CAPAC

Vi har tidligere i denne blog skrevet om den siddende regerings forsøg på at dæmonisere DR. I dagens nyheder dokumenteres det så eftertrykkeligt, at regeringen – repræsenteret ved kulturminister Brian Mikkelsen – direkte har forsøgt at lægge pres på DR og dets journalistiske virke i dækningen af Irak-krigen. Tidligere generaldirektør Nissen fremlægger i en ny bog en email fra Brian Mikkelsen, der vanskeligt kan læses som andet et forsøg på at presse DR. Medieeksperter fra det ganske land læser det også sådan. Det alvorlige er, at ministeren er bevidst om sin handling – og denne handling strider mod almindelig forvaltningsskik, DRs autonomi og ytringsfrihed.
Vi har for ganske nyligt i denne blog skrevet om og diskuteret de demokratiske idealer og nødvendigheden af at forsvare dem. Her er et konkret skandaløst eksempel på, hvor det er nødvendigt. Brian Mikkelsens email kan læses i sin helhed her.

Opdatering: Socialistisk Folkepartis leder Villy Søvndahl kræver nu ministerens afgang, fordi denne har vildledt folketinget ved at hævde, at regeringen ikke kunne “drømme” om at forsøge at påvirke DRs redaktionelle linje…

opdatering 2: Den samlede opposition kræver nu kulturmedisterens afgang…

opdatering 3: Statsministeren har udtalt sig om “sagen”, og Carsten leverer en kort sproglig analyse af Foghs udtalelser, der viser, at Fogh 1. ikke afviser, at den famøse email fra Brian Mikkelsen faktisk indebar en trussel og et politisk pressionsforsøg, men blot hævder, at det ikke var regeringens hensigt, og 2. at Fogh dermed lægger afstand til Brians handling…
Apropos Brian Mikkelsens hovsa-email (læs den her), så er det også interessant at læse, hvad noget af truslen mod DR går ud på. Mikkelsen mere end antyder, at de borgerlige politikere i regeringen ytrer ønske om at privatisere DR i stedet for TV2 med den begrundelse, at TV2 er positiv over for regeringens politik…

Jeg har tidligere i denne blog udkastet det synspunkt, at “sagen” om Ungdomshuset blandt meget andet kunne anskues som en episode i en fortsat kulturkamp, der dybest set drejer sig om, hvilket samfund vi vil have? En kulturkamp, der i andre sammenhænge har været tematiseret som Opgøret med 1970’erne og de værdisæt, dette årti menes at repræsentere.
Hvis man skulle være i tvivl om rigtigheden af dette synspunkt, så får man det bekræftet ved læsningen af en leder i dagbladet Jyllands-Posten fra den 10.marts.
Lederen “En røst fra fortiden” drejer sig om religionsforskeren og universitetslæreren Mikael Rothstein, der har fået en klagesag på halsen, fordi han har angiveligt skulle have opfordret sine studerende til at deltage i demonstrationen til fordel for Ungdomshuset. Hans “forsyndelse” består i at have tilkendegivet sine holdninger i en undervisningssammenhæng.

Jyllands-Postens leder er et vaskeægte stykke mistænkeliggørelsesretorik. Et retorisk lærestykke i, hvordan man – uden for alvor at gå ind på indholdet af mandens tanker og argumenter – diskvalificerer og umuliggør ham ved simple retoriske greb. Grebet består i sin enkelhed i at fremstille Rothstein som en potentiel farlig, samfundsskadelig anakronisme.
Rothstein beskrives som en person, der fremtræder og agerer som et moderne menneske; men i virkeligheden er et levn fra fortiden (dvs. de skrækkelige marxistiske halvfjerdsere): “SELV OM religionsforskeren Mikael Rothstein er en moderne mand, som vistnok ynder at følge med tidens tendenser, er det alligevel som at høre en røst fra fortiden, når han åbner munden.” At være en røst fra fortiden kan være uskyldigt nok i sig selv. Men i næste ombæring sætter mistænkeliggørelsens retorik trumf på: “Det er et rent ekko fra 1970ernes universitetsmiljø, hvor de med de rigtige holdninger talte om værdirelativisme og repressiv tolerance, mens de hyldede massemorderen Mao Tse Tung, som han hed dengang“. Understregningerne er mine.
Det retoriske fif består i at insinuere, at Mikael Rothstein på en eller anden måde bag om de akademiske fraser (“værdirelativisme”, “repressiv tolerance” etc.) står i ledtog med Mao-sympatisørerne i halvfjerdserne. Med maoisterne. Altså med en sammenhæng, hvorfra blandt andet Blekingegadebandens medlemmer rekrutteredes…
Hensigten med mistænkeliggørelsen er alt andet end uskyldig. Uden at sige det direkte, taler lederen for en fjernelse af Rothstein som underviser, idet den i det efterfølgende sætter lighedstegn mellem faglighed, professionalisme og – holdningsløshed. Rothstein er uprofessionel, fordi han har tilkendegivet sine holdninger ergo…
Læs selv lederen. Den burde indgå i enhver grundbog i journalistik og retorik som skræmmeeksempel på, hvordan man snigløber en politisk modstander i stedet for at gå i dialog med vedkommende. Og den er en illustration af – som jeg indledningsvis skrev – at sagen om Ungdomshuset er et led i en fortsat kulturkamp.

Bo i Jiggly Room gjorde mig opmærksom på denne leder.

Opdatering: I det hele taget fortjener mediernes rolle i hele sagen med Ungdomshuset at blive udsat for en “uvildig undersøgelse” af medieeksperter på universiteterne. Har de givet en nuanceret billede af, hvad der er sket? Se Anjas indlæg – og læs de henvisninger der er i hendes artikel.

Opdatering: Jeg vil gerne henvise til Carsten Fogh Nielsens kommentarer om demokrati, der er skrevet i forlængelse af diskussionerne i denne blog.

Tidligt i morges så jeg en overskrift på DR tekst-tv, som vækkede min nysgerrighed: “Hver femte ledig vil ikke arbejde”. Men artiklen var ikke af finde i oversigten, så jeg gik på nettet og fandt ganske rigtig artiklen på DR Nyhedernes side.

I artiklen refereres en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) således, at “hver femte ledige ikke ønsker at arbejde, selv om hun eller han hverken har psykiske eller sociale problemer”. Som forventeligt er Dansk Arbejdsgiverforening “rystet” over det påståede forskningsresultat, og som forventeligt ser beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen undersøgelsen som værende en trussel mod dagpengesystemet.

Men, hvis man ulejliger sig til Socialforskningsinstituttets hjemmeside, tegner der sig et noget andet billede. Her finder man SFIs pressemeddelelse med overskriften “4 ud af 5 ledige vil gerne i arbejde – på visse betingelser”. Man bemærker, at forskerne har en diametral anden vinkling på historien. Og vel at mærke en vinkling, der bygger på pressemeddelelsens indhold. Undersøgelsens sigte har været at belyse “motivation og fleksibilitet” hos de ledige, og man har i den forbindelse kigget på faktorer som løn, fagområde, arbejdstider, transporttid og omstillingsparathed (hvor hurtigt kan du starte?).

Jeg citerer resten af pressemeddelelsen:

“60 procent er parate til at arbejde for det samme – eller mindre – i løn som de får på dagpenge eller kontanthjælp.
Knap halvdelen søger job, som ligger uden for deres eget fagområde.
Over 60 procent er parate til skiftende arbejdstider – dog ikke natarbejde.
Kun få er fleksible på alle områder. Men det er også få, som slet ikke er fleksible.
Danskere vil ikke bruge tid på transport til arbejde
De fleste er dog ikke særligt fleksible, når det gælder transporttid.
Mindre end halvdelen af de ledige er villige til at påtage sig mere end
en times samlet daglig rejsetid til og fra arbejde. Det er langt
mindre, end der kræves i de gældende rådighedsregler, hvor ledige skal
påtage sig en samlet daglig transporttid på tre timer og i særlige
tilfælde op til fire timer. Men i Danmark er det ikke kun ledige, der
er uvillige til at flytte eller rejse langt efter arbejde. Tidligere
undersøgelser viser, at det samme gælder for beskæftigede.
Ledige i venteposition
Der er ca. 20 procent, som svarer, at de ikke ønsker et arbejde. Godt
halvdelen begrunder det med, at de er tilfredse med deres nuværende
deltidsarbejde, at de ønsker at færdiggøre aktivering, har tilsagn om
job senere, eller har tilsagn om uddannelse. Et nej til arbejde er
således for nogle ledige udtryk for en form for venteposition.
Ældre og deltidsledige er mindst motiverede
Der er forskel på motivation og fleksibilitet hos forskellige grupper
ledige. Ledige med lang videregående uddannelse er generelt mere
motiverede og fleksible end andre. Blandt hhv. ældre og
deltidsforsikrede er der flere, der er meget lidt motiverede. De ældres
lave motivation skyldes formentlig, at mange er ved at indstille sig på
at trække sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet. Mens mange
deltidsledige tilsyneladende er tilfredse med deltidsarbejde og
supplerende dagpenge.”

Hvis vi tager DRs overskrift, så er den tendentiøs i den forstand, at den fremstiller hver femte ledige som arbejdssky. Men nærlæser man pressemeddelsen vil man se, at de lediges forbehold er betinget af fornuftige hensyn, fx at man har et tilfredsstillende deltidsarbejde, er i gang med et aktiveringsforløb, som man gerne vil afslutte, har fået løfte om et snarligt job eller tilsagn om uddannelse. At påstå, som DR-journalisten gør med sin artikel og sin overskrift, er en grov, tendentiøs misfortolkning af pressemeddelelsen. Den er så grov, at man må stille spørgsmål ved den unavngivne DR-journalists journalistiske hæderlighed og troværdighed. Han/hun går bestemte politiske interessers ærinde.

Man bemærker også, at de lediges forbehold over for rejsetider på mere end en time om dagen (eller tre-fire timer, som rådighedsreglerne kræver) er forbehold, de deler med folk i beskæftigelse. Der er altså tale om forbehold, som folk i almindelighed deler. Måske skulle man nedjustere de absurde krav til transporttid og spørge sig selv om, hvilken børnefamilie eller eneforsørger, der kan få en hverdag til at hænge sammen med 3-4 timers transport oven i en 8-timers arbejdsdag?

Med mindre man mener, at kæft-trit-og-retning er acceptabelt i et demokrati, må man sige, at pressemeddelelsen blot viser, at også ledige borgere tillader sig at have en holdning til rådighedsreglerne og tillader sig at stille krav til det arbejdsliv, de vil have. Og sådan bør det også være. Og det bør selv en vellønnet, højresnoet DR-journalist sgu da kunne forstå!

Pressemeddelelsen og rapporten kan læses her.

Engang diskuterede jeg politik eller politisk engagement med en falleret Venstre-politiker i Esbjerg. Hans holdning til mine forbehold over for partidisciplin og topstyring var, at man skulle være medlem af et parti for at få indflydelse – og så var det egentlig ligemeget, hvilket parti, der var tale om.
Jeg var ikke og er ikke enig. For mig skal der være en klokkeklar sammenhæng mellem personens grundholdninger og en evt. parti-tagen.
Episoden rinder mig i hu ved læsningen af dagens avis, Tante Berlingeren. Her kan man læse, at den tidligere venstresocialist, kvindefrigørelsesfortaler, socialdemokrat m.m. Karen Jespersen på statsminister Fogh Rasmussens hjertelige opfordring nok træder ind i det tidligere bonde- og nu erhvervslivsparti Venstre. Der er blot en par småting, der skal på plads. Et håndslag på, at hun kan blive minister, når og hvis Venstre igen kommer til magten efter næste valg. Og i den dur.
Statministeren har – i et af sine efterhånden få klare øjeblikke – set, at Karen Jespersen for længst har markeret holdninger, der befinder sig langt inde i Venstres ideologiske patchwork. Blandt andet har hun samme holdning til “sammenhængskraften” i det danske samfund. Denne metafor for fremmedfjendskhed og nedgroet nationalisme og mental forhudsforsnævring. Måske er hun vitterligt så langt inde (eller ude…), at hun er helt derovre til højre, hvor forskellen på Venstrefolk og medlemmer af Dansk Folkeparti er helt udvisket.
Jeg ved da godt, at tiderne skifter (Bob) og – som en anden Socialdemokrat engang udtrykte det – at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt. At vi bevæger os gennem livet, også politisk. Men ikke så meget, vel? Jespersens spring til højre ligner mest af alt en vindbøjtel i orkan, manisk vendekåberi, opportunisme for fulde journalistiske og politiske gardiner. Det handler allermest om at have magt og ikke om, hvad den magt skal gøre godt for. Ud til højre! I mere end en forstand…
Læs også her.

Når jeg triller rundt i det århusianske i min oldtimer, der lige er sluppet gennem synet efter nogle reparationer, så hører jeg P1 på Danmarks Radio. Blaupunkten starter automatisk, når jeg drejer på startnøglen. Og i går kom jeg direkte ind i et foredrag af Venstre-politikeren Birthe Rønn Hornbech. Politisk set står jeg langt fra hende i adskillelige punkter; men det ændrer ikke ved, at jeg opfatter hende som en af de alt for få politikere på tinge, som sjældent går på kompromis med sine retspolitiske eller liberale politiske grundholdninger. Og som med jævne mellemrum svinger krabasken over partimedlemmer og andre politiske aktører, som i farten kompromitterer det ideologiske grundlag eller andre indiskutable værdier (som fx grundlovens bestemmelser) i deres iver for at drive politik eller fremme egne interesser.
DR har fået Birthe Rønn Hornbech til i serien “Mands minde” at fortælle sine erindringer. Og det gør hun manerer eller falbelader. Lige ud af vejen, med humor og kritiske pointer. Det er både underholdende og tankevækkende at høre hende fortælle. Hermed anbefalet radio-maner… Kan høres på nettet og som podcast.

Undertiden kan man godt få nok af mediernes og – ikke mindst – visse politikeres snak om integration. Vi tænker selvfølgelig på den såkaldte integration af mennesker med en fremmedkulturel baggrund i det danske samfund. Ofte har man fornemmelsen af, at dem, der udtaler sig, har yderst ringe kontakt med de mennesker, det drejer sig om. Derfor er det noget af en øjenåbner at se DR2 dokumentarserie om Nordgårdsskolen i Brabrand. Nordgårdsskolen er en dansk folkeskole med et massivt flertal af børn med såkaldt “anden etnisk baggrund”. Serien hedder Med kys og krav på Nordgårdsskolen og fortæller om skoleinspektør Rani Hørlycks imponerende arbejde med at få integrationen til at virke. Og – uden at sige for meget og dermed tage fornøjelsen fra seerne – det er øjenåbnende, tankevækkende og måske også lidt chokerende. I hvert fald et velkomment spark i den danske selvtilstrækkelighed og selvovervurdering… Gør dig selv den tjeneste at se programmerne – og bliv lidt klogere.

Udsendelserne genudsendes den 24. og 25. januar på DR2 om aftenen! Udsendelserne kommer senere i en digital udgave på DR2s hjemmeside.

Blandt dagens nyheder kan man læse, at universitetslektor Hans Hauge mener, at engelskkundskaberne er for ringe på universitetet. Undervisere og administratorer behersker ikke et engelsk, der er på universitetsniveau. Det afsløres blandt andet i universitets fagbeskrivelser, der både er på et for lavt niveau og er behæftet med sproglige fejl… Nu vil man forsøge at udbedre problemet med professionelle oversættere og oprettelse af et sproginstitut til forbedring af engelskkundskaberne.
De ringe engelskkundskaber udgør et paradoks, fordi de længerevarende uddannelser på efter-gymnasialt niveau i dag forstår sig selv som internationaliserings- og globaliseringsorienterede. Man vil internationalisering og globalisering. Derfor fusioneres der rundt omkring. Universiteter lægges sammen med andre forskningsinstitutioner, så man bedre kan klare sig i den internationale konkurrence. Og også på de kortere videregående uddannelser lægges der sammen og fusioneres, så det knager i alle furer. Seneste skud på stammen er de pågående professionshøjskoler, hvor lærer-, pædagogseminarier og andre såkaldte MVU’er skal lægges sammen, blandt andet i internationaliseringens hellige navn.
Men man må spørge sig selv om, hvorvidt man overhovedet kan tale om internationalisering, hvis man end ikke behersker et mådeligt engelsk?
Problemet med engelskkundskaberne afspejler, hvad man kunne kalde en krise i det danske uddannelsessystem. Det formår ikke længere at give børn og unge de forudsætninger, der skal til for at leve op til de udfordringer, den internationale konkurrence stiller os over for. Og diverse forsøg på at lappe på problemet vil være som at tisse i bukserne. Det varmer som bekendt kun lidt i en kort periode.

Løsningen på problemet er komplekst. Det handler om bedre politisk styring af uddannelserne, flere ressourcer til alle niveauer i udddannelsessystemet, tilbundsgående, seriøse, forbedrende reformer af de enkelte uddannelser osv. Ingen af delene er der udsigt til lige nu. Den politiske styring er lemfældig og tilfældig, ressourcerne begrænses via mere eller mindre subtile nedskæringer (der ofte kaldes noget andet…) og de krævede kvalitative reformer lader vente på sig (seneste har såvel folkeskolelærer- og pædagoguddannelses været udsat for kritisable lappeløsningsreformer…). Spørgsmålet er om det er muligt, som tingene er? Men, hvad er perspektivet, hvis det ikke sker? Man kan frygte det værste…

PS. Vores filosof Carsten har leveret et læseværdigt, supplerende indlæg til ovenstående og efterfølgende indlæg. Læs det her!

Som tidligere nævnt er jeg blevet udpeget, sammen med 19.999 andre, til at deltage i en statistisk undersøgelse af arbejdsløshed osv. I den forbindelse besluttede jeg at skrive en e-mail til Danmarks Statistik for at meddele dem, at jeg ikke ønskede at deltage. Og hvad sker der så i dag? Medens jeg var optaget af noget vigtigt (at smøre et par håndmadder til mig selv…), så ringer telefonen, og en ungersvend med tydelig sjællandsk accent spørger, om han må stille mig “et par spørgsmål”. Det viser sig på min forespørgsel at dreje sig om ovennævnte undersøgelse. Først – måske under indflydelse af den almindelige julestemning – spørger jeg så, hvor lang tid den unge mand regner med, at det vil tage. En halv time, svarer knægten! Hvorefter jeg kort og brysk fortæller ham om min email. Farvel og god jul! En halv time, de må være bindegale…

En af fordelene ved Ordpresseren er, at man kan redigere i kommentarerne. Ja, man kan faktisk selv bestemme om en kommentar skal offentliggøres eller ikke. Indtil dagen i dag har jeg offentliggjort alle kommentarer uden undtagelse, fordi de har beriget bloggen. Men i dag dukkede der så en anonym kommentar op til dette indlæg . Man kan så fundere over, hvor ytringen kommer fra. Nok ikke fra nogen, der er enig med blogskriveren. Kommentaren, der mest af alt – og diplomatisk – kan beskrives som uartikuleret mishagsytring, valgte jeg at kategorisere som spam. Jeg har udøvet min første censur! Eller censur er måske for meget sagt, når det blot drejer sig om et enkelt fækalt ord! Men, censur eller ej, så vil jeg gerne tilføje: Kommentatorer må gerne være uenige med blogbestyreren, og de må gerne skælde ud, være sure, fornærmede og synes, at blogbestyrerens meninger er helt hen i vejret osv. Men – det skal ske på civiliseret og argumenteret vis. Simple latrinære udbrud og deslige bliver skyllet ud, hvor de hører hjemme. Hvem der så end står bag unknown@hotmail.com bør lære sig adfærdsreglerne for almindelig demokratisk debat, inden vedkommende bevæger sig ud i offentlighedens lys…

Fruen overtalte mig til, at vi skulle gense Grumpier old Men (1995) med Walther Matthau, Jack Lemmon, Sophia Loren, Ann Margaret m.fl. Det var lige, hvad jeg trængte til, efter at have set den københavnske kulturborgmester m.m. Martin Gertsen for gud-ved-hvilken-gang i løbet af de sidste to dage fremstå med sit enøjede synspunkt, at 1) Ungdomshuset ejes af Faderhuset, og ejendomsretten er ukrænkelig, og derfor er der ikke mere at snakke om, og 2) der skal være lighed for loven og 3) alt andet er “sort tale”. Så kan vi glemme alt om forhistorien, om politikernes brudte løfter over for de unge, om politikernes moralske ansvar, om liberale forestillinger om plads til mangfoldighed, forskellighed og skæve unge, om at demokrati handler om meget andet end “bærende principper”, blandt andet om dialog, om nødvendigheden af at nå frem til en fælles forståelse og løsning på konflikten – og så lade helvede bryde løs på Nørrebro, lade politifolk og unge aktivister slå hinanden til lirekassemænd, terrorisere et københavnsk kvarter, der blot ønsker fred og fordragelighed, håne alle de mennesker, der vil det bedste – og efterlade København med et stort problem, nemlig hundredvis af utilpassede unge, der ikke ved, hvor de så skal gå hen. Hvor går de mon så hen?
Så har man brug for en film, der i al sin enkelhed viser, at kærlighed, venskab, forståelse, tolerance, eftergivenhed, tilgivelse, overbærenhed osv. er bedre en stædighed, principrytteri og andet idioti. Og i en af scenerne i filmen viser Sophia Loren, at konflikter kan løses med kvindelig snilde. Hun ifører sig et dullet outfit og går hen i den bar, hvor de to gnavne, stridslystne mænd holder til, og fordrejer så eftertrykkeligt hovedet på den tilbageværende ungkarl, spillet af Walther Matthau, at han efterfølgende er solgt til stanglakrids. – Og da hun træder i baren sker det til tonerne af Venus med Shocking Blue…

Opdragelsens byrde: Man skal holde, hvad man lover! I lørdags var blogbestyreren og familie på vej ud af Berlins Zoologiske have, da vi løb lige ind i en demonstration. Det første, vi bemærkede var, et massivt opbud af politi i biler, på motorcykler og til fods. Dernæst en megafons metalliske talestrøm. Og til sidst selve demonstrationen. Læs mere »

Selv om bystyret, trods massive protester, har vedtaget de bebudede besparelser, så fortsætter kampen i byen mod ufornuften. Forældre med udgangspunkt i bydelen Viby vil indsamle penge til vikartimer som kompensation for de stillinger, der fjernes. Huset fortsætter med at tænke i alternative baner, selv om støtten og de fysiske rammer forsvinder. Og nu melder også modstanderne mod lukningen af åby Bibliotek sig på banen.

Tirsdag d. 24. oktober kl. 19 er der stiftende generalforsamling for åby Biblioteks Venner. Det foregår selvfølgelig på biblioteket. Formålet er at fortsætte forsøget på at få banket fornuft ind i hovedet på politikerne. Bloggen her håber, at det vil lykkes.

Opdatering: Og så kan man i dagens aviser læse, at regeringens flertal med Dansk Folkeparti er borte, og Socialdemokratiet har markant fremgang. For andet gang i træk viser en undersøgelse foretaget af foretagendet Rambøll, at Soc. Dem. har overhalet Venstre med en fremgang på 5,5 procentpoint (27,9 % af stemmerne) og DF er gået tilbage med, hvad der svarer til seks mandater. Der er noget, der tyder på, at protesterne forleden har sat sig dybe spor i vælgerskaren…

En bekendt blev engang spurgt, om han godt kunne lide at læse aviser, hvortil han svarede med et modspørgsmål: Kan du godt lide at læse om din egen undertrykkelse? Jeg kom til at tænke på episoden, da jeg læste Uffes indlæg om den (vist nok) seneste gratisavis Nyhedsavisens nyhedskriterier. Det fik mig igen til at tænke på en artikel af lektor Hans Hauge, som Ulla henviste os til. Hauge læser jeg altid med stor interesse og fornøjelse, fordi han er en særling i dansk presse. Han tænker anderledes end flertallet af journalistiske nyhedslemminger og har nogle skæve, ærlige tilgange til den såkaldte virkelighed. Denne gang sætter han ord på noget, jeg tror, mange føler og tænker i deres stille sind…”

Tilføjelse: For at berolige Carsten, Uffe og måske andre bloglæsere, vil jeg lige hive min kommentar frem i lyset og føje lidt yderligere til: “Det skrev jeg vist heller ikke. Jeg er bestemt langt fra enig med provokatøren og meningsmageren Hauge, men jeg synes, han skriver ganske godt.Og så kan jeg godt lide, at der bliver rokket ved det mediefrembragte verdensbillede, som forekommer mig at være mere og mere forudsigeligt. I det her eksempel sætter han ord på en følelse, jeg har stødt på hos mange såkaldt “almindelige” danskere…”.
Det er min opfattelse, at det medieskabte virkelighedsbillede bliver mere og mere konformt, forudsigeligt og fanget i sine egne dogmer. Derfor kan det virke helt befriende, når nogen ser på denne “virkelighed” fra en overraskende vinkel eller ligefrem bestrider tilsyneladende indiskutable “sandheder”. Hauge er måske ikke det mest lysende eksempel, men det var øjenåbnende for mig, at han i den omtalte artikel skriver noget, som jeg ofte har hørt, men aldrig har set på tryk. Et andet eksempel på en tænker, der er i stand til at se på verden gennem en særlig optik, er den franske sociolog Jean Baudrillard, der er oversat til dansk. Det var fx ham, der for mange år siden – da Kouhmeni kom til magten i Iran – forudså den ballade med den islamiske fundamentalisme, som nu fylder urimeligt meget i danske medier.

NB! Carsten har skrevet en lang kommentar – faktisk to – til min bemærkning om Hans Hauge. Jeg kan kun anbefale, at man læser dem og de kommentarer, de har givet anledning til.

Regeringen lider af (bl.a.) udddannelsespolitisk elephantiasis eller megalomani (your pick!). Først lavede man Centre for Videregående Uddannelser (CVU’er), så slog man universiteterne sammen med en række andre uddannelses- og forskningsinstitutioner. Argumentet er blandt andet, at stordrift og de påståede synergieffekt ved organisatorisk og institutionel sammenlægning vil styrke kvaliteten af uddannelserne og forskningen. Nu er turen så igen kommet til de seminarier og andre mellemlange videregående uddannelser, der har brugt godt fire år på at lave mere eller mindre imponerende CVU’er.
Der har allerede været mange protester mod tanken om professionshøjskolerne. Blandt andet, at det vil stille alle institutionerne lige dårligt økonomisk, uanset om deres individuelle succes berettiger til det eller ej. De succesfulde, velfungerende institutioner vil blive trukket ned på niveau med de mindre succesfulde og dårligt fungerende. Men, det skal sandelig ske “frivilligt” ifølge undervisningsminister Bertel Haarder. Frivilligheden består i, at man sagtens kan holde sig uden for – men så holder man sig også uden for muligheden af at søge “visse bevillinger”, fx “midler til forskningstilknytning”, som er forbeholdt professionshøjskolerne. Og husk nu: Der er ikke tale om tvang…men om liberalistisk frihed.

Fristaden Christiania fylder 35 år d. 26-9-2006. Dette symbol – på godt og ondt – på forestillingen om et andet samfund, en anden måde at leve sammen på, har det borgerlige Danmark (eller i hvert fald en del af det…) til stadighed forsøgt at gøre kål på. Med de seneste planer for området ser det desværre ud til at lykkes. Sådan går det, når “normalisering” er ensbetydende med ensretning, disciplinering, konformisme osv. Ethvert rettænkende menneske burde acceptere den forskellighed og mangfoldighed, som Christiania symboliserer… De kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv…
Læs også om Anjas tur til staden.