CAPAC

Nils Malmros er en af de fineste skildrere af barndommen og puberteten. Set fra et mandligt synspunkt. Han er filmens svar på Klaus Rifbjerg. Jeg kan huske, at selvsamme Rifbjerg anmeldte Kundskabens Træ (vistnok i tidsskriftet Levende Billeder), da den havde haft premiere. Og Store Klaus var meget positiv, men også en anelse kritisk over for den malmroske blufærdighed over for det erotiske. Som jeg husker det (solgte desværre mine Levende Billeder engang…), efterlyste Rifbjerg en skildring af den voksne erotik.
—-
Jeg kan huske, at første gang jeg genså Kundskabens Træ var på tysk tv en sen aften. En central scene i filmen er der, hvor de unge er ude at skøjte på en sø. Medens mørket falder på tvinger nogle drenge strømpebukserne af en pige for at gøre anatomiske studier, medens de andre drenge febrilske og med hede kinder sørger for at holde dynamoen i gang og lyskeglen rettet mod pigens skød. En filmisk urscene. Og så havde tyskerne selvfølgelig bortklippet selve afsløringen…

Fritidsgruppen for Bob Dylan, George Harrison, afdøde Roy Orbison, Tom Petty og Jeff Lynne – The Travelin Wilburys – fik udgivet to plader. Nu fortæller Gaffa-bladet, at de to skiver genudgives som et dobbeltalbum med – selvfølgelig – en masse ekstramateriale i form af ikke-udgivne sange, dokumentar-film, musikvideoer etc. Oven i købet skulle dobbeltcd’en udkomme i ikke mindre en fire udgaver med forskellige grader af luksuøs indpakning… Handle with care…

Jeg kunne selvfølgelig ikke nævne Johnny Winter uden også at give ham sit eget indlæg. For det første er det længe siden, jeg har lyttet til den tynde albinos bluesspil, for det andet fandt jeg en video fra … Woodstock.
Johnny dannede sin egen trio, bestående af basisten Toomy Shannon og trommeslageren Uncle John Turner i 1968. Blandt andet hans optræden på Woodstock – og en række andre festivaler – gav ham et ry for at være værd at lytte til, hvis  man var til the blues. Han spillede med en lang række af tidens kendte musikere – fra Hendrix til Jim Morrison. Han er så vidt vides stadig aktiv, udgav i hvert fald et album så sent som i 2004 med den sigende titel I’m a Bluesman. Som lillebroderen Edgar har han hele tiden holdt fast ved the blues, som udøvende musiker og som producer fx for den gamle blueskæmpe Muddy Waters.
Som sagt er det længe siden, blogbestyreren har lyttet nærmere til Johnny. Der er noget, der tyder på, at det er på  tide at finde ham frem igen…

På den tidligere omtalte dvd fra Woodstock finder man også en herlig optagelse med den amerikanske gruppe Quill, der spiller nummeret “Waiting for you”. Som tilfældet var med Bert Sommer gjorde Quill sig bemærket i en større sammenhæng på festivalen efter at have turneret intenst i både New England og New York sidst i tresserne. Bandet blev dannet og ledet af brødrene Jon og Dan Cole, der også var gruppens sangskrivere. Gruppens rødder var i Boston-området, og den kom kun undtagelsesvis uden for området i årene 1967-69. Det var således en optræden i New York, der førte til, at bandet blev inviteret med til den siden hen berømte Woodstock-festival. Det hører også med til historien, at samme aften, som Quill spillede i New York havde en anden festivaldeltager sin første optræden: Johnny  Winter. Det fortælles også, at Quill natten efter deres Woodstock-optræden jammede med Jimi Hendrix og Stephen Stills…
Quills musik beskrives som en blanding af mange stilarter. Deres tekster havde både en social-politisk kant og poetiske og ironiske elementer. Som mange andre bands fra den periode var der plads til musikalske eksperimenter og improvisationer. Der var dog ikke tale om psykedelisk musik.
Gruppen blev kendt for sit sceneshow, der inddrog publikum i den musikalske udfoldelse bl.a. ved at uddele instrumenter under koncerten.
I modsætning til andre Woodstock-deltagere gjorde gruppen sig også bemærket ved at opholde sig på området i hele festivalens periode og ved at underholde festivalens arbejdshold. Gruppens optræden på selve festivalen varede 40 minutter og bestod af sangene “That’s How I Eat”, “They Live The Life”, “Driftin'” og den tidligere omtalte “Waiting for You”. I øvrigt kom bandet på lige efter det berømte regnskyl, der faldt ned over området om fredagen… Det betød også, at Quill ikke kom med i den oprindelig film om Woodstock. Optagelsen blev ødelagt af en manglende synkroni mellem lyd og billede. Problemet blev først løs med den langt senere dagbogsfilm. En optræden på den oprindelige film kunne måske have givet Quill et egentlig internationalt gennembrud. Gruppen opløstes i 1970.

På den tidligere omtalte dvd “Woodstock Diaries” finder man ikke kun en række kendte kunstnere; men også et par mindre kendte. Hvem husker fx folk-singer-songwriteren Bert Sommer? Han gjorde sig også især bemærket ved netop sin optræden på Woodstock-festivalen. På “Diaries” giver han en fin, følsom udgave af sangen “Jennifer”. Han største – faktisk eneste – hit var sangen “We’re All Playing In The Same Band”. Stilen er lidt à la Donovan og Tim Hardin, dvs. melodiske, lidt melankolske sange. Bert blev kun 49 og døde i 1990. Han nåede at udgive 4 albums. Den første var The Road To Travel (1969). Den blev fulgt op af “Inside Bert Sommer” (1970) og “Bert Sommer” (også 1970). I 1977 kom endnu et album med samme titel “Bert Sommer”.Han var også med i Broadway-udgaven af hippiemusicalen “Hair”, da den havde premiere.

På YouTube fandt jeg en sjov optagelse med et foretagende, der kaldte sig Kaptain Kool and The Kongs. Forsangeren er Bert Sommer:

Bert Sommer har fået en hjemmeside, hvor han mindes. Her kan man læse mere om ham, se billeder og høre samples.

Ovenstående DVD nærmest sprang op i ansigtet på mig, da jeg forleden var i byen for at gøre andre ærinder. Woodstock-festivalen, som jeg tidligere har omtalt i bloggen, har jo fået kultstatus som alle festivalers moder og er blevet omhyggeligt dokumenteret, ikke mindst via en række musikcd’er. Jeg havde også godt hørt om The Woodstock Diaries, men havde også tænkt, at der nok bare var tale om et rip-off, et sammenklip af fraklip, uden større interesse for en musikglad person som mig. Men, ved nærmere eftersyn så udgivelsen dog ganske interessant ud. Lyden er i Dolby Digital AC3 stereo (hvilket min “rigtige” Woodstock-film ikke kan prale af) og så byder den på en fyldig fortælling om hele festivalhistorien, en række bandsbiografier (+ downloadmuligheder) og – ikke mindst – en række optrædener af folk som Richie Havens, Incredible String Band, Jefferson Airplane, Sly & The Family Stone, Johnny Winther, Crosby, Stills & Nash, Joe Cocker, Country Joe & The Fish, Jimmy Hendrix, Ten Years After, The Who, Janis Joplin, Tim Hardin m.fl. Ialt tre timers opdagelsesrejse. Og til en pris, der svarer til, hvad en pakke discount-cigaretter kostede for et par år siden… Så valget var ikke så svært, selv om man jo skal styre sig…
Bag filmen står D. A. Pennebaker og Chris Hegedus, og det borger for en vis kvalitet. Det er da også en film, der helt er i originalens ånd. Her er er – ud over de fine koncertoptagelser – stemningsbilleder fra de tre dage med Peace, Love and Music. I en forbavsende fin kvalitet.
Da jeg gik i gymnasiet var Woodstock-albummet et must. Selv vores musiklærer havde indkøbt det for at kunne diskutere det sammen med sine langhårede elever i musiktimerne. Og jeg kan huske, at især to præstationer gjorde et stort indtryk. Den ene var Jimi Hendrix. Den anden Ten Years After med guitaristen Alvin Lee i forgrunden.


Ten Years After var blevet dannet i 1966 og havde et vist navn i England, hvor de havde udsendt to albums, Ten Years After og Undead, der indeholdt nummeret “I’m going home”, som blev deres varemærke. Ikke mindst efter Woodstock, som sammen med et optræden på Newport Jazz Festival tidligere i 1969 gav gruppen den egentlige internationale gennembrud. året efter fik gruppen sit eneste singlehit i Storbritannien: Love Like A Man. Gruppen spillede også på den legendariske Isle of Wight Festival året efter. Forståeligt nok, for det var et rigtig godt liveband.
Gruppen, der så vidt vides stadigvæk er aktiv, er endnu et eksempel på en britisk bluesbaseret rockband. De udsendte en række albums frem til den første pause i 1974, blandt andet Ssssh (69), Stonehenge (69), Cricklewood Green (70), Watt (70) og A Space in Time (71). årstallene siger noget om, hvor produktiv bandet var i denne periode.
Youtube leverer en optagelse med omtalte kendingsmelodi “Going Home”, og jeg må sige, at nummeret næsten overgår mine erindringer om det. Skru op for lyden og nyd det:

Som tidligere omtalt genudgives Pennebakers berømte Don’t look back i en udvidet og opdateret version. Nu foreligger udgivelsesdatoen: 20. april.

Fruen havde hjembragt en dvd med titlen Keepin Mom. I en af hovedrollerne finder man Rowan Atkinson – kendt som Mr. Bean, Blackadder m.fl. Mr. Beans komik er ikke capacs kop te. Til gengæld synes Fruen, at hr. Bønne er højdepunktet af humor. Og som bekendt er det svært at diskutere humor… Capac foretrækker Atkinson i “rigtige” roller. Fx udfyldte han rollen som kejtet præst i Fire bryllupper og en begravelse med perfektion. Det samme kan man sige om hans rolle som – præst i Keeping Mom. Her falder han rigtig godt på plads som præsten, der ikke kan få noget til at fungere, hverken seksuallivet med konen (spillet af Kristin Scott Thomas…) eller sin prædiken kirken.
Filmen, der er en i rækken af snart mange morderlige-mødre-film, er en stærkt underholdende, særdeles velspillet bagatel. Og ikke mindst er det en ren fornøjelse igen at se Dame Maggie Smith folde sig ud som morder-mor, der løser den lille præstefamilies problemer på radikal og effektiv vis, begyndende med naboens gøende hund… Maggie Smith er efterhånden blevet 72 og leverer stadigvæk præstationer, der kun kan aftvinge den dybeste respekt. Hun er indbegrebet af engelsk kvalitets-acting. Hun har en ubetalelig, underdrejet engelsk humor, kaster sig uforfærdet over alskens roller lige fra Harry Potter til mere “seriøse” roller, fx Shakespeare-roller. Og så er der en aura af Star-Quality og glamour om hende, som ikke kan købes for penge og ikke har en bønne med ungdommelig skønhed at gøre. Capac er Maggie Smith-fan. Ingen tvivl om det. Filmen er hermed varmt anbefalet.

En ny udgave af D.A. Pennebakers berømmede Dylan-film “Don’t look back” er på trapperne. Titlen er “Bob Dylan: Dont look Back 1965 Tour Deluxe Edition”, og så ved man jo godt, at der er alskens ekstra goodies at hente… Ud over selve filmen, der er pakket med kommentarer fra instruktøren og Dylans road manager Bob Neuwirth, så får man en en bog. I selve filmen ser man nye, ikke tidligere offentliggjorte optagelser, hvor Dylan blandt andet synger “Don’t think twice” og “It´s all over now, Baby Blue”.
Det var oprindeligt Pennebakers idé at lave en Dont look back nr. 2, men endte så med at supplere den gamle film. I følge Billboards omtale skulle man få et billede af en mindre mut og mere venlig Bob Dylan, end den oprindelige film viste publikum. Vi får se.

“Hello darkness, my old friend, I’ve come to talk with you again, Because a vision softly creeping, Left its seeds while I was sleeping, And the vision that was planted in my brain Still remains Within the sound of silence…”.
I søndags fik fruen den fruelige idé, at der skulle flyttes rundt på indboet i stuen. Reolen skulle flyttes et par meter, så der kunne blive plads til andre rokeringer. Som sagt så gjort.
Medens bøger osv. blev taget ned af reolen, kørte tv i baggrunden. Og pludselige fanger ordene And here’s to you, Mrs. Robinson Jesus loves you more than you wil know mine ører, og jeg ved, at det er The Graduate – Fagre Voksne Verden – der ruller over skærmen med Simon & Garfunkels fantastiske soundtrack.
Mike Nichols fødte klassiker og debut, der katapulterede Dustin Hoffman helt op på stjernehimlen, har en særlig plads i min cineastiske erindring. Jeg var lige kommet godt i gang med gymnasiet i Esbjerg, da den daværende rektor Poul Rasmussen fik den brillante idé at lade de unge mennesker se biograffilm. Det foregik på den måde, at en busfuld gymnasiaster en gang om ugen blev sendt til Brørup, hvor Brørup Bio lå. De viste kvalitetsfilm.
Den aften, hvor vi så The Graduate står som mejslet ind i hjernebarken. Filmen om den nyuddannede unge mand, der ikke kan finde meningen med livet og bestemt ikke kan genkende denne mening i de voksnes liv med dobbeltmoral og materialisme – inkarneret i hundyret fru Robinson, der spilles uovertruffent, suverænt af afdøde Anne Bancroft – ramte som en forhammer en streng i mit unge, gymnasiesind. Identifikationseffekten var optimal. Den næsten klaustrofobiske indespærrethed (som genialt bliver fremstillet i den vidunderlige swimmingpoolscene, hvor Dustin Hoffman iført sin nye dykkerudstyr har sat sig ubevægelig på bunden af bassinet), man kan føle i de år, hvor man er ramt af almindelig skoletræthed, forældreforstoppelse og udlængsel, grænsende til desperation og livslede, gik rent ind i den unge capac. Og bagefter havde jeg en tydelig fornemmelse af, at verden og capac havde forandret sig i løbet af den halvanden time, som filmen varede. Hvis jeg nogensinde havde tvivlet på kunstens diskrete evne til at bevæge og forandre livet, så blev jeg overbevist i den biografsal.
Det hjalp selvfølgelig også til, at Dustin Hoffmans hjerterdame blev spillet af den underskønne Katherine Ross, der var som skabt til sætte drengehjerter i brand. Eller i hvert fald sætte gang i drengelængsler…
Med denne film sikrede Brørup Bio – der stadigvæk eksisterer i bedste velgående – sig en varig plads blandt “mine biografer”. Og den sikrede også Simon & Garfunkel en plads blandt mine varige favoritter.
Siden har jeg set filmen nogle gange med længere mellemrum. Og hvert gang har jeg syntes, at den holdt som en tidløs fortælling om den der forfærdelige tid, hvor man “skal blive voksen”, men hverken er fugl eller fisk. En filmisk udgave af Sallingers Griberen i rugen (Forbandet ungdom) eller Ribjergs Den Kroniske Uskyld. Men afdøde Anne Bancroft som en suveræn forførerisk hunedderkop i borgerskabets kvælende net – en fin pendant til Rifbjergs Fru. Juncker-figur.
Nu må jeg se at få den anskaffet i en god dvd-udgave.

I går aftes genså jeg Steven Spielbergs filmatisering af H. G. Wells science fiction-klassiker War of the Worlds. Måske ikke en af Spielbergs bedste film. Ikke desto mindre en vellykket klassikerfilmatisering, der både var tro mod forlægget og havde sine umiskendelige Spielbergske fingeraftryk. De computerstyrede effekter virker effektivt. Mr. Scientology, Tom Cruise, spiller bedre end længe. Men især birollerne gør indtryk. Ikke mindst pigen Rachel, spillet af Dakota Fanning, leverer en bevægende præstation. Spielberg kan noget med børn. Måske, fordi han dybest set er en barnlig sjæl.

Aftenens – eller rettere nattens – anden film, som blogbestyreren så i majestætisk ensomhed, var Scott Derricksons The Excorcism of Emily Rose (2005). Derrickson er et ret ukendt navn, der har et par film på samvittigheden som instruktør (Hellraiser: Inferno og Love in Ruins), men ellers har han slået sine folder som manuskriptforfatter.
Valget faldt på denne film, fordi den dejlige skuespillerinde Laura Linney tager sig af den ene hovedrolle og den fremragende Tom Wilkinson den anden. De spiller henholdsvis en agnostisk stjerneadvokat og en præst, der har foretaget en djævleuddrivelse med døden til følge.
Filmen, der nok er lavet med Friedkins klassiker Excortisten in mente, bygger på en virkelig historie fra det religiøst brogede Amerika. Selv om filmen ganske effektfuldt fordyber sig i den unge pige Emilys besættelse og den efterfølgende excorcisme, så handler den mere om det moderne menneskes – i Linneys fremstilling – konstitutionelle tvivl og usikkerhed, når det drejer sig om religiøse spørgsmål, og – meget aktuelt – om, hvor langt man kan gå i forsøget på at forstå dybt religiøse menneskers tænke- og handlemåde. Kan man fx frikende en præst, der blot har gjort, hvad han og hans menighed troede på og derved forvoldte en ung piges død?
Både Linney og Wilkinson spiller helt op til deres bedste, og det er i kraft af deres præstationer, men også Jennifer Carpenters Emily-figur, at filmen er værd at se. Instruktøren kan desværre se sig helt fri for at ville pådutte publikum et budskab om, at der er mere mellem himmel og jord, nemlig onde ånder, satan osv. Og det er en svaghed, fordi det mest spændende i filmen netop er den kvindelige advokats eksistentielle vaklen og ikke de troende menneskers – i en vis forstand – forventelige ageren.
At advokatens vækkeur går i stå kl. 3 om natten kan være en tilfældighed men også et tegn på, at mørke magter begynder deres spil. Men det er ikke en tilfældighed, når det sker igen. Oven i købet på flere ure i advokatens hus.
Selv med disse forbehold over for instruktion og manuskript, så er filmen værd at se. Den lever op til genrekonventionens krav om at kunne få hårene til at rejse sig, samtidig med at den ikke forfalder til platte effekter.

DR havde lagt beslag på det meste af sendefladen med et såkaldt indsamlingshow til fordel for AIDS-ramte i Afrika. Blogbestyreren bryder sig ikke om den slags underholdningsshow, hvor publikum bliver underholdt, stjerner og tv-folk promoverer sig selv og den kronisk dårlige velfærdsstatssamvittighed har mulighed for at blive lettet en smule. AIDS-katastofen er for alvorlig til at blive gjort til genstand for letbenet underholdning. Det næste bliver vel et dansktopshow til fordel for Dafur…

Nå, men Fruen og datteren tog resolut i videobiksen for at finde den nemme løsning på situationen. Og aftenens film var Curtis Hansons seneste opus In her Shoes (2005) med Cameron Diaz, Toni Colette og Shirley MacLaine i hovedrollerne som henholdsvis det umage søskendepar og deres perifere mormor.

Curtis Hanson er en mere end ferm filminstruktør. Det beviste han med den helt igennem vellykkede film-noir-kriminalfilm L.A.Confidential (1997), der nærmest har fået status af nyklassiker. Efter den lavede han den ligeledes vellykkede Wonder Boys (2000), hvor Hollywood-flødebollen Michael Douglas viste, at han faktisk er en god skuespiller i rollen som udbrændt forfatter.

Alligevel var blogbestyrerens forventninger lidt beherskede. Halvlunkne Hollywood-lystspil, der lever højt på kendisser i hovedrollerne, er der nok af. Og når klicheerne står i kø på manuskriptsiderne kan man have sine bange anelser. Alene de to søstre er helt efter Hollywood-kliché-håndbogen: Den “dumme”, sexede blondine, der kun kan én ting (det med mændene) og den mørke, tykke (efter amerikansk mediestandard i hvert fald) jurist-søster med de store hornbriller, som kan så meget, men netop ikke det med mændende (og det er åbenbart det saliggørende for en kvinde over there…). Dertil kom så flere andre klichéer som fx den skrækkelige stedmoder osv.

Selve plottet er også en stor kliché. To diametralt forskellige søstre, der er bundet til hinanden af søsterkærlighed og -solidaritet, skal så meget ondt igennem før de får løst deres indbyrdes problemer, deres egne problemer (med mændene, med mindreværdskomplekserne, med de familiære lig i lasten og spøgelser fra fortiden etc.) for at de kan forenes med den tabte mormor til den “grimme” søsters alternative rasta-inspirerede bryllup. En i bund og grund venlig film, der plæderer for de rigtige værdier – kærlighed, venskab, tilgivelse osv. – som måske ikke altid dominerer i den amerikanske hverdags virkelighed.

Alligevel lykkes filmen. Og det er i kraft af Curtis Hansons ferme instruktion, der sikkert og roligt lader skuespillerne fremstille nogle skæbneramte mennesker af kød og blod. Selv Hollywood-godten Cameron Diaz viser, at hun godt kan spille skuespil, når bare hun får en rolle med kød på og en instruktør, der kan vride det bedste ud af hendes begrænsede skuespillertalent. En tredjedel inde i filmen har Hanson vendt vrangen ud på det klichétunge manuskript og fået det transformeret til  en rørende fortælling om livets ups-and-downs for to piger, der har mistet deres elskede, sindslidende mor ved en trafikulykke.

En enkelt scene i filmen demonstrer, hvordan Hanson formår at menneskeliggøre klicheerne og gøre personerne vedkommende for publikum. Diaz, der i filmen heder Maggie, har omsider fået et job på et ældrecenter og skal blandt andet servicere en sengeliggende, svagtseende tidligere litteraturprofessor. Han er vant til at få læst op for sig. Men Maggie er nærmest ordblind (“dum” blondine…) og forsøger at undslå sig – dog uden held. Ex-professoren gennemskuer i et splitsekund, hvor pigens problem er, og beder hende om at læse i det tempo, hun nu formår. Langsomt får hun hakket sig igennem et digt af Bishop (“One Art”), hvorefter professoren overhører hende i hendes fortolkning af teksten. Det viser sig, at hun trods sit læsehandicap har fattet digterens hensigt. I scenen, der er ganske kort, får instruktøren vist, at den “dumme” blondine slet ikke er dum, men blot har været uheldig med sin skolegang og sit liv i øvrigt, og at den pensionerede professor stadigvæk har greb om den livspædagogik, der griber ud over pensa og bekendtgørelsesbestemmelser og løfter den enkelte videre i livet.

Der spilles også solidt i filmen. Toni Colette fylder rollen godt ud som den kiksede søster, der forkæler sig med dyre sko, som hun næsten aldrig bruger. Shirley Mclaine fortsætter sin række af præstationer som sej ældre kvinde, der i det ydre er en kyniker, men under angoratrøjen bærer et hjerte af guld. Dertil kommer en række gode birollepræstationer. Ingen nævnt, ingen glemt.

Filmen er selvfølgelig kun en bagatel. En feel-good-film, som man kan adsprede sig med en lørdag aften, hvor det ligger lige for at gøre det. Men derfor må den jo godt være velturneret. Og det er den.

I øvrigt er filmen et sjovt eksempel på, hvor godt det virker at bruge digte i film. Ikke mindre en tre digte læses op i løbet af den halvanden time, filmen ruller over skærmen. Og med stor emotionel effekt. Også selv om det er e.e.cummings bryllups-traditions-digt “I carry your heart with me…”, fordi det er Maggies overraskelse til søsterens bryllup.

Måske som et apropos til foregående indlæg dumpede dvd’en Brimstone and Treacle, som blogbestyreren havde købt for 0.99£ på Amazon, ind ad døren. Da jeg er en stor beundrer af den afdøde engelske forfatter Dennis Potter (der – en passant – også kan sin elementære psykoanalyse; se bare Den Syngende Detektiv!), så kunne jeg ikke lade være at investere i den. Og mindre interessant er det da heller ikke, når rollerne er besat af Sting (der faktisk er en udmærket filmskuespiller), Denholm Elliott (som altid kan løfte den mindste birolle), Joan Plowright og Suzanne Hamilton.

Min hukommelse spiller mig denne gang et puds. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg har set den før, men har samtidig en svag erindring om filmens tema. Hm. Filmen handler, meget kort fortalt, om et ægtepar, hvis datter har været udsat for en trafikulykke og derfor ligger i en komalignende tilstand. Ved noget, der ligner en tilfældighed eller det modsatte, dukker en ung mand op i deres liv – og en masse mærkværdige hændelser forekommer.

En udførlig plotbeskrivelse levere her. Dennis Potter citeres for følgende appetitvækkende kommentar til stykket:

“I had written Brimstone and Treacle in difficult personal circumstances. Years of acute psoriatic arthropathy—unpleasantly affecting skin and joints—had not only taken their toll in physical damage but had also, and perhaps inevitably, mediated my view of the world and the people in it. I recall writing (and the words now make me shudder) that the only meaningful sacrament left to human beings was for them to gather in the streets in order to be sick together, splashing vomit on the paving stones as the final and most eloquent plea to an apparently deaf, dumb and blind God. […] I was engaged in an extremely severe struggle not so much against the dull grind of a painful and debilitating illness but with unresolved, almost unacknowledged, ‘spiritual’ questions.”

Billboard beretter med David Crosby som kilde, at Crosby, Stills, Nash & Youngs kontroversielle turné Freedom of Speech ’06 i år vil blive dokumenteret på en DVD, og at der samtidig udsendes en koncertcd. Ambitionerne er høje, for der skal ikke blot være tale om en simpel dokumentation; filmen skal deltage i diverse filmfestivaler.
Den omtalte tour har åbenbart været en stor succes for de fire musikere. I hvert fald fortsætter turnevirksomheden umiddelbart efter. David Crosby drager sammen med Steven Stills og Graham Nash til Australien og New Zealand; og i starten af marts turnerer Crosby og Nash i staterne. Endelig skulle det også være sikkert, at alle fire igen kører landevejene tynde som CSN&Y sidst på året… Aktiv alderdom!