læs nyheden her.

En mand – flere koner

23. maj 2007

Abdul i en yngre, ikke-islamisk udgave- og wahid nu
Den fra medierne kendte imam Abdul Wahid Pedersen udtaler til Jyllands-Posten, at “Det er tilladt for en mand at have op til fire koner, men det er ikke tilladt for en kvinde at have mere end en mand”. Imamens udtalelse er udtryk for en holdning, der baserer sig på Koranens ord. I følge dansk verdslig lovgivning er bigami ulovligt, og i går kunne man læse, at flere bigamistiske ægteskaber, hvor kvinder med islamisk baggrund gifter sig igen, fordi de ellers ikke ville kunne få en ny mand, tvangsopløses. Wahid Pedersen sidestiller bigami med det forhold, at en gift mand har sig en elskerinde. Men overser Wahid Pedersen ikke, at sidstnævnte forhold strengt taget – dvs. i forhold til dansk lovgivning – er ægteskabsbrud!?

PS. Hvis man er interesseret i at høre, hvordan tranformationen af den unge, langhårede Pedersen til den nuværende islamiske imam er foregået, anbefaler capac, at man downloader DRs Kronsj-podcast, hvor hovedpersonen beretter om sig liv.

Egon Bondy – tjekkisk undergrundsforfatter er død, 77

15. april 2007

 

Egon Bondy, født Zbynek FiÅ¡er, døde den 9. april. Han var en excentrisk skribent, en blanding af filosof, forfatter og poet – og tilhørte den berømte undergrundsbevægelse i Prag. Han startede som surrealist i 1940’erne, studerede efterfølgende filosofi og psykologi ved Charles Universitetet i Prag. Han studerede også flittigt Karl Marx og de marxistiske teorier, men altid ud fra en helt personlig, uortodoks og udogmatisk synsvinkel.

Internationalt gjorde han sig først rigtig bemærket, da han i tresserne skrev tekster til gruppen The Plastic People Of The Universe, der repræsenterede den ungdommelige modstand mod det forstokkede kommunist-regime. De uortodokse og excentriske poetiske tekster gjorde ham upopulær hos de kommunistiske ledere i Tjekkoslovakiet, og hans arbejder måtte derfor cirkulere som pirattryk, sådan som det var almindeligt for officielt uønskede kunstnere – den såkaldte samizdat litteratur.

I følge New York Times’ nekrolog, så omhandlede Bondys poemer emner som forstoppelse (!) og medikamenter (Bondy var en notorisk hypokonder og i den pågældende sang opregnes alle de medikamenter, han selv indtog…).
Bondy var i øvrigt god ven med en anden berømt Pragerforfatter Bohumil Hrabal, der betragtes som en af de mest indflydelsesrige, intellektuelle, tjekkiske forfattere i det 20. århundrede.
Bondys værk var meget bredt, strakte sig lige fra meget personlig poesi til filosofiske værker, som fx “Buddha”, der er kommet på dansk på Rævens Bibliotek hos forlaget Politisk Revy. Ialt nåede han at skrive tres værker.
Som den intellektuelle, Bondy var, fortsatte han med at kritisere styret i Tjekkiet efter kommunismens fald. Bondy mente, at man var gået fra et ikke-marxistiske stalinistisk regime til at være en kapitalistisk “bananrepublik”, og at landets deling alene skyldtes kapitalisternes ønske om at komme af med den fattige slovakiske provins! Af samme grund flyttede han fra Tjekkiet til Slovakiet.