Bloggens lille kæledægge, Amy “Wino” Winehouse, har måske/måske ikke stillet the booze på hylden for en tid. I hvert fald fortæller Gaffa, at hun udsender en dvd med den lovende titel “I told you i was trouble”. Sådan. På dvd’en er der koncertoptagelser, interviews og bonusmateriale. Smides i grams den 5. november.
Aftenens positive filmoverraskelse var Gideon’s Daughter, der blev vist på Svensk 2. Godt gemt af vejen kl. 22.25. TV-filmen er fra 2005 og produceret og instrueret af Stephen Poliakoff, der vist udelukkende har excelleret i tv-produktioner. Hovedrollerne – og grunden til, at capac brugte tiden omkring midnat på filmen – var Bill Nighy, den altid seværdige Miranda Richardson og Emily Blunt. Min begejstring for Bill Nighy har jeg tidligere luftet i forbindelse med filmen Pigen i caffeen. Og sjovt nok (og næppe helt tilfældigt) har de to film visse tematiske lighedspunkter. I begge film spiller Nighy en mand, der i kraft af kvinders indflydelse, må tage sit liv op til drastisk revision. I den første er han en tør embedsmand, hvis karrierebane slås ud af kurs af en ung, idealistisk og impulsiv dame. I den sidste er det en sørgende enke og en forsømt datter, der får den succesfulde PR-mands liv til at gå op i limningen – og limer et nyt liv sammen til ham. Nighy er rigtig god til at fremstille mandlig distraktion og åndsfravær, og han får et flot modspil af livstykket, Miranda Richardson, der er alt det Gideon Warner ikke er: farverig, nærværende, impulsiv, lidenskabelig… Mindst lige så interessant som disse to stjerner er den unge Emily Blunt, som nogle af bloggens tv-serie-narkomaner nok vil huske fra mindre roller i fx Poirot og Foyle’s War. Hun spiller Gideon’s sårede datter, der alene med sit smukke blik lader fader Gideon vide, at han har svigtet hende og moderen – og er på nippet til at miste hende. En mere end køn skuespillerinde, udsprunget af engelske skuespilkunst, som vi forhåbentlig får meget mere at se til. I følge IMDB er der allerede en lille håndfuld biograffilm, hvor man kan se hende. Blandt andet The Devil Wears Prada, som capac har til gode endnu. Hun – og Bill Nighy – modtog i øvrigt en Golden Globe-pris for deres roller i denne film.
I en større birolle (som implicit historiefortæller) ser man også Robert “Jericho” Lindsay.
Filmen er absolut værd at bruge et par timer på. Ikke så meget på grund af selve historien, der nok må siges at være temmelig forudsigelig, men på grund af skuespilpræstationerne, der får manus til at blive levende. Filmen kan fås på dvd – også i Danmark. God fornøjelse.
Se en (svensk) trailer her.
Hvad du ønsker, skal du få. For ikke så længe siden efterlyste capac en dvd-udgivelse af Beatles’ anden film, den af Richard Lester instruerede Help! Og nu beretter Gaffa, at det sker den 30. oktober, hvor en luksusudgave sendes på gaden. Nok så interessant er det, at udgaven rummer en halvtimes dokumentar med interviews og film-optagelser fra optagelsen – og en lille bog med hele det oprindelige manus, fotos og andet godt.
Relevante klip: klip1(Got to hide your love away), klip2 (Ticket to Ride – trailer fra filmen, hvor man bl.a. ser en vis Leo McKern..) og klip3.
Gårsdagens film var “24 Hour Party People” om den for nylig afdøde musikbagmand Tony Wilson og musikmiljøet i Manchester, især pladeselskabet Factory Records og natklubben The Hacienda. Instruktøren Michael Winterbottom og manusforfatteren Frank Boyce har valgt at lade Tony Wilson selv (spillet af komikeren Steve Coogan) fortælle og kommentere historien fra punkbevægelsens start og frem til de tidlige halvfemsere, hvor både pladeforlag og natklub går i opløsning i penge- og stofproblemer m.v.
Steve Coogan fremstiller med megen engelsk tør humor den den g(eni)ale journalististudannede tv-mand Wilsons vej til berømmelse. Det er et portræt af en lidt naiv idealist, der ikke har megen forstand eller interesse i den økonomiske side af musiklivet, men er drevet af kærlighed til Manchester, byens indbyggere og så den ny musik, som han har et godt øre for. Coogans præstation er filmens force. Og så billedet af det “vilde” miljø omkring de to store projekter, iblandet fx portrætter af Joy Divisions suicidale Ian Curtis og syrehovederne i Happy Mondays.
Som hovedpersonen er inde på et sted, så vægter filmen legenden mere end den skinbarlige sandhed (hvis de to ting da overhovedet kan adskilles…). Filmen prætenderer altså ikke at være andet end en biografisk fiktion, en fortolkning af et levet liv og et bestemt miljø. Som sådan er det en fin og underholdende film. Og et cadeau til de ildsjæle på og bag scenen, der ikke tjener mange ører på deres entusiasme og idealisme, men som skaber fornyelsen på musikscenerne.
Filmens svageste side er nok selve de musikalske indslag, som jeg ikke synes yder de medvirkende kunstnere fuld retfærdighed. Fx fik jeg ikke en oplevelse af den energi og dynamik, som Sex Pistols stod for – og som i følge hovedpersonen gjorde dem til den største musikalske fornyelse siden Elvis – via de lidt anonyme indslag.
Filmens trailer: Læs mere »
Den 6. august 2006 skrev jeg følgende i min smartlog:
“jeg var heldig at få set den australske film Danny Deckchair af Jeff Balsmeyer (hans første film som instruktør). Filmen handler, kort fortalt, om en mand, Danny – spillet af Rhys Ifans, som nogen måske vil huske som Hugh Grants mayonnaisespisende bofælle i Notting Hill – der kører godt og grundigt træt i sit liv som cementarbejder med en kæreste, der drømmer om en bedre mand, et bedre liv osv. Da han en dag overrasker konen sammen med en kendt tv-mand, arrangerer han en havefest, der ender med, at han flyver bort på en havestol, hvor der er påmonteret nogle store balloner. Han lander langt nordpå i haven hos en dejlig kvindelig parkeringsvagt, spillet af den underskønne Miranda Otto (kendt fra Ringenes Herre 2). Og her starter hans nye liv. Som en anden anmelder vil jeg ikke afsløre resten af handlingen, selv om den er ganske banal. Det er heller ikke i handlingen filmens styrke ligger. Det er i den hverdagspoetiske fremstilling af en række personer, hvis liv ikke er faldet i hak. Filmen fremstiller de lidt fortabte, drømmende personer med stor sympati og lun humor. Især er de to hovedpersoner virkeligt godt typecastet. Rhys er den forvirrede vildmand, der ikke har noget andet valg end at forfølge sine dagdrømme, der gør hverdagslivet uudholdeligt for ham. Miranda er den lidt resignerende singlepige, der prøver at undertrykke sine håb, drømme og længsler, indtil Danny kommer dumpende ned fra himlen og sætter fut i hendes kedelige liv. Det er den gamle historie om modsætninger, der mødes i sød musik. Og man tror på, at det er sådan. En rigtig feel-good-film, som enhver, der er træt af Hollywood-ramasjang bør unde sig selv at se. Imdb.com giver den 7 ud af 10 mulige stjerner, og det er helt fortjent. Mere af samme skuffe, tak!”
I aften genudsender DR2 filmen kl. 20.45. Så det er med at kende sin besøgelsestid, hvis man ikke allerede har haft fornøjelsen…
I går hjembragte fruen ovenstående dvd F for får. Af en eller anden grund markedsføres Shaun the Sheep som børnefilm. Og det er en skam. For disse små stop-motion-animationsfilm af folkene bag Walter og Trofast (Walter & Gromit) er ikke kun for børn, men i høj grad for barnlige sjæle i almindelighed. Der er kommet flere samlinger i serien. Hvem mon Oskar er?
En spændende nyhed fra den evigt turnerende Bob Dylan: Hans legendariske optræden på Newport Folk Festival i starten af tresserne. På dvd. Til oktober.
Maggies Farm: Læs mere »
John Lennons og Yoko Onos berømt-berygtede bed-in “Give Peace a Chance” i en seng på Quuen Elizabeth Hotellet i Montreal i 1969, bliver nu udsendt på dvd af Fabulous Films. Filmen er den dokumentar, der følger forberedelser omkring den syv dage lange – og desværre stadigvæk aktuelle – protest mod vold og krig i verden.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at capac har en svaghed for små, uprætentiøse, underholdningsfilm om hverdagens små problemer og mirakler etc. Det behøver ikke at være filmkunstneriske mesterværker, men håndværket skal være i orden, og det samme skal skuespilleriet. Så tager jeg gerne et par amerikanske mainstream-urimeligheder med i købet.
Det er nu ikke, fordi der er mange af den slags urimeligheder i Brad Silberlings film fra 2002 Moonlight Mile, som blev sendt på DR2 i går aftes. Hvis man bortser fra den romantiske happy-ending, som mainstream-film jo helst skal have.
Filmen handler om Joe, der kort før sit planlagte bryllup med familien Floss’ datter, Diana, mister sin brud ved et skyderi i en bar. Det vil sige: Joe og Diana havde slået op med hinanden et par dage før brylluppet skulle stå, fordi Joe ikke elskede Diana som mere end en rigtig god ven. Dette forhold er Joes hemmelighed, som han igennem filmen prøver at beholde over for Dianas forældre, som han midlertidigt bor hos.
Joe spilles af den unge Jake Gyllenhaal (kendt fra bl.a. Brokeback Mountain), der er castet præcist til rollen som det unge menneske, der er fanget mellem pubertetens store forvirrende ingenmandsland og den truende voksenverden. Han står der på tærsklen og ved ikke, hvad han vil eller har lyst til og gør så – som de fleste nok gør – følger kærestens og de voksnes ønsker og forventninger, lige indtil kærligheden kommer som en deus ex machina og ændrer hans livsbanes retning. Gyllenhaal er rigtig god til at fremstille en sådan ung, mandlig øgles forvandling.
Hans hjertes udkårne, Bertie, spilles af Ellen Pompeo, som jeg primært har set i nogle tv-serier og så i Daredevil. Hendes præstation som den vansmægtende krigsenke, der har hutlet sig gennem tre kærlighedsløse år som barmedhjælper og ensom postsortererske, må være lidt af et kunstnerisk gennembrud. Det er ikke spor svært at forstå, at Joe må forelske sig i denne ensomme, kærlighedshungrende kønne pige, der egentlig ikke vil forelske sig, men alligevel falder pladask.
I det hele taget er filmen godt besat i alle rollerne. Dustin Hoffman er fin i den nedtonede rolle som Dianas far, der har mere end svært ved at tale om problemer, men langsomt når frem til en erkendelse af sin svaghed som far og ægtemand. Holly Hunter har en lille prægnant rolle som forsvarsadvokat for familien, og som altid brænder hun igennem lærredet med en nuanceret persontegning.
Susan Sarandon spiller Dianes moder. Og hendes fremstilling af den af hjertet ærlige moder, der er ved at blive kvalt af omgivelsernes emotionelle omklamring og påtagede medfølelse, er intet mindre en fremragende. En scene, hvor hun konfronterer Joe med hans hykleri, efter at han som en anden pubertetsknægt er kravlet ud og ind af vinduet til sit værelse for at mødes med Bertie, er hele filmen værd. Her viser Sarandon, hvor fin og nuanceret en skuespiller hun er. Hvis man skulle have glemt det.
Filmen anbefales dem, der godt kan lide sådan en feel-good-film, der kan afrunde en dag og efterlade en i sengen i godt humør.
I øvrigt har filmen – hvis titel er hentet fra et Rolling Stones-nummer – et herligt soundtrack bestående af sange med Sly & The Family Stone, Stones, T.Rex, David Bowie, Bob Dylan, Van Morrison, Elton John, Dave Edmunds, Travis, Jorma Kaukonen og Gary Glitter (!). Det kan næsten ikke være bedre for en gammel musikelsker og nostalgiker.
En smagsprøve fra lydsporet – Dave Edmunds klassiker I Hear You Knocking: Læs mere »
Apropos ældre arbejdskraft, så kan man læse, at den ældre rockgruppen The Rolling Stones, der heldigvis er deres egne arbejdsgivere og derfor ikke bliver sendt på pension, før de selv ønsker det, fejrer deres verdensomspændende koncert-tour The Bigger Bang med en firedobbelt dvd-udgivelse med den alt andet end selvudslettende titel The Biggest Bang, altså: Det største knald. Humor har de aldrig manglet i det band. Hele 7 timers materiale skulle der være på de fire skiver, blandt andet hele den gratis-koncert, som rullestenene gav på Copacabana Beach.
I øvrigt: Mick Jagger fylder i dag 64. Læs mere her. Vi siger til lykke!
I udsalgskasserne rundt omkring kan man være heldig at finde ovenstående video for en ti-tyve kroner. Julian Schnabels latinamerikanske film Antes que anochezca (Before Night Falls) fra 2000 har gonzo-piraten Johnny Depp i en fin rolle som transvestit, men filmen handler især om den cubanske digter og romanforfatter Reinaldo Arenas liv. Arenas var også homoseksuel, og filmen beskriver blandt andet perioden frem til Castros magtovertagelse – og den efterfølgende undertrykkelse af seksuelle minoriteter. Filmen er en åbenlys kritik af en bornert macho-seksualitets-moralismes tiltagende betydning i et samfund, der – i hvert fald på papiret – burde repræsentere et socialistisk frisind med plads til seksuel diversitet. Jeg kan ikke huske, om jeg har omtalt filmen før, men i hvert fald er den absolut seværdig. Og den giver et nuanceret billede af den cubanske samfundsudvikling i den nævnte periode – uden af ende i enøjet anti-kommunisme. Snarere er den en illustration af, at seksuel undertrykkelse (og frisind) ikke er er forbeholdt en bestemt samfundsform.
Anledningen til denne kommentar er ikke et gensyn med filmen, men en artikel i New York Times om det cubanske samfunds aktuelle forsøg på at håndtere seksuelle spørgsmål og problemer. I artiklen referes et møde mellem lederen af det Nationale Center for Seksuel Opdragelse, Mariela Castro EspÃn, der er datter af Raúl Castro, Fidels broder – og repræsentanter for Cubas minoritet af transseksuelle. Blandt de emner, der blev bragt på bane var de transseksuelles seksuelle relationer til soldater fra Cubas hær. Et tabu, for homoseksualitet er ulovligt i militæret. Slet og ret. Faktisk er erklæret homoseksualitet grund nok til, at en mand fritages fra tjeneste.
Til forskel fra det officielle Cubas seksualmoral repræsenterer den psykologuddannede Mariela Castro EspÃn et mere frisindet syn på det seksuelle. Blandt andet giver hun udtryk for den holdning, at seksualiteten ikke er kun er en del af reproduktionen, og at “mennesker er langt mere forskellige end i er tilbøjelige til at tænke”. Dermed forholder hun sig også indirekte til sine egne fordomme.
Det cubanske samfund er, som hele det caribiske område, kendt for at være et seksuelt frisindet område, så længe man holder sig inden for de heteroseksuelle seksualpraksisser. Frisindet gælder ikke homoseksualitet, tranvestisme og transseksualitet. De seksuelle minoriteter er blevet forfulgt af styret, og mange er endt i arbejdslejre for at blive “genopdraget”. Og AIDS-syge bliver behandlet som spedalske – samtidig med, at de er en udfordring for det i øvrigt velfungerende cubanske sundhedsvæsen.
Fru EspÃn arbejder for, at der skal tales mere frit om seksuelle emner på Cuba, og hun henviser til, at homoseksualiteten åbenlyst trives på Cuba og i vid udstrækning er accepteret eller i hvert fald tolereret af den almindelige borger. Som et led i sine bestræbelser har hun været med til at producere en – populær – tv-serie, hvor homoseksuelle temaer indgik. Hun arbejder på en Ph.D. afhandling om transvestitisme og på en reformering af de cubanske love omkring det seksuelle, således at lovgivningen også vil tage højde for fx operative indgreb på transseksuelle. Anstrengelserne har allerede båret frugt, idet der er nedsat et regeringspanel, der drøfter spørgsmål om terapi og medicinsk hjælp til transseksuelle. Og der er allerede givet tilladelse til, at 26 personer kan modtage behandling af det offentlige sundhedssystem.
Mariela Castro EspÃn er glødende tilhænger af den cubanske, socialistiske samfundsmodel, men også tilhænger af et åbent, fordomsfrit syn på seksuelle spørgsmål – også når det gælder de seksuelle minoriteter og eksisterende tabuiserede problemer. Hun understreger også, at hendes placering i den berømte Castro-familie ikke har været hende til nogen hjælp i denne sammenhæng.
Nogle af de emner, hun har taget op i det nationale centers tidsskrift er fx: overfald på homoseksuelle, vold i parforhold og hormonterapi. Tidsskriftet forholder sig også til udenlandsk forskning på området, og der citeres flittigt fra andre tidsskrifter. I det hele taget er Mariela EspÃns projekt et klassisk oplysningsprojekt. Hun tror på, at det seksuelle frisind går hånd i hånd med folkets oplysning på området. Og hun sørger for at informere sine magtfulde familiemedlemmer – herunder faderen og Fidel – om, hvad hun går og laver.
Måske er hendes arbejde et eksempel på, at der blæser nye politiske vinde på Cube, og at den cubanske undertrykkelse af folk med en anderledes seksualitet, andre tanker osv. vil løsne sit greb. Det kan man håbe. Og måske kunne vi også her i landet lære lidt af denne kvindes bestræbelser på at sætte oplysning og fri debat på dagsordenen.
Hvad kan være mere (u)passende underholdning i pinsens markering af den kristne mystik (Helligånden) end en film om frimurere, tempelriddere, store skatte, hemmeligheder, koder og andre drengerøvsfilmingredienser? En sådan film er National Treasure fra 2004 med Nicolas Cage i hovedrollen som den familiebelastede sandhedssøger udi omtalte mystisk-mytologiske morads.
Lad det være sagt med det samme: Det er længe siden, capac har fundet Nicolas Cage værd at se på det store lærred eller tv-skærmen, for den sags skyld. Jeg synes, at han – efter sin lovende debut – efterhånden har udviklet sig til en ret udtryksløs, kedelig træmand, der bedst fungerer i roller som en-dimensionale he-men.
Og sådan en rolle har han også i denne film. Til gengæld får han modspil af andre, der løfter filmen op over hængedyndet og gør den til et par timers let og fornøjelig underholdning. Den appetittelige Diane Kruger har den utaknemmelige rolle som Cages kvindelige allierede og romantiske partner (Hvad ser hun dog i ham?) og gør det godt med humor og charme. Endnu mere lysende er Justin Bartha som Cages nørdede lille hjælper, der nærmest stjæler billedet fra Cage hver gang de er på samtidig. Og så er der de to kæmper: den uforlignelige Harvey Keitel som FBI-mand i hælene på Cage og Co. og Jon Voight som Cage-figurens far. Efter capacs mening bruger man slet ikke Voight nok i amerikanske film. Nævnes skal også Christoffer Plummer i en fin lille rolle som bedstefar og Sean Benn, der klæder rollen som charmerende-livsfarlig skurk.
Trods nogle småfejl er filmen velturneret af instruktøren med det spøjse navn Jon Turteltaub. Man er godt underholdt undervejs, keder sig kun lidt og kan for en stund være tilbage i et univers, som man engang fandt i Illustrerede Klassikere og gamle B-film fra Hollywood. Blot skal man som sædvanlig abstrahere for den efterhånden ulidelige amerikanske selvdyrkelse og fx lade som om man tror på, at tempelridderne ville være så dumme at begrave en skat midt i New York. Det skal man være Hollywood-instruktør for at postulere. Men heldigvis er man vant til at sluge mange urimeligheder i underholdningens hellige navn… Filmen er en slags Da Vince Mysteriet light eller, om man vil, Kong Salomons Miner på Manhattan. God fornøjelse.
En rekonstruktion:
I oktober sidste år omtalte jeg tresser-tv-serien The Fugitive og skrev følgende: “[Serien] løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet på sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten på den enarmede morder må skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er på sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom på VHS. Båndene kan man endnu være heldig at købe på nettet, men så vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave“. Det ved vi nu: Første sæson er udkommet i USA på DVD. Og nostalgikerne har igen noget at kaste sig over.
Medens vi hygger os med solide versioner af Hercule Poirot, Frost m.fl. og venter på, at DR tager sig sammen til at fodre krimiseere med nye kapitler af Forbrydelsen og Morseanere med Sgt. Lewis på slap line, så kan man nu fornøje sig med den nye ombæring af serieafsnit om Ian Rankins skotske figur detective Inspector Rebus.
DR tog hul på en ny episoderække sidste mandag, og siden sidst er den fortræffelige John Hannah blevet skiftet ud med den ligeledes fortræffelige Ken Stott. Efter at have set første kapitel så må capac sige, at det ikke er noget dårligt bytte, når det nu ikke kan være anderledes (men generelt er vi ikke meget for det bytteri…). Stott, som man måske vil huske som repræsentant for sædelighedspolitiet i serien The Vice, der også blev udstrålet på DR, passer godt til den enerådige, viljestærke skotske hard man med smag for kvinder, popkultur og stærke drikke. Heldigvis overlader Ian Rankins Rebus-bøger meget til læserens fantasi, hvad angår Rebus’ udseende, så man behøver ikke at være alt for forudindtaget.
Ellers er det, som det plejer. Rebus – med det sigende navn – skal løse alvorlige forbrydelser sammen med sin kønne, kvikke kvindelige hjælper, Siobhan Clarke (spillet af den nydelige Claire Price), som han patroniserer lidt med sin rå macho-charme og åbenbart ikke uden en vis effekt… Rammen er som sædvanlig Edinburgh og nærmeste omegn. Edinburgh som et sindbillede på den vestlige metropolkultur på godt – og ikke mindst ondt. Afsnittet i mandags var således en historie om en patriarks incestuøse udskejelser, der får fatale konsekvenser for hele den involverede familie, da produktet af incesten dukker op og gør regnskabet op. Et plot, der ikke var uden visse – i det mindste associative – lighedspunkter med Roman Polanskis formidable film-noir-pastiche Chinatown og måske også med det antikke skæbnedrama i almindelighed…
Som fan af skotske Taggart er det velgørende at få Rebus på skærmen, medens Taggart åbenbart holder pause. Lokalkoloritten og den skotske accent er i sig selv en fornøjelse at indtage ud på aftenen…
Næste afsnit løber over skærmen i aften kl. 22. Hermed anbefalet. God fornøjelse.
Som en stor fan af den alt for tidligt afdøde sanger Tim Buckley (far til den ligeledes for tidligt afdøde Jeff) er det med interesse, at capac på nettet læser, at der er udgivet en dvd med en lang række optagelser fra forskellige tv-udsendelser. Tim var en på mange måder enestående figur i tressernes musikalske landskab, da han blandede en lang række stilarter – funk, soul, jazz og datidens progressive og psykedeliske rock – og eksperimenterede med sin stemme som et instrument. Han blev kun 28 år og døde i 1975 af en overdosis. Heldigvis nåede han at indspille en række studioalbums i sin levetid (bl.a. Hello and Goodbye, Happy Sad og Lorca), og siden er der udgivet en række livealbums, blandt andet Peel Sessions (1991) og Copenhagen Tapes (2000).
Titlen på den nye dvd-udgivelse er My Fleeting House og mærket er MVD. Tracklisten ser således ud:
01 No Man Can Find the War [from “Inside Pop”]
02 Happy Time” [from “Late Night Line Up”]
03 Morning Glory [from “Late Night Line Up”]
04 The Dolphins [from “The Old Grey Whistle Test”]
05 Song to the Siren [from “The Monkees Show”]
06 Who Do You Love [from “Greenwich Village”]
07 Happy Time [from “Dutch TV”]
08 Sing a Song for You [from “Dutch TV”]
09 Sally Go Round the Roses [from “Music Video Live”]
10 Blue Melody [from “Boboquivari”]
11 Venice Beach (Music Boats by the Bay) [from “Boboquivari”]
12 I Woke Up [from “The Show”]
13 Come Here Woman [from “The Show”]
14 Pleasant Street [from “The Christian Licorice Store”]
