Indlæg tagget med erindring

Tørsvømning

19. juni 2011

Og pludselig sÃ¥ jeg mig selv beamet tilbage til starten af tresserne. Liggende fladt pÃ¥ maven pÃ¥ en lille, vÃ¥d og kold skammel, iført badebukser og et stort, vÃ¥dt korkbælte. Med benene sparkes der bagud og armene føres frem foran ansigtet og ud til siderne og tilbage igen. Stedet er GrÃ¥dybbadet i Esbjerg. Der er svømmeundervisning i Vestre Skoles gymnastiktime. Det er rÃ¥koldt. Overskyet. Og der er vÃ¥dt overalt. Lærer Johnsen kommanderer med os, sÃ¥ vi kan fÃ¥ banket svømmebevægelserne ind i hovedet. Teorien er, at nÃ¥r vi først har lært bevægelserne, kan vi sænkes ned i det vÃ¥de element og begynde at bevæge os gennem vandet, som nogle af de smÃ¥ plastikbÃ¥de, man kan trække op ved at dreje pÃ¥ en vinge. Men sÃ¥dan var det ikke…

OvenstÃ¥ende flashback er foranlediget af en nyhed om, at flere skoler pÃ¥ grund af kommunale besparelser kun kan tilbyde deres elever tørsvømning. I følge regeringens mÃ¥lsætning for folkeskolen skal børnene have lært at svømme m.m. senest 5. klasse. Og den ansvarlige minister, Troels Lund Poulsen (V), fastholder, at kravet skal overholdes – vand eller ej. Tørsvømningen er tilbage. Og det er ikke en vandet vittighed…

Foto er lånt fra siden Danskernes Egen Historie (og det er helt legalt)

Og det giver mig anledning til at spille en af mine all-time-favorit-sange: Loudon Wanwrights Swimming Song.

En duft af Breining Fougere hårvand

15. maj 2011

En syrenbusk sendte mig tilbage til frisørforretningerne i mit barndoms kvarter i Esbjerg – associationernes indviklede og forgrenede stier. Især til den forretning, der lÃ¥ i Sjællandsgade og blev bestyret af to dengang ældre herrer i kitler. I det sparsomt dekorerede vindue stod der to flasker Breining Fougere hÃ¥rdvand – en grøn og en lilla flaske. Den sidste havde en duft af lavendel (ikke syren). Ved siden af igen stor et papskilt med en globus med mavebælte, hvorpÃ¥ stod skrevet World’s Best.

Duften af hårvandet slog en imøde fra forretningens indre, hvor det blev gnubbet ind i hovedbunden på mange af de mandlige besøgende. Og på hylderne stod flaskerne på rad og række. Jeg prøvede også den grønne en enkelt gang, men brød mig ikke om hverken lugt eller effekt.
Jeg har ledt længe efter et billede af de pÃ¥gældende flasker, men selv om produktet stadigvæk sælges, sÃ¥ er de gamle flasker for længst gÃ¥et pÃ¥ pension og Ã¥benbart i glemmebogen…

Erindringsglimt: avispapir og fodtøj

28. november 2010

Da jeg stod der og tog mine langskaftede gummistøvler pÃ¥ for at bevæge mig udendørs, gled erindringen pludselig tilbage til dengang, hvor min mor forede mine sko og støvler med avispapir, der var varmet pÃ¥ kakkelovnen eller (senere) radiatoren. Og fornemmelsen af at stikke foden ned i den tørre, glatte, knitrende varme vældede frem i mit indre. Dengang var der ikke rÃ¥d til indkøb af termosokker, kevlarbeskyttede støvler og andre objekter fra velstandsoverskuddet. Men der var andre glæder…

Linda Schott – Never in a million Years (1966)

11. oktober 2010

Vi skal ikke slippe de kønne sangfugle fra tressernes begyndelse. Linda Scott besøgte ogsÃ¥ den danske hitliste en enkelt gang. I uge 7, 1963, indtog hun en 19. plads med “Never in a million Years”. Hun havde allerede pÃ¥ det tidspunkt en snes singleplader pÃ¥ samvittigheden, bl.a. “I’ve Told Every Little Star“, som lÃ¥ pÃ¥ den amerikanske og engelske top 10 i 1961, solgte millioner af eksemplarer og blev hendes største succes i karrieren.
Som Marcie Blane var Linda Scott (Linda Joy Sampson) en skolesøgende newyorkerpige (fra Queens), da hun blev opdaget af Epic Records. Hun havde stillet op til en radioudsendelse og blev inviteret med. Hendes debut bar den symtomatiske titel “In-Between Teen”. Pladen blev udsendt i hendes borgerlige navn Linda Sampson.
Medens hun endnu gik i high school overtog pladeselskabet Canadian-American Records hende, og forvandlede hende til Linda Scott. Og det var i den stald, hun indspillede Hammerstein og Kerns trediver-musicalsang “I’ve Told Every Little Star” og gjorde den til et rigtigt teenagehit.
Til historien om Scott hører ogsÃ¥, at hun fik endnu et stort hit med en standard. Nemlig Ahlerts og Turks “I don’t know why (but I do)“, der nÃ¥ede en 12. plads i USA. Og sÃ¥ er det interessant, at hun ogsÃ¥ selv skrev nogle sange. Blandt andet “Don’t Bet Money, Honey”, der ogsÃ¥ blev et hit derovre med en 9. plads som bedste placering.
Meget sigende for Linda Scotts sangkunst, sÃ¥ kom hendes sidste hitlisteplacering med sangen “Who’s Been Sleeping In My Bed” i januar 1964, den mÃ¥ned, hvor The Beatles indtog den amerikanske hitliste for første gang…
Linda fortsatte med at lave plader frem til starten af halvfjerdserne, men uden den store kommercielle succes, og i lagde hun sangkarrieren på hylde og begyndte at læse teologi.

Stenkulsnafta – en kemikalisk barndomserindring

25. september 2010

Torben har sendt mig tilbage til den lille toværelses på Nygårdsvej i halvtredserne. Det magiske ord er “stenkulsnafta”. Og fremkaldervæsken for erindringsstumpen var “tv-farmaceuten Sven Holm”. Jeg husker den trinde, venlige mand, der på den sort-hvide skærm med nærmest naturvidenskabelig akkuratesse fortalte de hjemmegående husmødre – heriblandt min egen mor – hvordan de kunne fjerne alskens pletter med husholdningens arsenal af kemi.

Et af de kemikalier, min mor altid havde stående i de typiske grønne flasker, var stenkulsnafta (benzen – med vor tids betegnelse). Et andet var salmiakspiritus. Siden forsvandt de ud af husholdningen sammen med den ikke-denaturerede sprit, som blev brugt til hjemmebrænderi i tresserne. Sikkert som led i beskyttelsen af forbrugerne – mod forbrugernes selv.

Helt ufarlig var disse væsker heller ikke. Jeg husker nøje, hvordan min mor advarede mig mod vidundermidlerne. Alligevel drev min nysgerrighed mig til en dag at skrue låget af flasken og snuse til den. En sindsoprivende oplevelse, jeg sent vil glemme. Jeg var sikker på, at nu skulle jeg død. Jeg tror, jeg kunne mærke hver eneste celle i mine luftveje, og min unge, følsomme næse brændte, som var der stoppet glødende kul op i næseborene. Men kun en kort tid.

Flasken stod i mine forældres klædeskab (hvorfor ved jeg ikke), og situationen foran de brune skab brændte sig ind i min erindring – som stenkulsnaftadampene brændte sig ind i næseborene…

PS. På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan man studere alle de forbudte stoffer, som vor moder jonglerede med i de vist nok så uskyldige halvtredsere.

Spaghetti Westerns – erindringsstof

17. august 2010

Cowboyrækkerne blev de kaldt, de forreste to-tre stolerækker i min barndoms biograf i Esbjerg, Phønix Bio. Det var de billigste pladser, nÃ¥r biografen blev fyldt op. Og det var her, der var garanti for hold i nakken. Jeg erindrer kun at have siddet dernede en enkelt gang. Og ikke i Phønix Bio. Det var i Kosmorama, hvor jeg var inde og se Dirch Passer i “Charles’ Tante” med min mor. Kosmorama lÃ¥ et lille stenkast fra Phønix.

De mange søndageftermiddage, jeg tilbragte pÃ¥ Phønix Bios hÃ¥rde plydssæder, sad jeg midt i biografen. Alle pladserne kostede det samme – et par kroner – og der var aldrig fuldt. Hvis der var tyve unger (og en eller to voksne), sÃ¥ var det vist det hele.
Men det var på disse søndage, jeg lærte den amerikanske western og dens mytologi at kende. Afvekslende med ridderfilm, Zorro- og Tarzanfilm og andre B-film fra Hollywoods arkiver løb cowboyfilmeme med John Wayne, Cary Cooper m.fl. over lærredet og blev slugt med barnlig ukritisk appetit. Og min kærlighed til denne særlige alt andet end realistiske genre med dens klare ideologiske overbygning blev grundlagt. Selv halvfjerdsernes ideologikritiske syrebad kunne ikke fjerne min faible for fortællingerne fra de store vidder derovre. Derfor var det også lidt af en skuffelse, da genren i løbet af tresserne og halvfjerdserne og frem stort set gled ud. Og det var en saltvandsindsprøjtning, da de såkaldte spaghetti-western kom frem og gav genren en revival.

Ganske vist var de ikke den rene vare, men i italowesterns rendyrkes genren og dens mytologi med stor næsten tegneserieagtig æstetisk sans – og fÃ¥ kroner. Spaghettifilmene gav mig et velkomment flashback til barndommens timer i Phønix Bios mørke. Og i en periode i halvfjerdserne kom jeg der igen, nÃ¥r jeg besøgte mine forældre. For at se de spaghettifilm, der blev vist. Om aftenen. Stadigvæk var der ikke mange publikummer, men stemningen var intakt i den gamle sal, der stod, som den altid havde gjort.

Phønix Bio er der ikke mere. Kun erindringen. Og med bokssættet Spaghetti Western med hele 20 film og 32 timers underholdning skulle det nok være muligt at genopfriske den lidt. Erindringen altså. 150 kroner alt iberegnet.

Those Lazy Hazy Crazy Days Of Summer – Nat King Cole

19. juli 2010

Der er sommersange, der falder en lettere ind end andre. I dag kom jeg i tanke om en, jeg aldrig har skrevet om, og som nok var gledet lidt langt tilbage i hukommelsens halvmørke. Nat King Coles Those Lazy Hazy Crazy Days Of Summer. Hvad der kaldte den frem, ved jeg ikke. Men mÃ¥ske var det min egen ugidelighed – fremkaldt af en før-tordenagtig lummerhed. I hvert fald tonede den frem i mit indre.
Sangen var vist nok Coles sidste rigtige hit. Den nÃ¥ede en sjetteplads pÃ¥ den amerikanske pophitliste i sensommeren 1963, to Ã¥r før Coles alt for tidlige død som 45-Ã¥rig. OgsÃ¥ i Danmark gjorde den lykke. I uge 31, 1963 nÃ¥ede den helt op pÃ¥ en andenplads pÃ¥ den danske top 20. Kun overgÃ¥et af Cliff Richard og hans “Lucky Lips”, og med Elvis’ “Devil in disguise” som truende ny højdespringer pÃ¥ en tredjeplads. Ugen efter indtog Elvis førstepladsen og Cole røg ned pÃ¥ en 7. plads i konkurrence med navne som Petula Clark (“Chariot (I Will Follow Him) “), Gitte Hænning (“Kom ned pÃ¥ jorden igen “), The Shadows (“Atlantis”) og Marlene Dietrich (“Sag mir wo die Blumen sind”). Vi var endnu i før-Beatles-tiden.
Sangen genlød selvfølgelig også fra radioen og var en af dem, der uden modstand gled ind i mit lydtapet. En munter, swingende, optimistisk, let sang af den slags, der får en til uvægerligt at nynne med på omkvædet.

The Lazy Hazy…

“Gammelt brød” – erindringsglimt

16. juli 2010

Her sidder man sÃ¥ i sommerlandet og spiser sit brød fra den lokale hÃ¥ndværksbager. Og jeg kommer i tanke om min skolekammerat Freddy, der købte "gammelt brød" for 25 ører, nÃ¥r vi gik fra Pavillionen til Vestre Skole. Gammelt brød var betegnelsen for daggammelt wienerbrød. Man fik en kæmpestor brun pose med blandet wienerbrød, spandauer, kanelsnegl, stænger i stykker, "bagerens dÃ¥rlige øje" osv. Og Freddy, som i følge sin egen far havde "større ører end arveprins Knud" fortærede med velbehag hele posen. Siden har jeg ofte tænkt pÃ¥ Freddy ved morgenbordet, nÃ¥r jeg en sjælden gang har sat tænderne i en "wienerbasse". Mon man stadigvæk kan købe "gammelt brød" i brune poser? I hvert fald ikke til 25 ører…

Erindringsglimt: Granatæble

11. april 2010

I det lokale supermarked faldt jeg i staver i frugt- og grøntafdelingen. Frøkenen ville have pomelo og avocado. Men der var ogsÃ¥ ananaskirsebær, carambole, guava, kiwi, mango, papaya, granatæble og flere til. Det fik mig til tænke pÃ¥ dengang i begyndelsen af tresserne, hvor jeg i nogle mÃ¥neder blev passet af min farmor, fordi min mor var taget med min søfarende far Middelhavet rundt. Højdepunktet pÃ¥ ugen med farmor var lørdag aften, hvor vi delte et par Belle Boskop-æbler og et par Jaffa-appelsiner. Det var luksus. Og det smagte fantastisk. Eksotiske frugter – bortset fra banan, citron og appelsin – havde man dÃ¥rligt nok hørt om. De var netop – eksotiske.
Da mine forældre havde afsluttet deres odyssé, medbragte de en håndfuld granatæbler. Det var intet mindre end en sensation derhjemme i baggården, hvor man endnu kunne huske rationeringsmærkerne fra efterkrigsårene. Og jeg kan huske den nærmest syltetøjsagtige smag, som den kernede frugt havde.
I dag kan du stort set fÃ¥, hvad du vil have, hvis du ellers kan betale. Men du kan ikke fÃ¥ sjældne danske æblesorter. Og glæden ved den eksotiske smagsoplevelse er ogsÃ¥ gÃ¥et fløjten, nu hvor alle og enhver til enhver tid kan fÃ¥, hvad de vil have…

Manden med pelshuen er død

19. marts 2010

Skuespilleren Fess Parker meldes død i en alder af 85 Ã¥r. Det var Fess Parker, der i 1954, Ã¥ret efter min fødsel, optrÃ¥dte i Disney-tv-produktionen “Davy Crockett, Indian Fighter”, hvor pelshuen med hale for første gang dukkede op. Pelshuen var udslag af Disneysk fantasi, da ingen af de oprindelige afbildninger af Davy Crockett viste ham med andet end en almindelig hat, hvis han da overhovedet havde noget pÃ¥ sin isse. Det var ogsÃ¥ i den film, en af min barndoms store hits dukkede op, “Ballad of Davy Crockett”, som vor egen Preben Uglebjerg gav til bedste i en dansk udgave. Præriens bedste mand. I USA hittede sangen pÃ¥ en førsteplads i Bill Hayes udgave. Og siden er den blevet kopieret af flere andre, blandt andre Tennessee Ernie Ford.
Filmsuccessen blev fulgt op af endnu to film i 1955, “Crockett Goes to Washington” og “Davy Crockett at the Alamo”. Og for at det ikke skal være løgn, sÃ¥ klippede Disneykoncernen de tre film sammen til en senere hen, “Davy Crockett, King of the Wild Frontier”. Jeg kan stadigvæk ikke huske, om jeg har set tv-filmen eller biograffilmene. MÃ¥ske var det bare sangen, omtalen af filmen, tegneserier og fotos i blade, der gjorde Davy Crockett til en helt i min barndom. Og fik mig til at drømme om at eje sÃ¥dan en hue.