Indlæg tagget med demokrati

Kultur-Brian lægger politisk pres på DR

16. marts 2007

Vi har tidligere i denne blog skrevet om den siddende regerings forsøg pÃ¥ at dæmonisere DR. I dagens nyheder dokumenteres det sÃ¥ eftertrykkeligt, at regeringen – repræsenteret ved kulturminister Brian Mikkelsen – direkte har forsøgt at lægge pres pÃ¥ DR og dets journalistiske virke i dækningen af Irak-krigen. Tidligere generaldirektør Nissen fremlægger i en ny bog en email fra Brian Mikkelsen, der vanskeligt kan læses som andet et forsøg pÃ¥ at presse DR. Medieeksperter fra det ganske land læser det ogsÃ¥ sÃ¥dan. Det alvorlige er, at ministeren er bevidst om sin handling – og denne handling strider mod almindelig forvaltningsskik, DRs autonomi og ytringsfrihed.
Vi har for ganske nyligt i denne blog skrevet om og diskuteret de demokratiske idealer og nødvendigheden af at forsvare dem. Her er et konkret skandaløst eksempel på, hvor det er nødvendigt. Brian Mikkelsens email kan læses i sin helhed her.

Opdatering: Socialistisk Folkepartis leder Villy Søvndahl kræver nu ministerens afgang, fordi denne har vildledt folketinget ved at hævde, at regeringen ikke kunne “drømme” om at forsøge at pÃ¥virke DRs redaktionelle linje…

opdatering 2: Den samlede opposition kræver nu kulturmedisterens afgang…

opdatering 3: Statsministeren har udtalt sig om “sagen”, og Carsten leverer en kort sproglig analyse af Foghs udtalelser, der viser, at Fogh 1. ikke afviser, at den famøse email fra Brian Mikkelsen faktisk indebar en trussel og et politisk pressionsforsøg, men blot hævder, at det ikke var regeringens hensigt, og 2. at Fogh dermed lægger afstand til Brians handling…
Apropos Brian Mikkelsens hovsa-email (læs den her), sÃ¥ er det ogsÃ¥ interessant at læse, hvad noget af truslen mod DR gÃ¥r ud pÃ¥. Mikkelsen mere end antyder, at de borgerlige politikere i regeringen ytrer ønske om at privatisere DR i stedet for TV2 med den begrundelse, at TV2 er positiv over for regeringens politik…

Mikael Rothstein – og mistænkeliggørelsens retorik

12. marts 2007


Jeg har tidligere i denne blog udkastet det synspunkt, at “sagen” om Ungdomshuset blandt meget andet kunne anskues som en episode i en fortsat kulturkamp, der dybest set drejer sig om, hvilket samfund vi vil have? En kulturkamp, der i andre sammenhænge har været tematiseret som Opgøret med 1970’erne og de værdisæt, dette Ã¥rti menes at repræsentere.
Hvis man skulle være i tvivl om rigtigheden af dette synspunkt, så får man det bekræftet ved læsningen af en leder i dagbladet Jyllands-Posten fra den 10.marts.
Lederen “En røst fra fortiden” drejer sig om religionsforskeren og universitetslæreren Mikael Rothstein, der har fÃ¥et en klagesag pÃ¥ halsen, fordi han har angiveligt skulle have opfordret sine studerende til at deltage i demonstrationen til fordel for Ungdomshuset. Hans “forsyndelse” bestÃ¥r i at have tilkendegivet sine holdninger i en undervisningssammenhæng.

Jyllands-Postens leder er et vaskeægte stykke mistænkeliggørelsesretorik. Et retorisk lærestykke i, hvordan man – uden for alvor at gÃ¥ ind pÃ¥ indholdet af mandens tanker og argumenter – diskvalificerer og umuliggør ham ved simple retoriske greb. Grebet bestÃ¥r i sin enkelhed i at fremstille Rothstein som en potentiel farlig, samfundsskadelig anakronisme.
Rothstein beskrives som en person, der fremtræder og agerer som et moderne menneske; men i virkeligheden er et levn fra fortiden (dvs. de skrækkelige marxistiske halvfjerdsere): “SELV OM religionsforskeren Mikael Rothstein er en moderne mand, som vistnok ynder at følge med tidens tendenser, er det alligevel som at høre en røst fra fortiden, nÃ¥r han Ã¥bner munden.” At være en røst fra fortiden kan være uskyldigt nok i sig selv. Men i næste ombæring sætter mistænkeliggørelsens retorik trumf pÃ¥: “Det er et rent ekko fra 1970ernes universitetsmiljø, hvor de med de rigtige holdninger talte om værdirelativisme og repressiv tolerance, mens de hyldede massemorderen Mao Tse Tung, som han hed dengang“. Understregningerne er mine.
Det retoriske fif bestÃ¥r i at insinuere, at Mikael Rothstein pÃ¥ en eller anden mÃ¥de bag om de akademiske fraser (“værdirelativisme”, “repressiv tolerance” etc.) stÃ¥r i ledtog med Mao-sympatisørerne i halvfjerdserne. Med maoisterne. AltsÃ¥ med en sammenhæng, hvorfra blandt andet Blekingegadebandens medlemmer rekrutteredes…
Hensigten med mistænkeliggørelsen er alt andet end uskyldig. Uden at sige det direkte, taler lederen for en fjernelse af Rothstein som underviser, idet den i det efterfølgende sætter lighedstegn mellem faglighed, professionalisme og – holdningsløshed. Rothstein er uprofessionel, fordi han har tilkendegivet sine holdninger ergo…
Læs selv lederen. Den burde indgÃ¥ i enhver grundbog i journalistik og retorik som skræmmeeksempel pÃ¥, hvordan man snigløber en politisk modstander i stedet for at gÃ¥ i dialog med vedkommende. Og den er en illustration af – som jeg indledningsvis skrev – at sagen om Ungdomshuset er et led i en fortsat kulturkamp.

Bo i Jiggly Room gjorde mig opmærksom på denne leder.

Opdatering: I det hele taget fortjener mediernes rolle i hele sagen med Ungdomshuset at blive udsat for en “uvildig undersøgelse” af medieeksperter pÃ¥ universiteterne. Har de givet en nuanceret billede af, hvad der er sket? Se Anjas indlæg – og læs de henvisninger der er i hendes artikel.

Opdatering: Jeg vil gerne henvise til Carsten Fogh Nielsens kommentarer om demokrati, der er skrevet i forlængelse af diskussionerne i denne blog.

Tendentiøs journalistik – i DR

26. februar 2007

Tidligt i morges så jeg en overskrift på DR tekst-tv, som vækkede min nysgerrighed: “Hver femte ledig vil ikke arbejde”. Men artiklen var ikke af finde i oversigten, så jeg gik på nettet og fandt ganske rigtig artiklen på DR Nyhedernes side.

I artiklen refereres en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) således, at “hver femte ledige ikke ønsker at arbejde, selv om hun eller han hverken har psykiske eller sociale problemer”. Som forventeligt er Dansk Arbejdsgiverforening “rystet” over det påståede forskningsresultat, og som forventeligt ser beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen undersøgelsen som værende en trussel mod dagpengesystemet.

Men, hvis man ulejliger sig til Socialforskningsinstituttets hjemmeside, tegner der sig et noget andet billede. Her finder man SFIs pressemeddelelse med overskriften “4 ud af 5 ledige vil gerne i arbejde – på visse betingelser”. Man bemærker, at forskerne har en diametral anden vinkling på historien. Og vel at mærke en vinkling, der bygger på pressemeddelelsens indhold. Undersøgelsens sigte har været at belyse “motivation og fleksibilitet” hos de ledige, og man har i den forbindelse kigget på faktorer som løn, fagområde, arbejdstider, transporttid og omstillingsparathed (hvor hurtigt kan du starte?).

Jeg citerer resten af pressemeddelelsen:

“60 procent er parate til at arbejde for det samme – eller mindre – i løn som de får på dagpenge eller kontanthjælp.
Knap halvdelen søger job, som ligger uden for deres eget fagområde.
Over 60 procent er parate til skiftende arbejdstider – dog ikke natarbejde.
Kun få er fleksible på alle områder. Men det er også få, som slet ikke er fleksible.
Danskere vil ikke bruge tid på transport til arbejde
De fleste er dog ikke særligt fleksible, når det gælder transporttid.

Mindre end halvdelen af de ledige er villige til at påtage sig mere end
en times samlet daglig rejsetid til og fra arbejde. Det er langt
mindre, end der kræves i de gældende rådighedsregler, hvor ledige skal
påtage sig en samlet daglig transporttid på tre timer og i særlige
tilfælde op til fire timer. Men i Danmark er det ikke kun ledige, der
er uvillige til at flytte eller rejse langt efter arbejde. Tidligere
undersøgelser viser, at det samme gælder for beskæftigede.
Ledige i venteposition
Der er ca. 20 procent, som svarer, at de ikke ønsker et arbejde. Godt
halvdelen begrunder det med, at de er tilfredse med deres nuværende
deltidsarbejde, at de ønsker at færdiggøre aktivering, har tilsagn om
job senere, eller har tilsagn om uddannelse. Et nej til arbejde er
således for nogle ledige udtryk for en form for venteposition.
Ældre og deltidsledige er mindst motiverede
Der er forskel på motivation og fleksibilitet hos forskellige grupper
ledige. Ledige med lang videregående uddannelse er generelt mere
motiverede og fleksible end andre. Blandt hhv. ældre og
deltidsforsikrede er der flere, der er meget lidt motiverede. De ældres
lave motivation skyldes formentlig, at mange er ved at indstille sig på
at trække sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet. Mens mange
deltidsledige tilsyneladende er tilfredse med deltidsarbejde og
supplerende dagpenge.”

Hvis vi tager DRs overskrift, så er den tendentiøs i den forstand, at den fremstiller hver femte ledige som arbejdssky. Men nærlæser man pressemeddelsen vil man se, at de lediges forbehold er betinget af fornuftige hensyn, fx at man har et tilfredsstillende deltidsarbejde, er i gang med et aktiveringsforløb, som man gerne vil afslutte, har fået løfte om et snarligt job eller tilsagn om uddannelse. At påstå, som DR-journalisten gør med sin artikel og sin overskrift, er en grov, tendentiøs misfortolkning af pressemeddelelsen. Den er så grov, at man må stille spørgsmål ved den unavngivne DR-journalists journalistiske hæderlighed og troværdighed. Han/hun går bestemte politiske interessers ærinde.

Man bemærker også, at de lediges forbehold over for rejsetider på mere end en time om dagen (eller tre-fire timer, som rådighedsreglerne kræver) er forbehold, de deler med folk i beskæftigelse. Der er altså tale om forbehold, som folk i almindelighed deler. Måske skulle man nedjustere de absurde krav til transporttid og spørge sig selv om, hvilken børnefamilie eller eneforsørger, der kan få en hverdag til at hænge sammen med 3-4 timers transport oven i en 8-timers arbejdsdag?

Med mindre man mener, at kæft-trit-og-retning er acceptabelt i et demokrati, må man sige, at pressemeddelelsen blot viser, at også ledige borgere tillader sig at have en holdning til rådighedsreglerne og tillader sig at stille krav til det arbejdsliv, de vil have. Og sådan bør det også være. Og det bør selv en vellønnet, højresnoet DR-journalist sgu da kunne forstå!

Pressemeddelelsen og rapporten kan læses her.

Hvorfor ikke Dansk Folkeparti med det samme?

31. januar 2007

Engang diskuterede jeg politik eller politisk engagement med en falleret Venstre-politiker i Esbjerg. Hans holdning til mine forbehold over for partidisciplin og topstyring var, at man skulle være medlem af et parti for at fÃ¥ indflydelse – og sÃ¥ var det egentlig ligemeget, hvilket parti, der var tale om.
Jeg var ikke og er ikke enig. For mig skal der være en klokkeklar sammenhæng mellem personens grundholdninger og en evt. parti-tagen.
Episoden rinder mig i hu ved læsningen af dagens avis, Tante Berlingeren. Her kan man læse, at den tidligere venstresocialist, kvindefrigørelsesfortaler, socialdemokrat m.m. Karen Jespersen på statsminister Fogh Rasmussens hjertelige opfordring nok træder ind i det tidligere bonde- og nu erhvervslivsparti Venstre. Der er blot en par småting, der skal på plads. Et håndslag på, at hun kan blive minister, når og hvis Venstre igen kommer til magten efter næste valg. Og i den dur.
Statministeren har – i et af sine efterhÃ¥nden fÃ¥ klare øjeblikke – set, at Karen Jespersen for længst har markeret holdninger, der befinder sig langt inde i Venstres ideologiske patchwork. Blandt andet har hun samme holdning til “sammenhængskraften” i det danske samfund. Denne metafor for fremmedfjendskhed og nedgroet nationalisme og mental forhudsforsnævring. MÃ¥ske er hun vitterligt sÃ¥ langt inde (eller ude…), at hun er helt derovre til højre, hvor forskellen pÃ¥ Venstrefolk og medlemmer af Dansk Folkeparti er helt udvisket.
Jeg ved da godt, at tiderne skifter (Bob) og – som en anden Socialdemokrat engang udtrykte det – at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt. At vi bevæger os gennem livet, ogsÃ¥ politisk. Men ikke sÃ¥ meget, vel? Jespersens spring til højre ligner mest af alt en vindbøjtel i orkan, manisk vendekÃ¥beri, opportunisme for fulde journalistiske og politiske gardiner. Det handler allermest om at have magt og ikke om, hvad den magt skal gøre godt for. Ud til højre! I mere end en forstand…
Læs også her.

Birthe Rønn Hornbech – Fra krigsbarn til folkevalgt

27. januar 2007

Når jeg triller rundt i det århusianske i min oldtimer, der lige er sluppet gennem synet efter nogle reparationer, så hører jeg P1 på Danmarks Radio. Blaupunkten starter automatisk, når jeg drejer på startnøglen. Og i går kom jeg direkte ind i et foredrag af Venstre-politikeren Birthe Rønn Hornbech. Politisk set står jeg langt fra hende i adskillelige punkter; men det ændrer ikke ved, at jeg opfatter hende som en af de alt for få politikere på tinge, som sjældent går på kompromis med sine retspolitiske eller liberale politiske grundholdninger. Og som med jævne mellemrum svinger krabasken over partimedlemmer og andre politiske aktører, som i farten kompromitterer det ideologiske grundlag eller andre indiskutable værdier (som fx grundlovens bestemmelser) i deres iver for at drive politik eller fremme egne interesser.
DR har fÃ¥et Birthe Rønn Hornbech til i serien “Mands minde” at fortælle sine erindringer. Og det gør hun manerer eller falbelader. Lige ud af vejen, med humor og kritiske pointer. Det er bÃ¥de underholdende og tankevækkende at høre hende fortælle. Hermed anbefalet radio-maner… Kan høres pÃ¥ nettet og som podcast.

Integrationssnak – en anbefaling

22. januar 2007

Undertiden kan man godt fÃ¥ nok af mediernes og – ikke mindst – visse politikeres snak om integration. Vi tænker selvfølgelig pÃ¥ den sÃ¥kaldte integration af mennesker med en fremmedkulturel baggrund i det danske samfund. Ofte har man fornemmelsen af, at dem, der udtaler sig, har yderst ringe kontakt med de mennesker, det drejer sig om. Derfor er det noget af en øjenÃ¥bner at se DR2 dokumentarserie om NordgÃ¥rdsskolen i Brabrand. NordgÃ¥rdsskolen er en dansk folkeskole med et massivt flertal af børn med sÃ¥kaldt “anden etnisk baggrund”. Serien hedder Med kys og krav pÃ¥ NordgÃ¥rdsskolen og fortæller om skoleinspektør Rani Hørlycks imponerende arbejde med at fÃ¥ integrationen til at virke. Og – uden at sige for meget og dermed tage fornøjelsen fra seerne – det er øjenÃ¥bnende, tankevækkende og mÃ¥ske ogsÃ¥ lidt chokerende. I hvert fald et velkomment spark i den danske selvtilstrækkelighed og selvovervurdering… Gør dig selv den tjeneste at se programmerne – og bliv lidt klogere.

Udsendelserne genudsendes den 24. og 25. januar på DR2 om aftenen! Udsendelserne kommer senere i en digital udgave på DR2s hjemmeside.

Engelsk som symptom

21. januar 2007

Blandt dagens nyheder kan man læse, at universitetslektor Hans Hauge mener, at engelskkundskaberne er for ringe pÃ¥ universitetet. Undervisere og administratorer behersker ikke et engelsk, der er pÃ¥ universitetsniveau. Det afsløres blandt andet i universitets fagbeskrivelser, der bÃ¥de er pÃ¥ et for lavt niveau og er behæftet med sproglige fejl… Nu vil man forsøge at udbedre problemet med professionelle oversættere og oprettelse af et sproginstitut til forbedring af engelskkundskaberne.
De ringe engelskkundskaber udgør et paradoks, fordi de længerevarende uddannelser pÃ¥ efter-gymnasialt niveau i dag forstÃ¥r sig selv som internationaliserings- og globaliseringsorienterede. Man vil internationalisering og globalisering. Derfor fusioneres der rundt omkring. Universiteter lægges sammen med andre forskningsinstitutioner, sÃ¥ man bedre kan klare sig i den internationale konkurrence. Og ogsÃ¥ pÃ¥ de kortere videregÃ¥ende uddannelser lægges der sammen og fusioneres, sÃ¥ det knager i alle furer. Seneste skud pÃ¥ stammen er de pÃ¥gÃ¥ende professionshøjskoler, hvor lærer-, pædagogseminarier og andre sÃ¥kaldte MVU’er skal lægges sammen, blandt andet i internationaliseringens hellige navn.
Men man må spørge sig selv om, hvorvidt man overhovedet kan tale om internationalisering, hvis man end ikke behersker et mådeligt engelsk?
Problemet med engelskkundskaberne afspejler, hvad man kunne kalde en krise i det danske uddannelsessystem. Det formår ikke længere at give børn og unge de forudsætninger, der skal til for at leve op til de udfordringer, den internationale konkurrence stiller os over for. Og diverse forsøg på at lappe på problemet vil være som at tisse i bukserne. Det varmer som bekendt kun lidt i en kort periode.

Løsningen pÃ¥ problemet er komplekst. Det handler om bedre politisk styring af uddannelserne, flere ressourcer til alle niveauer i udddannelsessystemet, tilbundsgÃ¥ende, seriøse, forbedrende reformer af de enkelte uddannelser osv. Ingen af delene er der udsigt til lige nu. Den politiske styring er lemfældig og tilfældig, ressourcerne begrænses via mere eller mindre subtile nedskæringer (der ofte kaldes noget andet…) og de krævede kvalitative reformer lader vente pÃ¥ sig (seneste har sÃ¥vel folkeskolelærer- og pædagoguddannelses været udsat for kritisable lappeløsningsreformer…). SpørgsmÃ¥let er om det er muligt, som tingene er? Men, hvad er perspektivet, hvis det ikke sker? Man kan frygte det værste…

Hans Hauge

PS. Vores filosof Carsten har leveret et læseværdigt, supplerende indlæg til ovenstående og efterfølgende indlæg. Læs det her!

…lies, damn lies, and statistics!

21. december 2006

Som tidligere nævnt er jeg blevet udpeget, sammen med 19.999 andre, til at deltage i en statistisk undersøgelse af arbejdsløshed osv. I den forbindelse besluttede jeg at skrive en e-mail til Danmarks Statistik for at meddele dem, at jeg ikke ønskede at deltage. Og hvad sker der sÃ¥ i dag? Medens jeg var optaget af noget vigtigt (at smøre et par hÃ¥ndmadder til mig selv…), sÃ¥ ringer telefonen, og en ungersvend med tydelig sjællandsk accent spørger, om han mÃ¥ stille mig “et par spørgsmÃ¥l”. Det viser sig pÃ¥ min forespørgsel at dreje sig om ovennævnte undersøgelse. Først – mÃ¥ske under indflydelse af den almindelige julestemning – spørger jeg sÃ¥, hvor lang tid den unge mand regner med, at det vil tage. En halv time, svarer knægten! Hvorefter jeg kort og brysk fortæller ham om min email. Farvel og god jul! En halv time, de mÃ¥ være bindegale…

Blognyt: dorske kommentarer…

20. december 2006

En af fordelene ved Ordpresseren er, at man kan redigere i kommentarerne. Ja, man kan faktisk selv bestemme om en kommentar skal offentliggøres eller ikke. Indtil dagen i dag har jeg offentliggjort alle kommentarer uden undtagelse, fordi de har beriget bloggen. Men i dag dukkede der sÃ¥ en anonym kommentar op til dette indlæg . Man kan sÃ¥ fundere over, hvor ytringen kommer fra. Nok ikke fra nogen, der er enig med blogskriveren. Kommentaren, der mest af alt – og diplomatisk – kan beskrives som uartikuleret mishagsytring, valgte jeg at kategorisere som spam. Jeg har udøvet min første censur! Eller censur er mÃ¥ske for meget sagt, nÃ¥r det blot drejer sig om et enkelt fækalt ord! Men, censur eller ej, sÃ¥ vil jeg gerne tilføje: Kommentatorer mÃ¥ gerne være uenige med blogbestyreren, og de mÃ¥ gerne skælde ud, være sure, fornærmede og synes, at blogbestyrerens meninger er helt hen i vejret osv. Men – det skal ske pÃ¥ civiliseret og argumenteret vis. Simple latrinære udbrud og deslige bliver skyllet ud, hvor de hører hjemme. Hvem der sÃ¥ end stÃ¥r bag unknown@hotmail.com bør lære sig adfærdsreglerne for almindelig demokratisk debat, inden vedkommende bevæger sig ud i offentlighedens lys…

Grumpier old men

19. december 2006

Fruen overtalte mig til, at vi skulle gense Grumpier old Men (1995) med Walther Matthau, Jack Lemmon, Sophia Loren, Ann Margaret m.fl. Det var lige, hvad jeg trængte til, efter at have set den københavnske kulturborgmester m.m. Martin Gertsen for gud-ved-hvilken-gang i løbet af de sidste to dage fremstÃ¥ med sit enøjede synspunkt, at 1) Ungdomshuset ejes af Faderhuset, og ejendomsretten er ukrænkelig, og derfor er der ikke mere at snakke om, og 2) der skal være lighed for loven og 3) alt andet er “sort tale”. SÃ¥ kan vi glemme alt om forhistorien, om politikernes brudte løfter over for de unge, om politikernes moralske ansvar, om liberale forestillinger om plads til mangfoldighed, forskellighed og skæve unge, om at demokrati handler om meget andet end “bærende principper”, blandt andet om dialog, om nødvendigheden af at nÃ¥ frem til en fælles forstÃ¥else og løsning pÃ¥ konflikten – og sÃ¥ lade helvede bryde løs pÃ¥ Nørrebro, lade politifolk og unge aktivister slÃ¥ hinanden til lirekassemænd, terrorisere et københavnsk kvarter, der blot ønsker fred og fordragelighed, hÃ¥ne alle de mennesker, der vil det bedste – og efterlade København med et stort problem, nemlig hundredvis af utilpassede unge, der ikke ved, hvor de sÃ¥ skal gÃ¥ hen. Hvor gÃ¥r de mon sÃ¥ hen?
SÃ¥ har man brug for en film, der i al sin enkelhed viser, at kærlighed, venskab, forstÃ¥else, tolerance, eftergivenhed, tilgivelse, overbærenhed osv. er bedre en stædighed, principrytteri og andet idioti. Og i en af scenerne i filmen viser Sophia Loren, at konflikter kan løses med kvindelig snilde. Hun ifører sig et dullet outfit og gÃ¥r hen i den bar, hvor de to gnavne, stridslystne mænd holder til, og fordrejer sÃ¥ eftertrykkeligt hovedet pÃ¥ den tilbageværende ungkarl, spillet af Walther Matthau, at han efterfølgende er solgt til stanglakrids. – Og da hun træder i baren sker det til tonerne af Venus med Shocking Blue…

Forførelsesscene fra Gnavne gamle mænd...