Børnehjemmet – en film af Juan Antonio Bayona
15. marts 2009
Jeg er ikke overtroisk, men lader mig gerne forføre af film (og litteratur), der med alle kunstens regler forsøger at overbevise mig om, at der er mere mellem himmel og jord end det, der møder vore sanser.
Juan Antonio Bayonas “Børnehjemmet” er et sådant stykke – vellykket – manipulations- og forførelseskunst. Historien handler om Laura, der som forældreløst barn er vokset op på et børnehjem. Som voksen vender hun tilbage til børnehjemmet for at gøre det til sit hjem – med ægtemanden og adoptivsønnen Simón – og til et nyt børnehjem for særlige børn. Selv om filmens udgangspunkt kan betegnes som en kliché i horror-genren, nemlig det hjemsøgte hus, så adskiller denne film sig fra de fleste andre (amerikanske) film inden for genren. Forskellen ligger i den kunstneriske troværdighed, som filmen giver sit okkulte indhold. Filmen er ikke for ingenting produceret af Guillermo del Toro, manden bag Pans Labyrint, The Devils Backbone m.fl. Og der er klare forbindelseslinjer mellem del Toros fantastiske filmunivers og Bayonas. Som i fx Pans Labyrint er den uhyggeskabende motor i Børnehjemmet er spillet mellem den voksne realisme og barnets fantasifulde verden, mellem den levende fortid og nutiden og mellem de dødes verden og de levendes.
Uden at afsløre for meget af handlingen, så sker der det, at Lauras søn forsvinder sporløst. Og Laura sætter alt på spil for at finde Simòn igen. Kun ved at tro på alvoren i barnets leg og fantasi, kan hun løse gåden om Simóns forsvinden.
Filmen er fornemt fotograferet af Óscar Faura, der smagfuldt udnytter det store hus’ skygger og mørke til at skabe en stemning, der er ladet med forudanelser og uhygge. Effekterne er doseret med sikker hånd og den dragende uhygge ligger mere i den psykologiske forventning end i handlingens overraskelser. Som i Pans Labyrint spilles der fornemt i alle roller. Laura, der spilles af Belén Rueda, er velvalgt som den smukke moder, der kastes ud på følelsernes dybe vande, da sønnen forsvinder. Men i det hele taget er personinstruktionen – og ikke mindst instruktionen af børnene – lydefri.
Det er en af den slags film, man kan se flere gange, selv om man kender slutningen på den. Den har en stemning, der bliver siddende i kroppen længe efter lyset i biografen er tændt eller dvd’en taget ud af skuffen. Anbefales.
